fredag den 31. august 2012

Kloakkerne findes,

vi går oven
på dem
som om,
vi er Jesus
på søen,
det er vi
vel også,
men dagen
vil komme,
hvor en
eller anden
vil trække
i snoren
og slippe
og skylle,
men uden
at vide det

en gang
for meget.

Noget på krogen

Det var en underlig fisk, det var det godt nok. Den var helt hvid og hverken en skalle, en aborre, en brasen eller for den sags skyld en gedde. Og så det dér lidende blik, den havde i øjnene, da den dinglede for enden af snøren. Nu havde han trukket mad op fra dén sø i årtier, men aldrig - aldrig - havde han set noget interessant i øjnene på en fisk. Men hjem, dét skulle den, så den underlige fisk endte sit liv ligesom alle forgængerne: Ved at få hovedet hamret ned mod den skarpe sten ved skellet.

Der blev pludselig overskyet. "Det var da fandens", bandede Jokum, pakkede grejet sammen, smed dagens fangst i en hullet plasticpose og begav sig hjemad.

I skoven faldt bladene af træerne. Det plejede de ikke at gøre midt i juni. Også smørblomsterne i vejkanten havde helt mistet deres farve, og Jokum kom forbi adskillige biler, som - trods ejernes enorme ordforråd og moderate fysiske pres - nægtede at starte. Døren gik godt nok op, da han omsider låste sig ind i sin villa på Mågevej, men lyset i gangen nægtede at tænde, og radioen inde i stuen var gået ud. "Strømsvigt", sukkede Jokum og kastede et kort blik ind i stuen, hvor konen sad underligt sammenbøjet ovre i lænestolen. "Kvindfolk", mumlede han, men det kunne han ikke tage sig af. Han havde fisk, der skulle renses og steges, og han var ikke typen, som gerne udsatte det til i morgen, som kunne gøres i dag. Filmen knækkede først, da indvoldene var blevet kylet i skraldespanden, og han greb ud efter sin æske med stormtændstikker for at få ild på gasblusset. Pokker, om lortet ville tænde! En efter en knækkede træpindene mod æsken uden at kaste så meget som én gnist af sig.

"FOR DÆLEN!", lød det ud i det gamle køkken: "FOR DULEN, FOR SØREN!" Inde i sit eget hoved gik Jokum endda så langt som til at tænke "FUCK!", men han var ikke en ung mand længere, og det ville måske ikke have lydt så distingveret på hans sprukne, bedagede læber.

Men mad var mad, og mad skulle spises! Derfor greb han ud efter den hvide fisk på spækbrættet, svingede den op i munden og tog en ordentlig luns.

Det klarede op.

Da resten af kreaturet befandt sig i Jokums mave, skinnede solen fra en klar himmel, og træerne havde sat knopper. Det plejede de ikke at gøre midt i juni.

"Bettemo'er, vejret er egent", stak han hovedet ind i stuen for at sige. Bettemo'er så stadig ud til at sove, så Jokum trådte hen og puffede til hendes besynderligt blegblå pande.

Bettemo'er havde sovet ualmindeligt godt, men var faldet i søvn på en noget foruroligende måde. De der smerter i brystet, det der hvide lys, som havde braget løs foran hendes øjne, før det hele blev sort. Men nu var hun frisk som en havørn igen, og blodet strømmede gennem hendes krop som om, hun var en ung pige igen. Der var kun én ting i vejen med det, hun så, da hun slog øjnene op igen:

- Jokum! Du er ikke Jokum! Heller ikke selvom du er Jokum!

- Fanden så hys, du er blevet, kone, mumlede manden, lynede ned i  bukserne og fortsatte ud i gangen.

Han dryssede lys.

Flagene

vajer

et ton,
men mit

øje
er let.

torsdag den 30. august 2012

Lignelsen om skægget i postkassen

Ulrik Jepsen var en gammel mand. Ulrik Jepsen var en gammel mand i forstæderne, der ventede på noget. Ulrik Jepsen var en gammel mand i forstæderne, der ventede på sin pensionsopgørelse, og mens han ventede, var han blevet indehaver af et langt, hvidt skæg, der var ret svært at styre. Ved den mindste luftning fløj det op og kildrede ham i næsen, sved i øjnene eller dryssede hudflager ned på brystet. Og nu havde det viklet sig ind i postkassen. Også så meget, at han, trods al ivrig indsats, ikke kunne åbne den.

- Hvorfor gjorde du det, spurgte naboens pige idet, hun passerede forbi.

Det tænkte Ulrik Jepsen, den gamle mand fra forstæderne, meget længe over.

(til Sofie Baunbæk Reilly)

Sendte beskeder

Hej :-)

Modtaget:
07:12:45
I dag

***

Går det godt :-)

Modtaget:
07:13:15
I dag

***

Er du sur

Modtaget:
07:31:30
I dag

***

Sig noget

Modtaget:
08:05:15
I dag

***

Der er blomster på trappen skat

Modtaget:
08:17:45
I dag

***

Jeg skal nok betale for døren skat dørkarmen også sig noget.

Modtaget:
08:27:15
I dag

***

Hvad sa lægen

Modtaget:
10:12:15
I dag

***

Jeg hader mig selv skat jeg hr lyst til at dø vil du ikk svare

Modtaget:
10:14:30
I dag

***

Vil du ikk nok skrive

Modtaget:
10:16:15
I dag

***

SVAR DOG DIN FUCKING MÆR I LIGGER OG BOLLER JEG VED DET JEG NAKKER JER BEGGE TO JEG KOMMER OVER NU

Modtaget:
10:25:15
I dag

***

Undskyld din bror han ringede og sa det og en hel masse FAIL ah for fanden

Modtaget:
10:48:45
I dag

***

Jeg køber en blomst hvis jeg må sus de kommer om lidt skal i bad nu det klistrer

Modtaget:
10:53:15
I dag

Nej, det er ikke

en special effect,

kære ven,

jeg er virkelig
så sløret.

onsdag den 29. august 2012

For Scarlet

Du havde
the blues,
men var pretty
in pink,
I was black,
I was proud
som James Brown,
I was redy,
alwhite,
som en greyhound
i Greenwich,
men endte
som Pierrot
in Turqoise,
mens kilderne
kogte
i Yellowstone.

Vi lo

bare af det
som om,
det betød
ingenting,
men det
gjorde det,
alting
betyder sgu
et eller andet,
måske
var det
dét,
der var
sjovt.

tirsdag den 28. august 2012

Monolog for to

"Jeg er helt alene i verden", sukker hun.

Det er ikke helt rigtigt.

Der sidder en edderkop oppe i hjørnet.

Puds

Hun fortæller, at der er svamp i hendes hus. At hun om natten, når hun ligger og hoster i sengen, kan høre, hvordan væggene smuldrer omkring hende. "Jeg bor ingen steder", siger hun, og det er rigtigt nok. Hun bor i en død mands hoved.

Kvinden bag rattet

Solen bryder gennem skyerne, og den drivvåde motorvej forvandles til en tyk, hvid tåge. Jeg kan se dig. Du er smuk. Du trykker speederen i bund. "Det er sådan, jeg vil huske dig", bemærker jeg. Du smiler ud til nogen.

Forliset

Den viste tænder, gjorde den, Nordsøen, og inde på stranden slog sandkornene så hårdt mod huden på, at det sved. Gamle Dorus Rijkers fortrak ikke en mine, men hans øjne havde også set alt. Synet af den kutter, som i dette nu var ved at blive slået til pindebrænde af brådsøerne ude ved revlen, mens de dødsdømte kolleger derude råbte på Gud og deres kære, var ingenting mod dengang, han la' i Biscayen. I sine unge dage havde han svømmet derud og reddet alt, der kunne reddes, men kræfterne slog ikke til længere. Han kunne bare rette på sydvesten og bakke på piben, så den forhåbentligt ikke gik ud i den smældende regn.

Kunstmaleren - en ung gut fra Hamburg, der gik under navnet Harry Haerendel - kunne derimod have udrettet en del, hvis han ville. Men pokker om knægten ikke havde stillet et staffeli op i lige i nærheden, hvor han stod og smurte ting og sager på et lærred, når han da ikke i ny og næ jagtede sit forfløjne maleri hen over tangbræmmer og klynger af marehalm.

- Ohøj, skipper! Hvad tror du lige, du har gang i? Gamle Dorus var godt knotten.
- Maler, min gode herre.
- Har du ikke bedre at tage dig til, hvadbeha'r?
- Jeg er maler, min gode herre, råbte maleren.
- Nu skal jeg male dit fjæs, så du aldrig glemmer det, din hvalp, brølede Dorus. Ganske vist var han gammel og svag i forhold til den mand, han engang havde været, men han kunne stadig slå en proper næve, hvis han skulle. Og at lære sådan en spirrevip en nyttig lektion eller to om pli i nødsituationer burde være en smal sag.

Dorus tog et fast tag i lærredet, som han havde planlagt, at Herr Haerendel om lidt skulle bruge som pibekrave. Så stivnede han. Det var ikke de skrigende fiskere, de forrevne planker eller det kogende hav, som var på det. Det var...ham.

- Ha! Tror du, der er nogen, som gider at se på det lort? Dorus græmmede sig, smilede flygtigt, skar en uudgrundelig grimasse og satte så billedet på plads igen.
- Måske, min gode herre, kun måske, peb smøreren.

- Vorherre bevares, mumlede Dorus i skægget og gik.

Hans øjne var trætte nu.

(læs mere her)

mandag den 27. august 2012

Uden titel

Køber kun
timerne
brugt,

jeg
vil hellere
spilde

en anden
mands
liv.

Lignelsen om den grønne zebra

Det var en helt almindelig zebra. Den havde manke og mule og hale og ører og øjne. Den boede på savannen, hvor den tyggede tørre græsstrå i sig, og når løverne nærmede sig, løb den. Det var den god til. Det skulle den også være. Den var nemlig grøn.

Dr. Livingstone havde rejst langt. Benene var trætte, armene tunge, maven i oprør over noget, han havde spist, og hovedet gjorde ondt, som kun et tørstigt, overbelastet, søvnberøvet hoved kunne gøre ondt.

Da han kom ud ad skoven, gik han derfor hurtigt og bestemt - med udspilede øjne og en udstrakt arm, for enden af hvilken der sad en helt stiv pegefinger - hen over det tørre græs, indtil neglen næsten borede sig ind i synet på et meget mærkeligt dyr:

- Du findes ikke!

Den grønne zebra åd hans støvede, krøllede butterfly. Så gik den sin vej.

Vågner til lyden

af klokker,der kimer,
som klokker skal kime
for nogen som mig,
når de vågner.

Der var moreller dengang

og musvitter i buskenes grene,
vel også en løve et sted,
men velsagtens i Afrika,
hvor den kunne jage gazeller,
og du, du var klædt helt
i grønt, dine hæle var høje
og ikke så pratiske ude i mosen,
dit smykke af guld viste vej,
men for hvem skal jeg ikke
kunne sige, jeg drømte endnu
i en æggeskal ude i sivene,
åen var lunken den sommer.

søndag den 26. august 2012

Bird

Kysser dig
og hører Charlie Parker
for mit indre øre,
Charlie fucking Parker!
Blot jeg vidste,
hvem han var,
og sådan!

(med hilsen til Sparks)

Lignelsen om den døende soldat

Det var ikke så smart med den landmine. Ikke så meget fordi den gjorde ondt, for soldaten kunne ikke mærke noget. Det var bare ikke så hensigtsmæssigt i forhold til familien. Han tænkte på sine forældre, som ville gå i stykker indvendigt, når de hørte nyheden. Han tænkte på sin kone, som hjemme i en lejlighed, de kun akkurat kunne beholde med hans lønning. Han tænkte på børnene, som ville være nødt til at lære ham at kende gennem fotos og anekdoter fra folk, som havde kendt ham, men aldrig hans egne.

Men han fortrød ingenting. Der var ting, som betød mere end hans og sine. Der var Gud, hvis kirker risikerede at blive styrtet i grus. Der var kongen, som folkets vilje ville sive ud af fra kraniet af, hvis ingen andre tog kuglen først. Der var landet, hvis byer ville blive raserede, hvis ingen greb til våben.

Synet blev sløret, men ud ad tågen dukkede en skikkelse af lys. Fra dens arme hang noget, som lignede fjer, og over dens hoved svævede en blændende cirkel.

- Så er det tid, Jens?
- Så er det nok tid, ja, gurglede det ud af soldatens blødende mund.
- Det er ikke for smart, det her?
- Det må du nok sige. Men jeg gjorde min pligt.
- Din pligt, Jens! Englen lo.
- Jamen kirkerne!
- Gud skabte dig. Tror du, hun har brug for din beskyttelse?
- Jamen kongen?
- Ville kongen dø for dig? Tænk lidt over det.
- Jamen fædrelandet?
- Meget sjov idé. I mennesker leder da også altid efter grunde til at udrydde hinanden. Gud skabte en jord, ikke sandt?
- Jamen...jo.

- Elsker du din far og mor, Jens? Englen gik fra at være munter til streng i tonen.
- Ja. Ja, jeg gør.
- Elsker du din kone, Jens?
- Ja!
- Dine børn, Jens?
- Ja, for pokker, ja!

- Da elsk dem, sagde englen og lettede.

Natten var lang, men da morgenen kom, var soldaten helt kold.

Lignelsen om vandmanden

- , sagde vandmanden, da joggeren kom forbi det sted på stranden, hvor den var skyllet ind og lå indtørrende hen i solen.

- Hvad så? Joggeren var tydeligvis halvvejs euforisk af adrenalin: - Hvordan synes du selv, det går?
- , mente vandmanden.
- Er det ikke lidt dumt, det der? Du dør jo! Se mig! Jeg holder mig i form! Mine muskler er stærke som stålwirer! Jeg kan løbe 10 kilometer uden at blive forpustet! Jeg kan løbe hvor som helst hen, jeg vil! Du? Du skvulper bare rundt i vandet! Du sejler rundt, til du ligger her, og hvad vil du så gøre, hvad? Har du det i dig at kravle tilbage? Hvad vil du, din latterlige slimklat?
- , uddybede vandmanden.

- Ha! Joggeren sparkede i sandet, så det fløj hen over vandmandens legeme, og fortsatte fnisende i retning af byen.

Goplen kunne ikke se det, men pludselig stivnede smilet, og manden tog sig til brystet. Først gik han i knæ, så fyldtes munden med sand. Sæsonen var slut, så ingen hørte hans gispen bag klitterne.

Men om natten blæste det op, og vandet slikkede langt op ad stranden. En bølge placerede goplen på tungen og bar den ud i dybet igen.

- , hviskede vandmanden.

Som hænder

rakt ud
gennem frosten

er hadet
til dig,

på dit
trappetrin

ligger
en smuk buket
isblomster.

fredag den 24. august 2012

Er dyrket

på sandjord

og nærer
mest klynger
af malurt,

men marehalm
holder
mig sammen,

og havet
bliver større
hver dag,

det er ikke
så ringe.

Lignelsen om den rustne Volvo

Et sted i Jylland stod en gammel Volvo. Den stod på græsplænen foran et revnet og afdanket hus, som kragerne ofte besøgte for at prikke hul på affaldsposerne uden for døren, så de kunne spise den hengemte leverpostej og de rådne æg under plastichinden. Den stod der længe, Volvoen. Når sneen faldt, lå der store snedriver på sæderne. Når foråret nærmede sig, smeltede de, mens små totter græs spredte sig over tæppet i bunden. Om sommeren snoede hugormene sig rundt mellem sæderne, mens myg udklækkedes i det fugtige stof, og i oktober faldt bierne døde om i forruden.

- Mlah!

Det sagde bilen altid fra et endnu ikke blottet sted under motorhjelmen.

- Mlah!

Så satte en af kragerne sig på motorhjelmen, og uden blusel afleverede den en stor, hvid klat på den skallede lak.

- Hovhov, du, det er grove løjer! Gider du ikke at holde op!

Det sagde Volvoen.

- Hvorfor? Hvad skulle holde mig tilbage?

Det sagde kragen.

- Jeg er ingenting, for jeg kan ikke bruges. Min motor er rippet for reservedele, tanken er tom, køleren udtørret, karosseriet rustent og ved at kollapse. Men alligevel, krage! Alligevel!

Det sagde Volvoen.

- Er du en bil?

Det sagde kragen.

- Jeg er en Volvo. Ikke det, jeg var engang, men stadig en Volvo.

Det sagde Volvoen.

- Så te dig som en. Tror du, jeg skider på alting?

Det sagde kragen.

Og fløj.

Jeg har spist dig

til frokost,
du mættede også,
du smagte,
men maven,
min mave,
vil kaste
mig op.

(reaktion på en opdatering af Christian de Groot-Poulsen, hvor han nævnte, at han aldrig havde brugt ordet "frokost" i et digt. Så måtte jeg jo gøre det :-) )

Lignelsen om tidslen og solsikken

En tidsel var så træt af at være en tidsel, at den kom for vanvare at sige det højt til sin ven, solsikken.

- Åh, solsikke! Jeg er træt af at være en tidsel! Jeg er træt af at stikke folk og gøre dem kede af det! Jeg er ingen nytte til!
- Så prøv du bare at være nytte til, svarede solsikken. - Først står menneskene og sukker over, hvor smuk din blomst er, men når den bliver til frø, skærer de dig ned med skarpe, svirpende knive og stjæler den frugt, du har været til for at sætte i verden!

Det tænkte tidslen over et stykke tid, mens den tavst vippede frem og tilbage i vinden. Da talte den igen:

- Magen til kattepine! Ingen af os bliver nogen sinde lykkelige, kan jeg se! Hvad er meningen? Hvad skal vi dog gøre?
- Vi skal gro, sagde solskikken: - Gro.

Lignelsen om elefanten og blikkenslageren

Det hændte, at elefanten en dag var ude for at trutte. Da stødte den på en svedig blikkenslager, som under stor møje var ved at reparere et toilet.

- Hej, elefant!, råbte blikkenslageren - hvad laver du?
- Jeg trutter, sagde elefanten muntert.
- Kan man leve af dét?, ville blikkenslageren vide.
- Nej, men det lyder så kønt, sagde elefanten: - Og jeg kan leve af at være en elefant. Hvad kan du?

Det sagde tykhuden, før den trampede videre for fuld musik.

torsdag den 23. august 2012

Lignelsen om studenten og bondemanden.

Der var engang en student, som havde været i den store by for at blive en vis mand. En sommerdag fik han sin hue, og som det første tog han bussen hjem til det sted, han kom fra, for at vise sine forældre den.

Studenten havde været væk længe, så han stod tidligt af for at tilbagelægge det sidste stykke til fods. Da skete det, at han stødte på en bondemand, han havde kendt som barn, i et skel.

- Nu, hvad har du så lært?, spurgte bonden.
- Kan du se den der?, svarede studenten og pegede ud over en rapsmark. - Nu siger du nok, at det er en rapsmark, men er du nu også sikker på dét? For jeg har lært, at edderkopper har otte øjne, og at hunde og katte har sanser, som er meget anderledes end vores. Jeg har lært, at lyset brydes og bliver til farve, men at farven kommer an på hvem og hvad, der ser den. Jeg har lært, at alt, vi tror er solidt, består af atomer, der består af enorme mængder tomrum og en lillebitte smule masse, som ikke er masse, men energi. Jeg har lært, at der ingen forskel er på noget og ingenting, og alligevel er ingenting noget, fordi vi gør det til noget gennem de sanser, vi har, og de tanker, vi tænker. Du siger vel, at det er en rapsmark, men jeg vover den påstand, at selvom den ser gylden, lys og frodig ud, lugter den som urin eller rådne legemer. Du siger, at det er en rapsmark, men jeg siger, det er døden. Hvad siger du til det?

Bondemanden rettede på kasketten. Så tændte han piben og svarede:

- Det dér, min fine ven, er sgu en rapsmark.

Venter

på toget
og solen
og posten
og lønnen
og døden,
for jeg
har meldt
afbud
forlængst.

Hans ved svingdøren

Da han kommer ud ad hospitalets hovedindgang, er luften kølig og ren. Lyset blænder, og han misser med øjnene. Der var nogen derinde, og nu er der andre. Slangerne pusler i krattet. De jager nok mus. De jager i hvert fald ikke ham. Længere.

Gemme

Ligger
i græsset
og leger,
at stjernerne
ikke
kan se mig,
at regnen
er noget,
jeg vokser af,
at dine
gummiskos såler
bliver grønne
som bolden,
du sender
i mål.

onsdag den 22. august 2012

Prøver

at skrive
et digt
på en dag,
hvor jeg end
ikke tror,
jeg forstår,
hvad de
handler om,
den slags,
det går vel,
jeg trækker
jo vejret,
hvad pokker
dét ellers
betyder.

tirsdag den 21. august 2012

Til een

Ser dig
gå rundt
der på heden
blandt hugorme,
ræve og
brushaner,
samlende
urter
til bjesk,
du kan drikke,
mens stærene
trækker
mod syd,
må den sorte
sol gyldne
din hud.

Endnu en sommer er gået,

og fandeme om stodderen
ikke har efterladt alt sit
forpulede rod, både muggen
og kulden og mørket
og tiden og mig!

Plet

Tror, jeg har set dig
engang, der var byfest
og tombola, ikke,
og græsset var fedtet
af fadøl og pis,
der var bamser
i boden til dem,
som kunne skyde,
og himlen var helt
tung af candyfloss,
ikke, og busken var
plettet af skumgummi,
right, det er mange år
siden, min trøje er
trævlet og klistret,
den passer endnu.

Skaden

er sket,

og nu hopper
den rundt
der på plænen

og skæver
til mig.

mandag den 20. august 2012

Black'n'blue











1: Mr. Johnson,

jeg tror aldrig før,
jeg har set nogen vinde
på sådan en jernhånd!
Hvad så? Har du byttet
dig til den? Hvad kostede
vovsen i vinduet?


2: Hey, Jimi,

hvor skal du hen
med den spade i hånden?
Hvad graver du ud til?
Et fyrtårn? En kælder
til nogen, du ikke
vil kende den dag,
strengen sprænges
i lyd?


3: Whitney,

din stemme
fandt aldrig sin sjæl,
men for vild i et værksted,
hvor sylen var spids,
dagen kort.

Venter vel

blot på,
at husene
smelter
i varmen;
mit rigtige
ansigt
vil spejles
i pytterne.

Lessons

Never share your riches
when they all want poverty.
Never think that anything
was ever meant to be.
Never trust a stranger,
no one trusts you all the same.
Never feel that anyone
but you should take the blame.

Never cry when anybody
else could be around;
everyone's got lives to live
and hate that fucking sound.
Never ask for understanding,
peace is not much fun:
Everything will work much better,
when you're dead and gone.

Jeg graver huller,

jovist,
men jeg graver
dem aldrig
så dybe,
at drømmene
hviler
behageligt.

søndag den 19. august 2012

Myggene

sværmer

for mig,
det er

bedre end
ingenting.

Onde øjne

Når jeg
til tider
bliver træt
af at skrive
det samme digt
forfra igen,
må jeg minde
mig selv om,
at det,
der i verdener
som denne,
hvor solen
er mindst
lige så kedelig
som mig,
ret kan kaldes
for nyt,
går til grunde
så snart,
nogen
ser det.

lørdag den 18. august 2012

Venter på vold

Vi venter på vold.
Vi har taget det pæne tøj på,
bundet slips, lagt mascara.
Vi åbner en rødvin.
Vi afstøver lampen
og retter på tæppet.
Vi bander af naboens
larm ovenover
og skyder til måls
efter perkerens kat
fra altanen
og rammer.
Vi åbner for tv-avisen.
Vi lytter. Vi ser,
hvad vi ser.
Spiller ludo
og russisk roulette
og vinder.
Det stinker
fra skabet,
og fadene
dækkes af fluer.
Vi gaber.
Vi venter
på vold.
Indtil da
må vi bare
slå tiden
ihjel.

Groggy

Griner,
men ikke
for sjov,
af mig selv
eller dig,
det er noget
med skyggen,
du ved,
det er noget
med tøjet
og skoenes
størrelse,
stemmen,
som dugene
kaster
tilbage
i afsky,
du ved,
det er noget
med savsmuld
og hestelort,
fløde i fjæset
og knive
i ærmet,
du ved,
stur, stur
nummer
og striber
i sminken
på kinden,
haha, du,
jeg tror
sgu,
jeg dør.

fredag den 17. august 2012

Trøst

Er ujævn,
er typen,
du falder for,
tror jeg,
men husk blot,
at asfalten
under
din tinding
er lavet
af nogen,
som udviste
tillid
til dig.

Solen går ned,

og jeg tænker
på bregnen,
der visner,
og bunken
af regninger
henne i skuffen
og mindes
det stivnede smil,
da du satte dig
ind i din bil
og forsvandt
temmelig hurtigt,

jeg ved godt,
at klokken
er mange,
uendeligt
mange,

nu tændes
der fakler
i haven.

torsdag den 16. august 2012

Vandet

er dybt,
og du påstår
det samme
om mig,
men jeg ved,
at jeg højst
er gået
i fisk.

Derfor

Du plukkede
blommer,

jeg spyttede
stenene ud.

onsdag den 15. august 2012

Megahertz

Tror,
at jeg hørte
din stemme
i radioen,
fjern
og halvt druknet
i støj
fra Murmansk
eller stjernerne,
fuglene
hørte jeg også
ved daggry,
de sang,
der faldt dug,
indtil engen
blev grøn.

Værdighed

Ikke
at frygte
at dø,

men
at glæde
sig over,

at jorden
vil kendes
ved én.

Sult

Himlen
er stor,

mine
lunger

uendeligt
små.

tirsdag den 14. august 2012

Lad dem,

der har lyst,
gå på vandet,
for mig
er det nok
bare én gang
at se
vandet gå.

Bilen går i stå,

og du har ikke noget at fylde på den, og du hamrer på rattet, du sparker til kofangeren, du overfuser den med skældsord, men den står der bare, den står bare i grøften mellem perikum og torskemund, den sætter sikkert rødder snart, du tænker på at plukke den til nogen.

mandag den 13. august 2012

Brænd

mine bøger,

fortæl mig,
de ikke

er luft.

Havet den dag

Der var noget ved havet den dag
som en hval, der var skyllet i land,
som en udtørret bølge, et flydende sandslot,
måske var det bare din hånd, som var blevet for stor.

søndag den 12. august 2012

Udkast

Blændet
af arket;
the big bang
og ikke
en sølle,
forgængelig
sol, man
kan sende
i mål.

Nultime

Du stirrer på mig, og dit blik er fuldstændigt tomt. Måske har det altid været det. Jeg magter ikke at befinde mig i andre tidszoner end den, jeg er i lige nu. Hvis den ellers er en tidsdimension. Den synes i hvert fald hverken at have forløb eller udstrækning.

Fugle fryses i flugten over vores hoveder, biler standser midt i kurver, folk udør på hospitalet, kernereaktioner standser midtvejs mod eksplosionen. Når det hele går igang igen, vil ingen og intet kunne huske, hvad der er sket. Undtagen mig, for det er min skyld det hele.

Jeg af alle kan bevæge mig frit. Det var frihed, jeg ønskede, og selvom selv gud er fanget midt i en tanke nu, sker det, at bønner bliver opfyldt. Så jeg fortæller dig uden skånsel, hvad jeg synes, du består af, men du blinker end ikke. Jeg sparker til skilte, som ikke får buler, og stikker knive i folk, som ikke bløder. Jeg kunne kaste bomber, kunne jeg, jeg kunne rydde hele bulen, men det ville ikke ændre landkortet. Alt, jeg giver fra mig, kommer tilbage præcist, som det er.

Det er nultimen, er det.

Nu er det tid til, at nogen skal gå.

lørdag den 11. august 2012

Hvor blomsterne findes

Brevnovelle skrevet under et ophold i Iggelheim, Pfalz, fra d. 6 - 11-/8 2012: To elementer om dagen plus det løse. Enjoy - oder sowas.






***


Kære Lone,

her er et digt.

Rødby-Puttgarden                

Det kan godt ske,
at færgen er praktisk,
at vand bliver krydset
og grænser bliver spiddet
af kølen som om,
de er lavet af kød,
men på dækkene
spejles man stadig
i søer af andre
folks opkast.

Kh. Tom


***


Hannover, d. 7/8

Kære Lone,

så er jeg ankommet til Tyskland. Det er lidt ligesom Danmark bortset fra, at alt er renere. Jeg mener: Der er duer og hyldebær og mennesker og alt sådan noget, men det er stadig ikke lykkedes mig at finde et støvfnug.

Jeg troede, jeg kunne tale sproget. Det kan jeg ikke. Når jeg løfter op i gulvtæppet, er der fyldt med stjerner underneden, og jeg ved aldrig, hvornår en væg giver efter, så det vælter ud med bjørne og nisser og sylte. Jeg kan dog gøre mig så forståelig, at bilerne bremser, når jeg løber forvildet rundt mellem dem.

Tror, jeg vil bytte min Toyota til en Volkswagen og sætte mig ind i den.

Så ved den nok, hvor jeg skal gøre af mig selv.

Kh. Tom



Blomsterne
visner

i Stuttgart
såvel

som i Gladsaxe,
Edelweiss,

Edelweiss,
heil!


***


Nürnberg d. 8/8

Lone!

Hjælp! Jeg er omringet af Hitler! Hitler på Bierstube med ketchup og sjatter på tøjet! Hitler i supermarkedet i færd med at købe Alpenbutter og Kleenex! Hitler i haven i færd med at tilse sine sukkerærter! Men Hitler kender ingen Hitler. Hitler kender kun Waltraud und Reinhard und Werner und Trudi. Hitler påstår endda, han er mig!

- Bist du Jude, mein Herr?
- Ja, klar.
- Dann bin ich auch.

Tom!


Fødder
på brændende

bøger,
ein Walzer

in Kufstein.


***


Weimar d. 9/8

Kære Lone,

Jeg er stødt på én, der kalder sig Johann. Han kan godt lide Arnbitter og et eller andet for mig at se ret selvisk kvindemenneske, der hedder Lotte. Når han har fået et sæt eller to, sidder han og tuder ned i glasset over hende. Har han fået flere, begynder han at fable om, at farverne hænger sammen i et eller andet mystisk system, kun han fatter. Folk siger, han er genial. Jeg tror, han har delirium tremens.

Men øl kan man lave her. Weissbier. Og pissegod Bratwurst.

Så hænger jeg sammen.

Kh. Tom


Autobahn

Autobahn:
München, Frankfurt, Fulda, Hamburg, Kiel.
Autobahn:
Coca Cola, Würstchen, Wurfelspiel.
Autobahn:
Ralf und Wolfgang, Florian und Karl.
Autobahn:
Was ist nicht in Transit, ist egal.


***

Düsseldorf d. 10/8

Lone,

jeg har meldt mig på et virksomhedsbesøg, og jeg kan simpelthen ikke have det! Det skulle forestille at være på et kraftværk eller noget, men så kommer vi ind, og sidder der én mand i en kæmpe hal mellem kolonner af cykler. Han hedder Ralf og snakker en masse om musik, men spiller vist nok ikke på noget. Han sidder bare der og drikker kaffe i kandevis, mens han påstår, at "de andre" snart stempler ind, og skal de lave robotter, som vil erobre fremtiden. Her er koldt, Lone. Jeg fryser. Jeg er bange. Hunderæd. Kan ikke finde ud af, om det mest er for Ralf eller mig selv. Eller for cyklerne, der bare står der i hallen og skinner og venter på noget.

Tom.


I Frankfurt
am Main
letter ørnene,

skarpe
i blikket,
men sultne

og dømt
til at hakke
i skyer.


***

11/8

Kære Lone,

Schwarzwald kalder! Ved du hvad? Jeg har lige fundet det originale Wunderbaum! Det stod der lige pludselig: 30 meter højt, helt fladt og duftende ualmindeligt stærkt af...noget. Nu er bagagerummet fyldt med brænde til vores kakkelovn, og jeg må hellere se at komme væk.

Tsüss,
Tom


Vorsprung durch Technik

Fanerne kalder,
og bomberne falder,
og saksene klipper,
og aksene vipper,
og fuglene flakser,
og cirkler får akser,
og tomter bliver byer,
her drejes på skyer.


***


Trier d. 12/8

Hej Lone,

atmosfæren er tyk på knejpen. Jeg ved ikke, hvad jeg laver her, men jeg var vel tørstig igen, og én ting er sikker: Karl kan ikke lide Karl, der hader Karl, som har det besværligt med Karl og omvendt. Karl synes, at Karl er en brutal kulturimperialist, som ikke vil folket det godt, og at Karl er en dekadent burgøjser-laps uden den ringeste forbindelse med proletariatets rene, sunde livsnerve. Karl mener for sin del, at Karl er en klasseforræder, som ikke blot hindrer fremvæksten af store mænd, og dermed svigter Tyskland, men at Fanden er løs, hvis man, som Karl, nægter at bøje sig for paven og den lidende Kristus på korset. Karl mener desuden, at Karl nærmest er at sammenligne med en hofnar, og at han har haft flere af slagsen, som var bedre klædt, indtil de mistede hovedet. "Ihren Stil, Ihren Stil!", råber Karl til Karl og Karl med et foragtende drag om munden: "Kronen und Monoklen sind soo last year!" "SCHWANZ!", råber Karl og Karl tilbage over bordet.

Jeg har næsten tømt mit glas, og jeg har ondt i hovedet, Lone.

Jeg må ud for at finde nogen, der ikke hedder Karl.

Hilsner,
Tom


Majstangen hejses
ved Brocken,
og kvinderne
danser i fodspor
så gamle,
at de er forstenede
nu, og i buskene
venter der hjorte
og mænd,
snart bliver træerne
tunge af frugt.


***

Berlin, d. 13/8

"Sie heisst Lili Marleen", siger en mand med böhmisk accent til mig på gaden og peger på en blå engel, som står på et hjørne og ryger cigaretter. "Sag mir, wo die Blumen sind", hvisker hun stille, og jeg peger over mod en park, hvor hyacinter, nelliker og krysantemum står i fuldt flor. Hun griner og er ikke længere en blå, men nærmest en pink engel.

Her er kirkerne åbne, Lone.

Er det ikke fantastisk?

Kh. Tom


Elsass

Soldaterne
beder ved vejkors,
og jordbunker
hober sig op,
hvor man udvinder malm,
knogler venter
i pansrede kroppe
på hjem,
toget skingrer,
i Köln,
på perronen,
står Jomfru
Maria.


***


Mannheim, 14/8

Jeg er på Reissinsel, og der er skudhuller i æbletræerne. Frugten føles saftig og sprød i munden. Lidt melet, dog. Sikkert bedst til Strudel.


Star Club

The Beatles på Star Club, Hamburg.
The Beatles macht Schau på Star Club Hamburg.
Paul McCartney, som drikker Hefen-Weisse på Star Club Hamburg.
George Harrison, der mumler "hare, hare, halleluja" under Gretschen på Star Club Hamburg.
John Lennon, som bløder på fliserne i en baggård bag ved Star Club Hamburg.
Pete Best, der ikke længere kan finde vejen tilbage til Star Club Hamburg.
Stuart Sutcliffe, som fortoner sig i tobakstågerne på Star Club Hamburg.
Astrid Kirchherr, der falmer som kornede fotos på Star Club Hamburg.
The Beatles tilbage på The Cavern i Liverpool som The Beatles.
Star Club Hamburg, der lyser i natten.


***

Lübeck d. 15/8

"Mein Heim, meine Burg", siger man hernede. Jeg ved ikke, hvad en trædør og lidt bindingsværk kan beskytte én mod, og man har endda droppet skydehullerne oppe under taget og de sydende gryder med fedt i køkkenet. I stedet forsøger man sig med arméer af havenisser og vindmøller i nationalfarverne, der laver karatehug i blæsten.

Men det virker, Lone. Jeg er ude af mig selv igen.

Og jeg vil hjem nu, Lone.

Jeg vil hjem til dig.


***


Puttgarden - Rødby

Kiosken er åben,
og folk køber bolsjer
og helflasker,
poserne fyldes,
og pungene tømmes,
der findes en motor
et sted under dækket,
i Rødby er bølgerne
støbt af beton.

søndag den 5. august 2012

Forbindelse

Møder dit blik,
der er rent
som det vand,
jeg har drukket
fra hanen
i morges,
og nu
er det syre,
jeg tørster,
men alting
er det,
det bliver
gjort til,
jeg læsker
mig selv
som
en kalk.

Domina, dominus, domino

Det ene ord
griber det andet,
der griber
det tredje,
og dog
er der kranier,
som knuses,
og blodplettet
asfalt:
"Man falder,
man spiller
vel domino",
sukker
en læge.

lørdag den 4. august 2012

Den lovende

Digteren ligger på stranden i sol.
Digteren sluger en håndfuld Pamol.
Digteren træner sin arm på en bar.
Digteren køber en sort klump galar.

Digteren ved, han er god for en bog.
Digteren ved, han er helt enormt klog.
Digteren ved, at han nok skal få bid.
Digteren ved, han har masser af tid.

Digteren ligger i sengen med drops.
Digteren mumler: "This pain never stops."
Digteren sukker, før blik bliver til stir:
"Havde jeg blot fået købt dét papir..."

Bruset










Det bruste bag bakkerne. Det havde det altid gjort. Siden sin barndom havde han ligget søvnløs i lange nætter på grund af den lyd, der blev så meget desto tydeligere, når bilerne var rullet på plads i carportene og køerne nede i engen var faldet i søvn.

- Det er bare havet, havde moderen sagt.
- Jamen vi bor da midt i verden, havde han udbrudt.
- Alle bor midt i verden, men alle kan også altid høre havet.

Nu var han blevet voksen. Nu længtes han efter at svømme og føle tangplanterne stryge mod sin bare hud. Nu længtes han efter at få at vide, hvad hvalerne sang om, hvad fiskene drømte, hvilke billeder, søstjernerne dannede. Så efter endnu en nat, hvor bruset havde været ved at drive ham til vanvid, fyldte han en rygsæk med det allermest nødvendige, sagde farvel til forældrene, som stadig lå i sengen og sov, og forlod så midten af verden.

Han skridtede hen over græsset, som var vådt af dug, bevægede sig hen over den første bakke, der som ventet ikke gav udsigt til bølgerne, og fortsatte. Fortsatte gennem små landsbyer, hvor konerne sad på bænkene og snakkede lavmælt om ham, mens han gik forbi, og gennem drønende metropoler, hvor han måtte løbe for livet mellem metalkasser i høj fart. Han så slagmarker, hvor soldater forblødte i klynger, mens de råbte navne, som få sekunder efter ikke længere gav mening, og kastede blikke ind i kirker, hvor gamle kvinder i lange kjoler bad hastige bønner ved alteret, før de dækkedes af brændende tagspær. Han så enhjørninger så tit, at han til sidst bare hilste på dem, når han kom forbi, og delte nætterne med elverpiger, der efterlod ham med ro i kroppen og træsmag i munden. Han så blomster i farver så klare og smukke, at hver eneste celle i kroppen skingrede, og spiste frugt, hvis smag han snarere blev end kunne beskrive. Men aldrig så han havet. Aldrig, aldrig så han det hav, der blev ved med at larme i hovedet på ham.

Og en dag mange år senere kom han tilbage til midten af verden. Mor stod i baghaven og huggede brænde, da han gled gennem busken og ud på græsplænen.

Hun kiggede op, så helt mærkelig ud i ansigtet og tabte så øksen på jorden.

- Min dreng! Ved du godt, du er druknet?

fredag den 3. august 2012

Vangede Station














Venter
på toget
i Vangede,
smadret
og smøgløs
og bare på
gennemtræk,
kom Onkel
Danny forbi
lige nu,
så han ikke
en digter,
og hvad
jeg end så,
kom det
sikkert
til tiden.

Hukommelsestab

Vi gik
gennem sivene,
mosen
var varm
som en livmoder,
og over os
snappede svalerne
småfluer,
guldsmede
var der,
ja, masser
af guldsmede,
cykler
i vejkanten
også,
en hel
masse cykler
i vejkanten,
ingen folk
så vi,
og ingen
så os,
da vi satte
et frø.

torsdag den 2. august 2012

Blandede smådigte

Finder
forklaringer,

søger
forgæves

en grund.


***


Boller
som dyr,

der forsøger
at blive

til guder.


***


Har brændt
mine broer,

men flodvand
er ikke

benzin.


***


Der skydes
måger

fra klinten,
jeg venter

på havblik.

Glød

Blomster
som set

gennem øjet
på én,

der
skal dø.

onsdag den 1. august 2012

Månen er fjern,














den er grå, har jeg hørt,
den er også lidt gul,
hvis det ikke er lyset
fra Solen, der gør det,
måske er det dét,
og måske er den lavet
af ost, gammel ost,
jeg skal ikke
kunne sige det,
lugten er svag,
hvis den er der,
i hvert fald,
men væk mig,
hvis musene
kommer.

Reader meet author - en dialog














- Sig noget oplyst,
min kære poet!
- Kunne jeg det,
var jeg blevet profet!
- Du må vel vide,
hvor vejen går hen?
- Derhen, hvor vinden
forblæser mig, ven!

- Gør du så gavn
overhovedet, din stud?
- Sikkert, og sikkert
den samme som gud.
- Selvværdet mangler
du ikke, bevares!
- Ha! Jeg var nok mere
kostbar som fars!

- Hvorfor så skrive?
Hvad vil du med dét?
- Mætte de øjne,
der kigger, måske?
- Det er jo kun
dine egne, dit skrog!
- Jeg klager ikke,
du er her jo! Hov!

- Hov, ja! Og nu er
jeg den, der skal gå!
- Your loss, jeg greb dig
jo ud af det blå.
- Skulle du have skabt mig?
Ha! Hør på dig selv!
- Ingen ved bedre.
Prøv lykken. Farvel.