tirsdag den 31. juli 2012

Dørene

smækker,

nu kommer
folk hjem

eller går,
vandet

koger
i rørene,

trappen
er kold.

Barrett - fem miniaturer














(The Gnome)

Syd
beder gnomen
om ild:
- Hov,
du findes
rent faktisk,
siger han.
- Lige over,
siger gnomen
forskræmt.


(Bike)

Syd
pudser cyklen
og stiller
den op
ad et træ,
som han glemmer,
hvor er,
den skal ruste
perfekt.


(Apples and Oranges)

Syd
spiser æbler
og fortsætter,
fortsætter,
fortsætter
indtil
han gylper
en varm
appelsin.


(Astronomy Domine)

Syd
lukker døren
og sover,
han sover
et lysår
og vågner
som den,
der var Roger
engang.


(Interstellar Overdrive)

Syd
kigger stjerner
og ved,
at der mangler
en enkelt,
han smiler,
han gav den
til dig.

mandag den 30. juli 2012

Per Puritaner












Per Puritaner
er god som kun få:
De ting, han gør,
er de ting, som man må.
Per Puritaner
er næsten en gud;
selv som antik
ser han pissegodt ud.

Rygning er bandlyst,
det samme er slik;
Det har han lært
af en ny statistik.
Øl er en skændsel
mod alt, der er sundt.
Fedme er usolidarisk,
- ja, ondt.

Støj er til gene
og sorg til besvær.
Ækelt er bøvsen
og smudsige tæer.
Krummer på bordet
er grund til panik;
Ånd i hans hus,
og du møder kritik!

Per står på gaden
og råber det ud:
"Ud med Muhammed
og ind med min Gud!
Hudfarver bleger vi
af med et bål!
Løft blot din arm,
vi har alle mit mål!

Per nyder cellens
velsignede ro.
Her kunne man bygge,
og her kunne man bo.
Per er beskyttet
mod mand og mod mø.
Per frygter bare
at leve og dø.

Flasken og paladset














Døren bliver lukket,
papir fundet frem.
Nu skal der skrives
og bundes en dram.
Folk skriver haikus,
hvor er det dog fake,
hvis man, som dig,
hylder William Blake.

Skrivebordspladen
bliver pludselig en vej.
Glasklokker ringer,
de ringer for dig.
Himlen er fugtig
og dufter af mjød;
jorden er sort med
en stouts dybe glød.

"Hvor er paladset?"
Du råber det ud!
Englene tier, det
samme gør Gud.
Du plukker æbler,
de smager af støv;
kærtegner træet
- det taber sit løv.

Rejsen tilbage er
dunkel og lang.
Stjernerne slukkes
- de hørte din sang.
Flasken er tømt,
snart er intet forbi:
Væk er en uskarp
og sværtet kopi.

søndag den 29. juli 2012

Kort digt om artens overlegenhed

Der er gråvejr i dag,
ingen vover at vove sig ud,
ingen låser for døren,
i stuerne farves tapeter
i menneskefarve,
i baggården
pisser en hund.

Fiskene ligger

i græsset
og gisper
og spørger:
"Hvorfor os?",
og jeg svarer:
"Fordi
I er fisk",
mens jeg finder
en passende sten,
nogen råber
mit navn
bag ved krattet.

lørdag den 28. juli 2012

Er allerhelst tavs,

kun det usagte

kan være 
sandt,

men det sker,
at jeg bøvser

et digt.

Og regnen kom

og mindede
om nogen,
jeg tog afsked
med engang,
før jeg
blev født.

fredag den 27. juli 2012

Niagara














Det er ligesom
den dag
ved Niagara Falls,
hvor vi stod
ved et rækværk
og kyssede,
mens der
faldt tønder
i hobevis
ud over kanten,
og skrig
blev til brus
dér i dybet,
du smager
præcist
af det samme,
af ferskvand,
sorbetis
og blod,
og jeg løj
om det vandfald,
du ved,
vi var højst
ved Bulbjerg,
men noget
var virkeligt,
måske blot
min angst
for at falde
for dig.

Du fløjter,

og dagene kommer
og lægger sig
for dine fødder
og tigger
om ordrer
og godbidder,
savlende,
hengivne,
af og til
ønsker du,
du var
en kat.

torsdag den 26. juli 2012

Blik

Jeg ved ikke,
hvad du fik øje på,
måske et fly
til Uganda,
måske blot
et S-tog
til Vanløse,
hvad du end så,
var det ikke
et spejl,
ikke heller
mit ansigt,
du så,
hvad du så,
da du så det,
og skyndte
dig hjem
til dig selv,
hvor en lærke
faldt død om
på gulvet
og sang.

Mosekonen

Hun boede
ved mosen,
som farfar
engang
gravede tørv i,
dengang
var hun ung
og vist lykkeligt
gift,
indtil manden
en dag
gik i marken
og aldrig
kom hjem,
men drog bort
til Amerika,
mente hun,
koppen var brun,
når hun bød
én på kaffe,
og krukken
med syltetøj
dækket af mug:
"Det er ingenting",
sagde hun altid
og lo
indtil alle
var gået.

Gris

Der lå en død gris for enden af den grusvej, som førte ned til Augusts gård. Den stank af noget, han slet ikke havde oplevet i samme målestok før, og havde i varmen pustet sig op til en kødballon, der så ud til hvert sekund at kunne briste.

Han smed cyklen i grøften og satte sig til at kigge på fænomenet. Utroligt så hurtigt noget, der engang havde været en helt almindelig gris, kunne forvandle sig til noget så fremmedartet. Saften, der løb ud ad trynen, var ikke længere snot, men en tynd, grønlig substans, der næppe fandtes dækkende ord for, og den sunde, lyserøde kulør var blevet erstattet af gule, sorte og brune nuancer af den slags, man ellers kun så på mosbegroede sten, der havde ligget i skellene siden hedenold.

En sot fór over landets stalde den sommer, og lyttede han godt efter, var det som om, han kunne høre Augusts fortvivlede hulken nede i stalden, mens han konstaterede, at nok en sti var inficeret. Snart ville han være henvist til at skyde de sidste af sine dyr, efterlade også dem her ved indkørslen, så Kronjyden kunne køre dem til destruktion oppe ved Randers, og sætte gården på tvangsauktion. Det vidste alle, men ingen talte højt om det, når August var i nærheden. Og i mellemtiden lukkede alle de andre landmænd på egnen deres stalde hermetisk til, så smitten ikke også ville nå ind og inficere deres liv.

Drengen tænkte længe, mens han sad og kiggede på det besynderlige væsen overfor, der halvvejs var levende, halvvejs ikke var.

Han tænkte på legepladsen neden for bakken, hvor man året før havde opført et klatrestativ, der til forveksling mindede om et edderkoppespind. Det var det, han var faldet ned fra en dag, mens Dennis fra klassen over havde kastet sig ned over ham, viklet offeret ind i sine arme, kigget det lige ind i øjnene og sagt: "Jeg har dig nu".

Han tænkte på kammeratens mor, der altid stod i entréen og røg. Alligevel lugtede der aldrig kun af dét. Og på den underligt angste måde, kammeraten altid mødte sin far på trods det, at man altid blev taget imod med kammeratlige bemærkninger og kaldt "en lille baryler".

Han tænkte på Charlotte fra hjørnets lidt for høje latter, da manden, som hed Kurt, tørnede ind i en ahorn omme i sin aflagte Taunus, da der var bilræs på sportspladsen sidst. Han tænkte på Gitte fra Brugsen, der græd som den eneste, da ambulancefolkene bar ham ind i vognen og kørte i høj fart mod Silkeborg.

Han tænkte på stilheden hjemme i stuen. Han tænkte på far, der gravede huller ude i haven, og mor, som parterede kød inde i køkkenet og kogte sylte. Han tænkte på de tomme øjenhuler, der kiggede lige igennem ham, når han løftede op i låget.

Han rejste sig og samlede cyklen op. Og han kørte, kørte, kørte. Indtil han mødte sig selv, hvor endnu en grusvej mundede ud.

Han var tilbage ved spisetid.

onsdag den 25. juli 2012

Jeg er analog endnu,

har kød på mine tanker,
smager blod,
når jeg bliver hidsig
eller såret,
følger færten
af en tæve gennem byen
uden blusel,
ja, kan lugte
lidt af sved, endda,
og minde
om en abe
i et spejl,
hvis jeg er hærget
eller stresset
eller træt nok,
jeg er sidste
års model, jovist,
måske endda antik,
men jeg er ikke
pixeleret,
jeg kan duftes,
smages,
føles,
prøv mig af,
før mærket
udgår.

Bananas

Der er mange,
som spiser bananer,
og andre,
som hellere ryger
den tørrede skræl
og får godt
ondt i bærret,
jeg jokker
i resterne
uanset hvad,
jeg bør lære
at klatre
i træer.

tirsdag den 24. juli 2012

Telefonen ringer ikke

Det har den ikke gjort hele morgenen. Den ligger bare der på bordet og ligner noget, som burde afgive lyd, men nej. Den er en bunke elektroder i en kasse, og de har ingen grund til at tale sammen og blive til noget som helst andet. Mine ører, derimod, er ved at omorganisere sig. De spidser til, danner folder og begynder at dufte. Snart kommer bierne med ben, der er tunge af pollen. Så går jeg i frø.

Det starter


med pletter
i sneen,
der bryder
igennem
og bliver
til blomster,
der tiltrækker
bier,
og bjørnene
vågner
i hulerne
dybt
under jorden
og misser
mod solen,
patroner
bliver fundet
i tasker
blandt flasker
med bitter
og æsker
med plaster,
og skud
bliver løsnet,
og kød
dratter dumpt
ned på skovbunden,
bladene falder,
og træer
viser rødder
og spidder
den sne,
det begyndte med,
øjnene
lukker sig,
skøjter
bliver fundet
og vokset
igen.

mandag den 23. juli 2012

Jeg vågner

ved lyden
af døren,
der smækker,
og nok er
du død,
men jeg mødte
dig, tror jeg,
i drømme,
og hvem,
der fik nøglen,
er uvist,
men nogen
vil ret
gerne ud.

Jeg går tur med skelettet,














jeg viser det kiosken og kirken og slottet,
jeg viser det stranden og skovbrynet,
stjernerne, slagmarken,
viser det hende, jeg elsker,
og ham, jeg med glæde har glemt,
og det følger hvert skridt meget nøje
og bruger begærligt mit blik,
mens det spørger i ét væk
om det smukke i duften af nyslået græs,
om det praktiske i, at man låser sin dør,
om det logiske i, at man spalter atomer,
og jeg svarer løs, som jeg kan,
og det ryster mit hoved
og synes, jeg er åndssvag,
men ellers en flink fyr
at stå der på p-pladsen med,
mens det blæser
og alle butikkerne lukker,
jeg ler, og vi deler
en smøg.


søndag den 22. juli 2012

Barerne

lukker,

og gaderne
svier

alt levende
væv,

der
resterer.

lørdag den 21. juli 2012

Vi afbrænder marker












og griner,
mens skyerne
stiger til himmels
og ligner de ting, vi vil have,
de skal ligne,
vi lytter til skrigende spidsmus
og sydende snegle,
vi lytter til bilernes bremser
på grusvejen,
madpakker venter
i skovbrynet,
tidsler
og regnfrakker
også.

fredag den 20. juli 2012

Vi drikker vin.

Du taler om hækling, og jeg fortæller om dengang, jeg så en edderkop konstruere et spind fra bunden - en tråd ad gangen - for slutteligt at sætte tænderne i en sprød, saftig flue.

Så snakker du om linedance, og jeg betror dig, at jeg altid godt har kunnet tænke mig at puffe til den yderste i sådan en række. Cowboy-domino! Yee-haw!

Du nævner noget om nogle planter, du skal huske at vande, og jeg informerer dig om, at vikingerne satte deres koner til at tygge hele kurvefulde røde fluesvampe igennem, så de kunne sidde tilbage med kvalmen og diaréen, mens ægtefællerne selv, der overtog de nedbrudte rester, kunne ramme slagmarken i en blodtørstigt brusende rus.

Du smider bukserne og stiller dig til rette op ad et spisebord. Meget praktisk. Vi får det, vi skal have, og dratter så ned ved siden af hinanden på gulvet.

Jeg går. Tre blokke længere henne slår nogen mig ned.

Jeg vågner ved følelsen af, at jeg mangler min skygge.

Jeg ved, hvor den bor.

Note om indsigt

Jeg har altid forsøgt at forklare mig selv. Hvad jeg laver i løb over gyngende mosejord og krakeleret asfalt. Hvorfor jeg plukker valmuer iført politiuniform. Hvordan jeg er blevet et springvand, der udspyr cement. Hvornår de sandkorn, jeg tæller, er blevet en kyst, du kan bade fra. Du vil vide, hvad jeg godt kan tænke mig til aftensmad. Du gør mig lykkelig.

torsdag den 19. juli 2012

Himlen er

Himlen er et sted,
hvor der er hindbærtærte,
vaffelis og saftevand.

Himlen er et sted,
hvor der er klosterøl
og snøreliv og backstagepas.

Himlen er et sted,
hvor der er hyggestrik
og bankospil og kaffebord.

Himlen er et smykkes
klare glimten mod din hud.

onsdag den 18. juli 2012

Vinden

standser op,

hvor vejen
ender,

for
at hilse

kort
på dig.


(med tak til Amon Düül II)

Σωκράτης














Sokrates drak skarntydesaft. Den første gang døde han. Den anden så han farver, han ikke før havde tænkt på som farver, og smagte på lyde, duftede lys. Den tredje blev han bare snakkesagelig, men torvet var tomt. På en bænk lå Platon alene tilbage. Og han blødte blæk.

Far i haven

Far fræser bedet og bander og fjerner en hel masse sten. Så starter far fræseren og stopper den igen og bander og fjerner en hel masse sten. På toppen af bunken sidder en dreng hver aften før sengetid og rækker ud efter Månen.

***

Far sår gulerødder, radiser og jordskokker. Når de er blevet til gulerødder, radiser og jordskokker, trækker han dem op. Drengen havde en hel masse spørgsmål engang. Nu har han fået mavepine af alt for mange svar.

***

Far slår græs og klipper grene af stikkelsbærbuskene. Så fejer han det hele sammen, fylder trillebøren og ruller hen til kompostbunken, hvor han hælder det af. Om sommeren vokser bunken, om vinteren svinder den ind. Inde i midten - under forstenede pindsvin og spidsmus - vokser en rå diamant. Den vil drengen slibe til en dag og forære til nogen.

tirsdag den 17. juli 2012

Fire petitesser med kattemotiv













Katten
spinder,

edderkoppen
også,

men jeg
væver.

***

Katten
falder snart

i søvn,
jeg nøjes

med
at drømme.

***


Katten
er faldet
til ro

på min
trøje,

der passer
den

bedre
end mig.

***

Katten
vågner,

misser op
mod solen:

"Hvad
er du?"


(til Tilde Pyllemis Baunbæk Laurberg Pedersen)

Benspænd

Du løsner dine snørebånd, så de er nemmere at falde i. Kun en tåbe kender ikke den jord, han går på.

Folden












Du boede dér,
da vi var børn,
og jeg husker de dukker,
du havde på værelset,
husker de store plakater
med heste,
du altid beundrede,
husker, du altid fortalte
om fremmede lande
og manker,
der flagrede vildt
i den krydrede ørkenvind,
husker din latter,
der flammede op
for en stund,
før du tav,
husker lugten
af øl og tobak
nedenunder,
og husker din far
og den måde,
han fugtede læberne på,
når vi sneg os forbi,
åh, jeg husker
så dårligt,
du ved,
du red sikkert
mod vest,
og nu står
jeg så her
ved et hus.

mandag den 16. juli 2012

Odd man out

Der hænger en mand i køkkenet. Han hænger slapt ned fra tørrestativet i loftet, mens savl drypper ned og danner plamager på tøjet.

Det er noget rod, er det. Hun kender ham ikke engang. Han må være kommet ind, da hun var ude for at handle. Fanden til rend.

Hun sætter sig ned på en stol og betragter fænomenet. Det bliver kedeligt.

Hun rejser sig op og skærer liget ned. Det falder til jorden med et fladt klask. Så ligger det der. Og roder. Hvor hun dog hader rod.

Hun prøver at stoppe munden med plastic og grøntsagsrester fra middagsmaden, men det fungerer ikke, som det skal. Der er ikke plads nok.

Hun henter potteplanterne ude fra entréen og begynder at line dem op ned ad kroppen. En efter en dratter de ned og knuses mod gulvet.

Hun begynder at skære i lemmerne med en passende kniv. Der er noget ved øjnene, som gør, at hun ikke kan fortsætte, Desuden er fryseren ikke stor nok til den mængde kød.

Nu begynder det også at lugte, ådslet.

Hun slæber det ud i haven. Dét er et bedre setting. Græs og bleg hud står godt sammen. Hun nyder det Leben blandt kragerne og rågerne, hun har skabt.

Hun fløjter. Døren lukkes ud til terassen.

Det er vaskedag i dag.

Linie A














Jeg sidder på toget
og læser om Ian,
der hængte sig
hjemme i køkkenet
i Manchester,
da jeg var lille,
og blev en legende
på dét, og måske
skulle man gøre
som ham
- det kunne sælge
lidt bøger -
men omvendt:
Why bother,
når solen står op
dagen efter,
og killinger
leger i græsset,
og børn går i skole,
og oldinge dør
af sig selv
i beklumrede senge,
og bomber
bliver bygget
af andre,
der ikke
kan vente,
og togvogne
fyldes til tiden
og afgår,
hvad enten
jeg fylder
mit stamsæde ud
eller ej.

søndag den 15. juli 2012

Høsttid


Det var næseblod, var det, men du kunne ingenting høre for larmen fra alle de brølende køer, og du husker, at hjøllien blinkede, husker, at kornet stod højt, og du ved, der befandt en lerdunk med brændevin henne ved skellet, og lærkerne sang, ja, de kvidrede løs, så du næsten blev sindssyg, og så faldt de døde til jorden, og nogen forsvandt ind i skoven, og næsen, den blødte, den blødte ad helvede til, du gik fremad, men mulden var blød.

Det ligner regn,

men det er det ikke, og du vader rundt i voksende pytter, du mærker det løbe ned ad dit ansigt og trænge ind gennem tøjet, du smager på det, og det smager som regn, men det er ikke regn, og du ved ikke, hvad du skal tænke, men du tænker heller ikke, du bliver bare skyllet væk, du bliver bare båret op i tunge skyer, du har set.

lørdag den 14. juli 2012

Assistens or elsewhere

Jeg leder efter dit gravsted, og der er fyldt med folk, som lufter hunde og drikker øl på tæpper i græsset, og der kommer sms'er ind hele tiden, og jeg aner ikke, hvor du ligger, og jeg ved ikke hvorfor, det er så vigtigt for mig, og der er huller i mine sko, og der trænger vand ind, og alting er irrede bogstaver, flager af mos og et spørgsmål om hobbylim, og der er skrigende krager og knasende skjolde af is over pytterne, og jeg kan huske mit ansigt i spejlet, og jeg gnider olie og blod af min hånd, og jeg skvatter i fuglesang, liljer og klynger af følfod, og stenen er hård som en sten.

fredag den 13. juli 2012

Måske var det sandet, måske var det blæsten,

måske var det latteren omme bag klitten,
måske var det vinen, måske var det riften på knæet,
måske var det mågernes dykken mod havet,
måske var det noget, du sagde, måske var det noget, jeg glemte,
måske var det slet ikke noget, måske var det alt, alt for meget,
måske var det sådan, det skulle være. Måske.

torsdag den 12. juli 2012

Ichthys













Han spejder ned i vandet efter fisk, og han ser gedder, ål og skaller, han ser smerlinger og maller, han går træt og sulten hjem.

En kærlighedshistorie

- Er det her begyndelsen, vil hun vide.
- Det ved jeg ikke.

Han trækker på skulderen.

- Hvordan ved vi, om det er dét?
- Det ved vi, når vi når frem til slutningen.
- Hvordan ved vi, at slutningen er slutningen?
- Det ved vi, fordi alt det, der skulle ske, er sket.
- Jeg kan ikke lide den tanke. Den gør mig utryg.
- Væn dig til det.

Han tænder en smøg og former en røgring med læberne.

- Hvordan ved vi, at dette ikke er slutningen?
- Fordi der ikke er sket noget endnu.
- Skal der ske noget?
- Der sker altid et eller andet.
- Nu er jeg roligere, siger hun.

De er tavse for en stund. Så tager hun ordet igen.

- Vil du have mig?
- Jeg vil have det, der er mit.
- Det er ikke et svar.
- Det ved du bedst selv.
- Jeg bryder mig ikke om, at du taler sådan til mig.
- Jeg siger tingene, som de er. Vil du have mig?
- Ja! Ja, for alt i verden!

Han skodder sin smøg på en mur.

- Der er sket noget, siger han og rejser sig op.

onsdag den 11. juli 2012

Efter regnen

Hun stirrede ud ad vinduet. Det trak op. Himlen var sort som bugen på et råddent dyr, og snart bristede den, så edderen frit kunne flyde ud. Vejene forvandledes til floder, haverne til søer og de åbne pladser til små, hvæsende have, der for en stund fyldtes med skraldeposer, havemøbler og biler, før alt dette skylledes videre mod noget, som var større endnu.

Tre gange gik hun i seng. Tre gange stod hun op. Tre gange drømte hun og vågnede med våde kinder. Hun kunne ikke huske noget.

På den fjerde morgen stilnede det af, og solen steg op på en uhørt høj himmel. Hun åbnede døren og gik ud. Der var rent som aldrig før. Det var faktisk som om, verden aldrig havde eksisteret, men var opstået fra bunden igen, frisk, utynget og uskyldig.

Hun fandt ham i grøften, nøgen, forkommen og helt sort af mudder. Hun puffede forsigtigt til skikkelsen, der rørte på sig og mumlede noget. Pludselig slog han øjnene op. De var blå. Så blå, at hun selv måtte slå blikket ned i ærefrygt.

- Hvem er du, spurgte hun.
- Jeg er ham, selv vandene ikke kunne beskytte dig mod, svarede han.

tirsdag den 10. juli 2012

Tre hjemmedyrkede














I

Jeg tror nok,
jeg ser dig

forsvinde
bag busken,

hvor bærrene
modner

og smager
som bær

bare gør.


II

Vi ses
vel igen

til oktober,
når tidslerne

visner og
pærerne

lyser.


III

Kirsebærtræet
er helt sort
af krager,

jeg lader
geværet,
jeg lader

som om,

det er
nok.

mandag den 9. juli 2012

Narren

Du er fri som fuglen,
men er dog i bundløs gæld:
Lever, som du lyster,
men vil aldrig se dig selv.

Mens du slingrer videre,
fuld af mosekonens bryg,
bliver du det, som andre
siger om dig bag din ryg.

Vi tændte bål














i de dybeste skove
i håb om,
at troldene kom,
men de viste
sig aldrig,
og vi sad tilbage
med lyden
af hjerter,
der slog,
og en knitren,
som åd
vores søvn.

søndag den 8. juli 2012

Flamejob

Hende, han standser på gaden for at spørge efter ild, ser ikke ud af noget særligt. Men før han ved af det, har hun grebet hans hånd meget fast og slæbt ham ind på en natklub af den slags, ingen raske mennesker besøger. Der er meget høj musik, og hun svinger ham rundt i store cirkler på dansegulvet, mens hun ind i mellem kaster deres munde sammen, så hendes tunge kan udforske hjørner af hans indre, han ikke har kendt til før nu. Hun sætter ham af på en stol, og da hun kort efter vender tilbage med en drink, smyger hun sig op på hans skød. Hun tvinger en sært smagende væske ned i hans hals. Bevidstheden flimrer og flosser i kanterne. Han husker, at han ligger hen over en kølerhjelm og lytter til slagene fra hendes bælte. Han husker hendes ansigt, der med et vanvittigt blik bevæger sig op og ned over ham, griner og sortner og flækker. Han husker smagen af aske og blod. Han græder. Han rejser sig op. Han vakler hen mod en bus. Han mangler ild til en smøg. Han standser en pige og spørger.

lørdag den 7. juli 2012

Du lytter til regnen,

du véd, hvad den siger:
Den synes, I var lykkeligere
før, I blev gift og fik børn.

fredag den 6. juli 2012

Lost in translation
















du hoster papyrus og verberne visner bag bakkerne
hoste papyrus og gerninger forsvinder bag bjergene
papyrus og hoste forsvandt bag bjergene af skøder
papyrus og hoste forsvandt bag bjergene af handlinger
papyrus og hoste forsvandt i bjergene handlinger
papyrus og hoste forsvandt i bjergene fungerer
papyrus og hoste forsvandt i bjergene, der arbejder
papyrus og hoste arbejdet forsvandt ind i bjerget
papyrus og hoste forsvandt ind i bjerget af arbejde
papyrus og hoste i bjergene for at arbejde
arbejdet med papyrus og hoste bjerge
arbejde på papyrus og bjerget hoste
arbejde i papyrus og tåbelige mountain
arbejde i mountain papyrus og dum
arbejde i papyrus mountain og uvidende
arbejdet med papyrus bjerge og manga
call for papers og på bjergene
call for papers ag hvilke bjergene
paper pack til to ag mountains
papir pakke for to ag mountains


Opstået ved at oversætte den indledende sætning via Google Translate til de følgende sprog: Arabisk, baskisk, esperanto, finsk, gælisk, haitisk kreolsk, irsk,  japansk, kannada, lettisk, malaysisk, norsk, portugisisk, rumænsk, swahili, tagalog, urdu, vietnamesisk og yiddish - altså så vidt muligt ét sprog for hvert bogstav i alfabetet. For hver gang blev resultatet oversat tilbage til dansk, før det blev sendt videre i processen.


torsdag den 5. juli 2012

Ravnen og jeg


Ravnen flakser ind ad vinduet, hamrer hovedet mod spejlet og lander på skulderen af mig. "Nevermore!" skræpper den hæst. "Luk!" vrisser jeg, og det gør den så.

***

Ravnen sidder i vindueskarmen og kigger mistrøstigt på den kærnemælkssuppe, jeg er ved at tilberede. Synet gør noget ved den, kan jeg se, og da jeg kort efter går ind i stuen for at spise, følger den ikke med.

***

Fjernsynet flimrer, og ravnen har bygget rede oven på bornholmeruret. Det tikker og tikker. Jeg tror ikke helt på det æggeprojekt.

***

Jeg slukker for lyset, og ravnen skriger, og jeg tænder for lyset, og ravnen skriger, og jeg slukker for lyset, og ravnen skriger, og så sover jeg pludselig, og sengen er stor nok til to.

***

Jeg vågner op med et koldt næb trykket ind mod brystet. Nogles nætter er længere end andres.

***

"Nevermore!", hvisker jeg og folder paraplyen ud. Det trækker op. Det skyller ned med duer og falke og svaner.

onsdag den 4. juli 2012

Du vågner og ser

dig i spejlet og undrer
dig over, hvem pokker
har taget din plads,
men det har nogen
altså, og selvom
du gerne vil mødes
og sådan og drikke
lidt kaffe og snakke
fornuftigt om tingene,
ligesom man plejer,
er du blevet noget,
man ser på, min ven,
og nu hænger du
på den, du gør,
altså væggen,
og ikke til pynt.

tirsdag den 3. juli 2012

Skitse til nogen

Vedkommende er vedkommende. For dem, vedkommende vedkommer.

Vedkommende er født. Vedkommende er under stadig fødsel.

Vedkommende bliver blændet af lyset hver dag. Vedkommende formoder, at mørke også kan blænde.

Vedkommende holder af pufærmer, bly og linoleumsgulve.

Vedkommende bryder sig ikke om plexiglas, jetfly og stynede popler.

Vedkommende har en stilling. For tiden på hovedet med benene opad.

Vedkommende putter ting ind i den ene ende, og i den modsatte kommer de ud som noget andet.

Vedkommende går med hat og spilder kaniner på gulvet.

Vedkommende kommer, når du kalder.

Vedkommende falder i andre folks snørebånd.

Vedkommende lever af jordnødder.

Vedkommende lægger fra land.

mandag den 2. juli 2012

Han var blevet en gammel mand.

Sad hele dagen i sandkassen og byggede slotte. Hans hud var blevet strømlinet af vinden og så gylden, at solen ikke længere var nødvendig. Derfor var evigheden hans. Lige så lidt som opsparingen skulle den bruges til noget. Han ville bare sidde for sig selv og forestille sig de ting, som de mennesker, han havde kendt, ville sige, når væggene smuldrede omkring dem.

Glem mig

Glem mig, jeg er ikke rigtigt
værd at gemme på.
Glem mig, lad mig være nu,
du selv har bedt mig gå.
Glem mig, der går ikke noget
tabt for mig ved det.
Glem mig, jeg var blot en ting,
som ikke skulle ske.

Husk mig som en rift på kinden,
ugler i dit hår.
Husk, at jeg gik over, husk,
at uret stadig går.
Husk, at hårde ord er hævn,
men tavshed sætter fri.
Husk nu, at jeg glemte dig,
og vær et dementi.


(til en, der engang fyldte meget i mit liv)

søndag den 1. juli 2012

Liget

Det var på 14. dag, han lå i skovbrynet, og han var udmærket klar over, at hans tilstand ikke var delikat længere. Han kunne mærke, hvordan kødet steg og sank på skift: Varmen fik lemmerne til at svulme op, mens insekternes kriblen, kilden og gnaven i vævet af og til punkterede de gasfyldte lommer. Men han var her da endnu. Også mere, end han havde regnet med.

Da han var faldet ned fra toppen af træet i sin jagt på noget, han ikke engang vidste, hvad var, havde han forventet, at der var sket noget mere. At han var vågnet op til stemmerne af elskede, han havde mistet, engle, der kaldte ham ind i et altomspændende lys, eller eventuelt djævle, som kiggede forbi for sige noget i retning af: "Nu går den ikke længere, Granberg. There's Hell to pay!" I det mindste havde han forventet, at han ville glide ud i en helt frisk morgensol og skrige med en overraskende lys stemme. Men nej: Han var bare kommet til sig selv i et legeme, som på ingen måde ville adlyde hans tanker længere, og da han registrerede, at selv åndedrættet var ophørt, var der intet andet at gøre end acceptere, at klokken var faldet i slag, og tage resten, som det kom.

Det var en øde egn, dét vidste han godt. Han var taget netop herud for at undgå mærkelige reaktioner på en fuldvoksen mand, som ravede rundt i toppen af et bøgetræ, mens han hujede efter solen. Ikke fordi det ville have været pinligt: Man har ret til sine drømme og excentriciteter. Det ragede bare ikke nogen, at han altid havde længtes andre steder hen. Langt, langt bort fra folk som...dem. Men nu, hvor han var så anderledes et sted henne, som det åbenbart var muligt, håbede han alligevel, at én eller anden forvildet jogger eller jæger pludselig ville fare ud ad krattet og finde ham. For pokker: Om nødvendigt måtte en eller anden åndssvag hund gerne få hans højre arm, bare den kunne lokke sin herre derhen. Han følte alligevel ikke smerte længere, og når ormene gravede, rågerne hakkede og rævene flåede, registrerede han mest indgrebene på den måde, at han fornemmede, der blev mindre af ham. Snart var skelettet og tankerne de eneste dele af det, der engang havde været Thomas Hansen, som stadig var intakte. Hvis han da bare kunne blive ordentligt kremeret, så han ikke længere var bundet til dette henfald, der så vidt, han skønnede, kunne vare årtusinder endnu.

Rundt omkring ham steg larmen til konstant nye højder. Det var ikke til at holde ud. Han fik sværere og sværere ved at samle tankerne, mens sandkorn hvinede hen over jorden, græsstrå knagede under den vækst, det udtjente legeme velsignede dem med, og frø med øredøvende brag blev revet løs fra mælkebøtteplanter. I sine mørkeste stunder frygtede han, at der her var tale om en hidtil ukendt, meget modbydelig form for forrådnelse, som snart ville fortrænge ham helt.

Men han havde lært at synke dybt ned i sig selv og spille kryds og bolle. Uophørligt. Kryds. Bolle. Kryds. Han vandt det altid, det spil. Han smilede ved tanken.

Smilede et bredt, hvidt smil.