lørdag den 30. juni 2012

En henrettelse

Folkemængden peb, lo og hujede, da man eskorterede Iver Henriksen ud fra cellen, hen over torvets toppede brosten og op på skafottet, hvor skarpretteren flegmatisk ventede med sin økse.

Iver sagde intet, idet han placerede halsen på den plettede og ildelugtende træblok, men i det afgørende øjeblik forsøgte han at hive hovedet til sig. Af røg den øverste del af kraniet, og folk stod måbende tilbage.

Det raslede ud med klodser. Små, kulørte træklodser.

Lille Laurids benede hen og begyndte at bygge et slot.


(med hilsen til Siouxsie & The Banshees, Einstürzende Neubauten og Tristan T)

fredag den 29. juni 2012

Teksten,

der skal
hugges
på min
gravsten:

"Here be
monsters"

torsdag den 28. juni 2012

Servicemeddelelse

Teksten er aflyst. Den har underrettet mig om, at den meget hellere vil vande blomster, spille fodbold eller dyrke gruppesex i dag. Solen skinner, og den er ikke motiveret for at møde op.

Det er ikke første gang, det sker. Næppe heller sidste. Har forsøgt mig med irettesættelser og sågar lockout, men lige lidt hjælper det. Den gør, hvad der passer den, og kan ikke fritstilles. Man kan ikke afskedige en, der ikke får løn, ej heller true med at opsige en kontrakt, hvis ordlyd fortaber sig i det uvisse.

I mellemtiden fyldes mit værelse af lort og gamle tallerkener, bjørneklo, toldere og stampende elefanter. Her er ikke til at være for mig selv, og døren binder.

Hvis du ser den, teksten: Sig, at jeg har kage med i morgen.

At jeg savner den og elsker den: Hold mund med dét.

Den lærte mig at lyve.

onsdag den 27. juni 2012

Tre korn











Du efterlod
tre ting: Et ar
og en bog
og et vandskadet
kort over
Vojens.

***

Du efterlod
to ting:
Lidt sand,
og et hul
i min lomme.

***

Du efterlod
én ting:
Et fandens
til træk
gennem
stuen.

tirsdag den 26. juni 2012

Der findes et sted, vi aldrig snakker om.

Det er overflødigt at gøre det. Vi ved alligevel begge besked. Vi kender hver afkrog og hvor millimeter af det til hudløshed. Det var derfor, vi forlod det. Det kan godt ske, vi undskylder det med, at var dét ikke sket, havde vi aldrig fundet hinanden. Man skal jo på afstand for at kunne bedømme noget, ikke? Løgn og selvbedrag er det, og det ved du også godt. Det har aldrig gået værre for os, end da vi pludselig var nødt til at mødes. Det var der, det startede med al denne skepsis, mistillid og seen hinanden an. Det var der, det blev en umulighed at elske uden told.

Jeg kan for min død ikke huske, hvad gaderne hed, og hvilke materialer, husene var lavet af. Var der ikke noget med, at væggene var varme og buede, når man lænede sig op ad dem? At himlen var rød?Jeg erindrer ting så dårligt, ser du, for jeg er bange for, at jeg er blevet min hukommelse. At hvert eneste sekund, jeg findes, leves i datid, og der ikke er noget, som står til at ændre.

Jeg ser dig ligge i en kasse langt nede i jorden. Jeg firer den op i lange reb, åbner låget og kysser dig. Du siger, jeg har dårlig ånde. Det passer sikkert. Jeg har vandret heroppe for evigt. Du ved det, gør du.

Du ved, at der findes et sted.

mandag den 25. juni 2012

volvo

han startede vognen og drejede nordpå og tændte en cecil og tænkte på regnen og knappede jakken og bed i sin læbe og så hendes ansigt og trådte på speederen drejede østpå og tankede diesel og købte en hot dog og duftede håret og tændte for båndet og bandt sine støvler og så hendes ansigt og trådte på speederen drejede sydpå og spildte på kortet og sked i en granskov og tørrede røven og skar sig i hånden og checkede olie og så hendes ansigt og trådte på speederen drejede vestpå og ramte et rådyr og tændte en cecil og duftede håret og spilder på kortet og kommer tilbage og ser hendes ansigt og startede vognen igen

søndag den 24. juni 2012

Elgen i Græsted

Der stod en elg ude i haven. Der skulle ikke stå en elg ude i haven. Det var ikke naturligt. Den slags hørte til i Sverige, hvor de for Fritjof Nielsens skyld kunne æde så meget mos og få så mange lastbiler til at havarere, som det skulle være. Men ikke her.

Fritjof Nielsen fór ud, samlede en stor sten op fra gærdet og kastede den med et råb efter dyret. Dyret, der bare kiggede op og gloede dumt på ham, mens kasteskytset fortsatte lige gennem dets krop.

Noget paf tav Fritjof ved synet. Var han ved at blive sindssyg? Så satte han i løb og hamrede en knytnæve lige ind mod bæstets mule.

Troede han. Til gengæld slog han et gevaldigt hul i luften.

"Ok, så er det muskedonneren!". Nielsen løb ind i stuen, smadrede glasset, der forseglede våbenskabet, trak en skinnende riffel ud, stoppede projektiler i og begav sig ud i haven igen. Den stod helt stille, elgen, og Fritjof kunne roligt først sigte, derefter trykke af. Men da fire-fem skud var sendt afsted, og kræet stadigvæk fredfyldt gumlede blade i sig fra solbærbuskene, måtte han erkende, at første del af slaget var tabt.

"Det går slet ikke, det her!", bandede Fritjof og fiskede sin mobil op ad brystlommen. Han trykkede et nummer ind og skar tænder, mens han ventede på, at forbindelsen skulle blive oprettet.

- Alarm 112.
- Ja, hej, det er Fritjof Nielsen fra Granatæblevej 37 i Græsted. Der står en elg i min have, sgu! Kan I ikke sende nogen til at fjerne den?
- Hallo?
- Hallo! Jeg sagde: Det er...
- Hallo?
- FRITJOF NIELSEN, FOR HELVEDE!!! DER ER EN ELG I...
- Dut, dut, dut...

Han var godt ophidset nu, var han, Fritjof, og han var fuldstændigt overbevist om, at stemmen i den anden ende af røret bevidst havde ignoreret ham. Men han havde venner på høje steder. F.eks. borgmesteren, hvis nummer han nu trykkede ind:

- Borgmesterkontoret, det er Henrik Wallenstedt.
- Hej, Henrik, længe siden. Nu skal du høre.
- Hallo?
- Hallo, Henrik, jeg har et noget specielt problem, gamle ven, for der står...
- Er det dig, Susanne?
- Nej, det er ikke Susanne, det er FRITJOF! Hvem pokker er Susanne?
- Jeg vil ikke have, du ringer til mig her, Susanne. Det ved du godt. Det har jeg fortalt dig!
- DET ER IKKE...
- Farvel, Susanne. Dut, dut, dut...

Han var chokeret, var Fritjof. Hvad hulen havde Henrik egentlig gang i? Nå, men det var ikke hans sag, og heldigvis kendte han også General Hansen fra Forsvarets Operative Kommando. Hvis han ikke kunne, ja, ligefrem ville nyde at blæse en foruroligende skabning bort fra Jordens overflade, ville verden ikke stå længere.

- Ja, det er Hansen!
- Hej, Flemming, det er Fritjof! Ved du hvad, jeg tror sgu, jeg har et lille job til dig.
- Hallo?
- FRITJOF!
- Hvem der?
- MIG, FLEMMING!
- Åse, gider du ikke lige at checke, om der er noget galt med den her telefon? Jeg tror, de røde er på spil igen!
- FLEMMING?
- Dut, dut, dut...

Fritjof tabte telefonen på plænen. Det var lige pludselig så uvirkeligt, det hele. Det var ikke blot som om, han ikke eksisterede. Det var som om, han aldrig havde eksisteret.

Han kiggede vantro over på elgen, der kastede et dovent blik tilbage. Jo, den genkendte ham godt nok. For den fandtes han. I hvert fald lige nu. Men hvordan? Var han en slags antistoffets antistof, der måtte udskilles og gå til grunde, så det var muligt for elgen at poppe op på et sted, hvor den ikke burde findes? Var det omvendt? Var den noget, han måtte udrydde, hvis hele hans syvogfyrre år lange liv med alt, hvad det havde rummet af glæder, sorger, oplevelser, katastrofer, succeser, intime stunder og sælsomme happenings, ikke pludselig skulle vise sig at have været en drøm? Havde han hele tiden været en sagesløs del af en uigennemskuelig, kosmisk tuskhandel?

En ting vidste han med sikkerhed: Byen var ikke stor nok til dem begge. Og han så ud til at have trukket det korteste strå.

Elgen kom nærmere og slikkede ham kærligt på kinden. Så begyndte den forsigtigt at tygge i hans hår. Snart var der kun ét væsen tilbage i haven.

Fritjof var ikke dets navn.

lørdag den 23. juni 2012

Pump

Hun skriger, mens din næve trænger op i hende, og der løber blod ned over dit håndled, men du ved, hun ikke vil have, du skal stoppe, selvom du strengt taget synes, det ville være ganske rimeligt alt taget i betragtning og sådan og således, og du fortsætter med at bevæge den op og ned i et støt tempo, der minder om en maskine, som udstanser noget, og lyden ændrer sig ikke, og du kan høre fuglene synge i haven udenfor, og nogen trasker hen over fliserne på vej hen til købmanden og stopper op et øjeblik, og du tænker på dengang, du løb rundt med en isvaffel i græsset på små, bare tæer, og du kan stadigvæk høre lyden af mor, der lo, da du snublede og tabte den, så du tværede den ud i dit ansigt, og stilheden bagefter, da hun holdt op, men du holder ikke op, der er is overalt, dine blodbaner er fyldt med vanille, du sveder som et dyr i et meget lille rum, der er noget, som brister, skyerne spredes, og solen er skarp, og I mødes i døren, det regner, og trappen er glat.

fredag den 22. juni 2012

Hundene gør,

der er noget
i haven,
det minder
om dig,
når du sover,
det går
gennem vægge
og kød,
brænder koldt,
lyser sort,
du har nøgler,
men låser
din dør.

torsdag den 21. juni 2012

Dit ur går i stå,

og du leder i skuffer og skabe,
men nu er det væk, det der lort,
som man kalder for tiden,
du finder en hel masse andet,
du glemmer dig aldrig igen.

onsdag den 20. juni 2012

Musens sang

- Skriv mig, siger hun og sætter sig på bordpladen.

- Det kan jeg sgu da ikke. Du er vadet lige ind ad døren, jeg kender intet til dig, og jeg burde strengt taget ringe efter politiet.

- Hvad rager det mig? Du påstår, du er kunstner, ikke? Skriv mig!

- Ok, jeg sad godt nok og ventede på noget, jeg kunne skrive om, men hvorfor lige dig? Du er ikke engang køn, at du ved det!

- Skriv mig, frække dreng!

- Nu synes jeg lige, du skal klappe hesten, moster! Jeg kan ikke lide den lumre undertone der! Som om jeg er interesseret i dit klamme, vulgære kød! Som om jeg gider at lave dét om til skrift! Som om, jeg i det hele taget kan!

- Skriv mig, skat. Jeg véd, du vil.

- Du véd hat, gør du! Fis ned ad mit skrivebord! Find døren! Åbn den og fortsæt med at gå!

- Jeg véd, du vil.

- Skal jeg sige det igen?

- Jeg véd, du vil.

- SKRID!!!

- Skriv mig...

- Nej.

- Jeg véd, du vil...

- Nej!

- Jeg véd, du vil...

- Neej...

- Jeg véd, du vil...

- ...

- Skriv mig...

- OK, NU SKAL DU FANDEME FÅ PEN!!!


(Løst inspireret af "Musens sang", som Bodil Kjer i 1951 indspillede til filmen Mød mig på Cassiopeia)

mandag den 18. juni 2012

Honk honk











Lastbilen hoster, og sneen er tæt over
Göttingen, pigen på væggen er tavs,
hendes lygter er tændte, men fjerne,
og vejen er tom, du vil ramme
et Wunderbaum, cowboy.

Regnen

Man ventede på en vældig regn. Den var varslet, jo, og nogle mente endda, at den var selvforskyldt gennem århundreders leven over evne, men alligevel kom det bag på det fleste, at der var en regning at betale.

På marken udenfor byen gik en gammel mand igang med at høvle planker, smede bolte og sy sejl. "Spild af tid" tænkte dem, som gik forbi ham. Men det var ikke desto mindre hans tid, og på overraskende lidt af den fik han bygget et enormt skib, der sågar ragede op over byens skyline.

Så begyndte han ellers at samle dyr: To af hver slags. I starten en ukompliceret affære, for hvem kunne bruge myrer, spidsmus og snudebiller til noget? Større problemer fik han, da han stjal to grise - en so og en orne - fra en svært bevæbnet gårdmand i provinsen. Men samlet sine dyr i båden fik han, og så begyndte regnen ellers at falde.

***

Ulla Mortensen skruede op for radioen, der spillede dansemusik for fuld skrue, og fortsatte så med at lægge sin eyeliner. Hun fandt den smukkeste kjole, hun havde i skabet, plukkede to diamantøreringe op fra smykkeæsken og tog de røde stiletter, hun holdt allermest af, på. Så var hun fuldendt. Hun ville aldrig nogen sinde komme til at se anderledes ud. Det ville Ulla heller ikke.

Nede på hjørnet lå Bazooka Bar, hendes stamsted. Hun sørgede for at gå derned, før vandet var dybere, end hendes sko kunne tåle, og da hun åbnede døren, vendte alle i rummet sig om og hilste.

Så gik den første dj på, mens sirligt pyntede drinks røg over baren i et usædvanligt højt tempo. Kjoler og bukser vikledes sammen i et fugtigt, bølgende ælte, der nåede folk til livet, mens dansen gik i gang, men det var ikke en aften som alle andre. Først drejede man rundt i en stor, lykkelig masse, men blikke søgte hinanden på kryds og tværs. Så faldt folk stille og roligt fra: To eller i mindre flokke. Søgte ud mod væggene eller afsides rum, mens der endnu var tid. Ulla fik øje på Flemming, som hun havde haft noget for siden folkeskolen, men aldrig fået, og han smilede tilbage. I et loftsrum, som i dagens afledning var blevet lukket op, fik de indhentet alt det, de endnu ikke havde udlevet.

De græd ikke. De bølgede frem og tilbage. De sank, og de sank. De øjne, der stirrede op mod overfladen, var tomme.

***

Benny Thomsen var vant til at tage tingene, som de kom. Også regnen, da den begyndte at prikke på bliktaget over altanen. Han lukkede ikke engang døren, da dråbernes hidsige hamren mod fliserne begyndte at lyde som sten, der sank i havet.

Han havde haft sin tid, Benny. Måske en mindre vild tid tid end dem, der flød sammen på byens barer og diskoteker nu, men til gengæld længere. Og ikke så skidt igen. Børn var det ikke blevet til, men han huskede stadigvæk vinden ved vestkysten, smagen af friske jordbær og følelsen af Hennys lille, runde ferskenrøv. Hun havde været en fornem kvinde, hende Henny. En skam, hun ikke varede længere. Men ingen varede jo evigt. Slet ikke ham, havde han længe været klar over.

Benny skoddede sin smøg i askebægeret med en lille hvislelyd, der fortalte ham, hvad klokken så småt var slået. Med en rolig mine så han vandet stige op ad brystet fra sin plads i lænestolen. Da det gik ham til op over øjnene, kunne han se ørreder og ål, som bugtede sig frem forude, og han ønskede, han var som dem. Han gispede efter vejret. Først fra munden, så fra riller ned ad halsen, han aldrig havde vidst var der. Så kunne han ånde. Han rejste sig op og svømmede ned ad strømmen.

***

Byen var væk nu, og Noa kunne kun fra tid til anden se vældige bobler, der steg op til vandspejlet fra undersøiske bygninger, som kollapsede og frigjorde deres luftlommer. Hvor var verden ren nu.

I sit stille sind havde Noa altid hadet de dyttende biler, der forlangte plads på andres bekostning, og de glasklædte højhuse, som forsøgte at få formuer til at strække sig ind i himlen. Hvor havde han dog hadet, Noa. Hadet dem, der fik alt det, han i sin fromme ensomhed aldrig fik. Hadet dem, som havde levet deres liv i en anden guds navn end fornægtelsens. Hadet sig selv for at have været så inkompetent til at leve, men også så totalt ude af stand til at dø, at han stadigvæk var her.

Stjernerne kom nærmere hele tiden. Foruroligende tæt på, faktisk, og jo, de havde takker, skulle han love for. Lange, spidse takker, der sank ned mod båden i en grusom hast.

Den første sank ind i hans nakke og fortsatte ned langs med ryghvirvlen. Den dræbte ikke. Han kunne stadig lidt for godt høre lyden af alle de dyr, der i panik måtte møde deres skæbne på et glat, fremmedartet dæk.

Den anden tak ramte ham lige i brystet.

Den tredje sendte båden ned i dybet. Dybet, Noa havde dømt alverden til.

søndag den 17. juni 2012

Bare et menneske

Du er bare et menneske, en, der forlænger
den kø, som jeg venter i, en, som forbruger den ilt,
mine lunger har krav på, og en, der forlanger,
at jeg giver mening på måder, du ikke selv gør,
du er blikke og krav, du er spørgsmål, fornuft og behov,
du er bare et menneske, er du, ét til,
men jeg savner dig fandeme.

lørdag den 16. juni 2012

Manøvre, domestisk














Du ringer på døren, men jeg er i bad,
jeg har blomster at vande, og katten
skal fodres, og bordet er støvet, der
samler sig vasketøj, gryderne vasker
sandsynligvis ikke sig selv, der skal
jod på mit sår, mine negle er flossede,
nu skal de klippes, og spejlet er fedtet,
og luften er tung, og jeg ringer på døren,
jeg fryser på fliserne, du kommer uD.

fredag den 15. juni 2012

Kunden

“That is not dead which can eternal lie, / And with strange aeons even death may die.”
- Abdul Alhazred

Manden med leen var ude for at købe sig en kutte. Det gjorde han alt for sjældent. Den gamle var i hvert fald godt laset efter evigheders vandringer rundt i alverdens lande, og dertil lugtede den efterhånden ganske gustent af mug og indtørret blod.

Vagten i tøjbutikken gjorde visse indsigelser, da skikkelsen forsøgte at komme ind med et så oplagt mordvåben, men manden med leen var jo ikke manden med leen for ingenting, hvilket også diverse kvinder og børn i den alt for lange kø ved kassen måtte sande, før han endelig nåede frem og kunne afgive sin ordre.

- En kutte, tak!, sagde han med rusten stemme.
- Hvad siger du? Den solariebrune pige ved kassen strakte hovedet lokkende frem.
- En kutte, gentog han.
- Hahaha, hvad SIGER du?
- EN KUTTE, FOR SATAN! LAD DET GÅ LIDT TJEPT!
- Nøj, hvor kikset, lo tøsen. - Jeg tror slet ikke, vi har kutter! Lige et øjeblik, så skal jeg checke efter ude på lageret.

Minutterne gik. Og gik. Af og til kunne han høre ekspeditricen, mens hun grinende forklarede noget til den anden ende af sin mobilforbindelse. Manden med leen var ikke i godt humør længere. Slet ikke. Men han havde jo ikke noget valg. Så kom hun omsider tilbage:

- Nu skal du høre: Jeg fandt nogle stykker helt ude bagved. Det er jo, fnis, en gammel butik, ved du. Hvilken størrelse?
- Hvilken størrelse? Tager du pis på mig? Alle og ingen! Er du blind?
- Klap hesten, mester! Ok, skal det være sådan, kan du få en i small!
- TAK!!! Det rækker!
- Og farve?
- Hvad tror du selv?
- Nu skal du passe på, bror lort!
- Gu' skal jeg ej! DU skal passe på, søster lystig!
- Hvilken farve?
- SORT! SORT, FOR POKKER! SORT SOM...MIG!!!
- Opblæste nar! Hvem fanden tror du, du er?

Hun drejede om på stilethælen og fortsatte tilbage mod lageret. En halv time gik, og manden med leen så sig efterhånden nødsaget til også at luge ud i køen bag sig, så situationen ikke eskalerede. Ikke godt. Pressen kunne få færten af det her, og han foretrak så absolut at bevæge sig rundt i byen incognito. I hvert fald så incognito, som man nu engang kunne, når man var en mand med en le.

Mobilen glødede igen, kunne han høre. Hun var heller ikke i godt humør. Han havde hørt papegøjeflokke og hære af elefanttyre i musth, som larmede mindre. Så - omsider - nærmede kvindemennesket sig hans synsvinkel igen.

- Det bliver 299,95, sagde hun, mens hun lagde kutten i en pose med himmelvendte øjne.
- Har kun dem her, sagde han og tømte en mindre bunke sølvmønter af forskellig herkomst ud på bordet.
- Vi tager altså kun Dankort her i butikken.
- DANKORT! Og det er? Må man spørge?
- Dankort! Altså! FAIL!
- FORFANDENIHEDEHULEHELVEDEDA!

Manden med leen bukkede sig ned over et af ligene bag sig, fiskede et kort ud fra en pung og indtastede den kode, den afdødes sjæl overbragte ham telepatisk.

- PÅ BELØBET!
- Godt, så!

Det bippede. Han fik posen og vendte omgående det skrækkelige pigebarn sin benede ryg. Uden held. Da han var halvvejs ude af butikken, råbte hun efter ham:

- YO, MISTER! ER DU IKKE HAM DER FRA TOKIO HOTEL?

Alt, politiet fandt efter gerningsmanden, var en plasticpose, to kutter og en blankslebet, nyligt anvendt le. Tilfældet henlagdes efter nogen tøven som et selvmord.

Lignelse

En dag, hvor Jesus og disciplene var ude at gå et sted i nærheden af Tokkekøb Hegn, hændte det, at en bondemand kom forbi og sagde således til Menneskesønnen:

- Hej, du der! Man siger, du er en vis mand, og at du kan læge selv den værste sygdom med hænderne. Nu skal du høre: Mine kreaturer har fået det dersens mund- og klovsyge, og jeg vil komme i grumme vanskeligheder, hvis jeg er nødt til at lade dem aflive. Hvis jeg nu giver dig og de der folk, du har med, en tallerken kartoffelmos og en håndbajer hver, fikser du så lige den?

Guds søn standsede op og trak vejret dybt. Da talte han så: - Der var engang en bademester, som havde tre arme. En til at vinke med, en til at slå med og en til at skrive med. Når han svømmede, slog han en vældig fart. Derfor var han meget velegnet til sit job. Dog blev han fyret. Når han nåede hen til den, som var ved at drukne, vinkede han enten til det ansigt, som stirrende forsvandt ned i dybet, hamrede staklen én på lampen eller gav sig til at skrible haikus i panden af vedkommende.

- Hvad mener du med det, sagde bondemanden skeptisk.

- Aner det ikke, svarede tømreren fra Nazaret: - Men jeg synes, du bør hente dit gevær.

torsdag den 14. juni 2012

Afgang

Katte dør alene. Søger afsides, når de kan mærke, at de ikke kan mærke noget længere, og bliver ofte først fundet, når det begynder at lugte sælsomt under sofaen. Skal man tro myterne, søger elefanter også ud for sig selv, når de skal sove hen, men kun for at lægge sig til rette oven på deres forfædres afblegede knogler i en fjern dal, ingen ved, hvor er.

Lemminger, derimod, søger sammen i gigantiske flokke, der hærger hensynsløst gennem baghaver såvel som tundraer, indtil de når havet. Uanfægtede bruser de i tusindvis ud gennem brændingen og svømmer, til de ikke kan mere. Så går de til bunds.

Laks myldrer i vældige flokke op ad floder og elve, gyder, befrugter og driver så ned ad løbene igen med bugene i vejret. Knælerhanner dør, mens de formerer sig. Holder på deres sæd, til hunnerne nipper hovedet af dem.

Visse planter er evigheder om at gå ud. De overlever i form af kolonier, der gennem tusindvis af år sætter nye skud i større og større ringe rundt om et bortrådnet centrum.

Bakterier dør ikke, selvom de har den hurtigste evolutionsrate af nogen levende organismer. De deler sig blot, hvorfor de er forblevet det samme kød gennem æoner, men gør det som spejlbilleder af spejlbilleder, til de til sidst intet har til fælles med sig selv.

Stenarter sover, mens de danner glødende infernoer, stables op i bjergkæder, males til støv af bølger og fodsåler. Gasser forbliver gasser uanset hvilken vind, der hvirvler dem rundt, og hvilke systemer, de siver igennem. Jævnstrøm er vekselstrøm er jævnstrøm er vekselstrøm er jævnstrøm.

Du græder, mens der bliver længere mellem bippene. Du ved ikke hvem, der ligger hvor, for selvom du har udsigt til alting, har du glemt, hvad der er øjne. Du presses ud i et blændende skær, som får alle de sanser, der før blot var knopper, til at folde sig ud som paddehatteskyer.

Du har øvet dig så længe.

Gud er blank.

onsdag den 13. juni 2012

Du går rundt

i din have
og leder,
men ved
ikke helt
efter hvad,
der er løver
i krattet,
men hylden
er visnet,
og fuglene
pikker
i jorden,
du graver
et hul
til dit lort.

Three of a perfect pair

Sighlense,

psilence,

smilence.

7 linjer

Rosen blomstrer. Ingen har bedt den om andet.

***

Angsten, verdens største polygamist.

***

Altid tage afsked, før man hilser.

***

Kommer ind fra solen, våd og kold.

***

Du prøver at slukke en brand, men har aldrig kendt ild.

***

Savner den, du kunne have gjort mig til.

***

Jeg vil altid kunne passe dine fodspor.



tirsdag den 12. juni 2012

Notat uden navn

Du har en metallisk smag i munden, men kan ikke finde ud af, om det er fordi, du har spist et fly, fået elektrochok eller kastet guld op. Noget har i hvert fald forskudt sig: Et stjernebillede, et kontinent, en arm, som er blevet en fod, et følehorn, en stilk. Et eller andet.

De kører timer ud på paller henne ved lageret. Du har aldrig set hvordan, sådan én ser ud.

Du stirrer på et savblad, til du ved det.

mandag den 11. juni 2012

Monument













Vi slæber på blokke for Keops,
vi bærer en anden mands sorg
over det, der går tabt med ham selv,
gennem ørkenen, vi segner,
forvandles til knogler, man finder,
engang bliver vi set på som mennesker.

søndag den 10. juni 2012

Mål














Bolden går ind,
og man famler
med flag,
spilder øl,
synger falsk,
pletter kjolen.

Jeg sidder
ved ruden
med pen og papir,
mens jeg prøver
at sparke
til solen.

fredag den 8. juni 2012

For altid

Sønner tager grædende afsked i faders stue for spidde hinanden på bajonetter årtusinder senere. Unger ruller legende rundt i græsset en sidste gang, før de vandrer i hver deres retning. Næste gang, de ses, er de jæger og bytte, strube og hugtænder. 

Vi er ét blod, søster.

Tro mig: Vi vil bløde for hinanden i én uendelighed.

En skov af petitesser















Det,
jeg vil

tage med
herfra:

Birketræer
i regn.


***


Enebær,
så ene

om at
bære

dine
bær.


***


Det er
ikke jul,

men
granen

lyser.


***


Bøg,

du taler
grønt

og ikke
sort,

ej heller
svensk.


***


Egen
drømmer

ikke

om
en båd.


***

Rønnetræets
bær:

kun
sure

spist.


***


(til Paul la Cour)

Mellem bark
og ved:

En kejtet
tavshed.

torsdag den 7. juni 2012

Elvis leaves the building,













stavrer ned ad Elvis Presley Boulevard
på korte ben og knuger
bamsen lidt betuttet ind til brystet,
nogen synger for ham,
drengen kigger op og finder hjem.

onsdag den 6. juni 2012

Syv dødsulykker i hjemmet


Henny Petersen snitter sig til blods på pålægsmaskinen. Det hviner og efterlader et forbandet svineri, men hun mærker det næsten ikke, så hun gør det igen. Og igen. Det er sjovt at se sig selv sådan stykke for stykke, synes Henny. Man virker lige pludselig så overskuelig.


***


Victor hader lillesøster. Hun skriger konstant og tager al mors tid. Far har en rulle tape, og den finder Victor. Victor klistrer hendes hænder sammen omme på ryggen. Det pynter. Victor putter det hen over hendes mund, og nu holder han lidt af søster. Victor dækker hendes næsebor med tape og synes, hun er sød. Nu er søster grim igen.


***


Lokummet brænder. I sofaen forsøger Gerda og Allan Holst at slukke flammerne ved at drikke det ene glas vand efter det andet.


***


John Povl Henningsen falder inde i stuen, og mens kanten af glasbordet arbejder sig først gennem huden på panden, et kort øjeblik efter selve benet, rasler og vælter flaskerne oppe på pladen. Ude i køkkenet fisker Gitte Fresenius Henningsen et glas piller frem af en skuffe og går ud på toilettet, hvor hun skyller dem ud. Så sætter hun sig ind i lænestolen og tænder for fjernsynet.


***


Det knager, loftet, og først prøver Preben Mouritzen at lappe brudlinjerne med melklister. Da det viser sig nyttesløst, hamrer han brædder tværs hen over revnerne, men det gør blot ondt værre. Preben samler møbler sammen og stabler dem op, så de understøtter konstruktionen, men stadig nærmer himlen sig jorden i et langsomt, støt tempo. Til sidst bruger han sin isse som stiver til den giver efter, og hjernemasse løber ud over gulvet. Preben Mouritzen er ikke ung længere. Preben Mouritzen plejede at kunne huske en masse ting.


***


Edvind Møller har fået nok. Han kravler ind i ovnen for at dø. Der er alt for varmt derinde, og han vælter bagud, men efterlader sine håndflader på det varme metal, hvor det syder videre med en stank som branket bacon. Han træder sin kat ihjel under træskoene, så indvoldene står ud ad dens gab med en lyd, der befinder sig et sted mellem et vræl og et plask. Edvind Møller kan ikke længere findes. Edvind Møller er nødt til at være til.


***


- Hvad er der inde i stikkontakten?, spørger Ida.
- Der er elektricitet, svarer mor.
- Hvad er elektricitet?, spørger Ida.
- Det ved jeg ikke, svarer mor.
- Hvordan ser det ud?, spørger Ida.
- Det ser ikke ud af noget, svarer mor.
- Ligesom Gud?, spørger Ida.
- Ligesom Gud, svarer mor.

Idas tunge er spids nok.

Nu lærer hun englenes sprog.


(Løst bygget over Geniale Dilletanten-gruppen Die Tödliche Doris' 12" fra 1981, der bar titlen 7 tödliche Unfälle im Haushalt)

Return of the action man

Major Tom at a hot dog stand in Bagsværd thinking: "What a long, strange trip this has been."

Major Tom in a worn down night club in Løgstør singing along to "The drugs don't work".

Major Tom buying clothes from a shop i Nykøbing Falster due to the severe lack of space suits during the financial crisis.

Major Tom finally able to fit into his skin, but moaning about the fact that it doesn't match the colour of his soul.

Major Tom: Never quite over the moon, no longer a star, far beyond the sun.

tirsdag den 5. juni 2012

Tre smådigte med grønt

Træerne
knager

i vinden,

nu græder
de æbler.


***


Du lytter
til græsset,

jeg hører, når

tidslerne
gror.


***


Padderock´n´roll,

mælkefyldebøtte,

blomsterfestival.

mandag den 4. juni 2012

Trofast

Hunden var blevet gammel. Engang havde han haft den med på jagt hver søndag, og med tungen dinglende ud ad munden havde den jaget fasaner op, han kunne skyde, og logrende smidt byttet for fødderne af ham. Nu var den blind, stivbenet og træt - lå bare hele dagen i kurven og småpeb. Det var ikke et liv længere, syntes han.

Og så alligevel kunne han ikke få sig selv til at aflive den. Konen var død for et halvt års tid siden, og uden selskab var han lige så bange for nætterne nu, som han var det, da han var barn. Med den store forskel, at mørket i dag rummede alle de ting, han kun fantaserede om dengang. Der fandtes ikke det monster, som han ikke delte ansigt med, ikke den dæmon, der ikke talte med hans tunge.

En nat vågnede han ved, at hunden var kravlet op i sengen til ham. Han vendte sig om på siden for at omfavne dens varme, pelsede krop, men det var som dengang, han som dreng rakte ud for at plukke stjernerne, men kun høstede afstand.

Den drejede hovedet, og han stirrede ind i de øjne, han havde set i spejlet så mange gange før. De var kærlige, men bestemte. De viste ham sin plads. Han kunne ikke gøre andet end at adlyde. Først når solen stod op, ville det blive anderledes.

Ved daggry puffede han hoveddøren åben og løb ud i lyset. Han kunne høre vagtler og dufte græs.

søndag den 3. juni 2012

Ring, ring

- Hej?
- Hej, det er Annette.
- Hej, Annette, men undskyld: Hvem er du?
- Kan du ikke huske mig fra skolen, Jan?
- Joooh... Jo, for satan! Det er længe siden!
- Hæ, ja. Hvordan går det?
- Det går sgu ok. Hvordan med dig?
- Også helt fint.
- Så er alt godt, jo!
- Ja.

- Hvordan fik du mit nummer?
- Jeg slog det efter i Krak. Du har jo et ret specielt efternavn. Det var nemt.
- Hedder du også det samme nu om stunder?
- Nej, nu er det Traberg.
- Nå, du er blevet gift? Tillykke, du!
- Det er ikke noget at ønske mig tillykke med. Vi er blevet separeret.
- Okaaay... Det var trist, så.
- Det er det egentlig ikke.
- Godt så!
- Ja, godt så!

- Men hvorfor ringer du? Er du ved at samle klassen?
- Nej, dem gider jeg ikke at se igen. Kan du huske, hvordan de var over for mig?
- Lidt for godt. Jeg var måske den eneste, der altid forsvarede dig. Gode karakterer var ikke noget, der var populært, men jeg syntes sgu, du var sej, hæhæ.
- Ja...
- Men hvad kan jeg så ellers gøre for dig?
- Jeg tænkte på... Det er ikke helt nemt at spørge om, men... Jeg er lige flyttet til København også. Er du med på at mødes på en café en dag? Vi kunne jo drikke noget kaffe.
- Om jeg er?
- Det hele virkede så...uafsluttet dengang.
- Gu' gjorde det så. Men jeg havde alligevel ikke regnet med, at du ville ringe til mig!
- Det har jeg så gjort.
- Det må man sige.

- Var du virkelig forelsket i mig dengang?
- Om jeg var! Det sagde jeg jo også til dig! Du var den første pige, jeg nogen sinde blev varm på.
- Man siger så meget.
- For helvede, Annette! Jeg ridsede dit navn i træerne, skrev digte til dig, du aldrig fik læst, og cyklede hver søndag 15 km. bare for at kunne køre forbi det sted, du boede. Var altid pisseræd for, at du ville se mig. Jeg var ikke bare skudt i dig - jeg var besat!
- Og hvad ville du så have gjort ved mig, hvis jeg havde sagt ja den dag?
- Prøvet at kysse dig, tror jeg.
- Ikke andet?
- For pokker, jeg nægtede at tænke på dig på den måde. Det var ikke rent. Jeg tænkte på alle mulige andre, når jeg rørte ved mig selv. Aldrig dig. Du var ren. Jeg skulle ikke sværte dig til med mit...smuds.
- Øv.
- Ja, hæ. Øv.

- Hvordan så nu? Har du nogen?
- Ikke rigtigt. Jeg er broke. Ikke værd at samle på.
- Hvad mener du?
- Har brugt for mange penge på at flytte til og fra de forkerte kvinder.
- Du lyder bitter.
- Det er jeg egentlig ikke. Ting har deres tid. Jeg fortryder ikke nogen af dem. Det var godt så længe, det varede. Men de hober sig jo op, regningerne. Og så er det, man bliver kynisk. Det er meget nemmere, hvis det kun er én aften ad gangen, du ved.
- Hm. Har du børn?
- Næ. Har du?
- Næ.
- Hvorfor? Vi er jo ikke helt unge længere. Måske er det for sent.
- Jeg kunne ikke stole nok på ham.
- Jeg kunne heller ikke stole nok på mine. De kunne i øvrigt heller ikke stole nok på mig. Har aldrig samlet på dumme piger, jo.
- Det kan jeg forestille mig.
- Hæ.
- Så du er ledig?
- Jeg er ledig. Læg i det, hvad du vil.
- Det skal jeg gøre.

- Hvorfor ville du ikke noget dengang, egentlig? Jeg mener: Du ringer jo nu?
- Jeg havde jo kysset på din kammerat. Det ville have været noget rod.
- Og jeg var pilhamrende ligeglad.
- Det var jeg ikke. Man er meget...korrekte i min familie.
- Ja, jeg har sgu altid været en havnearbejder.
- Det ved jeg. Men alligevel: Din kammerat?
- Det holdt ikke.
- Hvem siger, vi ville have holdt?
- Det havde vi nok heller ikke gjort. Vi var så unge. Jeg var over de 20, før jeg vidste, hvad jeg ville med noget som helst.
- Jeg var over 30.
- Du virkede ellers altid så målbevidst! Jeg hørte, du slap fra gymnasiet med et snit på over 12!
- Jeg fik en skideballe af min far, hvis jeg fik 10.
- Hold da kæft. Det er jeg sgu ked af at høre.
- Sådan var det.
- Det må jeg sgu nok sige. Men du blev laborant, ikke?
- Jo. Nu arbejder jeg på et rejsebureau.
- Okaaay. Hvad så med dine forældre?
- De døde. I et biluheld.
- For helvede. Det er jeg er sgu ked af at høre.
- Sådan er det.

 - Men du har det godt nu?
- Ja. Jeg har en god lejlighed.
- Lidt sølle definition på at have det godt, synes jeg.
- Den er fin nok for mig. Jeg kan være her.
- Har det også fint her. Det er godt nok bare et værelse, men her er til at ånde.
- Skønt.
- Ja, det er ok. Det er bedre end ingenting.
- Men ikke bedre end alting, vel?
- Det er lidt det samme.
- Ja.
- Ja, det er.

- Hvad finder vi ud af?
- Nå ja, ud over det obligatoriske knald i en baggård efterfulgt af en telefon, der ikke ringer?
- Ja, ud over det?
- Tror du, vi finder ud af noget som helst?
- Det ved jeg ikke.
- Det ved jeg heller ikke.
- Der var bare så meget energi dengang. Jeg har savnet det.
- Det er anderledes. Vi er voksne nu, Annette. Jeg er fucked up, du er fucked up, alle er fucked up.
- Du er i hvert fald ikke ren mere, kan jeg høre.
- Det er du heller ikke. Du er et menneske, der har ændret dig og er blevet ældre. En dag dør du, og så er det hele alligevel lige meget.
- Ha! Det gør du også!
- Tror du, jeg ikke ved det?
- Jo. Hvad finder vi så ud af?
- Hvad siger du til ingenting overhovedet?

- Jeg savner dig, Jan.
- Og jeg savner dig, Annette.
- Er det alt?
- Det tror jeg nok.
- Vi snakkes ved.
- Det tror jeg ikke.
- Vi drømmes ved, så.
- In your dreams.

- Farvel?
- Farvel.

lørdag den 2. juni 2012

Out of mind

Der, hvor du boede engang, bliver skygger til vand,
og man spiser metal, drikker æter og indånder stenarter,
danser i sneen i juli og ler som besatte i drømme
ved tanken om væsener som dig, kære ven,
gud har humor, og du er en joke.

fredag den 1. juni 2012

Vildspor

Bussen er atter forsinket,
og folk taber ansigter,
ligger og roder på gulvet
i håb om at genfinde ting,
der er tænder i asfalten,
bydele vrides af led,
kartograferne knækker
som kviste, i junglen
for enden af vejen
går aberne tidligt til ro.