torsdag den 31. maj 2012

Pattern recognition

Timerne går, og der står ingenting på papiret,
du kigger på summende fluer i stuen
og tæller de dråber, der falder fra hanen i køkkenet,
du tænker på indkøb og porno,
du mindes dengang, hvor du knuste din fod
mod en husmur i Skåne, du bander igen
og igen, det er sommer, og bladene falder.

onsdag den 30. maj 2012

Havnen

er farlig
i blæst,
dine sko
bliver for store,
din trøje
for stram,
dine ører
forfløjne,
du sejler
i blinde
mod pande
og knæ,
der går
verdener
til bunds.

tirsdag den 29. maj 2012

Fuglene

synger i hækkene,
kvidrer
i karmene,
spejder i flugt
ned i skorstenens dyb,
de kan se,
hvad du laver,
dit svin,
og de skider
det hele
et stykke.

Do you remember the first time? (2012)


Vi bollede alt, alt
for kejtet og hurtigt
på bagsædet af
din gemals gamle Volvo,
det regnede hvidt
over afsides ørkener,
mens sneen faldt tungt
over skoven og gruset,
du satte mig af
ved en grillbar i Balle,
og så gik jeg hjem
til mig selv.

(omskrivning af et gammelt digt fra ca. 2003, som var inspireret af Pulp-sangen af samme navn)

mandag den 28. maj 2012

Natligt opkald

Telefonen ringer. Den er kold i hånden.

- "Hej", siger hun. "Nu er det sket". Hun er fuld. Hun prøver at holde sine dæmoner hen med snak.

- "Det var godt, når det nu skulle være", svarer han og ser alligevel helt forkert ud i den anden ende af røret, men det ved hun ikke. Det er hans job at fingere en slags holdepunkt i et univers, hvor alt er vand.

- "Hvad skal der blive af mig?", spørger hun med nogle helt andre ord.

- "Liv så længe, det varer", svarer han med andre igen. Han taler med sig selv.

- "Du var aldrig nok", konstaterer hun lettere anklagende.

- "Du var ikke det, du troede, du var", siger han og tegner kruseduller på en gammel regning.

- "Hvad så nu?"

- "Jeg synes, du skal begrave nogen".

- "Hvem?"

- "Den, der er død".

- "Hvordan?"

- "I din stemme".

- "Vi ses!"

- "Vi skal nok blive set".

Det dutter. I døgnkiosken køber han smøger og blomster.

Fiat lux

Vi vandrer i tunneler af lys. Vi samler ting op fra jorden og ler, mens de brænder sig ind i håndfladerne. Vi ler, når vi finder hinanden, og ler, når vi blændes. Vi får farve, vi bliver brune, vi forkulles. Vi forsvinder bag et gyldent, kogende hav.

søndag den 27. maj 2012

Skulderklap fra Slagtryk

Hvert kvartal uddeler Tidsskriftet Slagtryk - assisteret af udvalgte interessenter fra andre dele af det litterære Danmark - et forfatterhonorar på 2500 kroner til en bidragyder. Interessenten var denne gang Paul Opstrup fra Literaturhaus, og valget faldt på yours truly i form af bidraget "Udkant 1 & 2" fra sidst i marts måned. Efter en længere, lettere modløs periode kan jeg kun sige, at såvel beløb som anerkendelse er faldet på et tørt sted - og hvad jeg er næsten allermest glad for er, at "Udkant"-digtene var "outtakes" fra mit hjertebarn 8600 - mit opus om barndom og ungdom i sovebyen Voel udenfor Silkeborg. Havde knapt nok regnet med, at Slagtryk ville tage teksterne, da jeg sendte dem ind, og slet ikke med at blive præmieret. Men det gjorde jeg altså, og for mig er det - også - blevet et konkret bevis på bæredygtigheden i et lyrisk set lidt vovet, stærkt personligt materiale.

Så jeg er glad, glad, glad! Tak, Paul og Slagtryk!

Beløbet vil blive brugt til at finansiere trykningen af min debutbog.

Kær

Han standsede bilen på p-pladsen, låste døren og begyndte at gå. Der var noget over lyset og duften, som virkede uhyre velkendt. Næppe tilfældigt. Det var mange år siden, han havde været her sidst, men stedet var det samme, og det var noget i ham også.

Dengang havde han løbet rundt med bare tæer og fanget sommerfugle i rørskoven eller vandkalve i vandet. Ikke fordi han skulle bruge dem til noget - det var det at fange dem, som havde haft betydning. Følelsen af at have rævehale eller grævlingeører. Dengang havde han såmænd ikke engang overvejet, hvad han skulle bruge sig selv til. Han havde haft nok i mudderet, solen og de små snitsår på knæene fra sivene. Først om aftenen, når tågerne sænkede sig, var mennesket kommet op i ham, og han var smånervøst begyndt at bevæge sig op mod cyklen på skrænten ved vejen. Historierne gik stadig på egnen om mosekonen, hvis bryg fik selv stedkendte, grandvoksne bønder til at synke i dyndet, og lygtemænd, som lokkede folk ud i bundløse huller. Ikke fordi man troede på den slags, men det var altid bedst at være sikker.

Han satte sig ned på åbredden og tændte en smøg. Der, hvor asken dryssede ned i vandet, kunne han stadig se små biller bevæge sig rundt på bunden, og guldsmede i klare, metalliske farver landede og lettede omkring ham, mens svalerne udførte hurtige, umulige manøvrer i luften, mens de snappede føde. Han lod dem fortsætte med det, de var sat i verden for at gøre. Han havde også sine opgaver at udføre, sine pligter at passe, sine regninger at betale, og det blandede alle disse efterhånden så eksotiske væsener sig heller ikke i. De havde hver deres hjemmebane, og han vidste, at denne ikke var hans. Ikke længere, i hvert fald. Hans flyveører blev sgu aldrig andet end flyveører, hans røv aldrig andet end hans røv.

Noget puslede i krattet, og han vendte sig om. Det lod til at være et ganske stort dyr. Muligvis en hund på afveje. Han kunne se sivene bevæge sig, mens sværme af fugle og insekter lettede i en bred kreds omkring væsenet, men det var stadig ikke tæt nok på til, at han med sikkerhed kunne bedømme dets art. I hvert fald ikke før en skikkelse med ét hvislede ud af vildnisset og børstede såvel spindelvæv som kæruld af sig.

Det var en dreng. En dreng på 11-12 år med kort, leverpostejfarvet hår i hvide shorts og blå t-shirt.

Han vidste godt hvem, han var.

Han gik hen for at omfavne knægten, som han havde savnet så længe, men barnet smilede bare kort til ham, vendte sig om og begyndte at gå tilbage i den retning, det kom fra.

- "Hey! Vent!", råbte han, men drengen standsede ikke. Så måtte man følge efter, og det gjorde han så over svuppende jord og grøfter så brede, at han meget af tiden ikke var sikker på, at han var i stand til at krydse dem. Han var hurtig, møgungen, men alligevel fangede han hele tiden glimt af blåt stof mellem sivene forude. Før eller siden skulle han nok indhente barnet, og det ville fortryde, at det havde været så sky. Sådan huskede han det i øvrigt heller ikke.

Så med ét sagde det plask, ikke svup. Han kiggede ned, og hele underkroppen var dækket af sort, mudret vand. Han prøvede at løfte benene, men det lod sig ikke gøre - fødderne var allerede for kraftigt viklede ind i sivrødder, bukserne alt for tunge af ælte. Og turen nedad fortsatte nådesløst. Brystet fulgte skridtet, og selvom armene fægtede nok så ivrigt løs, måtte de samme vej. Og mens også ansigtet omsider blev suget ned, blev panikangst afløst af en underlig lykkefølelse. Der var ikke mere, han skulle. Der fandtes ikke mere at skulle. Om der omhovedet nogen sinde havde været noget. Udover altså at mærke denne duft og føle dette vand mod huden.

Over vandoverfladen så han et smilende drengeansigt og en hånd, der vinkede til ham. Han vinkede lidt vemodigt tilbage og var alligevel lige ved at le i store, larmende bobler, da han så barnets lodne, sorte ører med hvide spidser.

Så brød solen frem, og det gik op for ham, at det havde været nat.

fredag den 25. maj 2012

Uden titel

Vindstille,

krøllet
metal,

gamle,
hældende

popler.

Rummet

"Vi skal ikke gå ind i det rum", siger hun til ham og peger på dørhåndtaget, som befinder sig lige foran dem.

Døren er skrammet, men holdt i en neutral, grøn farve. Ingen af dem kan bedømme, hvad der befinder sig derinde. Måske et kobbel ulve, som allerede har spændt kroppene for at springe på dem i det øjeblik, de kommer ind. Måske en dagligstue med store, bløde stole, de kan sætte sig til at dø i. Måske en himmelseng, der lige pludselig vil lette og tage dem med.

Den er bare en dør. Men de ved også, at de aldrig vil kunne vende tilbage, hvis den åbnes. Den kan kun lukkes bag dem.

"Du har nok ret", siger han til hende.

Gulvet i gangen er vådt.

torsdag den 24. maj 2012

Forstyrrelser

Han forsøger at indstille transistoren, men den er helt gal med antennen. Mellem støj og skrat dukker obskure sendere fra Murmansk eller Khartoum frem af æteren vekslende med mystiske kanaler, hvor stemmer, han engang har kendt, hvisker uforståelige, baglæns budskaber. Et enkelt signal virker så fjernt og bizart, at det får ham til at kradse ordet "Wow!" ned på blokken i vindueskarmen.

Der står gnister ud af apparatet. Elektroder svitses af, plastic løber ned ad siderne, metal bøjer sig sammen i abstrakte former. En tyk røg dækker stuen, og han kan ikke se en hånd for sig. Kun et sort, uendeligt rum.

Han forstår det hele nu. På andre sprog.

Og han hamrer panden ind imod en dørkarm.

onsdag den 23. maj 2012

Jeg gætter på vejbred,

jeg gætter på yoghurt, jeg gætter på isbjørne, togkonduktører og byer i Jylland, jeg gætter på tænder og sandsten og mørket i januar, hvad kan jeg vinde?

tirsdag den 22. maj 2012

Uden titel

Der er meget, som smelter
i varmen - som snemænd
og poler og asfalt og hjertet,
jeg gav dig til låns, men du glemte
at gemme forsvarligt i fryseren.

mandag den 21. maj 2012

Jeg er ikke rigtigt vågen,

solen farer vild i skuffen,
haner galer uden hoveder,
vejen ligger hen i tåge eller røg.

Gassen sætter ind,

og lægens stemme bliver til noget fra en drøm. Man graver guld og rammer årer. Jeg har munden fuld af grus.

søndag den 20. maj 2012

Dragør session 20/5-12

Tangen
rådner,

mens jeg
lægger
blomster

på din
grav

***

Vandet
blænder,

du er
ikke her,

og jeg
er blank.

***

Himlen
er blå,

var den
gul,

ville ternerne
flygte.

***

Fodspor
i sandet

som om,
det forsøger

at huske.

***

Mågerne
letter,

og havet
er havet

som før.

Endnu en demonstration

Folk stimler sammen
i silende regn,
ryster i kulden
og venter på tegn
- snart skal de gå,
det er ikke motion,
det er blot endnu
en demonstration.

"Magten skal dø",
råber alle i takt.
En får et slag
af en panserklædt vagt,
"Se bare der!",
råber alle i flok.
Folk handler ind:
"Hold nu op med det brok!"

Og på et nedslidt
regeringskontor
sidder en mand
ved et skinnende bord.
"Nå, nu igen?",
ler han højt, ganske kold:
"Stik mig mobilen,
nu bliver der vold!"

Brosten bliver våde
af tårer og blod,
kniplerne hvisler
og hamrer imod.
Vogne bliver fyldt,
celler bliver til hjem,
sager bliver ført
mod enhver, der var slem:

"Retten er sat,
det er ikke for sjov.
Hvis I vil rase
mod flertallets lov,
tirre et grundfæstet
demokrati,
gavner det, hvis I
er flere end ni!"

Bøder bliver udskrevet,
folk drager hjem,
røde af vrede,
men egentlig: Mod hvem?
Man kan have ret,
men mod jura og mord
hjælper kun visdom
og velvalgte ord.

lørdag den 19. maj 2012

Sygdommen

Han havde feber. Noget i hans krop provokerede resten så meget, at han i stedet for et menneske var blevet til ét stort antistof. Selvom han lå under flere lag dyner, frøs han bitterligt, og enhver, der kom forbi, skreg han af, at han gerne ville have ro. Spise kunne han ikke, og lungerne peb af slim, når han åndede. Det var fanden til kattepine, var det, og selv lægen, som allernådigst havde fået lov til at undersøge hans svedige krop, havde ingen kvalificerede bud på hvad, der var i vejen.

Der han lå han så og gloede på det der åndssvage stukloft med blomstermønstrene, mens lyden af hjul og hove, der slæbte sig enerverende langsomt hen over brostenene længere nede, sneg sig ind ad det åbne vindue. Han prøvede at sove, men kunne ikke, og forsøgte at lukke øjnene, men de sved. Og så kiggede de igen på det samme evindelige mønster, indtil det begyndte at virke som gift på sjælen. I usete stunder sendte han med al den kraft, han overhovedet kunne mønstre, spytklatter op mod loftet, men særligt langt nåede de aldrig. I stedet landede de på kinden og sengetøjet, hvor de efterhånden dannede syge, gullige, knasende kager.

En dag fløj en due ind og begyndte at hakke i skidtet. "Pst, pst!" råbte han og verfede ud mod den med hænderne. Den lettede bare kort, satte sig igen på brystet af ham, lagde hovedet på skrå og plirrede med øjnene. Så pillede den videre, indtil alt var væk, og lettede.

Om natten sneg rævene sig ind, hoppede legende rundt i soveværelset og begyndte så at hive sengetøjet af ham. "SÅ HOLD DOG OP!", brølede han desperat, men de logrede bare og fortsatte, indtil hele gulvet var fyldt med fjer og små stykker stof.

Endelig kom ormene. De havde god tid og arbejdede sig frem fra tæerne og opefter. Lod saltkager, hår og undertøj forsvinde ind i deres bittesmå munde, men undgik ærbødigt hans. Selv sagde han ikke noget, for hvad skulle det nytte at parlamentere med den slags dyr? Nej, han måtte nøjes med at grine, når de kildede hans hud, og så ellers vente på, at de blev færdige med deres forehavende.

Der lå han så til sidst, fuldstændigt nøgen. Det gjorde ikke så meget mere. Hans stemme var helt væk, men det var feberen også. Den var sunket ned bag horisonten sammen med solen. Nu gjorde det ham ikke længere noget at stirre på mønstrene i loftet eller lytte til hovenes klip klop. Der var tid nok. Også til dem, der kom og græd, dem, som fjernede noget i rummet, og sommerfuglene, der dansede gennem rummet og ud gennem den åbne dør.

Man sagde, han var død. Han vidste bedre.

Han var rask.  

fredag den 18. maj 2012

Skuffedarium

Skuffen er fyldt med gamle regninger. Han trækker den ud og bladrer dem igennem. Intet af det, de er udskrevet for, er relevant længere, så han dropper at betale dem, folder arkene sammen til kugler og kyler dem i pejsen. Nedenunder ligger der fotos af folk, som er døde, og arkaiske versioner af ham selv i pangfarver og trompetbukser. De ryger samme vej. Ligesom de manuskripter om udødelig kærlighed og forestående undergang, der betød så meget, indtil de var færdige.

Helt nede i bunden finder han et par briller. Stellet er skævt, og glassene er revnet. Dem tager han på. De klæder ham, synes han.

Han kan se som aldrig før.

torsdag den 17. maj 2012

Sagittarius

Der er kommet en distance i mit blik. Det er ikke skidt. Verden er lavet af distancer. Folk betaler formuer for at komme til Manila, så de kan se sig selv på afstand. Distance er sundt. Det giver én fornemmelsen af at kunne råde over et rum.

Der er kommet en distance i mit blik. En distance af den type, som gør det muligt at kigge på lig. En distance, der tillader mig at tildele ham et spark i kæben, så tænder rasler ud på asfalten. En distance, som lader mig lukke døren ind til det rum, hun sidder og græder i. Det er godt med distancer. Kloder drejer.

Der er kommet en distance i mit blik. Det opfatter knive og nåle, når de nærmer sig, men smerten er en andens. Det løfter sig, når jeg sidder i cellen med cigaretter brændt ind i panden og gloende stænger i rektum.

Der er kommet en distance i mit blik. Jeg vil rejse.

Jeg vil rejse op til Månen.

Jeg er skytte.

onsdag den 16. maj 2012

Buddha

i haven

i regnvejr,

en dråbe
beton.

tirsdag den 15. maj 2012

Apis mellifera

Han har sat sig på bænken for at høre bierne summe. Mens de flyver fra plante til plante, suger nektar i sig og bærer pollen videre under deres sorte, krogede fødder, spinder de et sikkerhedsnet af bløde vibrationer hen over skovbunden. Om nogle måneder vil frø dratte af stilke, og grene vil knække under vægten af moden, saftig frugt, og det er alt sammen deres skyld.

Edderkoppperne spinder også. Store, gennemsigtige net, der spænder sig ud mellem strå og stammer. Det er det, de skal, og de insekter, som døser drømmeløst inde i klumperne af spindelvæv, ved det godt. Måske er det ikke kun giften, der forhindrer dem i at gøre modstand. Det tænker han, mens han tænder en smøg og putter skyer op på himlen.

Snart vil de komme og stikke ham, bierne.

Honning vil dryppe fra læberne.

mandag den 14. maj 2012

Drift

Skyerne driver. "Hvor driver de hen?",
spørger seende, der ikke kan se.
"Hen, hvor de skal!", svarer jeg,
men må stadigvæk prøve at leve med dét.

Fortunas forlis














Gamle Kræn Jepsen, en skipper fra Thy,
kom i havsnød en sømil fra Hou.
Skibsdrengens klynken og styrmandens råb
gjorde søulken temmelig flov.

"Hør på mig, manne!", skreg Jepsen i blæsten
blandt master og bramsejl i fald:
"Nu har vi sejlet så længe, og skal vi
til bunds, er det derhen, vi skal!"

Mandskabet kæmpede, skipperen åbnede
munden og åndede ind.
Snart var der havblik, og der, hvor Fortuna
gik ned, føltes ikke en vind.

Skibsdrengen brændte i helvedes flammer,
og styrmandens ansigt blev blåt
- gamle Kræn Jepsen, den vejrbidte stodder,
drak porter på havkongens slot.

søndag den 13. maj 2012

Bønnerup Strand

Han smed en sten i vandet. Uden så meget som et plask ramte den spejlet og fortsatte ned mod en bund, han ikke kunne se. Ikke så meget som én bølge eller én ring efterlod den. Havde den nogen sinde eksisteret, var den i hvert fald helt uden relevans nu.

Han kiggede op mod himlen. Fuglene fløj i hver deres retning, skyerne tyndedes ud, og ude i mørket løsrev stjernerne sig fra deres billeder og svingede ud af kredsløbet om Mælkevejens centrum, der i det samme forstøvede. Alt fortsatte ud i ingenting, der ikke fandtes, fordi ingenting ikke kan findes, hvis der ikke er noget til.

Der stod han så og græd. Han var kommet herud, fordi han ville være fri, og det var han. Alle var fri. Alt var frit. Men det var ikke med vilje, sagde han til sig selv. Det var ikke med vilje.

Mens benene løsrev sig fra hans bækken, og fingrene drattede af hans hånd for at krabbe sig hen over jorden, som blev stadigt løsere at se til, så han en mand længere nede ad stranden, der smed sine sneakers, gik ned til kanten og fortsatte ud over voverne, syngende, dansende, gående.

Fuglene fulgte ham. Fiskene også. Og stjernerne.

Fulgte ham hen, hvor han skulle.

lørdag den 12. maj 2012

Fandt

dig,

men prøvede
bare

at finde
mig selv.

fredag den 11. maj 2012

Fuglene

flyver,

får pip,
katten

pusler
i lemmen.

Dage,


hvor selv

det at
glemme

er mere
end nok.

torsdag den 10. maj 2012

Regnvejrets

hån

af den dråbe,
der faldt

allerførst.

onsdag den 9. maj 2012

Jeg hører ingenting i dag.

Jeg hører ikke dig, der lukker ord ud, som du plejer. Jeg hører ikke fuglene, for de synger falsk og har det ikke, som de lyder. Jeg hører ikke den der susen i æteren, der muligvis bare er lyden af blodets vej gennem kroppen. Jeg hører end ikke stilheden. Jeg stoler ikke på nogen eller noget. Jeg synger "la la la" og har nok i mig selv. Jeg er blevet en engel.

tirsdag den 8. maj 2012

Stenene venter på selskab,

du sover,
du dufter af roser og kamfer,
jeg sidder
bag ruden i stuen
og venter
uroligt på noget.

mandag den 7. maj 2012

Kasse 1

Han ligger på bunden af et hul.

Det er ikke det værste sted at befinde sig. Temperaturen dernede forhindrer ham i at blive ældre. Den holder hans tanker helt kølige og klare. Mere end nogen sinde værdsætter han, at grønt er grøn, blåt er blåt og brunt er brunt, og han kan høre ting, han aldrig har set, rumstere omkring sig.

Han har det godt her. Han er befriet for at tage noget alvorligt. Om kloden fortsætter med at rotere om sin akse, er ikke hans problem.

Luften er et drug, der suser gennem årerne med ufattelig fart og skyller alle urenheder med sig. Fuglene synger, eller også er det englene.

Nogen rasler i gruset over hullet. Han kan høre lyden af jord, som skraber over metal. "Til jord skal du blive", siger en stemme.

"Alting har en pris" tænker han, mens klumper og sten hvirvler ned mod øjnene.

lørdag den 5. maj 2012

Vågner

og finder et digt i min seng, som en anden har skrevet,
i stuen er vinduet åbent, det trækker, og rækker af jordbær
har plantet sig selv på mit gulv, tag og tyg lidt på dem.

Himlen

er blå,

og det er den
fordi, den er til,

den er dum nok,
du taler

om sort
og orange,

du tænker,
hvad helvede

tænker
du på?

fredag den 4. maj 2012

Floden

Hver dag gik han ned til floden for at drikke den slurk, som holdt ham i live. Vandet kunne læge alle sår - også dem, han ikke vidste, han havde. Det kunne afsløre den tyngde, som samlede hans lemmer i én krop. Det kunne gøre folk så gennemsigtige, at både deres sandheder og løgne fik ham til at le i vilden sky. Det kunne blæse taget af himlen, så han fik udsigt til galakser, ingen andre kunne se, og skrælle barken af selv det mest undseelige træ, så han kunne se det skjulte hjerte, som pumpede saften rundt i blade og grene. For floden var dyb, og han vidste ikke hvor, den kom fra, og han havde aldrig set det hav, den mundede ud i.

For det meste svulmede den, og vandet smagte så køligt og rent, at han fornemmede suset af fisk og smådyr på bunden. Af og til var den fyldt med halvt opløste lig, folk længere oppe ad løbet havde begravet i strømmen. Så var drammen bitter, men ned skulle den, og det førte sine indsigter med sig. Engang havde han troet, at han måtte tørste, hvis lejet helt tørrede ud, hvilket det ind imellem gjorde, men sand var også en væske, om end en uhyre koncentreret, og han slubrede den i sig uden at blinke.

En dag førte floden lys med sig. Flydende, duftende, læskende, brændende lys. Han vidste omgående, at han ville blive dræbt, hvis han gjorde, som han plejede; at øjnene ville smelte og organerne briste som regndråber, når de ramte hans sjæl, der ville forvandle sig til ét stort, fladt, roligt vandspejl, som solen kunne spejle sig i.

Men han drak. Drak, til kilden løb tør og bjergkæder dukkede op på bunden af de vældige bassiner, som før havde rummet oceaner.

Og i en bugtning længere nede skylledes en pen op på land.

torsdag den 3. maj 2012

Klokkerne

Han vågnede til lyden af klokker. Han kunne ikke udstå klokker. De gav ham lyst til at kaste med sten. Store sten.

Han kunne godt lide sten. Når de lå der på jorden og sov, tunge og grove, mindede de ham om familie. De ville altid være der. Også når han var ubehøvlet og vejrede blod, hvis folk kom forbi.

Af og til talte han med blokkene. Så fortalte de ham ting, han altid havde vidst, og han fortalte dem ting, de ikke havde en chance for at ane noget om.

Egentlig fordrev de bare tid, mens de lå der på jorden og mediterede, men det var i orden. Den havde de nok af. Også det havde de til fælles. Det og så det faktum, at den alligevel heller ikke var ubegrænset. En dag ville de blive til små, fine partikler, der var for små til at registrere, og han ville fade ud mellem de klipper og træer, han altid havde kendt, og ikke længere være en trussel for nogen eller noget.

Det var fint sådan. Det var derfor, de var noget værd. Og når det sidste vindpust engang førte dem bort, ville roen være ubeskrivelig.

Men klokkerne hadede han, for de kaldte på nogen.

De kaldte på noget.

Det kom.

onsdag den 2. maj 2012

Sirener

Det skete præcist kl 12. På et hustag gik den første sirene igang, og som i syg parodi på call and response-mønstret i en gammel gospelsang kaldte den på tusindvis af andre, der rejste sig i et altomsluttende, alarmerende kor. På gaderne dukkede nogle folk sig, hvor de var, for en trussel, de ikke kunne sætte ansigt på, mens andre satte i løb, skiftede gear eller hakkede speederen i bund for at komme hjem til deres kære, inden det sluttede. Kollisioner skete uvægerligt. Ansigter blev sparket til blods, fordi de var i vejen, ribben knækkede mod cykelstyr, bækkener pulveriseredes under tunge gummidæk. Busser torperede bygninger, som vaklede et kort øjeblik, før de styrtede i grus. Lastvogne hamrede ind gennem butiksruder og forvandlede folk, som prøvede at grave sig gennem glasset med neglene, til blodige plamager af væv. Togsæt røg af spor og fortsatte ind i atomkraftværker, der smeltede ned og sendte tykke, giftige skyer ud over hele kontinenter. Krige blev udløst for at værne sig mod befolkningsgrupper, som i desperation forsøgte at skyde genveje til tryghed, og lysende paddehatte rejste sig i horisonterne.

Kl. 12:15 var det slut. Det var en rutinemæssig afprøvning af materiel.

Ved en afsides strandbred stod en enkelt mand, der havde kigget i kalenderen og vidste hvilken dag, det var. Han rystede bare på hovedet og spejdede ud over havet, der trods al omgivende virak var helt klart og blankt. Himlen var blevet mørk af de mange hændelser, så det var ikke det store, han kunne se derude.

Men han kunne høre nogen synge.

Han tog tøjet af og begyndte at soppe.