mandag den 30. april 2012

Reaktion

Det skete bare en dag. Pludselig lå det dér på gulvet, og de trak sig instinktivt bort. Kunne end ikke se hinanden i øjnene. Tungerne lå slappe og lammede hen i deres munde. Der var ellers nok at sige, men hvad det end var, kom det ikke ud. De måtte bare gå i hver deres retning med uforrettet sag.

Hvad det, som lå på gulvet, engang havde været, kunne være lige meget nu, men de havde begge to troet, at det ikke fandtes længere. At det var forsvundet med bruset i kummen eller vindstødet på gaden. Men det var det tydeligvis ikke. Det lå der og vred sig - halvvejs råddent, halvvejs levende - med fire øjne, fire hænder og et hoved fyldt med uanvendelige erindringer. Det rakte ud efter folk, der ikke eksisterede mere, og forsøgte at varme sin blåfrosne hud i strålerne fra en sol, som var gået ned. Det var ikke noget, man kunne rumme. Det var noget, selv kloden drejede sig bort fra med lige dele vemod og afsky.

Hvor de gik hen, melder historien ikke noget om. Historier indkapsler det, de skal fortælle, og udskiller det, de ikke skal. Hvis de ikke skal fortælle noget, sker det, at de opstår alligevel. Af sig selv. Så udstøder de alting: Personer, plot, æstetik. Så svier de i munden og brænder fingerspidserne. Så bliver de antistof i en verden af stof. En kraftig, abrupt eksplosion, mens poler møder hinanden og opløses.

Men de gik.

Sådan går det, det hele.

En dag ad gangen.

Animanomali

Jeg glemmer af og til, at jeg er et dyr. Jeg glemmer af og til, at jeg startede som slimede organismer, der klæbede sig til stenene i fjerne oceaner, og at jeg har åndet med gæller. Jeg glemmer af og til, at jeg har gemt mig i gange under jorden, spist ådsler, som uddøde kattearter efterlod, og slået artsfæller ihjel, fordi de sad i det forkerte træ med den forkerte hun. Jeg glemmer af og til, at det er sulten, som vækker mig, de gyngende buler under bluserne, som holder mig i gang, og den modstræbende hengivelse til det uvisse ved nattetid, som gør, at jeg findes endnu.

Når jeg glemmer det, tror jeg, at jeg har vinger eller kommer fra en anden planet. En illustration af mit format: At jeg ikke kan finde en bedre metafor for det evige og rene end fugle, der æder biller, skider og dør. At jeg ikke kan forklare min forekomst bedre end ved at henvise til væsener fra andre stjerner, som altid minder forbløffende meget om mig selv.

Jeg tager tøj på for ikke at fordampe. Jeg forhindrer mine tænder i at smuldre ved at smøre dem ind i pasta af tvivlsom beskaffenhed. Jeg skriver digte, der intet præciserer. Jeg beder om at blive forløst fra noget, jeg ikke helt ved, hvad er, og får ikke svar.

Af og til husker jeg, jeg er et dyr.

Så vandrer jeg lykkeligt ind i buskadset og ruller mig sammen.

Markør i 2. oplag

For et års tid siden lavede jeg - inspireret af punkens DIY-ideologi - cd-rommen Markør, der rummede en række oplæsninger samt en ganske voldsom lydcollage, jeg fra 2009-11 havde indspillet i samarbejde med bl.a. Cecilie Illemann Hammershøy og Ole Bundgaard. Førsteoplaget på 25 eksemplarer forsvandt som dug for solen, så siden har det været min hensigt at give produktet en tur mere i møllen. Nemmere sagt end gjort: Når tid er ens mangelvare # 1, kan det tage en krig at få de forskellige ender af processen til at gå op i en højere enhed, og når alt produceres i hånden, kan det, skal jeg hilse at sige, endda være fysisk krævende, når tekstnoterne i 25 covers skal kradses ned! Men det lykkedes altså! Igen!

Til gengæld også for sidste gang. Mod min vilje (downloads er bare ikke det samme!) synes cd-mediet at være på vej ud, og dermed også cdr-udgivelsernes gyldne dage. Hvad der skal ske med mit lille label Waste of Ammo, som har et par udgivelser bag sig, står hen i det uvisse - jeg udelukker ikke, at der kommer mere i én eller anden (sikkert digital) form en dag. Men nu tømmer jeg i hvert fald kassen og bruger hver krone, der kommer ind på salget af Markør, på trykningen af en bog på et udvalgt forlag.

Nu som dengang består tracklisten af det, jeg selv vurderede som de bedste tekster i den periode, cd'en blev til i, nemlig:

1: Arv
2: Johannes
3: Halvhjerne
4: Cykel
5: Skumring
6: Det er mange år siden
7: Det er koldt udenfor
8: Landkending
9: Majsang
10: I Texas et sted
11: Hej kat
12: Hul
13: Kære kvinde
14: Picnic i Hiroshima
15: Luk blodet ud!
16: Det er så enkelt
17: Prædikerens Bog 1, 2
18: Tsunami

Herligheden (eller hvad den nu er) fås i blå, sølvfarve og klart omslag med klistermærker. Alt er håndlavet og nummereret.
 
Prisen er 30 kroner + evt. porto. Bestil på damaetas@live.dk

søndag den 29. april 2012

Jeg mistede noget i skoven


Jeg mistede noget i skoven, det regnede, motoren tøffede, grenene rev mine knæ.

Jeg mistede noget i skoven, du grinede bare, det virkede også lidt komisk.

Jeg mistede noget i skoven, det fyldte så lidt, til jeg tabte det, derefter meget.

Jeg mistede noget i skoven, det ligger og rådner blandt tjørne og hvæsende dyr.


(improvisation over Sibylle Baiers "I lost something in the hills" fra albummet Colour Green (2005))

lørdag den 28. april 2012

Vægt

Der skete ingenting i Ingensteder. Køer brølede, og folk døde. Det skete, at de levede først, og det gjorde de så. Himlen var blå og solrig, hvis den ikke var grå og regnfuld, men det hele blev uden videre godtaget under ét som fænomenet "vejr", og man indrettede sig derefter.

Af og til troede ambitiøse folk, at de var noget i sig selv, og så lavede de stater, der voksede sig store, stagnerede og forfaldt. Det skete også, at folk mente, deres tanker var interessante, og så samlede de disciple og skabte filosofier, der gik deres sejrsgang, blev modbevist og mistede indflydelse. Folk fik børn, der fik børn og gerne døde efter forældrene.

Der skete så meget. Der skete så lidt.

Der stod et træ i midten af Ingensteder. Det så ikke ud af ret meget, men det havde altid stået der, mente man, og derfor gjorde det ikke nogen forskel. Om foråret satte det blade, og om efteråret tabte det dem. Resten af tiden overlevede det bare, og det havde både træet og dem, der gik forbi den robuste vækst, det fint med. Det stod der bare, som det skulle, og mens kontinenter skiftede positioner, vulkaner kastede øer op og stjernebilleder ændrede sig, fortsatte det trygt sin levende søvn.

Indtil den dag i august, hvor det blev tydeligt hvilke frugter, træet satte dét år. Det var strygejern. Modnende strygejern.

Der, hvor de faldt, blev noget til noget, til verden gik under.

fredag den 27. april 2012

Digterens hus














Oppe på bakken
lå digterens hus,
utæt og hærget
af vindenes sus.

Visnede planter
i potte og skjul
stod i hans vindue,
og ruden var gul.

Stuen var kølig
og køkkenet et rod,
sengen var plettet
af væsker og blod.

Dog greb han pennen
hver morgen og nat
- skrev ej til lyst,
men var vild og besat.

Trapperne knirkede,
døre gik op,
skikkelser svævede
rundt om hans krop.

Nogle var venlige,
kyssede hans pen,
andre fandt lyst
i at sparke vor ven.

"Vi ved dog bedst!",
råbte gejster i kor
over den tilredte
digtersvends bord.

Selv tav han blot,
han var ingenting værd
- blot én, der skar sig
på pen frem for sværd.

Hvad vidste han?
Han var bare sig selv.
Lånte hvert øre,
stod bundløst i gæld

indtil den dag, hvor
en hånd om hans hals
strammedes til
i en dødningevals.

"Bliv mig fra livet!",
skreg digteren hæst
- vendte sig om
for at møde sit bæst.

Luftig var ånden,
men også til grin;
stuen og sengen
stank fælt af benzin.

Tændstikken flammede,
gejsterne skreg.
Digteren brølede:
"Mit ord - det er mig!"

Huset forsvandt
i en søjle af røg,
bort gik poeten
i sodplettet tøj

ud mod et eget
og ubekendt sted,
fløjtende, lykkelig
- men musen tog med.

torsdag den 26. april 2012

Toppen

De spiste aftensmad i den stue, hvis vindue vendte ud mod atomkraftværket. Det fik maden til at smage meget bedre, sagde mor. Selv kunne han næsten ikke tvinge noget ned gennem halsen. Hver ært, hver gulerod, hver bøf lå bare der på tallerkenen og så uendeligt kostbar ud. Han følte vel ikke, han var værdig, og det var han heller ikke.

Om natten drømte han om underlige væsener i krattet, der skræmte ham, selvom han aldrig nåede at se dem klart. Følgelig vidste han ikke, hvad de var, men han vidste hvorfor, de fandtes. De var dem, som var bygget til at overleve. Deres øjne lyste, deres lemmer havde former, der trodsede enhver logik. De var efterkommere af de varulve, vampyrer og højfolk, farmor havde fortalt om i stearinlysets skær, før hun døde, men de angreb ikke mere. De kendte til gift.

Han drømte om lys, der omsluttede alt. Han kunne ikke finde ud af, om han var ved at blive født igen, eller om der var noget andet på færde. Ind imellem kunne han høre farmors stemme inde i skæret. Hun lød som en ung pige, der var uendeligt gammel, men selvom han lyttede godt efter, kunne han aldrig forstå, hvad hun sagde. Det var som om, hendes stemme skulle høres gennem øjnene, der ikke var stærke nok endnu.

Når han så stod op, sang fuglene. "Det gør de fordi, det er morgen igen", sagde far, mens han kløvede træ på en huggeblok omme bag udhuset. Det lød kønt, syntes han.

Så tog han sin snurretop inde på køkkenbordet og satte den igang på gulvet. Den drejede, til plankerne begyndte at ryge, skar sig igennem og fortsatte hele vejen ned til Kina.

"Ting, tang, chao!", råbte han efter den.

"Bing, bang, Dao!", svarede en stemme i Peking tilbage.

onsdag den 25. april 2012

Dorothy siger

Dorothy siger, hun forsvinder Hun siger, at hun læser sin fremtid på bunden af kummen hver aften. Hun blænder i silke, er pragtfuld med striber af blod under næsen. Hun ved det og smiler ved tanken. Hun taler om fodspor i sneen og vindpust på Madison Avenue.

tirsdag den 24. april 2012

Havguden Henning















Havguden Henning
savnede spænding,
mumlede sløret
nede i pløret:

"Aldrig blive knotten?
Hold dig på måtten?
Aldrig i livet!
Man bliver forgivet!"

Henning smed kronen,
fløj ned fra tronen
raskt som en skestork
- greb så sin trefork!

"Nu skal der festes!
Kroppe skal kvæstes!
Skibe skal lække!
Master skal flække!"

Skipper blev hajmad
under et vandbad,
og hans matroser
sov med ansjoser.

Bølger blev mure,
væltede skure
lige fra Lima
til Hiroshima.

Gamle nationer
af millioner
boblede herligt
- ikke besværligt!

Så blev der tavshed,
treforken sank ned
i Hennings hænder,
- selv skar han tænder,

græd i sin tronstol
under en fjern sol:
"Sikken en scene
- nu er jeg alene!"


(ventes, ligesom "Troldene under grillen", at komme til at indgå i et manuskript med børnerim for voksne)

mandag den 23. april 2012

Døren går op,

og jeg drømmer,
at du kommer ind,
at vi snakker som om,
vi er til, men det trækker,
og døren går op, jeg går
ud, og jeg vågner
om lidt, det er
søndag.

søndag den 22. april 2012

Equus caballus

Du har altid været bange for heste. For deres lidt for grundige måde at gumle kløver på. For deres bagben, som kan knuse brystkassen på dig. For deres obskøne grin, mens de hænger på offerstængerne og rådner. For deres vrinsken, mens de trækker solen hen over himlen.

Hun siger, at hun vil vise dig stalden. Det eneste, du kan lide ved hende, er pisken. Den er til gengæld uimodståelig.

lørdag den 21. april 2012

Klart vejr

i dag,

man kan end
ikke se

et digt
for sig.

fredag den 20. april 2012

Pelargonier

Du kommer med pelargonier til mig, men jeg er ikke syg, og jeg kan slet ikke lide pelargonier, og det trækker i gangen, og jeg skal have lappet det hul på min cykel, og polerne smelter, og stjernerne lyser, og der er bare ikke tid til den slags, hvis du ved, hvad jeg mener.

torsdag den 19. april 2012

Tre smådigte














Cool cash

Kys
dine døde

når nu,
de har mønter

i munden.


***


Min Bibel
er flisernes revner,

for enden af vejen
står Brolæggerjomfru Maria

og venter.


***

Hugormen
rasler
i krattet,

du bliver
på stien,

der ender
et sted.

onsdag den 18. april 2012

Manøvre, stationær












Du står der
og stirrer
på måger,
der flyver
og fortsætter
indtil de
bare er luft,
der var noget,
du skulle,
på værtshuset
blandes
der kort.

tirsdag den 17. april 2012

Der var engang,

hvor jeg troede,
jeg ikke kunne leve,
hvis ikke du var der,
men stemplerne pumper
og følfoden blomstrer,
og jeg slæber hundelort
ind på mit gulvtæppe,
ligesom jeg plejer.

mandag den 16. april 2012

Der er trængsel

ved isboden,
børnene tigger
om tyggegummi,
ovre bag klitterne
hoster en bil,
mens lanterner
forsvinder
i gusen
og fodbolde
samles i
bræmmer
ved foden
af fyret.

Assistens, oktober

Vennerne rejser sig fra græsplænen og vandrer derhen, hvor de skal. Nogle af dem vil vente på dig i buskadserne med lange knive og klaverstrenge, når frosten sætter ind, andre vil møde dig på gaden en dag, når du mindst venter det, og for første gang se dig, som du er. Andre igen vil forsvinde i flodbølger og tornadoer, mens du sidder foran skærmen og tænker, at det ikke angår dig.

Det gør det heller ikke. De er gået ud for at hente smøger, og de kommer aldrig tilbage. Ikke hertil.

Du kigger på flyene, der trækker lange jetstriber hen over kirkegården. Du kan høre stenene skurre, mens de rykker nærmere. Det er efterår, og du er både grøn og kold i røven.

Du slæber vissent løv efter dig. Lågen er rusten og tung.

søndag den 15. april 2012

Isolation

Det startede med, at han ikke kunne komme ud en dag. Døren var simpelthen blokeret, og han kunne ikke sige af hvad. "Skønt", tænkte han, "jeg har alligevel mest lyst til at blive herhjemme og tænke over tingene". Det gjorde han så. Tænkte meget over tingene, gik afklaret i seng og sov igennem som et lille barn.

Næste dag var døren stadig blokeret, men hvad værre var: Toilettet var stoppet. Det gik nok. Verdens ræs sad stadig i musklerne og nerverne, så mere ro kunne kun gavne, og der var stadig både dåsemad og pasta i skufferne. Uret i stuen tikkede en smule højere end i går, jovist, men han var en ung mand. Der var tid nok. Så han tænkte alting helt til bunds, lagde en flot flyder i kummen og ramte atter dynerne i fin stil.

Tredje dag blev der lukket for vandet, og en vag desperation begyndte at indfinde sig i ham, mens tankerne fortsatte længere og længere ind: Ind i synapser, organer og blodbaner. Han greb telefonen for at høre en stemme, men abonnementet var åbenbart udløbet. Det var ikke sjovt længere, og han bankede længe og hårdt på døren i håb om, at nogen ville fjerne det lort, der stod udenfor. Forgæves. Skægget groede. Uret tikkede højere og højere. Det samme gjorde hans hjerte. Kummen var næsten fyldt, og en gusten stank begyndte at brede sig ud over hele lejligheden. Sengen var en bundløs sump, som han vred sig rundt i hele natten, og det eneste, han i korte glimt drømte om, var tag i dørgrebet og fodtrin, der kom ind i stuen.

Ugen efter gik lyset, og boligens forsyninger var nu så udtømte, at han begyndte at bide død hud af sine arme og drikke pis. Han begyndte at skvatte rundt i den lort, han lagde på gulvet, fordi han ikke længere kunne finde vej til toilettet, og det, der engang havde været sammenhængende, til tider måske endda ganske originale og intelligente tankestrømme, tog nu mere og mere form af en uforståelig hulken fra tomrummene mellem cellerne. For hver dag blev tilstanden værre, for hver dag blev hans sanser mere tågede, hans gulve mere klistrede, hans bevidsthed mere og mere opløst i en tikken, som ikke længere kom fra uret, men fra noget i ham selv, der befandt sig så dybt inde, at intet levende menneske burde have haft kendskab til det.

Sådan gik måneder. År.

En dag undrede naboen sig over, at man aldrig så manden mere. Han lagde sig ned foran brevsprækken, sniffede ind og tilkaldte lettere bestyrtet de andre i opgangen. Et par af de stærkere mænd tog tilløb og torperede døren, der med en voldsom kraft fór op. Den havde aldrig været hverken låst eller blokeret.

Lejligheden var tom, når man så bort fra endeløse papirbunker, som så ud til at være fyldt ud med stadigt mere excentriske notater, der til sidst blev kortere, indtil de endelig tonede ud i ingenting. Men lig eller ej: Den hang i luften, stanken af død, og naboen, som sikkert ikke kunne finde på andet og bedre, tog sin hat af:

- Han var ellers så talentfuld.

lørdag den 14. april 2012

Sarah siger

Sarah siger, hun er træt af at høre uret tikke. Hun vil meget hellere se tiden gå.

Sarah siger, hun er færdig. Hun kan bare ikke fortælle mig med hvad.

Sarah siger, hun er faldet til patten. Jeg ved, hun har ret.

Hun sveder mælk, når vi elsker.

fredag den 13. april 2012

Debbie siger

Debbie siger, at hendes hårfarve ikke dur. Hun burde have været rødtop nu, men føler sig stadig som blondine. Jeg fortæller hende, at lokkerne har den helt rette kulør. Jeg siger ikke hvilken.

torsdag den 12. april 2012

Sally siger

Sally siger, at hun ikke kan danse. Sally siger, hun vil tabe trusserne og bløde på gulvet, hvis hun gør, eller banke hovedet ind i loftsbjælkerne og slå sig bevidstløs. Sally er hele tiden ved at falde i sine nye stiletter. Sally taler om genfærd i soveværelset og bomber under køkkenvasken. Sally bliver fundet i morgen bag en hæk i forstæderne. Sally vil danse en gang til for mig.

onsdag den 11. april 2012

Veronica siger

Veronica siger, hun vil gå. Veronica sluger min sæd og slikker sig hånligt om munden.

tirsdag den 10. april 2012

Shirley siger

Shirley siger, at hun ikke kan passe kjolen, hun har købt. Shirley siger, at hun ringede til sin bror i dag, men ingen tog telefonen. Shirley siger, at hun har opgivet at finde vejen til Wal-Mart. Shirley siger, at hun slet ikke kan nå at tælle dråberne, når det regner. Shirley siger, at der er meget langt til Rom.

Shirley siger en masse.

Shirley siger en masse, og jeg lytter.

mandag den 9. april 2012

Havet

Hun kunne godt lide at vandre ved havet. Der var plads i det. Plads til sunkne coastere og piratskibe. Plads til dykkere, som svulmede op som balloner, hvis de steg for hurtigt op til overfladen. Plads til lygtefisk, der glødede i dybderne.  Plads til sømunke, havfruer og alt deres obskøne afkom. Plads til hendes aske.

Hun kunne godt lide at vandre ved havet. Hun kunne sætte sit hår trygt bagefter.

søndag den 8. april 2012

Kaosjournal

Da Carlos lige var kommet til landet, var der sket det, at en solsort havde banket hovedet ind i køkkenvinduet, hvorefter den var drattet død ned på fliserne i gården tre etager nede. Han var vant til, at intet til spilde, så han låste bagdøren op, fragtede den døde flyver op i lejligheden, plukkede fjerene af og gav resten en times tid i ovnen. Den smagte bizart, den resulterende ret, og han fik så ondt i maven, at han måtte indlægges på hospitalet til overvågning.

Kent sugede ind og sagde tak til den forbipasserende latino, der havde holdt lighteren. Så tog han ud til fabrikken, hvor han lyttede til maskinens hamren, mens den stansede stålplader ud. Han opgave var at lytte efter, om det gik som planlagt. Det gjorde det altid. Bevares: Den kunne hakke og skratte, skrige og skingre, og det, der kom ud på den anden side, kunne ind imellem se kuriøst ud. Men det tog de sikkert som en udfordring, kunderne, og hvis de ikke gjorde, kunne bossen brokke sig så meget, han ville. Ingen andre ville have det job.

"FOR HELVEDE!", brølede Camilla Sejersen, da vasken på kontoret drattede ned igennem bordpladen for 117. gang. Hun havde selv sat den op, men lortet var pilskævt fra begyndelsen, og hun skulle aldrig have købt det. Men det var for sent nu: Købet var gennemført. Resten var et spørgsmål om stolthed. Og hun greb endnu en gang skruetrækker og hammer, hvorefter hun forsøgte at banke den skæve kant lige, mens hun kæmpede for at fæstne vasken til det stadig mere grødede træ underneden. Til sidst tog metalstykket rørene med sig. En strøm af råddent vand skyllede ud over gulvet. På det gulv stod Camilla Sejersen i sine stiletter og tudede som en lille pige.

Kurt Olsen lagde dåsen med pudder fra sig. Nu havde hun gløde i kinderne igen. Ellers fanden til job. Hun havde lignet et trafikuheld, da de fik hende hjem fra hospitalet, og det var lige præcis, hvad hun var. På vej hjem fra kontoret, hvor hun efter sigende havde drevet et skrantende revisorfirma, var hun ifølge den søn på bagsædet, hun lige havde hentet på fritidshjemmet, blevet overrasket af en fugl, som var fløjet frontant ind i forruden.  Resultatet kunne man skrabe af en husmur et splitsekund senere.

Luften var kølig i baghaven. Spurvene sang.

fredag den 6. april 2012

Hjerteløs

Mit hjerte ligner ikke et hjerte. Det ligner noget, man finder i en køledisk. Følelserne sidder ikke der, men i hovedet. Mit hjerte hænger i brystkassen og pumper blod rundt i kroppen. Det er en dum, uformelig, uromantisk muskel. Alligevel tegner jeg det, som jeg altid har gjort. Jeg har aldrig set det selv. At se det ville være det samme som at dø. Man dør også, hvis man ser gud. Gud skulle læse nogle flere boligindretningsmagasiner.

Forskudt

Jeg halter to skridt efter mig selv. Jeg kan ikke fylde mine fodspor. Jeg kommer aldrig til at bestemme, hvor jeg skal hen. Jeg er ankommet på forhånd og allerede ved at tage afsted igen. Jeg er et svin. Jeg skider i den seng, jeg selv skal sove i, og brænder broer, så jeg må vade gennem mudder, siv og mørnede lig for at komme over. Jeg vil ikke mig selv det bedste. Jeg vil udstille min egen træghed og inerti. Jeg vil lede mig selv på afveje og efterlade små, hoverende beskeder. Jeg vil kaste et blik ud i mængden den dag, jeg får overrakt medaljen, og se nogen gribe efter noget i inderlommen. Jeg vil vide, hvem det er. Jeg vil ikke bære nag, når skuddet lyder.

torsdag den 5. april 2012

Træ

Jeg ved ikke, hvad hun hed. Vi standsede bare på hendes grusede indkørsel en dag i Vestjylland, da familien var på udflugt. Hun var en tante til nogen, en fætter til en anden, hvad ved jeg. Hun lavede tarteletter, der smagte som tarteletter. Jorden omkring huset var flad, sandet og indifferent. Vi prøvede at lege i baghaven, men stenene lå tungere i hænderne end Bibler. Jeg rev mig til blods på en hegnspæl. Den sætter vel grene endnu.

Entré

Døren står åben,
og jeg kommer ind,
men med fingrene først,
og jeg ved, de vil knase
som grene om lidt,
og at blodet vil aftegne
mønstre på dørkarmen,
som du vil spå i
og læse præcist det,
du vil, men jeg bævrer
i opgangen,
lyset er tændt,
det er klart,
det er koldt.

onsdag den 4. april 2012

Tænker på dig

Tænker på dig,
og i busserne
finder man pladser
og kigger på gulvet
og døser
og venter sig,
tænker på dig,
blomster falder
på tæpper
og tekopper,
snart er det sommer
i Tokyo,
tænker på dig,
elefanterne lægger
sig ned på
den kalkede
skovbund
og dør.

tirsdag den 3. april 2012

Uden titel

Som mørtel
og mursten

falder den,

regnen
ved Østerport

først
i november.

mandag den 2. april 2012

Lækage

Der væltede en gyllevogn på villavejen. Ingen kunne sige præcist hvorfor, men måtte henlægge tilfældet under kategorien "hændelige uheld". Der var vindstille, der var ingen modkørende, hjulene var i perfekt stand, chaufføren i traktoren var ædru, og ingen havde placeret genstande på banen, som kunne formodes at resultere i noget sådant. Den væltede bare.

Hvad den så ellers skulle der. Vejen var blind.

Det var gamle Nathansen også. Og døv. Lugte kunne han til gengæld, og de næste mange døgn lå han i sengen og rablede uforståelige lyde af sig. Hustruen gennem mange år forsøgte at berolige ham ved strøg gennem håret, ligesom hun flere gange dagligt forsøgte at stoppe spiseskeer med suppe ind i hans tandløse gab. Lige lidt hjalp det. Et efter et blev hans lemmer sorte, og selv familiens læge gennem årtier forsøgte forgæves stille en tilfredsstillende diagnose. Koldbrand var det ikke, ej heller blodudtrækninger. Men han kendte heller ikke den benede skikkelse i den sorte kutte, som hjemsøgte Nathansens drømme og huggede hans lemmer af ét efter ét, til hovedet en aften fulgte med.

Familien Langholt på hjørnet kunne ikke få noget ned. Sad bare med frokostbordet og stirrede på hinanden, mens maden blev kold. Far Flemming kunne se på mor Gitte, at hun skjulte noget, og for hendes del var det ikke kun en foragt for den dynamiske handyman, hun havde giftet sig med, der ad åre havde vist sig at være en tøffelhelt af dimensioner. Nadia, teenagedatteren, slog demonstrativt på kanten af tallerkenen med sin gaffel, mens lillebror Henrik skød klatter af kartoffelmos over i det tidligere dydsmønsters lange, blonde hår.

Henning Kramer kunne ikke holde ud at se på sig selv i spejlet. Han lignede ikke sig selv, syntes han. Så han gik ind i stuen for at tænde sit tv. Det slukkede han hurtigt igen. Der var kun genudsendelser af film, han aldrig havde brudt sig om i første omgang. Så hentede han sit luftgevær og gav sig til at pløkke krager.

Kenneth Kjeldsen hentede sin fræser, satte strøm til og gik systematisk igang med at vende jorden i baghaven. Det efterår havde han byens største, saftigste gulerødder.

søndag den 1. april 2012

Charles i privaten

Darwin drikker afternoon tea i selskabsstuen. Uret tikker, og slipset strammer. Fuglene synger som sindssyge udenfor. Vinden er krydret.

Darwin går tur på kirkegården. Der er langt mellem gravstenene, synes han, men går man dybere ned, ligger de tættere sammen, har han hørt fra graveren. I midten står kirken. Man spiser bananer derinde.

Darwin smider stokken. Han kan gå selv, ser han nu. Andre kan ikke.

Darwin løber om kap med en skildpadde. For Beagle ser det komisk ud. Men Beagle er en beagle, Darwin er Darwin, skildpadden skildpadden. Og er de sødygtige nok, skal de nok nå frem til hvad som helst.

Darwin siger godnat og rådner ned gennem bunden af sengen. På natbordet ligger en rose og noget, der laver mærker i lakken.

Uden titel

Hundene
hyler

af Månen,
der tier

om noget,
som aldrig

er set.