fredag den 30. marts 2012

Chant

Make it new.
Make it new.
Make it everything but you.
Make a different
shade of blue.
Make it all,
no one should not do.
Make it new.
Make it new.
Make it walls,
you must break through.
Make it hurt
and stick like glue.
Make it false,
but also true.
Make it new.

onsdag den 28. marts 2012

Gennemsnit

Det er ikke fordi, jeg ikke går op i dig. Du har dit liv, jeg har mit liv, det er ærlige vilkår hele vejen igennem. Derfor kan man godt være på linje. 2 går også op i 5. På en eller anden mærkelig måde.

Eva samler rødder. Eva barberer sig ikke under armene. Eva sover uroligt, mens rovdyrene sniger sig gennem krattene udenfor. Eva er ingenting. Hun drømmer sig mitokondrier til. Hun er noget, man finder i mudderet.

Det er ikke fordi, jeg ikke går op i dig. Det er mere det, at jeg ikke går op i mig selv. Størrelsen skuffer. Jeg skulle have været født med større ører.

Adam skyder dyr. Han ville hellere have ridset med pinde i sandet ved stranden, men han skyder dyr. Ser blikkene i deres øjne, når de rammes, og ved, at det kunne have været hans eget. Der er veksler gennem skoven. Frøer kvækker. Det er deres gift, han bruger. Når han drømmer, bliver sand og jord til øgler, så til jord og sand.

Det er ikke fordi. Du har mit liv, jeg har dit liv, det er utømte postkasser og vinduer, som ikke er blevet lukket. Det vil ende med gulvbrædder. Det vil ende med prikker på solen.

Kain og Abel leger i haven. De ses. Der er ingen i busken, men byen er tæt.

tirsdag den 27. marts 2012

Blaffer

Min stemme er rusten,
min stemme er slingrende,
hviner og skingrer
og løber om hjørner
med nogen,
der rystet står af,
hvor den standser,
og takker,
men siger
farvel.

søndag den 25. marts 2012

Drømmetid

Han gik ud på broen og røg en smøg ved rækværket. Derpå tog han skoene af, kravlede op på gelænderet og kastede sig ud.

Vandfladen nærmede sig som noget i en drøm. Men det havde hans liv været længe, og han skreg ikke engang, før plasket lød.

Der lå ting på bunden af søen. Der lå en rusten indkøbsvogn svøbt ind i grønne, flagrende tæpper af alger. Der lå en punkteret bedstemorcykel, som næppe havde befundet sig i mudderet længe. Der lå hullede plasticposer, sammenkrøllede øldåser, halvt opætsede olietønder og en sort sæk med noget i, som, da han åbnede den, viste sig at være døde kattekillinger.

Han fandt fodfæste, vadede ind på bredden og slikkede sol i stilhed, mens tøjet tørrede. Så tog han det på, hentede skoene og gik ind mod byen.

- Så er jeg hjemme.

Konen stod i køkkenet, da han kom ind.

- Jeg oplevede det her i nat, sagde hun.

Da tågen lettede næste morgen, var villaen væk.

lørdag den 24. marts 2012

Alt i et brev


Jeg har glemt det første solskin.
Jeg har glemt min første ispind.
Jeg har kun et brev fra min far.

Jeg har glemt min første skyder,
men hvem ved, hvad det betyder?
Jeg har kun et brev fra min far.
  
Jeg kan huske flyets brummen.
Husker brag og fluers summen.
Jeg har kun et brev fra min far.

Her er løver og bananer,
og jeg svinger i lianer.
Jeg har kun et brev fra min far.


(en art fordanskning af Bob Hunds"Allt på ett kort", 1993)

onsdag den 21. marts 2012

Indebrændt

Han ligger i sengen ved siden af mig og stinker af sprut. Af og til vender han sig og puffer til mig, så jeg vågner, hvorefter han begynder at snorke, så jeg ikke kan falde i søvn igen. Om dagen, mens jeg er på arbejde, sidder han i lænestolen og tømmer glas, mens han lægger store planer, han aldrig vil indvi nogen i, og når jeg så vender træt og brugt hjem, sidder han bare der og spyr edder ud over alt og alle, mens han konstant skifter væk fra den kanal, jeg forsøger at se.

Han hader vores fælles venner. Han afskyr det faktum, at de efterhånden alle sammen er blevet til mere, end han er. Han har vidst, at han var kronen på skaberværket siden den dag, han blev født, og forstår hverken, at de ikke forguder ham, eller at han aldrig bliver inviteret med til deres fester længere. Jeg har ved gentagne lejligheder forsøgt at forklare ham, at ingen gider et stegt vrag, der sidder i hjørnet og råber fornærmelser efter folk, som sådan set ikke har gjort andet eller værre end at være sig selv og udfri deres potentialer, men så skider han bare på sofabordet og beder mig om at skrubbe ned med affaldet. Og det gør jeg så. Nogen skal jo.

Jeg sætter ild på huset en dag. Sætter ild på den rønne, han har købt til os, og svider alle de møbler, bøger og hengemte lp-plader, han bragte med ind i husholdningen, da vi flyttede sammen, af. Smider mit tøj ind i flammerne, hvor han går under med en mellemting af en rallen og et snork, og går nøgen ud over den fugtige græsplæne på bare tæer. Jeg gør det en dag. Jeg sværger.

Og jeg vil fryse og sulte og græde. Og jeg vil finde en ny ligesom ham.

tirsdag den 20. marts 2012

manøvre, vertikal

du går ind ad en dør du går op ad en trappe der bor nogen luften er kølig og mættet af fremmede lyde går opad til næste etage og kigger på biler på gaderne under dig og du går opad og stikker din næse i sky og bliver skidt på af skrigende måger du går og du river din arm på en stjerne og slikker en blodstribe i dig og går og forsvinder i mørket og går og er ensom og udmattet nøglerne rasler i lommen

mandag den 19. marts 2012

Skærsilden

Under min stol befinder der sig et gulvtæppe, som gør det behageligt at vandre hen over betongulvet underneden. Under denne tynde, men hårde skal befinder der sig et tyndt lag muld, der vil opsluge mig og alle dem, jeg kender, en dag, hvorefter årerne, der gennemkrydser laget, vil føre mit blod, min sæd og mine safter opad igen. Måske op i din vandhane, måske højt op over jorden, hvor væskerne vil ramme små børn i hovedet, mens de spøger med, at Gud tisser. Men de vil have ret. Det gør Gud. Eller jeg. Eller hvad man nu ellers skal kalde det væsen.

Under jorden og de mørke floder støder man, hvis man fortsætter, ned i et fjeld. Et fjeld, hvorfra alskens materialer og forbindelser river sig løs og fortsætter længere op. Nogle tager form af lavasøjler, der afsvider fugle i op til flere kilometers højde, andre bliver til radioaktive gasser, som binder sig sammen med støvet i din lejlighed og forgiver dig langsomt. Andre igen er bare almindelige småsten og skærver, du finder, når du vandrer på stranden, putter i lommen og konserverer i sprit, når du kommer hjem, så du kan nyde deres skønhed.

De har været længe undervejs, disse ting, for det ellers så faste fjeld har ikke altid været fast og køligt. Bevæg dig længere ned, og der bliver varmt. Til sidst så varmt, at al fast struktur går i opløsning, al tanke - guddommelig eller ej - ædes op i et flammende inferno, som man ikke ved meget mere om, end at det løbende skyder fast materiale opad til ormene, billerne, os. Visse forskere mener, at selv tiden og rummet hører op her; at selve begrebet "stof" bliver til en abstraktion i disse dybder. Om man vil, kan man sige, at The Big Bang er en film, som bliver genudsendt hver eneste dag et sted under vores fødder, vores korte, forfængelige liv. Og glem alt om at fortsætte igennem dette kaos til Kina. I Jordens indre eksisterer Kina ikke - og har aldrig gjort det.

Kirkefædre har kigget på vulkanernes ildsøjler og tænkt, at de var så grusomme, at onde menneskers skæbne efter døden måtte være at vansmægte i det inferno, som således var klækket. I deres mildere stunder tænkte de, at så mægtig en ild måtte være i stand til at lutre selv den sorteste sjæl, så den en dag kunne få adgang til himlens kølige, dulmende luftlag. Men tæt på flammehelvedet er kun den sjæl, der lever, men ikke lever nok. Skærsilden findes, men kun for den, for hvem det ville være en katastrofe for verden at vise sig nøgen. Den, der med iver søger ro i en sval krop, som er lavet af muld, vand og sol, der kan forgå, fordi skabelsen er en gru, man ikke kan vise nogen i fuld omfang. Der findes eksempler på folk, som forbrændte spontant, mens de gik på gaden, og kun efterlod sig spor i form af aske og forbrændte sneakers. Der skulle findes tilfælde, hvor personer kunne sætte ild til store bygninger ved tankens kraft alene. Der er mennesker, som har henrettet byer og folkeslag via ordrer eller tryk på knapper.

Jeg sidder på min stol. Jeg venter på dig. Jeg har ingentid. Kom indenfor, og du bliver skrevet under.

fredag den 16. marts 2012

Biler

Han hader biler. Han hader deres selvfølgelige arrogance og alt for komfortable indretning, der overlader alt for lidt til eget initiativ. Han hader smagen af tungmetaller og drivhusodør på tungen, og han hader det faktum, at han bor i så lille et land, at man altid kan høre én af slagsen et sted i nærheden. Han hader deres lysende øjne, der altid bedømmer én ud fra to parametre: Helligdom eller bytte. Han hader lyden af hvinende bremser og stanken af svedet gummi. Han hader alt, biler er og står for.

Hun sidder og venter på ham foran banegården i den bidende kulde. Det skulle aldrig have været sådan. Han skulle ikke have stået her lyttet til de pumpende rytmer fra anlægget, mens han forsøgte at lade være med at bestemme sig til det, han alligevel vidste, at han ikke kunne lade være med at acceptere. Han skulle ikke have haft så pænt tøj på og duftet så godt. Han skulle ikke have surfet nettet tyndt for oplysninger. Og han skulle ikke have sagt ja til at mødes.

Men der er hun så, og hun tager venligt, men vidende imod. Han sætter sig ind på passagersædet, der er alt, alt for blødt, og så sidder de ellers der og tier sammen. Det hele er uddebateret på forhånd. Billederne er set, og indtrykkene er dannet. Dialog kan kun gøre situationen grimmere. De er her for at følges ad på livets vej. Ikke en skid mere.

Med ét sæt hamrer hun hylende speederen i bund, og så er de afsted. Lysene flimrer forbi over ham, og han nyder dem, som om de er sole, han ser for første gang. Det samme med Månen, der i horisonten som et sindbillede på det, verden kunne have været. Eller måske er.

En gammel kone forsvinder under køleren. Han når akkurat at se hendes forskræmte øjne, da det går op for hende, at det er alvor. Noget knaser under karosseriet, og så er de henne ved næste lyskryds, som lige akkurat når atr gå i rødt. Det må det selv om. I aften er i aften, og der kommer ikke nogen lignende. En Golf bliver torpederet og skubbet voldsomt hen mod en lygtepæl, mens deres kroppe laver unaturlige bevægelser, der gør ondt. Men hun styrer rattet, og det er godt.

Og det er godt at høre sirener. Sirener fra begge sider. Det er godt at se mure. Mure og vejtræer. Det er godt at se hendes bløde krop ved siden af sin. Det er dybt, dybt befriende at høre braget, da køleren hamrer lige ind i en patruljevogn og kastes ud mod noget, han aldrig når at opfatte, hvad er, før det rammer.

Men han når at kysse hende. På en eller anden måde. Det er det vigtigste.

Og han når endnu en gang at tænke over hvor meget, han hader biler.

onsdag den 14. marts 2012

Seks noter om hvad som helst.

Himlen er bundløs, jeg ved det. Jeg druknede selv i den, da jeg var barn, og nu sidder jeg her.

***

Vi er bare to mennesker, der kendte hinanden engang. Det er vistnok ret udbredt.

***

Jeg holder skruen i vandet, jotak, men den fæstner sig ikke til noget.

***
Det hyler for ørerne. Tror, det er ulve. Måske er det spædbørn. Kun engle kan holde det ud.

***

Brænder inde. Det samme gør lertøj og pizzaer. Deal with it, boy!

***

Fyraften. Bilerne myldrer mod steder, de helst drager fra. Der er flasker i grøften. Og opkast.

søndag den 11. marts 2012

Begyndelsen på noget stygt?

Kan lige så godt gøre det officielt: Leder efter folk til et poetry/industrial/noise-projekt. Trænger til at skrige mig hæs i et tæppe af distortion! Jeg har: Teksterne, attituden og visse kompositoriske evner. Du kan: Spille meget højt og meget grimt - helst uden for mange gængse forestillinger om, hvad musik/lyd er og skal være. Referencer til en begyndelse: Throbbing Gristle, Boyd Rice, Nine Inch Nails, Merzbow, Whitehouse, Faust, tidlig Pere Ubu, Joy Division. Mener det seriøst. Skriv! Trods alt var Genesis P-Orridge også bare en halvgammel mand, som ikke kunne synge...

fredag den 2. marts 2012

Uden titel

Der står værelser tomme
i blokken ved siden af,
der tør du ikke gå ind,
selvom døren er åben,
du bor ikke her,
du skal tømme dit krus,
selvom Månen
er fuld allerede.