tirsdag den 28. februar 2012

Vennen













En sensommerdag
løb vi hujende ned
ad den brændende asfalt
på Krakasvej, os to,
kun Steffen og Bo,
og vi vejede til,
satte fodspor i byen,
der blev gennem storme
og snefald, men tjæren,
sad fast på det hele
som fartstriber
hen over håndflader,
brevvægte, taster,
jeg ønsker til tider,
at vi havde sat
vores svedige
sneakers
ved svinget.


(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 18. februar 2012

Ko

Der står en ko på Hovedbanegården. Nogen har bygget et aflukke af træplanker og fyldt det med halm. I midten er der en metalstang, og til den er der tøjret en jerseykvie, der bevogtes af en midaldrende mand i røjsere, selvom behovet for den slags fodtøj ikke er påtrængende her. Med en sprittusch har han skrevet hvilke dele af koen, der hedder hvad, når de lander på middagsbordet: Grydesteg, tykkam, mørbrad, højreb, skank. Og han taler afdæmpet med de klynger af måbende børn, som har samlet sig om indhegningen. "Nøj, er den rigtig?", er der én, som spørger, og han nikker bekræftende med et lille, skælmsk smil.

Kvien har kæmpet. Den har slidt i tøjret, til den fik mærker af det, og sparket bagud uden at ramme nogen. Nu trisser den bare rundt i ring med store, sørgmodige øjne, mens timerne passerer. Den ser børnene, deres forældre, kufferterne, de røde mursten og de glasklædte butikker, men kunne lige så godt ikke gøre det. Den mindes følelsen af mudder mellem klovene, smagen af frisk kløver i munden, suset af frisk, krydret luft i lungerne og festen i hele kroppen, mens den og resten af flokken lukkes ud til forårsgræsning med flagrende ben og dinglende yvere. Den reagerer på de andre kviers kalden inde under pandebenet, men kigger uforstående på de hænder, ungerne rækker ind mod den mellem plankerne. Snart vil den rulle rundt på deres tunger, trævle mellem deres tænder, og de vil stadigvæk kalde den en bøf.

Jeg har en pladsreservation i vogn 72 mod Frederikshavn. Jeg har et sæde ved vinduet, hvorfra jeg kan kigge ud på vindblæste træer og mudrede marker. Jeg har en aftale, jeg skal nå, og en erindring så bundløs, at jeg en dag vil drukne i den. Jeg skal malkes. Jeg har hjemme i et stort, hvidt lys.

lørdag den 11. februar 2012

Forsamlingshuset








Når der var totur
i Voel Forsamlingshus,
samledes alle de gamle
i blomstrede kjoler
og fint strøgne jakker
og hvirvlede rundt
på det knirkende gulv,
indtil kanden med kaffe
var tømt, og man
slukkede lyset,
i køkkenet
hang duften
af sulfo.


(til "8600 Silkeborg")

tirsdag den 7. februar 2012

Kvarts (manuskript 1991 - 2012)

Sådan set "bare" endnu en manuskripttest, men alligevel i en anden liga end de foregående: Sammen med 8600 Silkeborg hører dette manus ikke blot til i den omfangsrige ende, men er tilmed et, jeg selv sætter meget højt. Mange af de tekster, jeg  finder helt centrale, findes her.

Temaet er, som det nok fornemmes undervejs, døden i alle dens afskygninger, og jeg har til tider joket med, at denne samling er mit svar på Joy Divisions Closer-album eller The Cures Pornography. Litterær goth. Det er tonen måske ikke teatralsk nok til, men tag ikke fejl: Der ligger ikke så lidt bitter, personlig erfaring skjult i disse tekster, og de er såmænd også samlet med henblik på at frembringe noget monokromt sort. Det sidste dog primært af æstetiske årsager: Som de ovennævnte albums glimrende illustrerer, vil en monolit - selv af spleen, sorg, depression og mismod - altid have en vis udstråling.

Digtene stammer fra årene 1991 - 2012: Det ældste er "Teenage postcard", som i en længere version blev kradset ned efter en meget våd gymnasiefest. Det nyeste er den reviderede udgave af "Katyn", som fortjente en ny, rytmisk krop. Som helhed har manuskriptet tidligere været kendt som "+", men patos eller ej: Det fortænkte er...fortid.

God læsning!



***



Steffen Baunbæk
Kvarts
Digte



***



Det er så enkelt

Det er enkelt;
vi skal bort,
er ikke bygget
til at holde.

Vi skal hen
til andre steder,
der er her,
og være andre,
der er os,

og bygge huse,
der bliver grus,
og tænke tanker,
der bliver sjæl igen,

og vi skal alt,
og vi skal intet,
vi skal fylde plads,
formere os,
forvandles.

Vi skal vokse
os ihjel,
og vi skal sanse
os i stykker
og vibrere
ligesom kvarts.

Det er så enkelt,
det er det,
der er
så svært.



***



Den vil aldrig bære, jorden. Du kan fylde den med bygninger, benævne den i stykker, vandre hvert et sandkorn fladt, men der er muld på dine hvirvler, der er spagnum på din tunge, dine fødder mærker kun dit gravsted af. Du er en lerklumps bøn.



Der bliver lys, vi samler rav på kolde strande, skriver breve hjem, får fingrene i klemme, sætter spir på høje kirker, hælder vin på flasker, farer vild i slagtehuse, måber over klintens mur af kalk, der bliver lys, vi trækker over.



Der sidder en klam mand på toget, stationerne hviner forbi, der er mudder på sæderne, damerne overfor taler om stauder og sko og croquis, folk tør op på de frosne perroner, og stemplerne arbejder, sving bliver rundet præcist efter planen, billetter bliver checket, der sidder en klam mand på toget, han ved, hvor hver enkelt skal af.



En af de dage, hvor ingen kan krystallisere. Alle er strømme og vandfald og regnskyl. Ingen kan sejle på fladerne, ingen kan synke og ingen kan svømme. Vi flyder. Vi kastes rundt mellem hinanden. Og vi er det samme, kan slet ikke bruges til noget, er elementære. En vrissen protest mod den bidende frost udenfor.



Jeg bløder fra hovedet. Jeg bløder en klar, klæbrig substans, som samler sig i en pyt ved mine fødder. Hen over den sejler der skibe mod fjerne kontinenter, mens fisk, guld og krudt danner hidtil ukendte kemiske forbindelser i lastrummene. Busser sender kaskader af vand op i hovedet på ventende passagerer, og mænd synker ned gennem varme bassiner, mens armene låses i forgæves forsvarsstillinger. Folk plukker æbler ved floders udspring, fartøjer cruiser sammenbidt ind i mørke hjerter, fangarme slynger sig op over rælinger. Stirrende vantro ned, ramt af blackouts, kulde og kramper, ser jeg mig selv som gammel siddende på en åbrink, mens myggene suger mig i sig og svæver steder hen, hvor de kan lægge æg.



Jeg har drømt, og der er faldet sne. Jeg kigger ud af vinduet, og et vældigt bæst har slæbt kroppe hen over plænen hele natten. Jeg kan se dets krogede fodspor tydeligt, og frosne blodsøer, totter af hår og stumper af flænset tøj afslører væsenets forehavende. Jeg sørger ikke over ofrene, for jeg kendte dem ikke. Jeg frygter ikke skabningen, for jeg ved, jeg kan nidstirre den. Jeg kan nidstirre alt. Jeg har stirret selv glemslen i knæ.



Må jeg godt gå i stå? Må jeg tørlægge hud, lade ansigtet koagulere og give sekunderne fred til at danne en skorpe af tanker? Må øjnene se mig? Må kroppene gribe om nok til at tændes? Jeg beder: Må jeg ikke nok dø mig til live?



***



Messen


1

Dagen begynder
med kaffe og brød,
som den plejer,
og tøj tages på
efter opgavens art,
selvom jobs eksisterer,
selv hærdede fagfolk
må udføre nøgne.


2

Bilen er stille,
men alle er med,

og vi kører,

vi bruger
benzin.


3

Slægtninge
samles ved døren

som om,
der er ophørsudsalg,

og det er der,
men ingen har råd.


4

Han lukker luft ud, den præst,
men tilstrækkeligt meget,
jeg tror ikke tiden
er kommet endnu.


5

Æsken
er praktisk
og god,

men dit smil
løber ned
langs med siderne,

godt, man
har gummisko på.


6

Øllen
er jordslået,

det er
vi også,

men haven,
vi sidder i,
grøn.



Fire elegier


1

Da du blev lagt i jorden,
var det nyt,
det der med simpelthen
at lægge folk i mulden,
lukke til
og aldrig se dem mere,
og jo, jeg græd,
jeg så det som en borgerpligt,
velsagtens,
men den kolde klump i kisten,
du var blevet til,
skulle bare ud af vagten;
i privaten
stod der to glas klar,
transistoren
var tændt.


2

Da du blev lagt i jorden,
var det hjertekirurgi
på skyhøjt plan:
Du røg i ovnen
med min unge,
stærke muskel,
mens en udtjent,
flosset bælg
fordelte iskrystaller
under brystet på mig,
kun et forår
i en verden,
du var ufødt i
kunne tø.


3

Da du blev lagt i jorden,
var der overtrukket,
banken sendte breve til en mand,
som ikke fandtes,
og den hånd,
der bar din kiste,
var usynlig.
Du kunne sagtens ses,
du mindede
om mig.

4

Da du blev lagt i jorden,
var der fugtigt grus på kirkegården,
farverne på buskene var damme,
man kunne synke i for altid,
klokker slog og hvaler sang
i store skarer over kornet,
kloden skabtes om
en skovfuld jord
ad gangen.



***



I morgen

Der holder
en sort bil
ved døren,
og stolen
er plettet
af koldskål,
som nogen
har tabt,
og en spyflue
hamrer
mod ruden
i stuen
igen og igen,
men i skuffen
er sølvtøjet
pudset og lagt
i system.
Det er klart
til i morgen,
når du
kommer rask
hjem igen.



Arv

Liv
hældt
på liv
hældt
på liv

som et
netværk
af floder,
der mødes
i én,

som er
lige stor
hver
gang.



Instant replay

Altid det samme trafikuheld,
altid den samme uendeligt langsomme opbremsning,
altid den hamrende motor, der pumper benzin ud af øjnene,
altid det pludselige brag fra en rude,
der bliver til en tåge af glasskår, og
altid den samme plamage af blod slynget ud gennem munden,
mens rattet bliver knust mod min brystkasse,
altid de hastige snapshots, der flimrer forbi i mit hoved,
mens flammerne omslutter sædet, og
altid din stemme, dit smeltende, skiftende ansigt,
der spørger, om jeg har det ok.



Lyset brænder,

birthday boy,
det brænder
for dig,
birthday boy,
og smelter
for dig,
birthday boy,
det oser,
du er levende
endnu.



Kuling

Du spytter mod vinden
og får det tilbage i hovedet,
og det er den eneste ting,
som du husker fra den dag ved Bulbjerg,
og nu er du gammel, og skrænten,
du stod på, er styrtet i havet
forlængst, du kan stadigvæk
smage det, sandet.



Det første,

jeg husker,
er synet
af sol
gennem vand,
der er duften
af pulvermælk,
smagen
af stikkelsbær,
lyden af
Raquel Rastenni
på mormors
transistor
og ormenes
vriden sig
rundt i min hånd
fra den knogle,
jeg fandt
under træet,
mens jeg var
på æblerov.



Sirener

Da jeg var lille,
var stranden det sted,
hvor vi aldrig gik længere ud
end til navlen, snart gjorde vi
nærmest kun det og sank ned
mellem skibsvrag og lygtefisk,
spjættende, stirrende, blå,
mens vi dannede finner
og lapper på halsen
og udså os klipper
at synge fra.



Men in black

Vi var drenge engang, knuste myrer
og snegle på stierne, bombede postkasser,
slog på hinanden i bunker og pissede
frygtløst på elhegn. Nu bygger vi carporte,
lapper punkterede cykler og pudser geværer
i mørklagte stuer. Vi klæder os
i sort. Det er tidløst.



Teenage postcard

Der var fugtigt
og koldt i den busk,
hvor jeg kastede
alle de gadelys op,
jeg med fryd
havde slukket
på vej hen til festen,
hvor alle var gået,
da jeg nåede frem.



Voksne mennesker

Vi er jo voksne mennesker, ikke børn, véd ikke mere,
hvad en bold er, hvad en snurretop kan bruges til,
hvor bjørnen sover, grise flyver, frøer bliver til
prinser, vi er voksne mennesker, ikke børn,
nu drømmer vi om snefnug, til vi tør.



Hangover

Gjorde rent under Carlsberg
den vinter, hvor hallerne tømtes
og øllen holdt op med at flyde,
hvor svedige herrer
med daggammelt fuldskæg
og plettede t-shirts
og svømmende blikke
blev afløst af spindelvæv,
murstøv og kværnende stilhed.
Det hele kunne fjernes
med iPod og sæbevand,
blot ikke tiden, der fortsat
holdt op med at gå,
og den klæbrige
spritdunst fra skyggerne.



Koldfront

Du spørger i øst, og jeg svarer i vest,
og i Bahnhof Zoo sælger de stoffer i døgndrift
til alle, der ikke kan holde det ud,
mens soldaterne vandrer på Muren og skyder
på dem, der vil frem og tilbage, og det
er vel godt nok, når alt, der bliver adskilt,
er ulmende tomter, der brænder af stråling,
og nedslidte barer, hvor natten
er lang som en skraldemands nosser.



Affald

Vi er affald, er vi, du og jeg,
er killinger i kloakken,
bønder ofrede på brættet,
manuskripter afvist,
revet til konfetti
og smidt ud fra høje steder,
fjer, der hvirvles rundt
i cirkler ved en vejkant,
tomme, slidte pyramider
i en tæt bevokset jungle nær ækvator,
ingen ønsker at besøge,
kys mig, kyl mig i containeren,
jeg holder dig i hånden
til det sidste, indtil slaggerne
i ovnen gløder af.



Negative creep

Jeg lever i negativ, bader i murbrokker,
tygger på glasskår og svælger i ligstank
og gasser, jeg bygger med rambukken,
filosoferer med høvlen og elsker med snerten,
jeg lever i negativ, fuglene synger omkring mig,
kun tåber som dig ser det smukke i dét.



September

Der blæser en kold vind, og farverne
rasler af træerne, bierne lander
og spjætter på jorden, her lugter
af gærede æbler, jeg tænder min smøg,
jeg har udsigt til kirken og kroen.


Kokon

Håber på
man finder mig

en sommerdag
på gaden

som en let
og krøllet ham,

som solen
i mig
blot har opbrugt
og forladt.



***



Nytårsdag

Alt er stille nytårsdag. Med løbende øjne og nedslidte
nerver går folk gennem bundfrosne gader og skyer
af svovl for at lokalisere sig selv og de andre,
måske blot erhverve en pizza med bacon i snasken
på hjørnet. De ligner hinanden, såmænd, de er alle i
helvede, jo, da, men alting er slut og skal starte et sted.



Manøvre i frosset terræn

Det begynder med snevejr
og råger, der skriger på marken
og hakker i ådsler, begynder
med svingende lygter og gøende
hunde i mørket, begynder med grene,
der knager i blæsten, begynder
med fodspor fra folk, som er gået,
begynder med udbrændte sole
i sodede snore, begynder
med isnende tænder, og så
er det pludselig slut.



Manøvre, koncentrisk

Gribbene cirkler omkring dig, men stadigvæk
går du, du kunne nemt flyde og blæse og svæve,
men næh, nej, du ved, hvad du er, og du ved,
hvor du er, og du ved også, hvor du skal hen,
og du går, og det går, og det går stadigvæk,
det går fremad og baglæns og lidt ud til siden,
det går, som det plejer, du vandrer i cirkler
om gribbene, gribbene cirkler om dig.



Domino

Den ene dag tager den anden,
der vælter den tredje, og pludselig
er alting ét kaos af klikkende brikker,
der spreder sig ud over gulvet i mønstre,
du end ikke når at få overblik over,
før døren bliver smækket i flugten,
og folk rydder bandende op.



Hermetik

Togene kører
til tiden,
de afgår
og ankommer,
hviner
på skinnerne,
gnistrer
mod ledningen,
indeni
sidder vi,
slatne
og tavse
og fulde
af ben.



Transit

Inde i togsættet
hører man heavy på Iphones
og læser romaner
og uddeler bolsjer
til alle de skrigende børn,
der har opdaget,
de er på vej.



Magma

Måske
er vi bare
en anden
slags lava,
der bugter
sig frem
mellem det,
der er størknet,
og størkner,
og når
dét er sket,
er det hele
normalt.



En skov

Pak dig ind i din sjæl, stik dine fod ned i drømmen,
snør til, træk dit formål godt ned over ørerne,
for du skal løbe nu, løbe på mudrede, smattede blade
i stedet for jordbund, løbe på grene, der bøjer og knaser
og knækker og løbe blandt stammer, som ender deroppe,
hvor luften er tynd. Du skal løbe mod noget, for noget
må findes og findes igen og igen og må kende
dets plads under brystkassen, der, hvor selv
sollyset over de falmede trækroner ikke når ind.



Dyrene kommer

Dyrene kommer, de lurer i havet,
de stirrer fra buskene, skriger i skyerne,
gnaver et sted under gulvet,
rumsterer i væggene, rasler på lofterne,
Al den bevægelse, alle de øjne
og alle de tænder, der bare er til
for at vise dig safterne i dine drømme
og englenes ældede, knasende knogler.



Drøm om slanger

Du drømmer om slanger,
du drømmer om rødder,
som sniger sig op
mellem gulvbrædder,
drømmer om striber
på himlen, der strammer
sig sammen om kloden,
og drømmer om skæbner,
som slynger sig
sitrende ud af hinanden,
du drømmer om slanger,
du drømmer om hvislen
i rørskovens bund.



Rapsmarkerne

Han tænker på svajende rapsmarker, mudderet stinker
af tarme og fedt, kød bliver grød under bælter af jern,
far, der svinger sin le, mor, som græder i stolen i stuen
og uret, der tikker, og stålet i hånden, der stikker
og stikker, og stemmen, der griner, og foden, der danser
i søjler af fjendeblod, busken i haven, de hopper omkring
i en jublende kreds, der er høst, der bliver sået,
en anden mands hånd trykker af, blomster falder til jorden,
og stegen på bordet bliver kold, der er høst, der bliver sået,
det knaser i tankerne, raps daler ned i hans hjelm,
mælken drypper fra brysterne, far går i marken igen.



Copenhagen by night

Her går ingenting tabt.
Det kan ske, at en kugle
når frem til sit mål,
og at knivene blinker om kap
med de vindblæste neonreklamer,
men bilerne holder dog
stadigvæk høfligt for rødt
og lader suset af
skygger passere.



Skumring

Børn tegner kridtstreger
rundt om hinanden
på fliserne.

Snart er de gået i seng,
og i morgen, når solen
står op bag ved gavlen,

vil folk stimle sammen
i gården
og ingenting huske.



Lebensraum

Digte er noget, man venter på, bumser, der hænger
med knive på hjørnerne, engle, der uventet viser sig
nede i disken med kødfars i Irma og katte, der pludselig
har valgt én og aldrig vil strejfe igen. De forlanger
ens liv for at vise sig. Før man ved af det, er huset
helt levende, og det er én selv, der drysser forbi.



Hotel Blödel

Løber rundt i korridorer,
leder efter nøgler. Tæpper støver,
lyset lugter brugt og gammelt,
alle lyde driver rundt med bugen opad.
Kokken sænker nok en hummer
ned i vandet. Borde dækkes.
I foyeren checker
præster ind til messe.



Træning

Ovre
på banerne
træner
de finter
i snevejr

og glider
og falder
i ét væk
med blåfrosne
læber
og stivnede,
smertende
overlår.

Bolden
er vokset,
og målet
et endeløst
gab fyldt
med istapper,

åbent for
udligning.



Nocturne

Endnu en nat falder på, der bliver elsket
bag tunge gardiner og sparket til hjemløse
nede på Strøget. På fliserne rasler papirlapper
rundt og bliver blandet med blade i blæsten.
Man venter på daggry og jord over låget, det
ene erstatter med lethed det andet. Og lige
i nærheden holder en taxa og venter på dig.



Afterhours

Festen er slut,
og mens lys bliver tændt
over kjoler og jeans
kan man se, hvem man er,
og mens klatterne
lander på fortovet,
dampende, varme og grå,
kan man se, hvad man er,
og mens væsker
bliver sendt ind
i kroppe og dumpes
i kummernes sus,
kan man se,
hvad man bliver.



Rådden regn

Regnen er rådden.
Den rammer dig,
når du mindst venter det,
skyller din fancy frisure omkuld
og forlader dig ikke,
før du er klædt helt af
og lugter af hund.
Den vil bløde din dag op,
så timerne smuldrer
i hænderne på dig,
og spule erindringer sammen
i snavsede søer,
du hverken kan dø eller bunde i.
Den respekterer
kun knogler og kindtænder.
Resten er genkendt og afsløret.
Regnen er rådden.
Det samme er du.



Medicin

Du tager drugs
for at holde dig varm,
du tager drugs
for at køle dig ned,
du tager drugs
for at lette
og styrte,
tager drugs
for at tale
og tie,
tager drugs
for at blomstre
og visne,
tager drugs
mod dig selv
og tager drugs
mod de andre,
tager liv
imod liv
og tager død
imod død.



Skinhead på sommerdæk

Sneen falder tæt
på Hitlers Autobahn,
og München er forsvundet
bag ved fygesne og stammer.
Her er ingen brug for retorik,
her gavner ingen Kampf.
Her bor der turser,
der vil blæse på din skjorte
og din knippel,
og som svarer kort og køligt
på dit blonde hår
og alle dine ovne.
De vil kulde.
Intet blod
på frossen jord
kan ændre dét.



Katyn

I Katyn blinker kranierne
kækt op mod solen,
har kærestet og kildet,
har kæmpet og kradset,
og nu er de knust
og kan stirre sig blinde
på verden hinsides al frygt.
Overmagt! Kom blot an!



Plantage

Ingen spiser frugten ved Tjernobyl.
Der er æbler nok til alle, der er visdom
under skallen, der er evighed i kernerne
og lys i deres huse. Stadig rækker ingen
hænder frem mod grenene. Selv slangen
taler ikke med en spaltet tunge her.



***



Noget er faldet på gulvet,
vi vandrer i jungler
med ladte geværer
på jagt efter skyldige,
afbrænder bøger
og opretter lejre
og føler os tryggere,
stoltere, hver gang
en gade er tømt,
vi står op efter søvn,
vandrer hen over glasskår
og afsætter spor,
vi kan følge
med flammende fakler
og blussende øjne,
til alle til sidst
finder hjem.



På fødeafdelingen
bærer de selvdøde nyfødte
ud i containeren.
Én har sin navlestreng
slynget om halsen,
en anden to hoveder,
en tredje er født uden lemmer.
Nu ligger de der
mellem mælkekartoner
og brugte kanyler,
mens striber af saft
drypper ned,
sætter kurs
ud mod havet.



Der er ingen bund i verden.
Synk, og der vil blive hedere
og hedere til formerne og tiden
flyder ud og bliver ét med blod,
der koger, våde øjne og bevidsthed,
som forstøver. Men et grundfjeld
når man aldrig. Bunden findes
kun i løgne, man fortæller børn,
når lysene skal slukkes.



Mørket falder på,
vi vasker op
og skyller hænder rene,
lukker katte ind
og låser døre,
synger sange for hinanden
slukker skærme,
blæser lys ud,
de kan tændes,
når vi vågner,
for det kan de,
de kan tændes,
når vi vågner,
kan de ikke?



Du sad ved min sygeseng,
holdt mig i hånden og talte
om ting, som jeg ikke forstod,
før du slap den og gik,
der var krager i træerne
udenfor, en eller
anden for vild.



Jeg fryser,
jeg ved,
at I er der,
jeg sparker
i sneen,
jeg ved,
jeg har
været her,
sparker
i sneen igen,
og den bløder,
jeg fryser,
jeg er her,
jeg ved,
at du er her,
jeg ved,
at du fryser,
jeg bløder,
jeg sparker
i sneen,
det fyger,
jeg blomstrer
på ruden.



Jeg kan ikke sove.
Monstret mangler
under sengen,
og de grene,
vinden pisker
ind mod ruden,
er blot grene.
Kun skeletterne
i klædeskabet rasler,
som de plejer
- der er ingen
trøst at hente
i dén lyd.



Der er rødvin
på tæppet

og blod,
tror jeg,

hvem der end
var her i går,

var det én,
der slap bort

med min
virkelighed.



Vågner til synet
af flasker på bordet
og trusser på tæppet
og affald i sengen
og ved, hvem jeg helst
ville bede om at gå,
men er nødt til at
vise dig vejen
til bussen
i stedet.



Folder ingen faner ud
og folder ingen sammen,
jeg er den, jeg er,
er ikke god, er ikke ond,
er hverken antiseptisk eller uren,
spiser candyfloss og piller
mod forkalkning, som jeg vil,
og er tilfreds med blot
at sidde her på bænken,
mens det skumrer til,
og snuse mine næsebor
til blods på nok
en høstblomst.



Sidder og venter
ved bredden af Ganges
på dagen, hvor vandet
er blevet så mættet
af knogler og brusk,
at det stivner. Den
dag vil jeg købe mit
første par skøjter.



Der er snedriver
foran min port,
bilen kører
i tomgang,
og jeg sidder der
i garagen
og tænker på grusveje,
biveje, bjergveje,
E-motorveje.
Den spinder så fint,
gør den, tingesten.
Se, hvor jeg
falder
i søvn.



Et smukt lig
vil jeg blive.

Jeg vil bare ligge der
med skæg,
der gror endnu,
og vokse indad
mod en fjern,
men mild
og helende sol.

Jeg vil smile
i hvidt,

jeg vil klæde mig
i sort,

jeg vil leve
i grønt.
Jeg vil blive
så smuk.



Nu er det næsten
for mørkt til at skrive.
Jeg slukker min lygte,
bevidst om at stierne
ude i krattet
vil sige alt dét,
jeg behøver
at sige i nat.



Her må ikke mere døes.
Vi skal drive gennem åbne døre,
blinde, nøgne, ude af os selv.
Vi skal lytte til hinanden,
intet huske, intet ændre, intet glemme.
Vi skal vaske os i tid
og lade fødder vokse, arme visne,
hjertet sejle ind på plads bag panden.
Vi skal løsne for spiralerne
og af dem danne cirkler.
Vi skal intet mere kende.
Vi skal ikke mere dø.