tirsdag den 31. januar 2012

Far vasker bil















Far vasker bil,
far har sæbe
i spanden
og klude
og svampe
og voks
i en dåse
ved siden af.
Far vasker bil,
fjerner flager
af salt
over hjulene,
aftørrer døde
insekter
og pletter
af blod på
den dampende
kølerhjelm,
far vasker bil,
huset brænder
og træerne visner
i skoven
og omme
i baghaven,
far vasker bil,
der er sol
gennem regn,
og jeg står der
og kigger
på far,
og han
vasker.


Skrevet på baggrund af en idé til en kortfilm, min ven Robert Christensen engang præsenterede for mig. Den blev mig bekendt ikke til noget, men digtet gjorde.

søndag den 29. januar 2012

Knopper (manuskript 1991 - 2012)

Endnu et prøvemanus: Denne gang med kortdigte fra stort set alle mine aktive år, nemlig perioden 1991 - 2012. Kan fornemme, at folk så småt er ved at være trætte af mine evige, massive posteringer, men giv alligevel dette en læsning: Det er om ikke andet hurtigt gjort.

***



Steffen Baunbæk
Knopper
Petitesser



***



Og jeg siger til Satan
i ørkenen: "Hør lige her

lille ven, du kan kysse
min røv med dit valg,

nu vil jeg lave
sandkager!"



***



I



Skyer


I

Skyer
driver over,

bliver til skum
langs kyster
langt, langt
borte.


II


Fjerlette
penselstrøg

hen over himlen,
der males

portrætter
af nogen.


III


Når dagen er slut,
søger ånderne

sammen
i skyer

og daler
mod jorden.



Tomt – til Anker Pedersen


I

Hjøllien ruster
bag laden,

gardinerne
blafrer i stuen,

på marken
går kornet
på knæ.


II


Døren
er åben

ved
kaffetid,

køkkenet
er tomt.


III


Rotterne
pusler

i stalden,

på loftet
kun englene.



II



Lagde en blomst
på din grav,

som om andet
end længslen

kunne vokse
dér nu.



Tiden
betændt,

nogen prøver
at trække

dig
ud.



Af med livet
skal vi,

vi skal vise,
hvad vi

gemmer
neden under.



Man bør dø
i højt vejr,

bør forsvinde
som solglimt

i vandpytter,
folk går forbi.



Et efter et
slukkes lysene
ude i blokkene.

Snart
vil jeg slukke
mit eget

og drømme,
at natten
går ud.



Natten
brænder på,

du steger
stjerner

på dit glatte
ansigt.



Skumring
i skovbrynet.

Bænkene fyldes
med skygger,

der stirrer
i vantro
på os.



Nogle læser
mønstrene i te,

jeg gør det selv
i sure skodder

på perronen,
mens jeg venter.



At forme
sit skrig

graciøst
er en

livslang
mission.



Føler mig fri

som en tiger

på Grønland.



I ælte
og styrtregn

må sjælene

udvikle
gæller.



Tårne
falder,

duggen gør
det samme,

men min favn
er stor.



Her i oktober,
hvor bladene

skiltes fra træerne,
opfandt vi os.

Nogen måtte.



Havrør,

ridset lys

og os.



Jeg letter på låget,
du syder på panden,

vi bader i sovs,

der er udsigt til
sammenkogt ret.



En rose er

en kornblomst er

en snerle.



Kærligheden:

Gift
præcist

doseret.



Hvis du
vil kende mig,

bliver du
ensom,

min ven.



Bleg
sol

på dit
ansigt,

mens du
pakker.



Uret
tikker,

tiden går
sin egen vej

som
altid.



Det, der
ikke gik,

gik hen
og blev

stående.



Ansigter set
i forbifarten;

spraglede
høstblomster.

plukket
og glemt.



Der er
fedtede fingre

på himlen,
nu er den

uendelig.



Perfektion

er en
engel,

der
skranter.



Solen stiger
kluntet

som en
dranker,

spilder sjatguld
overalt.



Sidder
her

i solen
under birken

og får
knopper.



Efter endnu en kold
og hård vinter:

Forbavselsen over,
at træer

kan få blade
og sådan.



Kornmarken
bølger.

Med solskin
i lungerne

dykker jeg
efter koraller.



Prøver at smile
til havet,

der sender
en blå finger

ind over
molen.



Mindre at
lære at se,

end lade tingene
give mig

de øjne,
de kræver.



Vinden
i lærkene

minder
mig ikke
om noget,

og det er
det smukke
ved den.



Vinden
i granerne

suser
forbi dig

om
muligt.



III



Dråber
mod asfalten,

helt
ubegribelige

nodeark.



Hårde
dråber

hamrer ned
i sandet,

børn
slår smut.



Katten
drømmer,

sneen
falder

tungere
end før.



Hunden
tuder,

månen
tegner perler

på dens
snude.



Bræerne
kælver,

kysternes
byer:

Saftige
græsstrå.



Tættere
konstant,

den dag,
hvor blomster
skyder

visne op
af jorden.

onsdag den 25. januar 2012

agnes (manuskript, 2007)

Historien bag dette prøvemanuskript er lang og meget personlig. Lad mig sige det sådan, at jeg blev nostalgisk i den sidste tid, hvor jeg boede i Aalborg, og længtes meget tilbage mod den hedonistiske og farverige periode i 90'erne, hvor jeg befandt mig i det samme undergrundsmiljø som nogle af de folk, der blev skildret i fiktiv form gennem Jakob Ejersbos efterhånden legendariske roman Nordkraft. Fra den tid huskede jeg bl.a. den person, som dannede forlæg for "Gule Tilde", og på én eller anden underlig måde fik Ejerbos Tilde, mine erindringer om forlægget samt mit eget anima rodet sig sammen i endnu en 100 % - sådan da - fiktiv figur, som så fik navnet "agnes".

Læg mærke til, at hendes navn ikke skrives med stort - det gør, med lidt held, intet i manuskriptet - og at der benyttes minimal, nærmest ikke-eksisterende tegnsætning. På den tid trippede jeg stadig på Per Højholt og skriftsmodernismen som helhed, og selvom valget måske i sin tid udsprang af en forvirret formbevidsthed, har jeg valgt at følge mønstret i dette manus også. Det kan man læse de pointer ind i, man vil. Jeg synes, at formen er tilstrækkeligt motiveret af indholdet.

agnes er det ældste materiale, jeg har lyst til at bringe seriøst til torvs i dag. Forud lå der 3-4 mere eller mindre rædselsfulde manuskripter i 90'erne samt overgangsværket Natskygge, som egentlig var det sted, hvor jeg fandt min egen stemme, men i dag fremstår som alt for ujævnt til en redningsaktion. Så: Tap fra agnes, tap fra den egentlige kilde.

Mit spørgsmål til læseren - dengang som nu - er dog: Står stoffet i virkeligheden distancen? Jeg synes, det er atypisk, men at det i det store og hele holder. Meget afhænger dog af kompositionen, som jeg har arbejdet en del på. Intet kan pilles ud længere, for så bliver samlingen for kort, og den stemning, den i sin tid blev skrevet på, er fortid. Så alt står og falder med dommen her... Venter og skælver...



***


steffen baunbæk
agnes
journaler


***


agnes i dagbogen

agnes
hedder jeg
agnes – guds lam
det har mor og far kaldt mig
fra da jeg blev født
og det passer
for da jeg blev stor
var min hud vokset til
om det navn
havde jeg heddet lisbeth
i stedet
var alting nok blevet
et rod der er værre end mit
og måske
var jeg slet ikke til
og måske også verden
var væk



agnes i dagbogen

jeg er bekymret for
at jeg kunne være en anden
en kælling ved kloakristen
rablende remser i rusen
der kan være drømme
spoleret i blenderen
eller krypteret
af sælsomme konspirationer
og jeg kunne være prinsessen
der ikke er øm
af at ligge på ærten
men værre: har spist den
og jeg kunne være min nabo
der starter hver dag
med at sætte sit hår
med gele og kan vælge
blandt tusinder af sko
og alligevel altid
forlader sin lejlighed
vaklende i de stiletter
hun valgte i går
og vil vælge i morgen
jeg ved ingenting
jo jeg ved
at jeg godt
kan lide rødvin
og æbler
og kjoler
og at jeg
er bange


agnes i dagbogen

de ligger der
i sengen
mine sjæle
nogle knapt nok født
og andre faldet fra
af alder
ligger der
og skiftes
til at våge
over huden
under søvnen
vil så gerne
møde alle mig
og holde
juleaften


agnes i dagbogen

når jeg træder på revnerne
ude på fortovet
er det som om
at min mund
bliver dækket af mudder
og gummi
og øjnene sortner
alligevel gør jeg det altid
for fliserne
- de er for skræmmende!


december-agnes

”der er et snefnug”
siger agnes
og smiler:
”og der er der ét mer’
og ét mer’
der er mange”
hun danser
og lader dem
lande
på tungen
og nu
er de sne
og et skrig
der er lavet
af kød


agnes i modvind

nu står hun og råber
af blæsten på skrænten
for hvad kan man andet
når englene pisker mod huden
og flår den i stykker med kløer,
mens de klynger sig fast
til den første
den bedste
de kender


agnes i lavvande

ude i vandkanten
står hun og tuder
ved synet
af goplerne
tangen
og sandet
og solen
der danser
i hastige glimt
over bølgerne
inde på stranden
står tre mænd parat
med en trøje
og vognen
der kører
i tomgang


agnes på afdelingen

agnes er flyttet i hus
der hvor ingenting findes
og ansigter klasker mod ruden
på grene i blæsten
det sker at hun former en trutmund
og holder dem fast i sekunder
og åbner en dør
til et større og hvidere lys


agnes punkteret

vaserne visner
stolene bordet
og væggene visner
og agnes er knapt nok til stede
i sengen i trøjen i lampen
som lægen har sendt
hende ned i
og aldrig vil gnide på
hvis det kan bryde den ro
som han ønsker sig
synet er alt
der er til
det er heldigvis sløret
af duer
der letter
og letter


kaptajn agnes

inde til søs
uden udsigt til land
vugger agnes
på planker
af foldet papir
og de to sole
skinner endnu
hun kan blot
ikke plukke dem
båden kan brænde
og sådan
hvis hun gør


agnes i pytten

hun ligger i pytten
og drømmer
om hende
der ligger
og drømmer
i kisten
mens børn
løber rundt
over jorden
med vafler
der smelter
i solen
og sender
en hvid rod
af cremet vanille
helt ned
hvor hun ligger
som hun
kan lade vokse
og sende
til vejrs


spørge-agnes

”hvor gik det galt?”
tænker agnes til tider
når mørket bliver tungt
og hun har det som om
at hun ånder lakrids
- var øjnene klare fra fødslen
af levede liv
eller ulevet liv?
var de ting som de så
bare fremmede
eller ruiner?
var alt såre godt
til hun kom og blev ked
eller var hun et svar
på et spørgsmål
der aldrig blev stillet
fordi hun kom først?


agnes i spejlet

hun stirrer
ned i søen
ned på fiskene
der myldrer
rundt i stimer
under himlen
eller over den
og tænker:
”det er mig
det dér
så lykkeligt
i stykker”


agnes’ hænder

agnes’ hænder
er ikke ret store
og ligner
vist mest porcelæn
de kan gribe en masse
og tabe en masse
har svært ved at bygge
og revner omtrent
når de skriver
men dækket af floder
og højdedrag er de,
om natten
ser folk
op mod månen
og udbryder:
”nøj!”


checkpoint agnes

hanen galer
der hvor agnes bor
og huse flyder
veje kastes
rundt i vinden
skilte spirer
folk går til
og kommer
agnes holder
solen ind
til brystet
og bliver ved


agnes i løvfaldet

agnes ser bladene
danse mod jorden
i brunlige rødlige
gullige farver
og tænker
at havde hun bare
en tube med lim
og en tusch
der var grøn
var der
meget snart
forår igen


agnes i drivhuset

”her er koldt”
det hvisker hun
blandt druer
og agurker
det er ikke
hendes muld
det ved hun godt
men hun
kan drømme
kan hun
- drømme
under grønne
lave skyer
om at
springe ud
igen


agnes i hi

bjørnen sover
i sin lune bolig
i det svale rum
og drømme
fra en lang
varm sommer
brændes op
så kinden
blusser rødt
hun kan
forvandles
kan forstenes
hun bestemmer
selv
til hvad


agnes newton

under træet
sidder agnes
da et æble
dratter ned
og rammer
hovedet
”det er
tyngdekraften”
siger hun
og putter
det i munden


tumlingen agnes

”så kan du gå
du er rask”
siger lægen til agnes
men benene bæver
hun mangler
en candyfloss
eller en død
lige nu


agnes på udgang

hun ser asfalten agnes
og husene busserne
kioskerne agnes
og agnes i spejlet på søen
og nu uden mærker på armen
og mærker fra trøjen
og sår omkring håndleddet
remmene bærer hun om livet
og der hvor de spænder endnu
presses bier og takvinger
raskt ud af navlen
og letter og sværmer
som ringe
i vandet


agnes’ fødder

agnes’ fødder
kan svæve
og danse
og tage hende hen
hvor hun vil
de kan slæbe
og smerte
og snuble
og synke
i alle
slags kviksand
og så
kan de gå
sådan lige
gå an


agnes i dagbogen

i dag er jeg blind
og jeg hilser på folk
der er stemmer
og lyde og dufte
men ikke helt nogen
og ingen kan se
hvor jeg er
for jeg kan ikke selv
og jeg holdes
kun sammen
af kjolen
der kildrer mod huden
og giver mig ben
jeg kan gå på
åh lad mig dog
mumle i drømme
til øjnene
skærer sig selv
ud i pap


agnes i dagbogen

jeg har fanget
en vind
i en flaske
jeg fandt den
på bænken
i parken
i sommers
den kom bare hen
mens jeg sad
og drak saft
og den kiggede
på mig
og smøg sig
om benene
indtil den
kravlede ned
og nu står den
i vinduet
endelig rolig
jeg tror
den har hjemme
hos mig


agnes’ hjerte

hjertet
der banker
i agnes
er rundt
som en sol
bløder toner
for dem
som er borte
og blæk
for den pige
der sulter
derinde
og aldrig
skal slippe
derfra
mens hun lever
det slår
og det slår
og det slår hende ud
alt for ofte
men krattene
bugner
de steder
hun går
og de frugter
de sætter
er grumme
og rene


agnes og manden

og agnes får øje på busken
og stirrer direkte derind
og bliver ved
til hun aner
en mand med en le
og et ansigt
for alle de folk
hun har mistet
et sted mellem grene
og skygger
og hun stikker hånden i lommen
og finder sin pose
og spørger:
”vil du ha’ en lakrids?”


agnes og johs

dagen står af bussen
på den vej hun fik i arv
fra mor og far
og dufter lidt af hendes hår
og røg og regn
og véd vist kun
det halve af det
taber så en bog
på jorden
hun kan samle op
og dagen
hedder johs
for det
er det
den er


agnes og elskoven

hun tror nok
hun elsker
det gør hun
det ved hun
hun elsker sin kat
når den kradser i hånden
og slikker i såret
hun elsker sin kaktus
der blomstrer en enkelt gang årligt
hun elsker de plader
der giver hende stemme og ro
og hun elsker
den lyd som pickuppen
giver af sig
i inderste rille
når sangene slutter
og hvis hun
kunne finde den ene
der kysser
som vinden
for enden af gaden
- måske kunne hun
elske ham også


agnes i dagbogen

det sker
at han kommer om aftenen
blodig og vaklende
jo – men han kommer
jeg sænker mit hår
ned af tårnet
og lukker ham ind
med hans sult
og hans blik
der går lige
igennem mig
gør jeg
og selvom jeg ved
han er væk
når jeg vågner
så ligger hans rustning
på gulvet
og venter
og så kan jeg
gemme mig
i den
imens


agnes i dagbogen

han kalder mig arendse
somme tider
og han græder
og han sidder der
på højen
med sin flaske
han er mærkelig johs
jeg er jo lige her
som han er dér


agnes og bomben

det var godt lige før
men nu ligger
en afrevet arm
som engang
blev kaldt johs
der på kanten af sengen
og griber mod agnes
som bløder et blod
uden pletter
og ikke
kan stoppe igen
de sprang vistnok
i luften
af lykke


agnes og skyggen

han fægter sig vej
ud af lagnerne
klamrer sig fast
til sit tøj
og sit spejl
og sin blok
med elendige digte
der blegner
og blegner
og blegner
som roser
og roser
og roser
mod det
som tager form
inden i ham
det frygtelige navn
der er rigtigt
han siger det
hun smiler
han
udtoner
udtoner
nu


agnes i dagbogen

johs er ikke gået
jeg har ikke
smidt ham ud
hvis det er det
du tror
hvis bøger tror
og ikke véd
men nu er byen
stor og klar
og dækket af
et tyndt
og fint lag frost
og døde fugle
sover rævesøvn
på græsset
andre synger


agnes i dagbogen

det er ikke så smart
når man spiser kastanjer
det ved jeg
for det har jeg prøvet
og så fik jeg ondt
i min mave
men dyr kan man lave
kaniner og elge
og store giraffer
og så kan man også godt
prikke dem
let ned i jorden
så spirer de nok
og bliver træer
men lad vær’
med at spise dem
sjæle
kan ikke
fordøjes


agnes i dagbogen

når det regner
er nogen ked af det
det ved jeg
det sker ikke bare
den slags
og måske er det engle
der sørger
fordi de er døde
og gerne vil ned
til os andre
måske er det mig
der er ked
og vil op
eller væk
eller sådan
og tænker på skyer
der kommer
og bliver for tunge
- at være et træ
i september
og dryppe
af blommer
og æbler
den regn
vil jeg lære
hvis englene
lærer den også
bliver verden
en stor appelsin
og de smager
så godt


agnes i haven

agnes er ude i haven
har sat sig ved foden af birken
fordi hun vil ældes med ynde
og bladene falder
og fnug finder plads
og en snerleblomst sniger sig frem
bag ved øret
og sætter sit frø
og se – kjolen er stadigvæk hvid
og se – håret er stadigvæk gyldent
og se – hun er klar til at rejse sig
kroget og stærk for at møde
de skrigende måger
der yngler bag hækken

søndag den 22. januar 2012

Vejen er blank, det har regnet,

jeg tror, jeg har glemt, hvad jeg hedder,
jeg går, mine sokker er våde,
i midtbyen kaster man bomber, og bygninger
styrter, man løber, man falder
man knuses af vildfarne brokker, jeg binder
mit snørebånd, jeg skal afsted.

søndag den 15. januar 2012

Folk (manuskript, 1997 - 2011)

Endnu en manuskripttest. Materialet stammer denne gang fra årene 1997 - 2011, og at forene æstetikkerne fra så langt et tidsrum har, indrømmet, været et helvede, men jeg føler, jeg er nået frem til et nogenlunde sammenhængende resultat. Håber i den grad, jeg har ret...

***

Steffen Baunbæk
Folk
Digte


***


Mottodigt:


Stykke 42

Vær folk, der går forbi.
Vær folk, der haster, folk, der tigger, folk, der ryster regnen af sig.
Folk, der søger sammen over risten, folk, der knækker sammen
blandt de handlende i frosten.
Folk, der ikke rigtigt ved, hvad de skal sige, folk, der taler højt
og længe om det rene, skære ingenting,
og folk, der bliver overskrifter, overskrifter, der tager form af folk.
Folk, der blot er folk, og folk, der er et folk, og folk, der går i flok.
Vær folk, vær sten og æter, kløer og vinger, tåge over fliser.
Vær det kød, jeg er,
Og vær dét ord.


***


I


***

Spillemanden

Mens flækkernes folk
slog til søren,
fandt sammen i høstakken,
så deres ensomhed ligge
på bunden af nok en pægl brændevin,
rejste han rundt
med sin fele på ryggen,
og strengene spirede,
bredte sig stolt ud
i kroner og stammer,
mens frugterne
ramte hans pande:
En dag gav den efter,
på bunden
af hullet
lå jeg.


Bjergvandreren

Der, hvor du kommer fra,
vandrer man op i de sneklædte bjerge
så snart, man kan mærke,
at verden bliver fremmed for øjnene.
Ikke i Danmark: Her holder
man udkig fra højenes toppe, og søen,
de sænker dig ned i med piller
på Afdeling C er for varm til at bære
den flage, du prøver at fragte
din sidste rest virkelighed væk på.


Fangstmanden

Nul tupilakker når herud, her hersker
kun fladen, den store og hvide, som gemmer på
klipper og hav eller liget af Mylius Erichsen. Hvem
bryder hovedet med det? Mens hans igloo
er varm, den har tyngde og tanke, har undsluppet
stormenes slør. Og det sker, at han griber
sin riffel og skyder en ræv. Ligesom hundenes
hylen mod Månen og stjernerne
holder det drømmene isfri
et sneskred endnu.


Turisten

Han har pisset i buske i Tokyo og Rom,
han har stillet figurer af Stalin og Frihedsgudinden
på plads på chatollet, har udbredt klamydia
både i Phuket og Cape Town hos kvinder, hos mænd
og hos børn, og hans udsyn er bredt ligesom
Telstars, det brænder som napalm. Han frygter kun dem,
der berejser ham, dem, han kan se.


Gøgleren

Han stod der på Strøget
blandt klynger af jublende børn
og forældre, som ikke smed penge i hatten,
for nej, han kunne ikke jonglere.
Hans bolde hang bare i luften og lignede,
dannede skyer, vandt farver, trak op.
Kun de håbløst naive og dem,
der var rede til døden,
kunne le af
og tilgive den slags!


Dæmonen

Det kan godt ske, min skikkelse flyder,
min tanke er flammer, min hånd er af is.
Det kan godt ske, jeg omskaber sjæle til luft,
former luft om til sjæle og helst bakker snagvendt.
Mit navn er et grundstof, sågar, og jeg skriver
i stjerner og slagmarker. Spejl dig, jeg svarer
i brændende skyer og afsvedne byer. Men læs
mig, og jeg bliver ler i din hånd.


Gartneren

Høsten er ovre,
det sidste læs æbler er afsat,
og træerne visner i lunden,
bliver sorte i regnen
og dækkes af svampe,
der skjules
i skuret,
kun han
kan fordøje
dén frugt.


Kyperen

Han drikker vin
af et timeglas,

ingen kan lære
ham noget

om druernes
gæring.


Helgenen

De blinde,
de stumme,
de halte
forsamler sig
om ham,
og syn kan
han give dem
og stemme
og styrke i benene.
Kun deres dumhed
er kronisk,
for hvem
vil velsignes
af mennesker?


Munken

Han sad
i sin hule
årti på årti
og forsøgte
at opløse mørket
og kødet
og tanken
i Buddha
med held,
men hans mester
lod stadig
sin stemme
vibrere
i bjerget.


***

II


***


Far på stranden

Du bygger slotte af sand, lille ven,
og du skriver i sand,
du har sand mellem tæerne:

Husk, det var bjerge engang
og knejs ordentligt, knægt!


Hamlet ved vandhullet

Der er ingen Ofelia herinde,
kun enlige mødre med fadøl
og kødsmag på tungen og hængende
bryster, små piger gemt væk
bag et jordlag af sminke
og nonner med knive i bæltet,
parate til hævn over alt med en pik,
der så meget som vover
at vandre på jorden
og blotte et hjerte. Og alle
som én ignorerer de ham.
Det er godt. Han har al den nat
i sig, en bejler behøver,
han har sin absinth,
og han har sine kranier at snave.


Jacks bog

Her er Jack.
Jack er glad for guns.
Jack er meget glad for guns
og ikke Roses, bare Guns
og så sit mobile home i Tucson, Arizona,
og sin Rover
og sin dunk med Southern Comfort.
Jack er træt.
Jack er meget træt
af jobbet som pedel
på byens high school.
Jack er træt af konens snorken,
ungens vrælen, bilens hosten.
Jack er træt af slidte stole.
Jack er træt af majs på dåse.
Jack er træt af både niggere og jøder.
Jack er træt af folk i jakkesæt
og træt af dumme jocks
og træt af slackere
og hippier
og white trash.
Jack er også
træt af Gud
og skød ham ned
en dag i krydset
med sin riffel,
og nu hænger Herrens
åsyn over sengen,
fyldt med vat og formalin.
Jack vil meget gerne skyde.
Jack er lykkelig, når han skyder.
Jack kan lide at skyde folk,
og gerne folk, der ikke venter det
og pludselig taber luft og dratter ned
som store kødballoner
foran deres vogne.
Jack kan lide sin egen stemme.
Jack kan lide at hviske "puf, puf puf"
i høj og renset æter,
der er hans,
og hans alene.
Jack er vild med Arizona
efter solnedgang.
På søndag
vil han hvile
i et koldt
og sodet
kammer.


Patient J

Jeg lukker min dør,
og straks vælter det ind
med insekter og kryb og betjente,
jeg spiser min frokost og tænder
en chillum og venter på virkelighed
af den slags, jeg har hørt skulle
findes et sted bag de væltede møbler
og posernes mylder af mider,
og smadrer en rude. En vind
hvisler ind, det er nat
nu, min mors bryst er
gyldent og varmt.


Petrine

Børnene voksede op og forsvandt
bag ved skovene, landsbyens teglsten
begyndte af danse i vinden som remser,
enhver havde glemt, bag de vejrbidte
mure sad gamle Petrine tilbage
i tusmørket, strikkende løs
på sin gave; en sweater
til juniors blå fodbold.


Metha

Hun sidder
ved karmen
og kigger
på bilernes
pløjen sig vej
gennem pytterne,
kattenes strejfen
og fuglenes
larmende trækken
mod syd,
der er snevejr
på vej,
og en dag
vil hun finde
den eneste
oplyste rude
i byen
og se,
den er lukket,
og stirre
på kvinden
i stuen
og vide
præcist
hvem,
hun var.


Den grå dame

Den grå dame kalder de hende.
De siger, hun spøger. De siger,
at hun indvarsler dødsfald og sindssyge.
Tåbelige væsener! Hun valgte at være
den mørtel, som samlede smuldrende mursten,
de skridt, som bandt salene sammen,
den ånde, der krævede ilt for dem alle.
Nu råber de op, når hun vækker
dem. Ak! De kollapser,
som de har forstand til!


Yo, Lazarus!

Den er der jo stadigvæk, verden, let bulet
og bleget en smule af solen, men fortsat anvendelig,
lidt ligesom dig! Ja, din dovenlars! Du dér i graven!
Stå op! Han er væk, ham, du venter på!
Men der er kvinder ved brønden
og vin nok på lager
til også at fylde din flodseng.


***


III: Assistens


***


Ved Dan Turélls grav

Der er blyanter dér, hvor du blunder.
En, nej, to, nej, flere! En mark af grafit
- som om skriften, der ellers med exhorbitant
appetit slugte Big Sur og Malta og Vangede,
Buddha og Billie, Manjana og Danny og Dan,
har fortabt sig tilstrækkeligt længe
og prøver at vokse sig frem
til den rigtige hånd.


Ved H.C. Andersens grav

Ingen går fejl af dit hvilested,
for du er blevet til skilte,
et hegn og en høj, plejet hæk.
Du er Dannebrog mejslet i sten
og en svane til stads,
en prinsesse spændt fast til en ært.
Men jeg kender dig, HC,
er venner med O.T.
og soler mig stadig i Skyggen.
Jeg véd, at din benede fod
kender pløret på bunden af Odense Å,
at dit pandeben stadig vibrerer
af farfars forskruede skrig,
og at hakkerne i dine dagbøger
stadig er enheden, ensomhed måles i.
Du var et sår, Mester Andersen
- dét er en blomsterkrans værd!


Ved Jens August Schades grav

Det var lige efter Hjertebogen, Sjov,
og ingen Schade til, når læber mødte
læber her i Danmark, der var både smæk
for skillingen og rosenstorm for ingenting,
Jens August, når du skrev, så sten blev kød,
og alt det Skæve, ømt og afklædt, blev det lige.


Ved Kjeld Abells grav

Det kan godt ske,
at blomsternes
gyldne trompeter
er tavse det sted,
hvor du ligger og lytter,
men stadigvæk nynner
en tæt klynge urter
den flygtige, blå melodi,
som du sang,
da dit tæppe gik ned,
og blandt hækkene
høres en glammende,
glad pekingeser.


Ved Rasmus Rasks grav

Du fødtes i Babylon, legede mellem ruiner
og spartlede stenblokke sammen med stenblokke.
Søjler blev rejst over urgamle revner,
man råbte igen over have og skove og bjerge
fra bygningens top og fik svar.
Da dit hjerte gav op, var der kun fire
piller tilbage at rejse.
Med ét ord på læben begyndte du forfra,
og nu er der stille det sted,
du steg op i den grå lithosfære.


Ved Michael Strunges grav

Der ligger du så. Helt håndgribelig.
Støv i en krukke - blot væbnet
med ordenes vinger, der bar dine lemmer
elendigt nok til, at jeg lærte
at blive på jorden og grave mig ned
under grundfjeldet, ledende
efter den stjerne, jeg gik på.
Nu kender vi begge to flammen.


***


IV: & elsewhere


***


Osama bin Laden

I

Osama bin Laden er dumpet i havet,
nu ligger han nede på syv favne vand
ligesom Rasputin, Harry Houdini og Paul Celán,
ligesom Mary Celeste og Titanic og Kursk,
ligesom Mu og Atlantis,
og ingen kan røre ham mere;
signaturen er mejslet i fisk.

II

Osama bin Laden er dumpet i havet,
han skrælles af bølger og slibes af sand
til han blot er en kalkmasse,
end ikke hovedet
kan nægte at hvile sig på.

III

Osama bin Laden er dumpet i havet,
og Allah er stor,
klækker søtunger ud,
som han plejer.


Hitler i Argentina

Her sidder jeg, manden fra Berghof,
mens bjergkæder heles og marker gror sammen
og farver bliver blandet, så alting bliver hvidt,
mens jeg udsteder ordrer til måbende gauchos,
som intet forstår, spiller Wagner
for græssende kødkvæg og kun får tequila
hver gang, jeg bestiller en rhinskvin.
Forbandede pampas, der ingenting skjuler,
her bærer selv overskæg aks!


Elvis lever!

Jeg så ham på Månen i går,
mens han, blålig af gas,
gul af løgn, hilste tavst
og forsvandt over sletterne
- ud mod den eneste døgnkiosk,
hvor hostepastiller
af grøn kryptonit
kunne fås
under bordet
endnu.


Mosekonen Brøgger,

dampe stiger op fra Afrodites lænder.
Katte smyger sig om benene på folk
i Bangkoks gyder, på Paris' boulevarder,
Sølves våde, bløde stier. De har øjne,
de har store, spidse ører. Du er genkendt!
Bag ved sløret bliver dit hoved sort
af hyldens korte favntag.


Robert Falcon Scott

Hestenes knogler
er blevet til runer i sneen,
og jernslædens motor
forbrænder kun stilhed.
I teltet har polen forskudt sig,
den findes et sted
under Nordstjernen nu,
foran varme kaminer,
i dampende favntag,
i bundløse søer,
og Scott griber pennen,
forsøger at åbne en sejlrende
gennem sit navn,
men den stivner
om spidsen,
han hejser
sin hud
op i pælen,
der stiger
en sol over
Plymouth.


Nick Drake

Mulden er frugtbar ved Tanworth-in-Arden,
og træerne springer helt uhæmmet ud.
”Hvorfor det?", synes stemmen at hviske,
hvis ribben nu afstiver stammerne.
Jeg svarer: "Ikke for noget"
og savner afsindigt min ustemte guitar.


***


V


***



Mor Karen

Hos mormor og morfar fik hønsene
lov til at hakke i jorden,
og alle beundrede hendes rabarber
og huggede løs af de saftige jordbær,
der stod lidt for tæt op ad Bygaden
bag ved en alt for lav hæk
- også mig, der lå helt flad af grin,
når hun dansede rundt
mellem platter og vaser i stuen
og skrålede løs til den tyndslidte
spole med Cash i San Quentin
og mente hvert ord,
som hun ikke forstod,
og at helvede, havde man spurgt,
lige så vel kunne være
et sortsvedet franskbrød
som iskolde tremmer
i Syden et sted.


Johannes

Der lå sælsomme blomster
fra fjerne og ukendte steder
og somre i oldefars Bibel,
og selv gik han aldrig i kirke,
men hang i sit cykelværksted
med en øl og en smøg
og fortalte de ventende kunder
om solen i Rio
og tågen i Harwich
og stemplernes hamren,
når båden,
han sejlede med
i sin ungdom,
smed trosserne
ude i Nordhavnen.

Først da han døde,
blev Laurbjerg landfast
med Jylland
og tørlagt i den grad,
at præsten i Houlbjerg
fik brug for at købe
en ny sending altervin.


Maren fra Mogenstrup

Oldemor Maren
blev født i et jordhul
på Mogenstrup Hede
ved Sevel,
som ingen
kan finde på kortet,
for hvorfor
skulle nogen dog dét?
Hendes far
var en rejsende sælger
i uldtøj,
og moderen
strikkede trøjer
af garn,
som hun selv
havde spundet og kartet
og klippet af fårene
ude på heden,
når ellers hun kunne få tid
for de skrigende unger,
hun fødte på samlebånd:
Seksten i alt.
Fire døde i vuggen,
mens Maren så til,
og var fuldstændigt magtesløs
ligesom sin mor,
der var halvvejs sigøjner,
men hverken kunne læse i kort
eller vække de døde til live igen,
og hun voksede op,
mens hun røgtede dyr,
lærte ikke at stave og regne,
men kunne sin salmebog udenad.
Sammen med den
kom hun gennem de ensomme
nætter på gårdene,
hvor hun kom ud for at tjene
så hurtigt som muligt.
Der mødte hun Christian Baunbæk,
en husmand og ungkarl fra Ulfborg,
der gerne tog for sig af retterne,
indtil hun svulmede op,
og han pludselig var nødt
til at gifte sig under sin stand.
Fra den dag var hun pige
i huset hos ham,
kogte øllebrød,
stoppede sokker
og malkede køer,
mens hun fødte hans børn,
der fik bank,
hvis hans rute
som mælkekusk drillede,
alt imens Maren lå inde
i sengen
med salmerne,
nynnende lavt,
og først åbnede døren igen
for den grædende søn
eller datter,
der fik hendes hjerte
i stedet for det,
der blev knust
under livremmen.
Pludselig
var Christian væk
ligesom børnene.
Stuen blev stille
på Baunbæk,
og lokkerne hvide.
Hun strikkede gaver
til alle og én
i den større
og større familie,
der også blev min.
Jeg blev mødt
af et sølvkrus,
som hun havde spinket
og sparet i månedsvis
for at kunne give mig,
og nåede at kende
det trætte,
men kærlige smil,
før hun endelig gav op
og forvandledes om
til et meningsløst navn
på en gravsten,
en salmebog,
krøllet og kold,
og en kalk på en hylde,
med noget, der tit
flyder over
og holder
mig varm,
når jeg fryser
om natten.


Edmund

Alt, hvad jeg ved
om min oldemors bror,
der hed Edmund,
beløber sig til,
at han styrtede ned
i et kar
fyldt med kogende fedt,
mens han tjente sin løn
hos en slagter
i Odenses udkant,
og mindede mest
om en menneskelig pomfrit,
da han bjærgedes op,
og at endnu
et udkast til mig
dermed endte.
Nu mangler jeg selv
at nå frem
til en bedre pointe.


***


VI: Forsøg på selvportræt


***


Forsøg på selvportræt

Jeg er et barn af den kolde krig. Over min barndoms solbeskinnede enge hang der altid en bombe, bag mine elskedes ansigter var der altid et lysglimt, i mit blod altid en trykbølge. For mig er konceptet "fremtid" en absurd abstraktion. Og den eneste opgave, jeg nogen sinde har følt mig forpligtet på, har været at samle alle de spaltede atomer igen.

Mine forældre gav mig verden. Mine bedstefædre lærte mig den at kende. Mine bedstemødre lærte mig at blive mand nok til at bruge den til noget. Bag dem lyder et kor af fjerne, men klare stemmer, der vil lære mig noget helt andet igen.

Jeg er vokset frem af muldjord, og jeg stoler kun på muldjord. Vil du ind, så sørg for mudder under sålerne.

Jeg er skytte. Jeg forsvarer min offensiv.

Jeg er ikke autoritært anlagt. Jeg er frafalden anarkist. Ve dem, der ikke er deres egen tanke.

Min kærlighed har været rundt om blokken nogle gange, og det er et hårdt kvarter. Nu mangler den en arm, et ben, et hoved og visse vitale indre organer, der står af og på efter forgodtbefindende, og den føler kun, den er til stede, når den krummer sig sammen under snerten. Men kødklump eller ej - du skulle se den på et dansegulv.

Kroppen er et fantastisk instrument, men en nådesløs tyran. Jeg øver i døgndrift på at klare mig uden.

Finder mig selv komplet uinteressant som andet end den tragt, verden filtrerer sig igennem. Og det fine støv, der lægger sig på bunden, kalder jeg skiftevis Gud og poesi. Set i dét lys er præcision en pligt.

Det er ikke tiden, der løber ud. Det er mig.

onsdag den 11. januar 2012

Pennen

ligger stille
på mit bord

og sætter
rødder,

skyder
blæk.

fredag den 6. januar 2012

Favne (manuskript 2001 - 11)

Endnu en manuskripttest: Denne gang af en stak kærlighedsdigte fra de sidste 10 år. Der er blevet lagt en del arbejde i at få disse tekster, som stammer fra vidt forskellige perioder af min produktion, til at passe sammen - specielt rytmisk - og danne en art sammenhængende historie, men efter et remix af Pia Valentin Sørensen, som jeg er meget taknemmeligt for, føler jeg, at kuglen er trillet i hul. Døm selv. Og god læsning!


***


Steffen Baunbæk

Favne
Kærlighedsdigte


***


Intro:


Mellemrum

Vi elsker mellem byerne og mellem hjertets slag.
Vi elsker mellem stjernerne og mellem nat og dag.
Vi elsker mellem verdener på de steder, der er plads.
Vi elsker som to spøgelser – fra start er der meldt pas.

For alting, der kan samle, det må også skille fra,
og det, som snart vil komme, vil vel ligne det, der var.
Du hører også bragene, når sjælen rammer kød.
Du ved så godt som jeg, at to, der elsker, ønsker død.


***

Kali

Hun danser
i engen,
hun danser
i solen
og græsset
og afsvider
blomsterne.
Bier med
flammende vinger
forsvinder
og afsætter ringe
i øjne så svale
og smukke
og klare
og sande
som vand.


Thirtysomething love note

Kærlighed: Terapeutiske sessions for krigsinvalider. Hvert kys et granatchok. Hver berøring et krater. Sex: Et kværnende, nådesløst flashback. Vi brøler og skriger i dødsangst. Vi går, når vi kommer. Vi afskyer hinanden, som ingenting sværmer for tomrummet.


Jeg savner dig,
som vandet
savner ilden,
ilden vinden,
vinden jorden,
jorden vandet,
som kun verden,
rund og rolig,
kender længsel.


Bøn

At varme hinanden i periferien af altid større og koldere pladser, mens duerne lander og tigger og skider. At akkurat undgå at blive til brosten. Det er vel kærlighed. Brug ikke ordet - det stikker os ned! Lad mig mærke en brise af kød på din ånde i stedet, så blotter jeg gerne min hals!


Spøgelsesbilist

Jeg ser mig selv i fuld fart ud mod lyset, hen mod mødestedet.
Speederen er nede, rattet ryster, stempler hamrer under hjelmen,
skove splintres, skyer spreder sig, og stjerner farer akkurat forbi,
og der er en af mig, der lykkeligt går bort i det sekund, hvor bilen havarerer mod din hvide pande.


Shot!

Jeg kunne drikke dig, lade dig rulle
i bølger diskret over tungen, lade smagen
af bittert og salt, sødt og skarpt finde plads
i mine gane og synke, mens smagen var klar,
huske suset fra nerver og årer og tanker,
der mistede formen i tarmene på mig,
og vågne alene om natten med nyrer
som skrigende bremser og svulmende
tæer, jeg kunne drikke dig rent.


Kys

Dette er et kys.
En fjern, forvitret skygge
af en sang, vi kunne synge rent
dengang, der fandtes drager bag ved Brugsen,
og vi legede i rigtig sol,
der ikke kun var stråler
fra en skoldhed ting på himlen.

Dette er et kys.
Et stik af angst
i ømme tunger,
der har kendt.


Som træer ved kysten
formes af vinden,
som sten ved en strandkant
formes af vandet,
som bølgerne muligvis
sliber sig runde mod tiden,
vokser jeg ind i dit blik.


Du er smuk,
som kun Juliet Browner
kunne være det,
når hun blev fotograferet
af gamle Man Ray:
Ikke elsket af ham
eller linsen, nej,
end ikke farverne, formerne;
lyset, du, lyset.


Det er hende,
du altid har drømt om.
Hun beder dig komme,
men ikke med smil eller tårer
og slet ikke længsel,
men blot med den samme forvisning,
som når du om aftenen
lader dine øjenlåg falde
og ikke er angst
for aldrig
at vågne igen.


Kigger på
dit ansigt,
mens du sover,

det er fredfyldt, det,
du drømmer om,

kan intet
menneske
give dig


Vågner
til dit ansigt
med et smil
fra før min tid.

Det heles,
føler jeg
det sår,

som ingen af os
kunne mærke
eller kende til
før nu.


Husene, vejene,
træerne
mejslet i solskin.

Hænderne, fødderne,
tankerne
mejslet i solskin.

Hjemme
er der,
hvor du er

og i dag
overalt.


Solen
brænder

stadig
op

for
os.


Vi sukker fra hver vores kyst, og et sted over havet hænger en engel. Den ene arm griber du fat i, jeg klynger mig fast til den anden. Den vrider sig, bølgerne skvulper, og øjnene lyser i natten. Den ytrer et navn.


Dit navn
er et ekko, der kaster
sig frem og tilbage imellem de hærdede
stammer i skoven, og nok er jeg døv af de larmende
biler, og nok er jeg halt efter talrige spark
mod blokerede døre, men en ting
er sikker: Jeg ønsker, at
træerne blomstrer
i nat.


Drømmetid

Du var her i nat. Du drømte en drøm i min seng, som jeg ikke kan huske, og vågnede bort. Jeg er dens erindring. Slår øjnene op til et lys, der er større end solen. Suger det ind, mens jeg dufter dit hår og din hud. Mine lemmer er former og tankerne skygger. Jeg mærker det hærdes, mit skind. Mine ben bliver faste og hænderne stærke. Jeg rejser mig op for at bruge mig. Senere, når det er gjort, kan jeg drømme dig til.


Bladene danser
i vinden.

Jeg tænker
på dig.

De har noget
at lære.


Ikke kun se dig igen:
At erkende
du findes.

At støvet har fundet
et hjemsted i kroppen
af årsager,

ingen behøver
at vise
sig selv.


Der skyder valmuer op, hvor du kommer. Og som en hund kan jeg følge dit spor langs med sveller og tværs over bælter. Sult eller hengivenhed? Er der forskel, når himlen er rød, og du findes?

Der er bølger, bølger, bølger, hvor jeg er. I hav, i marker, i mit smil. Og i det fjerne kan jeg høre dem ramme dit delta. Bane sig op mod det sted, hvor det tyste forplantedes først.

Din krop: En verden at gøre min egen. Blomstrende valmuer dér. Små bratte, blålige søer et andet sted. Pletter af is eller ild over fladerne. Huler, man blot falder i og forsvinder igennem.


Mission

At være en sten
i din dønning,
at slibe mig hudløs
mod det, jeg er af,
og at glimte i solen
en dag, rund og glat,
det er viljen
for mig.


Favne

Følger dig gerne til havs
- ud, hvor ingen kan bunde.

Det sorte, det røde, det stille.
Blandt isflager eller vulkaner,
blandt hvaler og blæksprutter.

Der vil vi synke
og løfte hinanden
og synke
og løfte hinanden

og drukne
i æter,
i vand,

og lære
at ånde
påny

og at svømme
fortroligt
i blodbaner

ind i et fjernt
og hvidt hjerte.


Bag horisonten
og vejen
og dagens aviser,
der bliver
til mudder
i regnen
- bag hjertet endda -

gror en frugt
på et træ
af en art,
der har undsluppet
navne
endnu,

og vi
sulter.


Om du vil, kan du lade mig synke. Ned i det blå, du betragter igennem. Helt ned til hajer, delfiner, koraller. Der vil jeg lære at leve, at ånde dit sprog, dine tusinder af tungemål. Der vil jeg blive dit kød.


Munding

Vi vælger at gå ned til havet ad den smalle sti. Vælger siv, der snitter i lårene, småsten, der skærer under fødderne. Vælger at æde hinanden med øjnene, forme hinanden igen med et smil. Vi går ned, der er vand, der er æter, og det er det samme. Og vi går under i syv favne sjæl.


Træk

Himlen myldrer af fugle. Ørne på jagt, spurve på flugt, måger, der søger en redeplads, skader, der spejder mod bunden af dammene efter en guldmønt.

Bare kløer og næb og fjer og vinger er de. Kløer og næb og fjer og vinger på træk.

Og over dem spejder vi ned. Når vi tier, så skriger de. Og når vi taler, så giver vi dem navne. Vi giver dem nerver og kroppe og formål. Vi er de eneste, der kan fortælle dem, hvor de skal hen.


Heden er hvid, det er sommer,
du kommer imod mig, der kravler
en hugorm i krattet, og æblerne
dratter mod skovbunden, læberne
sprækker mod mine, du klæder dig
i bilos og asfalt, din hæl er
et højhus, jeg ser anemonerne
kaste sig ud ad dit gab som en
lavastrøm, sender lavinerne
ind i din mund, heden brænder,
jeg kender min jord fra min jord.


Poplerne
stynes,

du griber
din grensaks,

jeg elsker
dig.


Høj sol gennem
marv og ben.

Pløjer furer
i hinandens kroppe.
Kornet spirer,

vokser indad,
indad, gyldent.


Du gør solen klar til dagen
foran spejlet,
det er sommer.

Nu skal kornet
straffes for
at stå så højt.

Nu skal det flamme
i din farve,

du skal lære det
at holde
til din vægt.


Du skal riste
dit navn
i min hud,
du skal skære
så dybt,
at det står der
den dag,
vi er døde
og borte.


Dressur

Jeg bukker mig gerne
og lader mit ansigt
få mønstre af tæppet,
du går på,
så længe jeg ved,
at du prøver at kærtegne
eller erobre
en kerne,
jeg ikke kan nå
af mig selv
for den hud,
der forsegler mit kød,
og det kød,
mine knogler
har skjult sig imellem.

Jeg bukker mig gerne
og klæder dig af
ind til negle og tænder.

Jeg tæmmer
min ulv.


Vi mødes om natten. Vi klæder os i farver, som kun vi, med lysende øjne, kan se. Vi kender hinanden på skyggen, og den giver vi krop. Vi opdyrker månen, ser blomsterne spire langs rifter og kratere. Vi hvæsser kløer, slikker pels, planter stjerner og indvier hellige pladser. I afgrunden bygger vi hus. I det hus vil vi skinne, til dagene kæntrer.


Knæleren

Markerne rødmer et helt andet sted, her, en helt anden dag, lige nu. Mellem aksene knæler du, der mellem aksene vokser mit ansigt.

Jeg savner det, pluk det - og kys det!


Så uvist,
hvem jeg ser i dag,
selvom
det er dig.

Så uvist,
hvem jeg bringer med mig,
selvom
det er mig.

Så uvist,
som at solen
snart
står op.




Det tør, siger du nok.
Jeg har stadigvæk ikke
set luft blive vand
eller sten sætte stængler.
Og os? Vi er hårdest af alt,
frosset inde bag frakker
og negle og knogler.
Vi ånder krystal.


Kridt

Du har tegnet
din cirkel på gulvet,
du rådner i fred
der ved bredden af lunkne
og afsides tårekanaler.
Måske er det rigtigt.
Måske er kys stikflammer,
kærtegn en svidende stribe af lava,
samleje skærsild, nærvær tortur.
Måske får jeg horn
af at sidde herude
og vente på vinger. Men du?
Du har afsvoret verden
og næres af tab.
Og den cirkel
er kærlighed,
tror jeg.


Gød blot
mit jordlod
med vrede,
med had,
med foragt,

ting vil
gro der,
vel også
en rose
til dig.


Det regner
helt ind
i din sjæl,

hvor jeg står
ved en vandpyt

og søsætter
skibe

af foldet
papir.


Prinsessen

Prinsen er død,
og du bukker dig
ned over liget
og flår det i stykker,
ét lem og én indvold
ad gangen, du syder
af svigt, og du ser
ned i vandet,
du skriger,
du ser på
dig selv.


Tagfat

Pæren er sprunget,
og vandet er lukket,
og solen for længst gået ned,
og langs iskolde radiatorer
forsøger vi begge at føle os
frem til – og kysse – de skygger,
der minder os mindst
om hinanden.


I en opblødt og udtrådt avis,
der er hensmidt på fortovet,

ser jeg dit navn dukke op
på en liste med savnede
folk efter krigen.

Måske er det bare en anden,
der hed ligesådan,

men det ligner din måde
at dø fra mig på,

og det ligner
min form for erkendelse.


Outro:


Kærlighedsdigte

er tankere søsat i vandpytter,
fly af papir sendt i flugt op mod Månen
og biler, der kører i tomgang
ved huse, hvor alle er døde og borte for længst,
de er skeen, du prøver at fælde et træ med,
og tændstikken, du holder op mod en bræ,
de er flydende asfalt og sko
gennem dynger af sand,
de er fisken,
der kravler i land.

torsdag den 5. januar 2012

Solen står op over bilkirkegården,











og vragene åbner sig, sæderne dufter,
antennerne blafrer i vinden,
i skrammede skurvogne
slibes der stål.


(tak til Shubidua for lån af åbningslinjen)

tirsdag den 3. januar 2012

Uden titel











Jeg blev født der,
hvor folk blev til drømme
og drømme til nedbør
og nedbør til afgrøder, ja,
jeg blev født der,
hvor folk
var til nytte,
og måtte så lære
at leve
med det.


(til "8600 Silkeborg")

søndag den 1. januar 2012

Dagen derpå

Røgen har lagt sig,
men bærret gør ondt.
Flaskerne rasler,
men går ikke rundt.
Gulvet er fedtet
af sjatter og bræk,
vinduet åbnes,
der er gennemtræk.

Nede i Østrig
står tosser på ski,
statsministeriet
spreder "magi",
men selvom du minder
mest om et får,
slipper du ej for
det ny, herrens år.