mandag den 31. december 2012

Skyts

De trækker striber på himlen, hænger et øjeblik oppe i mørket og folder sig så ud i stjernebilleder, ingen når at tolke, før de er væk igen. Der går ingen mennesker på Månen, kolonierne breder sig ikke på Mars, og Alpha Centauri er stadig jomfruelig. Jorden brokker sig dumpt, mens de lander, raketterne, sorte og flossede. Inde i husene smadres der glas og tallerkener.

søndag den 30. december 2012

Jeg har rejst,

jeg har sejlet på have
og fløjet i himle
og vandret,
til vejene endte det sted,
de begyndte igen,
jeg har rejst,
jeg har kendt mange mennesker
har mistet de fleste
og gemt endnu flere
i baglommen
mellem de brugte billetter
fra Bangkok
og ravet fra Vestkysten,
jo, jeg har rejst,
jeg har løbet fra stormfloder,
sovet på varme vulkaner
og badet i kugleregn,
nu vil jeg hjem,
plukke isblomster til dig
fra ruder i huse,
vi begge har glemt,
jeg vil fri,
jeg vil fri
af det her,
jeg vil fri,
når du åbner
din dør.

lørdag den 29. december 2012

Reload

Der sidder du så
som et minde,
der pludselig
har udviklet
blodårer,
åndedræt,
former,
og ser mig
præcist,
som jeg er,
så den mand,
som jeg var,
da jeg kom,
nu er blevet
en tåget
erindring.

fredag den 28. december 2012

X dør,

og det er
i orden
som klipper
og æter
og hav
er i orden,
som regnvejr
og flammer
og blæst
er i orden,
og det skal
jo testes
det skidt,
så man ved
det endnu
er i orden.

Man kan godt eksistere

i Virklund, her findes
der jord, luft og sollys
og rockwool i murene,
springvand i haverne,
fiskefileter i fryseren
ovre i superen,
der er en landevej,
bilerne kører forbi,
man kan købe benzin,
man kan godt
eksistere i Virklund.

onsdag den 26. december 2012

Sol

over sne,
ingen mening
med dét,
men man smelter
og skinner
- måske.

Hey, Joe,

hvor skal du hen
med dén ladte pistol,
er der koldt,
hvor du er,
er der stille på vejen
og venter hun, Joe,
og i så fald med hvem
og på hvad,
er du til, Joe,
er kammeret fyldt,
har du åbnet din mund
for at sluge
det hele igen,
er der glas, Joe,
og døre og mure
og blinklys
og grænsekontroller,
hey, Joe,
sig mig: Hvor
skal du hen med
dén ladte
pistol?


(frit efter Billy Rogers' sang af samme navn, vel mest kendt med Jimi Hendrix)

mandag den 24. december 2012

Verden

At brænde
er noget,
som stjernerne gør,
at flyve
er noget,
som fuglene gør,
at drømme
er noget,
som mennesker gør,
vi findes
her, sammen,
i evighed, amen.

søndag den 23. december 2012

X dør,

og nu
bliver det svært,
ja, umuligt
at stave
til "xerox"
og "plexi" og "latex",
men "flæsk"
går det fint med,
og "panda" og "tøsne",
det slikker
sit sår, gør det,
sproget,
vi tales
ihjel.

lørdag den 22. december 2012

Boligerne

Der blev lyst,
og vi gik
gennem haver,
hvor blade blev gule
og liljer sprang ud,
og vi vidste,
hvad hver sti
og hver mur betød,

og på bakkerne
stod de,
de gamle
og kalkede huse,

om aftenen
stod dørene åbne,
vi nikkede tavst
til hinanden
og smilede,

før vi
gik ind.

Stjernerne

nægter at anerkende, at det er nat. Jeg nægter at anerkende, at jeg findes.

Gæst

Vågner ved,
at der er stille,
helt stille i alt,
i New York,
i Kabul,
i mit kammer,
min krop
og mit hoved,
på sofaen
ligger han,
Buddha,
og blunder,
jeg tror,
jeg har
råd til
hans taxa.

City sickness

Byen har kastet
beboere op,
og der skrubbes
og skures,
men maven
bliver ved med
at vende sig.

(med en lille hilsen til Tindersticks)

Jeg kunne fortabe mig

under en stor og hvid dyne,
blot være et minde om nogen,
der aldrig forsvandt,
jeg kunne smelte engang,
jeg kunne tø frem for dø,
jeg kunne drømme
en mark fuld af følfod.

Finder ind

og ud
og af
og op
og på,
mest på,
du ved.

Kugleregn

over Ardennerne,


fodfolk bliver
rene

som spædbørn
igen.

Flatlineren

Flatlineren kigger opmærksomt på kardiogrammet i forventning om, at tilfældet findes, men det gør tilfældet ikke.

Flatlineren ringer til nogen og får svar, men forstår ikke spørgsmålet.

Flatlineren er vant til at sove i mørke og aner virkelig ikke, hvad den skal stille op med alt det lys.

Antenne

Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.
Tusinde tunger,
det er mit sprog,
hørt fra New York
til den fjerneste krog.

Jeg er antennen,
åben og kold,
sender og modtager:
Støj, dur og mol.
Taler med stjerner,
lande og byer,
ser klart igennen
de tungeste skyer.

Jeg er antennen,
jeg stiller ind,
jeg skaber tanker,
jeg former sind.
Tonen fra himlen
bringer jeg dig:
Ved, hvem du er
og viser dig vej.

Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.
Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.

(gendigtning af Kraftwerks "Antenne" fra albummet Radio Aktivität (1975))

For enden af en kold, mørk vej

Jeg har kradset mig på hagen,
fisket smøger op ad pakken
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har hørt på vindens klagen,
drømt om byerne bag bakken,
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har mærket stjerner stikke,
har set stå, hvad der bør ligge,
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har luret mig til mere,
har set Boeings haverere
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har lommeuld i lommen,
blod i munden, sten i støvlen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har bølgegang i vommen,
smukke taler bliver til vrøvlen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har tid nok, jeg har ingen,
gør på røven, går på klingen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har set dig løse knuden,
samlet perlerne på huden
for enden af en kold, mørk vej.

(løst inspireret af Current 93's sang "Soft, black stars")

torsdag den 13. december 2012

Du står der på torvet og skriger,

og duerne skider,
og halvspiste hot dogs
bliver smidt på de toppede brosten,
du står der på torvet og skriger,
og man fjerner blodige
pletter fra frakkerne,
brugte kondomer
bliver hensmidt på sæder i bussen,
og skuret er plettet af opkast,
du står der på torvet og skriger,
en dame i rødt standser op,.
åbner tasken og roder,
nu finder hun noget,
hun finder det hele,
for pokker,
du står der
på torvet
og skriger.

Koncerten


Tæppet går op, og folk kigger koncentreret op på manden i smokingen, der sidder foran flyglet. Manden i smokingen, der sidder foran flyglet, aner ikke, hvorfor han er der. Han går aldrig med smoking, og han har aldrig set sådan et instrument i hele sit liv. Han ved bare, at det vil være ekstremt pinligt, hvis han ikke gør det, han skal, så han knækker fingre, hvorefter han spiller tre stykker af Chopin og et enkelt af Satie.

Bifaldet brager løs, og ansporet af den uventede succes slår han nogle toner an, som falder ham ind.

Han har ikke været igang længe, før en mærkelig uro spreder sig i salen. En svær dame i en satinkjole kaster op i sin håndtaske, og en ældre herre med monokel krummer sig forover, tager sig til brystet og hamrer hovedet ned i sædet foran, så den høje hat ryger af. To børn på tredje række bryder pludselig i brand, og opskræmt af den stinkende røg forsøger menneskemassen at nå hen til udgangene. For sent, desværre. Dem, som ikke møder døden under lædersko og høje hæle, forvandles til blævrende søjler af hud, blod og muskelmasse, før de helt mister formen og flyder ud over gulvet.

Kun manden i smokingen er tilbage nu, henrevet i en dyb ekstase af den musikalitet, som det aldrig var faldet ham ind før, at han besad. Med samtlige ti fingre anslår han en kraftig akkord, som én gang for alle overflødiggør både ham og alt andet andet, som nogen sinde har eksisteret.

Så sidder han i et par minutter med lukkede øjne. Da han åbner dem igen, bliver verdener født. 

Stormen tager af,

og du vader i bamser
og trusser
og fladmaste øldåser,
du står alene tilbage,
men byen
er overfyldt,
ledninger gnistrer
for fødderne
af dig
endnu.

søndag den 9. december 2012

Today is your birthday,

i rummet ved siden af
tændes cigarer,
og glas bliver væltet,
og folk driver hen
over dugene. Dig?
Du er hjemme,
hvor stammerne
knager i vinden,
og vandhuller
fryser til is,
du kan gå på
til Sydpolen,
Nordpolen,
Månen,
om så det
skulle
være.

lørdag den 8. december 2012

Fodspor

i sneen

i haven,
som ingen

har sat.

fredag den 7. december 2012

Kom til mig, digt,

jeg har slik i min lomme
og bamser i skufferne
hjemme i stuen,
ja, kom til mig, kom,
og jeg viser dig ting,
der er større end alt det,
du kender i forvejen,
fylder dig ud og fortæller
dig alt om at blive usynlig,
for det får du brug for,
når først, du har lært
mig at kende,
ja, kom til mig, digt,
jeg vil spænde dig fast
i mit favntag
og ånde dig ind
i din pivåbne,
glasklare sjæl,
så du aldrig
får luften igen,
kom til mig,
kære digt,
jeg er den,
der fortæller
dig, hvad
du er lavet af,
den, som vil
tage dig
i brug.

torsdag den 6. december 2012

Denne ro,

som en larm
vendt på vrangen,
en død imploderet,
et nu på stand by.

onsdag den 5. december 2012

Vi frøs,

vi var børn,
de var høje,
de huse,
modbydeligt
høje,
cyklisterne
kørte
som galninge,
alt var
på tilbud,
vi frøs,
vi var gamle
som få,
uger gik
på sekunder,
betjentene
spyttede mælk,
der var strøsalt
på fortovet,
alle folk
sejlede rundt,
og vi frøs,
vores sandhed
var fyldt
med turister
og gøglere,
tavsheden
hævede penge,
butikkerne
lukkede,
togene afgik
til tiden,
my goodness,
vi frøs.

tirsdag den 4. december 2012

Objektiv

Mørket er mørkt,
det er det, som det er
der for, lyset er lyst,
det er det, som det er
der for, du er i farver,
og prime time er
anytime, smil,
det er det, som
du er der for.

Farvel til poesien?

I kølvandet på udgivelsen af Picnic i Hiroshima d. 16/11 er det nu min store fornøjelse at melde, at jeg fra nytår er...færdig som digter.

Som man altid bør gøre med den slags bombastiske meldinger, vil man naturligvis gøre klogt i at tage dette med et gran salt. Jeg har stadig et par rimede manuskripter liggende, jeg gerne vil arbejde mere intenst og målrettet med (hvilket de kræver!), ligesom jeg bestemt ikke kan udelukke, at der sniger sig andre strofer ned på papiret fra tid til anden. Men det korte af det lange: Fra nytår vil man ikke, som nu, finde daglige gode og mindre gode tekster på Assistens & elsewhere.

Dette er der to grunde til. Dels føler jeg, jeg er gået kold i de emner, jeg tematiserer, og de former, jeg benytter, hvilket vel er forventeligt efter 5-6 års daglig digtning. Dette betyder bestemt ikke, at man ikke vil se ny poesi fra min hånd i det kommende år, for en længere række manuskripter står i kø for at komme ud, og jeg forventer som sagt, at mængden vil øges. Men som going concern virker det klogt at sætte lyrikken på vågeblus lige nu for senere at kunne vende tilbage på nye planer.

For det andet har jeg en romanidé, jeg simpelthen ikke kan slå ihjel, selvom jeg har prøvet ihærdigt. Faktisk vover jeg det ene øje og annoncerer en femleddet af slagsen!

Rammen er (slægts)historisk, men tematikken religiøs. Det bliver faktisk en slags nøgleroman - og mere og mere dét, mens man nærmer sig nutiden.

Den samlede fortællings omdrejningspunkt bliver de hollandske kolonister, Christian d. II og Sigbrit Willums i 1521 inviterede til Amager for at agere mønstersamfund og dyrke grøntsager. I første bind - det, jeg starter på efter nytår og planlægger at afslutte inden udgangen af 2013 - møder man min 15 X tipoldefar, Jan Jansen Bacher, som lokkes fra Amsterdam til koloniens centrum i Store Magleby med forsikringer fra Sigbrit om, at han vil blive en central person i hendes statsledelse. Dette sker som bekendt ikke: Kongen falder, hollænderne kommer i miskredit hos den nye konge, og efter - stik mod sin katolske tro - at have undsagt Sigbrit, hvilket volder ham mange kvaler, finder Bacher, som har givet afkald på alt derhjemme, sig som en simpel bondekarl, der må kæmpe for at få blot nogle af de privilegier tilbage, kolonisterne blev lovet, da de ankom. Og under meget kaotiske omstændigheder: Først bliver det nærliggende Dragør - porten til hjemlandet - brændt ned under Grevens Fejde, dernæst slår reformationen igennem for fuld kraft, og han tvinges officielt fra sin tro. Historien er endnu ikke fuldt udformet endnu, men der er rigeligt med elementer at spille med, og som bind betragtet må man nok formode, det bliver et af de mere underholdende.

Andet bind vil tage udgangspunkt i min 9 X tipoldemor, Trein Hermansdatter, der i kilderne beskrives som "et strid kvindemenneske. Hun svirede og drak og udråbte trusler om at brænde hele byen af. Værre var det, at hun var gudsbespotter og ikke viste sig i kirken i lange perioder - kom derfor aldrig til alters. Ingen formaninger fra præstens side hjalp på hende". Ud over det faktum, at Trein, som levede i første halvdel af 1600-årene, på godt og ondt måtte have været en pænt underholdende person, slår hun mig som et muligt produkt af "faldet" fra katolicisme til protestantisme: En person i grel konflikt med sit gudsbillede og, på sin egen facon, meget troende, selvom det munder ud i, at hun i folkemunde blev kendt som "den ugudelige kvinde fra Store Magleby". Hendes død må antages at falde sammen med svenskekrigen i 1658, hvor både Dragør og hendes hjemby blev svedet af. Det kan nok resultere i et par sjove pointer.

Tredje binds hovedperson bliver min 8 X tipoldefar Theis Larsen Passer (1704 - 1753), og temaet bliver, tror jeg, skæbnens - eller, om man vil, Guds - ironi. Theis var kaptajn og, efter alt at dømme, et meget moralsk og pietistisk menneske, som endda tilsidesatte loven for at hjælpe andre. Som f.eks. den karl fra Vordingborg Rytterdistrikt, han i 1749 blev tiltalt for at have hjulpet til at flygte fra sit stavnsbånd. Men også dengang var sømænd glade for øl, og han ender sin tilværelse fire år senere, da han, nok oven på et vældigt drikkegilde nede i kabyssen, forsøger at lade sit vand ud over rælingen ved Djursland. Kilderne fra denne tid er gode, og en af opgaverne med dette bind bliver da også at tegne et levende billede af den ramsaltede, men også meget religiøse søfartskultur, frafaldne børn fra hollænderkolonien gradvist dannede i Dragør.

Fjerde bind bliver mine nærmeste slægtninges historie. Mine tipoldeforældre, Georg Greisen (1867 - 1953) og Anna Pouls (1868 - 1954), startede deres voksenliv i Dragør, hvor den kultur, Theis havde repræsenteret, stadig var stærk og levende. Men den var under opbrud: Byens status som søfartsby var under opløsning, og mange, heriblandt Georg, måtte søge andre veje i livet. Dermed kom også den gudfrygtighed, som forbandt sig til det farlige liv på de syv have, under udfordring.

Bindets virkelige hovedpersoner er to af sønnerne, Victor Greisen (1894 - 1980) og Johannes Greisen (1888 - 1969). Begge søgende ånder, der ender langt fra hjemstavnen, men når frem til hvert deres resultat. Victor drager over Atlanten, hvor han bliver biskop i Pinsebevægelsen, mens Johannes ender sine dage som, tyder mangt og meget på, ateist. Derimellem ligger et utal af sidehistorier - f.eks. min farmor Esther Grejsens (1914 - 2003). I praksis bliver hun revet permanent i stykker af faderens jordnære, usentimentale tilværelsestolkning.

Sidste bind bliver min egen historie. Mens hollænderkoloniens efterkommere fejrer sine største triumfer - Dirch Passer er kongen af komik, Mærsk kejseren af verdenshavene - afsøges det depraverede, hedonistiske og sågar sataniske, indtil det hele ender med et vindpust i Store Magleby...

Historien er ikke tænkt strengt lineært: Den er et åndeligt fald (?) gennem 500 år med hollænderkolonien og dens efterkommere som materiale. Således er hovedpersonerne ikke nødvendigvis indbyrdes beslægtede før langt senere, men de tilhører stadig en unik dansk befolkningsgruppe, og i sidste ende fører alle linjerne sammen. Vover endnu ikke at sætte en overskrift på projektet, men selvom det virker direkte frygtindgydende lige nu, glæder jeg mig til at komme igang!

Så: Bær over med mig, når vi har rundet nytår. Ting vil dukke op ind imellem, og der vil blive testet kapitler, men det er altså snart slut med den døgnfriske lyrik.

Nu skal der fortælles historie(r)!

mandag den 3. december 2012

Lotus Krokus fortolker Steffen Baunbæk


Resultatet af et engangssamarbejde, jeg for et par år siden havde med sangeren og sangskriveren Michael Marino, der i sin tid startede som den kreative hovedkraft i Aalborgs syrerockband # 1, Himmelvand, men nu er bedre kendt med det mere folkede projekt Lotus Krokus. Jeg sendte ham dengang en stak tekster, fordi jeg var ved at samle bidrag til en cd med forskellige musikere, som på hver deres facon skulle tonesætte mine ting, og han faldt altså over "Aalborg Elegi"; Min hyldest til den gamle arbejderby, før den blev forpestet af glatte facader og livsstilscaféer. Cd'en blev aldrig til noget, digtet blev parkeret i et nummer af Reflex, og jeg troede egentlig, at Michael havde glemt sangen forlængst. Det havde han så ikke - han spiller den sgu endnu - og godt det samme. For mig er det stort omsider at have en ordentlig dokumentation af vores fælles anstrengelser. Og jeg håber seriøst, vi engang løber hovederne sammen igen for at snakke tarotkort, provins og udkullet psych i timevis, som vi af og til gjorde det, da jeg boede i Aalleren.

Kulden er kommet,

og verden er glat
som et spejl,
for det er den,
og alt, hvad du er,
bliver afvist,
bliver kylet tilbage
i hovedet af den,
som det tilhører,
prompte, endda;
hvis der ellers er fest,
er den lukket
for afskum som dig,
kære ven, du må
lære at klæde
dig ordentligt.

søndag den 2. december 2012

Det der

- Hvad fanden er det der?
- Det der på fortovet? Aner det ikke.
- Det må sgu da være noget.
- Ja, men kan du måske sige mig hvad?
- Det er godt nok svært... Det ser organisk ud, men så igen er det helt fyldt med grus og småsten...
- Ja, ikke?
- Men...noget må det være.
- Måske nogen?
- Nogen?
- Ja... Der er jo temmelig meget trafik her. Hvordan ville du måske se ud, hvis du var blevet kørt i smadder af en lastbil eller en bus eller noget?
- Jo, men nogen ville da reagere, ikke? Man kan da ikke bare sådan blive kørt over og ligge der og ikke ligne?
- Er du nu også så sikker på det?
- Nej. Egentlig ikke.
- Jamen skal vi så egentlig ikke gøre noget?
- Gøre noget? Hvad?
- Forsøge at redde det eller ham eller hun eller hvad, det nu er?
- Jeg synes godt nok, det ser ud til at være lidt for sent...
- Det er aldrig for sent! Hvorfor tror du ellers, ambulancerne kommer - selv når folk er hoppet ned fra 10. etage?
- Det er sgu da også for dumt!
- Jamen...hvis der nu er en chance? Ville du kunne forsvare at lade være med at gøre noget?
- Æøøeh... Nej...
- Godt! Du laver kunstigt åndedræt, jeg fikser hjertemassagen!
- Hvorfor skal jeg...
- Hold nu kæft og gør det!
- Ok, ok, så! Føj for helvede! Det smager af rådne jordbær!
- Og jeg får et eller andet tarmsnask på hænderne! Hvad så?
- Puuust.
- Banke, banke.
- Puuust.
- Banke, banke.
- Wow, jeg tror sgu, det lever.
- Ja... Men hvad er det? Jeg kan stadigvæk ikke se det?
- Det kan jeg heller ikke...
- Hvad har vi dog gjort?
- Ingen idé, du. Men jeg synes, vi skal ringe efter nogen.

Avenues all

lined with trees,
leading nowhere fast;
No one wants
to go there first,
no one will be last.

Væsener,

der kysser
i regnen,

i torvets
butikker

er ruderne
tomme.

Storebælt

krydses
i mørke,

vi lærer
om søvn

af de synkende
skibe
dernede.

onsdag den 28. november 2012

Verden var smuk engang,

saftig og sprød som et æble,
og ja, du tog for dig som om,
du var udstyret med en uendelig
mave, men tænderne knækkede
for dig, og ordene druknede,
før de kom ud, og der tændtes
en brand i din hals, intet hav
kunne slukke, for pokker,
hvor blev du dog mæt!

Frosten er på vej

Frosten er på vej,
og pindsvin sover under stabelen,
fluer lander, spurve tier,
havet venter klart og blankt.

Frosten er på vej,
og du har stoppet dine strømper,
syltet frugter, samlet brænde,
vasket hår og redt din seng.

Frosten er på vej,
og jorden fylder det, den plejer,
busser afgår, lygter lyser,
stjerner prikker på dit tag.

Butleren gjorde det,

butleren stegte
sin herre i ovnen,
og munden
var stoppet
med svesker, ja,
butleren gjorde det,
butleren løftede låget
og så på den
stivnede frue, ja,
butleren gjorde det,
butleren pakkede kufferten,
butleren lærte
at køre med sporvogn
og købe aviser
og stoppe en pibe
og prutte
og svede
og ånde,
ja, butleren
gjorde det,
butleren sidder
på stranden nu,
himlen
er høj som
en hat.

mandag den 26. november 2012

Tyren i kælderen


- Hov, Svend, hvad er det, der rumsterer i vandrørene?
- Det er en tyr, svarede den gamle mand med et uudgrundeligt smil: - En stor, sort tyr. Jeg passer den for min søn ovre på gården, for den er alt for farlig at gående ud på marken.
- Hvad? Den lille dreng så over på ham i rædsel fra den anden side af køkkenbordet: - Er det en tyr, der står og stanger dernede?
- Er det ikke bedre, end hvis den stangede dig? Den gamle mand lo nu.
- Er du sindssyg, Svend!? Den kan ikke komme op til os, vel?
- Det ved jeg ikke. Den er jo ret stærk, sådan én. Jeg har tøjret den godt, men det kan ikke holde for evigt, vel?
- MORMOR! Jeg vil godt hjem nu!
 
Drengen fór op fra bænken, løb ind i stuen og fandt hende ved vinduet, hvor hun stod og studerede potteplanter med Herdis, Svends kone. Han hev hårdt i hendes store, blomstrede kjole.
 
- Hvad har du nu bildt ham ind, ville mormor vide, da de kom ud i køkkenet igen.
- Ikke noget. Jeg sagde bare, at der var en tyr i kælderen.
- Det ER der også, råbte drengen: - Jeg har selv hørt den banke på vandrørene! Jeg vil hjem nu, mormor! Jeg vil hjem!
- Godt, jeg skal alligevel bage boller, sagde hun, fandt håndtasken ude i entréen og tog ham i hånden På vej ud vendte hun sig om og så på den gamle mand henne vej bordet.
- Nu opfører du dig ordentligt næste gang, ikke også?
- Jowjow, svarede Svend.
 
Så var de gået.
 
Drengen kom aldrig tilbage. Han nægtede selv at komme i det lille, gule aftægtshus igen, for han kunne ikke holde tanken ud om, at den store, sorte tyr når som helst kunne brække gulvbrædderne op og stange dem alle sammen - ham og mormor og Svend og Herdis - ihjel. Faktisk drømte han om det tit: Hvordan de sad stille og roligt ved bordet og spiste lagkage, før rummet pludselig fyldtes med en regn af bittesmå træsplinter, og et stort, mørkt, brølende væsen fór op med sylespidse horn, der på skift forvandlede deres indvolde til gruopvækkende vægdekorationer. Så vågnede han med et skrig og kaldte på sin mor, der blidt, men forsovet kom ind på værelset med kram og kys og godnathistorier.
 
Årene gik, men mareridtet forsvandt ikke. Tværtimod udviklede det sig i nye, grufulde retninger. Med tiden fik han ondt af den skide tyr, som skulle lhenslæbe sit liv i fyrkælderen uden håb om at se hverken kvier eller sol eller græs igen. Den var et ensomt væsen, fornemmede han, og måske var det derfor, det med tiden udviklede menneskeben, torso, arme. Han drømte, at den løb brølende ulykkeligt rundt i uendelige, labyrintiske gange dernede, og han vågnede ikke længere ved den kvalme stank af blod og kaffe, som løb ned af det brune, mønstrede tapet i køkkenet, men tvært imod i det øjeblik, tyrens blik mødte hans. De var helt bundløse, de øjne. Bundløse, fugtige og vanvittige. Og til sidst kaldte han ikke længere på mor. Hun ville altid elske ham, vidste han, og trøste så godt, hun kunne, men der var onde drømme, selv forældre var magtesløse over for.
 
Så døde først Svend. Han fik et ildebefindende derhjemme, som efter sigende ikke havde så meget med tyre at gøre. Nogle år efter fulgte Herdis, der bare var blevet for gammel. Og en sensommerdag, da han var blevet en voksen mand, bar han selv mormor til graven. Der var solformørkelse den dag, og de gader og stræder, som før havde syntes så trygge og velkendte, blev til lange, kolde, mørklagte gange, mens de fulgte rustvognen fra hospitalet ud til det lille kapel på kirkegåden. Kisten var umenneskeligt tung, og han var ikke den eneste i familien, som var med at miste grebet om håndtagene, da den skulle slæbes ud i rustvognen efter ceremonien. For sit indre øje så han det ske. Så trækassen hælde, ramme asfalten og hælde noget, han ikke havde lyst til at se igen, ud. Men det gik med nød og næppe, og da den sorte bil satte igang, brød Solen igennem, og alt forvandledes til et stort, hvidt slør.
 
***
 
- Wow, har du set det der? Manden prikkede sin kæreste, der havde blikket stift rettet mod vejbanen, på skulderen.
- Ja, og hvad så?
- Jeg kendte engang nogen, der boede i det hus. Jeg kom der tit med min mormor, da jeg var lille. Og se nu den der bullbozer. De er åbenbart ved at rive det ned.
- Hm, men et mærkeligt sted at starte. Har du set det der mega hul i fundamentet?
 
Han tændte en smøg og rullede vinduet ned.
 
- Ja, jeg tror nok, det var mig, der lavede det.

Klokken

er mange,

måske
også mig

ind
imellem.

Lignelsen om patienten


De kunne ikke finde ud af, hvad hun led af, Anneli. Situationen syntes ikke akut livstruende, men symptomerne var bizarre, for at sige det mildt. Hendes hjerne var tilsyneladende lavet af silicium, og alligevel udviste hun en foruroligende tankekraft. Uden at være påfaldende autistisk kunne hun efter få sekunder remse pi op med 365543883676300 decimaler. Hun var begyndt at udvikle hjul på fodsålerne, neglene tog gradvist form af knive i rustfrit stål, og selvom man udviste en vis bekymring den dag, hun tømte en stor flaske klor, skete der intet: Indvoldene viste sig at være udformet i porcelæn. Da musklerne til sidst blev så spændte og kraftfulde, at støvfnug, som landede på dem, katapulteredes flere meter væk, og hun en dag knuste en husmur, hun i et distræt øjeblik kom til at gå ind i, indkaldte lægen hende omsider til en afgørende samtale.

- Anneli, jeg må være ærlig. Jeg aner simpelthen ikke, hvad du fejler, og endnu mindre om årsagerne til det. Men...må jeg høre om dine interesser?
- Jeg kan godt lide at strikke.
- Du har aldrig overvejet at gå ind i politiet? Militæret, måske?
- Nej. Jeg kan bedst lide at strikke.
- Hør her: Verden står over for uoverskuelige problemer. Har du ikke hørt om Fåret?
- Fåret?
- Ja, ham der stjernepsykopaten i uldtrøjen fra Rødovre, som har sendt en satellit i omløb, der får alle til at sige mæh og spise græs?
- Næh, skulle jeg det?
- ALLE har hørt om Fåret, Anneli!
- Fåret? Næh.
- For pokker, Anneli! Vi er desperate! Vi har brug for netop din hjælp! Vi har brug for en stærk og kontant hånd, en lynskarp, upåvirkelig hjerne, et usårligt system.
- Hvad siger du egentlig?
- Vi har brug for en superhelt, Anneli! Vi vil ikke gumle kløver! Du må frelse verden! Frels os!
- Jeg kan godt lide at strikke, sagde Anneli.

Så tog hun sin sykurv og gik.


torsdag den 22. november 2012

Den lille forskel

Katten,
der kræver
sin ret
til at jage
og dræbe
og elske,
og aldrig
får nej,
modsat mig,
der for evigt
må hævde
min plads
i en urgammel,
indviklet,
grænseløst
syg
fantasi.

onsdag den 21. november 2012

Bilen

Så holdt den alligevel stille, bilen. Det var ikke det, den var bygget til, men det var det, den gjorde bedst.

Så holdt den alligevel stille, bilen. Døren var forbundet med karosseriet var forbundet med stellet var forbundet med motoren var forbundet med tanken var forbundet med benzinen var forbundet med lyset.

Så holdt den alligevel stille, bilen, og udsynet var vokset til et hul, og hullet var vokset til en krop, og kroppen var vokset til et dybt, rødt hav.

Det holdt bilen alligevel stille ved.

tirsdag den 20. november 2012

- Hvor går vi hen?

- Hvor vi går hen? Det aner jeg sgu da ikke. Det troede jeg, du havde styr på!
- Helt ærligt, du sagde selv...
- Hvad sagde jeg?
- At vi skulle gå.
- Det skulle vi da også.
- Ja, vi skulle, men man kan da ikke bare sige, at man skal gå, uden at vide, hvor man skal gå hen?
- Af og til er det altså også tilladt at tænke selv!
- Jo, men du sagde ikke noget om, at jeg skulle.
- Som sagt... Suk...
- Ok, godt så! Nu er vi her, og jeg er pissetræt i benene, så kom med et bud. PRONTO!
- Hvad med herhen, så?
- Man kan sgu da ikke gå herhen!
- Det kan du da se, at vi kunne!
- Jamen det er ingensteder. Her er ikke en skid.
- Det er der da.
- Ok, en blomst der, en skraldespand der, en fugtig uldsok der. Bravo, Einstein!
- Som om der er så meget mere andre steder.
- Gu' er der da så. Bare en kiosk ville gøre underværker!
- En kiosk...
- Ja, en kiosk.
- Det skulle denondelynemig være noget af en kiosk, hvis den skulle være værd at gå så langt efter!
- Der kan du selv se.
- Ja, men gider du måske at gå ud for at lede efter en kiosk nu?
- Nej.
- Der kan du se!
- Kvabodder!
- Narhat!
- Ok, nu er jeg den, der er gået!
- Det er jeg fandeme også!
- Farvel!
- Farvel - og æd lort!
- ...
- ...
- Hey, hvor går du hen?
- Hvor tror du? Derhen, hvor jeg skal!
- Hvor er det?
- Det aner jeg ikke.
- Skal vi ikke bare gå, så?
- Det kan vi da godt.

mandag den 19. november 2012

Det minder om modlys,

din krop er forsvundet, din tanke uformelig, du går efter stemmer, du vakler og lækker, den næste, som kommer den samme vej, ved, hvad du var.

søndag den 18. november 2012

This is ground zero,

og bierne sværmer, og blomsterne blomstrer, og husene dufter af shampoo, parfume og flæskesteg, det er dit hoved, der smelter og oser og bliver til atomer, min ven, her er dørene åbne som dengang, du følte dig hjemme, og sengene redes i kølige kamre, der dufter af evighed, læg dig og sov, bare kom, som du var.

lørdag den 17. november 2012

De visner i stereo,

sidder i stuen og visner i stereo, møbler bliver knogler, og kød bliver til plys, marskandiseren kommer en dag med sin trailer og kører dem væk.

fredag den 16. november 2012

Du glemte at tænde dit lys,

men der løber stearin ud på bordet og videre ned på dit gulvtæppe, kinderne brænder og tøjet får pletter, det stivner omkring dig, det stads, du vil holde for evigt sådan, som en myg i en ravklump, du glemte at tænde dit lys.

torsdag den 15. november 2012

"Fald død om",

det sagde hun virkelig, jeg prøvede også, faldt forover, bagover, skævt ud til siden, endda, og jeg slog mig hver gang, men for lidt, alt for lidt, og var nødt til at leve med dét.

tirsdag den 13. november 2012

Lige pludselig, lige dér

- Hov, hvad er det?
- Det er verdens ende, tror jeg.
- Det kan ikke passe? Jorden er rund!
- Siger du.
- Jeg har selv set det på billeder!
- Billeder! Pfft! Photoshop! Photoshop!
- Jamen...
- Hvad tror du ellers, det er?
- Ingenting. Der er jo ingenting.
- Oversat til dansk: Verdens ende!
- Okay, så siger vi, det er verdens ende!
- Hvorfor synes du, det er så problematisk, hva'?
- Jamen...den er ikke...praktisk.
- Hvorfor ikke? Verden må da slutte et sted, hvis der i det hele taget skal være én.
- Hm... Jo... Men hvad skal vi så bruge den til?
- Øeeeh... Blank.
- Så vi er enige om, at verdens ende er noget værdiløst ragelse?
- Øhm... Mjoh...
- Godt! Skal vi så ikke bare glemme det her?
- Det skal vi sgu nok. Har du ild?

mandag den 12. november 2012

Digtene sker lige pludselig

- som gliden i rådne bananskræller, krige, der udbryder, ukendte fugle, som letter fra taget med næbbene fulde af kød og forstand.

søndag den 11. november 2012

Almanak

Dage
så indifferente
som tiden,
man siger,
de er lavet af;
mandag,
der først
slutter onsdag,
og onsdag,
der varer
til fredag,
som aldrig
er fredag
for alvor,
som søndag
for alvor
er søndag
med regnvejr
og halvlunken kaffe
og klokker,
der kimer
fra kirker,
der aldrig
bliver fyldt;
mellem hækkene
udenfor
checker man
spildets
kalender.

fredag den 9. november 2012

Moldau

Husker
dig knivskarpt,
den måde,
den ramte
dit guldhår på,
solen
ved Moldau,
og måden,
du lo på
ved Moldau,
af ingenting,
tror jeg,
var aldrig
ved Moldau
in person,
du ved,
det var
du.

torsdag den 8. november 2012

Endnu en nat,

hvor man ikke kan sove for Månen,
man ikke kan se for de lurende skyer,
man ikke kan se for de rødsprængte øjne,
man ikke kan se for selv.

onsdag den 7. november 2012

Apropos Bibelen

I begyndelsen var Ordet, men det faldt ligesom til jorden uden andre til at bære det, f.eks. jorden, og så begyndte de at vælte frem, vælte frem, sgu, og det ene var mere hjælpsomt end det andet, og så kom de op at toppes over det, og så fandt de på nogen, de kunne lægge sig i munden på, og den nogen var alene om at bære byrden, så den nogen opfandt nogle andre, og man måtte jo alle sammen betyde noget, for det gør man, når man har ord i sig, og så fandt man på noget, og bagefter begyndte man at diskutere hvad, og man kunne kun blive enige om, at visse muligheder måtte udslettes, og en dag vågnede Gud op og var fuldstændigt stum, og i kiosken var honningen fandemig udsolgt.

Apropos Hávamál

Fæ dør, frænde dør, og alle som en bliver de til kompost og nogle hulens flotte porrer og noget, man kalder erindring, som ingen kan sige, hvad bliver til, eller hvilke vækster, som slår rødder i.

tirsdag den 6. november 2012

Småting,

jeg ikke
kan huske:

Min fødsel,
min fremtid,
mig selv.

Houdini

i Føtex,

hvor ingen
kan bruge

Houdini
til noget.

mandag den 5. november 2012

Der er pissekoldt på det stoppested,

men de bliver ved med at komme, busserne, og de er altid fyldt med mennesker, som skal steder hen, og de vil altid have dig med, og der er altid en pris at betale, og det er ikke til at holde ud, det gejl, som om man ikke har lov til at stå der og fryse i fred.

Najaden

Hun kom ud fra regnen, og du kunne ikke fæstne dit blik på hende, og alle dine ord silede ned ad hendes kinder, og dine berøringer afsatte kun ringe, som hurtigt forsvandt, og du drak hende, simpelthen, drak hende, til du blev helt tør i munden.

søndag den 4. november 2012

DIY

Hvad fanden skete der egentlig derinde? Det havde stået på i månedsvis, og Lisbeth Møller var blevet vækket på de særeste tidspunkter af hakken, hamren, boren og saven inde i nabolejligheden. Og vel var hun et meget tålmodigt gemyt, denne Lisbeth Møller, men hun kunne godt lide sin nattesøvn, og i øvrigt var hun ikke sikker på, at en lejlighed var det rette sted at bo for en handyman som Rasmus Schultz, Vadstedvej 17, 2. th.

Og så alligevel blev hun noget bekymret, da aktiviteten inde ved siden af ophørte fra den ene dag til den anden. Når hun endelig hørte noget, var det raslen med potter og gryder eller fjernsynsprogrammer, der kørte på et højt, men dog fornuftigt niveau før sengetid. Han var altså i live, og han var også færdig, men med hvad?

Stor var Lisbeth Møllers glæde, da Rasmus en dag tog på arbejde og glemte at smække døren efter sig. Hun så det, da hun var nede for at tømme postkassen, og stod et øjeblik tøvende foran hans dør, før hun forsigtigt, sådan lidt tilfældigt, puffede til den og trådte indenfor.

Og der - lige midt i stuen - stod ingenting. Simpelthen ingenting. Men det flotteste, største, mest velsmurte og velfungerende ingenting, hun nogen sinde havde set.

Hun blev forelsket på stedet.

Lignelsen om det underlige træ

Det var et meget underligt træ, det, der stod på fælleden.

Mens det voksede op, regnede man det bare for at være endnu en ask, for det lignede én til forveksling. Men efter en rum tid satte det lige pludselig store, hvide, sarte blomster, som duftede tillokkende, og ud på sensommeren begyndte det at sætte totalt uforudsigelig frugt.

Et år fyldtes grenene med strygejern, som hamrede flere tilfældigt forbipasserende omkuld og sendte én på hospitalet med åbent kraniebrud. Et andet var det isvafler, som drattede til jorden og smeltede på græsset. Et tredje kunne alle og enhver, som måtte ønske sig det, forsyne sig med spritnye ordbøger.

Man vidste kort sagt aldrig hvilken afgrøde, det ville bære, det træ, og selvom manden med kraniebruddet aldrig lærte at elske det, holdt folk i byen generelt af det underlige vækst, der altid var gavmild og gjorde hverdagen den lille smule mindre kedelig.

Sådan gik der mange år, mens træet voksede og voksede, så dets krone til sidst dækkede hele fælleden med en behagelig skygge på varme sommerdage. Men så var det, den kom, den høst, hvor man simpelthen ikke kunne afgøre, hvad det var, der hang på grenene. Det var ikke rigtigt organisk, det var ikke rigtigt dødt, det havde ikke nogen kendt form, det var ikke påfaldende anvendeligt. Det var bare, i mangel af bedre udtryk, tingester.

- Buhuuu! råbte børnene, som havde håbet på nye iPads denne gang.
- Dumme træ, mumlede de voksne, som ikke rigtigt kunne se, hvad alle de tingester, de gled rundt i ovre på fælleden, gjorde godt for.
- Prima til gulvplanker tænkte ejeren af savværket, da han, assisteret af en skumlende borgmester, læssede stammen op på sin lastvogn og kørte væk.

Det år var vinteren længere end normalt. Faktisk sluttede den slet ikke, men fortsatte og fortsatte. Jærtegn viste sig på himlen, krige brød ud, kvarterer brændte, svovl dalede ned fra skyerne, vulkaner spyede lava i parkerne.

Og ovre i kirken lukkede præsten sin Bibel. Den kunne ikke tjene ham eller nogen længere. Dette var den sidste tid, vidste han, for han havde set de fire ryttere nede i døgneren forleden, og de var i ondt lune.

De havde ikke kunnet finde en eneste tingest på hylderne.

lørdag den 3. november 2012

Lignelsen om det betændte sår

Det betændte sår var ikke glad for sit job. Dag ud og dag ind hang det bare på den sædvanlige arm, som i virkeligheden gerne ville af med det, og spyede gullig væske af sig, mens de forbipasserende kom med alle de sædvanlige udbrud: "Yks", "yikes", "badr", "fyffer pyffer" og ind imellem "føj for satan!" Det var ærligt talt ikke en særligt opmuntrende måde at tilbringe sit liv på, lad dét bare være sagt.

Så en dag faldt manden, det betændte sår sad på, i snak med en smuk, ung kvinde. Aftenen blev lang og indholdsrig, og det gik, som den slags ofte gør: De to tilbragte en halv times tid med akrobatiske øvelser, det betændte sår ikke skulle gøre sig alt for klogt på, før manden med armen faldt tilfreds i søvn.

Da han var langt inde i drømmeland, fik den unge, smukke kvinde øje på såret, og ansigtet stivnede med ét. Men modsat andre gange løsnede grimassen sig varsomt, og hun begyndte at tale til den bizarre plamage:

- Du godeste Gud, hvad er du for en ting?
- Jeg er et betændt sår. Kan du ikke se det?
- Godt, endda. Hvorfor er du på armen af ham, jeg tror, jeg kommer til at elske?
- Fordi der er noget i vejen, måske.
- Måske er det dig?
- Hvordan kan jeg være i vejen? Jeg er her jo bare.
- Men...har du aldrig tænkt på at blive noget andet?
- Hvad skulle det være? Måske kan jeg avancere fra at være et betændt sår til bare at være et sår, men så heler jeg jo. Så dør jeg. Nej, så hellere blive ved med at være det, jeg er.
- Du er bange?
- Nej, ensom. Jeg er den eneste, jeg har, for alle andre hader mig. Hvordan skulle jeg så kunne give slip på mig selv?

Kvinden smilede uudgrundeligt. Så rakte hun halsen hen over mandens brystkasse, sænkede læberne og placerede dem lige midt i det gullige pus. Hun hævede hovedet igen og slikkede sig om munden. Og det betændte sår faldt i søvn, ligesom manden med armen havde gjort det.

Da det vågnede igen, fandtes det ikke længere, men havde fået øjne, hænder, fødder, hjerte og mund. Og den unge, smukke kvinde kiggede forelsket på det, og det kiggede varmt tilbage.

Det hed Jens nu. Det var lykkeligt og fortabt.

I en kælder sort som kul

- Hej, længe siden! Hvor pokker har du været?
- Jeg har været i kulkælderen.
- Interessant. Fandt du noget dernede?
- Ok ja, masser. Masser af kul.
- Kan du så ikke sælge det?
- Nah, det er vådt alt sammen.
- Vådt? Mystisk. Har der været oversvømmelse?
- Næh, jeg pissede på det.
- Hvorfor dælen gjorde du det?
- For at gøre noget.
- Jamen kan du så ikke tørre det og sælge det.
- Måske, men det lugter.
- Hvad har du så tænkt dig at gøre med det?
- Brænde hytten af, måske?
- Øh... Hvorfor?
- Fordi jeg kan.
- Vældigt konstruktivt, du!
- Noget skal man da kunne.

fredag den 2. november 2012

Forsøg på selvportræt: Stikord

Sort hippie.
Dyrisk filosof.
Retarderet geni.
Magtfuld stakkel.
Egoistisk filantrop.
Nådesløs gentleman.
Socialfobisk festabe.
Anarkistisk demagog.
Illumineret mørkemand.
Kompetent klamphugger.
Futuristisk nostalgiker.
Respektabel galning.
Søvnløs drømmer.
Brutal romantiker.
Værgeløs kriger.
Aldrende foster.

torsdag den 1. november 2012

Venter på klarhed,

på stående bølger, kaniner i lyset fra forlygter, frø, før de spirer, Bruce Springsteens vokal gennem regnen på Hvidovrevej efter fyraften.

Det er ligesom

den gang, jeg var barn, og jeg lå i min seng, og jeg vågnede op, og jeg ikke kunne åbne øjnene, og jeg var helt sikker på, jeg var død, og jeg kunne høre min mors og fars stemmer, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville se dem igen, og jeg skreg, og jeg skreg, indtil de dryppede kamillete på mine øjenbryn, og det er fuldstændigt ligesom dengang nu, og den eneste forskel er, at mine øjne er åbne, og det er mig selv, jeg kan høre, og det er mig selv, jeg tror, jeg aldrig mere skal se, og jeg er fuldstændigt alene.

tirsdag den 30. oktober 2012

Elvis - en digtkreds














Elvis
i vuggen,
den alt,
alt for store,
i færd med
at blive
tenor.


***


Elvis
i Tupelo,
barfodet,
solbrændt,
med mudder
og rifter
på knæene,
Elvis
i Tupelo,
bare en drøm,
endnu ikke
en mand.


***


Elvis
i Memphis,
"My happiness"
ridset
i lak,
verden
drejer,
hvert øreblik
sænkes
en nål.


***


Elvis
i Tyskland
mit Schwarzbier
und Fräuleins
und Mutter
und Vati
und Colonel Parker
aus Holland,
ein Volk
und ein Reich
und ein König,
en sangkanon
indstillet,
ladt.


***


Elvis
i fængslet
og Elvis
i hæren
og Elvis
på prærien
og Elvis
i marken
og Elvis
på stranden
og Elvis
i byen
og Elvis
i baggården,
blødende
popcorn
og cola.


***


Elvis
på Graceland
i enerum,
stadigvæk
Elvis,
selv inde
i spejlet
er Elvis
en Elvis,
men stemmen,
mand,
stemmen
er stadig
en stemme,
enhver sang
er stadig
hans sang.

***


Elvis
i læder;
en nat
i Amerika,
summende,
krydret,
uendelig,
nu givet
hænder
og læber,
så ingen
bliver
lonesome
tonight.


***


Elvis
i farver,
aloha,
Hawaii,
via satellite,
fandeme,
en hound dog
bliver hot dog
i prime time
og real time
og anytime,
it's now
or never,
Hawaii,
don't
be cruel.

***

Elvis
i Vegas,
yeah, viva
Las Vegas,
hvor hanerne spændes,
og tromlerne ruller,
der ryges cigarer
i røde foyerer,
og navnene
flasher i neon
i natten
og slukkes,
her spilles
der højt,
Elvis
synger.


***


Elvis
på Graceland
igen, den
er rummelig,
kummen,
den starter,
hvor enden
er slut.


***


Elvis
på Månen
i færd
med at male
den grønne ost
over Kentucky
helt blå.


(opsamling af digte fra de seneste dage plus fire nyskrevne)

mandag den 29. oktober 2012

Elvis

på Graceland
igen,
den er endeløs,
kummen,
og kummen
begynder,
hvor enden
er slut.

Elvis

i Memphis,
"My happiness"
ridset
i lak,
verden
drejer,
hvert øreblik
sænkes
en nål.

Elvis

i Vegas,
yeah, viva
Las Vegas,
man spiller her,
hanerne spændes,
og tromlerne ruller
der ryges cigarer
i røde foyerer,
og navnene
flasher i neon
i natten
og slukkes,
man spiller her,
Elvis kan
synge.

Elvis

på Graceland
i enerum,
stadigvæk Elvis,
selv inde
i spejlet
er Elvis
en Elvis,
men stemmen,
mand,
stemmen
er stadig
en stemme,
enhver sang
er stadig
hans sang.

søndag den 28. oktober 2012

Elvis














i Tupelo,
barfodet,
solbrændt,
med mudder
og rifter
på knæene,
Elvis
i Tupelo,
bare
en drøm,
endnu ikke
en mand.

lørdag den 27. oktober 2012

Ræven

er ude,

fasanerne
skræpper
i krattet,

jeg skriver
mit
digt.

Flyene letter,

og striberne
spredes til dis,
og i byen
står husene tomme,
og kattene
skider i sandkasser
ovre i parken,
selv fryser
jeg over
i klar luft
som denne,
jeg bor der,
hvor flyene
lander igen,
ikke der,
hvor jeg er.

torsdag den 25. oktober 2012

Reception for Picnic i Hiroshima

(sakset fra Facebook)

D. 16/11 udsender Det Poetiske Bureaus Forlag lyrikeren Steffen Baunbæks debutsamling Picnic i Hiroshima, der i vid udstrækning er blevet til som mundrette, showprægede tekster på hovedstadens skrå brædder, og først og fremmest afspejler Baunbæks kærlighed til klassisk beatpoesi, som den kendes fra folk som Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti og Dan Turéll - dog formuleret fra en helt personlig vinkel. I løbet af bogen kommer man således hele vejen fra en opvækst i Udkantsdanmark til det store, urbane sus. Man møder både Prædikeren, Buddha, Kurt Cobain og Dirch Passer, kigger ind forbi raves i 90'ernes Århus, tages med på en lurvet pilgrimsfærd til Santiago di Compostela og hives med op på scenen, hvor selve digterrollen kommenteres med både vid og bid. Alt sammen ting, der ubesværet glider ind i den samlede ramme: Fortællingen om en opvækst og et voksenliv, som har været tilbragt i atombombens skygge med alt, hvad dét medfører af hæsblæsende, ofte selvdestruktiv nu-bevidsthed.


Udgivelsen fejres denne dag fra kl. 19 - 22 på Galleri Krebsen, Studiestræde 17A, 1455 København K, hvor forfatteren ikke blot - som vanligt ved receptioner - byder på snak og signaturer, oplæsning af det fulde værk og en udsøgt forfriskning, men har valgt at inddrage udvalgte skikkelser fra sit kunstneriske nabolag i en større præsentation, der tager udgangspunkt i bogens kredsen om emner som undergang, fortabelse og håb på trods. Således kan man foreløbigt, udover Baunbæk selv, opleve følgende navne i skæret fra de sorte stearinlys:

Tina Kirstine Henneberg

Netop nu aktuel med sin anden novellesamling, Pigen med de afhuggede fødder, som på en overrumplende original, dramatisk, indfølt og humoristisk vis kombinerer elementer fra eventyrets verden (de folkelige traditioner, Brdr. Grimm, H.C. Andersen) med meget moderne pointer og stilelementer. På scenen er Henneberg tilmed en fremragende performer, som ubesværet formår at overføre sine fortællingers intime, fortættede stemninger til selv store grupper af tilhørere. Et opvarmningsnavn, Baunbæk har valgt med absolut dødsforagt vel vidende, at det, sagt på godt jysk, kan blive ris til egen røv.

Besøg hendes hjemmeside.

Sange fra The way the world ends

Marc Kellaway & Tanja Jessen har gennem det seneste årti udstukket deres helt eget selvstændige spor inden for dansk eksperimentalmusik med projekter som Vinyl Dog Joy, Exquisite Russian Brides, Pink Luminous Invocation, Tender Buttons og Distortion Girls, som tilsammen har dækket alt fra dronemusik, lo-fi og impro til postrock og støjende, til tider næsten industrielle lydlandskaber. I sommers leverede de dog musikken til René Kruses teaterforestilling The way the world ends på Huset i Magstræde; et helt specielt soundtrack, som tog fragmenter fra en række klassiske rocksange, der alle handlede om død eller undergang, og stykkede dem sammen i nye kompositioner med stemmen og den akustiske guitar i centrum. I aftenens anledning har de sagt ja til ikke blot at genopføre, men ligefrem opdatere dette spændende repertoire.

Få et sniglyt her.

DJ Def Stef

Tidligere kendt fra eksperimenterende musikarrangementer i primært Århus-området. Lover denne aften at levere koldkrigspop, koldkrigspop og atter koldkrigspop frisk fra beskyttelsesrummet.

Kom frisk før verden går under. Der er fri entré og labre forfriskninger i baren.

- Farvel.

- Hvad siger du?
- Farvel.
- Du behøver ikke at gentage, altså.
- Far...vel?
- Helt ærligt, hvis du vil noget med det der, er du altså nødt til at være bestemt.
- FARVEL!
- Klap hesten, mester! Sig det i det mindste på en ordentlig måde.
- Farvel.
- Gaaaaab.
- FARVEL!!!
- Nå, det kunne man sgu da høre, i det mindste. Men jeg tror ikke på dig.
- Farvel!
- Det kan du sagtens sige.
- Farvel.
- Det lyder helt forkert...
- Farvel.
- Gider du lige at købe mælk med ovre fra Superen, så?
- Farvel.
- Farvel, farvel.
- Farvel.
- Farvel...

onsdag den 24. oktober 2012

Tuning

Åh,
dette flimmer,
af blade,
der falder,

signalet
bliver
klarere
nu.

tirsdag den 23. oktober 2012

Tre smådigte

Hænderne
ryster
som espeløv,

espeløv
ryster,

men ikke
som hænder.

***

Vel er
jeg fri,

men det
hænder,

at dørene
binder.

***

Alt
er vand,

jeg drikker,
jeg skal

pisse
hele tiden.

mandag den 22. oktober 2012

Mennesker

på gaden,

der aldrig
for alvor
bliver mennesker,

og regnen,
der altid
er regn.

søndag den 21. oktober 2012

Jeg ligner min far,

har den samme statur
og den samme slags blik
og de samme skavanker,
jeg deler hans usikre sitren,
hans anfald af lede,
hans store, ja, af og til
blødende hjerte,
hans tørst efter vidder
og muldjord og øl,
helst de kolde fra kassen,
og bøffer med brun sovs
så tyk, den kan gås på,
hvis evolutionen
var til, er vi åbenbart
ren perfektion.

Sænker

min pen,

jeg har intet
at føje
til verden

i dag.

lørdag den 20. oktober 2012

Mure

er til
for at minde
én om,
at man altid
bør være
på vej.

Digtene falder

som snefnug
i frost,
for kompakte,
for skarpe,
dog smelter
de stadig
på tungen.

fredag den 19. oktober 2012

Så snakker

vi udenom
endnu
en gang
og én til,
rundt
og rundt,
det slår
gnister,
det gør det,
og pærerne
lyser, nu
springer de
heldigvis
snart.

torsdag den 18. oktober 2012

Løvet

er gult,
for det
lyver,
det
kommer
igen.

onsdag den 17. oktober 2012

The dream is over

Drømmen er slut, jeg er det, den har efterladt, indtørret opkast, måske, det er ret svært at fjerne, i hvert fald, og tro mig: Der prøves ihærdigt.

Det var mig,

der greb Paul Celan, da han hoppede i Seinen. Det var mig, som stjal patronerne til Hunter S. Thompsons gevær. Det var mig, som standsede kuglerne foran brystkassen på Lorca. Det var mig, som skyllede Bukowskis sidste flaske ud i lokummet. Det var mig, der lod dem falme. Jeg er bøddelen. Jeg er bogen, du skal læse, før du dør. 

tirsdag den 16. oktober 2012

En vældig vind standser op

lige foran dig, bare sådan, og så hænger den der, helt massiv, og du ved ikke rigtigt, hvad du skal bruge det til, og det ved den tydeligvis heller ikke, og du kan ikke vurdere, om den pludselig vil knække over og ramme dig med fuld kraft, suge maven ind og forsvinde med et lille puf eller udvikle lemmer, korpus og ansigtstræk for at kunne sige hej eller noget, det blæser du også et stykke, et langt et, så langt, at du falder til ro.

Han er en væske,

er typen, man synker til bunds i,
hvis ellers der fandtes en bund,
er en opdæmmet flod,
som kan bryde sin opstemning når som helst,
regn over Kuala Lumpur
og hagl over Trondheim,
et syrespor gennem din smukkeste drøm,
oliepletter på tøjet, du aldrig får af,
og en stærk akvavit, du har fået i galhals,
en væske, sgu, sådan er han,
alt, han rører ved, er dømt
til at blive til mudder.


(med et lille nik til John Foxx)

mandag den 15. oktober 2012

Gaffelbidderen

Der er forskel på fisk. Nogle er små, nogle er store, nogle er elektriske, andre er omgivet af benhårde pansre, som sætter dem i stand til at overleve på flere kilometers dybde. Men Sigurd var en fisk. En helt almindelig fisk, der passede sit job på koralrevet hver dag, blafrede med gællerne, viftede med finnerne og sked i lange, brune strenge. Det så han ikke noget galt i. Den slags gjorde man, når man var en fisk.

En dag mødte Sigurd en sulten haj. Først kom den farende imod ham med vidt åbent gab, så fik den et mærkeligt udtryk i sine ellers så døde øjne og stoppede op.

- Hvad dælen er du for en fisk, spurgte hajen.
- Jeg er bare en fisk. En fisk, der hedder Sigurd, svarede Sigurd.
- Man kan sgu da ikke bare være en fisk? Hajen måbede.
- Jamen er jeg andet, er jeg ikke klar over det.
- Det var godt nok noget.

Hajen forsøgte at klø sig i hovedbunden, hvilket den slet ikke var bygget til, så det gik derefter. Så rømmede den sig og spurgte:

- Hvaøøh, kan du spises?
- Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet at blive spist. Ser jeg lækker ud?
- Det ved jeg ikke, svarede hajen: - Jeg har aldrig spist en fisk før. Klovnfisk, ja, og muræner, havaborrer, sild, brislinger, torsk og den slags. Men fisk? Ingen idé.

Sigurd fik helt ondt af hajen, hvis øjne blev vådere, end de allerede var i forvejen, og hvis hale svingede desorienteret frem og tilbage i vandet. Den befandt sig tydeligvis i en større eksistentiel krise.

- Vi kan da godt sige, jeg er en gaffelbidder, sagde Sigurd prøvende og usikkert. Han burde gøre noget, syntes han.
- Hvad er en gaffelbidder?
- Det ved jeg ikke rigtigt, men det er i hvert fald en slags fisk, der ikke bare er en fisk.
- Er du sikker på, du vil være det? Det kan jo være, du kommer til at dø og sådan. Hajen så helt sørgmodig ud.
- Jeg ved ikke, hvad det er at dø. Og jeg er jo bare en fisk. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være noget.
- Tak, min kære ven, sagde den mægtige rovfisk, åbnede gabet og sendte Sigurd ned i sin mave med et taknemmeligt smil.

Nu var Sigurd omsider helt forvandlet til en gaffelbidder. Og hajen, der hed Torben, græd snart salte tårer igen, for den var ensom på en måde, den aldrig havde kendt til før.

1. Frugtmosebog

- Hvad fanden er det, der hænger på den der gren?
- Jeg tror, det er en durian, Adam.
- Den stinker ad helvede til.
- Jamen det er en frugt, min ven. Den smager sødt, man bliver klog af at spise den, og far har oven i købet sagt, den er forbudt. Er det ikke spændende?
- Gu' er det røv! Og klog? Bah! Jeg har det sgu godt nok med at ligge hernede på jorden og lege med min modeljernbane. Hvis den bare ikke stank så meget, den lortefrugt!
- Adaaam...
- Brum, brum! Fut! Fut!
- Adam...
- Hvad er der nu, Eva?
- Se dem her.
- De er flotte.
- Minder de ikke lidt om det der oppe på grenen...?
- Næ. De lugter heller ikke sådan. Men hvad skal jeg med dem?
- Du må røre, hvis du spiser frugten...
- Du må have spist søm, kvinde!
- Sssss.
- Hvad blander du dig nu for?
- Ssssssmag nu, Adam...
- Gnaske i det der væltede lokum af en grøntsag? Den er sgu god, du!
- Du sssssskal sssssssmage, Adam...
- Nøøøøn! Brumdrøn! LALALA!
- Ssssshit, Eva!
- Han er helt lost, mand!
- Det må man sssssssige.
- Fuck det, jeg giver en hotter. Med hele molevitten, du.
- Ssssskønt, min tøssss, ssssskønt. Ssssskal jeg også lette på dit figenblad, sssssskatter?
- Du skal lukke røven, skal du!
- Nøøøøøøn! Fut! Fut! Tuuuuut!

søndag den 14. oktober 2012

Lignelsen om tumlingen og oldingen

- Se mig, sagde den lille dreng til Jesus og dansede rundt på de fødder, han netop havde lært at gå på.
- Jeg ser dig, sagde Jesus.

- Se mig, sagde den gamle mand til Jesus og løftede sin stok, fik overbalance og hamrede panden hårdt ned mod fortovets fliser.
- Se dig selv, sagde Jesus.

X dør,

i skoven
er fuglene
stille,
de ved,
den er større
end dem.

lørdag den 13. oktober 2012

X dør

på Månen,
og nej,
det er ikke
forsøgt før,
og nemt
er det
fandeme
ikke,
han prøver
at falde,
men svæver
i stedet,
han lægger
sig ned,
men kan ikke
få ro for
sin klodsede
rumdragt,
han bander
og svovler,
og selv da
hans mund
bliver stille
af ren, skær
nødvendighed,
larmer
hans form
i det
vindstille
støv,
så selv
stjerner
får
tinnitus.

X dør,

hans kælder
er helt fyldt
med sort,
råddent
regnvand,
det døde
han ikke
af, nej,
men det
er der,
og nogen
er nødt
til at slikke
det op.

fredag den 12. oktober 2012

Skilt set

ved indgangen

til krematoriet:

No smoking.

torsdag den 11. oktober 2012

Katten

har sat
sig til rette
ved ruden,
nu stirrer
den ud,
man skulle tro,
der var
noget
at se,
og det er
der måske,
men hvad ved
jeg om det,
jeg er ikke
en kat.

Der var frostvejr i nat,

men jeg lever endnu modsat
blomsterne, myggene, svampene,
jeg er på orlov fra døden,
en gammel, men tåbelig gud
lod mig vælge igen.

onsdag den 10. oktober 2012

Uden titel

Jeg vil skrive
et hul,
som kaniner
kan gemme
sig i,
jeg vil skrive
et hul,
som de kommende
slægter
kan bruge
som port,
jeg vil skrive
et hul,
intet lys,
ingen stråling
kan undslippe,
skrive
et hul,
som er større
end det
i mit liv,
du
forsvandt
ud
igennem.

tirsdag den 9. oktober 2012

Enerum

- Der er godt nok mørkt herinde.
- Ja.
- Gud ved, hvad det er for et rum.
- Det ved jeg ikke, men jeg tror, jeg har været her før. Jeg kan genkende duftene, stilheden...
- Jeg kan ikke lokke dig til at tænde lyset?
- Det går ikke lige så godt.
- Kan du ikke finde kontakten?
- Jo, men den virker ikke.
- Nå, for pokker.
- Sådan er det.
- Hvad laver vi egentlig her?
- Gik vi ikke herind for at være alene?
- Jo, selvfølgelig, og det er vi også, og det er fint nok, men...
- Jeg ved, hvad du mener.
- Gør du?
- Ja, at det ikke var dét, vi regnede med?
- Jo, lige præcis.
- Skal vi så ikke gå ud?
- Ved du måske, hvor døren er?
- Ja, den er lige... Av, for Satan!
- Gik du ind i noget?
- Ja, væggen, tror jeg.
- Klovn!
- Arh, hold kæft! Kan du måske gøre det bedre?
- Det var heller ikke det, jeg spurgte om.
- Godt, så!
- Men i det mindste har vi hinanden.
- Ha! Det er nydeligt! Nej, kom her...
- Hvor er du?
- Følg stemmen, da!
- Jamen der er en mur i vejen, tror jeg.
- Så prøver jeg at gå efter din.
- Mmmm. Haha.
- Av!
- Hvad skete der?
- Der var sgu en mur!
- Ok, kan du så ikke prøve at gå lidt til siden?
- Jeg prøver, men der er stadigvæk noget.
- Bliv ved.
- Jamen jeg tror, jeg er på vej ned ad en gang.
- Din stemme bliver også fjernere.
- Jeg kan ikke lide det her.
- Det kan jeg heller ikke. Kom!
- Jamen... Jegknikfndvj...
- Hallo?
- F...n...f...k
- Hallo?
- ...
- HALLO? ER DU DER? ER DU DER? JEG ER BANGE! JEG VED, AT DU ER DER! SYGE STODDER! KOM TILBAGE! HJÆLP! HJÆÆÆLP!

Vi kører mod øst

Vi kører mod øst, en kolonne af jern!
Vi kører mod øst, en kolonne af jern!
Tropper fra München og Wien og Berlin!
Bjørnen skal bløde, skal dø som et svin!
Skælv, bolsjevikker, for stærk er vor ånd!
Fast, hård og sikker er Førerens hånd!
Stalingrad! Stalingrad! Her kommer vi!
Stalingrad! Alt er forbi!

Vi kører mod øst, vi har hanerne spændt!
Vi kører mod øst, vi har hanerne spændt!
Byer skal brænde som os for vor sag!
Fjender skal dingle hver eneste dag!
Trævle som kød vil den russiske stat!
Uovervindelig er Tysklands soldat!
Stalingrad! Stalingrad! Her kommer vi!
Stalingrad! Alt er forbi!

 (improvisation over Death in June-nummeret "We Drive East" (1981))

Note, håbløs

Vi fryser, vi klynger os ind til hinanden, det hjælper mod kulde, men ikke mod dette, mod knoglernes skurren i kødet og blodet, der strømmer, og huden, som blusser, og det, der står isnende klart: At enhver er et lukket system, at det ikke er årstid for ønsker.

mandag den 8. oktober 2012

Jeg ved ikke hvorfor,

jeg siger det her, du kan nok leve uden den viden, måske bliver du stødt af min åbenhed, den slags er hørt før, måske er det også i orden, måske er jeg tit lidt for meget, men hellere det end at være for lidt eller lidt for tilpas, du ved, tandløs og sådan, jeg tror, man skal sige præcist det, man føler, man føler jo noget, for helvede, masser, og siger man det ikke, måske man så slet ikke føler det, ja, hvad ved jeg, det kan være, jeg væver, men det er jo vigtigt, det her, det skal siges helt rigtigt og ikke fordampe fra tungen, før lyden bliver til, det er lyden, der gør det, og øret, dit øre, der hører det, alting skal være på plads, ingenting må der mangle, for så kan det være det samme, det er det alligevel nok, nå, for pokker, hvor kom jeg til?

I villakvarteret

bliver æblerne modne,
og pludselig
ligger de nede
på plænen og rådner,
de slipper vel taget
i stilken og falder,
som den slags
nu plejer,
men ikke
én eneste gang
har jeg hørt
noget
dumpe
til jorden.

søndag den 7. oktober 2012

Jeg læser Ché Guevara

og von Däniken for tiden,
jeg er 38 år, og jeg er
ikke blevet klogere på noget,
måske dig, du er i hvert fald
til at tage og føle på,
når jeg får lov, og det
er ok i min verden,
hvor det styrter ned
med frøer, og det pibler
op med følfod i december.

Something

A place to never leave,
a message to recieve,
you better give me something!
You better give me something!
A kiss that doesn't end,
a train around the bend,
you better give me something!
You better give me something!
A godless sky that's full,
a gravity, a pull,
you better give me something!
You better give me something!
A star that doesn't fall,
a wish to know it all,
you better give me something!
You better give me something!
A room with room for me!
A lot more things to see!
I want it all! I want it all!
A larger hole to fill!
The cheapness and the thrill!
I want it all! I want it all!
A better song to sing!
A lust for everything!
I want it all! I want it all!
A reason to exist!
A hammer or a fist!
I want it all! I want it all!
A rhyme that doesn't rhyme,
a longer stretch of time,
you better give me something!
You better give me something!
A frost that doesn't freeze,
a different kind of peace,
you better give me
something...

lørdag den 6. oktober 2012

Note, afklaret

Det er, som det er, og det har aldrig været anderledes, og det sker hele tiden, og det har altid fundet sted, og det sted er der, hvor du er, og du er, hvor du er, fordi du skal være det, du skal blive det, og når du ikke bliver det længere, bliver du noget andet, du vil ikke vide hvad, for det er ikke til at vide, hvad det er, og det er godt nok, det kan ikke blive værre.

fredag den 5. oktober 2012

X dør











i marken,
bliver ført ud
af hveden
og drukner
i krager,
men skidt,
det er bølger,
alt sammen.


(inspireret af Vincent van Gogh)

X dør













i farver og stereo,
Dolby Surround Sound,
det hele, for dælen,
det virker,
det rykker i fingeren,
kildrer på nethinden,
suger i maven,
du véd,
ligesom når
man går hen
og forelsker sig,
Bond børster
bare lidt støv
af habitten
og lader
sin Luger
igen.

torsdag den 4. oktober 2012

Readymade


Ring efter Falck,

der er pletter på Solen
og knuder på strømmen
og selv slår jeg huller
i luften, ja, ring
efter Falck,
de har biler
og mandskab
og udstyr,
de kommer,
de redder
os nok.

onsdag den 3. oktober 2012

Opslag: Forudbestilling af Picnic i Hiroshima

Som jeg vist har nævnt herinde før, er samlingen Picnic i Hiroshima antaget til udgivelse på Det Poetiske Bureaus Forlag medio november i år. Efter at have konfereret omkring pris osv. med forlaget, er det mig nu en ekstra glæde at kunne tilbyde muligheden for at forudbestille "min førstefødte" allerede nu! Faktisk ser jeg gerne, at du gør det, for pengene, som derved kommer ind, vil delvist indgå i finansieringen af trykningen. Så: Gør et (håber jeg, du synes!) godt køb og støt en ædel sag!

Prisen bliver 125 pr. eksemplar + 15 kroner til porto, hvis du bor udenbys, og jeg ikke har mulighed for at levere varen personligt. For de penge får du:

- selve bogen (evt. lige til døren)
- min autograf + personlig hilsen
- et stk. eksklusivt digt, som enten skrives til lejligheden eller hentes her fra Assistens & Elsewhere, hvorfra det omgående vil blive slettet. Det kommer til at være dit og KUN dit.

Bestilling kan ske på damaetas@live.dk

Send navn og adresse, og jeg sender dig et kontonummer, pengene skal sættes ind på. Husk at anføre dit navn ved overførslen!

Reserver dit eksemplar i dag - og gør en digter glad!   Og læs mere om bogen herunder (udkast til pressemeddelelse.

***  

Steffen Baunbæk (* 1973 i Silkeborg) har hidtil været mest kendt fra sit arbejde som medredaktør og skribent for Musiktidsskriftet Geiger i årene 1999 - 2008 samt enkeltstående tekster i andre sammenhænge - bl.a. forordet til Martin Halls genudgivelse af cd'en Inskription (2003).   Allerede i 1992 debuterede han dog som lyriker med en række bidrag til Hvedekorn, og i årene, som fulgte, er det blevet til ikke blot bidrag der, i Øverste Kirurgiske og talløse andre tidsskrifter, men også antologier som Collage (1992), Plasma (1998) og Underskov 3 (2009).

Siden 2008 har lyrikken haft førsteprioritet for Steffen Baunbæk, som til hverdag skriver bloggen "Assistens & Elsewhere". Således er han fast inventar på scenerne i København, og fra hans hånd er flydt et bredt spektrum af poesi, som på hver sin vis har forenet en skarp teoretisk baggrund med træk fra symbolisme, ekspressionisme, skriftsmodernisme, knækprosa, haiku, klassiske rimformer og diverse avantgardestrategier.

Den snart udkommende debutsamling Picnic i Hiroshima, der i vid udstrækning er blevet til som mundrette, showprægede tekster på hovedstadens skrå brædder, afspejler først og fremmest Baunbæks kærlighed til klassisk beatpoesi, som den kendes fra folk som Ginsberg, Ferlinghetti og Turéll, men fra en helt egen, personlig vinkel. I løbet af bogen kommer man hele vejen fra en opvækst i Udkantsdanmark til det store, urbane sus. Man møder både Prædikeren, Buddha, Kurt Cobain og Dirch Passer, kigger ind forbi raves i 90'ernes Århus, tages med på en lurvet pilgrimsfærd til Santiago di Compostella og hives med op på scenen, hvor selve digterrollen kommenteres med både vid og bid. Alt sammen ting, der ubesværet glider ind i den samlede ramme: Fortællingen om en opvækst og et voksenliv, som har været tilbragt i atombombens skygge med alt, hvad dét medfører af hæsblæsende, ofte selvdestruktiv nu-bevidsthed.

Picnic i Hiroshima dækker blot én tråd i Steffen Baunbæks produktion, og forhåbentligt vil man ad åre komme til at stifte bekendtskab med hans fulde spændvidde. Lige nu og her er denne bog dog så langt fra et skidt sted at starte bekendtskabet.

***

En smagsprøve:

Picnic i Hiroshima

Vi kan blidt sætte brødkurven ned
ved det brændte, men levende træ,
vi kan svælge i vuet af væltede bygninger,
frådse i suset af fugle, der dratter til jorden,
blive høje af rødvin og håndmadder,
højlydte skrig fra terrænet, hinanden.
Og så kan vi elske i strålingen, udveksle gnister,
få afkom så sygt, at det evner at leve der,
pansret, fordrejet, forskruet,
men født til at hamre og save og drømme
om fadermord, moderdrab, renselse,
arkitektur så afskyelig,
at den kan modstå selv tanken.

Vi kan betjene os selv,
vi kan skåle i kød,
det er alt.

X dør

og dukker
først op
den dag,
snedækket
smelter,
hvornår
véd du
bedst selv,
min ven.

X dør

og skyller
i land
som et stort
stykke rav
eller noget,
det trækker
koldt ind
på din hals.

tirsdag den 2. oktober 2012

X dør,

og du
spiser klejner,
der væddes
på heste
i vestbyen,
kioskerne
åbner
i Haarlem,
og Manden
i Månen tager
overalls på,
stjerner
blomstrer
i frost.

mandag den 1. oktober 2012

Note, selverkendende.

- Det, som ikke illuderer, er dødt og vækker rædsel.
Jean Baudrillard.

***

Jeg er ikke nogen interessant person. F.eks. findes jeg, og hvad kan være mere banalt?

Jeg har skæg, der gror og dagligt skal barberes af, så jeg kan bilde mig selv og andre ind, at jeg stadig er ung. Jeg har et job, så folk i det mindste ikke tænder faklerne, når de hører, at jeg også er forfatter. Jeg har en kat, som gør det ud for de børn, jeg aldrig fik, og jeg har regninger, som jævner enhver antydning af et smil ud på mit ansigt. Jeg bryder mig ikke om regnen, med mindre jeg virkelig afskyr det, den skyller bort. Mørke er noget, jeg aldrig vænner mig til, og dagslys gør mig både paranoid og desorienteret.

Mennesker er et fænomen, jeg møder med skepsis, og det skal man også. Til gengæld tilgiver jeg for det meste dem, som møder mig på samme måde. Jeg kan bedst lide nyheder, der handler om nyopdagede planeter i fjerne solsystemer og ukendt algevækst i søer dybt under indlandsisen.

Jeg tror på ikke Gud, for det ville trods alt være for banalt, men noget guddommeligt, der strukturerer verden, binder celler sammen, giver organismer form, lader sindssyge idéer som f.eks. digte opstå i sindssyge væseners hjerner. Således slipper jeg behændigt fri for andre moralbegreber end dem, som er dikteret af almindelig logik, og manøvrerer elegant uden om den type syndsforestillinger, som ellers meget nemt kunne forpeste mit liv mere end højst nødvendigt.

Min humor er af den type, folk ofte forveksler med alvor, og den koster løbende fiktive skabninger livet. Min alvor er let, men først og fremmest pga. en manglende evne til virkelig at tage virkeligheden alvorligt.

Døden er ikke et tabu - jeg taler om gasudvikling, stivhed og sædafgang i den sidste stund uden at fortrække en mine. Jeg kan sagtens se verden fortsætte uden min medvirken. Jeg er blot ét sanseapparat mellem myriader af andre, jeg er bare ét tankemønster mellem milliarder af tankemønstre, hvoraf ikke ét med rette kan forlange gyldighed. Jeg er nerver, der sitrer, og muskler, som pumper, og små hår, der stritter, og rynker og tics, som sætter sig fast.

Jeg er endnu et eksemplar af arten med det diskutable navn Homo Sapiens Sapiens. Jeg er ikke nogen interessant person.

Mine tekster er ikke interessante tekster. De er blot en anelse mere elegante, end jeg er.

Deri ligger forskellen.

Den forskel, der gør, at du tror, jeg ret.

Jeg har løgn, har jeg. Løgn.

søndag den 30. september 2012

Åbner mit vindue,

men det er skræmmende med al den dér luft, den er smækfyldt med lyde, jeg ikke selv laver, og mærkelige dyr, der flagrer omkring og summer og skræpper og skider, og fly og raketter og UFO'er sgu nok også, og planeter, for pokker, planeter og stjerner og fucking galakser, mand, og den får bare aldrig nogen ende, og jeg ved ikke, hvad det skal forestille, og det føles bare meget bedre at smække vinduet i igen og sidde herinde med en pose over hovedet.

lørdag den 29. september 2012

Og katten,

der sniger sig
op i mit skød
for at putte,
er bare en kat,
den har pels,
kløer og tænder,
den afliver mus,
som den leger
med først,
og den nyder
det fandeme,
den djævel,
men helt
ubestikkelig,
dét er den,
og jeg er
uendeligt
stolt af
at få som
fortjent.

Note, flødesovs

Hun gav dig sit hjerte, og du gav hende dit, og nu ved du ikke, hvem hun er, og hun ved ikke, hvad det er, hun har gjort dig til, og du står der med et ubrugeligt stykke kød, du lige så godt kan skære i strimler og spise i flødesovs, og hun står med noget tilsvarende og rasler med gryder i køkkenet, og så står I lige igen, og det burde vel slutte med dét, men de strejker vist stadigvæk, skraldemændene.

fredag den 28. september 2012

Note, udbrændt

Verden som oplevet gennem et system så overstyret, at det ikke længere magter at filtrere lyde, farver, dufte, smag, smerte: Feedback i rødt, kondenseret DNA.

torsdag den 27. september 2012

X dør,

og blomsterne
kommer
for sent
eller rådner
på jorden,
selv sorg kan
man godt
glemme
nu.

Hotellet

I stuen
på Hansa Hotel
ringer klokken
ustandseligt,
dørene smækker
og blomster
af plastic
bliver dækket
af støv,
ingen bor her,
og sengene
lugter,
i skufferne
ligger
der Bibler.

onsdag den 26. september 2012

X dør,

og lægen
vil hjem,
men har bøvl
med at starte
sin bil,
og det regner
på p-pladsen,
hovedet
er utæt,
og skoene
tunge
af mudder.

X dør,

og det
var så
det,
det
var nok
til et
liv.

tirsdag den 25. september 2012

X dør,

fordi han
er tom,
men forventes
at udrette
noget
i dag.

X dør,

og det er
som altid;
en hjerne,
der lækker,
en lever,
der godtager
skidtet,
en hånd,
der bliver stiv
og ubrugelig,
et hjerte,
der åbnes
forsigtigt
på klem.

Hvad vil du mig, side?

Hvad rager jeg dig? Krøl dig sammen igen, du, og spir!

Zone

Hver morgen:
Mørket og kulden
ved busstoppestedet.

Hver morgen:
Minutter af gummi,
der strækkes uendeligt ud.

Og hver morgen:
Jim Morrisons stemme, der crooner,
at "faces come out of the rain,
when you're strange".

Og hver morgen:
De velkendte ansigter,
smilende, nikkende,
tavse, mens kort tages frem,
og vi stiger ombord.

mandag den 24. september 2012

Temperamenter

Disse evindelige dyk, lige op for at snappe luft, så ned og ned og ned igen, hver gang lidt dybere som om det er Atlantis, jeg aner dernede, og ikke en russisk atomubåd.


***


Højspændingen, du, højspændingen, dette nu, hvor alting bliver sort og indelukket og ulmende og man ved, at nogen må gå under, før man igen bliver til biologi.


***


Det forbandede er, at det letter, at det starter som en boblen i maven, svæver op gennem halsen og ud gennem munden og fortsætter lige lukt op i det blå som balloner, der brister et sted, hvor man ikke får lov til at se det. 


***


Roen, mester, fornemmelsen af, at selv den største smerte til sidst vil forløse sig i en vane, at døden er noget, som skete for lang tid siden, at det hele er gået i stykker på forhånd og kun kan samles igen. Denne sikre hånd, der kun er i stand til at bygge, selv når den er nødt til at dræbe.

X dør,

og ligtoget
bremser
trafikken,
den flyder
sgu over
snart,
verden.

Dug

over græsset,

og måneblus

inde
i skoven.

Fjernede

søvn

fra min
øjenkrog,

drømmen
hang ved.

Kører igen

forbi Dyssegård,
hvor der er folk,
som står op
og får navne,
funktion,
måske mening,
endda,
der er liv,
ganske givet,
i Dyssegård,
der er
i hvert fald
et sted
at stå af.

Practice makes perfect

Falder om
og om
og om
igen.

søndag den 23. september 2012

Være øjne,

bare øjne nu,
hvor verden
godt
vil ses.

lørdag den 22. september 2012

X dør

af pligt,
ikke lyst,
men det
fandens
til hul,
han fik
gravet
i går,
skal jo
fyldes
med
noget.

X dør,

og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.

Ølrim

Øl er vand,
øl er skum,
øl gør klar, 
øl gør dum.

Øl gør blød,
øl gør varm,
øl er tyst,
øl er larm.

Øl vil mund,
øl vil hals,
øl er reel,
øl er vals.

Øl er guld,
øl er sølv,
øl er bronze,
øl er øl!

(og omvendt!)


(skrevet til Trine Grejsen)

Kimæren

10:15 lørdag aften, og kimæren ligger i kurven og sover, den minder om frugt, det er ikke tilfældigt, jeg fylder dens vandskål.

11:50 lørdag aften, og kimæren har presset mig helt op i hjørnet på badeværelset, og jeg stirrer den direkte ind i øjnene og hvæser: "Hvad fanden har du tænkt dig at gøre? Æde mig?"

1:27 søndag nat, og kimæren kradser på døren og lader til at befinde sig i en eller anden form for krise. "Du kommer ikke ind", konstaterer jeg: "Der er intet udenfor her".

7:01 søndag morgen, og kimæren ligger på hylden over mine bøger og leger skulptur. Det skal noget vel gøre.

10:21 søndag morgen, og kimæren rister pølser, jeg holder op på et spyd foran dens mund. Vi deler. De smager fremragende indsmurt i ketchup.

14:15 søndag, og kimæren er gået ud for handle. Den kommer tilbage med Havskum, patroner og deodorant.

17:20 søndag, og kimæren bliver rastløs igen, galper op om, at den hører til i BonBon-Land, jeg klør mig i røven og finder et ubestemt væsen, jeg holder det op til dens snude: "Eat this!"

19:05 søndag aften, kimæren er blå og bevidstløs, jeg fylder den op med Piratos og luft og forlegenhed, vinden tager til, snart vil dragerne stige til vejrs.

10:15 søndag, kimæren slår vingerne ud, det er luften, der gør det, måske, men jeg trækker et lyn ned.

Det ligger på vagt foran døren.

X dør

på intensiv,
sengen
er ledig
og ren.

X dør,

og selv
Robert Jacobsen
ville have tænkt
længe over,
hvad affald
af den slags
kunne
bruges til.

X dør,

og verden
er blevet
en dårlig
samvittighed
lettere.

Here comes your 19th nervous breakdown,

og du har vidst hele tiden, at det ville komme, og du har aflyst alle aftaler, du har sørget for, din fordør er låst, du har slukket mobilen og trykket på alle kontakter, du ved, der er ting, man må klare alene, og flammerne er en af de ting, det er rotterne også, det samme er timernes kværnen i kraniet og smagen af benmel i munden, det samme er halsen, der snører sig sammen, og kummen, dit selvværd forsvinder igennem i lystige skumsprøjt, men hænderne, du, er intakte bagefter, man filosoferer med hammeren.


(med hilsen til Turéll og Rolling Stones)

Here comes the rain again,

og du surrer alting fast, dit hoved, din hånd, din lever, din barndom, din identitet, din samling af fodboldkort, dine rækker af dyrebare vinflasker og hyldede værker af Kvium, og alting ser ud af så lidt på den måde, og vand trænger ind overalt, det er sikkert og vist, og får alt til at flyde og bulme og blive til slam, det er sikkert og vist, og du standser i døren med tapen, du tøver, et sted bliver noget fyldt op, det er sikkert og vist.


(med hilsen til Eurythmics)