lørdag den 31. december 2011

Tågerne

letter,

det samme
gør tankerne,

verden er
lavet
af sol.

Nytår













Gaderne buldrer
som om, der er krig.
Hjørnerne fyldes
med gylpende lig.
Bilerne slingrer,
det samme gør du.
Noget er gået
uhjælpeligt itu.

Dronningen viser sig
for sin nation,
møder med alvor
den situation,
at det, der venter,
er det, som var til
- at det, man ville,
er det, som man vil.

Glassene fyldes,
og så bliver de tømt.
Smertende sår bliver
ting, man har drømt,
men når du vågner,
er solen en kniv
- huggende til,
indtil tid
bløder liv.

Der bliver lys,

vi samler rav på kolde strande, skriver breve hjem, får fingrene i klemme, sætter spir på høje kirker, hælder vin på flasker, farer vild i slagtehuse, måber over klintens mur af kalk, der bliver lys, vi trækker over.

fredag den 30. december 2011

Udenom

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Du kan slet ikke overse det sted, hvor vi skal mødes.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Roserne må ikke visne i din have.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Jeg vil ikke falde i huller, som ikke kan tildækkes.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Sådan runder man Kap Farvel.

Dagen er slut










næsten før,
den begyndte,
tilbage står sokler
af mørke,
solide, kunstfærdige,
formet af kyndige hænder,
de knager,
de bærer min vægt.

Jeg har drømt,

og der er faldet sne. Jeg kigger ud af vinduet, og et vældigt bæst har slæbt kroppe hen over plænen hele natten. Jeg kan se dets krogede fodspor tydeligt, og frosne blodsøer, totter af hår og stumper af flænset tøj afslører væsenets forehavende. Jeg sørger ikke over ofrene, for jeg kendte dem ikke. Jeg frygter ikke skabningen, for jeg ved, jeg kan nidstirre den. Jeg kan nidstirre alt. Jeg har stirret selv glemslen i knæ.

torsdag den 29. december 2011

Hunden graver efter ben

og finder skjulte skattekister,
splinter fra et kors
og friskt mammutkød,
hunden graver efter ben.

Jeg går rundt i min cirkel,

jeg går, så jeg ikke vil stivne,
jeg går for, at urene ikke skal stoppe,
jeg går, til det regner og fyger og brænder,
jeg triller en lille, blå kugle i hul.

onsdag den 28. december 2011

Words come










Words don't come easy to me.
Words come up.
Words come by.
Words come in.
Words come home.
Words come down.
Words come close.
Words come closer and closer
and closer and closer.
Words come in my mouth
and I choke,
oh, boy,
words don't come easy to me.


(mod min vilje en art improvisation over F.R. David)

Plasma

Jeg bløder fra hovedet. Jeg bløder en klar, klæbrig substans, som samler sig i en pyt ved mine fødder. Hen over den sejler der skibe mod fjerne kontinenter, mens fisk, guld og krudt danner hidtil ukendte kemiske forbindelser i lastrummene. Busser sender kaskader af vand op i hovedet på ventende passagerer, og mænd synker ned gennem varme bassiner, mens armene låses i forgæves forsvarsstillinger. Folk plukker æbler ved floders udspring, fartøjer cruiser sammenbidt ind i mørke hjerter, fangarme slynger sig op over rælinger. Stirrende vantro ned, ramt af blackouts, kulde og kramper, ser jeg mig selv som gammel siddende på en åbrink, mens myggene suger mig i sig og svæver steder hen, hvor de kan lægge æg.

tirsdag den 27. december 2011

Man bør dø i højt vejr,

bør forsvinde som solglimt
i vandpytter, folk går forbi.

Vinden er kold

på perronen,
herfra kører tog
ned i jorden,
mens kufferter
hober sig op
langs med skilte
og mure, der
lyder alarmer,
jovist, men
vi mødes
om lidt
under uret.

mandag den 26. december 2011

Mærker

Farmor gik ind i stuen for at hente noget. Dybt nede i en skuffe fandt hun nogle gamle, gulnede papirlapper, som lignede frimærker bortset fra påskriften: 5 gram margarine. 1/4 groft rugbrød. Dem skulle jeg have. Ligesom oldefars forgyldte knapper fra tiden til havs og oldemors krøllede regnskabsbog.

Mormor døde, og mor, moster og morbror ledte altind igennem for at finde de 16.000 kroner, de mente manglede på bankbogen. Tømte poser i skabene, løftede op i gulvtæpper og sprættede madrasser op. Til sidst åbnede onkel Erling af kedsomhed en luge i et gammelt sybord, og der lå sedlerne, som betalte begravelsen.

Mormor bad mig om at tage huen på. Når jeg ikke ville, fortalte hun om engang, hvor der var meget kolde vintre, og hun var en tur på hospitalet. Mens hun ventede, sad der rækker af grædende børn i venteværelset, hvis ører var knækket af i frosten. Sådan ville det også gå mig, hvis jeg ikke passede på. Hun fortalte også ind imellem om soldaterne ude ved Ulfborg, som havde været ude ved noget, som hed Østfronten, og var sådan nogle skravl at se på, at man fik ondt af dem. Huer havde de dog.

Mormor og morfar standsede altid ved Hørbylunde, når de skulle vestpå. Der stod os børnebørn så i én stor flok og kiggede på et åndssvagt kors. "Der døde Kaj Munk", sagde hun og blev fjern i blikket.

Ved Vesthavet lå der ubrugelige betonklodser, som var ved at forsvinde ned i sandet. Jeg havde tit lyst til at dykke ned og finde deres indgange, men blev stoppet af mor eller far. De var bange for, at jeg ville drukne. De var de døde soldater, som kaldte på mig derinde fra, ikke.

Der var varulve på egnen, sagde man. De havde engang marcheret i geled inde i Silkeborg, og da deres tid var ovre, gemte de alt deres guld i en stor kiste ude i Ørnsø, før de drog ud i skovene, hvor de forsvandt med geværer, støvler, uniformer og det hele. Ind imellem syntes jeg, jeg så bevægelser i hækkene på Krakasvej og hørte pludselige lyde, når Månen var fuld. Så løb jeg hjemad i et brus af panik, mens tænder snappede og poter ilede bag mig.

Vel hjemme studerede jeg længe mine øjenbryn i spejlet for at sikre mig, at de ikke var ved at vokse sammen.

Sneen er rød.

Sneen er biler mod træstammer,
knogler mod tilfrosne vandflader,
summen i stivnede lemmer.
Sneen er marker og stuer,
gemt bort under lagener af murstøv.
Sneen er fygende ansigter,
dalende livsaldre.
Sneen er rød,
du kan gå,
når du kommer
til havet.

Essens

Stuerne
rådner

omkring os,
en dag

vil vi
vågne,

forvandlet
til sten.

Kragerne vender

og lander
og letter
og vender
og skriger
og vender
tilbage
til dig.

fredag den 23. december 2011

Der er frost i græsset,

den skal knuses under støvlen,
du skal sætte fodspor
langt ud i det blå.

Telefonen

ringer,

røret
suser,

det
er jul.

torsdag den 22. december 2011

Gaderne venter

på nogen,
måske er det mig,
der skal gå,
lygter tændes,
og lyset
er grønt.

Toget standser,

hjerterne
står stille
i kupéen,
sporet bløder,
pytter spredes
over gulvet,
tanker svømmer
ind mod land.

Corp

Jeg er smil, jeg er håndtryk,
er udtværet læbestift, stramt bundne slips
i et landskab af bowler og lyskæder,
let's do some business together, my friend,
lad os satse det hele og falde
i afgrunden sammen med stil,
it's not personal, partner,
c'est beau, c'est travaille, oui,
und Arbeit macht Frei.

Æsken

Han gemte det i en lille æske, som var gemt bort inderst i den nederste skrivebordsskuffe. I starten fordi han lagde mærke til, at folk ikke brød sig om, når han brugte det, senere fordi han fandt ud af, at det også for ham kunne medføre kedelige bivirkninger, når han anvendte det i for store doser. Ansigtet begyndte at skrælle i spejlet, og alt, han betragtede, mens han var påvirket, blev hæsligt og deformt. Under sit værste trip hang han ud over kanten af sin altan vel vidende, at den mindste ubalance ville udløse et brat fald tre etager ned på hårde, frosne brosten. Hvilket i den situation ragede ham en høstblomst. Faktisk var det kun vinternattens helbredende bid i kinderne, som mindede ham om, at det rent faktisk kunne være godt at se en høstblomst igen. Engang.

Først efter den tur begyndte han at gemme substansen væk. Smide den ud kunne han ikke. Samtidig med, at dens effekt var hæslig, var der også noget ægte i rusen. Den fik ham til at se skeletternes dans inde i dem, han elskede, så han holdt så meget desto mere af dem. Den gjorde det muligt for ham at kigge dybt ned under jordoverfladen, hvor lavaen brændte og kogte, og langt ud i himmelrummet, hvor store knolde af sten, støv og is styrede direkte hen imod ham fra stor afstand med en svimlende hastighed. Løgne blev til faste substanser, illusioner til hårde metaloverflader, bedrag og manipulation til kogende vand og iskrystaller. Mangen en nat havde han tilbragt med at kaste blod og galde op, mens hans indre vendte vrangen ud på sig selv. Men sundt, det var det helt åbenlyst til tider, og bagefter var tingene altid, som de var. Bare klarere og stærkere end før.

Han vidste, at den ville komme engang, dagen. Dagen, hvor han fejlbedømte doseringen eller ikke kunne mønstre modstandskraft nok til at absorbere virkningen. Men et drug var et drug. Han havde set folk blive forvandlet til flæbende, uforståelige dødninge på alkohol eller døsige, umælende planter på cannabis. Han havde gloet måbende på andre, der løb rundt om sig selv som hamstre i et hjul på amfetamin, og gyst for sig selv, når han passerede junkierne nede på gaden, der rystende tryglede om rabat gennem rådne tænder vel vidende, at de kun kunne indfri gælden med brækkede lemmer. Uanset hvad, man indtog, ville regningen melde sig en dag, men for hans vedkommende trods alt ikke i form af rockere eller skrumpelever. En dag ville celler blot begynde at afstøde celler, tanker tanker, og han ville kun have sig selv at takke for det.

Han åbnede skuffen. Det var tid igen. Fingrene fumlede sig ind bag bunker af gamle forretningsskrivelser og andet ragelse af den slags, man bruger til at fingere en art normalitet. Æsken var væk! Han følte efter en gang til, og den var god nok.

Han sprang op fra kontorstolen og løb et par gange rundt om sig selv. Kom så til at kaste et blik ud i køkkenet, hvor hans teenagesøn hang og dinglede under loftet fra lillesøsterens sjippetov. Øjnene var tomme, og tungen, der hang ud ad den store drengs mund, var dybblå. På gulvet nedenunder lå æsken. Fuldstændigt tom.

Det fór gennem årerne på ham, stoffet. Det startede med at brænde i årerne. Så nåede det hjertet, som det låste fast i en langsom, smertelig rytme, der aldrig ville stoppe. Det banede sig vej op mod hjernen, som nåede at tænke en masse alt for ægte ting, før den frøs fast i en tanke, der ganske vist fulgte rusens mønster, men ikke var tilsigtet.

Solen, der faldt ind ad vinduet, sved sig igennem pupillerne.

Nu blev der mørkt.

onsdag den 21. december 2011

Støvregnen

falder,

jeg giver den
dit navn

nu, du ikke
skal bruge det

længere

Uden titel

Døren smækker
bag mig,

bilen kører
dig bort
mod hospitalet,

du vil
blive rask
deroppe,
siger de,

jeg må
være syg.

tirsdag den 20. december 2011

Tobak

Det er jul, og vi danser i stuen. Vi spiser hjemmelavet konfekt og drikker cognac fra brede glas. Vi åbner gaver, men det er indpakningspapiret, der fylder mest på gulvet. Vi bliver tavse på skift. Vi kaster diskrete blikke på hinanden og ved hvorfor. Børnene vælter rundt med påklædningsdukker, brandbiler, actionmen, ponyer og malebøger. Når den ene gave er åbnet, erstattes den af den næste, og ting bliver nådesløst parkeret i hjørnet. Jeg bider mig anspændt i læben.

Så går jeg ud i bryggerset. Der er stille her, og jeg kan se min ånde i luften. Efter et stykke tid kan jeg se den danne først bølger, så konturer. Jeg er ikke alene. Stilheden er et tungemål. Jeg kan høre latter, sludren og kvidren i den. Mørket svajer. I korte glimt aner jeg ansigtstræk, jeg har set før. Nogle af dem er rettet mod hinanden, andre flugter med vinklen over mod stuen, som lyser rødt og klart herhen tværs over terassen. Selv er jeg luft. Jeg ryger smøger. Det er det, jeg gør.

Så går jeg. Gennem døren, der er lukket. Ind til glögg.

Ordet

I begyndelsen var Ordet. Det hang bare. Der eksisterede endnu ingen luft, det kunne ytres i, ergo måtte en sådan udspaltes. Men luften havde ingen jord, den kunne resonere mod, og sådan opstod den. Jorden var for dum til at forstå noget som helst, så vandet indfandt sig, hvorefter ting begyndte at gære, udskille sig i enheder og leve. Men væsenerne udviklede sig ikke - formerede sig bare - så ilden kom til for at true dem til forbedring. Former kom, fandt deres plads og gik til grunde. De fleste fordi de var for dumme til alligevel at fatte Ordet, nogle få fordi de var for kloge. At le i stedet for at samle føde er ikke et holdbart eksistensgrundlag.

En dag faldt der en abe ned fra et træ et sted i Afrika. Det gjorde ondt, men den overlevede dog, og eftersom den ikke magtede at kravle op igen med en forstuvet hånd, måtte den finde ud af, hvad den ellers skulle gøre. Det oplagte var at spise, så den rejste sig op på bagbenene og gik ud for at finde nogle døde dyr, den kunne guffe i sig. Det uventede proteintilskud fik kræets hjerne til at vokse, og det lærte sig selv at bruge spidse grene og den slags til at nedlægge andre kræ, så det kunne slippe for den dér rådne stank ud af gabet. Derved fik tungen overskud til andet end at vride sig rundt i gabet af væmmelse, og en dag fandt aben ud af, at den kunne bruges til andet end at forme lyde som "i, i, i" og "o, o, o".

Da var det, den første gang udtalte Ordet. Det sad den en hel nat under stjernerne og messede i håb om, at fantastiske ting ville ske. Til sidst gav den op og vandrede ud for at plukke et æble.

Ordet var "øh".

mandag den 19. december 2011

Ulvene hyler

i baggården,

roserne
visner

ved lyden
alene.

Møllen i Klarup













er nedrevet,
nu ser man tv,
hvor melet
blev kværnet,
man indstiller ure,
bliver vækket
og møder,
man indtager
gigtpiller,
vinden
er hård.

Passage

De havde mødt hinanden før. For mange år siden havde de været skygger, som forsvandt mellem buskene der, hvor de kom fra, så ingen af dem nogen sinde følte sig alene. De havde hindret hinandens mareridt i at få dødelig udgang. De havde holdt hinandens sole i brand, så de kunne vokse op og blive så store, som de var nu. Der var bare ingen af dem, der kunne erindre det. Man husker kun det, man har bemyndigelse til.

Nu var tiden kommet, og de løb hele tiden på hinanden, hvor de færdedes. Hilste, når de mødtes på gaden, men vidste ikke hvorfor. Kunne se lige gennem tøj og hud, når de fandt hinanden på de samme caféer, og så...noget. Gav ind imellem ligefrem hånd og udvekslede almindeligheder før en tavshed, der hverken var stabil eller ubehagelig, tvang dem i hver deres retning igen.

De kunne have talt om så meget. Om hvordan den jord, de vandrede på, hele tiden voksede og gjorde dem tungere, mens folk, de havde elsket, formuldedes under den. Om følelsen af, at ansigtet fortonedes i spejlet jo mere, det lignede. Om natlige sejladser på uendelige, oprørte lagner og skygger, som åndede tungt og væmmeligt ved siden af dem, når de endelig faldt i søvn. De kunne have talt sammen, til det blev lyst, men gjorde det aldrig. Der var en drøm imellem dem, og de troede hver især, den var deres egen.

En oktoberdag mødtes de for sidste gang. Hun fulgtes med en mand i sort, som bar en le over skulderen, og ind imellem standsede parret for at grine til hinanden og kysse. Han kunne se det på lang afstand, selvom gaden var fyldt med hastende, stressede mennesker på vej hjem fra arbejde. Det var ok. Han havde hele fire hænder at holde, og den nye hjertenskær havde en fornem halskæde af kranier dinglende om halsen.

De passerede hinanden og smilede flygtigt, som de plejede. Nu uden forventning, nervøsitet, spænding, kejtethed. Afgørelsen var blevet truffet, og den lod sig sig ikke omstøde. Ingen af dem ville nogen sinde have grund til at tvivle på nogen mere.

Men de frøs.

søndag den 18. december 2011

Vejene











fører til veje,
der leder til veje,
som drejer
og bliver til veje
og kommer i vejen,
og jeg tager på vej,
det er min vej,
måske
når jeg frem.

Åbning

Jeg har aldrig åbnet døren til det rum. Ikke siden jeg var der. Hver dag i årevis har jeg spadseret forbi den, og nøglen har raslet betryggende i min lomme. Jeg har til enhver tid kunnet fiske den op, hvis jeg ville, og det har været en god fornemmelse. Men jeg har ikke ønsket det. Det har været nok at vide, at den var der.

Jeg besøger fremmede lande og vender brun hjem. Jeg spiser is. Jeg læser bøger og hører cd'er, jeg har fundet i tilbudskasser uden for små butikker, mens jeg sipper rødvin fra høje glas. Jeg arbejder. Jeg arbejder en masse. Så tror folk, de kender mig. Jeg skriver. Jeg skriver en masse. Så tror jeg, at jeg kender mig selv. Alle véd sikkert bedre, men den, der ikke vælger sin løgn, vil aldrig nå jorden. Og aldrig kende stjernerne.

Jeg har en fortid. Den er det kød og den bevidsthed, jeg befinder mig i. Lige nu. For jeg har et nu. Og i det nu træffer jeg beslutninger, som vil ændre hele verden. Sætte landmasser i drift ved at klø mig på ryggen, umuliggøre andre udfald. Resultatet kalder man fremtid. Jeg er slet ikke så sikker på, at tingene overhovedet kan adskilles. Jeg formoder, at jeg aldrig har foretaget mig noget, der ikke allerede lå i spådomskort, som blev blandet evigheder før min fødsel. Og jeg antager, at det, man kalder min vilje, allerede er forudsat af den verden, som venter i morgen. Jeg er tid. Jeg går. Jeg går over i kiosken for at købe en pakke smøger.

Så går jeg tilbage og kigger på døren. Den er støvet. Farverne er slidte. Jeg kan godt lide tanken om, at intet vil blive som før, hvis jeg åbner den. At kloden vil krænge over i sin akse. Der er noget vederstyggeligt derinde, hvis man mener, at det uventede er skræmmende. Der er også noget smukt, hvis man kan lide følelsen af blæst, som flår hud og kød i strimler. Så meget ved jeg. Hvad jeg ikke ved er, om det er forventet.

Nøglen brænder i min hånd.

Jeg skal snart have solgt det hus.

fredag den 16. december 2011

Primal













Stemmerne fortaber sig. Det suser på et varmt og mærkeligt sted.

Det bliver lyst, og jeg skriger. Jeg svarer på det, jeg bliver spurgt om.

Pudderet føles godt mod min bagdel. Bleen er ren. De ler. Jeg vil engang finde ud af, hvem de er.

Mosters ansigt, der smiler under trætoppene. Bladene, som hvisler under hjulene på vognen, mens hun går.

Sukkerknalden knaser mellem tænderne. Vi er hos lægen.

Rallet på gårdspladsen ligner.

Vægten af mørket, når lyset bliver slukket. De gamle menneskers bløde, snorkende kroppe, som jeg klynger mig fast til på skift.

Solen dingler i en snor fra en kastanjegren. Nogen har brændt den af.

Bladet sejler hen over mit ansigt. Det har regnet.

Luften er min.

Regnen er standset,











vi vover os ud i det fri,
plukker jordbær,
bliver stukket af myg,
taler længe om vejret
og spejder mod himlen,
hvor noget tager form,
vi vil vide om lidt,
hvad det er.

Døgnene vender

og drejer sig,
prøver at finde
på plads i en
tid, der er øjne
og gravmæler,
solen er hjemløs
som altid, om
lidt går den ned
på sin bænk.

Kaffetid

Der lyder et brag. Faktisk lyder der mange.

Mormor er ude på gårdspladsen med sin rive. Hun kan gå længe derude, mens hun fjerner ukrudt mellem småstenene, og jeg leger med kastanjedyr, men fra køkkenvinduet ser jeg hende lægge redskabet og forsvinde ned ad indkørslen. Hun er væk i et stykke tid. Så hører jeg pludselig døren til stuehuset åbne sig. Skridt knirker sig hen over trægulvet og når endelig ind i stuen, hvor jeg sidder med snotten op mod vinduet ud mod vejen, men ikke kan se andet end et par af de andre koner fra byen, der står og stirrer ud mod ét eller andet.

- "Du må ikke gå derhen!".

Det er alt, hun siger. Så går hun ud i bryggerset for at vride tøj. Hun stoler på mig.

Uendeligt stille åbner jeg hoveddøren. Jeg hopper fra det nederste trappetrin over på græsplænen i blomsterhaven, går stille ned til havelågen, som jeg sagte åbner, og følger træerne ned på Bygaden. Da jeg når til Knud Eriksens gårdsplads, spejder jeg omkring hjørnet for at se, om Bjørn - hans særdeles bidske Sct. Bernhardshund, som nær havde overfaldet min mor, mens hun var gravid med mig - er ude. Det er den ikke.

Det er underligt. Det er den altid.

Så er det nu! Jeg spæner over hans gårdsplads og befinder mig pludselig ved kanten af landevejen.

Det er en drøm, det her.

Fem biler holder i den anden grøft. De var i hvert fald biler engang. Nu er de sære, abstrakte skulpturer af skrot. Nogle af dem ryger, andre står og afgiver sære lyde i tomgang. Folk står i klynger og overvåger redningsfolkene fra Falck, der slår døre ind og redder skikkelser ud, som de hælder over på bårer. Nogle af dem rører på sig, andre ikke.

Døren på en gammel Ford går op. En kvinde prøver at sætte sin fod ned mod asfalten, men den knækker over i en vinkel, den ikke burde, mens hun vælter forover. Hun giver en mærkelig lyd fra sig, der ikke er et skrig, men heller ikke en hujen. Hun er voksen. Hun er voksen ligesom mor. Så hamrer hun hovedet ned i vejbanen. Hun strækker sin hals frem og stirrer på mig. Bare stirrer.

Jeg vender om og spæner. Piler tilbage over Knud Eriksens gårdsplads, hvor Bjørn bjæffer bag køkkendøren. Sender skyer af ral og kastanjer op i luften. Jeg kan ikke lugte noget. Der er roser bag hækken, der er æbler og pærer, som rådner, men de findes ikke mere.

Mormor fanger mig på vej hen mod trappen. Knuger mig ind til sin store, blomstrede kjole.

- Hvad så du?

Hun kigger skarpt på mig.

- Ingenting.

Så går vi ind til kaffe.

Harehjerte,

hvor du ønsker

grebet rundt
om struben.

torsdag den 15. december 2011

Tid & rum

Jeg har
ikke tid,

jeg har
et omfang,

har en
skæbne,

har et
formål,

du kan
få mig,

men du
giver mig

ikke
tid.

Væv

Jeg har mit værelse i udkanten af en større by. Græsset ude i forhaven gror lige op til min vindueskarm, og det sker, at edderkopper sniger sig ind, hvorefter de begynder at yngle under sengen og bag reolerne. Statistikkerne siger, at man uforvarende kommer til at æde nogle stykker af slagsen hvert år, mens man sover. De kravler hen over ens mund, forsøger muligvis at lave en spind mellem læberne og ryger ned med hud og hår og øjne og det hele, mens man smasker distraheret i søvne. Man siger også, at man bliver, hvad man spiser.

Jeg ved ikke rigtigt.

I nærheden rykker ambulancerne ud. En af gangene kom den hertil. Naboen havde slået konen til plukfisk, og jeg hørte det hele. Jeg hørte også hvordan, hun hidsede ham op. Jeg hørte betjenten, som forsøgte at overtale hende til ikke at indgive anmeldelse, da de rullede hende væk. Jeg hørte, hvordan hun og hendes nye kæreste druknede mandens kattekillinger ude på badeværelset et par uger efter. Der troede jeg ikke mine egne ører. Det gjorde jeg de andre gange.

Det sker, jeg har piger med hjem. Jeg finder dem nede i byen, og mens de tomme glas hober sig op omkring mig, tror jeg, jeg er forelsket i dem. Det er jeg også, mens de hæver sig op og ned over mig, men bagefter har jeg kun den fade smag af kød på tungen. Om den er deres eller min, kan jeg aldrig finde ud af. Det er også underordnet. Jeg er mæt, når de går, og de kan ikke ringe til mig. Jeg har ingen telefon.

Der står et andeskrog og rådner ude på bordet. En af de andre beboere efterlod den, inden han tog på dykkerferie i Egypten. Forventede vel, at nogen ville smide det ud for ham. Nu kravler miderne rundt i det sorte, smattede kød, og hele underetagen er svøbt ind i en voldsom stank. Jeg tænder røgelsespinde og sprayer med deodorant. Jeg læser bøger.

Der står en kaktus på mit skrivebord. I kommodeskuffen ligger der en pisk og et sæt håndjern. Pladen på grammofonen hakker i den sidste rille.

Snefnuggene begynder at dale udenfor. Jeg åbner vinduet, så de kan fyge ind og danne driver i det spind, der fanger drømme.

Poplerne

stynes,

du griber
din grensaks,

jeg elsker
dig.

Bleg

sol


dit
ansigt,

mens
du
pakker.

tirsdag den 13. december 2011

Laika. Et notat.

Det, jeg kan se i mit vindue, ligner stjerner, men er regndråber, som bliver oplyst af gadelysene udenfor. Ikke engang mine længsler er ægte længere, men iscenesatte. Flyene letter fra en lufthavn i nærheden, stryger hen over mit tag og lander andre steder, de skal forlade. Scott er ikke bare overvundet, han er rådnet op. Folk brænder op i forsøget på at gentage det, Gagarin gjorde, før jeg blev født. Erstat din næste med din næste, and you're next.

Der er klister på stolen, men limningerne i mine gamle paperbacks går op, og det, der engang var værker, bliver til sider. Af hvad ved ingen. Mallarmé blev aldrig færdig med det, han skrev på. Enten dét, eller også blev han, og så var det netop det, der slog ham ihjel.

Jeg kan selv navngive de stjernebilleder, jeg kan se fra min stol. Der har vi grillbaren, fukssvansen, eunukken og bruttonationalproduktet. De er flotte, men ikke flottere, end jeg selv har skabt dem. Månen bevæger sig gennem deres huse, og det kan jeg uden videre bestemme betydningen af. Vil jeg vinde en million i Lotto i morgen, kan jeg det. Dermed ikke sagt, at det sker. Ønsker jeg hellere, at naboen bliver kørt over af sin egen plæneklipper, er det muligt. Men dermed endnu mindre sagt, at dét sker. Når jeg drømmer, sker det fra indersiden af en body bag. Når raketterne letter fra mit Baikonur, mit Cape Canaveral, er det mod destinationer, der meget vel kan vise sig ikke at være der.

Men Laika gør deroppe. Jeg kan høre det. En lysende stribe løber ned over mit øjenæble. Jeg kan høre noget, der lander hårdt et sted i mit baghoved, og sirener, der med lynets hast bevæger sig gennem uigennemskuelige vejsystemer. Og nu ligger hun her i mit skød, hunden. Hun slikker mig på kinden.

Vi bliver aldrig ens.

Vi passer samme tøj.

Dr. Destructo











Dr. Destructo
på torvet
i regnen
i færd
med at optælle
samtlige duer.

Dr. Destructo
i parken med
hænderne fulde
af bamser
og liljekonvaller.

Dr. Destructo
på posthuset,
mens han frankerer
det sidste læs
regninger,
henkastet
fløjtende.

Dr. Destructo
et sted bag
i køen
på møntvasken,
bandende højt
over kurven.

mandag den 12. december 2011

Generation

Vi har ikke noget til fælles længere. Vi snakker og snakker, og toppene gråner, og stadigvæk er vi det nyeste nye hver dag. Vi vrisser af vores afkom som om, de er gamle idioter. Vi taler om steder, der ikke mere findes. Vi mindes ting, der aldrig er hændt. Vi hilser på hinanden, men kun skyggerne nikker tilbage. Vi går hjemad, men ender ved en andens dør. Vi puttes i kister, men synes ikke rigtigt, de passer. Jorden er dum og banal. Vi har ikke det mindste til fælles.

Høns

Morfar holdt myrer. Dvs. han havde en aftale med en lodsejer ude i Vesterskoven om, at han ind imellem kunne komme ud i granbevoksningen, grave sig ned i de høje tuer og fylde store, klare plasticsække med det, han fandt i dem. Det skete, at jeg var med, og med lige dele nysgerrighed og væmmelse så jeg morfar sænke spaden ned i bjergene af nåle, der afslørede et panisk mylder af arbejdere, æg, larver og - hvis man var heldig - en dronning, som nu var hjælpeløs og uden rige. Alle som én endte de i næbbene på de høns, jeg så ham hugge hovedet af på en blok bag stalden, hvorefter mormor og jeg først sved dem, bagefter rensede de endnu varme kroppe på et stort træbord ude i bryggerset. Jeg husker stadig tydeligt lugten af indvoldene, mens jeg pillede de gådefulde tingester ud og kiggede på dem som om, de ville fortælle mig noget. - "Sådan ser vi også ud indvendigt", sagde mormor, og jeg vidste, jeg aldrig ville få et begreb om fremtiden, før jeg havde accepteret dét som et faktum.

Hønsekødssuppen er spist forlængst, men jeg drømmer af og til, at der hamrer en kæmpemæssigt flade af rustfrit stål ned gennem loftet, og jeg bliver løftet op i en klar membran mellem skrigende børn, råbende mænd og hysterisk rablende kvinder, som roder rundt mellem hinanden i et virvar af planker og mursten. Fra min ophøjede position kan jeg se byens gader slynge sig i sindrige, blålige mønstre ned mod havnen.

Jeg kan spå nu. Jeg kan se, hvordan det hele ender.

søndag den 11. december 2011

Vinden

har lagt sig,
og tøj
ligger spredt
over gulvet,
nu venter den,
åben
og klar.

Æslerne flokkes i gaderne,









kuttere kæntrer i stivnet palmin, der er slagsmål i kirkerne, røgelsen nedsætter strædernes sigtbarhed, stjernen er spiddet på toppen af træet, en mand losser planker på bakken, der skåles i eddike, tallerkenerne bugner af kryddersild.

lørdag den 10. december 2011

Unge mænd










sparker
til bildæk,
på tanken
bliver priserne
hævet hvert døgn,
det er vinter
i Fårvang,
man læser
i mønstre
af grus,
dynejakkerne
lyner
man til.

Geography

This
is just
another
place
to
leave.

fredag den 9. december 2011

Lyset brænder,

birthday boy,
det brænder
for dig,
birthday boy,
og smelter
for dig,
birthday boy,
det oser,
du er levende
endnu.

Ansigtet løber

i spejlet,
nu ligner
det blod,
og nu ligner
det syre,
nu ligner
det vand,
og nu ligner
det bare
et spejl
og dig selv
én, der blot
går forbi.

torsdag den 8. december 2011

Træ















De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

- Du er ulækker, sagde hun.

***

De sad ved skovsøen. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

- Du er ingenting, sagde han.

***

De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

Hun græd. Han tog sig til maven.

- Det er bare den måde, blomsterne falder på. Sagde hun.

System error

Batteriniveauet er lavt. Jeg ringer til dig, men du kan ikke høre mig, og et øjeblik efter er skærmen sort. Fravær transformeres om til pixels. Landsdele falder fra hinanden. Folk går rundt i byer og laver ting, som intet har med hinanden at gøre. Atomer spaltes fra atomer, de itusprænger kloder, og dog er de stadig atomer. Jeg ved, at vi elsker hinanden, og lyset er koldt, det er koldt som en krig.

onsdag den 7. december 2011

Kigger på

dit ansigt,
mens du sover,

det er fredfyldt,
det, du drømmer om,

kan intet
menneske
give dig.

tirsdag den 6. december 2011

Nysneen

falder,

i carporte
holder
der biler,

de tier
i flok.

Tiden er gået.













Nu trasker den rundt i Sevilla og kigger på tasker, besøger bordeller i Phuket, bliver gift i Las Vegas af Elvis, forsvinder i mængden på Piazza del Popolo. Du er alene på Månen, du lever af grøn ost, men ulvene hyler dit navn.

Kød

Der er kød på dig. Masser af kød. Og det er ikke bare fedtvæv, det er muskler, sener, nerver, indvolde. Der er også et hjerte et sted, som du har noget på. Om natten kan du høre det banke så højt, at du ikke kan sove for lyden. Det ved alt om de knogler, der spjætter bag huden og gerne vil ud i det fri.

mandag den 5. december 2011

Sort sol













Solen er sort, og vi stuver os ind
i kapellet, vi synger, vi bærer dig ud.
Solen er sort, og vi fryser i bilerne,
skoven er grøn, og dog falder der slud.
Solen er sort, og det samme er præsten,
der taler om mørket, men ikke om dig.
Solen er sort ligesom hånden, der knuges
om grebet på kisten, men føles som dej.

Solen er sort, og vi lytter til solsorten
ovre på grenen, der skammeliggør os.
Solen er sort, samme farve som dødningekød
og de klæder, vi bærer på trods.
Solen er sort, og der venter en vogn,
klappen smækker, og høsten er pludselig i hus.
Solen er sort, og jeg leder på P-pladsen
efter mit hjerte, men finder kun grus.


(da min mormor blev bisat i august 1999, var der total solformørkelse. Præsten - pastor Cemik fra Gødvad Sogn - syntes åbenlyst, at det var mere interessant at forholde sig til den end hende. Symbolikken var sigende for dagen, men alligevel...)

Karens sjette sans

Mormor lagde hver dag en sukkerknald i køkkenvinduet, og man måtte ikke røre den. Den var til storken, sagde hun. Når man mindst ventede det, ville den lande ude på gårdspladsen, snappe den lille, søde terning og række en baby ind ad vinduet som tak. Hun gjorde det, selvom det var november måned. Alle vidste, at storken var i Egypten. Jeg ved stadig ikke, hvad hun håbede på, og undrede mig til tider over hvilket væsen, der havde efterladt mig, som var født i december. Men jeg ved, hvem der tog sukkerknalden.

***

Mormor stillede hver jul en stor skål risengrød op til nissen på loftet. Der kunne den så sidde og spise den herlige ret, der leveredes komplet med kanelsukker og smørklat, mellem syltetøjskrukker, gamle ketchupflasker fyldt med solbærsaft og krøllede aviser fra starten af 70'erne. Hun syntes vist, hun skyldte den noget, og det gjorde hun måske også. Resten af året var den pakket ned i en papkasse sammen med væsener af vat.

***

Mormor kunne ofte, da han var død, se morfar i gangen, når lyset var dunkelt. Om natten kunne hun høre ham trække vejret tungt ved siden af sig i dobbeltsengen. Ved spisebordet i stuen var der ingen af os andre, der vovede at tage hans faste plads. Og når vi ikke var der, talte mormor med ham om vigtige ting. Han forstod det hele, og hun forstod alt det, han aldrig sagde. Da vi stod omkring hende nede i kapellet, var hele flokken tavs.

***

Mormor kunne ikke lide at blive fotograferet. Dækkede gerne ansigtet eller vendte sig væk. Visse folkeslag siger, at man mister sin skygge, når blitzen bliver udløst, og de har ret. Nu bliver hun længere, mens solen skruer sig ned bag horisonten.

søndag den 4. december 2011

Stjernerne

- Hvad laver de deroppe, sagde hun og pegede. - De er ingen nytte til.
- De skinner. Bare for at nævne noget, ikke? Stjerner har det jo med at gøre den slags.
- Jamen hvorfor?
- Det ved jeg sgu da ikke, sagde han. Måske der er planeter omkring dem. Dem, der bor der, er nok ret glade for lidt lys og varme ind imellem.
- Jo, men hvad rager de os? Det er jo ikke som om, de kommer forbi eller noget.
- Ingenting. Det kan du da umiddelbart have ret i. Men det er da en spændende tanke, at de måske er der, synes du ikke?
- For mig er det fucking lige meget.
- Men de kan jo alt mulig andet også, stjernerne. Hvis en af dem svulmer tilstrækkeligt op og eksploderer, bliver vi måske alle sammen blæst ad Helvede til. Og de får os til at længes.
- Fede ting at kunne, mmmm!?
- Sig mig, er du depri eller noget?
- Nej, jeg fatter bare ikke, hvad de laver deroppe.
- Solen er også en stjerne, jo. Den er måske bare lidt vigtig for os. Men det mener du måske ikke?
- Tror du, jeg er idiot?
- Du lyder sådan.
- Men hvad laver den helt ærlig deroppe?
- Hvad laver vi hernede?
- Det er jo det.
- Sådan kan man sgu da ikke argumentere.
- Hvorfor ikke?
- Fordi...så hører alting op.
- Mmmm.
- Du er fuld af lort.
- Og du fornægter bare.
- Luk!
- Nej, hvor elegant du argumenterer. Godt, jeg fandt dig!
- Jeg skrider! Hyg!

- Jeg har bare lyst til at...hvile øjnene på noget.

lørdag den 3. december 2011

Fuglene trækker,

der samme gør pigerne
nede på gaden, det blæser
en del i september.

fredag den 2. december 2011

Kuling











Du spytter mod vinden
og får det tilbage i hovedet,
og det er den eneste ting,
som du husker fra den dag ved Bulbjerg,
og nu er du gammel, og skrænten,
du stod på, er styrtet i havet
forlængst, du kan stadigvæk
smage det, sandet.

Her står det første ord.











Det kalder på det næste, som er socialt anlagt og bange for intimitet. Det tredje ord er ikke tryg ved tanken om at stå stille, så det går hen til det fjerde, som bare har lyst til at stirre på det sjette. Det sjette har nok i sig selv, så det bliver væltet omkuld og kvæstet af det syvende, der kører frontalt ind i det ottende. Det ottende, som ikke engang ved, at det er et ord, men alligevel bliver set ned på af det niende, der hænger i luften. Ovenfra dratter det tiende og kvaser alle de andre. Nu venter det på, at nogen ligesom rømmer sig.

Spin d

Ordene sl år mod,
hin and en

slår,kolbøtter

v ælter og tø m
me so g, fyld es ogs æt

tes
is pin
nedm

od

jorden
mod,j

orden mod

j,ord.

en

torsdag den 1. december 2011

Toget rumler

gennem natten,

steder findes
ikke mere,

kun
lys.

Træerne

venter i skoven
på save
og hjerter,

vi siger,
at vi venter
på ham
dér Godot.