mandag den 7. november 2011

Helhesten

Anton havde mange gange hørt om den fra de gamle i byen, hesten. Når han og de andre børn fra gaden om aftenen stod op ad kirkegårdsgærdet og fortalte hinanden spøgelseshistorier med lommelygter placeret under hagen, så de selv lignede små dæmoner, skete det, at Kudsk eller Kramer, som altid havde boet i byen, standsede op på vej ned ad Kirkegyden og stirrede stift på dem. "I må hellere komme væk!", lød det så, før de fik serveret den evigt skiftende historie om hesten, der var blevet ofret og begravet under kirken, før den blev opført, for at indvie jorden, men som nu selv måtte gungre rundt i gruset på stierne om natten med blot tre ben og øjne, der lyste af selve Helvedes ild. Enhver, der så den, måtte dø på stedet, fortalte de. Og så var der ellers dengang, hvor den eller den karl eller pige, som de aldrig kunne sætte navn på, i rent overmod var gået ind for at se den, men var blevet fundet om morgenen af graveren, helt stiv, hvidhåret og vansiret i ansigtet af angst.

"Jaja, den er god", sagde en eller anden altid, mens den gamle hovedrystende fortsatte hjemad mod varmen og lyset. Og så prøvede flokken ved gærdet ellers at gejle sig op til at fortsætte med sin gru og uhygge - dog uden held. Den bedste historie var fortalt, og pludselig var der både meget koldt og meget mørkt.

Så kunne de ellers gå hjem til hver deres seng og drømme om hove, der gungrede rundt mellem buske og gravstene, eller ligge vågne, mens de ventede på, at lyden af vrinsk skulle snige sig ind gennem de åbne vinduer.

Ikke Anton, dog. Også han lå vågen, men ventede snarere på helhestens vrinsken med spænding end gru. Tanken om, at et sådant væsen kunne tænkes at eksistere så tæt på, fik det til at snurre i maven af lige dele angst og fryd. Det var sjovt at klatre i træer, hugge jordbær og pisse på elhegn med de andre drenge fra gaden, men dette var oppe i en helt anden størrelsesorden. Julemanden havde han - nødtvungent - måttet opgive troen på, og det samme med de drager, som var sejlet stolte, men truende gennem hans tidlige drømme, mens de blæste ild ud ad næseborene. Selv spøgelser var han efterhånden begyndt at tvivle på eksisterede - selvom begge hans bedsteforældre var døde få dage efter hinanden i sommers, havde han ikke set noget til dem bagefter, og han begyndte også at tvivle på, at det nogen sinde ville ske.

Måske var de bare...borte. Ligesom dragerne, Julemanden og alle hans rensdyr.

Men hesten... Hesten kunne findes endnu.

Derfor lå Anton hver eneste nat november igennem og lyttede efter vrinsk. Han hørte også nogle ind imellem, men de virkede så virkelige, og han vidste, at der stadig græssede nogle vallakker nede i engen bag skolen. Faktisk anede han ikke præcist, hvad han spisede ørerne i håb om at høre, og mens dagene gik, var han ved at opgive dét håb om noget særligt også. Sov mere og mere, vågede mindre og mindre.

Men så pludselig en aften ved midnat, hvor han kunne mærke, at drømmene var på vej, hørte han den. Lyden.

Et vrinsk var det, men det lød som om, stemmebåndene var meget jordslåede, hvis de overhovedet fandtes endnu.

Det løb koldt ned ad ryggen på Anton. Igennem hovedet løb billeder af døde karle med halm i træskoene, der klyngede deres høtyve ind til sig, så knoglerne stak ud ad hænderne, og snapshots af ham selv, mens han, iført rustning og ridende på en stor, smuk hoppe, som af en eller anden grund kun havde tre ben, spiddede drager på sin lanse.

Han kunne gøre det her.

Gråden sad i svælget på ham, mens han kiggede ind i soveværelset ved siden af, hvor mor og far sov trygt. Så lukkede han døren forsigtigt i, sneg sig ned ad trappen, mens han omhyggeligt sørgede for, at trinene ikke knirkede for meget, og tog sine sneakers på. Med et lille, forsigtigt klik åbnede Anton huset fordør, lukkede den i og sneg sig op langs de høje buske, der næsten dækkede fars værksted.

Forude lå kirken, der lige nu mere tog sig ud som en massiv skygge, der spærrede for lysene fra husene bagved, end den pragtbygning, den var i dagslys. Og kirkegyden var helt tom. Blade raslede rundt i vinden, og et sted nede på Skovgårdsvej tudede en hund.

Anton pakkede jakken godt om sig, rettede ryggen - og åbnede så ellers lågen ind til kirkegården med et greb, der givetvis virkede mere resolut, end det føltes. Benene fortsatte fremad, mens de tog hans krop med, og så var han inde.

Inde på hestens mark. Og Herrens, sagde man.

Han kunne nu ikke se noget. Månen var skjult bag et tæt skydække, og han fornemmede kun gravenes tilstedeværelse, når han ind imellem snittede kanten af et bed. Helt som forventet var de døde meget stille. Lå bare nede i deres kister og krukker og rådnede. En dag ville jorden blive god og fed her. Så kunne man dyrke korn.

Og nu så han et par lys. Gadelygter nede på Thorupgårdsvej. Han satte kursen hen mod dem, mens han følte sig godt og grundigt til grin. Sanserne sad på stilke, men nej, der var ingen hove at høre herinde. Og ikke flere vrinsk, overjordiske eller ej. Der var kun ham, ham, ham. Ham og en helvedes masse grus, der bare var til pynt. Med et spark sendte han en kaskade af det op i luften. Hvor havde han også været naiv at tro, at sådan et væsen havde kunnet holde sig skjult på et frimærke af en kirkegård så længe. En idiot var han. En kæmpe idiot.

Så var det, at lygterne begyndte at bevæge sig. At hoppe op og ned, mens de meget hurtigt kom tættere på. Han gav et vræl fra sig og begyndte at løbe ned mod lågen igen, men endte med at vælte hen over buske og gravmæler, mens han hørte en solid, men ujævn gungren lige bag sig. Og så ramte de skuldrene, hovene, så han brat blev slynget ned mod jorden. Instinktivt drejede han hovedet, mens fortrød det straks. For vel var det første, han så, et hestehoved, som næsebenet stak ud af bag rester af ildelugtende pels, men så begyndte det at skifte form for øjnene af ham. Først tog det form af ansigter, han aldrig havde kendt, så andre, der mindede ham om noget. De sidste var han sikker på, han havde set på billeder i gamle fotoalbums hjemme hos bedstemor og bedstefar. Bedstemor og bedstefar, der med ét dukkede op og så på ham med skiftevis blide og kærlige, skiftevis skrækslagne blikke.

Og så blev der lige pludselig stille. Helt stille. Hjertet slog ikke engang, mens han pludselig stirrede på sit eget ansigt. Det sagde ting, han aldrig havde sagt. Det bar udtryk, han aldrig havde båret. Men hans ansigt var det. Og nu ældedes det og begyndte at synke indad. Og nu åbnede det munden.

Og nu lukkede det kæberne om en buket violer, Anton havde hevet til sig fra det gravsted, han lå hen over.

Med et overrasket blik stejlede hesten, og han fik vristet sig fri. Så snart han kunne, satte han i løb ned mod lågen, som han smækkede stærkt forpustet bag sig, og så var han ude mellem de hvirvlende blade på Kirkegyden igen.

Og hvor stille, der var.

Og hvor helt og aldeles forladt af al magi, ridderen pludselig følte sig under sin rustning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar