onsdag den 30. november 2011

Lynene











"Det er forstenede lyn",
sagde farfar
og samlede aflange sten
op på marken,
jeg fik dem om aftenen,
de svier
i hånden endnu.


(til "8600 Silkeborg")

Hjem med gevær







Jeg kommer fra et hjem med gevær.
Mit navn, det står med grene og bær.
Jeg kender frostens bid i min kind.
Jeg slipper gerne hugormen ind.

Du gemmer dig bag nylon og guld.
Du sover, selvom Månen er fuld.
Du ser dig om, men ser ikke een.
Du lever i en kasse af sten,

men jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.
Ja, jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.

Vi mødes der, hvor land bliver by,
hvor peber gror og støv bliver til sky.
Du lufter hunden klædt i civil.
I busken smiler ulven mit smil.

Dit kød er blødt, din pande er klar.
Jeg tænder lidt diskret min cigar
og sigter - i et brus af viol
griber du din tjenestepistol,

og du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.
Ja, du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.


(tænkt som en sangtekst - bud på musik modtages gerne!)

tirsdag den 29. november 2011

Hundene luftes,

og lortene lægges
på hjørnerne,
koordinat efter
koordinat tegnes ind,
det må minde om noget
fra luften, måske
blot en tanke,
der stadig er ren.

Hun bærer affaldet ud,

hænder larmer i posen,
en stemme forsøger at
blive en stemme igen,
og der stinker af sprit,
mens hun åbner for lugen
til skakten og lader det
falde, det hele, hun
tænder for varmen
i stuen, den husker
tilstrækkeligt.

mandag den 28. november 2011

30 sekunder over Tokyo

Vi stod i haven og observerede flyenes striber, mens de blev trukket hen over himlen. De var så højt oppe og virkede så faste. Af og til fantaserede vi om at finde det sted, hvor de nåede jorden, og vandre op til englene på dem. Bare at se, hvem de var, og om de virkelig havde vinger. Men de forstøvede jo deroppe, de hvide motorveje, og hvad nu hvis vi ikke kunne komme tilbage? Men vi havde det jo også godt der på græsplænen, hvor vi kunne bygge huler af hynder fra sofaen, lege med hunden eller bare ligge og drømme i sollyset.

Nu sidder jeg selv oppe i et fly, mens knapperne blinker på styrepanelet foran mig. Nedtællingen til detonationen er begyndt, men boltene nede i lastrummet har ikke løsnet sig, som de skulle, og jeg ved, at der kun er én vej frem.

Under mig ligger Tokyo med sine brede vejstrøg, åbne pladser og jordskælvssikrede skyskrabere, der alligevel ikke er bygget til at modstå det, jeg bringer med mig. Dernede går folk rundt og taler et sprog, jeg ikke forstår, og det kan godt være, de har vinger. Jeg er kommet for at tale et tungemål, ingen kan fatte, men heller ingen misforstå.

Jeg hiver nedad i styrepinden, så maskinen foretager et vældigt dyk. Bag mig dannes et bredt spor af damp og gasser, jeg i dag ved, jeg ikke kan gå på. Men jeg ved trods alt med sikkerhed, at det vil nå jorden, og måske ligger der lige nu nogen på en græsplæne meget langt væk, hvis drøm jeg hjælper lidt nærmere at gå i opfyldelse.

Selv har jeg ingen drømme længere. Jeg er en funktion. Jeg er kød, der bevæger metal, og om lidt vil det alligevel være underordnet hvad, der er hvad.

Det er alt sammen bare et spørgsmål om lys, mere lys, mere


(inspireret af Pere Ubu-sangen "30 Seconds Over Tokyo" (1978))

søndag den 27. november 2011

Stjernerne

blinker,

de blinker
til mig,

der er noget,
de vil,

de er smukke,
men nøj,

de er
dumme.

Regnen

i Aalborg
er trosser,
der smides
i land
og bliver grebet
og smides igen,
når man sejler,

og regnen
i Silkeborg
gør fibre glatte,
så rebene glider
enhver ud
af hænde,

og regnen
på Nørrebro
er, hvad den er,
den er våd,
ned ad gaderne
driver
der folk.


(Originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Uden titel

Hear me roar,
hear me sob,
leave me be,
join my club,

watch me rise,
see me fall,
watch me just
hit the wall,

follow me,
there is space,
years will turn
into days,

they will pass
just like you,
monkey say,
monkey do.


(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)

Uden titel

Time is nigh,
there will be blood,
we're one nation
under God

howling in
the menstrual night,
losing sleep,
losing sight.


(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)

Gaderne snor sig,

de vrider sig,
afviser skoene,
kaster din skygge
ad helvede til,
de er lavet af asfalt
og brosten, og hvad,
du er lavet af,
véd du vist
ikke engang
selv.


(originalversion doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Det er eftermiddag,

og busserne
kører til tiden,
og tiden
forsvinder med dem,

det bliver aften,
og barerne åbner
og lukker igen,
der er folk,
som forsvinder
med dem.


(originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Lampenschwarz












Lampenschwarz,
Lampenschwarz,
wir sind Licht, und
wir sind Quartz.

(doneret - sammen med illustrationen - som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. "Lampenschwarz" er det tyske navn på den farvenuance, solen er malet med)

Det

blæser,

men
luften

står
stille.

fredag den 25. november 2011

2. mf.

Så sidder du der
med din visnede husfred
og vaskemaskinen, der banker,
så muren slår revner,
og stirrer på skærmen,
hvor folk bliver stemt ud
og ført bort i en båd,
og nu ringer de på,
du kan høre dem græde
ved brevsprækken,
gulvet er glat,
i din pung
vil man finde
et foto.

H5N1

Englene lettede, fløj og forsvandt
ud af syne, og du sad tilbage
med kager af fjer og guano, du
bød af, når folk kom til kaffe.

Pytterne

spejler

mit ansigt,
og det

spejler
dem, du

har foldet
en båd

af papir,
lille ven.

Kingdom came

Vi legede garder og dronning
på p-pladsen uden for byens forsamlingshus,
indenfor sad vores olde, der snart skulle dø,
og blev hyldet fordi hun var gammel
og snart skulle dø, hun forsvandt
bag en mur af cerutrøg,
vi delte et rige,
en dag var der jord,
i det også.

torsdag den 24. november 2011

Jeg stirrer,

til arkene smelter
og bliver jeg spejle,
jeg spejler mig,
indtil jeg synker,
jeg synker, til
bunden er nået,
når bunden er nået,
går vandet, så starter
jeg forfra igen.

Uden dig

er natten lang
og sengen kold
og kroppen stiv,

uden dig
er æter gas
og tiden bare
tidsfordriv,

uden dig
går tog i stå,
og bomber sprænges
uden bål,

uden dig
er jeg blot støv,
der samler støv
i metermål.

onsdag den 23. november 2011

Jeg lærte at pludre,

jeg lærte at gå,
og jeg lærte at spise med gaffel,

jeg lærte at forme en snebold,
jeg lærte at skrive med blyant,

jeg lærte at kysse en pige,
jeg lærte at åbne en bh,

jeg lærte at gå,
gå min vej.

blink blink

rødt lys
grønt lys
rødt lys
grønt lys
rødt lys
rødt lys
grønt lys
rødt lys
rødt lys
grønt lys
gult
gult
gult

tirsdag den 22. november 2011

Gab

Aber kalder tavst
på andre aber

i den morgenstille bus,

ved næste stop
står mennesker af.

Nogle læser

mønstrene i te,

jeg gør det selv
i sure skodder,

mens jeg venter
på perronen.

mandag den 21. november 2011

Bananskrællen











ligger der bare,
bananskrællen
venter,
bananskrællen
rådner
med tålmod,
du pakker
dig væk
under huen
og frakken,
bananskrællen er,
hvad den er,
og det samme
er du.

Morgen

Tågen er tæt
over byen,
der lugter
af opkast
og wienerbrød,
skidtfisk
og brændte paneler,
og langvejs herfra
galer hanen,
her slår man
sirenerne
til.

søndag den 20. november 2011

3D

Verden er i 3D, fandeme så,
den kræver briller og Surround Sound,
hav mig undskyldt, hvis jeg stadig
skriger, når der bliver lyst.

Anna over Stammheim













Ulrike Meinhof, der dingler i cellen.
Ulrike Meinhof, som skriger i kulden i Oldenburg.
Ulrike Meinhof med blomster i hånden,
mens tropper i brunt promenerer på gaderne.
Ulrike Meinhof, der vokser, mens far og mor
svinder og falder og sluges af hullerne.
Ulrike Meinhof, som bløder i bindet
og sætter det op på reolen i Weilburg.
Ulrike Meinhof i værelset, filosoferende
både med seglet og hammeren.
Ulrike Meinhof i Münster, Konkret som Klaus Reiner,
Konkret som Regine, Bettina,
Konkret som Karl Marx og Konkret som en brændende bank,
som metal frosset sammen med tankerne.
Ulrike Meinhof, som dingler i cellen i Stuttgart,
mens fodtrin forsvinder i skyggerne.
Ulrike Meinhof i Jordan med varme geværer
i skælvende, frysende hænder.
Ulrike Meinhof i sengen med Baader, mens børnene
græder i verden ved siden af.
Ulrike Meinhof i Hamburg, mens bomberne
svider i kraniet igen og igen.
Ulrike Meinhof, der dingler i cellen i Stammheim
og fortsætter, fortsætter, fortsætter.
Ulrike Meinhof, der hænger i luften,
mens Solen bliver rød og omsider går ned.


(I Rote Armé Fraktion var Meinhofs kodenavn Anna)

lørdag den 19. november 2011

Hermetik










Togene kører
til tiden,
de afgår
og ankommer,
hviner
på skinnerne,
gnistrer
mod ledningen,
indeni
sidder vi,
slatne
og tavse
og fulde
af ben.

Regnbuen

"For enden af regnbuen
står der en krukke med guld",
sagde farfar, når regnen
blev afløst af lys,
og jeg cyklede gaderne tynde,
forcerede elhegn
og knækkede grene
i tætte buskadser,
løb slalom blandt gøende hunde
og biler med hvinende bremser,
men vejen til himlen
var afspærret, guldet beslaglagt,
jeg lærte at regne
min rigdom i brosten.

fredag den 18. november 2011

Epilog (3. version)











Gaderne krummer sig sammen
omkring os, vi prøver med røgelse,
myrra og guld, hejser faner
på Månen, Antarktis og Kilimanjaro
og sværger til cola såvel
som kebab, men der fører en sti
ned til engen, den snor sig,
den tilgror, i bunden står bænken,
vi mødes omkring, når de
sidste køer sendes til slagtning.


(til "8600 Silkeborg")

Dyr

Solen stod op, og plysbjørnen så det ske gennem vinduerne i sit hule træ, der var gemt langt inde i den store skov. Den fik ham altid til at drømme, den gamle, gule stjerne. Den bevægede sig så frit. Den kom et sted fra, han ikke vidste, hvor var, og forsvandt steder hen, han heller ikke kendte. Den varmede den kolde, forblæste skov op, så planterne groede og bierne summede. Den skinnede på hans ansigt og gjorde ham glad. Netop derfor havde han fået lyst til at finde dens hjem, hvis han kunne, og i dag skulle det være. Han havde ventet på at se dens første lys, siden der blev mørkt. Nu tog han sine gummistøvler på, åbnede døren og begav sig på vej, mens han hele tiden holdt øje med himmellegemet over sit hoved, så det ikke stak af.

Han bevægede sig forbi kaninhullet og det træ, uglen var faldet til ro i efter en lang nats vågen. Han fortsatte over floden, hvor isfuglene spejdede efter fisk i det roligt flydende vand, og gik længere ud, end han nogen sinde havde været før. Her tyndede træerne ud - blev gradvist først mere knudrede, så mindre, så færre. Til sidst var der kun lyng, enebær og blåbærbuske tilbage. Det og så en tilsyneladende uendelig hedeflade. Her standsede solen et kort øjeblik for at kigge ned på bjørnen. Så satte den af i en ny retning, og han fulgte efter.

I det fjerne kunne han se en stor flok mennesker ligesom Jakob, men de så ikke så glade ud som ham. Størstedelen af dem var klædt i sort, mange af dem havde kæder på, og hen over enkeltes rygge kunne han se lange, blødende striber. En jamren spredte sig ud over heden fra deres struber, og hele scenariet fik plysbjørnen til at føle sig utryg. Men solen ville derhen. Den ville helt tydeligt fortælle ham noget. Og da han kom tættere på, kunne han se en mand iklædt løse, flagrende gevandter og en sær, trekantet hat, der lod til at være ham, som holdt den sære flok samlet. I sin ene hånd, der var løftet op i læseafstand, holdt han en bog, hvis omslag var prydet med tre syvtaller. I den anden holdt han en pisk, hvis snert lå slapt hen over jorden. Til bjørnens store overraskelse så manden - selvom øjnene var skarpe og stirrende over de tilhørende poser - ikke farlig ud. Heller ikke da blikket vendte sig i den indtrængendes retning. Strenge: Jo. Retfærdige: Jo. Granskende: Jo. Men ikke farlige.

- Hvem der?, spurgte manden.
- Bare en lille plysbjørn.

Et ubestemmeligt glimt anedes i den underlige mands øjenkrog.

- Hvem er du?, spurgte bjørnen igen.
- Jeg er Dyret.
- Tigerdyret?
- Tigerdyret? Manden lo. - Nej, bare Dyret. Der står noget om mig i en bog, der hedder Bibelen, men den har du ikke læst, har du?
- Nej, jeg kan ikke læse, måtte bjørnen rødmende indrømme.
- Så lær det, sagde manden. - Lær det og læs den. Læs den, som du vil.
- Så vil jeg gøre det.

Dyret kiggede uudgrundeligt på ham.

- Hm, sagde han. - Hvad laver du her?
- Jeg fulgte bare min stjerne, sagde plysbjørnen, som ærligt var.
- Det kan jeg godt lide. Vil du have en kop te?
- Gerne.
- ROSE! TE! Manden kiggede skarpt på en omtåget dame med et kuet blik i øjnene.
- Jamen...
- Du ved, hvad der sker! Han strammede grebet om pisken.
- Ja, ja.

Det gav et sæt i Rose, og hun fór hen til en sort gryde, som hun greb fat, før hun slingrende satte kursen hen mod et vandhul i nærheden. Manden vendte hovedet mod bjørnen igen og smilede.

- Sådan er der jo nogen, der skal have det.

Det ene dyr kiggede undrende på det andet.

- Jamen hvorfor?
- Fordi jeg kan lide det sådan. Fordi de lader mig.
- Jeg forstår så ganske, ganske lidt.
- Min kære bjørn, hvis du lukker øjnene, hvad ser du så?
- Mørke.
- Hvis du åbner dem, hvad kigger du så på?
- Dig?

Dyret rystede opgivende på hovedet. Så vendte han sig om og rodede i en vadsæk efter noget. Da han vendte sig igen, dinglede der to håndjern fra hans ene næve.

- Vil du prøve dem på?

Plysbjørnen stirrede bare. Kunne slet ikke tro, hvad den så.

- Vil du?
- Nej.
- Hvad vil du så?
- Jeg vil meget hellere have honning. Og kram af Jakob. Og følge min varme, dejlige sol.

Dyret smilede pludselig meget hjerteligt tilbage.

- Så synes jeg, du skal spise honning. Og blive krammet af Jakob, hvis han vil. Og følge din sol. Altid følge din sol.

Han lo.

- Du er min slags bjørn!
- Og du er min slags...Dyr?! Plysbjørnen syntes ikke, det lød helt rigtigt.
- Du ved ikke, hvad du snakker om, sagde manden. En mørk sky drev over hans blik.
- Nej, det gør jeg ikke.

Teen kom, og de to dyr drak den, mens Rose, som nu var indsmurt i mudder efter et fald forover i vandhullet, satte sig over til resten af den jamrende flok.

- Min sol er kold, men den er min. Din sol er varm, den er din. Vil du love mig altid at følge den?
- Selvfølgelig, Hr. Dyr.

Koppen var snart tom. Rose lavede god te.

- Nu synes jeg, du skal gå, Hr. Plysbjørn. Vi har haft vores tid.

Manden smilede stadig, men lød bestemt. Og det gav mening.

- Ja, det har vi.

Tøjdyret rejste sig op og børstede sand og grene af. Så nikkede det til Dyret, der vinkede tilbage, kiggede op og så, at solen var på vej tilbage over skoven.

På vej væk kunne det høre pisken smælde, mens Dyrets stemme råbte: - Op, planeter! Io Pan! Io Pan! Io Pan! Så forsvandt også den bag uendelige klynger af lyng.

Og nu begyndte skoven igen. Solen førte Plysbjørnen tilbage over floden, forbi træet, hvor uglen var ved at få øjne. Undervejs skinnede den også på kaninen, der var ved at verfe gamle gulerodstoppe ud fra sit hul. Så vinkede den endelig farvel bag ruden i sit hjem, der var bjørnens, og lovede at komme tilbage i morgen.

- Mmmm, honning, sagde dyret og stak poten ned i krukken.

torsdag den 17. november 2011

Rotation

Solen går ned
bag dit hoved,

i drømmene
vender du dig,

for du ved,
nogen kommer

ved daggry.

Vi ventede på bomber,

trådte græsset fladt med dansetrin
og drak, til åen rødmede,
vi åd hinanden op, vi var jo lige
til at spise, men ved aftenstid
var byen kold og stille,
ingen røde knapper viste os,
hvor vi skulle ringe på.

onsdag den 16. november 2011

Haiku

Vinden
i granerne

suser
forbi dig

om
muligt.

Return to sender











- Du skal returneres til dit ophav.

Lægen lyser dig i øjnene. Han ser reaktion, men tydeligvis ikke nok. Han taler med sig selv. Kunstlet. Bizart.

Der er gået snerler i din trehjuler. Du rejser dig og fjerner stænglerne, så du kan køre videre, og det gør du.

Solsorten er død, og din kusine synes, den skal begraves. Du løber ind til mormor i køkkenet og spørger efter en kiste. Du får en cigaræske, der passer i størrelsen, og løber stolt ud med den. En spade bliver lånt fra skuret, og fuglen bliver lagt ned i hullet under sang, taler og gråd. Et par måneder senere har morfar fræset jorden, og du finder bunker af fjer og træ i det hjørne, hvor du lærte forfaldet at kende.

Hun sidder i stuen, mens de bærer din sidste flyttekasse ud. Ryger smøger og smiler til dig, selvom hun ved, at der fra i morgen af kun er hende selv til at fylde aftenerne ud. Du smiler tilbage, selvom du ved, at du må nøjes med mindre endnu. Du har meget at lære.

Du kigger op mod solen. Du kigger op mod solen. Du kigger op mod solen, den er rød og blank og gul.

Du sidder i det hvide rum. Du kigger. Du kan ikke udholde andet. Af og til ryster lokalet, og væggene flytter sig længere væk eller tættere ind. Revner kommer og går i gulv og loft. Efter lang tid i den tilstand af alarm beslutter du, at der - uanset hvad - virkelig er et rum der, hvor du er, og at der derfor ingen grund er til at flytte sig.

Han bliver hejset ned, og mens du bøjer dig forover, taber du din telefon ud ad brystlommen. Nu ligger den dernede mellem jord og grene og ringer. Det er din kæreste, som giver lyd fra sig. Hun vil høre hvordan, det går. Det går slet ikke.

Det går slet ikke, og hun ligger på badeværelsesgulvet, blødende fra sår, det slet ikke ville ligne hende at tilføje sig selv. Du ser på dine hænder, men de er bare hænder. De kan gøre hvad som helst. Det samme kan hendes.

Hjulet slipper asfalten. Du kan ikke skelne vej, lys og tåge fra hinanden. Ruden folder sig sammen og lægger sig som en fin film over dit blik. Der er rart herinde. Der er ingen grænser for, hvad man kan være.

Solen flytter sig og flytter sig, men går aldrig ned.

Lægen slukker lygten. Sengen ruller. Stjernen buldrer, deler sig og begynder så at gro.

Vinteren lurer i porten

med lammende ånde
og lysende øjne
og stålhårde næver,
den venter blot på,
jeg skal komme forbi,
og det gør jeg,
jeg skal jo
alligevel hjem.

Guds ord











Jeg tror på Guds ord,
og jeg tror, at Guds ord
er "antenne", "atom" og "analsex",
måske "prokurator", måske "karburator",
måske "respirator", i hvert fald
"stativ" og "stakit" og "kasket",
det er "amen" og "aum",
det er "ohm" og "ampere",
er ét ord for meget
og ét ord for lidt,
og alligevel tror jeg,
jeg tror, at
jeg giver det til dig,
vil du ikke nok
holde det for mig?

mandag den 14. november 2011

Drøm om Aalborg











Jeg drømmer om Hasseris, drømmer,
at gaderne flyder af modne kastanjer.
Jeg drømmer om Vejgaard, jeg drømmer,
at rockerne blankpudser våben og kværne
et stenkast fra banker og blomsterforretninger,
drømmer om Gug, drømmer carporte fulde
af sovende, skinnende biler,
og drømmer om Lindholm, jeg drømmer,
at vinden i træerne stadigvæk føles
som sand over ansigtet,
drømmer om Aalborg, om kjoler i gågadens
vinduer, piller i barernes mørke
og skovle af plastic, som nogen har glemt
i en sandkasse ovre ved Kjellerupsgade,
jeg drømmer om Aalborg, jeg vandrer
med spøgelser, skibene tuder i havnen.

Købmandens garage

Det var mig, der satte ild til købmandens garage.

Købmandens garage, hvor han havde parkeret en stor, sort amerikanerbil, hvis lige ikke fandtes i miles omkreds, selvom den efterhånden ikke bare var godt brugt, men ligefrem ramponeret.

Ikke fordi jeg havde noget imod købmanden. Når man kom om i hans butik, kunne det hænde, at der faldt et enkelt stykke slik eller et fastelavnsris af, som ikke blev skrevet på regningen, og selv om søndagen, når butikken var lukket, kunne man trygt ringe på bagdøren: Så kom man ind i privaten, der lugtede af alder, mælk og krydderier, hvorefter man fik det, far eller mor havde sendt en om efter, med et smil. Til nedsat pris.

Købmanden var flink. Jeg nærede intet ønske om at gøre ham ondt.

Men det var mig, der satte ild til hans garage.

Den lå lige op ad vores baghave, tør, frønnet og lige til at antænde. Jeg havde en æske tændstikker med Tordenskjold udenpå, jeg havde fundet i køkkenet. Jeg havde en tør tot græs, jeg placerede i de tørre strå langs væggen. En flamme skød op, og da den voksede til den rette størrelse, fodrede jeg den med kviste, jeg fandt rundt omkring i haven. Efter et stykke tid fik den fat i selve plankerne, som den slyngede sig op ad, mens den til stadighed tog til i styrke. Nu stod jeg i noget, der mindede om temperaturen på en skoldhed sommerdag, selvom det var midt i november. Og jeg stirrede.

Jeg stirrede, mens flammen slikkede sig vej ind under det rustne bliktag. Jeg stirrede, mens duften af brændt træ blev stødte sammen med andre indtryk i næsen: Maling, gummi, benzin. Da det, jeg formoder var bilens benzintank, blev indhentet, lød der et puf, der gav et sæt i mig, og jeg kunne høre, at ilden tog kraftigt til. Som den gjorde det et øjeblik efter, hvor gasflaskerne i skuret ved siden af eksploderede.

I det fjerne hørte man sirener, men ilden var allerede nu så voldsom, at den ville være svær at stoppe. Naboens lade var begyndt at ryge, og jeg kunne høre købmandens kone ude på gårdspladsen rundt om hjørnet, hvor hun, formoder jeg, i ren panik forsøgte at redde alle de værdier, hun kunne, ud af den flammende bolig.

Sprøjter kunne høres nu, men også lyden af folk på de nærmeste gader, der skreg, græd, løb og raslede med ting, jeg kun kunne gætte på, hvad var. Søjler af røg drev ind fra alle retninger, mens jeg stadigvæk stod og stirrede på den væg, hvor det hele var startet, og som sjovt nok ikke var kollapset endnu. Den lugtede af plastic, røgen. Og haveaffald. Og olie. Og kød. I det fjerne begyndte køer at brøle, grise at hyle, får at bræge, og så blev der stille.

Med en træt knagen gav væggen, hvor det hele var startet, omsider efter. Knækkede over og styrtede til jorden. Synet, der mødte mig, var lammende. Det, der før havde været en driftig landsby, var nu rygende hustomter og folk, jeg kendte, som sad på afsvedet græs, indsvøbte i tæpper. Så langt østpå, jeg kunne se, var der sortsvedne marker og osende træstammer, der knejsede demonstrativt mod himlen berøvet al pragt. Og det var alt sammen blevet påbegyndt med en lille æske Tordenskjold.

Mor kom løbende op ad havegangen. Som det eneste hus i hele byen havde mit hjem overlevet branden.

- HVAD ER DET SKET!!! HVAD ER DER SKET???

Rædslen stod prentet i hendes ansigt.

- Ikke noget, svarede jeg, mens jeg kløede mig i skægget. Checkede lommen. Billetten var der endnu.

Der er ting, man bare gør, fordi man kan.

Domino













Den ene dag tager den anden,
der vælter den tredje, og pludselig
er alting ét kaos af klikkende brikker,
der spreder sig ud over gulvet i mønstre,
du end ikke når at få overblik over,
før døren bliver smækket i flugten,
og folk rydder bandende op.

søndag den 13. november 2011

Ord er ikke legetøj

Ord er ikke legetøj,
men fugt, der tvinger mure
til at smuldre, spinder
kirker ind i svamp og trænger
ind i væv og knogler,
er jeg noget, er jeg kolde, hvide
blomster på din kínd.

Fordeling

At give
mig roser
er dit job,

at stikke
mig på dem
er mit,

skraldemandens
at køre
dem væk.

lørdag den 12. november 2011

Drøm om slanger











Jeg drømmer om slanger,
jeg drømmer om rødder,
som bider sig op
gennem gulvene,
drømmer om striber
på himlen, der strammer
sig sammen om kloden,
og drømmer om skæbner,
der slynger sig
sitrende ud af hinanden,
jeg drømmer om slanger,
jeg drømmer om hvislen
i rørskovens bund.


(løst bygget over Silvio Rodriguez' "Sueno con Serpientes")

Skiftingen

Jeg voksede op, hvor alting var pløjemarker og nytteskov i miles omkreds. Det eneste, der ingen nytte var til, var de lave enge ned til Gudenåen, som jævnligt var så våde, at korn rådnede og køer sank i. Fra gammel tid blev floden ikke kaldt Gudenåen, men slet og ret Guden. Her stivede pramdragerne i gamle dage deres nerver af med brændevin, mens de om natten fragtede papirvarer fra Silkeborg ud mod havnen i Randers gennem et landskab, der var fyldt med trolde, lygtemænd, røvere og utilregnelige kolleger. En dag kom toget, og så var der ikke brug for dem mere, hvorfor de slog sig ned ved endestationen og grundlagde det ry for slagsmål og misbrug, der - ud over reb, man kan hænge sig i - er endt med at blive Randers' store bidrag til Danmarkshistorien. Imens sad min familie tilbage med uvæsenerne, der raslede i buskene og staldene om natten, og en stilhed, der med tiden eksemplificerede sig selv i form af blomsterbede, havenisser og fuglebade.

Det og så en forvokset å, der bare løb og løb. Guden.

En dag eksemplificerede stilheden sig også i mig. Det kunne ikke være anderledes. Et eller andet måtte opstå som modvægt til plasticstorkene og porcelænsfigurerne. Spørgsmålet var bare hvad. Det var ikke knallerternes sammenbidte vrælen gennem parcelhuskvartererne. Det var ikke fjernsynets hylen, når folk var faldet i søvn på sofaen. Det var ikke engang hakkende stempler og hvinende savblade. Det var noget, der i lang tid var lige så afdæmpet og roligt som stilheden. Noget, der lod sig hærde i frosne plovfurer med øjnene vendt mod himlen. Noget, som spiste sig mæt i morgensol over røde mursten, duften af nyslåede plæner, følelsen af flint i håndfladen. Noget, som var helt og aldeles hjemmedyrket. Som naturligt søgte sine alliancer mellem troldene, elverfolkene og lygtemændene, når det ikke blev rituelt afstraffet på skolegårdens ru, revnede asfalt for at være den skifting, det var.

I mørket lå jeg og påkaldte ånder, der aldrig kom, selvom nætterne var tunge af skygger. Jeg banede mig vej gennem buskadserne, men mødte ikke nogen, der delte mine ansigtstræk. Jeg opsøgte de mest afsides hjørner af skovene i håb om, at bare ét træ ville blive levende, lade mine fingre søge ind i dets hule ryg og sænke sine bløde mospuder ned over mig. Men kærligheden var ikke en afgrøde, man dyrkede her. Ikke den slags kærlighed, jeg havde brug for, i hvert fald.

Jeg åbnede munden, og brosten raslede ud over muldjorden. Jeg åbnede munden, og ud strømmede eder og forbandelser, trommer og guitar, trokæer og magiske besværgelser. Jeg åbnede munden, og en tung tåge lagde sig over engene, så ingen kunne finde hjem. Mindst af alle mig selv. Høj af angst rev jeg mig til blods på grannåle, tabte sko i mosehuller og mistede tøjet i løbske hundes munde. Nu eksisterede hverken jeg eller det sted, jeg kom fra, længere.

Da bankerne opløste sig i morgenbrisen, stod husene der endnu. Havenisserne tog imod dem, der hørte til. Dem, der greb hakkerne og hyppede kartoffelrækkerne.

På en pram, der var drevet hele vejen gennem Guden ud i havet, sad en nøgen, bleg og forfrossen skikkelse, der ikke længere var nogen nytte til. I fjerne havne spejdede man ud, forsagt, nervøst, mellem kraner og pakhuse. På knejperne serveredes der brændevin.

(bygget løst over Louise Kristensens "Himmerland. En hjemstavn")

fredag den 11. november 2011

Af med livet

skal vi,

vi skal vise,
hvad vi gemmer

neden under.

Der er mange

slags tavshed,

men tro mig:
Den slags

der har sænket
sig over
os nu

er sgu
tavshed.

torsdag den 10. november 2011

Flagene vipper

i vinden,
en dag
vil de falde
til jorden
og samles
i raslende
bunker.

Solen

brænder

stadig
op

for
os.

onsdag den 9. november 2011

Death to everyone













Død over dig.
Død over mig.
Død over dit.
Død over sig.
Død over blomsterne,
bierne,
træerne,
savene.
Død over murene,
gulvene,
hækkene,
gærderne,
markerne,
skovene,
havene.
Død over Pia
og Løkke
og Villy.
Død over
Wyatt Earp,
Davy og Billy.
Død over Prince,
Stephen King
og Madonna.
Død over Preben
og Børge
og Jonna.
Død over alt det,
der ikke kan stå.
Død over alting,
der tror, det kan gå.
Død over alle,
der knæler ved tronen.
Død over alle,
der kuer kujonen.
Død over det,
der skal gøres i morgen.
Død over prikket
og suset i åren.
Død over murstensromaner
og stridende klaner
og både, der sejler bananer.
Død over tørre lianer
og nedlagte baner
og dryppende, galende haner.
Død over paven.
Død over maven.
Død over badet,
der bobler i haven.
Død over Mozart,
død over Grieg,
død over fitness
og billig mystik.
Død over charter
og rygeforbud.
Død over Satan.
Død over Gud.
Død over døden
og nok igen: Mig.
Død, mens jeg
sænker mig
blidt
over dig.


(med tak til Bonnie "Prince" Billy og Lars H.U.G.)

tirsdag den 8. november 2011

Husker intet,

vågner bare op
på nogens gulv
blandt serpentiner,
tomme flasker,
våde trusser.

Ser mit omrids
tegnet op
med kridt
i gangen,
og det fylder
jeg med noget.

Nogen skal.

Skjoldunger

Skibet lægger til,
vi går i land
og lægger stæder øde,
sætter ild på gamle huse,
brænder broer,
bytter bøn og andagt
om med sværdhug,
før vi driver ud mod vest
på gyldne neg.

mandag den 7. november 2011

shapeshifter

shapeshifter
shape

shifter
sh ape sh if ter
s
hapeshi
ft
er
s h a p e
s h i f t e r
s
h
a
p
e
s
h
i
f
t
e
r
retfihsepahs
shapeshifter

Helhesten

Anton havde mange gange hørt om den fra de gamle i byen, hesten. Når han og de andre børn fra gaden om aftenen stod op ad kirkegårdsgærdet og fortalte hinanden spøgelseshistorier med lommelygter placeret under hagen, så de selv lignede små dæmoner, skete det, at Kudsk eller Kramer, som altid havde boet i byen, standsede op på vej ned ad Kirkegyden og stirrede stift på dem. "I må hellere komme væk!", lød det så, før de fik serveret den evigt skiftende historie om hesten, der var blevet ofret og begravet under kirken, før den blev opført, for at indvie jorden, men som nu selv måtte gungre rundt i gruset på stierne om natten med blot tre ben og øjne, der lyste af selve Helvedes ild. Enhver, der så den, måtte dø på stedet, fortalte de. Og så var der ellers dengang, hvor den eller den karl eller pige, som de aldrig kunne sætte navn på, i rent overmod var gået ind for at se den, men var blevet fundet om morgenen af graveren, helt stiv, hvidhåret og vansiret i ansigtet af angst.

"Jaja, den er god", sagde en eller anden altid, mens den gamle hovedrystende fortsatte hjemad mod varmen og lyset. Og så prøvede flokken ved gærdet ellers at gejle sig op til at fortsætte med sin gru og uhygge - dog uden held. Den bedste historie var fortalt, og pludselig var der både meget koldt og meget mørkt.

Så kunne de ellers gå hjem til hver deres seng og drømme om hove, der gungrede rundt mellem buske og gravstene, eller ligge vågne, mens de ventede på, at lyden af vrinsk skulle snige sig ind gennem de åbne vinduer.

Ikke Anton, dog. Også han lå vågen, men ventede snarere på helhestens vrinsken med spænding end gru. Tanken om, at et sådant væsen kunne tænkes at eksistere så tæt på, fik det til at snurre i maven af lige dele angst og fryd. Det var sjovt at klatre i træer, hugge jordbær og pisse på elhegn med de andre drenge fra gaden, men dette var oppe i en helt anden størrelsesorden. Julemanden havde han - nødtvungent - måttet opgive troen på, og det samme med de drager, som var sejlet stolte, men truende gennem hans tidlige drømme, mens de blæste ild ud ad næseborene. Selv spøgelser var han efterhånden begyndt at tvivle på eksisterede - selvom begge hans bedsteforældre var døde få dage efter hinanden i sommers, havde han ikke set noget til dem bagefter, og han begyndte også at tvivle på, at det nogen sinde ville ske.

Måske var de bare...borte. Ligesom dragerne, Julemanden og alle hans rensdyr.

Men hesten... Hesten kunne findes endnu.

Derfor lå Anton hver eneste nat november igennem og lyttede efter vrinsk. Han hørte også nogle ind imellem, men de virkede så virkelige, og han vidste, at der stadig græssede nogle vallakker nede i engen bag skolen. Faktisk anede han ikke præcist, hvad han spisede ørerne i håb om at høre, og mens dagene gik, var han ved at opgive dét håb om noget særligt også. Sov mere og mere, vågede mindre og mindre.

Men så pludselig en aften ved midnat, hvor han kunne mærke, at drømmene var på vej, hørte han den. Lyden.

Et vrinsk var det, men det lød som om, stemmebåndene var meget jordslåede, hvis de overhovedet fandtes endnu.

Det løb koldt ned ad ryggen på Anton. Igennem hovedet løb billeder af døde karle med halm i træskoene, der klyngede deres høtyve ind til sig, så knoglerne stak ud ad hænderne, og snapshots af ham selv, mens han, iført rustning og ridende på en stor, smuk hoppe, som af en eller anden grund kun havde tre ben, spiddede drager på sin lanse.

Han kunne gøre det her.

Gråden sad i svælget på ham, mens han kiggede ind i soveværelset ved siden af, hvor mor og far sov trygt. Så lukkede han døren forsigtigt i, sneg sig ned ad trappen, mens han omhyggeligt sørgede for, at trinene ikke knirkede for meget, og tog sine sneakers på. Med et lille, forsigtigt klik åbnede Anton huset fordør, lukkede den i og sneg sig op langs de høje buske, der næsten dækkede fars værksted.

Forude lå kirken, der lige nu mere tog sig ud som en massiv skygge, der spærrede for lysene fra husene bagved, end den pragtbygning, den var i dagslys. Og kirkegyden var helt tom. Blade raslede rundt i vinden, og et sted nede på Skovgårdsvej tudede en hund.

Anton pakkede jakken godt om sig, rettede ryggen - og åbnede så ellers lågen ind til kirkegården med et greb, der givetvis virkede mere resolut, end det føltes. Benene fortsatte fremad, mens de tog hans krop med, og så var han inde.

Inde på hestens mark. Og Herrens, sagde man.

Han kunne nu ikke se noget. Månen var skjult bag et tæt skydække, og han fornemmede kun gravenes tilstedeværelse, når han ind imellem snittede kanten af et bed. Helt som forventet var de døde meget stille. Lå bare nede i deres kister og krukker og rådnede. En dag ville jorden blive god og fed her. Så kunne man dyrke korn.

Og nu så han et par lys. Gadelygter nede på Thorupgårdsvej. Han satte kursen hen mod dem, mens han følte sig godt og grundigt til grin. Sanserne sad på stilke, men nej, der var ingen hove at høre herinde. Og ikke flere vrinsk, overjordiske eller ej. Der var kun ham, ham, ham. Ham og en helvedes masse grus, der bare var til pynt. Med et spark sendte han en kaskade af det op i luften. Hvor havde han også været naiv at tro, at sådan et væsen havde kunnet holde sig skjult på et frimærke af en kirkegård så længe. En idiot var han. En kæmpe idiot.

Så var det, at lygterne begyndte at bevæge sig. At hoppe op og ned, mens de meget hurtigt kom tættere på. Han gav et vræl fra sig og begyndte at løbe ned mod lågen igen, men endte med at vælte hen over buske og gravmæler, mens han hørte en solid, men ujævn gungren lige bag sig. Og så ramte de skuldrene, hovene, så han brat blev slynget ned mod jorden. Instinktivt drejede han hovedet, mens fortrød det straks. For vel var det første, han så, et hestehoved, som næsebenet stak ud af bag rester af ildelugtende pels, men så begyndte det at skifte form for øjnene af ham. Først tog det form af ansigter, han aldrig havde kendt, så andre, der mindede ham om noget. De sidste var han sikker på, han havde set på billeder i gamle fotoalbums hjemme hos bedstemor og bedstefar. Bedstemor og bedstefar, der med ét dukkede op og så på ham med skiftevis blide og kærlige, skiftevis skrækslagne blikke.

Og så blev der lige pludselig stille. Helt stille. Hjertet slog ikke engang, mens han pludselig stirrede på sit eget ansigt. Det sagde ting, han aldrig havde sagt. Det bar udtryk, han aldrig havde båret. Men hans ansigt var det. Og nu ældedes det og begyndte at synke indad. Og nu åbnede det munden.

Og nu lukkede det kæberne om en buket violer, Anton havde hevet til sig fra det gravsted, han lå hen over.

Med et overrasket blik stejlede hesten, og han fik vristet sig fri. Så snart han kunne, satte han i løb ned mod lågen, som han smækkede stærkt forpustet bag sig, og så var han ude mellem de hvirvlende blade på Kirkegyden igen.

Og hvor stille, der var.

Og hvor helt og aldeles forladt af al magi, ridderen pludselig følte sig under sin rustning.

søndag den 6. november 2011

Nick Drake II










"Five leaves left"
på grammofonen,

ét på træet
udenfor.

Lærer

at gå,

ét smil,
én drøm

ad gangen.

lørdag den 5. november 2011

Lægen

var fuld,
mens han syede
stingene,

lande
blev opdelt
af grænser
og byer
af gader,
kvarterer
af skel,

der var meget
at tale om,
pludselig,
og hud
mødte hud
under lagnerne,

nålen
var rusten,
og kniven
gemt væk
under sofaen,

himlen
et lyshav
af glasskår.

Det er ligesom dengang,

jeg var lille
og slog mine knæ,
så det blødte,
og alle lækager
blev stoppet
med plaster og jod,
men nu kigger man på,
filer negle
og stirrer på vægge,
mens vandet
og jorden
og himlen bliver sort,
det er mig,
der er hård nu,
og kloder
kan ikke
forbindes.

fredag den 4. november 2011

Klabautermanden


















Klabautermanden skifter dine bleer
og koger sutten.
Klabautermanden gemmer bløde bamser
under kutten.
Klabautermanden lærer dig om verden,
til den drejer.
Klabautermanden sørger for, at alt er,
som det plejer.

Klabautermanden ser dig an og tager
dig under vingen.
Klabautermanden følger dig omtrent
helt op til tinden.
Klabautermanden lader dig føle
klippens skarpe sider.
Klabautermanden ler af såret, når
du endelig bider.

Klabautermanden tænder dine smøger
midt på gaden.
Klaubautermanden føler på dig
under aftensmaden.
Klabautermanden kigger ud fra spejlet,
når du græmmes.
Klabautermanden ved, at selv en
sulfursjæl kan tæmmes.

Mit rum

Poesien er mit rum. Der er ikke så meget derinde; jeg foretrækker et minimalistisk design. Det er tilstrækkeligt med et højt tikkende ur på væggen, en ubekvem stol, jeg kan sidde på, og nogle tunge kasser med gammelt ragelse, folk kan fortabe sig i, så de aldrig når ind over dørtrinnet, hvis de ellers gider at slå døren ind. Det gør de færreste.

Der kan jeg sidde og lytte til lyden af mit hjerte, der bliver slappere og mere besværet for hver dag, der går, mens jeg rykker mig rundt på stolen i håb om, at det ikke helt går i stå. Det vil det uvægerligt før eller siden. Godt det samme. Jeg er her ikke for at søge permanens. Jeg er her for at få ro, og med alderen er det gået op for mig, at ro ikke kan adskilles fra angst, lige så lidt som lort kan skelnes fra tapet. I hvert fald herinde. Man er det, man ikke placerer i vindueskarmen. Det, man sætter der, udvikler før eller siden intelligens nok til at forlade én. Og det er det, man véd og ønsker.

Ønsker, så det en dag kan hamre dørkarmen af, forcere bjergene af pap og bære de tørre rester af skind og ben ud i skraldespanden, hvor de hører til.

torsdag den 3. november 2011

Tiden

betændt,

nogen
prøver

at
trække

dig
ud.

Pip

I træet
er rederne tomme,
på jorden
går fuglene rundt,
mens de prøver
at kile sig fast i
en drejende klode,
de synger
så smukt.

onsdag den 2. november 2011

Voksne mennesker

Vi er jo voksne mennesker, ikke børn, véd ikke mere,
hvad en bold er, hvad en snurretop kan bruges til,
hvor bjørnen sover, grise flyver, frøer bliver til
prinser, vi er voksne mennesker, ikke børn,
nu drømmer vi om snefnug, til vi tør.

Dagens suppe

Han var ved at miste formen. Så meget var sikkert. Det startede med spejlbilledet, der flimrede i vandpytterne, og fortsatte den dag, hvor han smadrede spejlet, fordi han så noget i det.

I de efterfølgende dage begyndte han at kunne genkalde sig andre folks minder i detaljer: Deres skoletid, deres første skridt, følelsen af talkum mod numsen. Han talte i munden på dem med de selvsamme ord. Han bukkede sig for forbiflyvende genstande, han ikke kunne se komme, og sorterede sig vej gennem lottokuponerne i kiosken indtil han håndplukkede det, der var gevinst på. Det var i denne fase, han blev klar over, hvad skæbne var. Derfor bar han altid gevinsten med sig fra butikken i en åben hånd, så sedlerne kunne blive grebet af vinden, og var der noget tilbage, når han nåede det næste hjørne, brugte han det, som han lystede. Dét var hans ret. Ikke andet.

Men så var der fliserne på fortovet, der begyndte at klistre til hans såler, og hænderne, hvor fingrene skiftede farve, tørrede ind og blæste ned ad gaden. Der var vandet fra hanen, som sank hele vejen ned gennem kroppen, og maden, som ikke skiftede form på vej gennem tarmsystemet. Æblefrø spirede i mavesækken, rotter løb op og ned gennem rygraden. En stor, bleg rose foldede sig ud i hans kranium. Han følte sig invaderet, jo, men smilede i søvne. Og når han vågnede op, lo han nogle gange hen over vasken, mens hudflager og små stykker muskulatur landede på den hvide porcelænsbund og fortsatte ned i afløbet.

En dag vågnede han i en stor, blød, lun boble fyldt med vand. Af og til pærede han mod væggene, der gav efter, og så lag af døde celler dale ned mod bunden under ham. Der lå de så og organiserede sig i vejsystemer, bykerner, stater, galakser. Selv var han efterhånden udenfor enhver kategori. Han var til, for det var hans pligt, men han skulle ikke noget. En anden vilje tog over, men stemmen, der ytrede sig gennem frekvenser af ohm og volt, var for ham uforståelig. Akkurat lige så uforståelig som ham, mens de sidste rester knoglevæv løste sig op i suppen,

som han spiste på en snask lidt syd for Vojens.

tirsdag den 1. november 2011

Friktion

Jeg er pigtråd
på et fad,
du er takker
på et blad.

Du går under,
jeg slår til.
Du forstøves,
som du vil.

Jeg er solen
gået ud.
Du er stjerne-
spækket hud.

Vi er kværnsten
sat i sving,
vi er alt
og ingenting.

Dagen kommer til mig

som en gennemsigtig,
vægtløs plade stål,
der kaster alt,
som ikke skinner,
af sin ryg, og jo,
jeg falder, kurer
rundt som dug af
kviksølv, finder
ingen ro, men negle
taler, tænder taler
også, jeg er klar.

Uden titel

Nøgne
stammer

rensede

af hvide,
faste

flammer.