mandag den 31. oktober 2011

Fortovet flyder

med lorte og skodder
og glasskår og dåser
og brugte kondomer
og hunde og mennesker,
mest af alt mennesker,
fortovet flyder
mod stranden.

Dørene smækker,

vi sidder i lukkede rum
under kunstige sole
og spiller backgammom
mod vores skeletter,
vi taber, vi taber det hele,
vi vinder ad helvede til.

søndag den 30. oktober 2011

Løber

linjen
ud

og
driver
blæk,

og alle
siger
ark.

Countdown

Tre linjer endnu.
Trekroner.
Trehøje.
Tremile.
Tre hoveder.
Tre norner.

To linjer endnu.
Tomater.
Totaler.
Topazer.
Totemer.
Tosomer.

En linje endnu.

Og enebær.
Enerum.
Ensomhed.
Enebær.
Ensomhed.

Touchdown.
Touchdown.
Ørnen
er landet.

Havet er
tørlagt
af fisk.

En af mit blod (remix, 2011)













En af mit blod
blev hentet til Amager fra Holland
af Christian d. II og Sigbrit.
En af mit blod
svedte tran i sin stue, da kongen
blev fældet, papiret var lighvidt.
En af mit blod
måtte flygte fra brændende gårde,
da svensken gik hen over sundet.
En af mit blod
måtte bygge sit liv op på lodder,
hvor krudtslammen stadig var bundet.

En af mit blod
var et uægte barn af en adelsmand,
pænt pakket bort i en afkrog.
En af mit blod
høstede korn, mens han svingede leen
for broderen på slottet, der aftog.
En af mit blod
købte op, købte ind, købte ud,
indtil jorderne passede til navnet.
En af mit blod
måtte gå fra sin fædrende gård
med et barn, der blev fodret med savnet.

En af mit blod
kom af intet og høstede intet
og tærskede, æltede intet.
En af mit blod
skrev alverden i mandtal, men glemte
at skrive sig selv ind i bindet.
En af mit blod
drak sig fuld i kabyssen og druknede,
da han skulle ud for at tisse.
En af mit blod
bad en bøn til sin gud og gav slip
- ingen ved, om han fik som forvisset.

En af mit blod
red på heste og duftede blomster
og bed meget gerne i græsset.
En af mit blod
sidder fast mellem faxer og emails
og er umiskendeligt stresset.
En af mit blod
svejser jern om til ting, der kan bruges,
og lader så tiden om resten.
En af mit blod
ridser navne i vand, gnaver huller
i vinden og venter på pesten.

lørdag den 29. oktober 2011

Skrivemaskinen er tavs,

er forladt af sin skrift,
som bliver fortsat på skærme
og mure og ansigter,
nu kan den stå der hylden
og klapre med tænderne,
indtil selv kulden gror hænder.

Næsten











november,

og skikkelser
bliver
til tåge,

kun øjnene
blinker
om natten

endnu.

fredag den 28. oktober 2011

Da han døde,

var gaderne spærret af driver,
bag husene
byggede børnene snemænd
og græd,
da de smeltede,
hatte
føg ind i april.

Jeg kan ikke se

min skygge klart
for bladene,
der falder,

snart er kroppen
også skjult
bag sneens hvirvler,

jeg kan
se det
for mig.

torsdag den 27. oktober 2011

Jeg fryser,










jeg ved,
at I er der,
jeg sparker
i sneen,
jeg ved,
jeg har
været her,
sparker
i sneen igen,
og den bløder,
jeg fryser,
jeg er her,
jeg ved,
at du er her,
jeg ved,
at du fryser,
jeg bløder,
jeg sparker
i sneen,
det fyger,
jeg blomstrer
på ruden.


(inspireret af Death in June-sangen "Peaceful Snow", 2010)

Avalon













Det første postkort var fra Thorshavn og viste en gammel mand i nationaldragt, som gik tur med sin hund mellem pittoreske fiskerhuse, mens filetterede rødspætter dinglede i vinden fra noget, som lignede tørresnore.

"Kære Jacob.

Som du nok kan se er jeg landet i det færøske nu, men jeg føler ikke, jeg er kommet så meget tættere på det, vi snakkede om, inden jeg rejste. Regnen er kold og modbydelig, klipfisken smager af lort og bortset fra, at man går mere i kirke her, er folk mindst lige så dødssyge at høre på her som hjemme i Århus. Fårenes uld klistrer, når man forsøger at nusse dem, og klipperne er glatte af fuglelort. Man kan roligt sige, at jeg ikke swinger med den her lille, dødssyge klat øer i Atlanten, men i morgen hugger jeg en fiskekutter og sejler vestpå. Glæder mig til at se, hvor solen går ned, og jeg har hørt, at æblerne skulle smage ekstra godt der. De kan i hvert fald ikke smage dårligere end klipfisk.

Mange hilsner

Anton."

Det næste var fra Boston. Et gammelt, krøllet postkort med New Kids on the Block, som guderne måtte vide, hvor han havde gravet op.

"Kære Jacob.

Selv en galning som jeg kan være heldig at føre en kutter sikkert i land. Sådan omtrent i hvert fald. Jeg måtte svømme i land, og vraget står sikkert stadig på et rev 30 miles nordpå. Og det er sandt, hvad man siger: Alting er større her. Ikke mindst idioterne. I går spurgte én eller anden, om man også har elektricitet i Sverige. Nede på den lokale i Hasle var der i det mindste en oplagt grund til, at folk var dumme. En skam, at russerne aldrig fik bombet det her lortehul! I øvrigt er æblerne så snavsede af bilos, at det sidste, man har lyst til, er at spise dem, og solen går stadigvæk ned vestpå. Stjæler snarest en bil - helst med fuld tank - og følger den.

Gnavne hilsner,

Anton."

Det tredje var afsendt fra Nunavik, Alaska, og viste et knapt farbart farvand fyldt med drivende isklodser.

"Hej.

Nu kan jeg ikke komme længere mod vest, uden det bliver øst, og nej, her er slet ingen æbler. Bare knejper fyldt med æskestive eskimoer og drug stores, hvor alt koster en halv million. Og sne. Forbandet meget sne. De lokale ser ud til at kunne lide det, men jeg fryser ad helvede til.

Skål!

Anton."

Endelig var der lappen, man havde fundet mellem klynger af tomme whiskyflasker på Antons hotelværelse nogle dage efter, at han var blevet set i synligt eleveret trav ud mod Beringsstrædet iklædt kun et par jeans og en alt for tynd t-shirt.

"Go fuck yourself, Arthur. I'm heading home."

Jacob sukkede. Han var til syvende og sidst en cool fyr, Anton, men altid så skide sværmerisk, når han da ikke spyttede syre efter alt og alle. Undtagen af en eller anden årsag ham, den kroniske dranker. De var ellers så forskellige, skulle man synes. Han var jo for fanden magister og det hele, Anton. Men sådan er der så meget, og han fik vel den skæbne, han ville have. Det sidste, Jacob havde lyst til at gøre sig til dommer over, var, hvad der var rigtigt og forkert for andre.

Han vendte bunden i vejret på flasken og kravlede over i sin seng. Radioen kørte endnu. Han magtede ikke at slukke den. Det sidste han hørte, før ambulancen forgæves stoppede udenfor nogle dage senere, var en gammel traver med Roxy Music.

"Now the party's over,
I'm so tired,
then I see you coming
out of nowhere.
Much communication
in a motion,
without conversation
or a notion:

Avalon."

onsdag den 26. oktober 2011

Der er nogen,

som lurer i busken,
og busserne kører
som vanligt og vandhaner
tændes og slukkes
og drypper i bygninger,
vaskene fyldes med
kalk, der er nogen,
som lurer i busken.

Satelitterne falder

med afbrudte kredsløb
og kolde antenner,

det sner med metal
over byerne, under
de afklædte træer

taler mennesker
i tunger og kløves
af ordenes vægt.

tirsdag den 25. oktober 2011

Slænget















Under kirsebærtræerne sad vi
og vejrede blod som en ulveflok
gemt bag plamager af bumser,
mens båndet med Sort Sol løb ud,
og de brolagte stier blev brolagt
igen med kaskader af blomster
og senere bær, ingen blottede
halsen og sukkede over de
synkende tænder. Nu indtræder
Månen i sidste kvarter, og vi
hyler, men lyset er tavst.


(til "8600 Silkeborg")

Dedikeret til Robert Christensen, Mette Rahbek, Naja Madsen, Christian Lystbæk og "Babs".

Sort hund

Han havde købt sig en sort hund. Ikke fordi han egentlig var så glad for dyr: Han havde det i og for sig fint med, at de passede deres, mens han passede sit. Lige præcis sorte hunde havde han dog hørt så meget om gennem tiden, at han tænkte, det var bedst at underlægge sig én af slagsen. Det skulle efter sigende være nemt nok: Bare de dumme kræ havde fyldte skåle med mad og vand - og man ikke tæskede dem sønder og sammen på daglig basis - skulle de være nemme nok at gøre sig til herre over.

Luce, som han kaldte sin labradorhvalp, godtog da også uden videre hans overhøjhed. Hun lærte hurtigt at give hals, når der skulle besørges, så hun kunne lukkes ud i haven i en snor. Hun blev hurtigt god til at apportere. Postbudet lod hun nogenlunde være i fred, og selv forbipasserende katte fik han hende, efter et par velplacerede dask over snuden med en avis, lært at tolerere med en nærmest nonchalant ro. Alligevel var der noget over Luce, som gav ham myrekryb. Måske den måde, hun pludselig kunne finde på at stoppe op og bestirre ham på. Om søndagen, når der skulle ses fodbold, kunne han, selv i sine mest ophidsede stunder, pludselig få øllen galt i halsen, når han følte et blik brænde i nakken. Vendte han sig om, fik han uvægerligt øje på Luce, som havde smækket forbenene op over ryggen på sofaen for at glo på ham med de der åndsforladte, men ikke desto mindre legesyge øjne, mens tungen dinglede ud af gabet på hende som indvolde fra en skamskudt soldat. Når han tog afsted på job om morgenen, fik han samme blik med et sørgmodigt twist - som om hun ville sige, at "jeg ser dig aldrig mere". Men det skulle hun fandeme ikke bestemme, så det var altid med en vis triumf, at han, efter endt arbejdstid, åbnede døren til lejligheden igen for at blive hilst af dyrets forrædderisk begejstrede hoppen og springen.

Forholdet mellem de to bofæller blev dog stærkt forværret, da Luce efter et stykke tid tilsyneladende forventede at komme med ham ind på værelset om natten, så de kunne sove sammen. En tanke, han fandt helt og aldeles afskyelig. Bevares: Pels og savl på lagnerne var ikke et problem i hans verden, men at have haft hende liggende i fodenden med lysende øjne og skarpe tænder, mens han sov, var for mærkeligt, for tæt, for urovækkende. Derfor sørgede han omhyggeligt for at låse døren hver gang, han gik ind for at ramme dynerne, hvilket naturligvis var effektivt. Det forhindrede dog ikke Luce i at pibe og klage uden for døren, når han forsøgte at sove, og så kunne han ellers ligge der i det pludselig alt for tunge mørke og tælle timer ned, til han - i længden mere og mere ramponeret af søvnmangel - skulle op igen.

Han begyndte at sove over sig. Hans chef, som var glad for hans gode, stabile arbejdskraft, tog det med et smil de første mange gange, men efterhånden blev det stivere, når han - som det efterhånden var sædvanen - enten kom to timer for sent eller småblundede over fakturaerne, så chaufførerne vendte hjem fra kunderne med varer, som aldrig var blevet bestilt. Til sidst - efter mange flere nætter tilbragt bandende i pudevåret, mens labradoren klagede sin nød uden for døren - endte det med, at han blev "fritstillet", som man kalder det, når folks faste økonomi og dagligdag med ét bliver udraderet af et stykke papir.

Den dag var han knapt nået ind i opgangen, før han blev mødt af en langstrakt tuden et par etager oppe. Frygtende det værste satte han nøglen i døren, hvorefter han fik sin værste anelse bekræftet: Det var Luce, som lavede lyden. "Skide møgkøter!", råbte han og gav hunden et spark, der sendte den klynkende hen i kurven. Alligevel varede det ikke længe, før hendes tuden fortsatte. Nu ledsaget af den velkendte stirren i hans retning - denne gang bare tommere end nogen sinde før.

De næste uger stod hen i et stort, forpint slør. Der var kradsen og klynken om natten, tuden om dagen og alt for lidt overskud til andet end at gå ned til kiosken på Bredager Allé, hvor han kunne fylde posen med de øl, som skulle til for at kunne holde situationen ud. Han forsøgte at standse hunden på alle tænkelige måder - ved leg, ved fodring, ved gåture og til sidst fysisk afstraffelse, som konstant tog til i hårdhændethed - men lige lidt hjalp det. Og hans drømme blev mærkeligere og mærkeligere. Først gik han hen over trægulve, mens lyden af kløer genlød under ham, så jagtede han sin egen hale en hel nat igennem. De sidste timer inden det gik galt, så han sig selv bide halsen over på sin mor, der stirrede tomt og usigeligt svigtet tilbage på ham, før han omsider vågnede med blodsmag i munden. I frustration og beruselse havde han gnavet sin egen tunge halvvejs over.

Da han havde sundet sig lidt, åbnede han døren, fast besluttet på, at dette måtte stoppe. Han greb sit haglgevær - et arvestykke fra faderen, som var placeret på væggen i stuen - fór hen til den tudende hunds kurv og tog solidt sigte. Den skulle sidde lige mellem øjnene, skulle den, ladningen. Med et raskt tag fyrede han af.

Så huskede han ikke mere.

***

Naboerne blev vækket ved en hjerteskærende tuden inde fra Bertel Jansens lejlighed på 2. sal. Eftersom Jansen selv var en stilfærdig eksistens, som indtil for nylig havde passet et krævende job som kontormand hos et foderstoflager nede ved havnen, og man aldrig havde hørt noget særligt til den sorte labradorhvalp, han noget uventet havde anskaffet sig for nogle måneder siden, fandt flere larmen alarmerende og ringede til ordensmagten.

Da betjent Riber - med nu godt ømme skuldre - fik slået døren ind, blev han mødt af to voldsomt kontrasterende synsindtryk. Dels kroppen af en mand, som var faldet bagover på sofaen med et haglgevær i hånden og et hoved, som var blæst af fra kæbepartiet og opefter. Dels en sort, halvvoksen hund, som, med et indbydende og legesygt blik i øjnene, havde smidt sig på gulvet for at blive kløet på maven.

For en ordens skyld skulle der laves afhøringer. Dødsfaldet var trods alt opsigtsvækkende i kraft af dets voldsomhed. Man kunne vel gribe fat i et par kolleger og naboer: Ifølge stationen havde afdøde ingen nær familie. Men for Riber var sagen bøf. Tjenestetelefonen blev trukket frem, og han tastede to fakta ind til brug i rapporten: "Bertel Jansen" og "selvmord".

Så knælede han ned og kløede hundens maveskind, mens den småknurrede af fryd. Den ville sikkert blive aflivet i løbet af et par dage, hvis den kom på internat. Den tanke kunne Riber, trods et gennem tiden hårdt prøvet hjerte, ikke rumme. Han fandt snoren i gangen, klikkede den fast om dyrets hals og gik så ellers tilbage mod bilen.

"Du må godt sove i min seng", sagde han smilende til Luce, der kiggede nysgerrigt op på ham, logrede med halen og fulgte efter med sin kødfyldte tunge dinglende ud af munden.

mandag den 24. oktober 2011

Jeg har glemt, hvor jeg bor,

jeg har mudder på støvlerne,
blade i håret og sand mellem
tænderne, dagene knaser,
kamelerne drikker min seng.

Uden titel

Kulden er kommet, og kattene kradser på døren. I haven står store skeletter og vajer i vinden. I himlen er englene stille, men mågerne skriger.

lørdag den 22. oktober 2011

Til Damaskus




















Vi kan gå til Damaskus så ofte,
vi vil, plukke ukendte blomster
og drikke os fulde i mystiske
vine, vi har kun to ben
og én jord, de kan gå på,
og klæderne flagrer i vinden.

Noget er faldet på gulvet,












vi vandrer i jungler
med ladte geværer
på jagt efter skyldige,
afbrænder bøger
og opretter lejre
og føler os tryggere,
stoltere, hver gang
en gade er tømt,
vi står op efter søvn,
vandrer hen over glasskår
og afsætter spor,
vi kan følge
med flammende fakler
og blussende øjne,
til alle til sidst
finder hjem.

Du sad ved min sygeseng,

holdt mig i hånden og talte
om ting, som jeg ikke forstod,
før du slap den og gik,
der var krager i træerne
udenfor, nogen kom
aldrig mere hjem.

Hadding, downtown

Venter
på hanegal

uden
for muren

ved
Føtex.

Blade

danner hvirvler
foran døren
som en ny
slags liv,
der tøver
lidt endnu,
men ikke længe,
med at
ringe på.

Dykker ned

i dammene
og ånder,

over hovedet
på os,
driver der
et tungt
og mægtigt dyr,

som spiser
småkryb.

torsdag den 20. oktober 2011

Uret tikker

stadig, jo,

men tiden går

sin egen vej

som vanligt.

Børnene flyver fra reden,

og tjørnene breder sig
rundt om den revnede borg,
hvor de ligger bag
støvede glasmontrer,
prinsen, prinsessen,
og visner i stereo.

onsdag den 19. oktober 2011

Flere linjer

Han var kravlet op i røven på sig selv for at kunne se ned på det, der skete bag hans ryg.

***

Trykker return, men sendes fremad.

***

Væggene véd bedre: Gå til ro.

Der er dage,

hvor digte er svulster,
der vokser og vokser
i én uden mål eller form
og forsvinder fra legemet,
tæret og udtjent,
som næsten
uhørlige suk.

tirsdag den 18. oktober 2011

Gangen

Jeg husker den stadigvæk, angsten,
fra dengang, min mormor fik nok
af min plagen og sendte mig ud
i den kolde og mørklagte gang,
hvor der samledes skygger
og glødende øjne omkring mig.
Nu ryger jeg smøger om natten
på kølig linoleum med arme
rakt fremad til trøst.

In memoriam

Jeg kan ikke huske, om du er død. Faktisk er det længe siden, jeg sidst har tænkt på dig. Der er heller ikke så meget at huske. Spor i mudderet, et glimt af jeans, et strejf af deodorant. Din stemme var ret diskant, mener jeg. Eller også var den ikke. Man skal aldrig stole på sin hukommelse. Den spiller så tit én et pus. Grove ansigtstræk bliver til brune øjne, smukt svungne halse til svævende kjoler, tykke, hårde overarme til olie og læder. Der er folk, man falder bagover, når man møder igen: Var de virkelig sådan? Og så har man alligevel vidst det hele tiden. Som man ved, at man skal dø, for eksempel.

Men jeg kan ikke huske, om du er død. Jeg kan heller ikke huske, om jeg har levet før. Det tror jeg, jeg har. Jeg mindes i hvert fald duften af graner, som ikke vokser her i landet. Jeg husker vaskebjørnens puslen i buskadset. Jeg kan næsten huske navnene på de to gamle, hvide mennesker oppe i træhytten, jeg aldrig har kendt, og genkalde mig duften af kaffe og friskbagt brød med smør. Sådan husker jeg også dig. Som et glimt ud af øjenkrogen, hvor alt fremstår knivskarpt og fokuseret.

Jeg kan ikke huske, om jeg er død. Jeg har regndråber på jakken, mine fødder er stive og kolde, maven knurrer, men det er ingen garanti for virkelighed. Og hvis det er, er der ingen garanti for hvilken. Jeg har oplevet lyden af bremser, som skingrede og standsede brat. Jeg ved, hvordan glas gennem hud føles. Jeg fascineres sælsomt af lugten af benzin og nyder tit, når stearinlysets flammer duver i trækket. Jeg er bare ikke sikker på noget, du ved. Det er bare sådan, at noget kigger ud på noget.

Du kan ikke huske, om jeg er død. Jeg dukker bare op på gamle fotos ind imellem. Jeg strejfer dig med dårlig samvittighed, men du aner ikke hvorfor. Måske var det blikket tværs over lysningen, der slog mig ihjel, måske var det en mudret spade i dine hænder. Jeg kan ikke huske det. Jeg ved bare, at hvis nogen har taget livet af dig, er det sikkert mig. Men måske er du slet ikke død. Jeg kan simpelthen ikke huske det.

mandag den 17. oktober 2011

Uden titel

Måske
er tvivlen
det,
jeg elsker
ved dig,

virkelig
elsker,

som
den fugl,
der
pludselig
dykker op
fra dybet,

mens jeg
spejler mig
i søen.

Alder

Mit soltegn
går ned,

i de enge,
kentaurerne
græssede på,

spiser får
sig nu fede
i isblomster.

Lig

Ormene borer
sig ned
i din krop,

ned til Kina,
måske,
hvis de ikke

fordamper
i
hjertet.

søndag den 16. oktober 2011

Hi

Bjørnen
sover,

verden dannes
langsomt

i dens
øjenkrog.

Tvesom

Vi famler os vej gennem mørklagte kælderrum, men føler ingen vægge, kun hinanden. Vi søger efter brædder på gulvet at gå på, men står kun fast på hinanden. Vi søger tilflugt under syv favne kød, men kan ikke skjule os for hinanden. Under sengen ligger kæderne, vi aldrig vil få spændt omkring hinanden.

lørdag den 15. oktober 2011

( )

Mikrofonen hyler af dig. Så begynder den at smelte. Dryppe ned ad dit tøj. Nogle smiler skævt, andre græder lydløst i den dunkle sal, mens metallet smelter sig ind i dit kød. Dit kød, som også snart driver hen over brædderne på gulvet for at forsvinde ned i revnerne sammen med resterne af det, der engang var et manuskript. Du har kun dig selv at sige nu, men ingen luft i dine bortløbne lunger at forme ordene af. Skelettet, som står tilbage i dine støvler, kender til gengæld ingen angst, og resten skal nok nå havet til sidst.

Ørnen lander

Der tændes for fjernsynet, og det er pludselig i farver. Sommerens mode er yoyoer, og ude på fortovet prøver alle at lære at gå med hunden. De siger Jolly til deres cola, og der er altid plads til én til derude, som bruger Rexona. Mennesker er landet på Månen, men har stadigvæk ikke fundet et hjem. Du har været et andet sted igen i lang tid, men mens du vågner, kan ingen fortælle dig hvor.

fredag den 14. oktober 2011

Handyman

Jeg har bygget mit helvede selv, jeg har selv
gravet hullerne, selv hældt det affald derned,
jeg har antændt, og selv plukket englene ud,
der skulle falde og blive til djævle,
og givet dem forke til jul, jeg har selv
bygget tronen af jern, som jeg sidder på,
selv vævet kappen af ild, som jeg bærer,
jeg kan en hel masse med hænderne,
frøken, kom ind, du skal bare se løjer!

Gød blot

mit jordlod
med vrede,
med had,
med foragt,

ting vil
gro der,
vel også
en rose
til dig.

Ikke bryde ord,

men bryde om
og bryde ind
og bryde ned
og bryde sammen,
bryde ud
og bryde
dæmninger
og lys.

Jeg kan sagtens

se mig selv
i øjnene,

men allerhelst

når brillerne,
jeg bruger,
mangler styrke.

torsdag den 13. oktober 2011

Æg

Kender ikke had,
men kender kulde,
kender blomsterne
på ruden under frostvejr,
der kan være der og ikke,
kender følelsen af lighteren
i hånden, kender følelsen
af iver, kender glæden
over det, som stadig
findes, om jeg vil.

Det er grusomt,

det lys i oktober,
som viser det hele
præcist, som det er.

Kærlighedsdigte

er tankere søsat i vandpytter,
fly af papir sendt i flugt op mod Månen
og biler, der kører i tomgang
ved huse, hvor alle er døde og borte forlængst,
de er skeen, du prøver at fælde et træ med,
og tændstikken, du holder op mod en bræ,
de er flydende asfalt og sko
gennem dynger af sand,
de er fisken,
der kravler i land.

onsdag den 12. oktober 2011

Funtime

Brandhanerne står under træerne, mellem buskene, på gadehjørnerne, røde som de træsko, jeg havde som barn. Jeg overvejer tit at sætte ild til en bygning. Bare en tom én som den, jeg bor i. Som den, du bor i.

Bare for at se, om de fungerer.

Bare for sjov.

Bane

Toget ruller gennem natten. Udenfor - et sted mellem genskæret i ruden og gadelysene - er der ranker med brombær, fuldmodne hyldebærklaser og træer med grene, som er så tunge af æbler, at de næsten knækker af. Jeg har set dem i et andet liv, hvor jeg havde pels og spidse ører. Her er skeletterne strøet ud over sæderne, og luften står så stille, at selv fluer ville dratte til jorden. Sult giver ingen mening. Jeg griber fat om den sorte, saftige skal og bider til.

tirsdag den 11. oktober 2011

Blikket

Hvis jeg stirrer dig helt ind i øjnene, kan jeg se babypudder, våde bleer og bittesmå stearinlys i store, bløde kager. Jeg kan se bryster, som vender sig bort, og store prinsessekjoler, der trævler i tætte buskadser. Jeg kan se giftige ord, som samler sig i gule, stinkende pøle, og dukker, der falder på plads i skraldeposen omme i gården. Jeg kan se klumper af gult pus mod spejlet, pletter på lagnet og fedt, som ikke er der. Jeg kan se hans smil, mens han smelter dig. Jeg kan se kondomer, der ligger og tørrer på gulvtæppet, og en klikkende kaffemaskine, som han glemte at slukke, da han gik. Jeg kan se de klistrede glas, den fnulrede seng og det flimrende tv. Jeg kan se dit had og din forvirring. Jeg kan se, at jeg ikke passer ind. Jeg kan se, at du vil have mig. Jeg kan se det hele.

Jeg kan se på dig, at du ikke ser en skid. Så står vi lige.

Body bag

Du ligger og bløder op ad et vejskilt. Malling 5 kilometer. Humlum 3 kilometer. Vester Hassing 12 kilometer. Vorgod 9 kilometer. Du er ingensteder. Du er hjemme. En lærke letter ude i engen, og tusind følger. I det fjerne høres en transistorradio og en traktors tøffen.

Dit ene ben er sprængt væk. Det hænger og dingler fra din underkrop i en hudlas, og splintrede knogler er spredt med gavmild hånd ud over vævet. Fanden til vejsidebomber. Du prøver at kvæle din jamren, mens du griber ud efter feltflasken med vand. De gemmer sig derude, talibanerne, med støvede turbaner og pocket-koraner i militærbuksernes store, praktiske lommer. Selv har du kun din Bibel, og den er i lige så dårlig forfatning som dit gangapparat. Er spredt ud over landskabet som konfetti, mens myrerne baner nye stier hen over de pludseligt opståede forhindringer.

Isbjørnene kan lugte dig. Rastløst brummende går de rundt ud i krattet og vejrer med deres store, sorte næser. De samme kan kænguruerne, der flygter hen over isen på dammen. Over dit hoved svæver en helikopter med et banner efter sig. Et stort, gyldent M så vidt, du kan se gennem dine efterhånden noget slørede øjne. En Skoda ruller forbi med indisk musik bragende ud gennem de åbne sideruder.

Og så står den der.

Familien.

En har en saks i hånden, en anden en bandage. En bærer på en bog, en anden på en le. De dufter af æbler og kamfer og modellervoks og gammel urin. Du smiler, og du græder. Du rækker ud. Du spytter. Du kan ikke nå dem. De står på den anden side af et spejl, som ikke længere viser dig. De kigger. Bare kigger.

Du vågner i et stort, koldt rum. Du er ingensteder. Du er hjemme. Hos dig selv.

mandag den 10. oktober 2011

Tre linjer

At flytte ind i dit åndedræts kælderrum.

***

At presse mursten og drikke sig beruset i saften.

***

At give flygtighed permanens.

Guilt is a useless emotion,

so is desire,
so is love.

This planet is always in motion,
so are the flames down below
and the fires above.

Kravler

til himmels
i flimrende
tove
af regn.

Du skal riste

dit navn
i min hud,
du skal skære
så dybt,
at det står der
den dag,
vi er døde
og borte.

søndag den 9. oktober 2011

Knoglerne

danser
som myg
under syv
favne jord
om en krop,
der er gået
sin vej.

Der, hvor jeg kom fra

Der lugtede af kartofler der, hvor jeg kom fra. Af kartofler og frikadeller og rosenkål. Og selvfølgelig havde man alt. Man havde tv i farver, bip-spil, som holdt hele huset vågent til langt over midnat, og professorterninger, der, sammen med porrer fra haven og tomater fra Brugsen, blev til udmærkede supper i de kølige oktobernætter.

Der lugtede af svovl der, hvor jeg kom fra. Af knuste sneglehuse og borax, der løb diskret ned i myrereder, når det regnede. Af grise, der fik svedet pelsen af med gasblus i staldene.

Der luftede af parfume der, hvor jeg kom fra. Bumser blev splattet ud mod spejle, stomiposer blev skyllet ud i toiletterne, pikke blev vasket under prikkende bruserstråler. Men alle duftede altid af blomster.

Der lugtede af dig der, hvor jeg kom fra. Måske var du en trold, som havde gemt sig bag buskene i haven i nattens mulm og mørke og efterladt dine strint på bladene. Måske var du en fe, der havde sprinklet hustagene med dit livsvigtige støv under en sen overfart. Måske var du en norne, som sad et sted under huset og vævede tarme sammen i mønstre af guld og stryknin, mens os andre sov, og måske steg dampene op til os gennem svampenes mycelium, rosernes stilke og rønnebærtræernes stammer.

Men der, hvor jeg kom fra, lugtede der af dig. Og uanset hvor, jeg er, vil jeg altid føle mig hjemme, når du vandrer forbi på gaden, tabende nåle og tuber med kamfer og syrlige bolsjer.

Prinsessen

har sat sig
på blusset,

hun bærer
sin krone
med stolthed,

jeg holder
den oppe
med ildhu.

lørdag den 8. oktober 2011

Bare

ét bogstav
til forskel
på kogler
og knogler.

Golden showers

















We ran through golden showers,
woke up dressed in our own dew.
We sipped each other's blood from
holy grails and grew and grew.
We shared another apple - how
we laughed, as we fell down
- then waited for The Flood,
'cos lovers die unless they drown.

Uden titel

Buske
i regnen
på Bachersvej,

intet
kan flamme
og tale her

uden at
blive
til mudder.

Blue moon





















Du ser forkert ud,

blue moon,

vi har gået på dig,

flyttet rundt

på dit støv,

trukket hjulspor

fra intet til intet

og kapslet os ind,

før vi bare

fløj bort,

du ser helt forkert

ud nu,

blue moon.

fredag den 7. oktober 2011

Uden titel













Heden er hvid, det er sommer,
du kommer imod mig, der kravler
en hugorm i krattet, og æblerne
dratter mod skovbunden, læberne
sprækker mod mine, du klæder dig
i bilos og asfalt, din hæl er
et højhus, jeg ser anemonerne
kaste sig ud ad dit gab som en
lavastrøm, sender lavinerne
ind i din mund, heden brænder,
jeg kender min jord fra min jord.

Udkast til selvportræt II

Muldjord,

der
tér sig

som
brådsøer.

***

Radioen
skratter.

Mit kød:

Den forkerte
frekvens.

***

Skingrer
om kap

med en
godsvogn

fra
Køge

på vej
hen,

hvor peberet
gror.

***

Jeg
er
et
faktum,

men du
er
et
smukt
postulat

***

Du laver
søjler
i luften
og engle
i sneen,

selv kaster
jeg skygger.

torsdag den 6. oktober 2011

Det regner

helt ind
i din sjæl,

hvor jeg står
ved en vandpyt

og søsætter
skibe

af foldet
papir.

I dag

faldt der blade
i Gentofte,
Svendborg og Maribo,
Tønder
og Ringkøbing,
Neksø
og Hjørring.

Mere
behøver jeg
ikke
at vide
om tingenes
tilstand.

onsdag den 5. oktober 2011

Gråtoner













Dørene åbnes,
der tegner sig striber
på gulvet, jeg husker
dit blik, der var stærkt
som en vind gennem aske,
en mand samler mudder op
henne i hjørnet og smører
det ud over isse og ribben,
der ringer en klokke
i sognet ved siden af,
vandet i fonten er gråt
som granitten, de
åbner sig, dørene,
jeg har en krop,
og du svæver i min
retning hen over gulvet,
du træder på knastet
granit, der er skidt
på dit slør,
det er mig.

Ting, der findes

Jeg har aldrig besøgt Cape Canaveral,
set folk, der undslap planeten
i søjler af flammer og sod,
jeg er glad for, de findes.

Jeg har aldrig spist svampe
og set mine ben
sive ned mellem duggede strå,
jeg er glad for, de findes.

Jeg har aldrig befundet mig
i dine inderste tanker og duftet
mig selv i din sved, i dit tøj,
jeg er glad for, du findes.

tirsdag den 4. oktober 2011

Ankers eksil

Der stod han så, farfar,
i mængden på Nørreport,
støttet til stokken,
men smilende under kasketten,
og ikke til mig,
som forsvandt op i himlen,
da kisten blev sænket i jorden
i Jylland et sted,
men til busserne, duerne,
bladene, byen, som nu
var en flygtighed større.

Tom waits




















Tom waits
in strip bars, massage parlors,
run down hotel rooms
and cold, star lit gutters.
Tom waits
between broken bottles
and stained, yellow curtains
and old, sleazy porn mags
and heaps of his own
dirty laundry.
Tom waits
for someone,
forever
for someone,
and even God
doesn't know
who.

mandag den 3. oktober 2011

Skygger

Det skete, vi bankede
hovederne ind
i de lave, slet høvlede
tagspær og læste
om ekspeditioner til Sydpolen,
rejser til Månen
og ture til steder,
hvor ingen folk vidste
hvis næse, vi havde
i ansigtet, hvis
kolde hænder, vi bar
gennem våren
på Skovgårdsvej.

Vi måtte rejse,
før længslen
kunne rådne
og blive
begær,
kære
søster.

manøvre, genetisk




















der lå sprængte
kondomer i skuffen
og ridsede plader
og hengemte kager
og postkort fra krigen
og indsmurte træsko
og punge af læder
og gule kompasroser,
duftesalt spådomskort
jernsværd og flintøkser
perler af rensdyrben
sprængte kondomer
og tøj jeg kunne
passe som barn
der lå ret mange
ting i den skuffe
men nederst kun
liv ikke skyld

søndag den 2. oktober 2011

Uden titel

Jeg
tror,

det
er
dét,

vi
er:

Sår,

der
lukker
sig

rundt
om
hinanden

og
heles.

Uden titel

Det var løgnen, der gjorde det, løgnen,
der oplyste luften omkring os, og løgnen,
der gjorde det muligt at røre dig, dykke
derind, hvor det hele var ægte som blod.

lørdag den 1. oktober 2011

Prinsessen













Prinsen er død,
og du bukker dig
ned over liget
og flår det i stykker,
ét lem og én indvold
ad gangen, du syder
af svigt, og du ser
ned i vandet,
du skriger,
du ser på
dig selv.

Somewhere over the rainbow










Somewhere
over the rainbow
svæver Han Solo,
Luke Skywalker,
Jean-Luc Picard.

Somewhere
over the rainbow
flyver Sankt Nikolaus,
Valdemar Atterdag,
Elvis, John Lennon.

Somewhere
over the rainbow
har mormor bagt kage
og brygget frisk kaffe
til hele familien.