fredag den 30. september 2011

Kattene larmer

på taget,
og dørene binder,
kontakterne hænger
og dingler
fra væggene,
varmen er tændt,
men du klaprer
med tænderne,
ord bliver
til is
i din mund.

Postkort









Du skriver, at solsorten synger
og busserne flager, du skriver,
at kirsekærtræerne blomstrer,
du skriver, at vinden er varm
og forfløjen, du skriver, at
sandet, du har mellem tæerne,
tørrer i solen og risler til
jorden og minder om mig.

torsdag den 29. september 2011

Uden titel

Lad bladene falde så tosset, de vil,
når det sidste er dækket af sne,
vil du stadigvæk stå der på gaden
i regnen og smile til mig.

Rapsmarkerne













Han tænker på svajende rapsmarker, mudderet stinker
af tarme og fedt, kød bliver grød under bælter af jern,
far, der svinger sin le, mor, som græder i stolen i stuen
og uret, der tikker, og stålet i hånden, der stikker
og stikker, og stemmen, der griner, og foden, der danser
i søjler af fjendeblod, busken i haven, de hopper omkring
i en jublende kreds, der er høst, der bliver sået,
en anden mands hånd trykker af, blomster falder til jorden,
og stegen på bordet bliver kold, der er høst, der bliver sået,
det knaser i tankerne, raps daler ned i hans hjelm,
mælken drypper fra brysterne, far går i marken igen.


(En improvisation over Current 93's nummer "Falling Back in Fields of Rape" fra albummet Dogs Blood Rising (1984))

1. g på repeat










Jeg har glemt, hvor jeg kom fra,
og glemt, hvad jeg hedder,
og jorden er kølig, og natten er sort,
og den busk, som jeg klynger
mig til, svarer raskt væk med torne
på det, jeg har skrevet
med opkast i sneen.

onsdag den 28. september 2011

Myggene









sværmer
i luften

om noget,
som ingen
kan se,

men i nat
er der udsigt
til frost.

Stiger

til tider
på bussen,

fordi
jeg vil steder
hen,

simpelthen
steder.

manøvre, tynget













det er alvor, det her, der er blomster
i vejkanten, kysduft i håret og stier,
som ender i mudder,

er alvor, det her, der er gummi på bagsædet,
lort under skoene, bly under bukserne,

alvor, det her, der er langt op til himlen
og syv favne ned til den nærmeste jord,
som kan bære,

er alvor, det her, og jeg tænder
en smøg, der skal skoddes
på armen om lidt.

manøvre, eleveret













start the fucking party der er kager nok og kaffe nok og knive nok og kraver nok og kjoler nok just start the fucking party

start the fucking party der er pilsner nok og piller nok og patter nok og pikke nok og poppers nok just start the fucking party

start the fucking party der er ridepiske rivejern og rifler nok raviner nok regeringer rebeller nok just start the fucking party

start the fucking party der er verdener nok just start the fucking party

mandag den 26. september 2011

Oktober

Edderkoppen hæfter sig fast i et strå, lader sig bære med vinden over i et andet, kravler tilbage og begynder at væve sit spind op én tråd af gangen via bittesmå forskydninger. Til sidst sætter den sig i midten, ventende. Kommer der fluer forbi, hvilket der plejer at gøre, vil den overleve. Hvis ikke vil den dø. Sådan er dét, og edderkoppen overvejer ikke engang, om det vil gøre en forskel.

Bukken springer gennem krattet med vild angst prentet i øjnene. Bag den glammer hundene løs, og der lyder brag højere end nogen knækkende gren. Snart vil enten det ene eller det andet indhente den. Benene er trætte, og i det hele taget befinder bukken sig kun i denne situation, fordi den er den svageste i flokken. Hunde véd den slags, og i den type spørgsmål stoler de kulørte væsener, som sidder oppe på de store, prustende hovdyr, på deres dømmekraft. Dem med de larmende pinde og de blanke metaltingester, der lyder som sære, hæse fugle.

Nu snubler den, bukken. Gennem dens hoved løber der billeder af andre rådyr, som synker i knæ og pludselig ikke reagerer på hverken slik eller puf. Og der løber billeder af solen, som står op igen og igen over en verden, der ikke er forandret bagefter. Alligevel har den løbet alt det, den kunne, og spjætter af panik, mens den første hund springer på den og planter sit tandsæt i struben. Det giver ikke nogen mening, men så igen tænker bukken ikke på mening.

Hunden rusker i bukkens hals, så hovedet dingler rundt. Den elsker følelsen. Det er godt, når de små mennesker derhjemme lægger armene rundt om halsen på den og nusser pelsen. Det er godt, når herren åbner en cylinder, som dufter fortryllende, og hælder dens indhold ned i skålen. Det er godt at sniffe til græsstrå, grave kødben op ad den fugtige jord og rulle sig i ådsler. Dette er bare bedre. Den føler, den er til, når den dræber. At den udfører den opgave, den er sat i verden for. Det suser for ørerne af ophidselse, farver og lyde bliver dybere, og smagen af varmt blod, der pumper ind i munden, har den slet ikke begreber for. Alt står stille, selvom dødskampen kræver hurtige bevægelser.

Bag den brager en af ildpindene fra ejerens flok, og der lyder et højt dump. Hesten vrinsker. Det bekymrer ikke hunden, som er vant til brag. Ikke indtil noget farer ind i dens krop, og den i bar forvirring slipper en højlydt klynken ud. Den slipper taget i bukken, som er slap nu, og vender blikket mod sin underkrop, der er ét stort virvar af trevler og blod. Det, som før lugtede herligt og opløftende, stinker nu af en katastrofe, hunden slet ikke fatter. Den ved, at den er ved at give op, men ikke over for hvad. Den fornemmer, at den aldrig vil se de små mennesker igen, og vender kort blikket mod sin herre, der ligger på jorden, mens flere fra hans flok bøjer sig tavst ned over ham. Den registrerer lige akkurat et andet menneske, som står bøjet over den med et langt rør rettet lige ned mod dens øjne. Den forsvinder i et velkendt brus, som eksploderer og bliver til noget andet.

Hr. Generaldirektør Hans Theodor Svendsen, HypoDan, svæver ned ad bakken og ind i krattet, hvor han kan høre Fuffer og de andre hunde kaste sig over den unge råbuk, det lykkedes dem at få skilt ud fra de andre. Han jubler indvendigt, og tog man et billede af hans pupiller nu, ville man se dem spilede ud som under en narkotisk rus. Dette er livet! Perlende frisk luft, høj sol over billedskønne træer, eftersmagen af bitter bagest på tungen, hestens hastige, kontrollerede trav under ham - og så skuddet! Denne ædle vildskab! Ikke krysteragtig som massefyringerne i firmaet, som han af praktiske årsager er nødt til at lade underordnede foretage for sig, men direkte, blodig og irreversibel: Hands on! Først skal han dog have kaldt hunden til sig, og han trækker til for at standse hesten, mens han åbner munden for at råbe.

Så er den der lige pludselig. Grenen. Han opdager et splitsekund for sent, at den flugter med hans pande, og mens den hamrer ind i ham, sker der to ting: Riflen går af, mens hånden i chok trækker sig sammen om aftrækkeren, og Hr. Generaldirektør Hans Theodor Svendsen, HypoDan, hører en knasende lyd under hjelmen, han ikke bryder sig om. Verden vender pludselig på hovedet, og der lyder en ny knasen, før han, i et underligt rødt slør, kan se blade. Se ansigter, som bøjer sig ned mod ham med ængstlige blikke. Kan se Thomas Bergstedt fra HydroTop, som bevæger sig ned mod Fuffer, der vrider sig længere nede under en skærende klynken.

Han mærker egentlig ikke noget. Kroppen har mønstret alt det, den kan, af bedøvende stoffer, og nervernes træghed gør, at han næppe vil nå at registrere omfanget af den skade, som er blevet gjort på ham under faldet. Men han føler sig svag. Uendeligt svag. Alt summer på en måde, der minder ham om tandlægebesøg, og i dette øjeblik er han kun Hans. Hans helt alene. Han prøver at tale, men kan ikke. Han prøver at gestikulere, men hverken ben eller arme lystrer. Hvad der end er sket med hans hoved, kan han kun konkludere, at det er alvorligt, og at dette nok er slutningen.

Slutningen.

Ikke bare på Hr. Generaldirektør Hans Theodor Svendsen, HypoDan, men på alt. Han kan ikke forestille sig det anderledes. Birgitte kan ikke holde på villaen alene. Arven vil ikke være nok i længden. De vil være nødt til at sælge smykkerne, kjolerne og malerierne for en tid, og så vil der til sidst ingen anden udvej være end at flytte. Flytte fra Hellerup til Valby eller noget. Virksomheden vil gå under. Sønnen er ikke gammel nok til at overtage endnu, og folkene under ham er idioter. Det vil gå nedad, nedad, nedad uden ham. Han kan høre børnenes gråd over ham og Fuffer. Han kan se Birgittes stirren ind i det hvide tapet. Og selv det tror han ikke for alvor på. Han kan ikke forestille sig det for alvor. Før ham var der ingenting. Da han blev født, opstod der farver og dufte og lyde og varme bevægelser hen over huden. Nu, tror han, vil der sandsynligvis slet ikke findes noget længere. Noget salt og varmt løber ud ad hans øjne og lander på den stive, men stadig smagende tunge. Så tynges han ned af en klode, som vejer mere, end noget menneske overhovedet kan forestille sig.

Edderkoppen vågner op ved, at noget går i nettet. Den maver sig hen til stedet, bevægelsen kom fra, og finder en sprængt tråd.

Så sætter den sig til at vente igen. På noget.

Hvidovrevej











Æblerne rådner
på fortovet,

her aner ingen,

hvad den slags
skal bruges til.

søndag den 25. september 2011

Istedgade, efterår











Fuglene trækker,
men bilerne speeder blot op
og forsvinder i krydset
med buldrende anlæg i bagruden,
grønthandlen lokker
med tre stykker sommer pr. tier,
og murene minder om mure som altid,
der prædikes på gaden
ved kirken, i baggårde
ryges der crack.

Soldug

Solstråler daler mod jorden
og lander på plæner og tage,
på fuglenes nu tavse næb og
på os, mens vi folder os rundt
om hinanden i angst eller
kærlighed, ingen véd hvad.

lørdag den 24. september 2011

Affald











Vi er affald, er vi, du og jeg,
er killinger i kloakken,
bønder ofrede på brættet,
manuskripter afvist, revet til
konfetti og smidt ud fra høje steder,
fjer, der hvirvles rundt
i cirkler ved en vejkant,
tomme, slidte pyramider
i en tæt bevokset jungle nær ækvator,
ingen ønsker at besøge,
kys mig, kyl mig i containeren,
jeg holder dig i hånden
til det sidste, indtil slaggerne
i ovnen gløder af.


(vagt influeret af Suede-sangen "Trash")

fredag den 23. september 2011

Fido













Lyset bryder frem,
de sidste fulde
folk går hjem
ad tomme gader.

Sorte hunde
vogter trofast
over husene,
de sover i.

Negative creep

Jeg lever i negativ, bader i murbrokker,
tygger på glasskår og svælger i ligstank
og gasser, jeg bygger med rambukken,
filosoferer med høvlen og elsker med snerten,
jeg lever i negativ, fuglene synger omkring mig,
kun tåber som dig ser det smukke i dét.

torsdag den 22. september 2011

Jeg har glemt min dialekt,

jeg går i gummisko
og véd, hvem Ché Guevara var,
på gaden græsser køer af metal,
på himlen trækker fugle striber
ud mod fjerne mål,
jeg muligvis vil se engang,
og blåbær gror på
på store, svale hylder
tæt ved kassen,
der er høst hver dag,
og frostvejr er på mode,
Jeg er død,
jeg bliver gammel
lige så snart,
jeg finder plads
i min kalender.

Flyene

letter

fra
Kastrup

og
fortsætter

hen over
taget

på huset,
de minder

om UFO'er,
gør de,

de blinker,
er tunge af

last.

Det gode liv












Spørg mig
om det gode liv,
og jeg vil tænde smøger,
puste røgen ud
i hovedet på de folk,
som hoster kunstigt,
mens de vrissent går forbi,
og kaste skodder ind
i spritsterile stuer.

Jeg vil drikke mig i hegnet,
så det vælter,
jeg vil le i vilden sky,
mens kåde kvier
tvinger biler ud i grøften,
græde højlydt,
mens de kvæstede og døde
bæres bort på hvide bårer,
ambulancer lyser
marker op i farten.

Jeg vil elske dig
til kæder brister,
piske knækker,
galger trævler,
sengetøj er
ætset væk
af sol
og skind
og søvn,

og jeg vil dø
i skarpe lysglimt,
smeltet ind i sten
og murværk
som beregnet
ved min fødsel,

jeg vil svare,
som du spørger.

onsdag den 21. september 2011

Kragerne vender sig i mig,

og ting falder ud af min mund,
ingen levende sjæl skulle se,
hvis jeg venter til sommer,
vil også de spire, og byer
vil soppe i damme af frugt.

Katten

drømmer,

sneen
falder

tungere
end før.

tirsdag den 20. september 2011

Shot













Jeg kunne drikke dig, lade dig rulle
i bølger diskret over tungen, lade smagen
af bittert og salt, sødt og skarpt finde plads
i mine gane og synke, mens smagen var klar,
huske suset fra nerver og årer og tanker,
der mistede formen i tarmene på mig,
og vågne alene om natten med nyrer
som skrigende bremser og svulmende
tæer, jeg kunne drikke dig rent.

Happy hour

Begravelsen var slut. Henrik og Jessica knappede deres mørke jakker og spadsede ud sammen gennem det våde ral. Det var ikke sommer mere. Søvnige bier kravlede rundt på asfalten i gyden, og himlen var fyldt med fugleflokke, som ville andetsteds hen. Men der var trods alt ikke nattefrost endnu, og selvom vinden var frisk og kølig, kunne den stadigvæk så nogenlunde holdes ude.

- Det var det, sagde Henrik.
- Det var det, svarede Jessica.
- Hvad siger du til en bajs? Vi kunne jo lige smutte ned til Allan.
- Tak som byder.

De havde været de eneste to. En tom afsked. Ingen af dem havde grædt. Det kunne de sagtens have gjort, men hvorfor? Sket var sket, og gråd ville ikke have hjulpet. Nej, det handlede bare om at få det overstået, så de kunne komme ud og videre. Ned på Den Våde Hund - stambodegaen med gule gardiner, brune træmøbler og sand på gulvet, hvor Allan lige nu med garanti langede stakkevis af fadøl hen over disken. Der var happy hours om eftermiddagen.

- Hej! Jeg giver første omgang, råbte Allan, da de kom ind og satte kursen ned mod et ledigt bord i hjørnet. Han havde hørt lidt om det, der var sket, fra dem begge to forinden, og det kunne godt ske, at han levede af andre folks dårligdomme, men et hjerte, dét havde han sgu alligevel, stodderen.

- Du er fandeme en guttermand, smilede Jessica. Så tog hun jakken af og satte sig over for Henrik, som allerede havde fået ild i en Rød Prince.

Så sukkede de dybt og tav lidt. Der var meget at fordøje.

- Kan du huske dengang, vi tre var ude i skoven med kurv og rødvin og stegt kylling og det hele, og vi to drak os pissefulde og rodede rundt i buskadset, mens Bent bare blev siddende ved bålet og knækkede pinde?
- Gu' kan jeg da det, din idiot, lo Jessica. - Det var egentlig ikke ret sødt gjort, men hvordan pokker kunne vi også vide, at han var varm på mig?
- Han sagde jo aldrig noget... Ellers havde jeg aldrig lagt an på dig. Han var min bedste ven, jo.
- Ja, og min. Også alt for god en ven. Jeg kunne aldrig havde været sammen med ham. Det ville ikke have føltes...rigtigt.
- Præcist, præcist. Henrik førte glasset op til munden og hældte den sidste slurk ned. - ALLAN! EN TIL!
- S'gerne, lød det oppe fra baren.

- Kan du så huske, da vi holdt fest? Hvordan hele flokken hernede fra sad rundt omkring i hele huset og drak den der gustne rom, du havde scoret et varmt parti af ovre hos Skruebrækkeren?

Henrik fik næsten bajeren galt i halsen af latter. - Ja, sgu! Henny og Sebber, der sad og smurte fløde på hinanden ude i køkkenet, og John, der måtte rode rundt ude på toilettet, fordi han havde tabt sine briller i kummen, og kom tilbage og lugtede af lort.
- Og Bent, der løb alene rundt udenfor og sparkede til vores gamle juletræ.
- Ja, og Bent, der løb alene rundt udenfor og sparkede til vores gamle juletræ.

John Mogensen gik for en stund klart igennem med "Så længe jeg lever".

- DEN ER PÅ MIG, ALLAN! Jessica fiskede sin pung frem.

- Så var det, han tog afsted, Bent. Henrik skoddede endnu en smøg.
- Ja, det var sgu pludseligt. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da han løb fra mig på torvet den dag og bare sagde, at han skulle nå toget.
- Nej, gu' fri os. Det må sgu have været ensomt. I hvert fald indtil...
- Ja, indtil...

Jessica rejste sig, fiskede en mønt op ad lommen, gik hen til jukeboksen og trykkede et nummer ind. Det viste sig at være "Elsker dig for evigt".

Så var det, at Bent brasede ind ad døren med sin nye thaikone.

- Hej, venner! Han var åbenbart i rigtigt højt humør.
- Æd lort, Bent, råbte Jessica.
- For Fanden en NAR, han er blevet til, mumlede Henrik i et mere lavmælt tonefald, før eks-vennen, som havde fundet det, han ville have, billigt på den anden side af kloden, satte sig op i baren for at småsnakke med Allan.

- Det var sgu trist, at det ikke gik, fortsatte han så.
- Ja, nu havde vi købt hus og det hele. Men vi finder ud af det, ikke?
- Måske. Men der skal jo nok gå noget tid, du ve'...
- Ja.

Sangen var slut. Glasset var tomt. De frøs.

- Jeg smutter nu. Du kender mit nummer, ikke også?
- Jeg vil altid kende dit nummer, svarede Henrik. Nu lidt mere selvsikkert.

Så var hun væk. I glasrammen ovenfor kunne Henrik se sig selv.

Han var ikke ung længere.

mandag den 19. september 2011

Men in black













Vi var drenge engang, knuste myrer
og snegle på stierne, bombede postkasser,
slog på hinanden i bunker og pissede
frygtløst på elhegn. Nu bygger vi carporte,
lapper punkterede cykler og pudser geværer
i mørklagte stuer. Vi klæder os
i sort. Det er tidløst.

søndag den 18. september 2011

Berg (version 2)

Manden fra Krogsgaarden,
Christian Berg
var den ældste i byen,
et sejt, hærdet træ,
som selv tiden kunne hærge
og arre og pille enhver
form for pynt af,
men aldrig helt blæse omkuld,

og vel knuste han bilen
en høj, solrig morgen
på vej om til Brugsen,
hvor årene pludselig stivnede
foran hans pudsede kofanger,
vel måtte gården til
sidst sælges fra,
og vel hvilede konen
i jorden ved kirken

- i huset på Hjortgårdsvej
døde kun minderne,
øjnene så selv hans grav
blive tildækket,
øjnene så, da jeg rejste,

og bussen forsvandt
i et flimmer af løv
over bakken.


(til "8600 Silkeborg")

September

Der blæser en kold vind, og farverne
rasler af træerne, bierne lander
og spjætter på jorden, her lugter
af gærede æbler, jeg tænder min smøg,
jeg har udsigt til kirken og kroen.

lørdag den 17. september 2011

Natten















Når natten faldt på, sank der skyer af brunkål og flæskesteg ned over plæner og bede.

Når natten faldt på, var der altid en hæk, der skulle klippes, en seng, som skulle redes i stilhed.

Når natten faldt på, var der altid tallerkener, der smadredes højlydt i lydtætte køkkener.

Når natten faldt på, var der altid et lys, som blev slukket, og bamser, der pludselig blev monstre.

Når natten faldt på, var der altid en knallert, som startede længere nede og bare forsvandt.


(til "8600 Silkeborg")

fredag den 16. september 2011

Du har været i rummet,














det dufter af kamfer og efterår,
fotos på væggen er blegnet,
dit eget portræt allermest,
der er kaffe på kanden, på bordet
er tøj og papir lagt parat.

Jeg drømmer,

at roserne
blomstrer
i haven,
at borgen
er omspændt
af flammer,
at flagene
falder igen,
at du ligger
og drømmer
om mig.

Det er morgen,

og hanerne galer
bag muren,

og spøgelser falder til ro,
daler ned over plæner
som dug,

i et rødt skær
bliver vandresko
bundet.

torsdag den 15. september 2011

X

Vi sætter krydser
på kvæget,
på panden,
på kortet,

vi graver,
vi graver,
men finder
kun guld.

Stamme




















Jeg klatrer i træer,
lægger gren efter gren
bag mig, griber mod
tyndere nye og spejder
mod fugle og skyer
og stjerner, men pletten,
jeg kravlede ned fra,
er stadig uendeligt fjern.

onsdag den 14. september 2011

Manøvre, koncentrisk
















Gribbene cirkler omkring dig, men stadigvæk
går du, du kunne nemt flyde og blæse og svæve,
men næh, nej, du ved, hvad du er, og du ved,
hvor du er, og du ved også, hvor du skal hen,
og du går, og det går, og det går stadigvæk,
det går fremad og baglæns og lidt ud til siden,
det går, som det plejer, du vandrer i cirkler
om gribbene, gribbene cirkler om dig.

Vi følger harernes spor
















og de dybsorte klaser af hyldebær
helt ned til kysten og står dér
med vinden i håret, forvirrede,
fastlåste, goplerne skyller i land.

tirsdag den 13. september 2011

Skyd på pianisten!

Skyd på pianisten, der er rotter
i klaveret, der er brune stænk
af whiskey på tangenterne og orme
i papiret, som han spiller efter,
skyd på pianisten, før vi dansere!

Afløb

Han havde drukket afløbsrens, naboen. Mens de hastede ud i ambulancen med ham på en båre, havde Ella haft et glimrende udsyn gennem køkkenvinduet til Hr. Jacobsens blødende, skrigende mund og de spjættende lemmer, redderne havde været nødt til at fiksere i remme, så han ikke gjorde endnu mere skade på sig selv undervejs. Hun kunne have svoret på, at der havde stået røgskyer ud af hans gab, men det var sikkert indbildning. Lugtede mere af tegneserie end kød i reel opløsning. Til gengæld huskede hun levende hustruens og sønnens tomme blikke, mens alt var kaos omkring dem. Som om de ikke engang var gode nok mere til at se det, de så. Ingen af dem græd - det havde de næppe været nok på højde med situationen til at kunne - men de behøvede det heller ikke. Specielt sønnen var gråd i levende hud, knogler og nerver.

Han havde følt sig uren indvendigt, Hr. Jacobsen, sagde man. Efter sigende havde han endda sagt til én af redderne, at han havde drukket væsken for at udrydde de rotter, der gnavede i maven og spiserøret på sig. Da han kom hjem til et tomt hus flere måneder senere, havde lægerne syet den lille rest mave og tarmsystem, der var blevet skånet, sammen efter bedste evne, og nu var appetitten vendt tilbage for fuld skrue. Evig og altid sad Hr. Jacobsen, når Ella kiggede ned, ved sit spisebord i færd med at fortære ét eller andet. Men han tog ikke på af det, og rask så han ud. Det samme gjorde huset indvendigt. Før det hele skete, havde stuen været fyldt med snavsede bæreposer, vinduerne dækkede af spindelvæv og støvlaget på hylderne så massivt, at det havde kunnet skimtes fra 3. sal i nabobygningen. Nu var hjemmet lyst, rent og indrettet med masser af luft mellem tingene, og når man mødte den før så indebrændte og skumlende mand på gaden, hilste han lige pludselig og sendte glade smil.

En dag løb Ella så tilfældigt på Hr. Jacobsen, mens han sad nede i parken og læste avis på en bænk. Med sig havde han en sodavandsflaske og to engangskrus, og det virkede derfor underligt planlagt, da han hilste på hende, slyngede et par almindeligheder om vejret ud i luften og til sidst inviterede hende til at sætte sig ned. Nå ja, han var enlig og ganske attraktiv ligesom hende selv, tænkte Ella, så hun tog smilende og en anelse forventningsfuld imod tilbuddet: Så kunne hun måske også få løst bare en lille smule af det mysterium, han var for hende.

Godt gik den, snakken. Først om regeringsrokaden, der lige var blevet foretaget, dernæst om små og store tildragelser i kvarteret. Selvfølgelig var det helt andre ting, som interesserede hende, hvilket han sikkert godt vidste, men der var ingen direkte vej til at tage så stort et emne op. I hvert fald ikke indtil han gjorde det selv.

- Min mave har det fint nu, forresten. Den kan ikke optage ret meget næring, så jeg er nødt til at spise en masse, hvis jeg bare så nogenlunde skal have en chance for at blive mæt. Det glider bare lige igennem, det meste af det. Men jeg elsker mad, og nu er det nærmest sådan, at jo mere, jeg spiser, jo renere føler jeg mig.
- Det var da godt, svarede Ella: - Jeg skulle lige til at spørge. Man hører jo så meget rundt omkring her i kvarteret, ved du.
- Eller ser.
- Ja.

Havde han set hendes nysgerrige blik oppe i vinduet, mens de bar ham ud? Næppe. Men muligheden forelå, og den fik hende til at gyse.

- Du er ret meget alene deroppe, ikke?
- Jo. Jeg smed min sidste kæreste ud for fem år siden. Det var min skyld. Jeg kunne ikke holde ud at være i et forhold, tror jeg. Jeg lavede noget i byen, jeg ikke var stolt af, og det fik han at vide. Og så har jeg været alene siden.
- Kender det, sagde Hr. Jacobsen, som åbenbart også hed Simon. - Samme historie her. Det stod bare på over et par år. En kollega fra arbejdet. Min kone vidste det godt, men sagde aldrig noget. Lod bare være med at foretage sig noget som helst. Du så nok, hvordan det så ud til sidst, ikke?
- Jo, svarede Ella tøvende. Busted!
- Det værste var, da affaldet blev levende til sidst, du véd. Først begyndte der at kravle maddiker ud af de affaldsposer, ingen af os magtede at slæbe ud, når vi kom hjem om aftenen, og så begyndte vi at høre trin hen over gulvet om natten, når vi lå inde i sengen. Selvfølgelig forsøgte vi at sove fra det, men så nemt gik det ikke. Jeg har altid haft det med at sove med åben mund, og først vågnede jeg tit og ofte ved, at jeg havde skodder, plasticlåg eller folie i munden. Så begyndte jeg at få drømme om, at noget stort, levende og loddent kravlede ned i halsen på mig. Når jeg så stod op, følte jeg hele tiden de her stik nede i maven som om, der var noget, som bed. Det var det, jeg forsøgte at sætte en stopper for, forstår du?
- Ja.

Kvinden ved siden af ham blev underligt fjern. Hun var smuk, syntes Simon, og han havde tit i al diskretion beundret hende nede fra stuen, mens hun stod i køkkenet og vaskede op. Men hun gjorde det sjældnere og sjældnere, havde han bemærket. Tallerkener og glas hobede sig op ved vinduet, og han kunne ane, at det hvide tapet på hendes vægge efterhånden var blevet kulørt. Et par gange havde han endda opfanget flygtige bevægelser bag glasset, som ikke var hendes.

Det var ikke værdigt mere. Nogen måtte redde hende, og hun lod ikke til at have så meget imod, at det var ham.

- Vil du have et glas sodavand?

Simon tog låget af flasken og hældte lidt op i begge kopper.

- Tak som byder, smilede hun en smule undskyldende, men nu absolut mere nærværende.

Hun var tørstig, åbenbart. I hvert fald førte hun hurtigt kruset op til munden og skyllede halvdelen af indholdet ned. Så meldte smerterne sig.

- Hvad Fanden har du gjort?

Hun skreg, og en lille stribe blod piblede ned under hagen, mens hun så i lige dele angst, vredt og forvirret på ham.

- Jeg skal nok ringe, sagde Simon og tog sin mobil frem. Med albuen puffede han det andet krus på jorden, mens han trykkede 112.

Ti minutter senere havde de båret hende væk. "Du ved, hvor jeg bor", havde han råbt efter hende, mens hun blev transporteret ind i ambulancen af redderne, der ikke havde fået noget meningsfuldt ud af nogen af dem ud over noget med afløbsrens. Om lidt kom politiet, som han ville stikke en eller anden plade. Hun skulle nok holde mund. Han havde set den krampetrækning af et smil, hun havde sendt ham midt i sine pinsler, før døren mellem dem blev lukket.

Om nogle måneder ville hun være ude igen. Ude og ren nok til ham.

mandag den 12. september 2011

Tre skridt
















Han tog et skridt.

Det føltes underligt ukendt. Ikke fordi det var ud i det uvisse som sådan, for jorden var fast nok, men noget i ham var gået tabt. Måske det havde noget at gøre med den snegl, han lige havde knust under støvlen? Det havde været en underligt flad fornemmelse. Gennem hele sit liv havde den snegl opbygget det hus, som beskyttede den, lag for lag - suget al den kalk, den kunne finde i sin føde, i sig og afsat det som skjold. Og så var det alligevel ingenting overfor et væsen i hans størrelse, som stadigvæk var så klejnt i forhold til elefanter, blåhvaler, engle, guder... Selv havde han kun sit tynde lag af nylon, som strengt taget ikke beskyttede mod noget som helst. Støvlerne, derimod, var de rene dommedagsvåben i mikroplan.

Han tog et skridt mere.

Vinden flåede i jakken. Havde den været kraftig nok, kunne den have taget hans kød med. Det var den ikke. Her var blæsten var mere et irritationsmoment end en trussel. Andre steder på kloden blev bjerge eroderet gennem årtusinder, til de kun var tynde sokler, enhver bonderøv kunne sparke omkuld i en hjemmebrygget brandert. Andre steder på kloden kunne egoer også svulme op i en størrelse, der for en stund retfærdiggjorde folkedrab. Her var folk det, de var.

Han tog det sidste skridt.

Det var nemt. Som at kyle en dåse ud over kanten. Han tænkte på tigrene, hjortene, spurvene, der gjorde det, de skulle hver dag. Han tænkte på klipper og ørkener, der gjorde det, de skulle hver dag. Han tænkte på lyset og stilheden, der gjorde det, de skulle hver dag. Han tænkte på blodets og nervernes summen, når han prøvede på at falde i søvn om natten. De gjorde også det, de skulle hver dag.

Så tog han et skridt mere. Nu kunne alle virkelig gøre det, de ville.

Huskeseddel

søndag den 11. september 2011

Tårne













falder,

det gør
duggen
også,

og min favn
er stor.

Mørket falder på,




















vi vasker op
og skyller hænder rene,
lukker katte ind
og låser døre,
synger sange for hinanden
slukker skærme,
blæser lys ud,
de kan tændes,
når vi vågner,
for det kan de,
de kan tændes,
når vi vågner,
kan de ikke?

lørdag den 10. september 2011

Du siger, jeg skal komme forbi,

men i byen, du bor i,
er gaderne blevet til floder,
og tårnene revner i frosten,
de blomster, vi duftede til,
kogte væk i en rød strøm af lava,
og taget på det, der engang var mit hjem,
blev blæst bort af orkaner,
der først faldt til ro langt mod øst,
jeg kan drømme dig nu,
jeg kan gå gennem isen og drukne,
men finde dig? Nej.

fredag den 9. september 2011

Der er ikke vand nok














til at holde mig tør,
så jeg venter bag ruden
på andre slags regn,
på gevaldige skyller
af søm, bajonetter
og udbrændte rumskibe,
anything out of this world,
bare én gang et uvejr,
som giver mig lyst til
at børste mit hår,
binde sko
og tage hjem.

Trods mange forsøg











med Martini og vodka
og bajer og breezers
og whisky og frugtvin og rom,
mangler Allan endnu
helt at opløse knoglerne,
så han kan flyde igennem
sin bænk ud i Øresund,
Kattegat, Nordsøen, havet,
han tømmer en klint
ved hver eneste slurk

Dagen

går på
hæld,

jeg
drikker
tæt

og
går
omkuld.

torsdag den 8. september 2011

Måneguld,

måneguld,

oppe på
himlen,

værdiløst,
værdiløst,

solidt.

Jeg stemmer på brun blok,

jeg stemmer på gødningen,
lorten og døren, der smækker,
jeg stemmer på bumserne henne
på bænken, der sidder i bæprikket
tøj og fortærer en brown ale,
jeg stemmer på mudderet under
min skosål, jeg stemmer på
sommer i Gambia, stemmer
på leverpostej, frikadeller
og stegt aubergine,
jeg stemmer mig op.

Whitescreen













Skærmen er blank, du har
prøvet at skrive et digt,
men der findes kun bogstaver,
trækninger, åndedrag, snevejr
og fugle og flækkende sole,
der findes kun bogstaver, du,
og du ryster på hånden, du
ved, at du ikke er til.

onsdag den 7. september 2011

Skybrud I

Kemal giver op, lukker kassen
og slukker for lyset, går ind
i privaten og skifter sin sweater
til én, der er tør, samler bogen
om Atatürk op for at læse i skæret
fra lynenes blitzen. I kasserne
ude på gaden bliver hvidløg
og chili til mudder.

tirsdag den 6. september 2011

Jeg gentager mig selv,

og mit sofabord flyder med fotos
og tørrede roser og bukser
i alt for små størrelser,
dørklokken ringer, jeg gentager
mig selv, lukker døre og åbner
for vinduer, tænder for lamper
og slukker for kaffemaskinen,
og dørklokken ringer, jeg gentager
mig selv, og jeg tænker på vinden
i granerne, mosset i skovbunden,
smagen af hindbær og duften
af shampoo, og dørklokken
ringer, jeg gentager mig
selv, jeg skal nok låse op.

Lillekøbenhavn

Han stod af cyklen med sin madpakke i hånden, og de slidte Doc Martens ramte det gule, storkornede sand, han havde løbet rundt i med bittesmå, blomstrede støvler for mange år siden. Nu var det halvvejs vokset til. Klynger af mælkebøtter spredte sig ud over holdepladsen, hvor lastvognene engang havde tøffet rundt, og selv i midten af hjulsporene prikkede meld sig forsigtigt op i håb om, at stænglernes vækst ikke ville blive forstyrret for meget af tunge gummihjul. Nu ikke at faren var overhængende: Det var så vidt, han vidste, længe siden, at dette sted havde haft et formål.

Man kaldte det Lillekøbenhavn dengang. Et navn af den slags, man nærmest kun kunne forestille sig i et stadigvæk ret mørklagt Jylland. I virkeligheden var det en forstad til den gamle landsby Haarup, som lå dernede på den anden side af grusgraven med sine lave huse og småforfaldne gårde. Set fra møddingerne dernede var den bydel, som voksede op omkring maskinfabrikken ude på marken, åbenbart så kaotisk og dynamisk, at den fik dét øgenavn. I virkeligheden bestod den af to maskinhaller, et kontor og fem arbejderhuse af gult træ, som suppleredes af diverse blikskure, benzinstandere og skrotbunker på en nærliggende skovvej. Her ville man aldrig have halshugget Struensee eller tvunget Karl d. 12. på retræte, om end de oliebesmurte arbejdere, som vendte hjem til hytterne hver aften i slidte Kansas-dragter, når fløjten lød, givetvis ville have nydt at give dem begge en forsvarlig dragt prygl.

Her havde Tove og Jens Christian boet. De var begge to døde nu, og deres hus var næsten for symbolsk blevet jævnet med jorden kort efter, men da de stadig var raske og rørige, havde de været hans dagplejeforældre frem til den dag, han kom i skole. De var arbejdere, så det forslog: Slidte og kunne, hvis man trykkede på de forkerte knapper, være hårde mennesker, som ikke tøvede med at sætte bordet det rigtige sted. Alt, de havde opnået i livet, havde de stålsat måttet kæmpe sig til - først i de berygtede brunkulslejer ved Søby, hvor Jens Christian halvvejs drak sig ihjel og tæskede Tove indtil den dag, hun truede med at tage sønnen og gå. Senere her på maskinfabrikken, hvor Jens Christian kørte med blokvogne indtil den dag, han for anden gang hørte et ubehageligt metallisk bump bagtil. Med skælvende ben gik han ud for at se, hvad der var sket, og ligesom første gang var nogen kørt ind under lastvognens lad ved al for høj fart. Denne gang var det et ungt par i en sportsvogn, som havde fået kappet hovedet af, og fra den dag holdt Jens Christian sig i værkstedet.

Da han kendte dem, var de ældre og mildere. Han måtte hjertens gerne komme med, når Jens Christian klunsede skrot nede i grusgraven, som han shinede op i sit lille værksted bag huset for at sælge til de lokale igen. Og Tove kunne han spille kort med i timevis i stuen, mens radioen var indstillet på Giro 413, som hun ofte ringede ind til for at ønske "Aftenklokkerne". Af og til var børnebørnene fra Esbjerg på besøg, og så tumlede de alle sammen rundt ude på græsplænen i timevis, mens de byggede huler og fortryllede slotte af hynder fra sofaen. Vel var Jens Christians jagtgevær og det puslespil, den gamle mand aldrig fik samlet, ting, man lærte, at man skulle holde sig langt væk fra, men han havde elsket de to arrede, men hjertelige eksistenser over næsten alt på jorden.

Nu var de der ikke længere.

Det var Anne heller. Toves veninde, som de hele tiden var kommet til kaffe hos. Anne var gift med en mand, man aldrig så, som hed Frans og arbejdede ved vejvæsenet. Når han kom hjem, blev man altid bedt venligt, men bestemt om at smutte. Voldelig var han vist ikke, men tilsyneladende brød han sig ikke om mennesker. Bortset fra Anne, altså. Anne, som havde Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise" i en fiks guldplade-version, han altid tiggede hende om at sætte på, når han var deroppe til kaffe. I starten gjorde hun det med glæde, for hun elskede vist selv sangen, men en dag blev han, uden at vide hvorfor, så grebet af linjen "kom igen nu, min elskede ven", at han smed sig ned på gulvet for at tude. Siden kom den kun tøvende - og helst ikke - på grammofonen, og besøgene hos Anne blev sjældnere og sjældnere. Men han havde for første gang oplevet skønhed.

Huset stod der endnu. Der var smækket træbrædder hen over vinduerne, og døren var stænget til, men navnene stod stadigvæk på postkassen, og selvom Annes barokke blomsterbede var vokset en del til, var de stadig genkendelige.

Ved siden af boede der et par familier, han aldrig havde kendt. Der var børn i husene, han aldrig så, eftersom de var i skole eller børnehave, og også forældrene var altid på arbejde, når han blev passet i Lillekøbenhavn. Men af og til fandt man en bold, en ketsjer eller et pibedyr på den store græsplæne, som var samlingspunktet i bydelen, og så vidste man, at de havde været der. At de havde leet, snakket, grædt, hoppet og danset dér mellem birkene. Det var dé folks styrke: Man kunne godt lide tanken om, at de var der, men de ødelagde aldrig noget med deres nærvær.

Nu var også de helt væk, og græsset på plænen var langt.

Og så var der Michaels hus. Michael var hans første ven. De mødte hinanden en dag, han udforskede buskadset bag forældrenes hus. Stod bare lige pludselig ansigt til ansigt og kiggede. Så valgte de hinanden på tværs af matrikler og generthed. Allerede en halv time senere sad de inde i stuen og så Tom & Jerry sammen på forældrenes smalsfilmsapparat, og selvom han knapt nok kunne huske, hvad de foretog sig sammen de næste par år, var de stort set uadskillelige. En dag kom Michael og sagde, at han skulle flytte til Silkeborg sammen med sine forældre. De legede et par timer i det gule sand foran fabrikken, før de satte sig op på en rampe og så solen gå ned. Og gik hver til sit.

De så aldrig mere hinanden. Da Michael var 18, havde han to børn og fast job i en slagterforretning.

Han kom på universitetet.

Kontorbygningen var låst. Kiggede man ind, var der stadig skriveborde. Skrivelser var dynget op i stakke til medarbejdere, som ikke mødte mere, og edderkopper havde vævet store spind for at fange fluer, som næppe ville forvilde sig ind gennem de tæt lukkede vinduer. I entréen lå aviser spredt. Punk rock er kommet til Danmark. Aha. Anker Jørgensen udnævnt til udenrigsminister. Aha. Skylab brændt op i atmosfæren. Aha.

Han fandt trappen ned til personalestuen under den store maskinhal. Men der havde der altså været nogen for nylig. Der stod 2011 på kalenderen med den afklædte badenymfe, som hang i gangen, og til en vis rædsel kunne man konstatere, at den tilkalkede kaffemaskine på det stærkt plettede køkkenbord, som stadig var fyldt med klistermærker for Neptun Pilsner, Jolly Cola og DKP, summede. Han vendte hurtigt om og fortsatte op, hvor han kom fra. Alligevel var han nysgerrig. Strakte sig op på tåspidserne for at kigge ind ad de revnede glasruder. Gennem en række korte glimt kunne han konstatere, at sliskerne under loftet stod stille, rullerne i gulvet gjorde de samme og gravene, hvor mekanikerne dengang havde repareret understel, var halvvejs fyldt med smudset twist, plastickrus og gamle dagblade. Så frøs han.

- Hvad laver du her, lød en brøsig stemme bag ham.

Han vendte sig om og så en arbejder i Kansas-tøj, han muligvis havde set før. Kunne det have været en af dem, han troede, han aldrig så dengang?

- Kigger. Jeg troede ikke, der var nogen her mere.

Eftertænksomhed. Rolig uro. Kiggen hinanden ind i øjnene.

- Jeg kendte Tove og Jens Christian, sagde han så.

Manden blinkede. Lod så den svensknøgle, han havde i hånden, falde til jorden.

- De er flyttet, sagde han så. - Jeg tror, jeg ved, hvem du er.
- Jeg tror også, jeg kender dig.

Den fremmede tændte en smøg. Grøn Cecil.

- Det er privat område. Jeg behøver nok ikke at bede dig alt for klart om at gå.
- Nej.

Han gik hen for at sætte sig op på cyklen. Nu uden den madpakke, han havde spist oppe på den store græsplæne.

- Men bare ét spørgsmål, hvis det er ok?
- Vi får se.
- Hvad laver I her nu?
- Tid.

Han nikkede til manden og satte cyklen i 3. gear. Satte den så i drift hen over sandet.

"Kom igen nu, min elskede ven", lød det fra en skrammet transistor nede i personalestuen.

blood on the tracks
















tilbage til scratch scr scr scratch
og tilbage igen og lidt frem for
at prøve og pr pr pr prøve og så
lidt tilbage og opad med knappen
og ind med det hele, pickuppen er
levret af blod der er ridser på tungen
men publikum da da da danser da

mandag den 5. september 2011

Decor

Gulvene bærer os,
vi støder mod karme
og kigger på loftet,
vi lytter til ormenes
graven og træernes knagen
og stjernernes knitren,
men kun radiatoren virker
herinde, det suser i rørene,
vi har hinanden, vi pakker
os ind i de hvide tapeter.

søndag den 4. september 2011

Dark matters
















This is the dark shit, den seddel,
du gemmer i lommen, de raslende
flasker i skuffen, de skinnende
kæder i kammeret, arret, du skjuler
strategisk bag klæderne.

This is the dark shit, geværet, der
slumrer på væggen i stuen, vokalen, du
kvæles i, når du forsøger at sige dit navn,
og den blottede jordplet i plænen,
selv ukrudtet nægter at spire på.

This is the dark shit, som rumskibe
suser igennem, som stjernerne skinner
i, hornkvæg forsvinder i, folk, du har
elsket, har hjemme i, celler
står sammen i flokke imod.

Dit navn

















er et ekko, der kaster
sig frem og tilbage imellem de hærdede
stammer i skoven, og nok er jeg døv af de larmende
biler, og nok er jeg halt efter talrige spark
mod blokerede døre, men en ting
er sikker: Jeg ønsker, at
træerne blomstrer
i nat.

lørdag den 3. september 2011

manøvre, døgndrift















kattene sniger
sig hen

over tagene,
kaldende

på deres slags,
tømmer reder

og fælder
og kæmper,

så totterne
blæser i vinden,

og vender
så hjem gennem

lemme i dørene,
solen står op,

der er stadigvæk
by til, og bilerne

spinder bag
vægge af træ.

Front mod front

Det trækker sammen
til torden,
du fryser, jeg sveder,
men regnen,
der rammer os begge,
er våd,
og når lynene kommer, vil
boliger
flamme så langt, øjet rækker

fredag den 2. september 2011

Glamorous Glennis




















chuck chuck chuck chuck yeager testing testing
take off take off chuck chuck yeeeeeaaagggeeer
yeeehaaawww wroom wroooooom testing testing
checking circuits checking heartbeat teeeeesting
chuck chuck chuck chuck BOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOM

YYYYEEEEEEAAAAAAAAGGGGGEEEEEEEEEEEEEEEERRRRRRR
chuckohchuckohchuckohccchhhuuuuuuccckkk...

Gå med i lunden














Tag med ud i skoven,
hvor træerne stritter,
fasanerne skræpper
og rankerne bugter sig frem.

Tag med ud i skoven,
hvor mårerne jager
og svampene spirer
og bregnerne skygger.

Tag med ud i skoven,
hvor ingen har fodspor,
og følg mine rifter
den lange vej hjem.

Habitat

Det er længe siden, jeg har været her, og det ses. Fliserne på fortovet har slået revner, som tidsler presser sig saftigt op igennem, og selvsåede birketræer presser toppene op gennem hustagene. Harer leger tagfat i en stue, man har frit udsyn til gennem en væltet mur, og på taget af Brugsen har en græsmark bredt sig, som viberne yngler på. På hjørnerne, langs stakitterne og inde i haverne er folk frosset fast i statiske positurer: Én er i færd med at starte sin knallert, en anden er ved at sende en hakke ned i mulden, en tredje er millimeter fra at lange sin hustru en lussing. På kirkegården står en flok mennesker, der for evigt kun halvvejs vil have sænket deres fælles elskede i jorden. Kun dyrene og planterne er mobile her.

Og så mig.

Mig hyler hundene af, mens jeg passerer indkørslerne. Kattene rejser børster og hvæser. Uglerne stirrer, men jeg kan ikke bedømme, om de føler angst og hunger ved det, de ser. Det er også underordnet, for jeg stirrer da bare igen. Kun ræven, som jeg har set i glimt mellem hustomterne, frygter jeg. Den har luret mig. Den ved, at jeg er til, og modsat mig har den flere udgange.

Jeg har bare en halv pakke smøger, et bundt nøgler, der ikke passer nogen steder, og et alt for lille sæt tøj, der revner, rådner og blotter hvidt kød med fine, skrøbelige blodårer underneden.

torsdag den 1. september 2011

Læg dine kort,

det er blevet september, og ulvene tuder mod månen, der hænger præcist, hvor den skal, der er stormvejr på vej, og jeg ringer på døren, du lukker blot op, når du vil.