onsdag den 31. august 2011

August, der fik navn




















efter Kejser Augustus,
som samlede romerne
under sig, knuste Egypten
og gjorde det meste
af Gallien - også Germanien,
indtil Varinus blev
slået af os - til provinser,
er blevet til pløre
og muddder og døde soldater,
der vifter med flag
under græsset og kalder os
ind i geled, kun
bevæbnet med plettede æbler.

Sommeren slutter













Sommeren slutter
med affald i grøfterne,
burrer på bukserne, halm,
der bliver fugtig og sort.

Sommeren slutter
med rystende hænder
og hvinende lunger
og pletter på huden.

Sommeren slutter
med blikket af dig
på en tør, støvet sandvej
et sted i provinsen,

jeg aldrig
har kendt
eller virkelig
forladt.

tirsdag den 30. august 2011

opklaring vestfra










og alting kan ses nu og frugterne falder i farver og rævenes tænder er røde af blod og parcelhuse smuldrer en mursten af gangen og knogler står frem under tøjet og stadigvæk står vi og stirrer mod øst mon vi virkelig venter på sol

mandag den 29. august 2011

Manøvre, determineret

Nu driver de skyerne, vikler sig ind
i hinanden og udad igen, skifter form
hele tiden og minder om noget og snart
noget andet og regner og hagler og tordner
og splittes for solstrejf og kommer og går
og er stadigvæk skyer, og du står på jorden
og tager det, der kommer, om vindene vil,
bliver jeg også til dug på din jakke.

søndag den 28. august 2011

Manøvre, glatføre















Vi snakker om vejret, om pløre og pytter
og støvregn, vi snakker om himlen, der er,
hvad man gør den til, snakker om afstand,
der ikke er afstand, og snakker om nærhed,
der ikke er nærhed, og snakker om ensomhed
midt i et mylder af mennesker, snakker
og snakker og snakker og siger farvel,
vi har snakket os fri af hinanden,
men luften er fugtig og tæt.

Manøvre, perifer













Det er lidt ligesom vind gennem marehalm,
papkrus på brosten og trucks, som passerer
med hornet i bund, det er lidt ligesom
bolsjer i lommen og sølvstænk i håret og sokker,
der lugter af sved, det er lidt ligesom
flydende asfalt og trækkende fugle og snestorme
midt i august, det er lidt ligesom slagsmål
på molen og indbrud hos købmanden, landminer
under éns sål, det er lidt ligesom mavesår,
isninger, søvnspjæt og velsmag og hjertestop
under orgasmen og lidt ligesom stanken
af svovl, når du smækker med døren, og duften
af sol, når du kommer, og lidt ligesom
glemsel og ting, der er mejslet i sten,
det er dét, jeg fortæller dig, ligesom.

lørdag den 27. august 2011

Sommeren rådner












Sommeren rådner, vi søger i læ
i det fri for at undvige træernes nedbør,
vi danser i sværme af hvepse og giver
hinanden buketter af plettede blomster,
vi lærer at leve i mudder, snart størkner
den over os, så skal vi sove.

fredag den 26. august 2011

Fuglene

















Jeg har brændt mine broer, nu kommer kun fuglene over, de finder hinanden, de udruger æg, danner skræppende flokke i gadernes netværk af ledninger, snart vil vi løbe for livet.

Spektakel

Valget er udskrevet,
strået, der bøjer
i vinden, har intet,
vi sidder bag hvert
vores vindue og kigger
misundeligt ud,
skærer ansigter,
mens der bliver
smadret tallerkener
ved siden af.

torsdag den 25. august 2011

Frk. Hugtand




















Du gav mig sorte roser,
og jeg stak mig,
det var lige efter bogen,
og du slikkede mit
søde blod af fingerspidsen
lige efter bogen,
og du visnede,
mens blomsterne på bordet
holdt sig friske,
det var ikke efter bogen, nej,
men sådan ender
livet for vampyrer.

Endnu et hul
















Det er bare et hul,
det er bare en mangel
på jord, som kan løses
med lethed, måske er
det rent faktisk ikke
en mangel, men noget,
der virkelig skal være
der, vække forundring
og føre til handling,
hvis nogen kan komme på
én, der er nyttig, måske
bare meditation, det
kan bruges til noget,
så meget er sikkert,
en kælder, en genvej til
Kina, en seng, man lægge
sig ned i og sove, dét
føler jeg mest for i dag.

onsdag den 24. august 2011

Patient J














Jeg lukker min dør,
og straks vælter det ind
med insekter og kryb og betjente,
jeg spiser min frokost og tænder
en chillum og venter på virkelighed
af den slags, jeg har hørt skulle
findes et sted bag de væltede møbler
og posernes mylder af mider,
og smadrer en rude. En vind
hvisler ind, det er nat
nu, min mors bryst er
gyldent og varmt.

Naturer
















Det er menneskets natur at være menneskeligt.
Det er kvindens natur at føde børn.
Det er mandens natur at være kassabel bagefter.
Det er barnets natur at bygge sandslotte og glædes ved dét.
Det er lægens natur at diagnosticere sygdomme.
Det er psykiaterens natur at udskrive recepter, der sikrer,
at patienten aldrig bliver rask.
Det er patientens natur at udvise overmenneskelig tålmodighed
over for sig selv.
Det er juristens natur at kende loven helt til bunds,
så smuthullerne des bedre kan udnyttes.
Det er betjentens natur at betjene sig af samme lov
som undskyldning for hvad som helst.
Det er filosoffens natur at være helt sikker på,
hvad han mener.
Det er præstens natur at være helt sikker på,
hvad Gud mener.
Det er arkitektens natur, at hans hellige gral er at bygge
et hus, der rent faktisk kan holde.
Det er arbejderens natur at blive ét med sit værktøj.
Det er funktionærens natur at være en funktion.
Det er lederens natur at lede uanset hvilken slags energi,
der strømmer igennem ham.
Det er politikerens natur at mele sin egen kage
under påskud af at mele andres.
Det er profetens natur at få folket til at lytte.
Det er journalistens natur at give folket stemme.
Det er graverens natur at få folket til at holde kæft.
Det er soldatens natur at lade som om, den slags
er et helt naturligt stykke arbejde.
Det er digterens natur at skrive, indtil enten verden
eller digteren slipper op.
Det er digtets natur at fungere som en
passende gravskrift.

tirsdag den 23. august 2011

Ovo

Du studerer dig selv i
et spejlæg, og vel skaller
huden ved al for høj varme,
og vel kan du virke en smule
forblommet, men hviden i øjnene
vender sig stadigvæk ud, når den skal.

K2CO3

Din husfred er visnet, og postkassen
flyder med skæg, der er ugler i mosen
foruden kartofler, og lokummet brænder
i pejsen, til gengæld er rotterne
ikke så vilde med potaske.

mandag den 22. august 2011

Hitler i Argentina











Her sidder jeg, manden fra Berghof,
mens bjergkæder heles og marker gror
sammen og farver bliver blandet, så alting
bliver hvidt, mens jeg udsteder ordrer
til måbende gauchos, som intet forstår,
spiller Wagner for græssende kødkvæg
og kun får tequila hver gang, jeg bestiller
en rhinskvin. Forbandede pampas, der
ingenting skjuler, her bærer selv overskæg aks!

søndag den 21. august 2011

Dårlige tattoos

De havde engang været kinesiske skrifttegn, som han ikke kunne gennemskue betydningen af, men nu var de reduceret til to udflydende blækklatter på hendes underarme: En på hver. Givetvis var de blevet lavet i en brandert på Hjallerup Marked af en suspekt, alkoholiseret sømand i en uhumsk bus, fordi hun ville leve op sine veninder, som sandsynligvis løb rundt med værre endnu. Sikkert i 90'erne: Dengang alle med vold og magt ville være individualister, men helst i flok. Ligesom dét årtis plateausko, skovmandsskjorter og dancepop var de ikke ældet med ynde, men ulig det andet, som dog kunne undgås i dag, sad tuschmærkerne der til evig tid.

Ellers var hun dejlig, mens de sad på fortovscaféen i det høje solskin og betragtede det menneskelige cirkus, som defilerede forbi på gaden. Hun elskede at gøre den slags, sagde hun: At betragte folk. Selv havde han i og for sig travlt nok med at betragte hende. Af udseende var hun alt, han kunne ønske sig af én af det modsatte køn: En kende truntet med langt, rødt hår, kønne, sirlige ansigtstræk og en meget speciel, fascinerende næse, som gav hele hendes udtryk et vagt hekseagtigt præg. Nok til gaden var der også, og der var ganske fin udsigt ned i kavalergangen - en pikant sort blonde-bh kunne anes.

Intelligent var hun efter alt at dømme også: Hun havde lige afsluttet en PhD-opgave om antikke græske dramaer, men kunne også konversere sammenhængende og skarpt om alt fra aktiekurser over politik og mytologi til belgiske tegneserieskabere. Så meget havde han i hvert fald opdaget i løbet af de to timers date, de allerede havde været på. Men hvad væsentligere var: De kunne være tavse sammen, uden det føltes kejtet. Det, for ham, største turn on af alle. Enhver idiot kunne kævle løs om vind og vejr, og som oftest gav den slags ham lyst til at flygte langt, langt væk. Han hadede sprogforurening: Enten sagde man noget med det, man sagde, eller også skulle man holde kæft. I den sammenhæng kunne stilhed aldrig være en synd. Hun kunne begge dele. Når et emne var brugt op, kunne de sidde og kigge på duer, der hakkede brødkrummer i sig, uden at frygte, at samværet af dén grund mistede intensiteten. Hvor sjældent var det lige, dét skete?

Kort sagt: Hun var en potentiel soulmate, og det glædede ham, at hendes blik, som hun det første stykke tid - ligesom alle andre amourøse krigsinvalider midt i 30'erne - havde holdt resolut for sig selv, mere og mere søgte hans. Faktisk havde hun nogle meget intense, kølige blå øjne, man bare kunne synke og synke i. Og da hun pludselig, midt i et specielt intenst møde mellem synsorganerne, bøjede sig hen over bordet for at kysse ham, var det som at få fjernet en meget tung sten fra skuldrene. Han gav efter med et lille suk, og pludselig var der ikke andet til i verden end to lykkelige søslanger, som bugtede sig rundt omkring hinanden i et uendeligt, vægtløst hav.

De gik uden et ord. Selv vidste han ikke præcist, hvor de skulle hen, men fulgte efter i håb om, at hun havde en plan. Tre gader længere nede stod de foran en opgang. Hun satte nøglen i, drejede rundt og sendte ham med et lille smil op ad trappen. På fjerde sal kom de til en dør, som var malet i farverige, syrede blomstermønstre, og han havde ret i, det var hendes. Med et lille knirk lod hun den gå op, og så væltede de ellers ind i entréen, befølende alt på hinanden, som overhovedet kunne beføles. Bed og kradsede hinanden som vanvittige katte i brunst, mens beklædningsgenstande én efter én ramte trægulvet. Han pressede hende op mod døren til badeværelset, trak den drivvåde trusse ned og åbnede for sin egen lynlås, voldsomt stønnende... Og så var det, han fik øje på dem igen. Tatoveringerne.

De gjorde ondt i ham, generne. De vred og vendte sig overalt i hans krop, mens de tiggede og bad om skånsel. Tårne styrtede sammen, raketter hvinede mod jorden, skylines forvandledes til røgskyer. Hun kiggede forvildet på ham, mens hun prøvede at liste en vis ting op i sig, endda i desperation gav sig til at massere den. Uden resultat. Årtusindets rejsning havde forvandlet sig til en cocktailpølse med hudfolder.

Med et blik, som var lige fyldt med skam og forundring, fejede han sit tøj op i favnen og skyndte sig ud ad døren, ned ad trappen. Tilbage stod hun, rystet, småfrysende og næsten nøgen, og kiggede ned ad sig selv.

Og fik øje på de kinesiske skrifttegn. Og funderede, før hun gik ud for at vaske ham af sig, over, hvad de i grunden betød.

Touchdown

Flyene
passerer
på vej

ud til
Kuala Lumpur
og Panama City,

jeg ligger
i sengen
og drømmer

om snefnug,
der lander
på tungen.

Iscariot

Læberne
rører på sig,

lidt ligesom
skamskudte dyr,

der forventer
benådning

af
mig.

lørdag den 20. august 2011

Plan















Der sidder du, lige så eksakt og anvendelig som mursten,

jeg smelter præcist efter planen, og snart kan jeg bruges som mørtel,

kun guderne ved, hvad os mennesker har bygget på alle de år.

fredag den 19. august 2011

...

Mit navn, det står med ..., fyld det op med det, du vil, og der
bliver regnvejr, der vil falde frøer ned fra skyfri himle, hunde,
katte eller brugte satelitter, dét er ét fedt, for mit navn, det
står med ..., gæt en gækker, jeg kan kendes på mit udslet.

Enebær,

enebær,

hjortebrøl,

genfærd
af ulve.

Støj

Jeg har overhørt alt, du har sagt,
jeg har skåret min fod på en småsten
og viklet mig ind i en nellike,
spillet på heste og navngivet stjerner
og kastet mig ud foran stimer af biler
og kysset dig indtil dit kød
faldt af knoglerne, ja, men
har overhørt alt, du har sagt.

torsdag den 18. august 2011

Uden titel

Indian summer igen, edderkopperne
driver i vinden, mens vi står
tilbage med mudder på støvlerne,
stirrende ud over agre, hvor
stråene kun bærer flammer.

Manøvre i frosset terræn




















Det begynder med snevejr
og råger, der skriger på marken
og hakker i ådsler, begynder
med svingende lygter og gøende
hunde i mørket, begynder med grene,
der knager i blæsten, begynder
med fodspor fra folk, som er gået,
begynder med udbrændte sole
i sodede snore, begynder
med isnende tænder, og så
er det pludselig slut.

onsdag den 17. august 2011

Åmanden

Jeg holder bilen ind til siden. Batteriet er dødt. Det skete lige pludselig, bare sådan uden varsel. Jeg åbner døren og stiger ud, mens jeg studerer himlen, som er mørk, klar og fyldt med så mange stjerner, at det ikke er godt for forstanden at kigge for længe derop. Spejder efter suspekte lys: Når alt kommer til alt, er UFO'er den bedste forklaring på mine tekniske problemer. Men nej, der er kun et par sløve sattelitter og et enkelt fjernt passagerfly at se. Åbner handskerummet, piller en pakke Cecil ud og får ild på en enkelt, mens jeg hviler mig op ad motorhjelmen, som stadig er varm. Så er det, jeg ser, hvor jeg er.

Det var her, jeg voksede op. Lige her i vejkanten plukkede jeg firkløvere til min farmor, som gav en krone stykket, og et stykke længere henne kan jeg skimte den bro, Heine druknede under dengang, drengene fra klassen havde lavet en ustabil tømmerflåde, vi planlagde at flyde hele vejen ud til Randers på. Desværre nåede vi kun at sejle et kort stykke, før pælene gled fra hinanden. Og Heine druknede altså. Bare sådan lige. Han fik sikkert en stamme i hovedet, da han faldt, og mistede bevidstheden. I hvert fald fandt man ham fem kilometer længere nede ad åen, helt bleg, men ellers fredfyldt at se på. Sagde man. Ingen af os måtte komme med til begravelsen, og forældrene flyttede til Haderslev kort efter.

Græshopperne spiller ude i græsset. Natten er lun, og duggen falder, så tonerne af perikum, torskemund og røllike driver friske og stærke ind ad mine næsebor. Jeg kigger mig omkring. Ude over markerne anes lys, og ud fra placeringen kan jeg sætte navn på hver eneste gård, de kommer fra. Spørger man mig, kan jeg også fortælle om lugten i gangen, navnet på hunden eller gulvtæppets farve. Jeg har været alle de steder. Jeg har leget røvere og soldater med de sønner, der ikke bor der mere, og doktor med døtrene. Jeg har taget imod den saftevand, bedsteforældrene bød på i de fluefyldte køkkener, når der blev delt aviser ud, og set forældrene komme tavse, slidte hjem fra marken. Jeg har ligget i min vugge på en af dem. Og spillet fodbold i baghaven. Og - efter at have udpint egnen for alt konstruktivt - demonstrativt farvet mit hår lige så grønt som de marker, jeg tidligt vidste, at jeg skulle forlade. Hvorfor tænkte jeg ikke så meget over dengang. Jeg skulle bare væk. Væk fra køerne, strikketrøjerne, syltetøjsmadderne og bornholmerurene. Et sted hen, hvor jeg kunne høre hjemme.

Og nu står jeg så her med en halvrøget Cecil og prøver at fatte, at jeg ikke engang vidste, jeg kørte igennem den her egn.

Der lyder en voldsom larm henne under broen. En eller anden spiller hip hop på en skrammet ghettoblaster, lyder det til. Gammel hip hop: Run DMC, Fat Boys, den slags. Med et skævt smil tager jeg afsæt fra motorhjelmen og begynder at gå derhen. For Fanden, mand, en nørd! Hvem hører den slags nu? Så igen kender jeg mine pløjemarker: Herude havde selv Samantha Fox et publikum langt op i 90'erne.

Under broen sidder en halvstor skikkelse i hvid t-shirt og jeans. Håret er lyst og kortklippet, kan jeg se i lyset fra det bål, drengen rister snobrød over. Ved siden af ham står ganske rigtigt en gammel ghettoblaster, mens stakke af kassettebånd er bunket op på en pose fra Brugsen lige ved siden af. Han vender sig ikke, mens jeg tænder endnu en smøg for at gå hen og stille min nysgerrighed.

- Hej, du, fed musik, råber jeg.

Han vender sig om. Det er...Heine.

- Det var du længe om, hva?

Vi kigger på hinanden længe. Mine ben vil ikke rigtigt bære mig, og min mave synker som om, den er lavet af granit. Men hvad pokker der end er sket, er det sket, og omsider går jeg hen for at sætte mig ved siden af ham.

- Tag et snobrød, siger han.

Det gør jeg. Vikler en klump dej rundt omkring en gren, han allerede har gjort klar til mig, og stikker den noget nervøst ind i bålet.

- Det slap du nemt fra, du, lyder det hult ud i luften.
- Hvilket?
- Det der slippe-væk-trick.
- Åbenbart ikke.

Faktisk ved jeg ikke, hvad han taler om. Jo, jeg tog væk. Men et trick? Det var sgu da bare noget, jeg gjorde.

- Du har godt hørt om åmanden, ikke?
- Det er ham der, der lurer under broen og snupper en mand hvert år, så høsten bliver god, ikke?
- Du er ikke så dum, som du ser ud til.

Heine vender snobrødet.

- Det er bare forkert. Han tager én af hver generation, så de andre kan leve og trives.
- Det var dig, så?
- Ja.

Vandet risler. Hvirvler danner sig langs sivene, og et øjeblik tror jeg, jeg kan se et ansigt dernede. Ikke ondt, ikke uvenligt, bare retfærdigt.

- Han har altid været her, siger Heine så. - Han vil egnen det godt. Men folk er ikke blevet for at pløje markerne. Husene smuldrer, jorden ligger brak. I har det skideskægt inde i byen, jo, men han er sur. Han vil have mere til gengæld. Tror du, at dit motorstop ikke var planlagt?
- Lad være med at lyde som en voksen mand! Du er 10 år gammel, for Fanden!
- Hvad pokker ved du om det?

Point taken.

- Ok, Heine, så kyl mig da ned i åen. Jeg er ikke gift. Jeg har ikke børn. Der er intet som helst uundværligt over mit job. Jeg kan ikke engang huske, hvor jeg kommer fra. Jeg er ved at pisse i bukserne lige nu, men lad os få det overstået, ikke?

Heine kigger på mig med det der bulldog-blik, jeg så nogle gange i skolegården. Altid et sikkert tegn på, at man skulle holde sig væk. Lige nu er mine valgmuligheder i så henseende dog stærkt begrænsede.

- Jeg har tre spørgsmål, siger han så.
- Hit me!
- Er du lykkelig?
- Jaaaaeh...?

Han kigger tomt på mig.

- Nej. Jeg blev aldrig helt til det, jeg gerne ville have været.
- Godt, så. Spørgsmål 2: Føler du håb?

Lang stilhed. Tænker på Pandoras æske. Det er sørgeligt at skulle sige det, og tungen slår knuder, men der er kun ét svar:

- Nej.
- Savner du mig?
- Ja, sgu da!

Samme tomme blik igen.

- Nej. Sorry, Heine. Jeg har ikke tænkt på dig i mange år. Jeg...
- Du må gå.

Det lyder ikke som en ordre, ikke en forbandelse, ikke et tilbud. Bare en konstatering.

- Farvel, Heine.
- Gå.

Snobrødet er færdigt. Mens jeg bevæger mig op ad skråningen ved broen, stikker jeg den første bid i munden. Den smager neutralt, som den slags nu gør.

Bilen starter i første hug. Den har bare ventet på mig.

Mens jeg passerer broen kan jeg se, at bålet stadig flammer under buen. I bakspejlet aner jeg stjerner, som lyser koldt ned mod mig, og de falmende lys fra endnu en bil, der går i stå i vejkanten.

tirsdag den 16. august 2011

Omfart

Fortovet revner, de vandrende
afmåler skridt eller falder igennem
og dækkes af buldrende luer,
jeg kører i taxa, jeg lever
af snobrød og pølser.

Ingen har ringet i dag,

og man sælger aviser på hjørnet,
der taler om kommende undergang.
Bladene danser i vinden som om,
de har lært det, jeg sidder
bag ruden og lurer dem af,
jeg har fundet min fineste
blazer i skabet, men
ingen har ringet i dag.

mandag den 15. august 2011

Et eventyr


















1

Dybt under grillen holdt troldene til:
Bengnasker Benson og Galnebærlil.
Hulen var lille, men hjemmet var stort,
og deres dage gik næsten som smurt.

Stuen var hyggelig, omend lidt beskidt
- duftede altid af bøf og pomfrit.
Var de lidt sultne, gik Benson blot op
for at få fat i en menneskekrop.

Byen var stor og af ansigter fuld.
Ingen så den, der gik pludseligt omkuld
og, mens passerende smilede trist,
skrigende forsvandt i en blodplettet rist.

2

Oppe i gaden gik dansklærer Graae.
Slipset var bundet, og hatten var på.
Udadtil så han vist skikkelig ud,
men der var stikflammer under hans hud!

Alt, hvad han så på, var ækelt og grimt.
Lykken kom end ikke til ham i glimt.
Alle, han mødte, var menneskelige vrag
fyldt op til randen med løgn og bedrag.

Alle, ja, alle kom først for sig selv.
Kærlighed blev blot til kvaler og gæld.
Graae svedte voldsomt, men følte sig kold:
Åh, hvem der bare kunne være en trold!

Da kunne han pludselig huske en knægt,
snavset og vilter, men ellers perfekt,
der kom forbi, når han hinkede rundt
hjemme på vejen, før alt gjorde ondt.

Bengnasker, hed han - hold kæft for et navn!
Trold var han også - i hvert fald af gavn!
Da han forsvandt uden grund, blev han Graae.
Mon de kunne mødes som da, de var små?

3

Trappen ved grillen var skummel og dyb,
hjemsøgt af stikmyg og andre slags kryb,
da lærer Graae i sit hinkende trav
kiggede ned for at sige "goddaw!"

"Hej, gamle ven", sagde Bengnasker glad
- lukkede Graae ind og bød på en fad -
"mange år siden, hvad bringer dig hid?"
Læreren fortalte en halv times tid -

både om blomster og gynger i sol,
svig, svigt og smerte og skinger fiol:
"Du er det sidste, jeg virkelig har kært!"
Bengnasker lo: "Ha! Du lugter lidt sært!"

Galnebærlil kiggede ind: "Er det tid?"
"Ja", sagde manden, "jeg tror, der er bid.
Jeg tænder ovnen, hæld blot sovsen på!"
Sådan forsvandt også dansklærer Graae.

søndag den 14. august 2011

Sommer på hæld

Bumserne
klynger sig
sammen

på bunden
af flaskerne,

solen
er fugtig.

Festen




















Purple Rain
og sodavand
og grønne serpentiner.

Purple Rain
og gummisko
og hvislende kanonslag.

Purple Rain
og blomsterduft
og guld på pigens kinder.

Purple Rain
og tørisrøg
og hallens gulv, der åbnes

under fødderne.


(til "8600 Silkeborg")

Uden titel












Man lægger sminke.
Man brydes i pøle af mudder.
Man flager på halvt.

Man planter hække.
Man rådner i afsides fængsler.
Man flager på halvt.

Man løser gåder.
Man skriver adresser på breve.
Man flager på halvt.

Man bygger templer.
Man falder i staver ved spejlet.
Man flager på halvt.

fredag den 12. august 2011

Deroute

Der er lang vej hjem, er
hundelort på plænerne
og pornofilm i kiosken,
der er folk, som løber
hastigt gennem regnvejr,
happy hour på min stambar,
blod, der pludselig pibler
ud fra stejle skrænter,
der er træer, som ligner
træer til forveksling,
der er fralandsvind,
jeg siger det, så du ved
det: Der er lang vej hjem.

Passage














Er der hul igennem? Kan du se mig?
Kan du høre, hvad jeg siger?
Kan du kaste? Kan du gribe?
Kan du sluge? Kan du få den ind?
Kan sandet ramme bunden?
Kan du sige, hvem det dækker?
Kan du klare lysets tyngde?
Kan du skrige? Er der hul?

torsdag den 11. august 2011

Spøgelser




















Spøgelserne kommer.
Du vil finde dem i bussen,
rundt om hjørnet, i din lomme,
i den kasse, du er bange
for åbne. De vil pludselig
dukke op, når øllen tappes,
jointen tændes, strømmen
sættes til forstærkeren,
og snerpe byen sammen
om din isse. De er
spøgelser, de kender
deres bopæl.

Storm (1990)

























Side fra min afdøde farmors regnskabs/telefonbog, der først for nylig er faldet mig i hænde. Digtet, der er gengivet med hendes håndskrift, er "Storm" - skrevet i 1990 - som var en af de 5 tekster, jeg i 1992 udgav i antologien Collage (Høst & Søn). Forøvrigt min debut i større skala. Det lader til, at hun kunne lide det, og som den mest egentligt litterære i min familie - og i øvrigt en kritisk sjæl, som ikke lagde fingre imellem, når det gjaldt - rører dét mig. Så igen: Minder jeg som menneske om én person i mit umiddelbare bagland, er det hende. To sjæle, én tanke?

Rumfanget

Han fyldte for lidt. Armene hang ned ad siderne på ham som små, visne blade, benene var ikke lange nok til at nå jorden, og hovedet kæmpede for sin plads oven på halsen, hvor det mindede mest om et overmodent ribsbær. Når andre gik forbi, bøjede hans ribben indad, og det skete ofte, at de knækkede og skvulpede rundt i det uformelige bryst lige over hjertet, som stumperne indtil videre heldigvis havde undgået at punktere. Om natten, når han ikke var bevidst om det, forsøgte kadaveret at undslippe ham ved at svulme så meget op, at det fik loftet og væggene til at bue og krakelere, men det endte altid med, at han faldt ned fra tårne, blev påkørt af biler eller jagtet af rumvæsner, hvis forstand så langt overgik hans egen, og han vågnede viklet ind i løse hudflapper, der føltes lige så fremmedartede som cyanblå tentakler. Dem spiste han til morgenmad med kniv og gaffel, og så fyldte han heldigvis det samme igen.

Ved siden af boede - underligt nok - naboen, der var værre stillet endnu, for han var simpelthen et skelet. Hele dagen kunne man høre ham banke i håb om, at nogen ville lukke ham ud af klædeskabet, og når det endelig skete, spiddede han folk på sine spidse knogler. Ham holdt man sig helst fra. Ligesom i øvrigt Hr. Ryggesløs fra nr. 4, hvis bævende kødmasse, der fyldte hele gulvet i lejligheden, de stakler, som vovede sig ind til ham, skvattede hjælpeløst rundt i til de gik under og druknede.

Der gik rygter i kvarteret om, at der eksisterede mennesker derude et sted, som havde lige akkurat det omfang og den konsistens, mennesker skulle have. Som ikke rumsterede savlende rundt i kældre, flød halvt opløste rundt i badekar med syre, var blevet reducerede til skygger på blegede mure eller knuste hånden på enhver, de sagde goddag til. Som - perfekt afstivede og proportionerede - arbejdede, elskede, formerede sig og døde under en sol, som hverken var for bleg eller for stærk. Som altid kunne passe deres sko.

Før i tiden sagde man også, at der fandtes kvinder med fiskehaler, krigere med hestekroppe og væsner, hvis korpus bestod af flammer. Men her, hvor virkeligheden var jegformet, havde man ikke behov for skrøner. Det var nok at være én selv.

Og han ventede hver dag tålmodigt i stuen med nybagte boller og helt frisk kaffe. Men den eneste, der, efter en lang, møjsommelig tur gennem tognettet, menneskemængderne og regnen, bankede på og kom ind, var ham. Og ud over sofabetrækket var der lange, grålige striber af indtørret sæd.

onsdag den 10. august 2011

Fal

der
i
sta
vel
ser

hvis
ker
tav
len
ren

tirsdag den 9. august 2011

Topmøde

Han standser mig på gaden og spørger om ild. "S'gerne", siger jeg og roder i de lommer, jeg ved er tomme, mens jeg taler om Ché Guevara, der meldte sig rede til at udløse 3. Verdenskrig for realiseringen af sine idealer, Adolf Hitler, som gik i gang med at udrydde sit eget folk, da det ikke kunne hævde sig tilstrækkeligt som en del af herskerracen, og Frans af Asssisi, der gav afkald på sin families rigdom for at forære de smuler, han efterfølgende kunne tigge på gaderne i Rom, til kirken. Han beskylder mig for at være alt muligt, jeg aldrig har været eller vil blive, og det fortæller jeg ham. Til sidst slukker vi vores cigaretter i panden af hinanden og fortsætter i hver vores retning, hostende.

mandag den 8. august 2011

Avedøre blues

Et stop fra Friheden bor jeg,

her plukker jeg blommer i regnvejr
og ser huden sprække i solen,

her finder jeg småsten i skoen
og vasker mig stadigt mere uren,

her skider der duer på rustende skinner,

men Friheden findes, det ved jeg,
den ligger kun et stop herfra.

søndag den 7. august 2011

Klam mand på toget




















Der sidder en klam mand på toget, stationerne hviner forbi, der er mudder på sæderne, damerne overfor taler om stauder og sko og croquis, folk tør op på de frosne perroner, og stemplerne arbejder, sving bliver rundet præcist efter planen, billetter bliver checket, der sidder en klam mand på toget, han ved, hvor hver enkelt skal af.

lørdag den 6. august 2011

Skygger












på gulvet,

der minder
om nogen,

jeg aldrig
har kendt,

eller
muligvis

bare
mig selv.

fredag den 5. august 2011

Hjemfalden













Der ligger han så - med næsen i sky -
og tænker tilbage på barndommens by.
Han rejser sig varsomt, hans minder fik fred,
men himlen, han kendte, er nu faldet ned.


(skrevet s.m. Mogens Grejsen på forlæg af ovenstående billede, som er taget på min sidste dag i hjembyen Voel)

Træerne vælter

og skrænterne
skrider og sorte
og rummelige
biler passerer
mit vindue i
slow motion,
blomsten er
stukket i
knaphullet,
hanen er kogt.

onsdag den 3. august 2011

Døden

På min sidste dag i Voel
tog jeg flasken med og drak en skål
med farfar og de andre skygger
oppe i det grønne hul i højen,
vi sov middagssøvn i dengang,
jeg var nogens bedste drøm.

På min sidste dag i Voel
gik jeg ud ad glemte veksler
gennem skoven, som var visnet,
gennem engen, der var vildnis,
gennem skolegårdens sære krat
af faste, friske mursten,
gennem folk, som satte hylder
op i nye, lyse stuer.

På min sidste dag i Voel
drev jeg rundt imellem husene
og haverne og hundene,
til jeg var blevet gammel.

På min sidste dag i Voel
kørte bussen mine knogler ud,
hvor fremmedhed var liv.


(til 8600 Silkeborg)

Spøgelser

Ved solopgang vågner de døde,
de læser aviser og indtager kaffe,
slår plæner og svejser og indtaster ordrer
og vender så hjem for at omlægge bede
og genrejse tage, mens jeg driver rundt
mellem gynger og legestativer
og ikke mere véd, hvor jeg bor.


(til 8600 Silkeborg)

Klanen

Der stod vi så,
klanen fra Vestergård,
klædt i det fineste skrud,
mens vi vandede mulden,
vi kom af,

med saltvand
og slingrede rundt
i en alt for frisk æter
på vej hen til biler,

der førte os hjemad
mod fremmede byer
i flugt mellem kirker
og blåklokker.


(til 8600 Silkeborg)

Knivene

Oppe i Valdemar Mortensens
haller på bakken,
sov store maskiner
med takker og blade og pigge,
som alle kunne leje
formedelst en rimelig betaling,

og længere nede,
i svedige klasselokaler,
sad halvstore drenge
og ventede på,
det blev høsttid.


(til 8600 Silkeborg)

Højgårdsvej

løb langs med skolen
på grovkornet asfalt
og fortsatte ud mellem
gårde og rapsmarker,
revnet og humplet,
for endelig at blive
et veksel af støv dér,
hvor al nytte ophørte.


(til 8600 Silkeborg)

Processionen

1

Dagen begynder
med kaffe og brød,
som den plejer,
og tøj tages på
efter opgavens art,
selvom jobs eksisterer,
selv hærdede fagfolk
må udføre nøgne.


2

Bilen er stille,
men alle er med,
og vi kører,

vi bruger
benzin.


3

Slægtninge
samles ved døren

som om,
der er ophørsudsalg,

og det er der,
men ingen har råd.


4

Æsken
er praktisk
og god,

men dit smil
løber ned
langs med siderne,

godt, man
har gummisko på.


5

Han lukker luft ud, den præst,
men tilstrækkeligt meget,
jeg tror ikke tiden
er kommet endnu.


6

Og vi griber
en sten,
og vi sænker
den ned
til de andre

og synker
mod skyer
på støvede
vinger.


7

Øllen
er jordslået,

det er
vi også,

men haven,
vi sidder i,
grøn.