tirsdag den 31. maj 2011

Roadkill # 4

















Hr. And
var gift med Fru And
eller noget
og boede
ved foden af blokken
og snadrede grutning
og vand fra en skål,
en behagelig sjæl
i det mørkeste
hjørne af Aalborg
hvert forår
placerede til dem
i græsset,
og vogtede
over sin viv
døgnet rundt,
men hun gang på gang
lagde sit æg
i de halvvisne buske
og gang på gang
bare kunne flygte
og se resigneret,
vel sørgende til,
mens en ny bande unger
slog skallen
i stykker
og lo,

og en dag
lå Fru And
som en blodig plamage
i grøften
på Budumvej,
fældet, velsagtens,
af én
i en gammel Toyota
med street sound
og nosser i ruden
på vej ind i Gaden,
og der stod Hr. And så
og stirrede tomt
på de splintrede knogler,
de trævlede tarme,
det revnede næb,

men kom hvert år tilbage
til skålen
- alene
og vogtende
skygger.

PS: Upoetisk kommentar...

Vil bare sige tak for de kommentarer, jeg har fået i løbet af de seneste dage. Desværre er der sket et eller andet, som gør, at jeg ikke kan kommentere fra min egen blog, så derfor min tavshed. Derfor: Dem af jer, der er på Facebook, vil jeg opfordre til at kommentere der indtil problemet er løst. /S

Roadkill # 3


















Ganske vist undredes folk
den dag, himlen drev bort
og vulkanen blev stille
og markerne visnede,
bølgerne fladede ud,
og man gik fra hinanden
som landsdele, år og atomer,

men manden i Bagsværd,
der påkørte egernet,
knappede endnu en dåseøl op
og forsvandt i et rungende ræb
bag en ludende, medtaget ask,

og kun spyfluen mistede
helt appetitten
og modet og mælet ved synet
af Ratatosks
udsmurte krop.


(På min arbejdsplads - Ringbo i Bagsværd - har jeg vinteren og foråret igennem varmet mig ved det daglige syn af et egern udenfor, som jeg for sjov gav navnet Ratatosk. I dag så jeg dyret udsplattet på vejen. Tilsyneladende blot endnu et offer for tankeløs bilisme. Men hvad nu, hvis navnet ikke blot var et navn... RIP i øvrigt, du gjæve nøddegnasker!)

mandag den 30. maj 2011

Hjertet

Han var død. Det var ikke en slem tilstand. Faktisk var den ganske behagelig. Ingen kunne nå ham længere. Ingen smerte trængte rigtigt ind. Ingen krav fra den levende verden kunne for alvor gøre sig gældende, for hvad skulle forpligte ham? Han kunne stå på gaden i morgen uden noget som helst på sig, og det ville være fint nok. Han kunne begå mord eller for den sags skyld folkedrab, og det ville også være fint nok. Der var ingen påtrængende grund til at gøre nogen af delene, dog, så det meste af tiden sad han bare foran sin computer og skrev. Det var rart at skrive. Ikke nødvendigvis noget vigtigt - for hvad var dét? - men bare noget. Så følte han, at han var i funktion. Ligesom det blod, der pumpede blindt rundt i hans krop som om, han stadig havde et hjerte og ikke blot en muskel, som vred sig i krampe.

Hjertet tog hans mormor med sig den dag foran kirken. Det havde ikke fungeret optimalt længe. I månederne op til havde han lavet de sidste ændringer i den specialeopgave, hans liv indtil da havde været optakten til, mens tågen sænkede sig over byen og pulsen faldt. Samtidig havde han forrådt den kvinde, han virkelig havde set som den, han skulle blive gammel sammen med, med en tilfældig ude i byen, fordi han efterhånden følte, han var blevet forvandlet til en af hendes evindelige tvangstanker. Måske havde han endda gjort det for at give hende noget at have den forbandede frygt for alt såvel rent som urent i. Men blodet begyndte at klumpe af det, og da hun opdagede, at han havde pådraget sig en af den slags sygdomme, gik der også betændelse i skidtet.

Da den kvinde, som for mange år siden havde lært ham det meste om, hvad ægte, dyb, betingelsesløs kærlighed var, kort efter blev fundet død i sin lænestol med en tallerken koldskål ned af den storblomstrede kjole, han så ofte havde puttet sig ind til som barn, når alt andet omkring ham var blevet for råt, vidste han, at det kun var et spørgsmål om tid. Men han holdt ud, klædte sig fint på, sang de sange, der skulle synges, og trøstede dem, som havde behov for det. Så bar han, sammen med resten af familien, kisten ud i rustvognen, der satte igang, drejede rundt om et hjørne og satte kursen over mod krematoriet. På vej tilbage til bilen - og mens kisten rulledes ind i flammehavet blot et par hundrede meter væk - gik han i knæ i det varme grus, faldt forover og så farverne, formerne, skylden, glæden, nuet, minderne, fryden og smerten opløse sig i en varm, drivende flimren, der gjorde hænderne følelsesløse og bearbejdede ansigtet, så det blev en konturløs maske af klistret gummi. Så huskede han ikke mere.

Han huskede ikke, hvordan han havde båret sig ad med at opretholde et febersynsagtig sammenhængskraft, der åbenbart gjorde, at andre mennesker stadig opfattede ham som levende. Han huskede ikke, hvordan han havde båret sig ad med at genoptage en såkaldt hverdag. Han huskede ikke, hvordan han var kommet hen på denne stol. Han huskede ikke, hvordan han havde mødt hende, der kaldte på ham nu. Men han rejste sig da, gik hen til sofaen og satte sig ved siden af hendes velkendte, men dog alligevel så fremmedartede krop.

- Skat, begyndte hun, mens hun så ham direkte og meget intenst ind i øjnene. - Vi har været sammen i fem år nu, og jeg véd godt, at du ikke vil giftes, men du må også prøve at forstå mig. Vi bliver ikke ældre, og jeg er nødt til...til at komme videre på en eller anden måde. Jeg vil gerne have børn, ved du, og det går ikke, hvis man ikke har papir på hinanden. Så...jeg vil gerne spørge dig...om...

- Ja, svarede han.

Hun blev våd i øjnene og fór hen for at omfavne ham, så han næsten fik presset al den luft, han ikke havde i lungerne, ud.

- Ja! Ja! Nu tudede hun af lykke, og et sted - meget langt borte - fornemmede han et varmt vindpust. Om ikke andet så ved tanken om at kunne glæde hende så meget. Det føltes behageligt at være nytte til.

Så tændte han en smøg. Og satte sig igen over for at skrive.

Han kunne stå på gaden i morgen uden noget som helst på sig, og det ville være fint nok. Han kunne begå mord eller for den sags skyld folkedrab, og det ville også være fint nok.

Han kunne få sig et liv.

Og det ville også være fint.

Nok.

søndag den 29. maj 2011

Løjer










Drømte som dreng
om at afspore tog:
Lægge småmønter ud
på de rustrøde skinner
og vente, til vognene
fortsatte ud i den
skumrende granskov
med skrigende mennesker
og brølende dyr
og en osende,
effektiv motor,
der hamrede videre,
indtil den ramte
et passende vandhul
og slukkedes
- ligesom mit had -
i et fugtigt,
forløsende suk.

lørdag den 28. maj 2011

Transit

På en solskinsperron står vi af for at møde hinanden,
dig klædt i en storblomstret kjole og overbevist om,
du er til for at ejes af mig, og jeg selv klædt i sort,
ikke til for at have og haves, men sikker og vis på,
at nogen derude har ret til at pakke dig op.

fredag den 27. maj 2011

Uden titel

Vind
gennem sivene,

blod
gennem årerne,

dagene
udfældes,

daler,
som guldstøv,

til
bunds.

torsdag den 26. maj 2011

Uden titel

Lille mands
fjerpen

og lille mands
overmod

skaber
stor dåre.

Uden titel














Da jeg var lille,
var stranden det sted,
hvor vi aldrig gik længere ud
end til navlen, snart gjorde vi
nærmest kun det og sank ned
mellem skibsvrag og lygtefisk,
spjættende, stirrende, blå,
mens vi dannede finner
og lapper på halsen
og udså os klipper
at synge fra.

onsdag den 25. maj 2011

Klart














Katten slikker poterne og glatter sine knurhår.
Den er klar.
Og havet lægger sig til rette under vinden.
Det er klart.
Og lyset lander med et stille suk i farven.
Det er klart.

Jeg stryger sjælen, lægger minder op
og lapper mine drømme.
Jeg er klar.

Men verbet strinter, tallet hoster blod
og segner om på gulvet.
Det er klart.

(dette er i øvrigt postering nr. 700 siden 1/1 sidste år. Sgu da meget godt gået, ikke?)

tirsdag den 24. maj 2011

Mr. Zimmerman













Fans af Bob Dylan
blev klippet i 80'erne,
nu har de slet intet hår.
Fans af Bob Dylan
forstår ikke helt, at han,
ligesom dem selv, blot forgår.
Fans af Bob Dylan
får fin Beaujolais, mens de
grundigt får hver linje vendt.
Fans af Bob Dylan
ser ikke, at blækket i pennen
er menneskeligt betændt.

Fans af Bob Dylan
flår stadigvæk helst Blonde
on Blonde
frem, når hud møder hud.
Fans af Bob Dylan
gouterer kun tvunget,
at også han råbte på Gud.
Fans af Bob Dylan
er monstrene, Zimmerman ser,
når han tager sig en lur.
Fans af Bob Dylan
er mørket, der dækker
hans alt for uendelige tour.

mandag den 23. maj 2011

Hymne til Hovedlandets kogekunst
















Ædle jyske køkken
fyldt mæ' fløde, fedt å sovs
- du er bare lykken,
når man trænger te' å smovs'!
Pokker sku' da sulte
selvom lægen bliver bleg!
Stik mig blot en bypass
og en saftig flæskesteg!

Ædle jyske køkken,
oh, jeg frydes ved dit navn!
Stegte ål fra Randers,
flade fisk fra Frederikshavn!
Præmiesvin fra Hammel,
hanekyllinger fra Gram!
Kaffebord fra Sundeved
og bøfsandwich fra Hvam!

Ædle jyske køkken,
bondens gode, faste kost!
Ædle jyske køkken!
Nej til tang og æblemost!
Ædle jyske køkken
- mere høne, mere gris!
Ædle jyske køkken!
Ja til suppe, steg og is!

Ædle jyske køkken
mæ' din porter å din snaps!
Glemt er alle sorger,
hvis man bare siger haps!
Ædle jyske køkken,
du' desværre på retur,
men når blot du findes,
leves livet stærkt
fra Sønderborg til Struer!

søndag den 22. maj 2011

Ian


















Ian var en, som jeg mødte i bussen
en dag, hvor det silede ned.
Bleg var han, spinkel og mager med øjne,
der søgte et helt andet sted.
Stemmen var kraftfuld og dyb, fuld af lede
og angst, og alligevel tynd,
mens den fortalte om revnede mure og sygdom
og menneskelig synd.

Da vi stod af, gik han med mig og sang
om de folk, vi passerede forbi.
Sang om den hornede præst og den tyske
soldats svale misantropi.
Sang om den spjættende pige på torvet,
som flokkene samledes om.
Sang om den ensomme dåre i haven,
der stirrede selv tiden tom.

"Here are the young men" - han stoppede op
for at pege på mig og sig selv.
Vidste, jeg kunne forstå, hvad han tænkte:
At klarsynet slog os ihjel.
Overfor blæste der frø rundt i vinden,
og kjoler blev løftet af sus.
Hypnotiseret forlod jeg ham dér, vasket bort
af en svimlende rus.

Årene gik, jeg blev kærtegnet, spyttet på,
skoldet på hjerte og sjæl.
Pludselig en morgen stod Ian i døren,
og lugten var underligt fæl.
Flammerne stod ud ad øjnene på ham,
hans budskab var ætsende klart:
Elsk smerten væk, om du vil, ét er sikkert
- at "love, love will tear us apart".

lørdag den 21. maj 2011

Dommedag nu


















Dommedag truer igen,
og skulle dette døgn blive det sidste,
som Reverend Camping har forudset,
har jeg fornøjet mig med at tage pis
på hans udsagn på Facebook
og røget en halv pakke Corner
og drukket en lille sjat rødvin
og nusset min kat, som jeg plejer,
og nydt dens velsignede spinden

og tænkt på min mor,
som i denne stund givetvis
vander sin potte med asters
på afsatsen hjemme i Alderslyst,
tænkt på min far, som formodentlig
får sig en snaps og en sildemad
ude i Pederstrup, tænkt på min farfar,
der sidder på hjemmet i Fårvang
og nærmest vil hylde sin undergang nu,
hvor hans verden alligevel
er slørede syner
og smerter og stærk medicin.

Jeg har været i Centret
og checket på vejen,
at blokkene stod som de skulle,
at pusherne sad på de skallede bænke
med kampklare hunde og knive i lommerne,
at der var gang i den inde i Kalles Bodega som altid,
at børnene spillede fodbold på plænen
og ænderne svømmede roligt omkring
i den snavsede dam mellem poser og brædder
og snadrede rundt i det hele
som om, det var helt friske brødkrummer,
dannede par og bevogtede æg
på den lave og mudrede bred.

Jeg har været i krattet,
hvor træerne stadigvæk afsætter blade,
der ikke er våde af tryksværte,
nippet til skovsyre,
undgået snegle på stierne,
opskræmt en sovende hare
og undskyldt på afstand
og set solen spille i løvet,
mens smågrene knækkede under min vægt.

Jeg har været ved havet
og set både krydse hinanden på sundet
som stivnede bølger,
betragtet gigantiske rutefly
ude fra Kastrup,
der dryssede skyer på himlen
og fortsatte ud
i et endeløst, lysende ingenting,
kigget på vindmøllers drejen
og tangloppers hoppen
og vandplanters døvstumme
duven langs molen

og set mine hænder,
der, spændte af tanker og saft,
kravler nedad på arket
mod nok et definitivt .


(ifølge en amerikansk sektleder, Rev. Harold Camping, er i dag, d. 21/5 2011, intet mindre end dommedag. Katastrofen skulle, efter hans beregninger, indtræffe kl. 18, lokal tid. Jeg venter i spænding. New Zealand har allerede klaret skærene i fin stil)

fredag den 20. maj 2011

Digtersvin
















1

Jeg er et digtersvin,
ryger McBaren i pibe
og bærer helst tweed,
går med briller
og hører kun jazz,
når jeg vågner
et godt stykke
oppe af dagen,
og stiller min tørst
med et glas
af de tårer,
jeg netop har fældet
ved tanken
om Holocaust, X-Factor,
vejret og alle de folk,
som besynderligt nok
har forladt mig,
fordi de fik nok af at se
på mit grådkvalte fjæs,
og i skumringen
trasker jeg op
på kontoret
i Elfensbenstårnet
og prøver
at skrive,
mens folk bliver myrdet
og sulter
og stresser
på gaderne under mig,
hvæser mod ruden
i ren distraktion,
lægger pen, låser dør
og går ind i min seng,
mens jeg venter
på inspiration
fra det høje
og kysses godnat
af et koldt,
men forstående
vindpust
fra rummet
og drømmer,
at jeg
er en digter.

2

Jeg er et digtersvin,
ryger de billigste smøger,
der er i butikken,
og bærer det tøj,
jeg kan finde i skuffen,
som ikke er tydeligt snavset,
og lytter til smægtende salmer
og afstumpet støj,
når jeg vågner hver morgen ved femtiden,
børster mit hår, drikker kaffe
og skramler med S-toget ud på det job,
jeg er nødt til at have
for at passe min gæld og mit selvværd,
og smiler mig vej frem mod fyraften
over et sammenbidt tandsæt,
før turen går hjem
foran skærmen i stuen,
hvor opbrudte forhold
og jordskælv i Japan
og kosmiske farer
forvilder sig ind i det digt,
jeg er nødt til at skrive hver dag,
så jeg ved, at jeg var her
og fyldte min plads,
og som gør, at jeg endnu en gang
rammer sengen for sent,
mens jeg synker igennem
en malstrøm af tanker
og mødes med katten,
der drømmer med rette,
at den er en kat,
og jeg selv
drømmer mest
om at være
et hæderligt
menneske.

Uden titel

Der er rødvin
på tæppet

og blod,
tror jeg,

hvem der end
var her i går,

var det én,
der slap bort

med min
virkelighed.

torsdag den 19. maj 2011

Folder ingen faner ud

og folder ingen sammen,
jeg er den, jeg er, er ikke
god, er ikke ond, er hverken
antiseptisk eller uren, spiser
candyfloss og piller mod
forkalkning, som jeg vil,
og er tilfreds med blot
at sidde her på bænken,
mens det skumrer til,
og snuse mine næsebor
til blods på nok
en høstblomst.

Haven
















Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.

Du vil se mig vente gennem vår og sommer,
du vil se mig vente på et efterår.
Du vil se mig vente på de modne æbler,
se mig vente på, de falder og forgår.
Du vil se mig ved de fire floders bredder,
du vil se mig ved din tankes arnested.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.

Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
når det ikke styrter ned.


Oversættelse af Blixa Bargelds sangtekst "The Garden", som kan findes på Einstürzende Neubautens 1996-album Ende Neu. Hør evt. sangen her. Nedenunder følger originalteksten:


The Garden

You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.

You will find me waiting through sping and summer.
You will find me waiting waiting for the fall.
You will find me waiting for the apples to ripen.
You will find me waiting for them to fall.
You will find me by the banks of all four rivers.
You will find me at the spring of conciousness.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.

You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.
You will find me if you want me in the garden
unless it's pouring down with rain.

onsdag den 18. maj 2011

Brak

Timerne går, men du modtager
intet med posten, og fuglene
synger, som fugle nu plejer,
og planterne visner, som planter
nu plejer, din ånde er dårlig,
men fluerne elsker dig, buddy,
så højt, at de skænker dig børn.

tirsdag den 17. maj 2011

Alene i stuen igen

med en spindende kat
og et tikkende ur
og en knurrende mave
og noget, der ligner
en skitse til mørket
derovre i hjørnet.

Song of the siren

Hearing the siren, the seaman
lets go of the wheel,
just accepting his fate.

Drowning in song is an honor,
he knows, and he knows,
that it's never too late.

Muddy or not, he's been
sailing these waters forever,
just looking for more.

Now it is time to be washed
away with her and found
as pure amber
on some distant shore.

mandag den 16. maj 2011

Midsommer nærmer sig,

snart holder fuglene op
med at synge, mens hvepsene
samles om nedfalden frugt,
og den kommer vel, dagen,
hvor jeg er til nytte som
noget at pakke dig ind i.

søndag den 15. maj 2011

Svømmer

"Det er
formålsløst",
siger du,
"for præsten
er hjemløs,
kalenderen
krymper
og reden
er blevet
til kvas",

men din nektar
er stadigvæk den,
jeg vil drukne i,
dykkende ind
mod din sjæls
bløde
æggeskal.

Bagværk

Vi spiste tærte hos dig dagen før, din skygge blev permanent, og som et skævt trin i en vals faldt den sidste replik, du hørte fra min mund. Nu vil der altid være opkast på det maleri, jeg arvede bagefter.

Brus

Græsset
bølger,

farfar
svinger leen,

snapper
luft.

Howl

Hunden
tuder,

månen
tegner perler

på dens
snude.

Skærver

Hårde
dråber

hamrer ned
mod stranden,

børn
slår smut.

Mat

Kolde
stuer,

kroppe
fryser til,

men sveder
ord.

Hammer

Efter
tordenen:

Vættelys
i hånden

på en
dreng.

Tæer

Penne
løftes,

krager
hopper rundt

i fin,
ny sne.

torsdag den 12. maj 2011

Hvid mil














Jeg sætter
en fod
ned på gulvet
og én til
og står op
og flytter
den ene
og flytter
den anden
og flytter
den ene
og flytter
den anden,
og det
er jo nemt,
og jeg
fortsætter,
én fod
og én fod
og én fod
og én fod,
og så
er der rytme,
og fodtrin
på fodtrin
på fodtrin,
og nu
er det sjovt,
og jeg trasker
og vandrer
og tripper
og glemmer
omtrent
hospitalsgangen,
mens jeg
går ned,
hvor du er,
for at sige
farvel.

onsdag den 11. maj 2011

Gud i baghaven

Jeg byggede gårde
i baghaven, da jeg var lille,
jeg stykkede husmure sammen af småsten
og lavede tage af kager af mos,
satte hegn op af grene fra buskene
henne i skellet og fyldte
de mudrede marker med heste
og grise og køer og får,
dvs. lidt solbær og blade
og stykker af plastic
- så havde jeg pludselig
en verden. Og nu er den væk,
og det samme vil den,
jeg har skabt mig i,
være, før Fanden får sko på
og lærer at binde dem
uden min hjælp.

søndag den 8. maj 2011

Sollys

og mørke
og blikke

og kulde
og varme
og kindkys

og armsved
og talkum
og blomster

og sødmælk
og jordbær
og sukker

og snorken
og nynnen
og hvisken

og mama
og papa
og momo

og kvinden
og bomben
og mig.

lørdag den 7. maj 2011

F.eks. Skorup

Der er steder som Skorup,
hvor stanken af gylle
- og ikke de vildfarne asters,
der baner sig vej op af jorden
blandt havernes bunker
af affald og brædder
og rustende biler -
er det, der er sundt,
og man afvikler timer
bag tunge gardiner,
mens fortiden langsomt
forvandles til muld
under kirkegårdsgruset,
og fremtiden bare er noget,
der sendes i døgndrift
fra himlen blandt space junk
og hvileløst støv
fra en skabelse,
ingen alligevel kan huske
på steder som Skorup,
hvor hundene bjæffer
og fryserne
bugner af fars.

fredag den 6. maj 2011

Gry

Han havde det godt nu. De sidste tomme flasker var enten båret ned til købmanden eller smidt i containeren. Alle memorabilia - et par kostbare dog undtaget - var smidt ud. Der lugtede kun af ham selv. Han kunne passe sit arbejde igen. Der var ingen, der længere skiftede kanal under fodboldkampen, krævede opmærksomhed eller kom med giftige stikpiller. Maleren kom ikke længere på besøg. Han vidste, hvad han havde nu, og var klar over, hvad han ville og skulle. Og var der mere intime behov, kunne han bare enten nusse katten eller bruge hånden. Det skulle ikke være anderledes mere. Han var usårlig. Derfor var han lykkelig.

Den første morgen vågnede han op ved, at det ene lår ramte en fugtig plet i sengen. Hans første tanke var, at han måtte have fået spontan sædafgang under en drøm, han ikke længere kunne huske, men da han sendte en finger ned mod pletten, kom den rød tilbage. Pludseligt lysvågen - og noget svedig - stod han op og ringede ind til lægen for at få en aftale efter arbejde. Det måtte være prostatakræft eller noget. Dr. Jørgensen tog en prøve og lovede at ringe tilbage med resultatet af testen dagen efter, og så gik turen ellers hjemad igen for at skifte lagenet. Pletten var på mirakuløs vis stadig våd, og det nyttede ikke noget at fjerne stoffet, for pletten var lige så tydelig og fugtig nedenunder. Til sidst så han ikke anden udvej end at lægge sig til at sove ved siden af den - urolig, men dog udmattet nok af stress og bekymring til at falde i søvn.

Den anden morgen kunne han omgående mærke, at der var noget helt galt. Han var ikke længere alene i sengen, og det var ikke den trygge fornemmelse af katten i fodenden, der spillede ind. Faktisk sad kræet ovre i sofaen med rejste børster. Nej, der var noget andet ved siden af ham, og da han løftede dynen, så han en lille klump rødt, pulserende kød ved siden af sig. Det var ikke som en levende bøf eller noget. Det syntes at være et helt væsen af en art, om end ikke så færdigudviklet, at man kunne bedømme hvilken slags. Han fór ud af sengen, greb en kost og gad sig til at pære skabningen ned på gulvet, ud af soveværelset, ned i skraldespanden. Men den havde en livskraft, der ikke lod sig trodse. Lydløst kæmpede den sig hele tiden tilbage under lagenet, og et nogenlunde hæderligt menneske, som han var, kunne han ikke få sig selv til at slå det ihjel. Væmmet langt ind i sjælen stod han til sidst bare og gloede måbende på kødforekomsten, og det var i virkeligheden en lettelse, da telefonen pludselig ringede. Det var Dr. Jørgensen, som var noget mystificeret over resultatet af prøven, for bortset fra et lettere forhøjet levertal kunne han ikke konstatere noget abnormt, hvorfor han var ude af stand til at hjælpe sin klient. Sin klient, der allerede godt vidste, at uanset hvad der var i vejen, trodsede det allerede nu enhver gængs medicinsk forklaring.

Den tredje morgen fik væsenet ører, næse, negle og tre små streger, der måtte formodes at være to øjne og en mund. Den fjerde kunne han så småt konstatere, at der var tale om et ubestemmeligt eksemplar af arten Homo Sapiens Sapiens. Men det voksede, bæstet, og den femte morgen ramte den ham. Duften.

Duften. Som af orkideer, der ikke var sprunget ud endnu. Som af muldjord, hvor enhver forrådnelse var slut, og der kun var grokraft tilbage.

Det kunne ikke være rigtigt! Nu skulle den klump én gang for alle ud! Ham hamrede til den med kosteskaftet, og den udstødte et embryonisk skrig af en art, men rørte sig ikke ud af flækken. Han følte sig en simpel voldsmand, men kunne ikke rigtigt vurdere, om det var monstrummet eller sig selv, han øvede vold mod. Igen ydede arbejdet tankerne den nødvendige tilflugtsmulighed, men da han noget tøvende vendte hjem igen, sad han bare og stirrede tomt ud i luften ovre i sofaen sammen med katten, der havde krøllet sig sammen i en resigneret pelsbold, til han halvvejs bevidstløs var nødt til at ramme madrassen igen.

På sjettedagen var der weekend, men han sov ikke længe. Faktisk sov han slet ikke overhovedet. Lå bare og græd med ryggen vendt mod væggen og den ubekendte eksistensform, som han nu kunne mærke spor af tekstil på, når de - meget mod hans vilje - af og til snittede hinanden. Det føltes næsten som hud, men var det ikke. Kun et meget fint, glat stof af en art. Men det kunne lige så godt have været lava. Hele hans system var i alarmberedskab, og det var som om, at jorden revnede under ham for at afsløre en skoldhed, uendelig afgrund. Men selv under kilometervis af magma kunne han stadig ånde, og huden dannede floder hen over kødet, som ikke desto mindre nægtede at fordampe, men bare samlede sig i en stor, rød, boblende pøl.

På den syvende morgen sneg en hånd sig forsigtigt hen over skulderen på ham. Han vendte han sig om med et hidsigt spjæt og hvæsede ud mellem tænderne: - Ok, for helvede, her er jeg!

torsdag den 5. maj 2011

Prinsen og prinsessen

Han prøvede efter bedste evne at blive den, hun ville have, han skulle være. Det startede i al beskedenhed med fem timers ugentlig træning og en penisforlængelse. Så gik han ud for at anskaffe sig en ny garderobe, en anden bogsamling og en anderledes musiksmag. Han bookede sig ind på hendes yogahold og gik til undervisning i tantrasex. Han slog brædtet ned hver gang, han havde tisset, og overtrak sin konto, så han kunne have roser, smykker og vin med hjem til hende hver dag. Han pantsatte sin bil, så de kunne tage på en romantisk ferie i Venedig tre-fire gange om året, og skiftede sit job ud med et andet, så hun stolt kunne fortælle veninderne om sin direktørkæreste. Han lånte en større sum på et skummelt værtshus, så hun kunne få lige præcis den forlovelsesring af diamant og 24 karat guld, hun ønskede sig, og forsøgte en mørk nat at fremmane Satan selv, så han kunne bytte sin sjæl til et sommerhus i hendes elskede Thailand. Desværre var det eneste udkomme stearin på habitten og kridtstreger på parketgulvet, der i al hast blev vasket væk af hushjælpen, før kvinden inde i himmelsengen vågnede.

En dag tog han så en motorsav og skar sine ben af. Hænderne skaffede han af vejen ved at gnide dem hen over en knust vinduesramme. Hjertet kastede han op i en affaldsbøtte, og hovedet blev sendt til destruktion hos Kronjyden. Den resterende torso tog kvarterets vilde hunde og ræve sig af. Nu var der kun hendes tanke tilbage, og hun hadede at høre den snorke ved siden af sig. Hadede dens forudsigelighed. Hadede dens dedikation, dens evige opbakning og servilitet, dens rene og skære perfektion.

Hun kunne ikke leve uden forhåbninger. Så en morgen, da tanken som tilsigtet sov rævesøvn, slugte hun et helt glas sovepiller. Ingen kom hende til hjælp, for det ville være et brud på spillereglerne. Ingen græd, for hvem måtte? Huset blev stille, og det var i virkeligheden det eneste, der skete. Snart blev det ryddet, desinficeret og sat til salg.

Og så kunne de sidde der i hver deres båd, drivende i hver deres retning over et grænseløst ocean, vinkende, grædende, sværgende hinanden evigt, uhelbredeligt troskab.

onsdag den 4. maj 2011

Stål

Der væltede træer det efterår. Det kunne der lige så godt gøre. De havde forlængst mistet løvpragten og smidt den frugt, de havde i sig. Hvem kunne bruge stammer til noget?

De mødte hinanden i byen ved, at de spontant begyndte at udveksle skældsord i fuldskab. Før de vidste af det, sad de og gnavede i hinanden som orme i afsjælede legemer. Trak hænder som slimspor hen over bryster og gylp. Taxaturen ud til ham var derefter kun en formssag. Han ville have sex. Hun ville have mere vin.

Over endnu et par flasker fik han hele hendes livshistorie. Hørte alt om hendes opvækst blandt alkoholiserede forældre, der slog hende for et godt ord, i en mindre grønlandsk bygd. Fik indblik i den dag, hvor hun for sidste gang gik i kirke og kun hørte skibets tomme rungen omkring sig. Lyttede tålmodigt med, mens hun én for én, med stadigt mere sammenbidte tænder, gennemgik de svin, som siden da havde misbrugt hende, banket hende, løjet for hende.

Og så var det, hun lige pludselig hev en køkkenkniv, der lå på sofabordet, til sig, pressede den op mod hans hals med et vanvittigt blik i øjnene og hvæsede "jeg stikker!"

Blodtrykket steg en anelse, men der var sket noget med ham siden den aften i sommers, hvor han blev alene igen og morgenen efter vågnede i en plamage af saltvand og pilsner. Intet bed på ham længere. Ingen kunne bøje eller nå ham. Han havde opgivet kærligheden, ligesom kærligheden havde opgivet ham. Nu sad han bare der mellem sine fire rungende, sparsomt dekorerede vægge og ventede. Hun var usigeligt smuk lige nu. Hun var så værdig til at smykke sig med hans blod som nogen. Faktisk følte han sig ganske priviligeret og håbede, han kunne nå at nyde synet bare lidt.

Sådan sad de længe.

Så sænkede hun kniven.

Og græd. Græd, som han aldrig havde hørt nogen græde før.

- "Hvorfor er du ikke bange?", hulkede hun. Han kiggede bare på hende.

Så gik de ind i hans dobbeltseng og kneppede. Modløst, fladt, automatisk. Uden kondom. Da han afleverede sin ladning, tænkte han for sig selv, at det ville være ironisk, men dog passende, hvis han gjorde lige akkurat hende gravid.

Men udenfor rådnede frugten på jorden, og larverne sov under flossede flager af bark på de eneste stammer nær blokken, der stod der endnu næste morgen.

Kommer tid, kommer råd


















Kommer tid, kommer råd, kommer glemsel
og tænder og kløer som sakse og larver
og orme og svampe og syrer og vindstød
og jordskred og kontinentaldrift og
styrt ned i flammende solsøer, pas dine
asters og byg dine tårne og bed dine
bønner, de bliver til ingenting, makker,
og det er det smukke ved dem.

tirsdag den 3. maj 2011

Keeper

Står her ved begyndelsen
og venter på, at enderne når sammen,
på, at runesten slår rødder,
slanger bider sig i halen,
solen fyrer våde bolde
ind i nakken på mig,
mens jeg tripper rastløst
i et vindblæst mål
og bare holder varmen.

mandag den 2. maj 2011

أسامة بن لادن


















I

Osama bin Laden er dumpet i havet, nu ligger han
nede på syv favne vand ligesom Rasputin,
Harry Houdini og Paul Celán, ligesom Mary Celeste
og Titanic og Kursk, ligesom Mu og Atlantis,
og ingen kan røre ham mere; signaturen er mejslet i fisk.

II

Osama bin Laden er dumpet i havet, han skrælles
af bølger og slibes af sand til han blot
er en forekomst, end ikke hovedet
kan nægte at hvile sig på.

III

Osama bin Laden er dumpet i havet,
og Allah er stor, klækker
søtunger ud, som han plejer.

søndag den 1. maj 2011

Indbo

Vi roder i skabene, graver os ind gennem
nyvasket tøj og parkerede potter
og frådser i gulnede fotos og gnidrede postkort
fra Saigon og Stockholm og Skagen
og prøver at gnave os ud gennem spejlet
i bunden, men bider os selv og
hinanden til blods i forsøget, og bag os
bliver lågerne lukket,
nu er her kun os og en lerskål
med grønne korn
ovre i hjørnet.

Hjemmene

Ude på gårdene satte man risengrød
op på de støvede lofter, mens
Culture Club strømmede ud
fra transistoren inde i stuen
og sønnike spillede Pacman på værelset.
Nede i kælderen sendte kartoflerne
bleghvide skud op i mørket.


(til "8600 Silkeborg")