fredag den 29. april 2011

H

is just a number.

Jeg bruger barberskum.

Jeg indsæber strandarve, malurt og marehalm, slæber en klinge af stål gennem sandet, og åerne iler mod brændingen. Snart vil jeg spejle mit spejl.

onsdag den 27. april 2011

Indfart

Vi kører mod centrum,
mens biler forsvinder for høj fart i bakspejlet,
kaffen er kold i sit bæger,
alléerne tilsnavser ruden med kirsebærblomster,
hanami my ass, vi har travlt
med at nå det, vi skal, og på bagsædet kaster du op,
burger, rødvin og ænder af
plastic, du spiste dengang, du var lille og sød,
og vi taler om vejret,
mens husene tætner sig mere og mere over os,
drukmåse snubler på brosten
og sindssyge taler sig varme på bænke om emner,
kun de kan se klart nok
til konversation om, og ingen vil svare, og slet
ikke os, mens vi kører
mod centrum og dufter af kamfer og æter og
Wunderbaum, træerne hælder
og vælter på fortovet, gadelys falder og knuses
mod asfalten, præmierne
venter, og mågerne skriger, og snart er vi nødt
til at købe tobak.


(inspireret af "Buenos Aires" af Farmen)

tirsdag den 26. april 2011

Kat (igen)

Du ligger
på skødet
og spinder
en tråd
om min hals,

ingen
af os to
hænger
sig i den.

mandag den 25. april 2011

Gyllekanalen










Gyllekanalen er til kun for dig.
Gyllekanalen er matsort som beg.
Gyllekanalen er evig og dyb.
Gyllekanalen er hjemsted for kryb.

Gyllekanalen er der, hvor jeg bor.
Gyllekanalen er levende af ord.
Gyllekanalen er blændværk og tricks.
Gyllekanalen er tandlægens briks.

Gyllekanalen er det, der skal ud.
Gyllekanalen er spotværk mod Gud.
Gyllekanalen er vemod og had.
Gyllekanalen er snavs i et blad.

Gyllekanalen er kaos og spleen.
Gyllekanalen er antændt benzin.
Gyllekanalen er lumpen og fæl.
Gyllekanalen er pus fra min sjæl.

Gyllekanalen er helt stillet ind.
Gyllekanalen er gødning til sind.
Gyllekanalen er stuvende fuld
- grib din si, stodder,
så finder du guld!

søndag den 24. april 2011

Ved rydningen af Ungdomshuset d. 5/3 2007












Der er traktorer i Gjern,
traktorer i Gudme,
traktorer i Glumsø.

Der løber en sort flod
af diesel
igennem de hænder,
der rystende
udstikker kursen.

Med hjul,
der er tunge
og brede,
planerer vi marker
og sjæle
og kvæler alt ukrudt,
vi finder
på vejen,

men under
de smattede dæk
er der stadig
en brosten,
som ikke
kan jævnes
med jorden.


(sidste planlagte bidrag til "Den sociale antologi")

lørdag den 23. april 2011

Uden titel

Mælkebøtter

trækker op

til smør.

Dem, der samler landet









Dem, der samler landet, drikker cola, spiser negerkys.
Dem, der samler landet, dyrker onsdagssex med slukket lys.
Dem, der samler landet, fylder glas og finder lommeuld.
Dem, der samler landet, elsker actionfilm og pottemuld.
Dem, der samler landet, checker nyhedssiden kort, nervøst.
Dem, der samler landet, hader vestenvind og sol fra øst.
Dem, der samler landet, svider gummidæk på frossent vand.
Dem, der samler landet, frygter intet mere end tidens tand.
Dem, der samler landet, sover let og kaster drømme op.
Dem, der samler landet, standser der, hvor ingen siger stop.
Dem, der samler landet, samler penge ind og stemmer ud.
Dem, der samler landet, åbner pungen og betaler Gud.

Dem, der samler landet, heler bælterne med tungt cement.
Dem, der samler landet, holder bålene på stranden tændt.
Dem, der samler landet, sælger børspapirer ved en bod.
Dem, der samler landet, tror, at spildevand er tykt som blod.
Dem, der samler landet, knytter marker sammen med et skel.
Dem, der samler landet, ved, at Solen kredser om dem selv.
Dem, der samler landet, trækker byer på en asfalttråd.
Dem, der samler landet, borer huller i den samme båd.


(endnu en tekst til "Den sociale antologi")

fredag den 22. april 2011

Banesår














Giv mig noget, der vil hænge ved,
ikke en tot hår
- vis mig, jeg er vigtig nok
til et banesår.
Det kan gøres blidt og tavst,
bedre end med kniv:
Lad mig bløde fra det hul,
du fyldte i mit liv.

Vi gik hånd i hånd med vanvid,
og havets kolde brus
sang om nattens elskov
på det slidte sygehus.

Giv mig noget, jeg vil huske på
- ar er alt for lidt.
Mind mig om, at vi var to,
der altid stod i ét.

Ikke i mit ansigt
- det kan alle se -
bare på et hemmeligt sted,
kun os to kan kende til.
Du ved, at jeg belønner dig
- giver dig banesår.

Vil du virkelig sige stop,
er alting for betændt,
så giv mig sting, der springer op,
noget permanent.


Småfri oversættelse af Peter Blegvads tekst "Scarred for Life" fra Slapp Happys 1997-album ça va (V2). Originalteksten følger her:


Scarred for Life

Leave me something to remember you by,
more than a lock of your hair.
Leave me scarred for life,
show you really care.
You can do it with kindness,
keener than a knife.
Just by making yourself scarce
you can leave me scarred for life.

We walked arm in arm with madness
and every little breeze
whispered of the secret love
we had for our disease.

Leave me something so I won't forget,
more than a nick or a scratch,
to remind me than in you I met,
in you I met my match.

Nothing on the surface,
I don't want it to show.
Something I can hide inside
so only you and I will know.
You know I'd do the same for you –
leave me scarred for life.

And if we never meet again,
for all the time we spent
leave me with a tender spot,
something permanent.


Hør nummeret her.

torsdag den 21. april 2011

Månen over Hvide Hus

Jeg husker månen over Hvide Hus. Hver gang man havde været i byen hele natten, og man kæmpede sig tilbage mod sin bopæl gennem en dis af sprutsved og betændt samvittighed, stod den der som et pejlemærke. Sval og bleg og tavs.

Hvide Hus selv kom man aldrig ind i. Et blik fra vejen var nok. Solens genskær i den blanke marmor og det skinnende metal skar i øjnene. De vajende faner, der til enhver tid afslørede hvilke nationer, der var til stede på hotellet, fortalte med al ønskelig tydelighed, at tingene flød derinde, og at man kun skulle nærme sig, hvis man befandt sig i en tilstrækkeligt sødygtig båd. Og det var der ingen fra Aalborg, der gjorde. Aalborg var en fjordby, og man byggede sit skrog til sejlads i smulte vande - ikke verdenshavenes brådsøer.

Hvide Hus var stedet, hvor enhver ansat, der havde tatoveringer eller hul i næsen, enten måtte acceptere en fyreseddel eller dække de berørte områder til med plaster. Man var marmor, man var galvaniseret stål og tæpper og træpaneler og elevatorwirer og krystalglas. Ethver rest af personlighed blev betragtet som en kritisk blødning, der skulle standses. Og det blev den, inden også gæsterne begyndte at svine gangene til med årernes indhold.

Når dørene til værelserne blev lukket i, skyllede væskerne til gengæld ud over væggene. Forretningsmænd ejakulerede ud over gulve og tv-skærme til pay per view-pornokanaler. Andre holdt orgier, der holdt mørket på afstand i et brus af champagne og safter. En kendt, jysk troubadur tilbragte de små timer derinde alene under sobre omstændigheder, men gik i seng med støvlerne på og efterlod lagnerne indsmurt i mudder, sved, pis, skæl og bajersk øl. Hvad Fidel Castro efterlod sig dengang, han boede der i et par dage under maksimal bevogtning, melder historien ikke noget om, men et godt gæt er nogle dråber af Ché Guevaras ektoplasma.

Og på øverste etage overnattede Bob Dylan engang, mens han repeterede sangene fra Blood on the Tracks mellem skinnende vandhaner og kunstige blomster: "Tangled Up in Blue", "Buckets of Rain", "Idiot Wind". Dagen efter greb han sin guitar og drog ud til endnu et middelmådigt gig på sin Never Ending Tour.

Snart kom stuepigen ind, åbnede vinduerne for at lufte ud, tørrede resterne af tandpasta bort fra vasken og tømte askebægeret. Det eneste, der var sket, var, at et beløb havde skiftet hænder.

Og over Hvide Hus hang Månen så. Ligeglad med alt. Den tonede stille ud, når alle dem, der kunne, havde fundet hjem.

onsdag den 20. april 2011

No mo'jo

No mojo workin'
- bare tæer, der flammer op i sand.
No mojo workin'
- bare druer under tidens tand.
No mojo workin'
- kun en udpint krop, der tærer talg.
No mojo workin'
- kun en skammelridders sikre valg.

No mojo workin'
- lyset brænder i et ryddet hus.
No mojo workin'
- bumsen ædru i sin egen rus.
No mojo workin'
- astronautens gang på månejord.
No mojo workin'
- blot poeten, der
må sluge sine ord.


(meget frit efter Muddy Waters)

tirsdag den 19. april 2011

Forsøg på selvportræt

Jeg er et barn af den kolde krig. Over min barndoms solbeskinnede enge hang der altid en bombe, bag mine elskedes ansigter var der altid et lysglimt, i mit blod var der altid en trykbølge. For mig er konceptet "fremtid" en absurd abstraktion. Og den eneste opgave, jeg nogen sinde har følt mig forpligtet på, har været at samle alle de spaltede atomer igen.

Mine forældre gav mig verden. Mine bedstefædre lærte mig den at kende. Mine bedstemødre lærte mig at blive mand nok til at bruge den til noget. Bag dem lyder et kor af fjerne, men klare stemmer, der vil lære mig noget helt andet igen.

Jeg er vokset frem af muldjord, og jeg stoler kun på muldjord. Vil du ind, så sørg for mudder under sålerne.

Er ikke autoritært anlagt, er frafalden anarkist. Ve dem, der ikke er deres egen tanke.

Min kærlighed har været rundt om blokken nogle gange, og det er et hårdt kvarter. Nu mangler den en arm, et ben, et hoved og visse vitale indre organer, der står af og på efter forgodtbefindende, og den føler kun, den er til stede, når den krummer sig sammen under snerten. Men kødklump eller ej - du skulle se den på et dansegulv.

Kroppen er et fantastisk instrument, men en nådesløs tyran. Jeg øver i døgndrift på at klare mig uden.

Finder mig selv komplet uinteressant som andet end den tragt, verden filtrerer sig igennem. Og det fine støv, der lægger sig på bunden, kalder jeg skiftevis Gud og poesi. Set i dét lys er præcision en pligt.

Jeg er skytte. Forsvarer min offensiv.

Det er ikke tiden, der løber ud. Det er mig.

mandag den 18. april 2011

Uden titel

Kærligheden:

Gift
præcist

doseret.

søndag den 17. april 2011

Edmund

Alt, hvad jeg ved
om min oldemors bror,
der hed Edmund, beløber
sig til, at han styrtede
ned i et kar fyldt
med kogende fedt,
mens han tjente sin løn
hos en slagter i Odenses udkant,
og mindede mest
om en menneskelig pomfrit,
da han bjærgedes op,
og at endnu
et udkast til mig
dermed endte.
Nu mangler jeg selv
at nå frem
til en bedre pointe.


(til Edmund Charles Villiam Knudsen (1888 - 1920)

Blue moon

over Hammel;

kartoflerne
skrumper
i haverne,

tanken
har billig
benzin.

Silkeborg Sygehus

Oppe på bakken
bag skallende mure
bliver jeg skubbet ud
i det skærende lys
og den kølige luft
med en blodig klump
sejlende efter mig.

Oppe på bakken
bag skallende mure
får morbror morfin,
mens man samler de
knogler, han knuste
i faldet på Danfoss,
med ståltråd.

Oppe på bakken
bag skallende mure
bliver farmor fortæret
af svulsten i hjernen,
og morfar af hullet
i lungen, mens mormor
bliver kølet i kælderen.

Oppe på bakken,
hvor murene skaller,
slår rågerne lejr
i træernes toppe
og venter på dagen,
hvor dørene
til deres bolig
bliver åbnet
på vidt gab
af vinden.

Åen

Nede ved Sminge løb åen forbi,
dyb og mudret, og der var engang,
hvor man ofrede én mand om året,
så vandene ikke selv tog, hvad der
vandrede hen over broen og græssede
ude på markerne. Nu røg der højst
en cykel i vandet, og åmanden boblede
nede på bunden, bedøvet af sulfo.


(til "8600 Silkeborg")

Træet

Mens jøder blev gasset i Auschwitz,
og skygger blev brændt ind i mure
i Japan, mens mænd gik på månen
og murværk blev væltet og fly ramte
tårne, stod træet ved gårdlængen
omme ved farmor og farfar i blomst,
satte pærer og smed sine blade,
og det var historie nok.


(til "8600 Silkeborg")

onsdag den 13. april 2011

Don Juan når færgen

- Juan? JUAN! Kroværten råber den sammensunkne mand ved bordet i hjørnet op i det skæggede, svedige ansigt, mens han blidt, men bestemt klasker til kinderne. Et par små, røde øjne åbner sig og prøver på at fokusere på Don Alfredos ansigt. Så bøjer de af og fæstner sig på bordpladen. Ikke mindst det høje, tomme glas.

- Mere vin, mumler Don Juan. Og Alfredo parerer ordre. Han kender godt sin kundes historie - den har han fået i mangen en version mangen en nat - og ved, at pengene for aftenens druktur nok skal lande i morgen. Han ved også, at bliver det ikke fra hans kro, man en dag inden længe kommer til at bære Don Juans afsjælede legeme, bliver det bare en anden, og så går han glip af en glimrende indtægt indtil da.

Og så sidder den omtågede Don Juan ellers der på den slidte træstol, som knitrer svagt i sandet på gulvet, og tænker tilbage. Tilbage på dengang, han forførte sin første kvinde - eller i dét tilfælde endnu pige - i en høstak på klostrets ager, mens solen gik ned bag ved bjergene og munkene sang inde i kapellet. Han husker bruset af passion, mens duftene af muld, græs, krydret, sval aftenluft og hendes hår gik i ét. Han husker, hvordan de et kort øjeblik lettede og fløj op over skyerne - blev engle, der kunne se hvor smuk, hele verden virkelig var. Ja, livet var godt dengang, og han var så rystet i sin grundvold over oplevelsen, at han ikke længere kunne nøjes med at elske én kvinde. Han måtte elske alle kvinder, koste, hvad det ville, og måske var det dét, de kunne føle, da de én efter én begyndte at kaste sig i armene på ham?

Nuvel, de var ikke lige lykkelige alle sammen bagefter. Der var naturligvis dem, der ville have ham for sig selv. Efter hans mening bad de selv om det svig, der ramte dem, i kraft af deres lave, selviske kærlighed. Så var der dem, der kom i uføre, da de blev afsløret af ægtemændene, blev banket sønder og sammen og vist ud af hjemmet til en noget uvis fremtid. Til dem kunne han kun sige, at de lå, som de selv havde redt - selv tog han jo kun det, de valgte at tilbyde ham, og som regel havde han ikke grund til at være utilfreds, når bare flugtruten var sikker bagefter. Så var der nonnen i Santiago, som blev muret inde i en celle af medsøstrene, da hun mødte op til morgenbøn med sugemærker på halsen og røde striber hen over popoen, som de gejstlige piger ikke holdt sig tilbage fra at beundre ved selvsyn, da de fattede mistanke. Trist historie, for hun var virkelig sød, men i det mindste døde hun som en rigtig kvinde. Og endelig var der alle de mødre rundt omkring, som måtte bruge år på at forklare ægtefæller og familie, hvorfor sønnike løb rundt med en næse, som mindede mistænkeligt meget om den, der sad på ham den sære omrejsende, som boede henne på herberget ni måneder før, de nedkom. Selv var han af den mening, at børn var en gave uanset hvad. Dog specielt hvis de ikke førte ansvar med sig. Denne lille moralske brist var, indrømmet, et kors, han måtte bære.

Men alle som én faldt de i svime, da de så hans øjne, sukkede, da han kyssede dem på halsen, og skreg i ekstase, da han trængte ind. Og alle som én havde de, formodede han, drømt om netop ham med jævne mellemrum resten af deres dage.

Og således var årene løbet hen i en konstant sanselig rus. Han var forlængst holdt op med at tælle hvor mange, han havde charmeret sig ind hos, men han ville gætte på noget med fem cifre. Gule kvinder, brune kvinder, hvide kvinder, røde kvinder. Blondiner, brunetter og rødtoppe, baronesser, købmagerinder og kartekoner. Fyldige matroner og slanke siv. Purunge tøser med bittesmå, faste knopper og langpattede oldinge på gravens rand. Han havde taget dem alle. På alle tænkelige måder, på alle tænkelige steder, i alle tænkelige situationer. Og han havde aldrig været i tvivl om hvordan. Når man har været sammen med så mange kvinder, kan man til sidst ikke skelne deres tanker fra sine egne.

Så en dag, hvor han havde flænset kjolen op på en faktisk usædvanligt smuk, mørkhåret ungmø i Barcelona, flød jord og luft, duft og syn, ånd og kød ikke længere sammen i ét brus. Han så kun håret under armene, mærkede kun en slimet tunges dødskamp i hans mund og fik kvalme over duften af hendes skræv. Hun eksploderede i et hyl som alle de andre, men inde i hans kranium faldt lyden til kalkgulvet med et hårdt dump, som havde nogen tabt en forhammer. Temmelig rystet var han vaklet ud af hendes kammer, ud i en glat og ujævn gyde, der flød med knuste flasker og stank af pis. Ovre i klosteret kunne han igen høre munkene synge, men koret lød falsk, og alle de kønne, latinske gloser mindede ham pludselig mest af alt om en bondsk dialekt fra Helvede.

Han prøvede igen om aftenen. Flere gange. Han prøvede hele ugen. Han kunne stadigvæk få dem, han ville have, og som elsker var hans teknik fortsat usvigeligt sikker, men han væmmedes langt ind i sin sjæl hver gang. Over deres velvillighed - selv i modstanden. Over deres menneskelighed, deres kød. Han havde kopuleret eros i småstykker. Mens han i de tidlige morgentimer vandrede Barcelonas toppede brosten tynde, faldt lyset og skyggen, vejen og trafikken, himlen og jorden, knoglen og kødet fra hinanden. Tilbage blev kun en fad, træsk smag af støv, der førte ham hen til Don Alfredos kro for at stille tørsten.

Og der var han blevet hængende. For på bunden af glasset havde han set den ene kvinde, han stadigvæk begærede. Måske fordi hun virkede uopnåelig. Hver gang, man nåede derned, var hun stadig lige fjern, men så meget desto smukkere. Så han fik fyldt op gang på gang. Selvom andre, trods hans efterhånden meget ramponerede tandsæt, dårlige hygiejne og begyndende leverpletter, løbende bød sig til, ænsede han dem ikke længere. Don Juan var omsider blevet forelsket. Og på det seneste havde han fået på fornemmelsen, at hans ildhu havde vundet hendes hjerte.

Og nu vælter glasset. Don Juan rejser sig og går hen til bredden af den mørkerøde flod, hvor en pram venter ved en vejrbidt træbro. Han lægger den sidste mønt, han har i lommen, i færgemandens hånd, og så stævner de ellers ud over den blikstille vandflade.

Et sted derude kan han høre en kvinde synge på et sprog, han heldigvis ikke forstår.

tirsdag den 12. april 2011

Koldfront

Du spørger i øst, og jeg svarer i vest,
og i Bahnhof Zoo sælger de stoffer i døgndrift
til alle, der ikke kan holde det ud,
mens soldaterne vandrer på Muren og skyder
på dem, der vil frem og tilbage, og det
er vel godt nok, når alt, der bliver adskilt,
er ulmende tomter, der brænder af stråling,
og nedslidte barer, hvor natten
er lang som en skraldemands nosser.

mandag den 11. april 2011

Sommer i Tversted

Der var sommer i Tversted. Mormor og morfar havde fyldt bilen med os fire børnebørn - udover mig Sofia, Louise og Bønne - samt tante Gerda, der lige var blevet enlig og ikke havde andre at tilbringe ferien med. En efter en blev vi plukket op i Voel, Borum og Voldby, og så ræsede vi ellers derudaf mellem solgule rapsmarker, der lugtede af pis, kornagre, som ikke gjorde, og småbyer, hvor folk stoppede arbejdet i haverne uden for de røde murstenshuse for at spejde efter støvskyerne og morfars opretstående hårtot, der dirrede i den blæst, som stod ind gennem de åbentstående sideruder. "VI HAR EN MORFAR, MORFAR / OG HAN ER SKIDERAR / HER I LEJREN...", halvvejs sang, halvvejs skreg vi fra bagsædet, mens vi smurte tigerbalsam under øjnene, så de løb i vand, mormor fodrede os med Kongen af Danmark-bolscher og den rødmende gamling foran for sjov truede med at sætte os af, så vi kunne gå resten af vejen.

Sakura hed sommerhuset, der lå en halv kilometers penge fra Vesterhavet bag et par klitter, en enkelt række flossede grantræer samt et kroget pæretræ, som jeg den dag i dag undrer mig over kunne gro der. "HOLDT!", råbte morfar, som han plejede, da den grå Ford Taunus rullede de sidste par meter op ad grusvejen og standsede brat ved et hurtigt tryk på bremsen. Og vi var knapt nok kommet os over køreturen, før vi greb vores vandpistoler, fyldte dem op ved en brønd, der stod uden for huset, og jagede hinanden rundt på grunden, mens burrer og tidsler skrattede mod vores bare lår. Da huset efterhånden blev taget i brug, spænede vi endda ind efter vandkander, der blev fyldt ved hanen i køkkenet, og så gik jagten endnu vildere. På et tidspunkt var jeg ved at løbe Louise op, men hun nåede akkurat at dreje omkring et hjørne, mens morfar til gengæld rundede det og modtog en liter vand lige i krydderen. Et øjeblik stod vi bare og kiggede på hinanden, mens hans skjorte skiftede farve fra blå til mørkeblå. Og så lo vi. Først ham, så mig.

Aftenerne blev tilbragt med kortspil. Vi spillede altid 500, og det var i reglen min mormor, der vandt. Heldigvis, for hun var verdens dårligste taber. Den eneste, der muligvis var værre, var mig, og allerede den første aften blev jeg så vred, at jeg fejede kortene af bordet, før spillet var afgjort. Så sendte mormor mig i seng. Jeg greb mit eksemplar af Ringenes Herre, stormede demonstrativt ud af stuen og var lige ved at vælte Gerda, der sad i en gyngestol og strikkede.

Vi var i svømmehallen. Bønne og jeg konkurrerede på tid: Hvem kunne holde sig længst nede under vandet. Jeg vandt med et minut og 10 sekunder, og Bønne kiggede mærkeligt på mig, da jeg kom op igen. Han skulle lige til at svømme hen efter hjælp. Bagefter fik vi Kung Fu-is nede ved havnen, mens vi kiggede på mågerne og samlede strandskaller, og da vi kørte hjem til hytten igen, kunne vi ud af bakspejlet ane nudiststranden, hvor folk sad med bare røve. To af dem rodede endda mærkeligt rundt med hinanden i en gryde.

På tredjedagen begyndte Sofia og jeg bare at gå uden at vide hvorhen. Vi vidste vel godt, at mormor ville blive bekymret, men jeg var trods alt 13 år, og Sofia var aldrig så vild, at jeg ikke ville kunne holde øje med hende. Så vi vandrede uden mål og med, til vi fandt en underlig søpark ude ved klitterne, jeg siden har drømt om mange gange. Det eneste, jeg synes, jeg kan huske fra den, er en hulens masse alger og et blegt, halvt opløst hoved på bunden, der pludselig vendte sig om i bækkens ellers så diskrete strøm og viste sig at være mit.

Da vi stavrede ned ad grusvejen igen, kom mormor styrtende imod os i sin blomstrede kjole. Først med tårerne strømmende ned ad kinderne. Bagefter hård og uforsonlig. Indtil aftensmaden sad jeg nede på mit værelse og hørte musik, mens Frodo og Sam nærmede sig Mount Doom. Men om aftenen var der kortspil igen, og nu vandt jeg gang på gang under hånlige latterkaskader, mens mormor gradvist blev rødere og rødere i hovedet. Til sidste rejste hun sig op og bekendtgjorde, at hun gik i seng. På vej ud var hun ved at vælte Gerda, der sad i en gyngestol og strikkede.

Morgenen efter hang Gerda i pæretræet, helt blå i hovedet og med opkast ned over sin grå kjole. Under hende lå der en stol inde fra stuen, og rundt om halsen snoede der sig et reb fra traileren. Inde på tv-bordet fandt vi to strikkepinde, en garnnøgle og en færdig sweater til guderne må vide hvem.

søndag den 10. april 2011

Portrætterne


















I hang der i kammeret
hjemme hos mormor,
og spurgte man til jer,
så måtte hun selv
tage rammerne ned
for at se, hvem I var,
og således blev to
korte, slidsomme liv
til staffage, en intethed
undsluppet glemslen,
og væggene vokser:
En dag vil jeg
gøre jer selskab.


(til Jens Peter Mousing Jensen (1870 - 1939) og Severine Kristensen (1870 - 1900))

Jeg er i sort/hvid,

en anelse bleget af solen
og gulnet af ælde,
og du er i farver
og frisk nogle somre endnu,
om du vil, men motivet er
fuldstændigt ens,
det er også totalt ligegyldigt
så længe de fleste
har øjne at se med.

Lys

Hvis
solene

bare er
dark matter,

tungt nok
til brand.

Another roadkill

Du påkører noget
og slæber det
i din panik
ned ad vejen
en mil eller to,
før du standser
og vover dig ud
for at se,
hvad det er,
og måske
var det bare
en hjort,
men du spjætter
i armene,
tungen
har jernsmag,
og tanken
er tom
for benzin.

torsdag den 7. april 2011

Drøm om min egen guddommelighed

Drømte, at alle, jeg rørte,
forstøvede lige for øjnene af mig,
at vandet var mudret, at lyset var grynet
og luften så tung, at man hostede blod.
Og jeg drømte, at nogen kom hen
til min seng med en kost og et fejeblad,
pegede ud over byen og sagde:
"Du skabte det her, kan du så se
at fjerne det ordentligt igen!"

onsdag den 6. april 2011

Off the road


















Bilerne suser forbi udenfor
i de plørede pytter, og står det til mig,
kan de bare beholde de nedslidte striber
af smattede pindsvin og fladtrykte dåser
og krøllede cykler og indtørret barneblod
helt for sig selv, hvis jeg bare en dag
kan få lov til at slæbe min slidte kontorstol
helt op på det støvede Himmelbjergs top
og, i flugt mellem blåbær og hugorme,
rulle mig ned i det vandspejl, jeg kom af.

søndag den 3. april 2011

Passionsfragment: Maria Magdalene

Der hænger du så. Som et insekt, der er klasket op på en træplade med en nål. Et eksperiment i smerte eller en syg måde at præservere skønhed på? Jeg ved godt, hvad jeg ser, men jeg er sikkert den eneste. Selv evangelisterne, der står derovre ved træerne og kaster brød og vin op i væmmelse, vil om kort tid begyndte at udbrede sig på skrift om det guddommelige i, at du - og jeg ved, du sådan set bare sagde dét for at trøste dem - lod dig pine ihjel af soldaterne, så du kunne rense hele menneskeheden for synd. Synden bliver. Synden bliver altid. Men du er meget snart væk, og det eneste, jeg vil stå tilbage med, er en udpint krop på to stykker træ. Et symbol på, at du har været her. Og at jeg har.

Selvfølgelig er du Guds søn. Jeg er Guds datter. Pontius Pilatus er Guds klovn. Hvad Gud end er, er han skabelse, og vi er hans ekkoer og kød. Men du er også Josefs søn med de lange, smukke lokker, der en dag kom forbi og reddede mig fra den fornedrelse, jeg var kommet ud i, med et blik af den der slags, der ikke kan udregnes i penge, men er uendeligt kostbart. Du er ham, der holdt om mig om natten, når jeg lå vågen af selvhad og væmmelse over verden, og du er ham, der skænkede mig Maria, Jakob og Josef - mine tre, små pragtsmykker og den eneste grund til, at jeg véd, jeg vil fortsætte min gang under solen nu, hvor du snart er væk. Og du er ham, hvis fødder jeg så ofte har vasket, men se dem nu... Man kan fjerne skidt, ja, men aldrig, aldrig blod, når det først er blevet udgydt. Se bare på Pontius. Han vasker og vasker sine hænder, men det eneste, jeg ser, når jeg kigger på dem, er rødt. Og det samme vil hans efterkommere, når de en dag kigger på deres egne hænder og væmmes, til de kun ser dig, når de spejler deres ansigter i dammene.

Jeg kan mærke, du forsvinder nu. Dine øjne lyser mindre og mindre, mens min skygge bliver længere og længere. Snart vil den helt have slugt min krop, og jeg vil tilbringe resten af mine dage her på jorden med at være den omvandrende negation af det guddommelige, vi var sammen. Du skal ikke være bekymret. Zebedæus har allerede lovet af tage sig godt af mig og de små. Men han ved også, at jeg aldrig helt vil blive hans. At skyggen kun kan møde sin krop én gang. At den slags kærlighed, vi har til hinanden, kan gradbøjes lige så lidt så tro.

"Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?" Hvad er det for noget sludder at lukke ud, ven? Jeg er jo lige her, og det samme er du, hvis du kan få de ord over dine læber... Hold nu op! Du må ikke sige dét, jeg véd, du vil sige nu! Lad være! Jeg vil ikke høre det! NEJ!!!

"Det er fuldbragt..."


(skrevet til Langfredagspassioner i Kristuskirken, Baggesensgade, d. 22/4 2011 kl. 20.)

Studie i frygt

Altid denne frygt for,
at jeg vågner op en morgen
med et andet navn, en anden krop,
en andens stemme, glemsel
støbt i kød,

og denne frygt for, at
min skygge selv får øjne, at
den mand, jeg ser i spejlet, stikker
af og lader mig stå med
alt dét glas,

og denne frygt for,
at det eneste, der skræmmer
mine ekkoer til sammenhold,
er frygten i sig selv.

lørdag den 2. april 2011

Det regner i mit hjerte

Det regner i mit hjerte,
jeg har gummitøj
og vaders på, det rører
mig næsten ikke,
det er sikkert drevet over,
når jeg vågner,
men det regner i mit hjerte,
og jeg drikker tæt
af pytterne og tørster,
spiser småfisk,
men er sulten, som jeg plejer,
og det regner i mit hjerte,
der er stoppet i mit udløb,
hajer hugger, hvaler
driver gennem stuer
fyldt med stilhed,
og det regner
i mit hjerte,
på min tinding
lander duen
med en oliegren
i næbbet.


(improvisation over Paul Verlaine)

fredag den 1. april 2011

Dyrene















Ræve og harer og gråspurve
var der i Voel,
og musvåger, råger og stære
og snegle og rotter,
vi fangede niøjne nede i bækken
til tider, og farfar
fortalte, at skoven, han ejede,
vistnok skulle rumme et egern
på trods af, at ingen,
der kom der, så vidt,
jeg ved, så det,
og uanset hvad,
var ethvert spor
forsvundet en dag.

Men tigeren manglede,
ibissen manglede,
narhvalen, bjørnen,
gorillaen manglede,
og var en enhjørning
kommet spadserende
ude i Overholt,
havde man snart
fået hestebøf.


(til "8600 Silkeborg")