søndag den 27. februar 2011

Januar

Og hvis jeg stod
lidt på tæer, når
jeg tittede ud
gennem ruden i stuen,
som farmor holdt klar
til de finere gæstebud,
havde jeg udsigt
til alle de grundstoffer,
jeg var kreeret af:
Mudder og nedfaldne
grene og frost.


(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 26. februar 2011

Sjæl til spotpris

Jeg har talt mig i sænk,
tømt mit hjerte,
men endnu har jeg
ikke sagt et ord.

Kom her og køb min sjæl!

Og jeg følger min kurs
ud mod længslen,
men alle veje
fører længere ind.

Køb her og køb min sjæl!

Hvis du tror, at du ved,
hvor du har mig,
er jeg nærmere,
end du tør at håbe på.

Kom her og køb min sjæl!
Alt skal væk!!!


(oversættelse af Thomas Öberg/Bob Hunds "Jag rear ut min själ!" fra albummet af næsten samme navn, Silence, 1998)

fredag den 25. februar 2011

Uden titel

Du satte
fodspor
i sne,

og du lagde
dig ned
i de voksende

driver
og lavede
engle,

nu smelter
det hele,
og snart

lægger
fiskene æg
i dit hjerteblod.

torsdag den 24. februar 2011

Den eneste ene

Jeg tror,
at der stadig
er kærlighed til.
Jeg tror stadigvæk,
at der findes en eneste ene
på trods af, at alle
de eneste ener,
mit liv har budt på,
nu er venner og mangler
og kejtede stilheder.
Jeg tror, den eneste ene
sandsynligvis sidder
og læser det her
og bliver helt let i maven
og møder mig,
før jeg véd af det,
og bliver til den eneste ene
en tid, før hun, ligesom de andre,
bliver sur over alt det,
jeg ikke har gjort,
og alt det,
som hun troede, jeg var,
som jeg nægter at blive,
fordi jeg har travlt
med at blive den mand, der er mig
for den eneste ene,
der pludselig bliver fortid
og gør det nødvendigt
at tælle alt forfra igen.
Og jeg tror, at naturen
er ligeglad med, at jeg tror,
at der findes en anden, en kvinde,
hvis sjæl, jeg har omfavnet før
og vil kysse igen
når den næve, der holder på pennen,
er blevet til muldjord,
jeg tror
at jeg muligvis selv
er den eneste ene
og derfor guddommelig, men ensom,
fordi jeg kan favne det hele
og aldrig vil miste mig selv,
og jeg tror,
at den eneste ene
er den, der er til
for at flænse mit hjerte
i stykker igen og igen
gennem tusinder af liv,
så det aldrig vil rådne,
men banke på trods,
og jeg tror,
at den eneste ene er mange,
men altid den samme
fordi der er kærlighed til,
og når den er forbi,
kan man tro
lige så tosset, man vil:
Har man blødt,
er den eneste ene
et faktum,
og det, der er splittet
og spaltet og smuldret
er dømt til
at mødes igen.

onsdag den 23. februar 2011

Brugt

Jeg er brugt. Jeg er klistret
og våd. Jeg er flosset og krøllet.
Jeg ligger i vasketøjskurven
og stinker. Jeg afvises, når du
forsøger at stige på bussen.
Jeg lækker omkring dine fødder.
Jeg knækker i hullet, idet
du forsøger at låse dig ind,
og du hører mig knage et
sted under bilen, før du er
i frit fald mod bugten, og
vi hæver havbunden sammen.

tirsdag den 22. februar 2011

Fiat

Bilen har holdt der ret længe nu,
synes jeg nok, bare holdt der
på hjørnet i regnen med hamrende
stempler og hvinende viskere,
og der er nogen, som venter bag
det der forpulede Wunderbaum,
nogen, jeg ikke kan se, og som
roder med smøger og dåseøl, roser
og landkort og skarpe patroner,
hvad fanden ved jeg? Og jeg sidder
ved vinduet, tørlagt og tør bag ved
ørerne, tør i min mund og min hals,
mens jeg tænker tilbage på solskin
og følfod og vindpust i håret
på dig. Jeg skal snart ud
og meget langt væk.

mandag den 21. februar 2011

Læs!

Læs dette her.
Det er bogstaver, ja,
men hvad ser du?
Ser du en rose, der åbner sig?
Ser du en fastlænket hest,
der bliver kvalt meget langsomt
i stinkende pærer, som hober sig op?
Ser du mure af kvarter og ftertser,
som spreder sig gennem dit blod
og begynder at løbe fra næsen
som gullige, våde symptomer
på noget, du mener er dumhed,
men bare er indbildt så længe,
det hele er ingenting?
Ser du et groovy og gratis appendix
til slipset og kjolen
og brillen og samtalekøkkenet?
Ser du mig svede på plettede lagener
i blændende blitzlys
og griner forlegent ved tanken
om det, som du tror,
jeg har gjort,
eller ser du dig selv,
som du er
på det støvede gulv,
gennemkneppet,
forkastet
og fuldstændigt opfyldt
af det,
der vil bære
os begge to videre,
når der omsider
bliver stille
engang?

Rock bottom

Det er ligesom dengang,
hvor jeg, tre somre gammel,
var med i en svømmehal
ude i Århus og hoppede ned
i den dybeste ende af voksenbassinet
og sank, først igennem min angst,
så igennem en ro, der var ulig alt andet,
jeg siden har kendt, og tilsidst
gennem vand, simpelthen
bare vand. Nu er havene
fulde af dykkere, fiskene flyder
med bugen i vejret
og Jesus går ture på bølgerne.
Redningsmand, bliv,
hvor du er, mine klæder er
snavsede søer, og bunden
er stenet og til,
lad mig synke
derned,
hvor jeg er.

lørdag den 19. februar 2011

Biotop

I København er et daggry direkte suspekt, hvis man ikke
må fragte sig hjem mellem nyknuste flasker og kærester,
der slås mellem busser og taxier, omsust af gamle aviser
og tomme papirsposer: Rundetårn drikker
fra damme af pis gennem hærdede rødder.

fredag den 18. februar 2011

Ovre i vinduet

hamrer en solstråle ind
imod ruden og lander
i karmen med spjættende ben.
Sådan trækker det op
til en sommer.

torsdag den 17. februar 2011

L'étranger

Araberen ligger i sneen, og du blæser
krudtrøgen ud af geværløbets stål -
mens han udgyder rødt over hvidt,
kan du end ikke drømme dig hen til
et sted, hvor du ikke er fremmed.

onsdag den 16. februar 2011

Uden titel

Vi lider os atter igennem en vinter,
vi tænker på bjørnenes slummer og fluernes fravær,
men os, vi skal knejse som knirkende stammer
på vindblæste marker og isglatte brosten,
skal indtage frosten med vævet som indsats,
så somrene ikke fordamper for øjnene af os,
men danner krystaller i kraniernes fugtige huler.

tirsdag den 15. februar 2011

Break like the wind

Det ender altid
med Lilly-modeller
og rudekuverter
og skjolder på lagenet.

Det ender altid
med fluer i suppen
og ugler i håret
og tudser i halsen.

Det ender altid
med skyer, der revner,
og bjerge, der buldrer,
og kummer, der skyller.

Det ender altid
med vind gennem bukser
og jakker og råsejl
og piletræer.

mandag den 14. februar 2011

Uden titel

UFOer landede der,
hvor du stod.

Nu er der udsigt
til blødende skove
og gulbrune have,

men øjet tager
ikke imod.

Cape Voel

Så var der sommeren,
hvor jeg blev hypnotiseret af rumfart,
åd månestøv sammen med Armstrong,
var linsen i Voyager 2, da den fór forbi Uranus,
vidste, hvad alle de nærmeste stjerner blev kaldt
og kunne gengive lyshastigheden med 12 decimaler.
Og snart stod jeg oppe på taget af udhuset
med en raket, som jeg hittede under min seng,
for at sende Marie Marolle i kredsløb
om Jorden, hvor vi skulle mødes engang,
når jeg blot havde lært noget mere.
Jeg blæste et kys op mod ildsøjlen,
da den forsvandt op mod solen, og skreg,
da den dykkede nedad mod engen, og da
jeg omsider fandt frem til det sodede skrog
mellem hestene nede i skellet, steg
billen blot ud af kabinen,
slog vingerne ud og fløj
op til Vorherre.


(til "8600 Silkeborg")

Spøgelseshuset

Den dag, vi kørte
mod Silkeborg, mig
og min mor, hørte køkkenet
op med at være et køkken, og
stuen blev bare et hjemsted
for luftige væsener som far og den
udslukte hund under trappen, der ventede
lidende på ham, og hende, hvis stemme
man pludselig kunne høre om natten,
når alle var gået i seng,
og hvis budskab, man
aldrig forstod.


(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 12. februar 2011

Lebensraum

Digte er noget, man venter på, bumser, der hænger
med knive på hjørnerne, engle, der uventet viser sig
nede i disken med kødfars i Irma og katte, der pludselig
har valgt én og aldrig vil strejfe igen. De forlanger
ens liv for at vise sig. Før man ved af det, er huset
helt levende, og det er én selv, der drysser forbi.

fredag den 11. februar 2011

Biomasse, flyvende

Nej, det er ikke som om, jeg skal noget heroppe,
her er ingen elfenbenstårne at lande i, ingen,
der stiller min sult ved at kaste med brødkrummer.
Frihed og udsyn? Prøv selv på at baske dig vej
gennem banker af fugt i stiv kuling, min ven -
det er business, det her, ikke andet.
Og stjernerne pikker jo ikke sig selv.

(undskylder for de dage på det seneste, hvor der ikke er blevet skrevet, men bøtten har vitterlig været tom...)

Biomasse, flydende

Omfang og rumfang my ass, jeg er alt
for uformelig til at kunne måles i liter,
og storm eller stille – jeg lander på stranden
alligevel, dum som det snot, som du gnider
i håret, men glat som en ål, træd på mig,
og så ser vi hvor meget, du egentlig
har fod på, Hr. Klogesen!

Folk i farver

Folk er i farver, er sorte og gule og hvide,
de smelter orangekrokanter på sølvtunger,
de har the blues, som de drukner i brown ale,
går over for rødt, mens de håber i lysegrønt,
vader i guld eller jord eller rust, men bliver alle
til aske en dag, og det vindpust, der bærer dem hen,
hvor den slags hører til, kender ingen kuløren på.

søndag den 6. februar 2011

Uden titel

Døgnene drejer omkring dig,
men stadigvæk aner du ikke
om det, der, der nu slynger
dig rundt, er en kværn eller
luftgyngen ovre i Tivoli.

Uden titel

Februar slæber sig hen over ansigtet på dig,
du udvikler gæller mod regnen og pelslag
mod kulden, du ser dine ansigtstræk smelte
og løbe mod havet i svuppende dale, men
porerne åbner sig, snart bliver du genkendt
på gaden som klynger af krokus og følfod.

Jeg tegner ikke mere.

Jeg har ikke flere farver i mig.
Synger ikke mere,
ingen toner klinger rigtigt i min strube.
Spiser ikke mere,
ingen mad kan stille min slags sult.
Dufter ikke mere,
alt, jeg ånder ind er bare luft.
Mærker ikke mere:
Sår mig, spid mig, gylp mig
ind i syre, du skal tros på,
men at gå i kirke
kræver mindst en sjæl.

Jævnfør Strunge

Jeg er den samme som altid,
en andens.

onsdag den 2. februar 2011

Han åndede

ind alt
det bedste,
han kunne,
men luften
var alt
for solid.