søndag den 30. januar 2011

Space

Halvmånen hænger i loftet
og lyser, og væggen er lavet
af kød, og et sted vil man
åbne en dør ud til alle
tings inderste frygt.

Horsens

I Horsens er dørene låste
og hænderne barkede,
pigtråden synger i vinden
på tugthusets mure,
og mågerne skriger af sult.

Transit

Inde i togsættet
hører man heavy på Iphones
og læser romaner
og uddeler bolsjer
til alle de skrigende børn,
der har opdaget,
de er på vej.

fredag den 28. januar 2011

Hovedgaden

De venter bag ruderne,
venter i kjole og slåbrok,
bag skærme og badeforhæng,
under lamper og uroer,
dyner og knogler og hud,
de er ufærdige, fanget på
landkortet, gemt i registre,
men endnu kun titler på
noget, der bliver til ord,
når jeg slipper dem fri.

Kanalisering

Duerne lander
på naboens
rustne antenne
og kurrer
som om,
de vil ind.

Vi har set hinanden før.

Vi har set hinanden
spejlet i en vandpyt
i en rendesten ved Seinen.
Vi har set hinanden
tegne tætte mønstre
i monsunen ved Ækvator.
Vi har set hinandens skygger
i et sneslør over Svalbard.
Vi bliver gamle efterhånden,
verden også. Fugt bliver
kalk og brønde bjerge.
Vi er genkendt!
Elsk mig form til!


(2008)

Lil’ Johnny

Johnny gennem ild og vand.
Johnny gennem køen på McDonald’s.
Johnny gennem World of Warcraft.
Johnny gennem Jerry Springer,
Johnny gennem Edgar Hoover.
Johnny gennem Cosa Nostra.
Johnny gennem Little Big Horn.
Johnny gennem Sarah Palin.
Johnny gennem Robert Oppenheimer.
Johnny gennem Einstein.
Johnny gennem Church of Satan.
Johnny gennem Lady Gaga.
Johnny gennem Arizona,
syg af overvægt og tørst.
Johnny gennem ovnens skorsten,
endelig lettet, endelig slukket,

og i Black Hills er der folk,
som danser regnvejr frem.

tirsdag den 25. januar 2011

Hund

Det var bare et af dén slags møder på gaden. Han havde netop fået fri fra arbejde, og i opstemt humør travede han ned ad Valby Langgade, hvor snedriverne fra sidste måneds vinterhelvede var livligt i færd med at tø. Og så – netop som han havde passeret en knægt på tre-fire år, der stod og sparkede til en bunke af is, asfaltrester, skodder og vejsalt uden for en bagerbutik – var det, at han så hende. Hun kom lige hen imod ham på fortovet, klædt lige akkurat, som han bedst kunne lide det. Håret var farvet sort, huden var hvid som creme, ansigtstrækkene var markerede og fine og hendes læderfrakke, der stod åben, afslørede en stram, sort kjole, et par delikat mønstrede strømpebukser og to lange, glinsende støvler. Det var endda hende, der løftede blikket først. Og hun kunne tydeligvis godt lide dét, hun så. Frygtløst foldede blomsterne i hendes øjne sig ud, skarpt fulgt af et smil, der kunne tø selv isbjerge op.

Måske var det den samme film, der kørte i hovederne på dem. I hvert forestillede han sig, at de standsede op dér midt på gaden og lidt forlegent sagde ”hej”, før han forsigtigt foreslog, at de da kunne tage hjem til ham for at drikke en kop kaffe, måske lidt vin. Hvilket hun raskt, om end en kende anspændt, takkede ja til.

Knapt var de – efter en gåtur, hvor de ikke kunne udveksle andet end almindeligheder af ren forventning – kommet ind ad hans dør, før de kastede sig over hinanden i et blændende virvar af overtøj og halstørklæder. Hendes hånd vred sig rundt på hans røv som en ål, der havde ramt en skoldhed pande, før den bugtede sig om på den anden side – om til gylpen. Hans lem var benhårdt, da hun følte efter. Hvis sandheden skulle frem, havde det aldrig været så hårdt, og hans nosser, som hun nu masserede ivrigt, brændte, så det nærmest ikke var til at holde ud. Befrielsen føltes enorm, da hun fik fat i lynlåsen, trak til og rev alt, der mindede om beklædning, ned omkring benene på ham. I mellemtiden havde han flået alt af hendes overkrop: Kjolen, den blodrøde top og den smukke, kniplede BH med påsyede roser. Og helledusseda, hvor var der gevinst neden under! To fyldige, men stadigvæk faste vidundere jublede ham i møde på en krop, der var slank uden at miste det, for ham, altafgørende strejf af frodighed, og som var beklædt med den blødeste, hvideste silkehud. Det jublede langt ind i sjælen på ham, da hun bevægede sig nedad og næsten sugede pikken ind mellem sine smukt formede læber, som hun diskret havde malet røde på vejen hjem. Og selvom han næsten var følesløs af ophidselse, vidste han, at han ikke ville holde længe. Et par minutter fik hun lov til at arbejde, før han trak hendes hoved tilbage og kom, så det løb ned ad kinderne på hende. Ned ad halsen, ned i den dybe, svedglinsende kavalergang. Det var ikke kun væske på hud. Det var et kunstværk!

Men det sluttede ikke der. Den rejsning kunne simpelthen ikke fortage sig! Han kastede hende hen over sofaen og hamrede den ind i hendes pladdervåde, duftende hule, der var akkurat så både stram og rummelig, som den slags skulle være. Mens han kiggede hen over hendes smukt svungne ryg, der vred sig og sitrede, og beundrede den runde, vidunderlige røv, der hamrede sig ind mod hans underliv, tænkte han kun på ét: At komme længere ind i hende og blive der for altid. At skampule hendes sjæl, til den lyste op i ét stort lysglimt. Og da de begge to kom i en rystelse, der kunne vække tsunamier på den anden side af kloden, var det næsten en skuffelse, for han ville have mere!

Men det fik han også. Den nægtede pure at lægge sig, den pik, og i løbet af de næste to timer tog han hende i alle de åbninger, han overhovedet kunne, mens hans ryg blev stadigt mere hudløs, hendes sorte negle konstant mere nedslidte. Og da de endelig fik fred i de kroppe, der nu lå ved siden af hinanden som strandede, duftende hvaler smurt ind i tørrende sekreter af enhver art, vidste han bare, at han aldrig ville rejse sig fra dette leje. At han ville være hendes fuldt og helt. At han ville være far til hendes børn, og at det ikke kunne gå hurtigt nok.

De passerede tæt forbi hinanden. I virkeligheden var der vel ikke andet at gøre. Når det kom til stykket var dette Valby Langgade.

Og så var det, han hørte det. Lyden af bomben over Hiroshima kunne næsten ikke have været mere af et wake up call. Stemmen var kold, skarp og nådesløs som stål, da den gjaldede ud over gaden, så alle de handlede standsede måbende op og kiggede på nogen bag ham: ”For helvede, din forpulede møgunge!!! Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke vil se på det der!!!”

Han vendte sig om. Det var hende. Det hvide ansigt var fortrukket i en hysterisk grimasse, mens hun ruskede voldsomt i drengen foran bagerbutikken. ”Mor!”, skreg han – tydeligvis noget rystet over overraskelsesangrebet. ”Der er fandeme ikke nogen kære mor nu!”, lød det tilbage, før en hvislende lussing skar gennem æteren og tvang barnets hoved ud til siden.

Han tænkte på blodet fra en gal hund, der flød ud over en bundfrossen tundra.

Den sidste café

De har virkelig prøvet at få det til at fungere. Givet hinanden tid og albuerum. Forsøgt at samles igen om ting, de altid har nydt at lave sammen, men som ikke var en del af deres forhold. Der er jo for fanden ingen grund til at være uvenner bare fordi, man ikke kan finde ud af det som par længere, vel?

Og nu sidder de så der ved cafébordet over for hinanden. Lige pludselig kan de slet ikke finde ud af at kommunikere, nej, ikke engang kigge hinanden ind i øjnene. Han prøver tøvende på at forklare hende, at han fik ramponeret sit selvværd så meget i løbet den tid, de havde sammen, at han ikke formår at lukke andre ind nu. Fra sin side ønsker hun bare, at han ville holde op med den klynk og glæde sig på hendes vegne over, at hun er kommet så godt videre, som hun er. Hun flasher stolt en udsøgt halskæde af den slags, han aldrig formåede at skrabe penge nok sammen til at give hende. Han føler sig mere og mere ydmyget for hvert smil, hun lader glide hen over ansigtet. Så hun lader være. Og så er der stilhed igen.

Begge to funderer de over, hvad de engang så i hinanden. Han synes, at hun har udviklet sig til en ækel materialist, der åbenlyst nyder sin nye gemals gavmildhed samtidig med, at hun nødtørftigt forsøger at brolægge et afgrundsdybt indre mørke med en spiritualitet af den type, man kan købe sig til. Han ville givetvis selv gøre begge dele, hvis han var i stand til det. Hun, for sin part, ser en smålig defaitist med en rygrad af vingummi, hvilket får hende til at koge af had indvendigt. Han skulle fandeme tage at arbejde seriøst med sig selv! Og pokker tage det genskær i glasruden!

De ved godt, at modparten rummer noget usigeligt smukt. De har set det. Men det var dengang, de kunne finde ud af at være på klos hold. På afstand er alting grimt. Og nu er distancen mellem dem større, end den nogen sinde kunne have været, hvis de aldrig havde kendt hinanden.

Han tømmer sin øl og går uden et ord til farvel. Hun fortjener bedre. Han ved det godt. Inderst inde ønsker han hende al lykke i verden, men han kan simpelthen ikke sige det til den, han ser. Og hun råber ikke efter ham, da han åbner døren og forsvinder ud i mængden på gaden. Det er hendes sidste, dysfunktionelle måde at kramme ham sønder og sammen på.

Og så er de begge to opløst i byen ligesom dengang, de første gang mødtes. Kunne man skrue tiden tilbage, ville de gøre akkurat det samme, være akkurat lige så dumme, nå frem til akkurat samme dybt åndssvage resultat.

Og bag caféernes ruder ville folk, ligesom nu, sidde klar til at stykke små guddomme sammen af vraggodset.

Er vi gået fra hinanden?

Flygter stjernerne i hobetal
fra tegnene på himlen?

Ligger kablerne i store og uformelige
bunker mellem Oslo og Kabul?

Styrter flyene til jorden, nægter masterne
at sende sidste opkald?

Skyder bjergmassiver op
imellem sæderne i bussen?

Er der søm imellem sengene
og blikkene og ordene?

Er cellerne i kroppene
begyndt at fissionere?

Er vi gået fra hinanden?

Er vi det, babe?
Hvad er du?


(med tak for lån af catchphrase til Lars H.U.G.)

III: The empress






















Skoven er ægte, og marken er ægte,
og du er så ægte som dem.
Du har dit scepter i hånden, men bruger
det kun til at styre dit hjem.
Ligesom de følsomme grene, der suger
af dagene, bærer du frugt,
men hvis du kærtegner stålet
og godkender bålet, så jager du
alt det, der bærer dig, på flugt.


(til "Arkana")

XXI: The World






















Hun svæver i ægget, i vindenes, hjørnernes,
flodernes, ordenes hjem,
er moder til Gud, og af Gud blev hun født,
kender ikke til os eller dem,
men omfavner alle, der lyder de love,
de fødes med, blide og rå,
og alle, der dør, bliver næsten
som før: Kødet rådner, jovist,
men der spirer et træ, hvor de lå.


(til "Arkana")

II: The high priestess






















Hun hviler med Toraen, fjern, uopnåelig,
kvindelig hinsides alt;
ren til det punkt, hvor det livsaligt lystende,
sådan omtrent bliver kvalt.
Boaz og Jachin står støt op ad tronen,
hun hviler sin helligdom på,
men vil man sæter og gisper
i æter, er det næppe hende,
man først bør forære sin attrå.


(til "Arkana")

XIX: The sun






















Din ganger er hvid, og I kender hinanden
til bunds trods dit fåtal af år.
I rider med stråler i mankerne, tror, I har
undsluppet det, der forgår.
Men bag ved de tunge og kølige mure
I undslap, må solsikker dø,
forbrændt af den varme, de ikke
forløste; de øste af kilden,
der også får lys til at tø.


(til "Arkana")

XVIII: The moon






















Krebsen får øje på månen, der hænger
på himlen og hvisker dens navn;
kloden, der lader vande falde og stige
- og kvinderne bløde til gavn.
Og stien til himlen er øde og lang for
et krebsdyr, som ulve kan lide,
men hvis de bliver ved med at tude
i mørket derude, og skallen
er tyk, skal det nok nå forbi.


(til "Arkana")

XVII: The star






















Ved søbredden dvæler hun, frodig og nøgen,
med stjernernes lys i sit hår,
og vel kan de vandre, de rastløse sole,
men de står perfekt, hvor hun står,
og i hændes hænder er krukkerne tunge
af næring til vande og jord,
men det, hun vil give, der
vækker det golde til live, er
endnu for klart til at fattes i ord.


(til "Arkana")

lørdag den 22. januar 2011

V: The hierophant






















I dyre ornater du prædiker til verden,
du adskiller synder fra dyd.
Du arvede nøgler til himmerigs porte
og kender vel ansvar fra snyd.
Men staven i hånden og kronen på hovedet
er blændværk, ja, faktisk på spil,
hvis ikke du taler fra hjertet
og gør det så hærdet, at
ingen vil vende et døvt øre til.


(til "Arkana")

VII: The chariot






















Han ruller mod slagmarken, trukket af sfinkser,
én sort og én hvid, stærk og høj
- i hvert fald, når han er placeret i vognen,
og smeden har lavet hans tøj.
Men inde bag harnisket banker et hjerte
af kød, der kan gøres forbi,
og han er i klemme, hvis ikke
en stemme befaler den retning,
hans blod skal bevæge sig i.


(til "Arkana")

VI: The lovers





















Der står de i haven, ved flodernes kilde,
helt nøgne, endnu uden skam,
men slangen i træet besnærer snart hende,
hans flamme er ej heller tam.
Snart tumler de ud gennem porten i kroppe,
der fødes til evigt forfald,
men englen fortæller, at loven,
de krænker snart, stadigvæk gælder,
når to bliver et – sagt med tal.


(til "Arkana")

XI: Justice






















Hun sidder i sædet med sværdet parat,
blinde øjne, der ser gennem alt,
og vægten, hun holder i hånden, er klar
til at veje hvert ord, du har talt.
Du bæver ved tanken, men vid, at hun
vejer sig selv ved hver eneste dom:
At hvis skålen tipper forkert, er
der kloder, der vipper, og tronen,
hun sidder på, bliver straks tom.


(til "Arkana")

I: The magician






















Vindene samler sig rundt om din vilje,
og du får din vilje med dem.
Stokke og sværd bliver smør i din hånd,
mønter, bægre siger til dig: Bestem!
Du svinger din stav, til det skyder fra jorden.
Med hvilket? Kun du ved besked.
Men magten er magisk, din skæbne
bliver tragisk, hvis blikket bliver tomt,
når det møder uendelighed.


(til "Arkana")

XX: Judgement






















Kisterne blomstrer, og hornet giver genlyd
i sener og knogler og sjæl.
Dagen er kommet, hvor bræerne smelter,
man dømmes som god eller fæl,
men selvom den ventende engel er streng
og vil veje enhver med sit blik,
er dommen den samme for morder
og amme: Du gør, hvad du gør
og bliver målt, som du selv har for skik.


(til "Arkana")

XIV: Temperance






















Med fødder i vandet og hovedet i himlen,
med vinger og krop som en mand,
du lyser som stjernen, der skænker os liv,
og vulkanen, der løber os an.
Og i dine bægre du blander miksturer,
der smager forbavsende ens:
Bland nektar med malurt og galde
med yoghurt, man bliver
lige ædru og lige så sikker til bens.


(til "Arkana")

IV: The emperor






















Din krone er gylden, dit scepter et kors,
dine lemmer er kapslet i stål.
Din kappe er rød som det friskeste blod
- man er nødt til at drikke din skål.
Og under dit blik bliver verdener stående,
du stirrer al tvivlen ihjel,
men når man har plads på en trone
af sten og er lavet af ben,
bør man tvivle med ret på sig selv.


(til "Arkana")

onsdag den 19. januar 2011

0: The Fool






















Du vender dit ansigt mod himlen og drikker
af solen, din taske er klar.
Med fjeren i hatten er rejsen begyndt, du
vil bade i visdommens kar.
En hund ved din side begynder at gø
af en afgrund, du ikke vil se,
men vågner du, er det med ære,
og styrter du ned, kan du lære
en læsterlig masse af dét.


(til "Arkana")

XV: The devil






















Jeg sidder og troner i mørket, hvor alting
er farligt, men også pikant.
Min fakkel kan svie din sjæl, ja, men det,
der kan brænde, er flammende sandt.
Min krone er Dyrets, en femtakket stjerne,
du frygter dens rå energi,
men når du har set, hvem du er,
og din hale især, kan du bryde
din lænke, og så er du fri.


(til "Arkana")

X: Wheel of fortune






















Du ruller, som vindene blæser, mod hjørner
af verden, som i dig bliver ét.
Man kalder dig tilfælde, du er et ansigt
på nogen, som ingen har set.
Du drejer, du maler en krigstid for Frode
og lykke for den, der har lidt.
Du drejer, og det, alle folk tager
for givet, bliver taget, men livet
bliver liv, hvis man holder på dit.


(til "Arkana")

VIII: Strength






















Du styrter i møde med tænder og kløer,
og din manke er klistret af blod.
Du brøler og spænder de sitrende sener,
mod dig stritter ingen imod!
Men kvinden i hvidt, du har udset til offer,
er rolig, mens du tager på vej.
Hun sænker sin hånd, tørrer blodet
af hagen og smiler, nu ved du,
at modet er stærkere end dig!


(til "Arkana")

XVI: The tower















Jeg vejer din drøm op i tonstunge mursten,
jeg står, hvor din tro blev til dynd.
Jeg vakler, fordi du har grus i din rygrad,
jeg vælter, når håb bliver en synd.
Jeg styrter for alt, der er bygget som hastværk,
lad falde, hvad ikke kan stå.
Men når støvet daler, og du
stirrer smerten og tabet itu,
kan du rejse dig lettet og gå.


(til "Arkana")

XII: The hanged man






















Her hænger jeg så mellem himlen og jorden
med benene lagt over kors.
Jeg dingler i vinden, en frugt på et træ
blandt en avl, der er forrige års.
Men der, hvor mit blod løber sammen med tanken,
der brænder der stadig et lys.
Snart brænder det snoren, der lænker
mig fast til den mand, som jeg tænker,
fortjener farvel og et kys.


(til "Arkana")

IX: The hermit






















Du sidder i hulen, hvor flammerne flakker,
din skygge slår smut på granit.
Du kender dig selv, som kun Gud sine børn,
alt, du mister, er endnu mere dit.
Du svinger din stav som et sværd, som en pen,
vé den anden, der kræver dit hjem,
men hvis der er nogen, der famler
i støvet, når tårnene ramler,
så bærer du lygten for dem.


(til "Arkana")

XIII: Death






















Du rejser fra stedet, hvor kragerne vender,
til stedet, hvor ravnen skal hen.
Du lurer bag uret, der ringer, og solen,
der stiger, og du er min ven.
Du sviger din le over det, der er færdigt,
og lader det spirende stå,
men hvad, der er hvad, hvilke sjæle,
du samler – og hvorfor –
fortoner sig trygt i det grå.


(til "Arkana")

Mission

Og alt,
som jeg har
fra de ældste,
jeg véd
blev til mig,
er en indskrift
på loftet
i kirken
i Hollænderbyen:

”Hef
uwe
Herten
Opwaarts!”

Sweet sixteen

Da jeg var 16,
var solen en sol som sædvanlig,
og fuglene sang, lagde æg
og fik unger, der sang, spredte
toner, der drattede ned,
satte rod og bar blomster,
som jeg kunne plukke.

Og da jeg var 16,
var husene væskende sår,
det, man kaldte for skyer,
var bylder på himlen og alle
folks smil var spedalske grimasser,
der skar i i pupillen som glasskår.

Og da jeg var 16,
trak saften fra liljen
i hånden et blodspor
igennem min bønnebog.

lørdag den 15. januar 2011

Svømmeren

Der var langt ned i vandet den nat,
ned til tørvene, skærverne, bunden af kraniet,
ned til det sted, hvor du mødte din far,
som for nylig var død, så du kunne
forsikre dig om, at det ikke var ham,
der lå udskidt i vuggen derhjemme og skreg,
så du ikke kunne sove, og diede angst
ved dit bryst, til enhver vækst var aflyst,
og nu var der ro. Du kunne høre dit hjerte
i væskerne over dig, mærke en fisk
stryge gennem dit hår og betragte
dit brudeslør folde sig ud til en finne,
mens solen stod op i dit spejl.


(til min 2 X tipoldemor, Kirsten Jørgensdatter (1849 - 1876), som, efter inden for kort tid at have mistet sin far og født en svagelig søn, som bar hans navn og kun overlevede hende med én måned, blev fundet i en tørvegrav nær sin bopæl i Esby på Helgenæs. Hun har med sikkerhed kunnet orientere sig i landskabet... Skulle man nu om stunder diagnosticere hendes tilstand, ville resultatet nok blive fødselspsykose.)

Asfalten revner,

snart dratter
vi alle igennem
og drukner
i brådsøer
af blomster.

fredag den 14. januar 2011

Thriller

Giv mig tusmørke,
buske, der rasler,
og låger, der knirker,
og træer, som vikler
sig ind i mit tøj,
mens jeg flygter fra den,
som jeg ikke kan se,
og forsvinder for den,
jeg har været.

Veksel

Et dyr,

et dyr
er alt, jeg er,

et smukt dyr,
der forsikrer sig,

forplanter sig,
forstrækkes

og forstenes
på dets vej

fra nat
til nat,

men der
gror følfod

i mit
fodspor.


(1991/2011 - til "The mix")

onsdag den 12. januar 2011

Værn

Øjnene snurrer
i kraniet
og klikker
i ét væk
mod alt,
der bevæger sig.

Kroppene svajer
og fanger frekvenser
og gengiver
vindpust
i fase
og modfase.

Tæt ind
til knoglerne
bærer vi
sprængstof
og tikkende
ure.


(1991/2011 - til "The mix")

Synkronologi

Drengen har svært ved at sove
for mørket bag huden, hvor væsnerne
danser og hujer og skriger og vifter med kløer
så konkrete, at lamperne vælter på gulvet,
og han vågner op med ét sæt
og har lyst til at drømme igen.

Manden har svært ved at sove
for pladsen i sengen, hvor ingenting
ligger og ånder og sukker og snorker
og pakker ham ind mellem varme tentakler
så ægte, at han vågner op med ét sæt
og har lyst til at drømme igen.


(1990/2011 - til "The mix")

Blus

Jeg letter på låget,
du syder på panden,
vi bader i sovs,
der er udsigt til
sammenkogt ret.


(1990/2011 - til "The mix")

Fos

Der drejes på skyernes haner,
og blodet er ikke solidt, men en væske,
og bukserne klistrer mod benene,
snart driver bumser såvel som familier
hjem over toppede brosten


(1990/2011 - til "The mix")

Floder

Der er floder bag øjnene, floder fra kønnene,
floder fra munden og ud i hver eneste celle
og ud gennem røven igen, der er floder.

Der er floder i gaderne, floder i æteren mellem os,
floder fra stjernerne langt ind i mørket og floder
fra gravene ud i klinikkernes lys, der er floder,

der er altid forår,
vi svømmer mod strømmen
og revner af æg.


(1990/2011 - til "The mix")

Gammel

Mine blodårer
tørrer i strandkanten,
smuldrer til aske,
og jeg hoster
tid op i klumper.

I klitterne
står folk
og stirrer mod
kirkernes tårne

som støtter
af salt.


(1990/2011 - til "The mix")

søndag den 9. januar 2011

Jeps,

så er bloggen med gammelt materiale, som også inkluderer noget så sjældent i mit univers som en stak udvalgte skønlitterære prosatekster, både igang og færdig. Dvs. jeg regner den for at være et permanent udstillingsvindue, ikke noget, der vil blive opdateret senere. Til gengæld er den stopfyldt med eksklusivt stof.

Besøg den her.

Enola Gay

Da Kaspar vågnede, kunne han stadig høre braget fra bombenedslaget genlyde i sit baghoved. Han havde stået på legepladsen over for den blok, han var vokset op i, i færd med at kysse barndomskæresten Eva, da de blev lammet bagfra af et gigantisk lysglimt. Et glimt, der havde taget form af en fjern, men enorm paddehattesky, da braget rev i hans ører som en damphammer, og han chokeret vendte blikket mod sit ur. Viserne var gået i stå.

Kaspar svedte stadig, da han kom i tanke om, at han da for pokker var 21 år, at Berlinmuren ikke havde været der i et halvt årti, og at bomberne, efter alt at dømme, var gået i hi til evig tid.

Men hvorfor så denne drøm? Denne drøm, der havde hjemsøgt ham i årevis, og som fortsat gjorde det? Denne drøm, der for længst havde tabt enhver bund i virkeligheden? Han vidste det ikke men følte alligevel, at svaret var lige i nærheden. Måske dette var dagen til at finde det?

***

Efter den daglige påklædning tog han sine militærstøvler på, forlod sin lejlighed og satte kursen ind mod centrum. Han havde aftalt et møde på Café Ventestedet kl. 15, men var allerede en smule forsinket. Han havde det med at vende om på dag og nat og havde derfor sovet over sig. Eva og Kaspar havde kendt hinanden så længe, nogen af dem kunne huske tilbage. De var vokset op i den samme opgang i Lilleborg – en dødssyg provinsby i det midtjyske kodistrikt. De havde fulgt hinanden hele vejen op gennem skoletiden – fra børnehaveklassen til gymnasiet – og var begge startet på Vandborg Universitets historiestudium sidste sommer. Hele tiden havde det haft et nærmest telepatisk venskab, der konstant havde truet med at kamme over i kærlighed. Faktisk havde de gjort alting med hinanden første gang – fra det første rigtige kys i 5. klasse til det første samleje et par år senere. Alligevel havde de aldrig haft et decideret fast forhold. De var hele tiden gået til og fra hinanden. Af og til, når de havde kommet sammen i nogle uger, ville én af dem finde forholdet for snærende, slå op og søge nye græsgange i en periode. Det sære var, at ingen af dem på noget tidspunkt var blevet alvorligt såret i dette lidt bizarre spil. Skriften på væggen var klar: De fungerede simpelthen bedst som freelancere for hinanden. Livet var for kort til faste forhold. Der skulle fart over feltet. I modsat fald ville de lynhurtigt myrde hinanden.

Bortset fra det havde de altid været meget gode venner – også selvom de var meget forskellige. Lige fra starten havde de delt én eller anden udefinerlig kerne – en slags fælles rastløshed. Kaspar kunne stadig huske den dag i 5. klasse, hvor de havde siddet og kysset på Evas værelse. Han havde selv haft en nyindkøbt Shubidua-T-shirt på, mens Evas trøje havde været dekoreret med et stort farvetryk af Simon le Bon fra Duran Duran – en gruppe, hvis ansigter i det hele taget dominerede hendes vægge fuldstændigt. Den køligt smilende le Bon var så småt begyndt at irritere Kaspar, der følte sig som en slags erstatning for idolet, så han pirkede en smule til Eva:

- Tror du virkelig, du har en jordisk chance for at blive kærester med ham, ville han vide.

Eva rystede på hovedet.

- Nej. Han er så fjern. Måske er det derfor, jeg vil have ham.

Som børn i den alder ofte gør, havde de skændtes frem og tilbage i et stykke tid omkring hvem, der var bedst – Shubidua eller Duran Duran – men på hjemvejen havde Kaspar fået den tanke, at dét spørgsmål egentlig var ligegyldigt. Eva ville aldrig få Simon le Bon. I det hele taget ville hun nok glemme ham ret hurtigt. Og for sin del var Kaspar for længe siden holdt op med at more sig over ”Danmark”. Begge dele var lidt som at spise et stykke tyggegummi – før eller siden ville de miste smagen, og man ville blive desperat efter noget nyt. Smagen var alt. Smagen af hvad som helst.

8 år senere stod både Eva og Kaspar med deres studentereksaminer i hænderne. Ingen af dem havde opnået et specielt højt snit. Byturene havde i lidt for høj grad konkurreret med ambitionerne. Ingen af delene kunne undværes, for begge dele smagte. Kaspar havde lagt i fast rutefart mellem den gymnasiale alvor og de ugentlige stagedives på Hulen, mens Eva, der var blevet piercet i øjenbrynene og havde farvet sit lyse hår sort, ikke havde kunnet holde sit dobbeltliv som flipper og elev adskilt. Sprut og skunk havde også gjort sit for at rode begreberne sammen, uden at nogen af dem dog havde ønsket tingene anderledes. De var enige om, at de havde levet i de år. Nu var deres fælles problem så bare hvordan, de skulle komme videre.

Kaspar og Eva fulgtes ad ned på Arbejdsformidlingen.

En måned senere var Kaspar blevet sendt ud i havetjeneste, mens Eva i mangel af bedre var blevet sendt ud for at plante træer. Ingen af delene smagte, og nu sad de i saksen.

Kaspar havde bidt tænderne sammen efter bedste evne, mens var blevet sparket godt og grundigt ud af sin nøje etablerede balance, da hans søvn en decembernat blev forstyrret af et telefonopkald. Det var Eva.

- Kaspar. Jeg rejser nu, lød det.
- Hvad mener d…?
Røret blev smækket på i den anden ende.

Kaspar var nået frem til Evas hybel i sidste øjeblik. Han havde slået døren ind og var blevet mødt af netop det syn, han havde frygtet mest. Eva lå på sin briks med et tømt pilleglas ved siden af sig – døsig og omtåget at høre på, men stadig ved bevidsthed.

- Kaspar… Lad mig være… Viseren er gået i stå… Bomben kom ikke… For sent at indhente den nu… Ingen smag… Ro… Lad mig flyve…
- Fandeme ikke uden mig!

Kaspar havde stanget to fingre ned i halsen på hende med den forventede effekt. To dage senere – efter at det var blevet konstateret, at hun ikke var sindssyg – blev hun udskrevet fra Kommunehospitalet.

Et halvt års tid senere fik de så at vide, at de var blevet optaget på Universitet i Vandborg. På et hængende hår, ganske vist, men det smagte. De tog det samme tog bort fra Lilleborg. Forinden havde de åbenlyst pisset på perronen. Ingen reagerede. Og så var de fløjet deres vej.

***

Café Ventestedet var tom, når man så bort fra den flegmatiske bartender og stedets eneste kunde, Eva, der sad ved sin faste plads med udsigt ud til gaden. Hun smilede sødt, da hun fik øje på Kaspar.

- Hej, sagde hun og rejste sig op for at give ham et kram: - Jeg har savnet dig!
- Jeg har også savnet dig, mumlede Kaspar med læberne nede i hendes hår. Utroligt: De havde kun været væk et par dage fra hinanden på ferie, men det føltes som år.
- Hør, her er lidt dødt. Skal vi ikke gå hjem til mig? Jeg giver aftensmad.

Kaspar var ikke den, der takkede nej. Han vidste godt, hvad aftenen ville ende med, og han glædede sig til det. Specielt efter den alt for ensomme opvågnen i morges.

***

På vej ned ad Sidegaden kom de forbi en flok hip hoppere, der tydeligvis havde tilbragt eftermiddagen med at slukke tørsten et eller andet sted i sommerheden. En del af dem bar stadig rundt på halvtømme ølflaskere.

- Hold kæft, hvor smager den bajer elendigt!, råbte en af fyrene: - Som gammelt, stillestående pis!
Han smadrede flasken mod fortovet.
- Stik mig en ny!

Kaspar og Eva så på hinanden.

***

Aftenen gik stort set som planlagt, men langt bedre end Kaspar havde regnet med. Der lå en sær, rød ro over hele seancen. Eva lavede brændende kærlighed, de delte to flasker hvidvin og brugte de sidste lyse timer til at diskutere alt fra frosne ærter over American Psycho til Malthus. Først omkring midnat opstod der et hul i samtalen, og rummet fyldtes med en form for statisk elektricitet. Det var Eva, der, med blikket vendt mod hans T-shirt, tog det første skridt til at bryde tavsheden.

- Helt ærligt har jeg aldrig fattet, hvad det er, du kan lide ved Cannibal Corpse.
- Jeg har heller ikke hørt dem i et stykke tid nu. De begyndte at kede mig. Sært. De
var det mest ekstreme metalorkester, jeg kunne forestille mig, men alligevel fanger de mig ikke mere. I det hele taget hører jeg ikke så meget musik længere.

Kaspar så sig omkring i Evas værelse.

- Hvad blev der af din Nirvana-plakat?
- Kurt Cobain er død, svarede Eva.

Han kyssede hende.

***

Den nat elskede de bedre, end nogen af dem kunne huske at have gjort med nogen før. Ikke at de gjorde noget, de ikke tidligere havde prøvet, men selve måden var anderledes, perfekt. Ingen nervøsitet eller skuespil længere – bare elskov, som elskov burde være. De plukkede stjerner.

Da de var færdige, kiggede Eva Kaspar dybt ind i øjnene. Bekymret, ømt og en lille smule sultent.

- Du bliver her da i nat, ikke?
Kaspar tænkte sig om, men for første gang nogen sinde var der intet som helst forkert ved dén tanke.
- Selvfølgelig bliver jeg her. Jeg kan alligevel ikke huske vejen hjem længere.

***

Ingen af dem sov roligt den nat. Uden påviselig grund fandt de i drømme sig selv på legepladsen foran den blok, de var vokset op i – i en by, de begge for længe siden havde skyllet bort med deres urin – i færd med at kysse hinanden for første gang.

Pludselig blev de overrasket af et kraftigt lysglimt. Da de vendte sig om, så de en enorm paddehattesky rejse sig i horisonten.

- KYS MIG IGEN!!! KYS MIG!, råbte Kaspar.

Eva strittede ikke imod. De lukkede øjnene og blev ramt af varme- og trykbølgerne. Da de åbnede øjnene igen, var ethvert spor af Lilleborg udraderet. Alt var udraderet bortset fra dem selv. De var nøgne.

Eva strøg Kaspar over de skulderlange hår. Hendes sorte frisure skinnede i lyset fra morgensolen, der var ved at bane sig vej op over Vandborg.

- Jeg tror, vi kom igennem muren.
Kaspar smilede og kiggede ind i hende ud over alle grænser.
- Mmm…


(1996/2011, hidtil upubliceret)

Prøver

at smile
til havet,

der skvulper
en blå finger

ind imod
molen.


(1991/2011 - til "The mix")

Timber

Svajer
i blæsten
blandt hvirvlende
blade.

Tøjet
er gennemblødt,
smøgen
låst fast
mellem knagende
fingre,

og øjet
støbt ind
i et vindfælde.


(1991/2011 - til "The mix")

Nissum ’91

Fjordkantens
klynger af tækkerør
suste forbi vores bil,
og fra bagsædet
hørte jeg morfar
fortælle om dengang,
hvor mormor og han
tog den hen over isen
på skøjter og fortsatte
helt til Thorsminde,
hvor de spiste fiskefilet
og drak snaps
på en kro.

Jeg var med,
da de slingrede hjem
gennem snestormen,
høje af sprit
og hinanden.

Jeg lå under isen
og greb dem,
da Nissum Fjord
pludselig
gav efter.


(1991/2011 - til "The mix")

Ceremoni

Du kom ud,
mens jeg sad
ligegyldigt
på trappen
ved hallen
og kvadrede skodder
med sviende fødder,
og snart gik vi bort
fra den rusfrie fest
og forcerede hegnene
rundt om den
henfaldne losseplads,
legede gemme
blandt bunker
af dødt, råddent kød
og blev endelig fundet,
og da vi tog afsked,
kunne knoglerne
bære os hjem
- og vi dem.


(1991/2011 - til "The mix")

Volt

Fra fasters hus
på skråningen i Klarup
kunne man høre
de summende elmaster,
se dem forsvinde af syne
på vej ind mod Aalborg
i flugt over pløjede marker
og hver gang, jeg var der,
begyndte at jeg bare
at gå ud mod lyden,
der gradvist kom tættere på
efterhånden som benene voksede.
Da jeg var 15 slap husene op,
og jeg stavrede ud
på den tilfrosne muld
for at omfavne
stålet og kulden
og gnisten.


(1991/2011 - til "The mix")

torsdag den 6. januar 2011

BlogAmok

Efter at være kommet godt ind i det nye år, vil jeg undtagelssesvist - mellem alle posteringerne af nyskrevne tekster - gøre opmærksom på to blogs: En på vej, en anden allerede etableret.

Den, der er på vej, bærer indtil videre titlen Værftet - den unge Baunbæks lidelser, og bliver en relativt statisk blog, som er helliget ældre materiale fra min hånd. Dvs. i første omgang hele min seriøse lyriske produktion fra starten i 1988 frem til 1999, hvor jeg selv føler, jeg skiftede afgørende gear. Det drejer sig om fire upublicerede samlinger - Storblot (1991), Insekt (1992), Den mytologiske morgen (1996) og skud (1999) - der ankommer komplet med nyskrevne forord og masser af "outtakes". Deriblandt de spredte bidrag, jeg havde i forskellige tidsskrifter op gennem 90'erne. Det bliver, indrømmet, spredt fægtning kvalitetsmæssigt, men sikkert både oplysende og underholdende: Det, jeg skrev i de år, havde en anderledes både kunstlet og ekstremistisk vinkling end det, der flyder fra min hånd i dag. Stay tuned for more news!

Endelig er den, som allerede er der, min gode digterkollega med mere Ole Bundgaards kritiske blog, som er opkaldt efter ham selv, men bl.a. er tænkt som et platform, hvor forskellige folk vil omtale og måske anmelde de begivenheder, der løbende finder sted på lyrikscenen her i Hovedstadsområdet. Han har selv åbent vedkendt sig en vis inspiration fra de indlæg af dén art, jeg til tider har bragt online, og det skulle da bare mangle, at man hilste igen ved at poste et link. Så det kommer her...

Ekstranummer

Sig noget sjovt,
Dirch,
vi venter endnu
ved din ensomme grav
i Dragør,
hvor du ligger
og taler i søvne
om Hamlet,
der ville have kysset
dit kranium
som Yoricks
og kendt dine kvaler,
som du
kendte hans,

men vi venter
på jokes,
Dirch,
og fagter
og skægge grimasser,
levér,
og vi kommer
med roser.

+

Øjnene smelter
og istapper styrter,

det knager i murværket,
snart vil det drive til havs.

Teenage postcard

Der var fugtigt
og koldt i den busk,
hvor jeg kastede
alle de gadelys op,
jeg med fryd
havde slukket
på vej hen til festen,
hvor alle var gået,
da jeg nåede frem.


(1992/2010 - til "The mix")

Sulfurat

Der er svovl i mit fyrtøj
og svovl i mit fodspor,
jeg indånder svovl,
og jeg udånder svovl,
der er svovl i mit blod
og mit mundvand,
mit pis og min sæd,
kom mig nær, ja,
berør mig, just do it,
jeg lover dig, at der
bliver lys nok til mere
end en skabelse.

Smingevej

Der var engang,
og for enden af den
kom man hen til en dør
i et ganske almindeligt rækkehus
ud imod Smingevej,
som jeg besøgte så tit,
at jeg husker en pige,
der ikke var navnløs dengang
og ret køn og en ørn
til at lege tagfat,

og jeg husker to voksne,
der altid kom ud
med en hel dåse bolsjer,
der smagte af blomster,
og husker de solvarme fliser,
de smeltede ispinde,
duften af brændende halm
fra de høstede kornmarker
ude bag skellet,

og husker dengang,
vi lod være
med at komme der mere,
for ”de var kørt galt”,
sagde mormor.

”Så vender de bilen
og finder
en anden vej hjem”,
tænkte jeg.


(1990/2010 - til "8600 Silkeborg")

lørdag den 1. januar 2011

Uden titel

Nogen smed den første sten,
nu farer den om solen, tung og hård,
men der er ikke noget glashus her at ramme.

Radius

Du går i cirkler, de ser dem i kornet og undres, de tror, der er fremmede væsener på spil, men der er kun din cirkel, dit helt blanke ansigt, dit kredsløb om noget, du aldrig vil se.