lørdag den 31. december 2011

Tågerne

letter,

det samme
gør tankerne,

verden er
lavet
af sol.

Nytår













Gaderne buldrer
som om, der er krig.
Hjørnerne fyldes
med gylpende lig.
Bilerne slingrer,
det samme gør du.
Noget er gået
uhjælpeligt itu.

Dronningen viser sig
for sin nation,
møder med alvor
den situation,
at det, der venter,
er det, som var til
- at det, man ville,
er det, som man vil.

Glassene fyldes,
og så bliver de tømt.
Smertende sår bliver
ting, man har drømt,
men når du vågner,
er solen en kniv
- huggende til,
indtil tid
bløder liv.

Der bliver lys,

vi samler rav på kolde strande, skriver breve hjem, får fingrene i klemme, sætter spir på høje kirker, hælder vin på flasker, farer vild i slagtehuse, måber over klintens mur af kalk, der bliver lys, vi trækker over.

fredag den 30. december 2011

Udenom

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Du kan slet ikke overse det sted, hvor vi skal mødes.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Roserne må ikke visne i din have.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Jeg vil ikke falde i huller, som ikke kan tildækkes.

Jeg skriver godt og grundigt udenom. Sådan runder man Kap Farvel.

Dagen er slut










næsten før,
den begyndte,
tilbage står sokler
af mørke,
solide, kunstfærdige,
formet af kyndige hænder,
de knager,
de bærer min vægt.

Jeg har drømt,

og der er faldet sne. Jeg kigger ud af vinduet, og et vældigt bæst har slæbt kroppe hen over plænen hele natten. Jeg kan se dets krogede fodspor tydeligt, og frosne blodsøer, totter af hår og stumper af flænset tøj afslører væsenets forehavende. Jeg sørger ikke over ofrene, for jeg kendte dem ikke. Jeg frygter ikke skabningen, for jeg ved, jeg kan nidstirre den. Jeg kan nidstirre alt. Jeg har stirret selv glemslen i knæ.

torsdag den 29. december 2011

Hunden graver efter ben

og finder skjulte skattekister,
splinter fra et kors
og friskt mammutkød,
hunden graver efter ben.

Jeg går rundt i min cirkel,

jeg går, så jeg ikke vil stivne,
jeg går for, at urene ikke skal stoppe,
jeg går, til det regner og fyger og brænder,
jeg triller en lille, blå kugle i hul.

onsdag den 28. december 2011

Words come










Words don't come easy to me.
Words come up.
Words come by.
Words come in.
Words come home.
Words come down.
Words come close.
Words come closer and closer
and closer and closer.
Words come in my mouth
and I choke,
oh, boy,
words don't come easy to me.


(mod min vilje en art improvisation over F.R. David)

Plasma

Jeg bløder fra hovedet. Jeg bløder en klar, klæbrig substans, som samler sig i en pyt ved mine fødder. Hen over den sejler der skibe mod fjerne kontinenter, mens fisk, guld og krudt danner hidtil ukendte kemiske forbindelser i lastrummene. Busser sender kaskader af vand op i hovedet på ventende passagerer, og mænd synker ned gennem varme bassiner, mens armene låses i forgæves forsvarsstillinger. Folk plukker æbler ved floders udspring, fartøjer cruiser sammenbidt ind i mørke hjerter, fangarme slynger sig op over rælinger. Stirrende vantro ned, ramt af blackouts, kulde og kramper, ser jeg mig selv som gammel siddende på en åbrink, mens myggene suger mig i sig og svæver steder hen, hvor de kan lægge æg.

tirsdag den 27. december 2011

Man bør dø i højt vejr,

bør forsvinde som solglimt
i vandpytter, folk går forbi.

Vinden er kold

på perronen,
herfra kører tog
ned i jorden,
mens kufferter
hober sig op
langs med skilte
og mure, der
lyder alarmer,
jovist, men
vi mødes
om lidt
under uret.

mandag den 26. december 2011

Mærker

Farmor gik ind i stuen for at hente noget. Dybt nede i en skuffe fandt hun nogle gamle, gulnede papirlapper, som lignede frimærker bortset fra påskriften: 5 gram margarine. 1/4 groft rugbrød. Dem skulle jeg have. Ligesom oldefars forgyldte knapper fra tiden til havs og oldemors krøllede regnskabsbog.

Mormor døde, og mor, moster og morbror ledte altind igennem for at finde de 16.000 kroner, de mente manglede på bankbogen. Tømte poser i skabene, løftede op i gulvtæpper og sprættede madrasser op. Til sidst åbnede onkel Erling af kedsomhed en luge i et gammelt sybord, og der lå sedlerne, som betalte begravelsen.

Mormor bad mig om at tage huen på. Når jeg ikke ville, fortalte hun om engang, hvor der var meget kolde vintre, og hun var en tur på hospitalet. Mens hun ventede, sad der rækker af grædende børn i venteværelset, hvis ører var knækket af i frosten. Sådan ville det også gå mig, hvis jeg ikke passede på. Hun fortalte også ind imellem om soldaterne ude ved Ulfborg, som havde været ude ved noget, som hed Østfronten, og var sådan nogle skravl at se på, at man fik ondt af dem. Huer havde de dog.

Mormor og morfar standsede altid ved Hørbylunde, når de skulle vestpå. Der stod os børnebørn så i én stor flok og kiggede på et åndssvagt kors. "Der døde Kaj Munk", sagde hun og blev fjern i blikket.

Ved Vesthavet lå der ubrugelige betonklodser, som var ved at forsvinde ned i sandet. Jeg havde tit lyst til at dykke ned og finde deres indgange, men blev stoppet af mor eller far. De var bange for, at jeg ville drukne. De var de døde soldater, som kaldte på mig derinde fra, ikke.

Der var varulve på egnen, sagde man. De havde engang marcheret i geled inde i Silkeborg, og da deres tid var ovre, gemte de alt deres guld i en stor kiste ude i Ørnsø, før de drog ud i skovene, hvor de forsvandt med geværer, støvler, uniformer og det hele. Ind imellem syntes jeg, jeg så bevægelser i hækkene på Krakasvej og hørte pludselige lyde, når Månen var fuld. Så løb jeg hjemad i et brus af panik, mens tænder snappede og poter ilede bag mig.

Vel hjemme studerede jeg længe mine øjenbryn i spejlet for at sikre mig, at de ikke var ved at vokse sammen.

Sneen er rød.

Sneen er biler mod træstammer,
knogler mod tilfrosne vandflader,
summen i stivnede lemmer.
Sneen er marker og stuer,
gemt bort under lagener af murstøv.
Sneen er fygende ansigter,
dalende livsaldre.
Sneen er rød,
du kan gå,
når du kommer
til havet.

Essens

Stuerne
rådner

omkring os,
en dag

vil vi
vågne,

forvandlet
til sten.

Kragerne vender

og lander
og letter
og vender
og skriger
og vender
tilbage
til dig.

fredag den 23. december 2011

Der er frost i græsset,

den skal knuses under støvlen,
du skal sætte fodspor
langt ud i det blå.

Telefonen

ringer,

røret
suser,

det
er jul.

torsdag den 22. december 2011

Gaderne venter

på nogen,
måske er det mig,
der skal gå,
lygter tændes,
og lyset
er grønt.

Toget standser,

hjerterne
står stille
i kupéen,
sporet bløder,
pytter spredes
over gulvet,
tanker svømmer
ind mod land.

Corp

Jeg er smil, jeg er håndtryk,
er udtværet læbestift, stramt bundne slips
i et landskab af bowler og lyskæder,
let's do some business together, my friend,
lad os satse det hele og falde
i afgrunden sammen med stil,
it's not personal, partner,
c'est beau, c'est travaille, oui,
und Arbeit macht Frei.

Æsken

Han gemte det i en lille æske, som var gemt bort inderst i den nederste skrivebordsskuffe. I starten fordi han lagde mærke til, at folk ikke brød sig om, når han brugte det, senere fordi han fandt ud af, at det også for ham kunne medføre kedelige bivirkninger, når han anvendte det i for store doser. Ansigtet begyndte at skrælle i spejlet, og alt, han betragtede, mens han var påvirket, blev hæsligt og deformt. Under sit værste trip hang han ud over kanten af sin altan vel vidende, at den mindste ubalance ville udløse et brat fald tre etager ned på hårde, frosne brosten. Hvilket i den situation ragede ham en høstblomst. Faktisk var det kun vinternattens helbredende bid i kinderne, som mindede ham om, at det rent faktisk kunne være godt at se en høstblomst igen. Engang.

Først efter den tur begyndte han at gemme substansen væk. Smide den ud kunne han ikke. Samtidig med, at dens effekt var hæslig, var der også noget ægte i rusen. Den fik ham til at se skeletternes dans inde i dem, han elskede, så han holdt så meget desto mere af dem. Den gjorde det muligt for ham at kigge dybt ned under jordoverfladen, hvor lavaen brændte og kogte, og langt ud i himmelrummet, hvor store knolde af sten, støv og is styrede direkte hen imod ham fra stor afstand med en svimlende hastighed. Løgne blev til faste substanser, illusioner til hårde metaloverflader, bedrag og manipulation til kogende vand og iskrystaller. Mangen en nat havde han tilbragt med at kaste blod og galde op, mens hans indre vendte vrangen ud på sig selv. Men sundt, det var det helt åbenlyst til tider, og bagefter var tingene altid, som de var. Bare klarere og stærkere end før.

Han vidste, at den ville komme engang, dagen. Dagen, hvor han fejlbedømte doseringen eller ikke kunne mønstre modstandskraft nok til at absorbere virkningen. Men et drug var et drug. Han havde set folk blive forvandlet til flæbende, uforståelige dødninge på alkohol eller døsige, umælende planter på cannabis. Han havde gloet måbende på andre, der løb rundt om sig selv som hamstre i et hjul på amfetamin, og gyst for sig selv, når han passerede junkierne nede på gaden, der rystende tryglede om rabat gennem rådne tænder vel vidende, at de kun kunne indfri gælden med brækkede lemmer. Uanset hvad, man indtog, ville regningen melde sig en dag, men for hans vedkommende trods alt ikke i form af rockere eller skrumpelever. En dag ville celler blot begynde at afstøde celler, tanker tanker, og han ville kun have sig selv at takke for det.

Han åbnede skuffen. Det var tid igen. Fingrene fumlede sig ind bag bunker af gamle forretningsskrivelser og andet ragelse af den slags, man bruger til at fingere en art normalitet. Æsken var væk! Han følte efter en gang til, og den var god nok.

Han sprang op fra kontorstolen og løb et par gange rundt om sig selv. Kom så til at kaste et blik ud i køkkenet, hvor hans teenagesøn hang og dinglede under loftet fra lillesøsterens sjippetov. Øjnene var tomme, og tungen, der hang ud ad den store drengs mund, var dybblå. På gulvet nedenunder lå æsken. Fuldstændigt tom.

Det fór gennem årerne på ham, stoffet. Det startede med at brænde i årerne. Så nåede det hjertet, som det låste fast i en langsom, smertelig rytme, der aldrig ville stoppe. Det banede sig vej op mod hjernen, som nåede at tænke en masse alt for ægte ting, før den frøs fast i en tanke, der ganske vist fulgte rusens mønster, men ikke var tilsigtet.

Solen, der faldt ind ad vinduet, sved sig igennem pupillerne.

Nu blev der mørkt.

onsdag den 21. december 2011

Støvregnen

falder,

jeg giver den
dit navn

nu, du ikke
skal bruge det

længere

Uden titel

Døren smækker
bag mig,

bilen kører
dig bort
mod hospitalet,

du vil
blive rask
deroppe,
siger de,

jeg må
være syg.

tirsdag den 20. december 2011

Tobak

Det er jul, og vi danser i stuen. Vi spiser hjemmelavet konfekt og drikker cognac fra brede glas. Vi åbner gaver, men det er indpakningspapiret, der fylder mest på gulvet. Vi bliver tavse på skift. Vi kaster diskrete blikke på hinanden og ved hvorfor. Børnene vælter rundt med påklædningsdukker, brandbiler, actionmen, ponyer og malebøger. Når den ene gave er åbnet, erstattes den af den næste, og ting bliver nådesløst parkeret i hjørnet. Jeg bider mig anspændt i læben.

Så går jeg ud i bryggerset. Der er stille her, og jeg kan se min ånde i luften. Efter et stykke tid kan jeg se den danne først bølger, så konturer. Jeg er ikke alene. Stilheden er et tungemål. Jeg kan høre latter, sludren og kvidren i den. Mørket svajer. I korte glimt aner jeg ansigtstræk, jeg har set før. Nogle af dem er rettet mod hinanden, andre flugter med vinklen over mod stuen, som lyser rødt og klart herhen tværs over terassen. Selv er jeg luft. Jeg ryger smøger. Det er det, jeg gør.

Så går jeg. Gennem døren, der er lukket. Ind til glögg.

Ordet

I begyndelsen var Ordet. Det hang bare. Der eksisterede endnu ingen luft, det kunne ytres i, ergo måtte en sådan udspaltes. Men luften havde ingen jord, den kunne resonere mod, og sådan opstod den. Jorden var for dum til at forstå noget som helst, så vandet indfandt sig, hvorefter ting begyndte at gære, udskille sig i enheder og leve. Men væsenerne udviklede sig ikke - formerede sig bare - så ilden kom til for at true dem til forbedring. Former kom, fandt deres plads og gik til grunde. De fleste fordi de var for dumme til alligevel at fatte Ordet, nogle få fordi de var for kloge. At le i stedet for at samle føde er ikke et holdbart eksistensgrundlag.

En dag faldt der en abe ned fra et træ et sted i Afrika. Det gjorde ondt, men den overlevede dog, og eftersom den ikke magtede at kravle op igen med en forstuvet hånd, måtte den finde ud af, hvad den ellers skulle gøre. Det oplagte var at spise, så den rejste sig op på bagbenene og gik ud for at finde nogle døde dyr, den kunne guffe i sig. Det uventede proteintilskud fik kræets hjerne til at vokse, og det lærte sig selv at bruge spidse grene og den slags til at nedlægge andre kræ, så det kunne slippe for den dér rådne stank ud af gabet. Derved fik tungen overskud til andet end at vride sig rundt i gabet af væmmelse, og en dag fandt aben ud af, at den kunne bruges til andet end at forme lyde som "i, i, i" og "o, o, o".

Da var det, den første gang udtalte Ordet. Det sad den en hel nat under stjernerne og messede i håb om, at fantastiske ting ville ske. Til sidst gav den op og vandrede ud for at plukke et æble.

Ordet var "øh".

mandag den 19. december 2011

Ulvene hyler

i baggården,

roserne
visner

ved lyden
alene.

Møllen i Klarup













er nedrevet,
nu ser man tv,
hvor melet
blev kværnet,
man indstiller ure,
bliver vækket
og møder,
man indtager
gigtpiller,
vinden
er hård.

Passage

De havde mødt hinanden før. For mange år siden havde de været skygger, som forsvandt mellem buskene der, hvor de kom fra, så ingen af dem nogen sinde følte sig alene. De havde hindret hinandens mareridt i at få dødelig udgang. De havde holdt hinandens sole i brand, så de kunne vokse op og blive så store, som de var nu. Der var bare ingen af dem, der kunne erindre det. Man husker kun det, man har bemyndigelse til.

Nu var tiden kommet, og de løb hele tiden på hinanden, hvor de færdedes. Hilste, når de mødtes på gaden, men vidste ikke hvorfor. Kunne se lige gennem tøj og hud, når de fandt hinanden på de samme caféer, og så...noget. Gav ind imellem ligefrem hånd og udvekslede almindeligheder før en tavshed, der hverken var stabil eller ubehagelig, tvang dem i hver deres retning igen.

De kunne have talt om så meget. Om hvordan den jord, de vandrede på, hele tiden voksede og gjorde dem tungere, mens folk, de havde elsket, formuldedes under den. Om følelsen af, at ansigtet fortonedes i spejlet jo mere, det lignede. Om natlige sejladser på uendelige, oprørte lagner og skygger, som åndede tungt og væmmeligt ved siden af dem, når de endelig faldt i søvn. De kunne have talt sammen, til det blev lyst, men gjorde det aldrig. Der var en drøm imellem dem, og de troede hver især, den var deres egen.

En oktoberdag mødtes de for sidste gang. Hun fulgtes med en mand i sort, som bar en le over skulderen, og ind imellem standsede parret for at grine til hinanden og kysse. Han kunne se det på lang afstand, selvom gaden var fyldt med hastende, stressede mennesker på vej hjem fra arbejde. Det var ok. Han havde hele fire hænder at holde, og den nye hjertenskær havde en fornem halskæde af kranier dinglende om halsen.

De passerede hinanden og smilede flygtigt, som de plejede. Nu uden forventning, nervøsitet, spænding, kejtethed. Afgørelsen var blevet truffet, og den lod sig sig ikke omstøde. Ingen af dem ville nogen sinde have grund til at tvivle på nogen mere.

Men de frøs.

søndag den 18. december 2011

Vejene











fører til veje,
der leder til veje,
som drejer
og bliver til veje
og kommer i vejen,
og jeg tager på vej,
det er min vej,
måske
når jeg frem.

Åbning

Jeg har aldrig åbnet døren til det rum. Ikke siden jeg var der. Hver dag i årevis har jeg spadseret forbi den, og nøglen har raslet betryggende i min lomme. Jeg har til enhver tid kunnet fiske den op, hvis jeg ville, og det har været en god fornemmelse. Men jeg har ikke ønsket det. Det har været nok at vide, at den var der.

Jeg besøger fremmede lande og vender brun hjem. Jeg spiser is. Jeg læser bøger og hører cd'er, jeg har fundet i tilbudskasser uden for små butikker, mens jeg sipper rødvin fra høje glas. Jeg arbejder. Jeg arbejder en masse. Så tror folk, de kender mig. Jeg skriver. Jeg skriver en masse. Så tror jeg, at jeg kender mig selv. Alle véd sikkert bedre, men den, der ikke vælger sin løgn, vil aldrig nå jorden. Og aldrig kende stjernerne.

Jeg har en fortid. Den er det kød og den bevidsthed, jeg befinder mig i. Lige nu. For jeg har et nu. Og i det nu træffer jeg beslutninger, som vil ændre hele verden. Sætte landmasser i drift ved at klø mig på ryggen, umuliggøre andre udfald. Resultatet kalder man fremtid. Jeg er slet ikke så sikker på, at tingene overhovedet kan adskilles. Jeg formoder, at jeg aldrig har foretaget mig noget, der ikke allerede lå i spådomskort, som blev blandet evigheder før min fødsel. Og jeg antager, at det, man kalder min vilje, allerede er forudsat af den verden, som venter i morgen. Jeg er tid. Jeg går. Jeg går over i kiosken for at købe en pakke smøger.

Så går jeg tilbage og kigger på døren. Den er støvet. Farverne er slidte. Jeg kan godt lide tanken om, at intet vil blive som før, hvis jeg åbner den. At kloden vil krænge over i sin akse. Der er noget vederstyggeligt derinde, hvis man mener, at det uventede er skræmmende. Der er også noget smukt, hvis man kan lide følelsen af blæst, som flår hud og kød i strimler. Så meget ved jeg. Hvad jeg ikke ved er, om det er forventet.

Nøglen brænder i min hånd.

Jeg skal snart have solgt det hus.

fredag den 16. december 2011

Primal













Stemmerne fortaber sig. Det suser på et varmt og mærkeligt sted.

Det bliver lyst, og jeg skriger. Jeg svarer på det, jeg bliver spurgt om.

Pudderet føles godt mod min bagdel. Bleen er ren. De ler. Jeg vil engang finde ud af, hvem de er.

Mosters ansigt, der smiler under trætoppene. Bladene, som hvisler under hjulene på vognen, mens hun går.

Sukkerknalden knaser mellem tænderne. Vi er hos lægen.

Rallet på gårdspladsen ligner.

Vægten af mørket, når lyset bliver slukket. De gamle menneskers bløde, snorkende kroppe, som jeg klynger mig fast til på skift.

Solen dingler i en snor fra en kastanjegren. Nogen har brændt den af.

Bladet sejler hen over mit ansigt. Det har regnet.

Luften er min.

Regnen er standset,











vi vover os ud i det fri,
plukker jordbær,
bliver stukket af myg,
taler længe om vejret
og spejder mod himlen,
hvor noget tager form,
vi vil vide om lidt,
hvad det er.

Døgnene vender

og drejer sig,
prøver at finde
på plads i en
tid, der er øjne
og gravmæler,
solen er hjemløs
som altid, om
lidt går den ned
på sin bænk.

Kaffetid

Der lyder et brag. Faktisk lyder der mange.

Mormor er ude på gårdspladsen med sin rive. Hun kan gå længe derude, mens hun fjerner ukrudt mellem småstenene, og jeg leger med kastanjedyr, men fra køkkenvinduet ser jeg hende lægge redskabet og forsvinde ned ad indkørslen. Hun er væk i et stykke tid. Så hører jeg pludselig døren til stuehuset åbne sig. Skridt knirker sig hen over trægulvet og når endelig ind i stuen, hvor jeg sidder med snotten op mod vinduet ud mod vejen, men ikke kan se andet end et par af de andre koner fra byen, der står og stirrer ud mod ét eller andet.

- "Du må ikke gå derhen!".

Det er alt, hun siger. Så går hun ud i bryggerset for at vride tøj. Hun stoler på mig.

Uendeligt stille åbner jeg hoveddøren. Jeg hopper fra det nederste trappetrin over på græsplænen i blomsterhaven, går stille ned til havelågen, som jeg sagte åbner, og følger træerne ned på Bygaden. Da jeg når til Knud Eriksens gårdsplads, spejder jeg omkring hjørnet for at se, om Bjørn - hans særdeles bidske Sct. Bernhardshund, som nær havde overfaldet min mor, mens hun var gravid med mig - er ude. Det er den ikke.

Det er underligt. Det er den altid.

Så er det nu! Jeg spæner over hans gårdsplads og befinder mig pludselig ved kanten af landevejen.

Det er en drøm, det her.

Fem biler holder i den anden grøft. De var i hvert fald biler engang. Nu er de sære, abstrakte skulpturer af skrot. Nogle af dem ryger, andre står og afgiver sære lyde i tomgang. Folk står i klynger og overvåger redningsfolkene fra Falck, der slår døre ind og redder skikkelser ud, som de hælder over på bårer. Nogle af dem rører på sig, andre ikke.

Døren på en gammel Ford går op. En kvinde prøver at sætte sin fod ned mod asfalten, men den knækker over i en vinkel, den ikke burde, mens hun vælter forover. Hun giver en mærkelig lyd fra sig, der ikke er et skrig, men heller ikke en hujen. Hun er voksen. Hun er voksen ligesom mor. Så hamrer hun hovedet ned i vejbanen. Hun strækker sin hals frem og stirrer på mig. Bare stirrer.

Jeg vender om og spæner. Piler tilbage over Knud Eriksens gårdsplads, hvor Bjørn bjæffer bag køkkendøren. Sender skyer af ral og kastanjer op i luften. Jeg kan ikke lugte noget. Der er roser bag hækken, der er æbler og pærer, som rådner, men de findes ikke mere.

Mormor fanger mig på vej hen mod trappen. Knuger mig ind til sin store, blomstrede kjole.

- Hvad så du?

Hun kigger skarpt på mig.

- Ingenting.

Så går vi ind til kaffe.

Harehjerte,

hvor du ønsker

grebet rundt
om struben.

torsdag den 15. december 2011

Tid & rum

Jeg har
ikke tid,

jeg har
et omfang,

har en
skæbne,

har et
formål,

du kan
få mig,

men du
giver mig

ikke
tid.

Væv

Jeg har mit værelse i udkanten af en større by. Græsset ude i forhaven gror lige op til min vindueskarm, og det sker, at edderkopper sniger sig ind, hvorefter de begynder at yngle under sengen og bag reolerne. Statistikkerne siger, at man uforvarende kommer til at æde nogle stykker af slagsen hvert år, mens man sover. De kravler hen over ens mund, forsøger muligvis at lave en spind mellem læberne og ryger ned med hud og hår og øjne og det hele, mens man smasker distraheret i søvne. Man siger også, at man bliver, hvad man spiser.

Jeg ved ikke rigtigt.

I nærheden rykker ambulancerne ud. En af gangene kom den hertil. Naboen havde slået konen til plukfisk, og jeg hørte det hele. Jeg hørte også hvordan, hun hidsede ham op. Jeg hørte betjenten, som forsøgte at overtale hende til ikke at indgive anmeldelse, da de rullede hende væk. Jeg hørte, hvordan hun og hendes nye kæreste druknede mandens kattekillinger ude på badeværelset et par uger efter. Der troede jeg ikke mine egne ører. Det gjorde jeg de andre gange.

Det sker, jeg har piger med hjem. Jeg finder dem nede i byen, og mens de tomme glas hober sig op omkring mig, tror jeg, jeg er forelsket i dem. Det er jeg også, mens de hæver sig op og ned over mig, men bagefter har jeg kun den fade smag af kød på tungen. Om den er deres eller min, kan jeg aldrig finde ud af. Det er også underordnet. Jeg er mæt, når de går, og de kan ikke ringe til mig. Jeg har ingen telefon.

Der står et andeskrog og rådner ude på bordet. En af de andre beboere efterlod den, inden han tog på dykkerferie i Egypten. Forventede vel, at nogen ville smide det ud for ham. Nu kravler miderne rundt i det sorte, smattede kød, og hele underetagen er svøbt ind i en voldsom stank. Jeg tænder røgelsespinde og sprayer med deodorant. Jeg læser bøger.

Der står en kaktus på mit skrivebord. I kommodeskuffen ligger der en pisk og et sæt håndjern. Pladen på grammofonen hakker i den sidste rille.

Snefnuggene begynder at dale udenfor. Jeg åbner vinduet, så de kan fyge ind og danne driver i det spind, der fanger drømme.

Poplerne

stynes,

du griber
din grensaks,

jeg elsker
dig.

Bleg

sol


dit
ansigt,

mens
du
pakker.

tirsdag den 13. december 2011

Laika. Et notat.

Det, jeg kan se i mit vindue, ligner stjerner, men er regndråber, som bliver oplyst af gadelysene udenfor. Ikke engang mine længsler er ægte længere, men iscenesatte. Flyene letter fra en lufthavn i nærheden, stryger hen over mit tag og lander andre steder, de skal forlade. Scott er ikke bare overvundet, han er rådnet op. Folk brænder op i forsøget på at gentage det, Gagarin gjorde, før jeg blev født. Erstat din næste med din næste, and you're next.

Der er klister på stolen, men limningerne i mine gamle paperbacks går op, og det, der engang var værker, bliver til sider. Af hvad ved ingen. Mallarmé blev aldrig færdig med det, han skrev på. Enten dét, eller også blev han, og så var det netop det, der slog ham ihjel.

Jeg kan selv navngive de stjernebilleder, jeg kan se fra min stol. Der har vi grillbaren, fukssvansen, eunukken og bruttonationalproduktet. De er flotte, men ikke flottere, end jeg selv har skabt dem. Månen bevæger sig gennem deres huse, og det kan jeg uden videre bestemme betydningen af. Vil jeg vinde en million i Lotto i morgen, kan jeg det. Dermed ikke sagt, at det sker. Ønsker jeg hellere, at naboen bliver kørt over af sin egen plæneklipper, er det muligt. Men dermed endnu mindre sagt, at dét sker. Når jeg drømmer, sker det fra indersiden af en body bag. Når raketterne letter fra mit Baikonur, mit Cape Canaveral, er det mod destinationer, der meget vel kan vise sig ikke at være der.

Men Laika gør deroppe. Jeg kan høre det. En lysende stribe løber ned over mit øjenæble. Jeg kan høre noget, der lander hårdt et sted i mit baghoved, og sirener, der med lynets hast bevæger sig gennem uigennemskuelige vejsystemer. Og nu ligger hun her i mit skød, hunden. Hun slikker mig på kinden.

Vi bliver aldrig ens.

Vi passer samme tøj.

Dr. Destructo











Dr. Destructo
på torvet
i regnen
i færd
med at optælle
samtlige duer.

Dr. Destructo
i parken med
hænderne fulde
af bamser
og liljekonvaller.

Dr. Destructo
på posthuset,
mens han frankerer
det sidste læs
regninger,
henkastet
fløjtende.

Dr. Destructo
et sted bag
i køen
på møntvasken,
bandende højt
over kurven.

mandag den 12. december 2011

Generation

Vi har ikke noget til fælles længere. Vi snakker og snakker, og toppene gråner, og stadigvæk er vi det nyeste nye hver dag. Vi vrisser af vores afkom som om, de er gamle idioter. Vi taler om steder, der ikke mere findes. Vi mindes ting, der aldrig er hændt. Vi hilser på hinanden, men kun skyggerne nikker tilbage. Vi går hjemad, men ender ved en andens dør. Vi puttes i kister, men synes ikke rigtigt, de passer. Jorden er dum og banal. Vi har ikke det mindste til fælles.

Høns

Morfar holdt myrer. Dvs. han havde en aftale med en lodsejer ude i Vesterskoven om, at han ind imellem kunne komme ud i granbevoksningen, grave sig ned i de høje tuer og fylde store, klare plasticsække med det, han fandt i dem. Det skete, at jeg var med, og med lige dele nysgerrighed og væmmelse så jeg morfar sænke spaden ned i bjergene af nåle, der afslørede et panisk mylder af arbejdere, æg, larver og - hvis man var heldig - en dronning, som nu var hjælpeløs og uden rige. Alle som én endte de i næbbene på de høns, jeg så ham hugge hovedet af på en blok bag stalden, hvorefter mormor og jeg først sved dem, bagefter rensede de endnu varme kroppe på et stort træbord ude i bryggerset. Jeg husker stadig tydeligt lugten af indvoldene, mens jeg pillede de gådefulde tingester ud og kiggede på dem som om, de ville fortælle mig noget. - "Sådan ser vi også ud indvendigt", sagde mormor, og jeg vidste, jeg aldrig ville få et begreb om fremtiden, før jeg havde accepteret dét som et faktum.

Hønsekødssuppen er spist forlængst, men jeg drømmer af og til, at der hamrer en kæmpemæssigt flade af rustfrit stål ned gennem loftet, og jeg bliver løftet op i en klar membran mellem skrigende børn, råbende mænd og hysterisk rablende kvinder, som roder rundt mellem hinanden i et virvar af planker og mursten. Fra min ophøjede position kan jeg se byens gader slynge sig i sindrige, blålige mønstre ned mod havnen.

Jeg kan spå nu. Jeg kan se, hvordan det hele ender.

søndag den 11. december 2011

Vinden

har lagt sig,
og tøj
ligger spredt
over gulvet,
nu venter den,
åben
og klar.

Æslerne flokkes i gaderne,









kuttere kæntrer i stivnet palmin, der er slagsmål i kirkerne, røgelsen nedsætter strædernes sigtbarhed, stjernen er spiddet på toppen af træet, en mand losser planker på bakken, der skåles i eddike, tallerkenerne bugner af kryddersild.

lørdag den 10. december 2011

Unge mænd










sparker
til bildæk,
på tanken
bliver priserne
hævet hvert døgn,
det er vinter
i Fårvang,
man læser
i mønstre
af grus,
dynejakkerne
lyner
man til.

Geography

This
is just
another
place
to
leave.

fredag den 9. december 2011

Lyset brænder,

birthday boy,
det brænder
for dig,
birthday boy,
og smelter
for dig,
birthday boy,
det oser,
du er levende
endnu.

Ansigtet løber

i spejlet,
nu ligner
det blod,
og nu ligner
det syre,
nu ligner
det vand,
og nu ligner
det bare
et spejl
og dig selv
én, der blot
går forbi.

torsdag den 8. december 2011

Træ















De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

- Du er ulækker, sagde hun.

***

De sad ved skovsøen. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

- Du er ingenting, sagde han.

***

De sad ved skovsøen i april. På samme bænk, men dog adskilt fra hinanden. Åkanderne blomstrede, og hejren stod i kanten, mens den tålmodigt ventede på en fisk.

Hun græd. Han tog sig til maven.

- Det er bare den måde, blomsterne falder på. Sagde hun.

System error

Batteriniveauet er lavt. Jeg ringer til dig, men du kan ikke høre mig, og et øjeblik efter er skærmen sort. Fravær transformeres om til pixels. Landsdele falder fra hinanden. Folk går rundt i byer og laver ting, som intet har med hinanden at gøre. Atomer spaltes fra atomer, de itusprænger kloder, og dog er de stadig atomer. Jeg ved, at vi elsker hinanden, og lyset er koldt, det er koldt som en krig.

onsdag den 7. december 2011

Kigger på

dit ansigt,
mens du sover,

det er fredfyldt,
det, du drømmer om,

kan intet
menneske
give dig.

tirsdag den 6. december 2011

Nysneen

falder,

i carporte
holder
der biler,

de tier
i flok.

Tiden er gået.













Nu trasker den rundt i Sevilla og kigger på tasker, besøger bordeller i Phuket, bliver gift i Las Vegas af Elvis, forsvinder i mængden på Piazza del Popolo. Du er alene på Månen, du lever af grøn ost, men ulvene hyler dit navn.

Kød

Der er kød på dig. Masser af kød. Og det er ikke bare fedtvæv, det er muskler, sener, nerver, indvolde. Der er også et hjerte et sted, som du har noget på. Om natten kan du høre det banke så højt, at du ikke kan sove for lyden. Det ved alt om de knogler, der spjætter bag huden og gerne vil ud i det fri.

mandag den 5. december 2011

Sort sol













Solen er sort, og vi stuver os ind
i kapellet, vi synger, vi bærer dig ud.
Solen er sort, og vi fryser i bilerne,
skoven er grøn, og dog falder der slud.
Solen er sort, og det samme er præsten,
der taler om mørket, men ikke om dig.
Solen er sort ligesom hånden, der knuges
om grebet på kisten, men føles som dej.

Solen er sort, og vi lytter til solsorten
ovre på grenen, der skammeliggør os.
Solen er sort, samme farve som dødningekød
og de klæder, vi bærer på trods.
Solen er sort, og der venter en vogn,
klappen smækker, og høsten er pludselig i hus.
Solen er sort, og jeg leder på P-pladsen
efter mit hjerte, men finder kun grus.


(da min mormor blev bisat i august 1999, var der total solformørkelse. Præsten - pastor Cemik fra Gødvad Sogn - syntes åbenlyst, at det var mere interessant at forholde sig til den end hende. Symbolikken var sigende for dagen, men alligevel...)

Karens sjette sans

Mormor lagde hver dag en sukkerknald i køkkenvinduet, og man måtte ikke røre den. Den var til storken, sagde hun. Når man mindst ventede det, ville den lande ude på gårdspladsen, snappe den lille, søde terning og række en baby ind ad vinduet som tak. Hun gjorde det, selvom det var november måned. Alle vidste, at storken var i Egypten. Jeg ved stadig ikke, hvad hun håbede på, og undrede mig til tider over hvilket væsen, der havde efterladt mig, som var født i december. Men jeg ved, hvem der tog sukkerknalden.

***

Mormor stillede hver jul en stor skål risengrød op til nissen på loftet. Der kunne den så sidde og spise den herlige ret, der leveredes komplet med kanelsukker og smørklat, mellem syltetøjskrukker, gamle ketchupflasker fyldt med solbærsaft og krøllede aviser fra starten af 70'erne. Hun syntes vist, hun skyldte den noget, og det gjorde hun måske også. Resten af året var den pakket ned i en papkasse sammen med væsener af vat.

***

Mormor kunne ofte, da han var død, se morfar i gangen, når lyset var dunkelt. Om natten kunne hun høre ham trække vejret tungt ved siden af sig i dobbeltsengen. Ved spisebordet i stuen var der ingen af os andre, der vovede at tage hans faste plads. Og når vi ikke var der, talte mormor med ham om vigtige ting. Han forstod det hele, og hun forstod alt det, han aldrig sagde. Da vi stod omkring hende nede i kapellet, var hele flokken tavs.

***

Mormor kunne ikke lide at blive fotograferet. Dækkede gerne ansigtet eller vendte sig væk. Visse folkeslag siger, at man mister sin skygge, når blitzen bliver udløst, og de har ret. Nu bliver hun længere, mens solen skruer sig ned bag horisonten.

søndag den 4. december 2011

Stjernerne

- Hvad laver de deroppe, sagde hun og pegede. - De er ingen nytte til.
- De skinner. Bare for at nævne noget, ikke? Stjerner har det jo med at gøre den slags.
- Jamen hvorfor?
- Det ved jeg sgu da ikke, sagde han. Måske der er planeter omkring dem. Dem, der bor der, er nok ret glade for lidt lys og varme ind imellem.
- Jo, men hvad rager de os? Det er jo ikke som om, de kommer forbi eller noget.
- Ingenting. Det kan du da umiddelbart have ret i. Men det er da en spændende tanke, at de måske er der, synes du ikke?
- For mig er det fucking lige meget.
- Men de kan jo alt mulig andet også, stjernerne. Hvis en af dem svulmer tilstrækkeligt op og eksploderer, bliver vi måske alle sammen blæst ad Helvede til. Og de får os til at længes.
- Fede ting at kunne, mmmm!?
- Sig mig, er du depri eller noget?
- Nej, jeg fatter bare ikke, hvad de laver deroppe.
- Solen er også en stjerne, jo. Den er måske bare lidt vigtig for os. Men det mener du måske ikke?
- Tror du, jeg er idiot?
- Du lyder sådan.
- Men hvad laver den helt ærlig deroppe?
- Hvad laver vi hernede?
- Det er jo det.
- Sådan kan man sgu da ikke argumentere.
- Hvorfor ikke?
- Fordi...så hører alting op.
- Mmmm.
- Du er fuld af lort.
- Og du fornægter bare.
- Luk!
- Nej, hvor elegant du argumenterer. Godt, jeg fandt dig!
- Jeg skrider! Hyg!

- Jeg har bare lyst til at...hvile øjnene på noget.

lørdag den 3. december 2011

Fuglene trækker,

der samme gør pigerne
nede på gaden, det blæser
en del i september.

fredag den 2. december 2011

Kuling











Du spytter mod vinden
og får det tilbage i hovedet,
og det er den eneste ting,
som du husker fra den dag ved Bulbjerg,
og nu er du gammel, og skrænten,
du stod på, er styrtet i havet
forlængst, du kan stadigvæk
smage det, sandet.

Her står det første ord.











Det kalder på det næste, som er socialt anlagt og bange for intimitet. Det tredje ord er ikke tryg ved tanken om at stå stille, så det går hen til det fjerde, som bare har lyst til at stirre på det sjette. Det sjette har nok i sig selv, så det bliver væltet omkuld og kvæstet af det syvende, der kører frontalt ind i det ottende. Det ottende, som ikke engang ved, at det er et ord, men alligevel bliver set ned på af det niende, der hænger i luften. Ovenfra dratter det tiende og kvaser alle de andre. Nu venter det på, at nogen ligesom rømmer sig.

Spin d

Ordene sl år mod,
hin and en

slår,kolbøtter

v ælter og tø m
me so g, fyld es ogs æt

tes
is pin
nedm

od

jorden
mod,j

orden mod

j,ord.

en

torsdag den 1. december 2011

Toget rumler

gennem natten,

steder findes
ikke mere,

kun
lys.

Træerne

venter i skoven
på save
og hjerter,

vi siger,
at vi venter
på ham
dér Godot.

onsdag den 30. november 2011

Lynene











"Det er forstenede lyn",
sagde farfar
og samlede aflange sten
op på marken,
jeg fik dem om aftenen,
de svier
i hånden endnu.


(til "8600 Silkeborg")

Hjem med gevær







Jeg kommer fra et hjem med gevær.
Mit navn, det står med grene og bær.
Jeg kender frostens bid i min kind.
Jeg slipper gerne hugormen ind.

Du gemmer dig bag nylon og guld.
Du sover, selvom Månen er fuld.
Du ser dig om, men ser ikke een.
Du lever i en kasse af sten,

men jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.
Ja, jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.

Vi mødes der, hvor land bliver by,
hvor peber gror og støv bliver til sky.
Du lufter hunden klædt i civil.
I busken smiler ulven mit smil.

Dit kød er blødt, din pande er klar.
Jeg tænder lidt diskret min cigar
og sigter - i et brus af viol
griber du din tjenestepistol,

og du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.
Ja, du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.


(tænkt som en sangtekst - bud på musik modtages gerne!)

tirsdag den 29. november 2011

Hundene luftes,

og lortene lægges
på hjørnerne,
koordinat efter
koordinat tegnes ind,
det må minde om noget
fra luften, måske
blot en tanke,
der stadig er ren.

Hun bærer affaldet ud,

hænder larmer i posen,
en stemme forsøger at
blive en stemme igen,
og der stinker af sprit,
mens hun åbner for lugen
til skakten og lader det
falde, det hele, hun
tænder for varmen
i stuen, den husker
tilstrækkeligt.

mandag den 28. november 2011

30 sekunder over Tokyo

Vi stod i haven og observerede flyenes striber, mens de blev trukket hen over himlen. De var så højt oppe og virkede så faste. Af og til fantaserede vi om at finde det sted, hvor de nåede jorden, og vandre op til englene på dem. Bare at se, hvem de var, og om de virkelig havde vinger. Men de forstøvede jo deroppe, de hvide motorveje, og hvad nu hvis vi ikke kunne komme tilbage? Men vi havde det jo også godt der på græsplænen, hvor vi kunne bygge huler af hynder fra sofaen, lege med hunden eller bare ligge og drømme i sollyset.

Nu sidder jeg selv oppe i et fly, mens knapperne blinker på styrepanelet foran mig. Nedtællingen til detonationen er begyndt, men boltene nede i lastrummet har ikke løsnet sig, som de skulle, og jeg ved, at der kun er én vej frem.

Under mig ligger Tokyo med sine brede vejstrøg, åbne pladser og jordskælvssikrede skyskrabere, der alligevel ikke er bygget til at modstå det, jeg bringer med mig. Dernede går folk rundt og taler et sprog, jeg ikke forstår, og det kan godt være, de har vinger. Jeg er kommet for at tale et tungemål, ingen kan fatte, men heller ingen misforstå.

Jeg hiver nedad i styrepinden, så maskinen foretager et vældigt dyk. Bag mig dannes et bredt spor af damp og gasser, jeg i dag ved, jeg ikke kan gå på. Men jeg ved trods alt med sikkerhed, at det vil nå jorden, og måske ligger der lige nu nogen på en græsplæne meget langt væk, hvis drøm jeg hjælper lidt nærmere at gå i opfyldelse.

Selv har jeg ingen drømme længere. Jeg er en funktion. Jeg er kød, der bevæger metal, og om lidt vil det alligevel være underordnet hvad, der er hvad.

Det er alt sammen bare et spørgsmål om lys, mere lys, mere


(inspireret af Pere Ubu-sangen "30 Seconds Over Tokyo" (1978))

søndag den 27. november 2011

Stjernerne

blinker,

de blinker
til mig,

der er noget,
de vil,

de er smukke,
men nøj,

de er
dumme.

Regnen

i Aalborg
er trosser,
der smides
i land
og bliver grebet
og smides igen,
når man sejler,

og regnen
i Silkeborg
gør fibre glatte,
så rebene glider
enhver ud
af hænde,

og regnen
på Nørrebro
er, hvad den er,
den er våd,
ned ad gaderne
driver
der folk.


(Originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Uden titel

Hear me roar,
hear me sob,
leave me be,
join my club,

watch me rise,
see me fall,
watch me just
hit the wall,

follow me,
there is space,
years will turn
into days,

they will pass
just like you,
monkey say,
monkey do.


(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)

Uden titel

Time is nigh,
there will be blood,
we're one nation
under God

howling in
the menstrual night,
losing sleep,
losing sight.


(doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. Skrevet til det modstående litografi af TAT)

Gaderne snor sig,

de vrider sig,
afviser skoene,
kaster din skygge
ad helvede til,
de er lavet af asfalt
og brosten, og hvad,
du er lavet af,
véd du vist
ikke engang
selv.


(originalversion doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Det er eftermiddag,

og busserne
kører til tiden,
og tiden
forsvinder med dem,

det bliver aften,
og barerne åbner
og lukker igen,
der er folk,
som forsvinder
med dem.


(originalversionen doneret som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11)

Lampenschwarz












Lampenschwarz,
Lampenschwarz,
wir sind Licht, und
wir sind Quartz.

(doneret - sammen med illustrationen - som obligation til Det Poetiske Bureau d. 26/11. "Lampenschwarz" er det tyske navn på den farvenuance, solen er malet med)

Det

blæser,

men
luften

står
stille.

fredag den 25. november 2011

2. mf.

Så sidder du der
med din visnede husfred
og vaskemaskinen, der banker,
så muren slår revner,
og stirrer på skærmen,
hvor folk bliver stemt ud
og ført bort i en båd,
og nu ringer de på,
du kan høre dem græde
ved brevsprækken,
gulvet er glat,
i din pung
vil man finde
et foto.

H5N1

Englene lettede, fløj og forsvandt
ud af syne, og du sad tilbage
med kager af fjer og guano, du
bød af, når folk kom til kaffe.

Pytterne

spejler

mit ansigt,
og det

spejler
dem, du

har foldet
en båd

af papir,
lille ven.

Kingdom came

Vi legede garder og dronning
på p-pladsen uden for byens forsamlingshus,
indenfor sad vores olde, der snart skulle dø,
og blev hyldet fordi hun var gammel
og snart skulle dø, hun forsvandt
bag en mur af cerutrøg,
vi delte et rige,
en dag var der jord,
i det også.

torsdag den 24. november 2011

Jeg stirrer,

til arkene smelter
og bliver jeg spejle,
jeg spejler mig,
indtil jeg synker,
jeg synker, til
bunden er nået,
når bunden er nået,
går vandet, så starter
jeg forfra igen.

Uden dig

er natten lang
og sengen kold
og kroppen stiv,

uden dig
er æter gas
og tiden bare
tidsfordriv,

uden dig
går tog i stå,
og bomber sprænges
uden bål,

uden dig
er jeg blot støv,
der samler støv
i metermål.

onsdag den 23. november 2011

Jeg lærte at pludre,

jeg lærte at gå,
og jeg lærte at spise med gaffel,

jeg lærte at forme en snebold,
jeg lærte at skrive med blyant,

jeg lærte at kysse en pige,
jeg lærte at åbne en bh,

jeg lærte at gå,
gå min vej.

blink blink

rødt lys
grønt lys
rødt lys
grønt lys
rødt lys
rødt lys
grønt lys
rødt lys
rødt lys
grønt lys
gult
gult
gult

tirsdag den 22. november 2011

Gab

Aber kalder tavst
på andre aber

i den morgenstille bus,

ved næste stop
står mennesker af.

Nogle læser

mønstrene i te,

jeg gør det selv
i sure skodder,

mens jeg venter
på perronen.

mandag den 21. november 2011

Bananskrællen











ligger der bare,
bananskrællen
venter,
bananskrællen
rådner
med tålmod,
du pakker
dig væk
under huen
og frakken,
bananskrællen er,
hvad den er,
og det samme
er du.

Morgen

Tågen er tæt
over byen,
der lugter
af opkast
og wienerbrød,
skidtfisk
og brændte paneler,
og langvejs herfra
galer hanen,
her slår man
sirenerne
til.

søndag den 20. november 2011

3D

Verden er i 3D, fandeme så,
den kræver briller og Surround Sound,
hav mig undskyldt, hvis jeg stadig
skriger, når der bliver lyst.

Anna over Stammheim













Ulrike Meinhof, der dingler i cellen.
Ulrike Meinhof, som skriger i kulden i Oldenburg.
Ulrike Meinhof med blomster i hånden,
mens tropper i brunt promenerer på gaderne.
Ulrike Meinhof, der vokser, mens far og mor
svinder og falder og sluges af hullerne.
Ulrike Meinhof, som bløder i bindet
og sætter det op på reolen i Weilburg.
Ulrike Meinhof i værelset, filosoferende
både med seglet og hammeren.
Ulrike Meinhof i Münster, Konkret som Klaus Reiner,
Konkret som Regine, Bettina,
Konkret som Karl Marx og Konkret som en brændende bank,
som metal frosset sammen med tankerne.
Ulrike Meinhof, som dingler i cellen i Stuttgart,
mens fodtrin forsvinder i skyggerne.
Ulrike Meinhof i Jordan med varme geværer
i skælvende, frysende hænder.
Ulrike Meinhof i sengen med Baader, mens børnene
græder i verden ved siden af.
Ulrike Meinhof i Hamburg, mens bomberne
svider i kraniet igen og igen.
Ulrike Meinhof, der dingler i cellen i Stammheim
og fortsætter, fortsætter, fortsætter.
Ulrike Meinhof, der hænger i luften,
mens Solen bliver rød og omsider går ned.


(I Rote Armé Fraktion var Meinhofs kodenavn Anna)

lørdag den 19. november 2011

Hermetik










Togene kører
til tiden,
de afgår
og ankommer,
hviner
på skinnerne,
gnistrer
mod ledningen,
indeni
sidder vi,
slatne
og tavse
og fulde
af ben.

Regnbuen

"For enden af regnbuen
står der en krukke med guld",
sagde farfar, når regnen
blev afløst af lys,
og jeg cyklede gaderne tynde,
forcerede elhegn
og knækkede grene
i tætte buskadser,
løb slalom blandt gøende hunde
og biler med hvinende bremser,
men vejen til himlen
var afspærret, guldet beslaglagt,
jeg lærte at regne
min rigdom i brosten.

fredag den 18. november 2011

Epilog (3. version)











Gaderne krummer sig sammen
omkring os, vi prøver med røgelse,
myrra og guld, hejser faner
på Månen, Antarktis og Kilimanjaro
og sværger til cola såvel
som kebab, men der fører en sti
ned til engen, den snor sig,
den tilgror, i bunden står bænken,
vi mødes omkring, når de
sidste køer sendes til slagtning.


(til "8600 Silkeborg")

Dyr

Solen stod op, og plysbjørnen så det ske gennem vinduerne i sit hule træ, der var gemt langt inde i den store skov. Den fik ham altid til at drømme, den gamle, gule stjerne. Den bevægede sig så frit. Den kom et sted fra, han ikke vidste, hvor var, og forsvandt steder hen, han heller ikke kendte. Den varmede den kolde, forblæste skov op, så planterne groede og bierne summede. Den skinnede på hans ansigt og gjorde ham glad. Netop derfor havde han fået lyst til at finde dens hjem, hvis han kunne, og i dag skulle det være. Han havde ventet på at se dens første lys, siden der blev mørkt. Nu tog han sine gummistøvler på, åbnede døren og begav sig på vej, mens han hele tiden holdt øje med himmellegemet over sit hoved, så det ikke stak af.

Han bevægede sig forbi kaninhullet og det træ, uglen var faldet til ro i efter en lang nats vågen. Han fortsatte over floden, hvor isfuglene spejdede efter fisk i det roligt flydende vand, og gik længere ud, end han nogen sinde havde været før. Her tyndede træerne ud - blev gradvist først mere knudrede, så mindre, så færre. Til sidst var der kun lyng, enebær og blåbærbuske tilbage. Det og så en tilsyneladende uendelig hedeflade. Her standsede solen et kort øjeblik for at kigge ned på bjørnen. Så satte den af i en ny retning, og han fulgte efter.

I det fjerne kunne han se en stor flok mennesker ligesom Jakob, men de så ikke så glade ud som ham. Størstedelen af dem var klædt i sort, mange af dem havde kæder på, og hen over enkeltes rygge kunne han se lange, blødende striber. En jamren spredte sig ud over heden fra deres struber, og hele scenariet fik plysbjørnen til at føle sig utryg. Men solen ville derhen. Den ville helt tydeligt fortælle ham noget. Og da han kom tættere på, kunne han se en mand iklædt løse, flagrende gevandter og en sær, trekantet hat, der lod til at være ham, som holdt den sære flok samlet. I sin ene hånd, der var løftet op i læseafstand, holdt han en bog, hvis omslag var prydet med tre syvtaller. I den anden holdt han en pisk, hvis snert lå slapt hen over jorden. Til bjørnens store overraskelse så manden - selvom øjnene var skarpe og stirrende over de tilhørende poser - ikke farlig ud. Heller ikke da blikket vendte sig i den indtrængendes retning. Strenge: Jo. Retfærdige: Jo. Granskende: Jo. Men ikke farlige.

- Hvem der?, spurgte manden.
- Bare en lille plysbjørn.

Et ubestemmeligt glimt anedes i den underlige mands øjenkrog.

- Hvem er du?, spurgte bjørnen igen.
- Jeg er Dyret.
- Tigerdyret?
- Tigerdyret? Manden lo. - Nej, bare Dyret. Der står noget om mig i en bog, der hedder Bibelen, men den har du ikke læst, har du?
- Nej, jeg kan ikke læse, måtte bjørnen rødmende indrømme.
- Så lær det, sagde manden. - Lær det og læs den. Læs den, som du vil.
- Så vil jeg gøre det.

Dyret kiggede uudgrundeligt på ham.

- Hm, sagde han. - Hvad laver du her?
- Jeg fulgte bare min stjerne, sagde plysbjørnen, som ærligt var.
- Det kan jeg godt lide. Vil du have en kop te?
- Gerne.
- ROSE! TE! Manden kiggede skarpt på en omtåget dame med et kuet blik i øjnene.
- Jamen...
- Du ved, hvad der sker! Han strammede grebet om pisken.
- Ja, ja.

Det gav et sæt i Rose, og hun fór hen til en sort gryde, som hun greb fat, før hun slingrende satte kursen hen mod et vandhul i nærheden. Manden vendte hovedet mod bjørnen igen og smilede.

- Sådan er der jo nogen, der skal have det.

Det ene dyr kiggede undrende på det andet.

- Jamen hvorfor?
- Fordi jeg kan lide det sådan. Fordi de lader mig.
- Jeg forstår så ganske, ganske lidt.
- Min kære bjørn, hvis du lukker øjnene, hvad ser du så?
- Mørke.
- Hvis du åbner dem, hvad kigger du så på?
- Dig?

Dyret rystede opgivende på hovedet. Så vendte han sig om og rodede i en vadsæk efter noget. Da han vendte sig igen, dinglede der to håndjern fra hans ene næve.

- Vil du prøve dem på?

Plysbjørnen stirrede bare. Kunne slet ikke tro, hvad den så.

- Vil du?
- Nej.
- Hvad vil du så?
- Jeg vil meget hellere have honning. Og kram af Jakob. Og følge min varme, dejlige sol.

Dyret smilede pludselig meget hjerteligt tilbage.

- Så synes jeg, du skal spise honning. Og blive krammet af Jakob, hvis han vil. Og følge din sol. Altid følge din sol.

Han lo.

- Du er min slags bjørn!
- Og du er min slags...Dyr?! Plysbjørnen syntes ikke, det lød helt rigtigt.
- Du ved ikke, hvad du snakker om, sagde manden. En mørk sky drev over hans blik.
- Nej, det gør jeg ikke.

Teen kom, og de to dyr drak den, mens Rose, som nu var indsmurt i mudder efter et fald forover i vandhullet, satte sig over til resten af den jamrende flok.

- Min sol er kold, men den er min. Din sol er varm, den er din. Vil du love mig altid at følge den?
- Selvfølgelig, Hr. Dyr.

Koppen var snart tom. Rose lavede god te.

- Nu synes jeg, du skal gå, Hr. Plysbjørn. Vi har haft vores tid.

Manden smilede stadig, men lød bestemt. Og det gav mening.

- Ja, det har vi.

Tøjdyret rejste sig op og børstede sand og grene af. Så nikkede det til Dyret, der vinkede tilbage, kiggede op og så, at solen var på vej tilbage over skoven.

På vej væk kunne det høre pisken smælde, mens Dyrets stemme råbte: - Op, planeter! Io Pan! Io Pan! Io Pan! Så forsvandt også den bag uendelige klynger af lyng.

Og nu begyndte skoven igen. Solen førte Plysbjørnen tilbage over floden, forbi træet, hvor uglen var ved at få øjne. Undervejs skinnede den også på kaninen, der var ved at verfe gamle gulerodstoppe ud fra sit hul. Så vinkede den endelig farvel bag ruden i sit hjem, der var bjørnens, og lovede at komme tilbage i morgen.

- Mmmm, honning, sagde dyret og stak poten ned i krukken.

torsdag den 17. november 2011

Rotation

Solen går ned
bag dit hoved,

i drømmene
vender du dig,

for du ved,
nogen kommer

ved daggry.

Vi ventede på bomber,

trådte græsset fladt med dansetrin
og drak, til åen rødmede,
vi åd hinanden op, vi var jo lige
til at spise, men ved aftenstid
var byen kold og stille,
ingen røde knapper viste os,
hvor vi skulle ringe på.

onsdag den 16. november 2011

Haiku

Vinden
i granerne

suser
forbi dig

om
muligt.

Return to sender











- Du skal returneres til dit ophav.

Lægen lyser dig i øjnene. Han ser reaktion, men tydeligvis ikke nok. Han taler med sig selv. Kunstlet. Bizart.

Der er gået snerler i din trehjuler. Du rejser dig og fjerner stænglerne, så du kan køre videre, og det gør du.

Solsorten er død, og din kusine synes, den skal begraves. Du løber ind til mormor i køkkenet og spørger efter en kiste. Du får en cigaræske, der passer i størrelsen, og løber stolt ud med den. En spade bliver lånt fra skuret, og fuglen bliver lagt ned i hullet under sang, taler og gråd. Et par måneder senere har morfar fræset jorden, og du finder bunker af fjer og træ i det hjørne, hvor du lærte forfaldet at kende.

Hun sidder i stuen, mens de bærer din sidste flyttekasse ud. Ryger smøger og smiler til dig, selvom hun ved, at der fra i morgen af kun er hende selv til at fylde aftenerne ud. Du smiler tilbage, selvom du ved, at du må nøjes med mindre endnu. Du har meget at lære.

Du kigger op mod solen. Du kigger op mod solen. Du kigger op mod solen, den er rød og blank og gul.

Du sidder i det hvide rum. Du kigger. Du kan ikke udholde andet. Af og til ryster lokalet, og væggene flytter sig længere væk eller tættere ind. Revner kommer og går i gulv og loft. Efter lang tid i den tilstand af alarm beslutter du, at der - uanset hvad - virkelig er et rum der, hvor du er, og at der derfor ingen grund er til at flytte sig.

Han bliver hejset ned, og mens du bøjer dig forover, taber du din telefon ud ad brystlommen. Nu ligger den dernede mellem jord og grene og ringer. Det er din kæreste, som giver lyd fra sig. Hun vil høre hvordan, det går. Det går slet ikke.

Det går slet ikke, og hun ligger på badeværelsesgulvet, blødende fra sår, det slet ikke ville ligne hende at tilføje sig selv. Du ser på dine hænder, men de er bare hænder. De kan gøre hvad som helst. Det samme kan hendes.

Hjulet slipper asfalten. Du kan ikke skelne vej, lys og tåge fra hinanden. Ruden folder sig sammen og lægger sig som en fin film over dit blik. Der er rart herinde. Der er ingen grænser for, hvad man kan være.

Solen flytter sig og flytter sig, men går aldrig ned.

Lægen slukker lygten. Sengen ruller. Stjernen buldrer, deler sig og begynder så at gro.

Vinteren lurer i porten

med lammende ånde
og lysende øjne
og stålhårde næver,
den venter blot på,
jeg skal komme forbi,
og det gør jeg,
jeg skal jo
alligevel hjem.

Guds ord











Jeg tror på Guds ord,
og jeg tror, at Guds ord
er "antenne", "atom" og "analsex",
måske "prokurator", måske "karburator",
måske "respirator", i hvert fald
"stativ" og "stakit" og "kasket",
det er "amen" og "aum",
det er "ohm" og "ampere",
er ét ord for meget
og ét ord for lidt,
og alligevel tror jeg,
jeg tror, at
jeg giver det til dig,
vil du ikke nok
holde det for mig?

mandag den 14. november 2011

Drøm om Aalborg











Jeg drømmer om Hasseris, drømmer,
at gaderne flyder af modne kastanjer.
Jeg drømmer om Vejgaard, jeg drømmer,
at rockerne blankpudser våben og kværne
et stenkast fra banker og blomsterforretninger,
drømmer om Gug, drømmer carporte fulde
af sovende, skinnende biler,
og drømmer om Lindholm, jeg drømmer,
at vinden i træerne stadigvæk føles
som sand over ansigtet,
drømmer om Aalborg, om kjoler i gågadens
vinduer, piller i barernes mørke
og skovle af plastic, som nogen har glemt
i en sandkasse ovre ved Kjellerupsgade,
jeg drømmer om Aalborg, jeg vandrer
med spøgelser, skibene tuder i havnen.

Købmandens garage

Det var mig, der satte ild til købmandens garage.

Købmandens garage, hvor han havde parkeret en stor, sort amerikanerbil, hvis lige ikke fandtes i miles omkreds, selvom den efterhånden ikke bare var godt brugt, men ligefrem ramponeret.

Ikke fordi jeg havde noget imod købmanden. Når man kom om i hans butik, kunne det hænde, at der faldt et enkelt stykke slik eller et fastelavnsris af, som ikke blev skrevet på regningen, og selv om søndagen, når butikken var lukket, kunne man trygt ringe på bagdøren: Så kom man ind i privaten, der lugtede af alder, mælk og krydderier, hvorefter man fik det, far eller mor havde sendt en om efter, med et smil. Til nedsat pris.

Købmanden var flink. Jeg nærede intet ønske om at gøre ham ondt.

Men det var mig, der satte ild til hans garage.

Den lå lige op ad vores baghave, tør, frønnet og lige til at antænde. Jeg havde en æske tændstikker med Tordenskjold udenpå, jeg havde fundet i køkkenet. Jeg havde en tør tot græs, jeg placerede i de tørre strå langs væggen. En flamme skød op, og da den voksede til den rette størrelse, fodrede jeg den med kviste, jeg fandt rundt omkring i haven. Efter et stykke tid fik den fat i selve plankerne, som den slyngede sig op ad, mens den til stadighed tog til i styrke. Nu stod jeg i noget, der mindede om temperaturen på en skoldhed sommerdag, selvom det var midt i november. Og jeg stirrede.

Jeg stirrede, mens flammen slikkede sig vej ind under det rustne bliktag. Jeg stirrede, mens duften af brændt træ blev stødte sammen med andre indtryk i næsen: Maling, gummi, benzin. Da det, jeg formoder var bilens benzintank, blev indhentet, lød der et puf, der gav et sæt i mig, og jeg kunne høre, at ilden tog kraftigt til. Som den gjorde det et øjeblik efter, hvor gasflaskerne i skuret ved siden af eksploderede.

I det fjerne hørte man sirener, men ilden var allerede nu så voldsom, at den ville være svær at stoppe. Naboens lade var begyndt at ryge, og jeg kunne høre købmandens kone ude på gårdspladsen rundt om hjørnet, hvor hun, formoder jeg, i ren panik forsøgte at redde alle de værdier, hun kunne, ud af den flammende bolig.

Sprøjter kunne høres nu, men også lyden af folk på de nærmeste gader, der skreg, græd, løb og raslede med ting, jeg kun kunne gætte på, hvad var. Søjler af røg drev ind fra alle retninger, mens jeg stadigvæk stod og stirrede på den væg, hvor det hele var startet, og som sjovt nok ikke var kollapset endnu. Den lugtede af plastic, røgen. Og haveaffald. Og olie. Og kød. I det fjerne begyndte køer at brøle, grise at hyle, får at bræge, og så blev der stille.

Med en træt knagen gav væggen, hvor det hele var startet, omsider efter. Knækkede over og styrtede til jorden. Synet, der mødte mig, var lammende. Det, der før havde været en driftig landsby, var nu rygende hustomter og folk, jeg kendte, som sad på afsvedet græs, indsvøbte i tæpper. Så langt østpå, jeg kunne se, var der sortsvedne marker og osende træstammer, der knejsede demonstrativt mod himlen berøvet al pragt. Og det var alt sammen blevet påbegyndt med en lille æske Tordenskjold.

Mor kom løbende op ad havegangen. Som det eneste hus i hele byen havde mit hjem overlevet branden.

- HVAD ER DET SKET!!! HVAD ER DER SKET???

Rædslen stod prentet i hendes ansigt.

- Ikke noget, svarede jeg, mens jeg kløede mig i skægget. Checkede lommen. Billetten var der endnu.

Der er ting, man bare gør, fordi man kan.

Domino













Den ene dag tager den anden,
der vælter den tredje, og pludselig
er alting ét kaos af klikkende brikker,
der spreder sig ud over gulvet i mønstre,
du end ikke når at få overblik over,
før døren bliver smækket i flugten,
og folk rydder bandende op.

søndag den 13. november 2011

Ord er ikke legetøj

Ord er ikke legetøj,
men fugt, der tvinger mure
til at smuldre, spinder
kirker ind i svamp og trænger
ind i væv og knogler,
er jeg noget, er jeg kolde, hvide
blomster på din kínd.

Fordeling

At give
mig roser
er dit job,

at stikke
mig på dem
er mit,

skraldemandens
at køre
dem væk.

lørdag den 12. november 2011

Drøm om slanger











Jeg drømmer om slanger,
jeg drømmer om rødder,
som bider sig op
gennem gulvene,
drømmer om striber
på himlen, der strammer
sig sammen om kloden,
og drømmer om skæbner,
der slynger sig
sitrende ud af hinanden,
jeg drømmer om slanger,
jeg drømmer om hvislen
i rørskovens bund.


(løst bygget over Silvio Rodriguez' "Sueno con Serpientes")

Skiftingen

Jeg voksede op, hvor alting var pløjemarker og nytteskov i miles omkreds. Det eneste, der ingen nytte var til, var de lave enge ned til Gudenåen, som jævnligt var så våde, at korn rådnede og køer sank i. Fra gammel tid blev floden ikke kaldt Gudenåen, men slet og ret Guden. Her stivede pramdragerne i gamle dage deres nerver af med brændevin, mens de om natten fragtede papirvarer fra Silkeborg ud mod havnen i Randers gennem et landskab, der var fyldt med trolde, lygtemænd, røvere og utilregnelige kolleger. En dag kom toget, og så var der ikke brug for dem mere, hvorfor de slog sig ned ved endestationen og grundlagde det ry for slagsmål og misbrug, der - ud over reb, man kan hænge sig i - er endt med at blive Randers' store bidrag til Danmarkshistorien. Imens sad min familie tilbage med uvæsenerne, der raslede i buskene og staldene om natten, og en stilhed, der med tiden eksemplificerede sig selv i form af blomsterbede, havenisser og fuglebade.

Det og så en forvokset å, der bare løb og løb. Guden.

En dag eksemplificerede stilheden sig også i mig. Det kunne ikke være anderledes. Et eller andet måtte opstå som modvægt til plasticstorkene og porcelænsfigurerne. Spørgsmålet var bare hvad. Det var ikke knallerternes sammenbidte vrælen gennem parcelhuskvartererne. Det var ikke fjernsynets hylen, når folk var faldet i søvn på sofaen. Det var ikke engang hakkende stempler og hvinende savblade. Det var noget, der i lang tid var lige så afdæmpet og roligt som stilheden. Noget, der lod sig hærde i frosne plovfurer med øjnene vendt mod himlen. Noget, som spiste sig mæt i morgensol over røde mursten, duften af nyslåede plæner, følelsen af flint i håndfladen. Noget, som var helt og aldeles hjemmedyrket. Som naturligt søgte sine alliancer mellem troldene, elverfolkene og lygtemændene, når det ikke blev rituelt afstraffet på skolegårdens ru, revnede asfalt for at være den skifting, det var.

I mørket lå jeg og påkaldte ånder, der aldrig kom, selvom nætterne var tunge af skygger. Jeg banede mig vej gennem buskadserne, men mødte ikke nogen, der delte mine ansigtstræk. Jeg opsøgte de mest afsides hjørner af skovene i håb om, at bare ét træ ville blive levende, lade mine fingre søge ind i dets hule ryg og sænke sine bløde mospuder ned over mig. Men kærligheden var ikke en afgrøde, man dyrkede her. Ikke den slags kærlighed, jeg havde brug for, i hvert fald.

Jeg åbnede munden, og brosten raslede ud over muldjorden. Jeg åbnede munden, og ud strømmede eder og forbandelser, trommer og guitar, trokæer og magiske besværgelser. Jeg åbnede munden, og en tung tåge lagde sig over engene, så ingen kunne finde hjem. Mindst af alle mig selv. Høj af angst rev jeg mig til blods på grannåle, tabte sko i mosehuller og mistede tøjet i løbske hundes munde. Nu eksisterede hverken jeg eller det sted, jeg kom fra, længere.

Da bankerne opløste sig i morgenbrisen, stod husene der endnu. Havenisserne tog imod dem, der hørte til. Dem, der greb hakkerne og hyppede kartoffelrækkerne.

På en pram, der var drevet hele vejen gennem Guden ud i havet, sad en nøgen, bleg og forfrossen skikkelse, der ikke længere var nogen nytte til. I fjerne havne spejdede man ud, forsagt, nervøst, mellem kraner og pakhuse. På knejperne serveredes der brændevin.

(bygget løst over Louise Kristensens "Himmerland. En hjemstavn")

fredag den 11. november 2011

Af med livet

skal vi,

vi skal vise,
hvad vi gemmer

neden under.

Der er mange

slags tavshed,

men tro mig:
Den slags

der har sænket
sig over
os nu

er sgu
tavshed.

torsdag den 10. november 2011

Flagene vipper

i vinden,
en dag
vil de falde
til jorden
og samles
i raslende
bunker.

Solen

brænder

stadig
op

for
os.

onsdag den 9. november 2011

Death to everyone













Død over dig.
Død over mig.
Død over dit.
Død over sig.
Død over blomsterne,
bierne,
træerne,
savene.
Død over murene,
gulvene,
hækkene,
gærderne,
markerne,
skovene,
havene.
Død over Pia
og Løkke
og Villy.
Død over
Wyatt Earp,
Davy og Billy.
Død over Prince,
Stephen King
og Madonna.
Død over Preben
og Børge
og Jonna.
Død over alt det,
der ikke kan stå.
Død over alting,
der tror, det kan gå.
Død over alle,
der knæler ved tronen.
Død over alle,
der kuer kujonen.
Død over det,
der skal gøres i morgen.
Død over prikket
og suset i åren.
Død over murstensromaner
og stridende klaner
og både, der sejler bananer.
Død over tørre lianer
og nedlagte baner
og dryppende, galende haner.
Død over paven.
Død over maven.
Død over badet,
der bobler i haven.
Død over Mozart,
død over Grieg,
død over fitness
og billig mystik.
Død over charter
og rygeforbud.
Død over Satan.
Død over Gud.
Død over døden
og nok igen: Mig.
Død, mens jeg
sænker mig
blidt
over dig.


(med tak til Bonnie "Prince" Billy og Lars H.U.G.)

tirsdag den 8. november 2011

Husker intet,

vågner bare op
på nogens gulv
blandt serpentiner,
tomme flasker,
våde trusser.

Ser mit omrids
tegnet op
med kridt
i gangen,
og det fylder
jeg med noget.

Nogen skal.

Skjoldunger

Skibet lægger til,
vi går i land
og lægger stæder øde,
sætter ild på gamle huse,
brænder broer,
bytter bøn og andagt
om med sværdhug,
før vi driver ud mod vest
på gyldne neg.

mandag den 7. november 2011

shapeshifter

shapeshifter
shape

shifter
sh ape sh if ter
s
hapeshi
ft
er
s h a p e
s h i f t e r
s
h
a
p
e
s
h
i
f
t
e
r
retfihsepahs
shapeshifter

Helhesten

Anton havde mange gange hørt om den fra de gamle i byen, hesten. Når han og de andre børn fra gaden om aftenen stod op ad kirkegårdsgærdet og fortalte hinanden spøgelseshistorier med lommelygter placeret under hagen, så de selv lignede små dæmoner, skete det, at Kudsk eller Kramer, som altid havde boet i byen, standsede op på vej ned ad Kirkegyden og stirrede stift på dem. "I må hellere komme væk!", lød det så, før de fik serveret den evigt skiftende historie om hesten, der var blevet ofret og begravet under kirken, før den blev opført, for at indvie jorden, men som nu selv måtte gungre rundt i gruset på stierne om natten med blot tre ben og øjne, der lyste af selve Helvedes ild. Enhver, der så den, måtte dø på stedet, fortalte de. Og så var der ellers dengang, hvor den eller den karl eller pige, som de aldrig kunne sætte navn på, i rent overmod var gået ind for at se den, men var blevet fundet om morgenen af graveren, helt stiv, hvidhåret og vansiret i ansigtet af angst.

"Jaja, den er god", sagde en eller anden altid, mens den gamle hovedrystende fortsatte hjemad mod varmen og lyset. Og så prøvede flokken ved gærdet ellers at gejle sig op til at fortsætte med sin gru og uhygge - dog uden held. Den bedste historie var fortalt, og pludselig var der både meget koldt og meget mørkt.

Så kunne de ellers gå hjem til hver deres seng og drømme om hove, der gungrede rundt mellem buske og gravstene, eller ligge vågne, mens de ventede på, at lyden af vrinsk skulle snige sig ind gennem de åbne vinduer.

Ikke Anton, dog. Også han lå vågen, men ventede snarere på helhestens vrinsken med spænding end gru. Tanken om, at et sådant væsen kunne tænkes at eksistere så tæt på, fik det til at snurre i maven af lige dele angst og fryd. Det var sjovt at klatre i træer, hugge jordbær og pisse på elhegn med de andre drenge fra gaden, men dette var oppe i en helt anden størrelsesorden. Julemanden havde han - nødtvungent - måttet opgive troen på, og det samme med de drager, som var sejlet stolte, men truende gennem hans tidlige drømme, mens de blæste ild ud ad næseborene. Selv spøgelser var han efterhånden begyndt at tvivle på eksisterede - selvom begge hans bedsteforældre var døde få dage efter hinanden i sommers, havde han ikke set noget til dem bagefter, og han begyndte også at tvivle på, at det nogen sinde ville ske.

Måske var de bare...borte. Ligesom dragerne, Julemanden og alle hans rensdyr.

Men hesten... Hesten kunne findes endnu.

Derfor lå Anton hver eneste nat november igennem og lyttede efter vrinsk. Han hørte også nogle ind imellem, men de virkede så virkelige, og han vidste, at der stadig græssede nogle vallakker nede i engen bag skolen. Faktisk anede han ikke præcist, hvad han spisede ørerne i håb om at høre, og mens dagene gik, var han ved at opgive dét håb om noget særligt også. Sov mere og mere, vågede mindre og mindre.

Men så pludselig en aften ved midnat, hvor han kunne mærke, at drømmene var på vej, hørte han den. Lyden.

Et vrinsk var det, men det lød som om, stemmebåndene var meget jordslåede, hvis de overhovedet fandtes endnu.

Det løb koldt ned ad ryggen på Anton. Igennem hovedet løb billeder af døde karle med halm i træskoene, der klyngede deres høtyve ind til sig, så knoglerne stak ud ad hænderne, og snapshots af ham selv, mens han, iført rustning og ridende på en stor, smuk hoppe, som af en eller anden grund kun havde tre ben, spiddede drager på sin lanse.

Han kunne gøre det her.

Gråden sad i svælget på ham, mens han kiggede ind i soveværelset ved siden af, hvor mor og far sov trygt. Så lukkede han døren forsigtigt i, sneg sig ned ad trappen, mens han omhyggeligt sørgede for, at trinene ikke knirkede for meget, og tog sine sneakers på. Med et lille, forsigtigt klik åbnede Anton huset fordør, lukkede den i og sneg sig op langs de høje buske, der næsten dækkede fars værksted.

Forude lå kirken, der lige nu mere tog sig ud som en massiv skygge, der spærrede for lysene fra husene bagved, end den pragtbygning, den var i dagslys. Og kirkegyden var helt tom. Blade raslede rundt i vinden, og et sted nede på Skovgårdsvej tudede en hund.

Anton pakkede jakken godt om sig, rettede ryggen - og åbnede så ellers lågen ind til kirkegården med et greb, der givetvis virkede mere resolut, end det føltes. Benene fortsatte fremad, mens de tog hans krop med, og så var han inde.

Inde på hestens mark. Og Herrens, sagde man.

Han kunne nu ikke se noget. Månen var skjult bag et tæt skydække, og han fornemmede kun gravenes tilstedeværelse, når han ind imellem snittede kanten af et bed. Helt som forventet var de døde meget stille. Lå bare nede i deres kister og krukker og rådnede. En dag ville jorden blive god og fed her. Så kunne man dyrke korn.

Og nu så han et par lys. Gadelygter nede på Thorupgårdsvej. Han satte kursen hen mod dem, mens han følte sig godt og grundigt til grin. Sanserne sad på stilke, men nej, der var ingen hove at høre herinde. Og ikke flere vrinsk, overjordiske eller ej. Der var kun ham, ham, ham. Ham og en helvedes masse grus, der bare var til pynt. Med et spark sendte han en kaskade af det op i luften. Hvor havde han også været naiv at tro, at sådan et væsen havde kunnet holde sig skjult på et frimærke af en kirkegård så længe. En idiot var han. En kæmpe idiot.

Så var det, at lygterne begyndte at bevæge sig. At hoppe op og ned, mens de meget hurtigt kom tættere på. Han gav et vræl fra sig og begyndte at løbe ned mod lågen igen, men endte med at vælte hen over buske og gravmæler, mens han hørte en solid, men ujævn gungren lige bag sig. Og så ramte de skuldrene, hovene, så han brat blev slynget ned mod jorden. Instinktivt drejede han hovedet, mens fortrød det straks. For vel var det første, han så, et hestehoved, som næsebenet stak ud af bag rester af ildelugtende pels, men så begyndte det at skifte form for øjnene af ham. Først tog det form af ansigter, han aldrig havde kendt, så andre, der mindede ham om noget. De sidste var han sikker på, han havde set på billeder i gamle fotoalbums hjemme hos bedstemor og bedstefar. Bedstemor og bedstefar, der med ét dukkede op og så på ham med skiftevis blide og kærlige, skiftevis skrækslagne blikke.

Og så blev der lige pludselig stille. Helt stille. Hjertet slog ikke engang, mens han pludselig stirrede på sit eget ansigt. Det sagde ting, han aldrig havde sagt. Det bar udtryk, han aldrig havde båret. Men hans ansigt var det. Og nu ældedes det og begyndte at synke indad. Og nu åbnede det munden.

Og nu lukkede det kæberne om en buket violer, Anton havde hevet til sig fra det gravsted, han lå hen over.

Med et overrasket blik stejlede hesten, og han fik vristet sig fri. Så snart han kunne, satte han i løb ned mod lågen, som han smækkede stærkt forpustet bag sig, og så var han ude mellem de hvirvlende blade på Kirkegyden igen.

Og hvor stille, der var.

Og hvor helt og aldeles forladt af al magi, ridderen pludselig følte sig under sin rustning.

søndag den 6. november 2011

Nick Drake II










"Five leaves left"
på grammofonen,

ét på træet
udenfor.

Lærer

at gå,

ét smil,
én drøm

ad gangen.

lørdag den 5. november 2011

Lægen

var fuld,
mens han syede
stingene,

lande
blev opdelt
af grænser
og byer
af gader,
kvarterer
af skel,

der var meget
at tale om,
pludselig,
og hud
mødte hud
under lagnerne,

nålen
var rusten,
og kniven
gemt væk
under sofaen,

himlen
et lyshav
af glasskår.

Det er ligesom dengang,

jeg var lille
og slog mine knæ,
så det blødte,
og alle lækager
blev stoppet
med plaster og jod,
men nu kigger man på,
filer negle
og stirrer på vægge,
mens vandet
og jorden
og himlen bliver sort,
det er mig,
der er hård nu,
og kloder
kan ikke
forbindes.

fredag den 4. november 2011

Klabautermanden


















Klabautermanden skifter dine bleer
og koger sutten.
Klabautermanden gemmer bløde bamser
under kutten.
Klabautermanden lærer dig om verden,
til den drejer.
Klabautermanden sørger for, at alt er,
som det plejer.

Klabautermanden ser dig an og tager
dig under vingen.
Klabautermanden følger dig omtrent
helt op til tinden.
Klabautermanden lader dig føle
klippens skarpe sider.
Klabautermanden ler af såret, når
du endelig bider.

Klabautermanden tænder dine smøger
midt på gaden.
Klaubautermanden føler på dig
under aftensmaden.
Klabautermanden kigger ud fra spejlet,
når du græmmes.
Klabautermanden ved, at selv en
sulfursjæl kan tæmmes.