fredag den 31. december 2010

Nytårsdag

Alt er stille nytårsdag. Med løbende øjne og nedslidte
nerver går folk gennem bundfrosne gader og skyer
af svovl for at lokalisere sig selv og de andre,
måske blot erhverve en pizza med bacon i snasken
på hjørnet. De ligner hinanden, såmænd, de er alle i
helvede, jo, da, men alting er slut og skal starte et sted.

Amatørernes aften

Raketterne lander på taget,
i busken, på månen.

“One giant leap for mankind”,
siger en fuld mand på torvet

og bøvser en natfuld krystal.

Guru i pels

Du ligger og spinder som om, at du véd,
jeg kan lære at lave den urlyd igen, som jeg
altid har manglet, når jeg lagde an til et smil.

tirsdag den 28. december 2010

Rigor

Hænderne stive
som om,
de har opdaget,
at de
er hænder.

Måske
er det kulden,
måske
er det alder,

måske kan
det være
det samme.

De gyngende grene i parken

er fyldt med elektriske pærer,
og den, jeg har plukket,
forærer jeg dig. Lad blot
slangerne kravle, du ved jo,
at skoven er mørklagt for os.


(ny udgave af "Dynamo" fra 1994)

Thorupgaardsvej

Dengang, der var pest,
lå der bønder og døde
af bylder og væskende sår
i de klinede gårde i Thorup,
som karlene inde fra Voel
passerede hastigt og tavst.
Snart stod staldene tomme,
og storken drog sydpå
og alt, der forblev,
var et navn og en le,
der for hvert år kom
nærmere kirken
og skolen og Brugsen.


(til "8600 Silkeborg")

Jeg hænger hjerter

og stjerner på træet,
der visner i døgndrift
på tæppet i stuen,
og snart er det nytår,
og vinden vil suse
i mørklagte gader,
mens rævene
roder i skraldet.

Blitz over mormor

Klædt helt i hvidt
ligesom kirsebærtræet i haven
betragter du flyet,
der cirkler om gården
en majdag i ’57,
og véd givetvis ikke, at lyset,
der fanges i linsen deroppe
vil holde sig bedre end hånden,
du hviler på panden,
og finde sin plads,
hvor det skummer,
blandt sepiaskaller og rav.

Fårvang

Bageren,
slagteren:
Lukket.

De skrammede
biler passerer
i blæsten
som vindhekse.

Lyner
min jakke,
beredt

på at gøre
det samme.

Månen

som en sølvmønt

over
vandet;

make
a wish.

Breakfast

Vi spiser morgenmad
som et par søvnige måger
der blindt skvulper rundt
i det støvede sollys,
der visner en vase på dugen,
og mælken i munden
er frisk som et år på kontoret.

I stuen går uret i stå,
og i indkørslen holder
en postbil med
motoren gående.


(ny udgave af "Det afslørede klokkeslæt" fra 1994 - til "The mix")

Strand

Havrør,

ridset lys

og os.


(1994)

Revolvertango

Grib din pistol, lad os danse
en tango og holde den kugle,
vi går på, i sving!

Skyd, skatter, skyd på det hele
og ram, hvis du kan for de huller,
der oplyser natten!

Lad, baby, lad, put en kugle i
tromlen og drej, lad os se, om du
virkelig kan kysse!

Spioner i masterne

Der er spioner
i masterne,
stålkolde væsener
med munde som tunneller,
der udregner næringsværdien
i alle de kys,
vi forærer hinanden
på skrattende linjer
fra Bangkok til Tilst,
fra Snaptun til Milano,
og suger dem i sig
som hungrende børn
til de hjerter,
vi stadigvæk har,
imploderer på hvert
sit forfaldne hotel
mellem tømte pistoler
og rådnende hvidløg
og lasede Bibler.


(ny udgave af digtet "Spies in the Wires" fra 1994. Titlen er ganske rigtigt hentet hos Cabaret Voltaire. Til "The mix")

søndag den 19. december 2010

Sandheden om Morten Resen

Dette har været Morten Resen
du kender mit ansigt
jeg er symmetrisk (så det vil noget!) på TV
mit ansigt strækker sig fra Gedser til DIT ansigt!
indrømmet, det er ikke det eneste ansigt i verden,
men mit ligger i folder, der giver dig en fornemmelse af nærvær

Jeg er Morten
mit ansigt er symmetrisk
min næse har samme form som Cheops pyramide
min mund ligner en kajak set oppefra
min tunge er som en jagtlysten inuit,
der skyder sæler med harpun!

Der er kun Morten, Morten og ansigtet
ansigtet kan ikke bare afvises som historisk
men eksisterer i sit eget nu

Mortens ansigt er krumt som tiden
rummet
eller bare en afgnavet vandmelon
Morten fatter hat,
den hat han har på hovedet
og den er høj
høj som Empire State Building

Morten fatter bjælde
som dem på narrens hat
på kanen i sneen
Mortens stemme er klar
som ringende kanebjælder!


(kædedigt skrevet sammen med Thurston Magnus og Louise Kristensen d. 16/12)

Whiteout

Vejen er lukket af sne, alle biler
og busser og knallerter dør
i de mandshøje driver, og vi trækker
veksler som dyr hen til døre
og trappesten, sporene minder om
snegles, snart smider vi
jakker og bukser, velsagtens,
og fyger os frem.

lørdag den 18. december 2010

Dolomitterne

Bjergene giver ingen mening,
står bare og kigger igennem mig,
indsvøbt i solskin til låns

- og de træer, der med blottede,
krogede rødder forsøger
at hægte sig fast til den smuldrende kalk:

Kan man tale med dem?
Og behøver man?


(nedredigeret og omarbejdet version af et ældre digt, "P. Dolomitterne", fra 1992/94. Den oprindelige udgave vil (for sjov!) kunne læses her, når jeg i nærmeste fremtid begynder at lægge gamle manuskripter fra årene 1989 - 1997 ud... Til "The mix")

Feed

Stemmen går igennem mikrofonen, suser
ud igennem kabler, ud i muskler, ind i mure,
kroppe ånder med ét sug og klasker sammen
på én stilk, og ingen hører rigtigt noget, sidder
bare der og skylles væk i bølger af ampere,
sproget foldes ud til lyd, og lyden foldes ud
til tid, og tiden foldes ud til hænder, der
bevæger sig på arket, og jeg hyler, gør jeg,
hyler ind i vævet på mig selv og venter
bare på, at nogen trækker stikket.

fredag den 17. december 2010

Upstairs downstairs

Nogen kan lide mig deroppe. Hurra! Jeg har arme
og ben, jeg har tænder og tyktarm og tanker
og ikke for meget af nogen af delene, selvom det hele
kan synes for meget til tider - og planløst,
forbitrende planløst som ukrudt, som kuling,
som sneskred og jordskælv. Men nogen kan lide mig
deroppe, hvem pokker ham "mig" så end er,
og forlanger vel noget til gengæld. Jeg svarer
med bomber og digte og grus i min indkørsel.

Kyndelmisse

Tornen spidder sne på pigge
ude foran døgneren på Hørsholmvej,
og bussen laver hjulspin i det tunge,
grimme ælte langs med kanten
af det fortov, som de sammenbidte
kunder stimler utålmodigt sammen på.
Engang vil alting tø, vel også tiden,
til den tid vil busken bløde røde bær.

Herfra

og hertil
og så ikke længere,
jo, bare lidt,
men så rækker det,
rækker det ud
og forsvinder
idet det får greb
om sig selv.

mandag den 13. december 2010

Der er sol over Amager,

og mellem de blændende ruder
og myldrende stemmer, der
taler om alting og intet,
går jeg rundt med bar hud
og modnes og længere ude,
hvor byen fortoner sig,
vokser der saftige rødder
i dynger af gammelt papir;
dem skal hestene have.

Færd

Santiago, Santiago,
der er sammenklemte dåser
i den vejkant, som jeg vandrer langs
et sted lidt syd for Vojens.
Santiago, Santiago,
jeg har asket i min hat,
og pornobladet i min lomme klasker sammen,
hvis jeg ikke snart når Tønder.
Santiago, Santiago,
jeg kan ikke skelne dag fra nat
på Lüneburger Heide,
der er bare ben i alting, som jeg bider i, og hvorfor
er jeg nu på vej til Polen?
Santiago, Santiago,
Compostella, mozzarella
i min mund, jeg spiser muslinger
fra Salling i Abruzzerne og knuser deres
skaller under støvlen.
Santiago,
det er støvet, som jeg rejser mod,
Sankt Jakob,
giv mig styrke til at blæse
om i vinden!

Uden titel

Lammeskyer
driver,

ulven
venter

bag ved
stjernerne.

Venskab

Sommeren kom,
og vi smed vores sokker,
løb hujende ned ad den
svedende asfalt på Krakasvej,
os to, kun Steffen og Bo,
og vi vejede til, satte fodspor
i byen, der blev gennem storme
og snefald, men tjæren, min ven,
dén har sat sig på alt, som vi gør,
der er fartstriber hen over håndflader,
brevvægte, taster, jeg ønsker
til tider, at vi havde sat
vores træsko
ved krydset.


(til "8600 Silkeborg")

Vågner til synet

af flasker på bordet
og trusser på tæppet
og affald i sengen
og ved, hvem jeg helst
ville bede om at gå,
men er nødt til at
vise dig vejen
til bussen
i stedet.

torsdag den 9. december 2010

Lygterne tændes

i gaderne, busser
går hjemad, hvor dét
så end er, og tilbage
er sneen, den arrede,
udtrådte sne, der
forsvinder
som drømme
i morgensol.

Uden titel

Solen har ikke vist sig i flere dage. Alligevel er jeg blevet brun. Som en sveske eller en rosin. Fuld af sødme fra hensvundne stunder med folk, jeg mest kender nu gennem savnet.

Forrådnelse? Raffinement?

Jeg bliver tørstig af frostluft.

Territorial pissings

Jeg har pisset i Tiberen, pisset i Themsen
og pisset i bækken, der løb langs med byen, jeg kom fra,
har pisset på mursten og læhegn og skelpæle,
pisset på vidt åbne pladser blandt hujende mængder
og pisset på Motorvej E3 på vej hjem fra byen om natten,
har pisset på rådhuse, kirker, kontordomiciler,
har pisset på kendte folks sløjfede grave
og ukendtes holdende biler og dig, ofte dig,
jeg har pisset i bukserne blot for at holde mig varm.
Syng nu med! Jeg har pisset i bukserne
blot for at holde mig varm!

tirsdag den 7. december 2010

Bjergvandreren

Der, hvor du kommer fra,
vandrer man op i de sneklædte bjerge
så snart, man kan mærke,
at verden bliver fremmed for øjnene.
Ikke i Danmark: Her holder
man udkig fra højenes toppe, og søen,
de sænker dig ned i med piller
på Afdeling C er for varm til at bære
den flage, du prøver at fragte
din sidste rest virkelighed væk på.

(til "Folk")

Forstadsevangeliet

Det er ikke det nyfødte spædbarn, der blunder
i krybben i Betlehem, mumificeret af ord.
Det er ikke den glimtende engel af plastic på træet,
den leende helgen for flydende sukker,
der fylder den blinkende skærm.
Det er ikke de froststive nisser,
som danser i ruden blandt dyre parfumer
og boremaskiner fra Bosch
til den mand, der skal bringe sit værktøj i orden:
Det er de krøllede hjerter og møggrimme stjerner,
du stolt slæbte hjem fra en fritime
ovre i skolen dengang,
du var klar over, du er fantastisk.
Det er din onkel, der atter får mandlen
og holder den skjult under tungen,
til fadet med kvalmesød ris á la mande er helt tømt,
og familien får tyndskid i morgen
præcis, som den plejer og ønsker det.
Det er din mor, der slår ned på den salme,
din afdøde mormor forlangte at synge hver jul,
og din vished om, at hun vil græde
i trav rundt om træet om lidt,
og at din tur vil komme engang.
Det er alle de døde,
der sidder i sneen i haven
og mindes de levende,
trygge, tilpasse og mætte.
Og det er den pludrende baby i vuggen,
der end ikke véd, hvad en jul er,
og faktisk er dum nok
til stadig at være guddommelig.

(skrevet til et såkaldt "krybespil" i Kirken på Baggesensgade, fredag d. 10/12 2010)

Hr. Barium

Selvom jeg ved,
at du kun kunne lide
mine digte så længe,
du troede,
jeg mindede om dem,
og selvom jeg ved,
at du ikke vil se
din grimasse
i ansigtet på mig,
og selvom jeg ved,
du er blevet så stiv
i din nakke,
at blikke tilbage
kan koste dig livet,
sorterer jeg stadigvæk
løvet i bunker
i fald,
du skulle komme
forbi.

Omgang

Der var dengang,
hvor vi åbnede flaskerne,
skruede op for musikken
og grådigt tog for os
af alle de munde og bukser,
der åbnedes op
i de mørklagte kroge,
for nu var vi frie,
vi havde os selv,
vores lyster og håb,
der var højt op
til loftet
og langt ned
til bunden
og alt, der var til,
skulle udfyldes.

De vi var færdige,
drak vi igen
bag ved tunge
og gule
gardiner.

Til den højtærede Hr. Josef

Undskyld, at jeg på denne måde beder om lidt af Deres tid, men fra højeste sted er jeg blevet anmodet om at forsøge at bilægge den tvist, der som bekendt har forsuret forholdet mellem os to ganske meget gennem årene. Og vel synes jeg stadig, De i professionel sammenhæng er relativt ligegyldig sammenlignet med både Deres kone og Deres søn, ja, selv Deres anden søn Judas, men den gamle ovenpå forlanger altså ro i geledderne og har bedt mig om at udvise storsind, så nu vil jeg tage bladet fra munden og tale frit fra leveren, hvis en nebuløs størrelse som mig ellers er i besiddelse af en sådan.

Forstå mig ret: Jeg kan godt se, at jeg satte Dem i en besværlig position dengang. Ikke nok med, at De måtte finde Dem i, at Deres kone ventede et andet væsens barn, De måtte også opfostre dette barn, hvis natur forståeligt nok må have virket Dem fremmed, som om det var Deres eget. Og så al den virak: Vismændene, der kom med guld, røgelse og myrra skær - ikke til Dem, men til resten af familien, mens De gled i ét med væggen lige så meget som æslet i stalden, som jeg forstår, De fandt stor støtte i den nat. Det var nu også et dejligt, blødt æsel, der med eksemplarisk tålmod fandt sig i Deres krampegråd, mens alle andre blot kaldte Dem for en showstopper og et tudefjæs. Nej, det har ikke været nemt, dét kan jeg godt se.

Men ser De: Fra min side var det hele en bestillingsopgave, som De nok er klar over. Faderen ville ned på jord og havde brug for sønnen, og det rigtigste er nok blot at betragte mig som en ren og skær inseminator. Nu ikke at jeg havde noget imod den opgave. Jeg husker stadig med stor fornøjelse første gang, jeg så Maria nede ved brønden sammen med veninderne. Jeg husker stadig hendes mørke, bløde øjne, hendes røde, fugtige læber, hendes brede, fødedygtige bækken, hendes to fyldige, svulmende, hvide… Åh, jeg fortaber mig!

Var det godt? Ja, i dén grad! De er på mange en velsignet mand. Men De må forstå, at det var og blev et one night stand fra min side – hun branker altid hakkebøfferne. Og De må også prøve at se det lidt fra min side: Evigheden kan godt føles lang og kold og ensom nogle gange, og min tvekønnede, udflydende natur gør det ikke ligefrem nemt for mig at score ude i byen, når den gamle oppe ovenpå en sjælden gang giver mig orlov fra jobbet. Jeg får for lidt, det' derfor, jeg er sådan. Jeg lånte hende én gang – tak! – men De fik alle de andre nætter. Og de brankede bøffer. Smil, Hr. Josef, smil!

Og hvad angår Deres andre klagepunkter, vil jeg opfordre Dem til at sætte Dem ned og komme med et overslag på hvor meget, min søns opdragelse har kostet Dem. Ikke i blod, sved, tårer og bekymringer, for dét kan aldrig gøres op i sølvpenge, men i tøj, mad, uddannelse og lignende sager. Der var finanskrise heroppe dengang, så jeg havde alvorlige problemer med at klare børnepengene, men som du ved, fik jeg en pæn kontant præmie, da jeg vandt Vild med Dans forleden, og Gud er en glimrende revisor, der også har sit i klemme i denne penible sag, og efter samråd mener vi nu, vi burde være i stand til at kompensere for det tabte. OG betale for et drikkekar af guld til æslet.

Klap det fra mig. Og lad mig vide, hvad De synes om mit forslag.

Ærbødigst,

Helligånden

(skrevet til et såkaldt "krybespil" i Kirken på Baggesensgade, fredag d. 10/12 2010)

Vågner

ved lyden
af sne,
der bliver
skovlet
på fortovet,

nogen
skal bruge det,
vistnok,
men jeg har
det fint
under tæppet,

og når
der bliver forår
vil bierne
vide hvorfor.

Split

Du hejser flag.
Du er ligeglad med hvilke folk,
der har hugget det.
Du hejser flag
uanset, om det brændes i gaderne.
Du hejser flag.
Du har fødselsdag,
så er det passende.
Du hejser flag
for din konge,
der nu er til udsalg i kioskerne.
Du hejser flag
for din Gud,
der er faldet i søvn
i den tomme og rungende kirke.
Du hejser flag
for dit land,
der er dækket af frost
og vil knuse dig,
hvis du skulle falde, og
du hejser flag
for dig selv, lille mand,
men det blafrer
i vinden,
og selv er du nøgen
og mangler
et tæppe,
der dækker.

onsdag den 1. december 2010

Træning

Ovre
på banerne
træner
de finter
i snevejr

og glider
og falder
i ét væk
med blåfrosne
læber
og stivnede,
smertende
overlår.

Bolden
er vokset,
og målet
et endeløst
gab fyldt
med istapper,

åbent for
udligning.