tirsdag den 30. november 2010

Slitage

Slæber rundt
på verden,

ligesom verden
slæber rundt
på mig.

Om aftenen
er vi begge
lige trætte.

Instant replay

Altid det samme trafikuheld,
altid den samme uendeligt langsomme opbremsning,
altid den hamrende motor, der pumper benzin ud af øjnene,
altid det pludselige brag fra en rude,
der bliver til en tåge af glasskår, og
altid den samme plamage af blod slynget ud gennem munden,
mens rattet bliver knust mod min brystkasse,
altid de hastige snapshots, der flimrer forbi i mit hoved,
mens flammerne omslutter sædet, og
altid din stemme, dit smeltende, skiftende ansigt,
der spørger, om jeg har det ok.


(løst inspireret af David Bowies "Always Crashing in the Same Car" fra Low (1977))

Meta

Meta er en gammel kone.
Meta hører havet fra sit vindue:
Det er der, og hun er her.
Meta slukker for sit fjernsyn,
når hun strikker,
så hun ikke taber masker.
Meta frygter tit at falde
på sin trappesten,
så Jørgensens må ringe efter Falck,
og alle gæssene i dammen
skræpper op.
Meta glemmer, hun har
suppe på komfuret.
Meta putter ikke mere batterier
i sit køkkenur.
Meta blunder let,
og inden længe
kan hun ikke sove mere.
Meta tror,
hun så vil hedde
noget andet.

(endnu en skrivegruppeøvelse, denne gang også med indskud fra Ida Ravn)

Jeg skriver ikke

Jeg skriver ikke, fordi der er biler, som dytter,
og hostende folk på hvert hjørne i bydelen.
Jeg skriver ikke, fordi der er sprækker i himlen
og masser af sne, der skal skovles.
Jeg skriver ikke, fordi der er træk gennem gulvet,
og loftet er sat alt for højt.
Jeg skriver ikke, fordi der var noget, jeg skulle,
og noget, du sagde, og noget, der skete.
Jeg skriver ikke, fordi jeg kan høre dig banke
på døren igen og igen og forlange din nøgle tilbage.
Jeg skriver ikke, fordi der er stilhed i stuen,
og væggene siger det meste.


(opstået som et skrivegruppe-projekt, hvor jeg og Frk. Marthedal improviserede os frem mod en negeret udgave af mit "Jeg skriver"-digt. Teksten blev lagt ud i hele gruppen til videre forarbejdning. Dette er mit bud på et slutprodukt)

lørdag den 27. november 2010

Om sommeren

stod vi i haverne
med vores sæbevand,

pustede bobler,
som brisen
i bristende flokke

bar ned gennem gaderne,
ud over engene,
op over skoven,

hvor én af dem måske
fik lov til at holde
den ensomme måne

ved selskab.

Ved Avedøre

oser det
fra kirkens
høje tårne,
fonten buldrer
under skibets
blanke malm,
og engen
gynger døgnet
rundt i
resonansen af
ét kæmpemæssigt
DONG.

Fem smuler

Jeg duer kun på luftfotos.

***

Kan kun manøvrere, når jeg står hen i det uvisse.

***

Svag i troen, men stærk i fortabelsen.

***

Min mund er lukket med syv sejl.

***

I bedste fald er jeg den fejl, der fuldender kosmos.


(skrevet 2008-9, redigeret 2010)

Uden titel

Vågner til lyden af glas,
der bliver smadret på gaden,
og nogen, der råber. Mobilbatteriet
er fladt, men jeg véd, du har ringet, det
mærkes på luften i rummet. Jeg ser, at
det sner ind i masternes lyskegler,
næsen er sulten, jeg klæder mig
af og går målrettet ud.

Uden titel

Det fyger, og jeg sidder her ved mit vindue
med pennen i hånden og føler mig lidt som
en kastevind, synlig, men kun som en ufin
manøvre, en pludselig hvirvel i ingenting.

Flyttedag

Et år først i marts
greb jeg fat
i en sort sæk af plastic
og åbnede skabet
og fyldte den helt op
med biler og bamser og bip-spil,
mens væggenes blå elefanter
blev stille
bag råhvide penselstrøg

ligesom mig selv,
da jeg snart efter lå
i den kolde og rodede skunk,
mens en fremmed mand
sov i min seng,
og mit lagen blev plettet
af væsker og blod,
og mit råb blev fortrængt
af en skinger
og kværnende guitar.

En dag
stod han op
på et nyt sted
og åbnede sækken
og hostede
knoglestøv op.


(Til "8600 Silkeborg". Baseret på dette ældre digt:)

Flyttedag (1990)

En dag
pakkede jeg alt
mit legetøj sammen
i store, sorte plasticsække.

De blå elefanter
blev dækket
af psykopatisk tapet,

og jeg blev spærret
inde i skunken.

Da vi flyttede,
græd en flygtning
på mine knogler.

Vinteren venter

Vinteren venter i flyet
med tikkende tasker.
Vinteren venter i naboens have
med tøfler og haglgevær.
Vinteren venter bag skranken
i banken med klirrende smykker.
Vinteren venter på S-togsstationen
med kløende fingre.
Vinteren venter i fortovets revner,
i stigernes vinkler.
Vinteren venter i hvert sug fra smøgen
og hvert sæt bedømmende, filmende øjne.
Vinteren venter i lungernes piben.
Vinteren venter i knoglernes krumning.
Vinteren venter, og før
du ved af det, er
bagdøren utæt
og spærret
af sne.

onsdag den 24. november 2010

Slynge

Gentagelsen er god.
Jeg kommer alligevel ikke uden om.
Gentagelsen er god.
Vild med Dans på den flimrende nethinde.
Gentagelsen er god.
Regningerne gendrives i sidste øjeblik.
Gentagelsen er god.
Det er ikke rummet, jeg flygter ud i.

Gentagelsen er god.
En almægtig redder af systemet.
Gentagelsen er god.
En fejl i programmeringen.
Gentagelsen er god.
Den slags er der skam hjælp for.
Gentagelsen er god.
Eftersidning og specialundervisning.

Gentagelsen er god.
Pludselig ses landskaberne.
Gentagelsen er god.
Skabningerne ved, hvor jeg kommer fra.
Gentagelsen er god.
Jeg skyder med blækpatroner.
Gentagelsen er god.
Man kan, hvad man vil.

Gentagelsen er god.
Jeg prøver at undvige.
Gentagelsen er god.
Tilfældigheden er kortlagt.
Gentagelsen er god.
Jeg befinder mig på jorden.
Gentagelsen er god.
Jeg kender ikke målet.
Gentagelsen er god.


(remix/cut up af "Hvorfor skriver jeg?" af FrK. Marthedal)

Vinden er hård,

og det regner som om,
det er straffen for noget
så lavt, at det sikkert er medfødt.

Jeg kryber i læ i din hule,
jeg tænder mit bål, så
kan skyggerne drukne
i dammen.

Vinter igen,

og du lader som om,
at du aldrig har vidst,
hvem jeg var.

Du har vistnok
et liv,
jeg har smøger,
pastiller
og vanter

og tør vel
dit smil
op til sidst.

Til nogen

Du vil ikke være single.
Du vil ikke gå i blæsten helt alene.
Du vil ikke smede sværd og ofre ringe for dig selv.
Du vil ikke vågne svedig op i sengen,
gennet ud af drømmen af din egen ånde.
Du vil ikke blive fundet af din nabo,
der blev arrig over fluerne i gangen.
Du vil ikke blive glemt, for dét, du var,
og blive husket i kolonner.
Du vil ikke være single.
Du vil ikke være blank.

Du vil ikke være tosom.
Du vil ikke mærke kæden om din nakke.
Du vil ikke se ham drikke af din vandskål.
Du vil ikke se ham bløde på dit lagen.
Du vil ikke glemme det, du var,
vil ikke blive husket som hans skygge.
Du vil ikke blive fundet i hans kolde, stive hænder.
Du vil ikke være tosom.
Du vil ikke være blank.

One size

Passer mig selv,
som en uldvante efter en kogevask
passer den hånd, den er strikket til:
Vil altid mere, end armene kan,
længes ud, men har stadigvæk kun
mine gåben til rådighed,
prøver at finde mig selv
på de fotos, der tagges på nettet,
men spotter kun tænder og skægvækst og hår
på en duknakket, halvgammel herre i tranedans.
Ring, hvis du ved, hvem han er!
Han har nuppet min fysiske fremtræden!
Meld ham, han udskriver checks
med mit hjerteblod!
Dræb ham, før jeg bliver
kvalt i hans stramme
og falmede slips!

søndag den 21. november 2010

Standfugl

Jeg er en standfugl.
Jeg lider mig vej gennem kulden og blæsten
og synger, når luften er krydret og varm.
Jeg tager for mig af saftige jordbær
og harsknede nødder.
Jeg kender min marsk og min skov,
mine sumpe, mit knasende flyvesand,
frygter for ræven og katten
og svæver for flokken og magen.
Jeg er, hvad jeg er, hvor jeg er.
Ingen eng er en eng uden mig,
uden øerne, bakkerne, byerne
er jeg et tomt postulat.
Og min længsel er evig, jovist,
og jeg flyver så højt, som jeg vil,
men jeg véd, at en skal er en skal
og en blomme en blomme.
Jeg véd, at den sol, som vil svie
min falmende vinge
og tørre min æggetand
skjuler sig her, lige her,
bag de hængende, revnende skyer.

Lavland

Lavt flyver kragerne,
lavt danser myggene,
lavt ligger landet, jeg bor i.
Lavt er mit selvværd,
lavt er mit blik,
lav er min stemme,
min gejst, min moral.
Lav er den nævner,
som vi har til fælles,
når vi roder rundt
mellem mudder
og næver
og lagner
og safter
og endelig
bliver høje
af rifter
og gift.

De underjordiske

Rundt omkring byen
var muldjorden mættet
med flintkiler, jernslagger,
smuldrede mursten
fra huse, som ingen
kunne huske det mindste
om, hvor havde stået,
men når der blev stille,
og bilerne sov
i de kølige carporte,
vågnede mange ved lyden
af trampende fødder
og hvirvlende feler
et sted under
brystkassens
gulvbrædder.


(til "8600 Silkeborg")

Brud

Endnu
en dag

boret ud,

stivet af
med erindring,

med snavsede
håndflader

samler
vi malm.

onsdag den 17. november 2010

Neonlys

Neonlys, bølgende neonlys,
du er det solskin,
betonen er udstanset i,
du er pæren,
som udruger barfluer,
du er det fad,
der forgylder min pande
og skænker mig ro,
og jeg ved,
at den dag, jeg er væk
vil mit navn
vise vej gennem nætterne,
bøjet i glas.


(med tak til Kraftwerk)

mandag den 15. november 2010

Og det hele er lidt

som et tog gennem natten,
hvor dagens aviser
og krøllede sammen på gangen
blandt opkast og pytter,
og bumsen på sædet
ret overfor rabler
om virus i vandet
og aflytningsudstyr i væggen
og ingen kan se, hvor man er,
men du er ved min side,
helt rolig og klar,
og jeg véd, at vi ender
derhjemme et sted.

På Nørreport tæller man fingre

og retter på slipset og leger
med nøgler og kigger på alle
de andre, der venter så rastløst,
at selv en granat på perronen
er klapsalver værd.

Vinden

i træerne

minder
mig ikke
om noget,

og det er
det smukke
ved dén.

Du er et vildt dyr,

en råbuk på flugt
over brosten og skodder,
en lokkende kødklump på spring,
og du snubler i blikke,
du vrider dig løs i panik
mellem gribende hænder
og kunstige tænder,
du løber i slalom
imellem Kentucky fried chickens
og faldende bomber,
du vejrer din angst,
og du ved, at man ved,
hvor du er,
beder forpustet
om hjælp,
du har selv
bedt om skuddet
og lagt dig
i lit de parade.

torsdag den 11. november 2010

Alvor

Mens vi vugger os
ind i hinanden som om,
vi har været
ét blod hele tiden,

bliver kærlighed
pludselig en joke,
amatørerne
gemmer sig bag.

Rødt lys

Selvfølgelig
vil bilerne
holde tilbage for mig.
Der er check på det hele,
når hjulene ruller
og motoren spinder,
der findes fornuft, jo,
og regler og sådan.
De vil holde tilbage,
dét vil de, de véd,
jeg er lille og skrøbelig
og ikke så hurtig som dem,
jeg er ikke et bytte,
der bringer dem hæder og ære,
og æde mig kan de jo ikke.
De holder tilbage,
der banker trods alt
stadig hjerter bag rattene,
alle kan se mig og se,
jeg er til, ikke sandt?
De vil holde tilbage,
det vil de jo,
holde tilbage
og vente.

Dråber

slår
mod ruden,

træner
frygtlyst,

ingen
véd
præcist

til
hvad.

Gravitas

November,
og fluerne
sværmer
om noget,
man ikke
kan se.

Snart vil
sneflager
gøre
det samme.

mandag den 8. november 2010

Jacks bog

Her er Jack.
Jack er glad for guns.
Jack er meget glad for guns
og ikke roses, bare guns
og så sit mobile home i Tucson, Arizona,
og sin Rover
og sin dunk med Southern Comfort.
Jack er træt.
Jack er meget træt
af jobbet som pedel
på byens high school.
Jack er træt af konens snorken,
ungens vrælen, bilens hosten.
Jack er træt af slidte stole.
Jack er træt af majs på dåse.
Jack er træt af både niggere og jøder.
Jack er træt af folk i jakkesæt
og træt af dumme jocks
og træt af slackere
og hippier
og white trash.
Jack er også
træt af Gud
og skød ham ned
en dag i krydset
med sin riffel,
og nu hænger Herrens
åsyn over sengen,
fyldt med vat og formalin.
Jack vil meget gerne skyde.
Jack er lykkelig, når han skyder.
Jack kan lide at skyde folk,
og gerne folk, der ikke venter det
og pludselig taber luft og dratter ned
som store kødballoner
foran deres vogne.
Jack kan lide sin egen stemme.
Jack kan lide at hviske "puf, puf puf"
i høj og renset æter,
der er hans,
og hans alene.
Jack er vild med Arizona
efter solnedgang.
På søndag
vil han hvile
i et hårdt
og svedet kammer.

Mor Karen












Hos mormor og morfar fik hønsene
lov til at hakke i jorden,
og alle beundrede hendes rabarber
og huggede løs af de saftige jordbær,
der stod lidt for tæt op ad Bygaden
bag ved en alt for lav hæk,
også mig, der lå helt flad af grin,
når hun dansede rundt
mellem platter og vaser i stuen
og skrålede med til den tyndslidte
spole med Cash i San Quentin
og mente hvert ord,
som hun ikke forstod,
og at helvede, havde man spurgt,
lige så vel kunne være
et sortsvedet franskbrød
som iskolde tremmer
i Syden et sted.

Vi tog afsked

på gaden
i silende regn
som et varmt
og pulserende ælte,
vi måtte
på afstand igen
for at forme,
glasere
og brænde.

lørdag den 6. november 2010

Din ånde

Når du trækker vejret,
lyder det lidt
ligesom susende biler
i regnvejr
på vej væk
mod soltørre egne,
mens jeg
står tilbage i grøften
og ophoster
snavsede snedriver.

fredag den 5. november 2010

Uden titel

Du sulter, men kød
bliver til støv i din hånd.

Du elsker,
men engle forstenes.

Du længes, men målet
fordriver din ånd.

Du er, men kan
aldrig forenes.

I mørket er fuglene ens,

en passerende basken og pletter
af dybere sort mellem stjerner,
der danser som myg
før et skybrud og slukkes
af snappende næb.

Vi leger i buskene,

skimter til tider hinanden
blandt tornede kviste og skabede blade
og rasler så videre, højt
og demonstrativt, måske i håbet om,
at vi bliver fundet af andre,
før nogen for alvor
kan finde os.

Medea

"It must have been love"
konsterer din radio i stuen,
men glasset er tomt, dine hænder
er kolde som fars fra en køledisk
henne i Brugsen, og klinkerne
på toilettet, der ellers giver alting
en skrækkelig rumklang, er tavse,
mens killingen nede i kummen
forsøger at redde sig gennem
polarhavets brådsøer.


Uddybende note: Sidst i 90'erne boede jeg til leje i et kælderværelse i Aalborg-forstaden Frydendal. Her boede også et midaldrende ægtepar, der gik godt til flasken - og fra tid til anden provokerede hun bevidst ham så meget, at han greb til vold. Til sidst kollapsede ægteskabet naturligvis i en sky af retssager og politianmeldelser. Med sig ind i det havde hun haft en hunkat, der fik lov til at strejfe, og en dag nedkom den så med fem killinger, som han elskede over alt på jorden. Mens de endnu var gift, strangulerede hun - fandt jeg senere ud af - de to af dem i en gardinsnor. De to næste skyllede hun senere - i selskab med sin næste kæreste - ud i toilettet, mens jeg og min daværende hjertenskær sad på værelset inde ved siden af og nægtede at tro på, at vi hørte det, vi hørte. Den sidste forsvandt bare sporløst...

mandag den 1. november 2010

Helligdom

Gederne græsser ved templet,
og folk drikker rødvin fra glas under høje cypresser
og spår vel i skyer, hvis ikke
i øjnenes dampende bundfald. Blandt søjlerne sover de
hjemløse katte med kløer, der
kunne opsprætte himle, og øjne, der lyser i mørket og
viser de vandrende vejen

tilbage til kirkernes
røgfyldte tavshed.