søndag den 31. oktober 2010

Morgenen raser, mit blod

er et strømfald af syre,
min hånd er et jordskælv
og tungen en ørkenstorm,
ingen kan bo her, kun lyset
tror åbenbart på, at der
hører en krop til min skygge.

Du er forkølet,

og øjnene løber,
og næsen er pludselig
et dommedagshorn.

Hvis jeg kradser dig
grundigt på ryggen,
så tror jeg dog stadig,
der flyder en sommerdag ud.

Uden titel

Der er dem,
man er nødt
til at elske,
som hende,
der ikke vil have én,
og hende, der vil,
men er skudt i en anden,
og hende, der drikker,
og hende, der blæser
sig langt bort på piller,
og hende, der suger én ned
i sit mørke inferno,
og hende, der tager
én for det,
hun vil have,
man skal være,
og hende,
der bare er smadret
til plukfisk
af alle de svin,
som har været der før.
Der er dem,
man er nødt
til at elske,
fordi også skyggen
har ret
til et hjerte.

torsdag den 28. oktober 2010

Man hoster lungerne op

i de råkolde gader, på asfalten
blomstrer kun bilerne, solen er rådden
og stiv, nu, oktober er væltet,
og folk skraber smuler
tilbage i glasset
for bare at glemme.

Gør noget, Pjerrot!

Tag hatten af, Pjerrot!
Spis napalm i stedet for blår, ikke, Pjerrot,
det kan du jo godt! Og spil kødfløjte,
Pjerrot, forfør os og før os
til bjergsiden, Pjerrot!
Skift køn og lyn ned, så vi tror,
at vi fatter dig, Pjerrot!
Gør Harlekin kold, han fortjener det, Pjerrot!
Bliv korsfæstet, Pjerrot,
så klapper vi, Pjerrot!
Mach schau, så vi glemmer
at du er
en Pjerrot.

Feerne ligger i vinduet,

kolde og tørre,
og støv danser dovent
i sollyset.
Askepot tygger
på græskarret,
kerner slår rod
på en hård,
men dog velkendt
madras.

onsdag den 27. oktober 2010

Saggitarius

Jeg blev født
i december
- man siger,
at det gør mig
til skytte,
og rigtigt:
Jeg skyder
på alt dét,
der græsser
på hornhindens
vældige sæter
af isblomster,
men der
er rimtåge,
og jeg går
mestendels
sulten
i seng.

Noget om noget

Jeg har noget
på hjerte,
et stort,
insisterende noget,
der bider
og kradser
og gerne vil ind
og fordeles i blodet
og spredes i luften
og tynge dig også,
før nogen kan se,
hvad det nu
er for noget,
det noget,
du véd nok,
der er
og så gerne
vil villes
og kunnes.

Muldjord

En personlig fordanskning af titelnummeret fra PJ Harveys album White Chalk. Se originalteksten nedenunder.

Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.


***


White Chalk

White chalk hills are all I've known.
White chalk hills will rot my bones.
White chalk sticking to my shoes.
White chalk playing as a child with you.

White chalk sat against time.
White chalk cutting down the sea line.
I walk trembling by the surf
on a path cut 1500 years ago,

and I know these chalk hills will rot my bones

Dorset's cliffs meet at the sea
where I walked, our unborn child in me.
White chalk, poor scattered land.

Scratch my palms.
There's blood on my hands.


PS: Hør den intet mindre end vidunderlige sang her.

Jeg er døv og blind

for det, der er i live,
sanser kun, når marker brænder,
huse styrter, hjerter brister.
Jeg er bosat i en hovedskal
og sliber léer blanke
med min skosål.
Vil du elske mig, så lær
at blotte halsen.

Had

er ikke energi,
men kernekraft,
et ego
i fission,

et brus
af evighed,
jovist,
en ny slags
morgengry,
jovist,
og det er
ægte nok,
jovist,

men kernen
oser,
og man former
ikke gud
af smeltet
fedt.

søndag den 24. oktober 2010

Mit hjem

Nede på
Hjortgårdsvej
lå der et hus,
der var mit,
da jeg voksede op,
og jeg husker
de kølige fliser
i gården,
jeg husker
de saftige roser
i indkørslen,
duften
af vågnende muld
efter regnvejr
og stanken
af blod
fra de dryppende
harer i skuret,
men køkkenet
var stille,
og stuen
var lunken,
og murene
lavet
af dårlig
samvittighed.
Da det
kollapsede helt,
solgte far
inventaret,
og mor
sparede op
til at give mig
en skrivemaskine,
og den
kunne jeg skabe
mig på.


(til "8600 Silkeborg")

I begyndelsen

var ordet.

Efter det:
En kejtet stilhed

og et publikum,
der rømmer sig

konstant.

fredag den 22. oktober 2010

Ved Jens August Schades grav

Det var lige efter Hjertebogen, Sjov,
og ingen Schade til, når læber mødte
læber her i Danmark, der var både smæk
for skillingen og rosenstorm for ingenting,
Jens August, når du skrev, så sten blev kød,
og alt det Skæve, ømt og afklædt, blev det lige.


(til "Assistens")

Trash

Solen
brænder ikke
rent i dag,
for alt
er hyllet ind
i smog og støv,
og alle
ligner affald
smidt i grøften
af den type hånd,
der altid
lugter fælt
af sæd
og Wunderbaum.

Vink

1

For enden af vejen,
hvor jeg blev sat af,
står du pludselig
og vinker til mig,

og jo, vel var det aftalt,
men tænk, at jeg findes,
og så lige her,
lige nu, her i dig!


2

Og vi kigger
på måger,

som om,
det er noget,

fornuftige folk
bare sådan
finder på.


3

Vi smider tvivlen på bålet,
kontrollen på bålet
og passet og pungen og tøjet på bålet,
vi bader i bålet,
vi danser på bålet,
vi bager os ind i hinanden på bålet,
vi oser på bålet,
vi letter fra bålet,
vi svinger os op
mellem stjerner fra bålet
og rammer en hinde derude,
der åbnes
og omfavner
bålet.


4

Sneen
daler,

under
skallen

tier
barnet.


5

Du vender
dig mod væggen,
jeg mod døren,
planter visner
blidt i vindueskarmen,
mens vi får os lært
at elske vrangvendt.


6

I don't need your summer, baby!
Jeg har ikke brug for spærreild
og timespild og hænder faret vild
i deres kærtegn. Jeg har ikke
brug for tordenluft, har ikke
brug for snerleduft, har ikke
mere sund fornuft i kroppen,
der er tør og ør og skoldet,
tabt i klitten, sat af holdet.
I don't need your summer, baby!


7

Ånden klar,
som svitset
med en lighter,

fra din
svale mund,

som kysser
mig godnat
dér på din sofa.


8

Og mens flyttebilen
ruller tungt
tilbage i min sjæl
og taber møbler
i hvert vejsving,
kan jeg se dig stå
og vinke dér
ved trappen
med din bløde,
men flygtige
frihånd.

tirsdag den 19. oktober 2010

Yo, Lazarus!

Den er der jo stadigvæk, verden, let bulet
og bleget en smule af solen, men fortsat anvendelig
- lidt ligesom dig! Ja, din dovenlars! Du dér i graven!
Stå op! Han er væk, ham, du venter på! Men der er tårne
at bygge endnu, der er kvinder ved brønden og vin
nok på lager til også at fylde din sandede flodseng!

Selvtægt

Hej, papir,
der ligger du igen,
jomfrueligt, nøgent,
klart på hvad som helst
og allerhelst på cirkustricks,
der fylder dig med fryd
og mig med svedig, dyrisk angst.
Jeg véd jo alting om de andre ark,
om kurvens kolde dyb, om pennens tøven,
der blev tavshed, om den helt perfekte
side, der forlod mig og tog passet
med i farten. Du er bad news,
du er nederlag på nederlag,
og jeg er kun en mand,
der er allergisk
mod sig selv.

Manden

Manden
i det hvide hus
på Smedegade
så man næsten aldrig,
efter konen gik
med børnene
- gardinerne
var altid trukket for,
og mange mente,
at han drak.
En ting var sikker:
Ukrudt skød,
og der kom huller
i stakittet.
På de egne
skulle man knokle
for sin tavshed.


(til "8600 Silkeborg")

Fra notesbogen

Tre digte fra juli måned, der havde godt af at ligge lidt.

Det er ikke mig

Det er ikke mig,
der ser min konto gå i rødt igen.
Det er ikke mig,
som ikke ringer til en gammel ven.
Det er ikke mig,
der ser tallerkener splintres mod min væg.
Det er ikke mig,
jeg ser i spejlet med mit femdagsskæg.

Det er ikke mig,
der ser din hjerterytme tikke ud.
Det er ikke mig,
som spytter syre, når du nævner Gud.
Det er ikke mig,
der kysser læber, som jeg ikke må.
Det er ikke mig,
som du ser pakke tøjet ned og gå.

Det er ikke mig,
der slukker smøgen langsomt i min hånd.
Det er ikke mig,
som griner lykkeligt på de gamle bånd.
Det er ikke mig,
der checker højden, jeg kan styrte ned.
Det er ikke mig,
der vil den dybe, dybe evighed.


Bønnebog

Rør ikke ved mig,
min hud krakelerer ved kærtegn.
Se ikke på mig,
den dér sympati i dit blik
er fortættet
og morderisk antistof.
Tal ikke til mig,
for alt det, du kender
som råd og erfaringer,
rummer den samme værdi
for mig nu,
som de drømme,
jeg ikke skal dele,
og skønheden
i dine øjne
og kurver
og fagter,
der hører
til andre mænd nu,
og af den grund
kun giver mig kvalme.
Og hør ikke på mig.
Det hele er bare
en tigers fortvivlede
udfald bag hærdede tremmer
i lukkede haver,
der stopper den dag,
den omsider
fortærer sig selv.


Rattus Norvegicus

Vi er nattevæsner,
kender hver en kloak
og hver en baggård i os selv
og bliver fede, når der driver
nye lorte ind med spildevandet,
bider af hinanden,
hvis vi ikke finder sammen
om at snappe efter verden
for at ligge der
og slænge sig i solen,
som vi aldrig har forstået
eller ment, at vi fortjente.
Alle siger, vi spreder pest,
men vi er samme art,
med tiden bliver man
næsten helt immun.

lørdag den 16. oktober 2010

Kysser muldens

sorte læber,

flinten danser
rundt i munden,

og min tunge bløder
kløver og salvie.

Jeg ringer, men tror, at dit nummer

er blevet forskubbet af vindstød,
en fremmed mand tager dine opkald,
de kører med udenlandstakst, og jeg fanger
kun lyden af dansende fødder igennem det løv,
som min sjæl har forskanset sig under
i selskab med orme og biller til dagen,
hvor luften kan bære min stemme igen.

Det står der endnu, gør det,

træet, vi klatrede i, da vi stadig
var børn og var blinde for højden
og stjernernes nærhed. Nu nøjes vi
mest med at spise de nedfaldne
æbler og vente på aber,
der kommer herned
for at omforme
knogler til våben.

onsdag den 13. oktober 2010

MU

Du letter
og bliver
til skyer,
og lidt
efter lidt
brænder solen
igennem,
så grænser
bliver grænser
og kroppe
bliver kroppe
og marker
bliver marker,
men ude
i havet
et sted
er der sunket
et helt kontinent,
og jeg dykker
og dykker,
men frømand,
dét bliver
jeg sgu
aldrig.

Tag piller!

Tag piller mod mavekneb,
piller mod blodtrykket,
piller mod smerter i hovedet.
Tag piller mod uro
og piller mod søvnløshed,
piller mod angstsved og stress.
Tag piller mod længsler
og piller mod drømme
og piller mod kærlighed,
piller mod modgang og medgang
og kulde og varme
og mørke og farve
og piller.
Pil af,
før du smitter!

Doggystyle

Øllen er lunken,
gardinerne gule
og manden for enden
af baren et rablende
orgie af kvaler
og had. Der er hunde,
som sover i bunker
på gulvet og drømmer
om højt græs
og hældende træer,
og et sted
i den drøm,
går jeg rundt
med en vag fært
af tæve i næsen
og kaster
med pinde.

Det,

der ikke
gik,
gik hen og
blev
stående.

Ørneflugt

Du er udforsket land.
Jeg har tørstet på bunden
af Death Valley,
danset på toppen
af Kilimanjaro,
tabt retning i hede
og krat ved Ækvator
og krydset Antarktis
og badet mig yngre
i Eufrats kilder.
Og vel har jeg
ønsket dig bort
i din mangel på omfang,
og vel har jeg
tit følt mig fremmed,
mens ørken blev bolig
og tundra blev fortov
og himlen fik smag af benzin,
men the Eagle has landed,
den sidder ved bredden
af Stilhedens Hav
og må leve af støv,
den er skør
af at kigge på stjerner
og kun skue spejle,
og nu vil den hjem.

søndag den 10. oktober 2010

Ved landsbyens gadekær

Der er skræpper og sivrør
og ænder og måger
ved landsbyens gadekær.

Der er dåser og flasker
og små stykker sort staniol
ved landsbyens gadekær.

Der er cykler og mursten
og opløste, gamle aviser
i landsbyens gadekær,

og der er mudder
i landsbyens gadekær,

tungt af de mønter,
de gamle smed i,
før de selv blev til ønsker

og sank
og forsvandt ned

i landsbyens gadekær.


(Frit efter The Donkeys)

Sorbus aucuparia

Rønnebær, rønnebær,
sure som hældende sol,
tvinger tungen til krumspring
helt ind i april, hvor den
stadigvæk spræller på jorden
og fabler sig fugtig og grøn.

Isola

Jeg fryser,
jeg samler på nedfaldne blade
og vindtørre græsstrå
og bygger en rede.

Jeg fryser,
jeg samler på huder
og muskler og hjerter
og bygger et legeme.

Jeg fryser,
jeg samler på tertser,
fonemer og pixels
og lægger mit æg.

Til min T****

Kattedyr, vandrende bølge,
selv Zen er en joke i din verden,
et bytte, der fryser i flugten,
og bare ét slik på min hånd,
og jeg véd, jeg kan bunde
- endda i mig selv,
hvis jeg tør.

Akt

- Det klør ad helvede til.
- Hvorfor?
- Tanker passerer.
- Hvorfor?
- Andre ting, der suser.
- Hvorfor?
- Det klør ad helvede til.


(remix af Ida Ravns "Så hvorfor skrive?")

Mit bryllup

Den dag, jeg blev gift med mig selv,
var min jakke til rensning
og præsten sendt ud til begravelse andetsteds.
Gryden var halvfuld af udkogt spaghetti,
buketten var lavet af slatten basilikum,
ringen var tegnet på gulvet med kridt,
og min tale var én lang arkaisk besværgelse.
Natten var lang, dog, stearinlyset
brændte, og vinen var god.

I efterårssolen

står buske i flammer,
man taler i tunger
om hyben og ting,
som man tabte på vejen
og knapt nok bemærkede dengang,
og nu er der aske på vej,
stjerner tindrer
på tagryggen,
øjne bliver
blanke
i stuerne.

fredag den 8. oktober 2010

Vulpes vulpes

Ræven
går derude,
den er ikke
ligesom os,
for den har poter,
den har hale,
den har knurhår,
den er ikke
ligesom os,
den spiser fugle,
har jeg hørt,
den graver huller,
har jeg hørt,
og den er ikke
ligesom os,
og jeg har aldrig
set den, mor,
en anden gud har
skabt den, mor,
lad døren
være ulåst, mor,
for den er solen
også rød
og vinden
kold.


(improvisation over Carl Nielsen og Harald Bergstedts "Solen er saa rød, Mor" fra 1915)

In memoriam

Jeg kan huske dengang,
hvor jeg lærte at gå,
og det hele var jubel
og bifald omkring mig
som om, det var noget,
jeg ikke var født til at gøre
og blot havde ventet
på publikum til.

Jeg kan huske dengang,
hvor min morfar
tog øksen og skilte
en unghønes hoved fra kroppen,
der bagefter bare løb rundt
med en gejser af blod
op af halsen
og endelig fandt ro
i mit skød,
hvor jeg grædende prøvede
på at få stumperne
samlet igen.

Jeg kan huske dengang,
der kom farver
på fjernsynet
hjemme i stuen,
og næsen blev presset mod skærmen
en lang, rastløs formiddag,
indtil det sort/hvide
prøvesignal blev kulørt,
men den skingrende
hylen i øret
var lige forfærdelig.

Og jeg kan huske dengang,
jeg blev fuld
til min konfirmation,
men mit svimmelhedsanfald forsvandt
mellem fremmede folk
i habitter og kjoler,
der "var der for min skyld"
og lidt for
at tale forretning.

Og jeg kan huske dengang,
jeg blev varm på en pige fra klassen
og skabte mig om,
så vi passede sammen,
hvorefter hun rejste,
og jeg stod tilbage
med bræmmer af kød
over knirkende knogler.

Og jeg kan huske dengang,
der var raves til i Århus,
og folk drev omkring i asbestdragter,
skingrende skæve af fadøl og E,
og faldt om i en bunke,
så snart det blev lyst,
mens reaktoren fortsatte
ned imod Kina med hamrende stempler,
og jeg var det eneste
levende væsen tilbage
i sikkerhedszonerne
rundt om Tjernobyl.

Og jeg kan huske dengang,
hvor et helt nyt årtusinde
blev indledt med dyre raketter
og billig champagne,
og fly havarerede,
huse blev mørklagt
og bomber gik af,
da en smådum computerfejl
slettede alt,
der holdt verden i gang,
min hukommelse
undtaget.

Nu må jeg lære
at gå uden støtte
og spise med gaffel
i dén.

onsdag den 6. oktober 2010

Næsten ingen

blade mere,

kun
træer,

hvad dét så end
betyder nu.

Katteæsken

Jeg sidder i et stort, tomt rum. Et sted på et lager står hele mit liv til opmagasinering, og det er uvist, om jeg nogen sinde får det tilbage. Her er der kun en seng, lidt tilfældige bøger, nogle cd'er, som jeg ikke kan afspille, og derfor er nødt til at huske i hovedet, og min kat. Min nødvendige dobbeltgænger.

Udenfor laves der mad. De andres raslen med tallerkener og bestik føles intimiderende. Deres eksistens larmer, så det skærer i mine tænder. Den er så insisterende. Jeg bliver mæt nok af vindens susen ind ad vinduet, har fylde nok i minutternes gang og pennens hvislen sig hen over papiret, mens den afsætter skrift, der ikke skal noget som helst andet end bare at være der.

Af og til går jeg alligevel ud. Måske fordi min eksistensform trods alt er menneskelig og vil antage uhyrlige former, hvis ikke jeg fastholder dét. Jeg kender en del. Dvs. jeg kender deres skrift, som de kender min, og når vi mødes, er det den, vi diskuterer - aldrig os selv. For hvad er vi egentlig, når pennen hviler? Telefonen ringer i hvert fald aldrig her, og hvor jeg engang tog det som et udtryk for ligegyldighed, tror jeg for tiden mest på, at det er fordi, de andre lige så lidt eksisterer i enerum, som jeg gør det.

Det sker, at vi flirter med hinanden derude. Det sker, at linjer flettes sammen hen over bordene og nye tekster truer med at opstå. Men vi holder altid igen. Den tekst, der ikke stammer fra én hånd, er monstrøs - et ingenting reproduceret. Måske et hurtigt knald i ny og næ er helt legalt. Et fald, en fylde, momentant, og så ikke mere, tak! Blanke ark, der vrider sig i vuggen og forstyrrer både nattesøvn og penneføring? Slap nu lige af!

Og så tager vi tilbage til de store, tomme rum, hvor vinden suser. I mit eget kan jeg vågne midt om natten ved, at katten kigger på mig som en moder, som en datter, som et rovdyr. Den er helt hinsides skrift, vil bare checke, om jeg er her lidt endnu.

Kom op,

mine blomster,

kom ud,
mine væsener,

styrt ned,
mine engle,

jeg møder jer
der, hvor jeg er;

i den bidende
vestenvind

ude
på klinten,

hvor tårnene
vakler

og klokkerne
ruster.

Dyb hals

Kunne kneppe med hvemsomhelst
hvorsomhelst nu, her, i aften,
hvor vinden står koldt ind
ad jakken og øjnene bløder
i alt for håndgribeligt gadelys.
Spar mig for løfter om havblik
og krondiamanter - du lyver
dig fremtider til - og lad
være med at spørge om noget,
når svaret står skrevet i kviksølv.
Nej, giv mig et hul, jeg
kan sive igennem,
og er der en bund,
skal jeg nok
ringe bagefter.

lørdag den 2. oktober 2010

Klunser

Gadelys
følger på gadelys
følger på gadelys,
vandrer man langt nok i nat,
smelter sålerne
under éns fødder
før solen
står op.

Tingbjerg

I Tingbjerg er hjerterne store
og knivene skarpe, man undskylder
høfligt for alt, der var taktløst,
og åbner systemet på dem,
der har tvedelte tunger, så fejlen
kan hele i kold blæst på Ruten
blandt virkelige fødder
og virkelige skodder.
Her vælger man hudfarven selv.