onsdag den 30. juni 2010

Hej verden

I karmene
visner
de støvede
planter
en hilsen
til floret
derude.

Fuglefri

Solsorten:

Ikke symbolsk,

når den klatter

dit ansigt.

tirsdag den 29. juni 2010

Uden titel

Kræver
min klarhed:

Stjernernes
mylder

må snart
drive over.

Ved Rasmus Rasks grav

Du fødtes i Babylon, legede mellem ruiner
og spartlede stenblokke sammen med stenblokke.
Søjler blev rejst over urgamle revner,
man råbte igen over have og skove og bjerge
fra bygningens top og fik svar.
Da dit hjerte gav op, var der kun fire
piller tilbage at rejse.
Med ét ord på læben begyndte du forfra,
og nu er der stille det sted,
du steg op i den grå lithosfære.

(til "Assistens")

Mosen

Mosen var bundløs
- det sagde min lærer
engang, hele klassen
var taget derud for at
høre de syngende lærker,
og tudserne tav, da
de så os. Så lærte
vi alting om dét.

(til "8600 Silkeborg")

mandag den 28. juni 2010

Faktor

Solen er splintret
i sten og metal,

tatoverer sig selv
på de blottede arme

og fuglene flygter
fra flammende tagrygge,

usikre på deres
trækruter nu.

Ved HC Andersens grav

Ingen går fejl af dit hvilested,
for du er blevet til skilte,
et hegn og en høj, plejet hæk.
Du er Dannebrog mejslet i sten
og en svane til stads,
en prinsesse spændt fast til en ært.
Men jeg kender dig, HC,
er venner med O.T.
og soler mig stadig i Skyggen.
Jeg véd, at din benede fod
kender pløret på bunden af Odense Å,
at dit pandeben stadig vibrerer
af farfars forskruede skrig,
og at hakkerne i dine dagbøger
stadig er enheden, ensomhed måles i.
Du var et sår, Mester Andersen
- dét er en blomsterkrans værd!

(til "Assistens")

søndag den 27. juni 2010

Ved Kjeld Abells grav

Det kan godt ske,
at blomsternes
gyldne trompeter
er tavse det sted,
hvor du ligger og lytter,
men stadigvæk nynner
en tæt klynge urter
den flygtige, blå melodi,
som du sang,
da dit tæppe gik ned,
og blandt hækkene
høres en glammende,
glad pekingeser.

(til "Assistens")

Assistens

I den høje
og brændende sol
samles fluerne
under de skærmende træer,
på de kogende plæner,
ved Runddelen,
sværmer og larmer,
så godt, de har lært det,
men evner end ikke
at tirre de døde,
der blunder i jorden
og aldrig
bliver mindre end
mennesker
igen.

(til "Assistens")

fredag den 25. juni 2010

Uden titel

Det er bare
en vind i et træ,
bare raslende løv,
bare syngende knogler
og hvinende tinder
og frugter, der flimrer
i mørket en knagende
nat i oktober.

Berg

Berg var den ældste i byen,
et vandrende egetræ;
alting forsvandt i hans årringe.
Farfar var stadigvæk ung,
da en markbrand løb løbsk,
og Hr. Berg måtte redde ham ud
af de slikkende flammer,
besodet, besvimet og prisgivet.
Far havde leget i krattet
bag Krogsgaarden, hvor han holdt til,
som en knægt, og selv havde jeg set ham
parkere sin bil med en afrevet kofanger
nede på gårdspladsen, tabt
for de myldrende veje for evigt,
men stadigvæk lige udødelig.
Selv da hans kone var puttet i jorden,
og gården var afhændet,
sad han i huset på Hjortgaardsvej,
stirrende ud på den silende regn
og mit voksende hår
med sin barkede mine,
og sugede til sig,
og selvom jeg ved, hvor han ligger,
forventer jeg stadig
at høre den trøstende lyd
af et agern, der lander
i muldjorden
over min urne,
når mit løv
er visnet.

(til "8600 Silkeborg")

Cam

Som Syd Barrett
i Cambridge
- en støvstorm,
der sænker
sig langsomt
på dugvåde buske
og fugtige siv,
både opløst
og opfyldt -
vil jeg tage imod
dine vuggende
kærtegn.

See Emily play (en improvisation)

See Emily play,
plukke stjerner fra luftgyngen
inde i Tivoli,
vifte med blødende
duer på vej ned igen.
See Emily play,
samle skinnende sten
op fra morgenes glimtende fortove,
bygge paladser
af rådnende kroppe på torvet,
mens gaderne vågner,
og kalde sig dronning.
See Emily play,
rulle sjæl ind i tyndt, fint papir
og fordampe i vener og æter
og vågne i andre folks hoveder
som halvglemte drømme
fra friske og tågede nætter dengang,
hvor de næsten var djinner.
See Emily play
these games for may,
you're gonna die this way.
See
Emily
play.

(tak til Pink Floyd for et eller andet...)

August

August fra huset ved siden
havde engang været andet en gartner,
men den mand var væk nu,
og ingen, slet ikke ham selv,
kunne huske hvorfor og hvordan,
og i sne eller torden
var August i haven
med gødning og hækkesaks,
smilende stille for hver gren,
der skød, og hver pære, der modnedes.
Roserne blussede op af hans mur
som et bål i en hule,
hvor alting var skygger,
og busken i midten af græsplænen
stod som en sindig, men skarp
korrektur af al anerkendt matematik.
Men en dag, hvor den halvrustne
låge bag huset var åben af vanvare,
gik jeg med usikre, stavrende skridt
ud på hvinende asfalt,
og August løb hen
og fik samlet mig op
lige foran en sættevogns kølerhjelm.
Nu er han død, og jeg skylder ham
stadig et "undskyld"
for al hans
forgæves ulejlighed.

(til "8600 Silkeborg")

Uden titel

Midsommer; byen
er stanset i guld
og snart sølv
og snart bronze,
snart rustende,
løbende jern,
til der kun er
en blød sten
tilbage, som,
skænket en
passende
omsorg, kan
omskabe alt.

mandag den 21. juni 2010

Uden titel

I morgenens
vindstille æter
går Elvis igen
på repeat:
"Moody Blue"
som en tøvende
dis hele vejen
fra Memphis til
Tokkerup Krat.

Postludium

Det venter mig, græsset i engen.
Det véd, det er grønt, og det véd,
at min krop aldrig finder den hvile,
den ønsker, blandt fremmede rødder og
stængler. Det kender mit navn, selvom stedet
har glemt mig. Det spreder sig hen over rodede
drømme i fremmede byer, og binder dem sammen.
Jeg dør, hvor jeg er, når jeg skal, og det
skal jeg, men nede i engen vil hestene
før eller siden slå fluerne væk
med de kraftige haler og gumle
sig gennem min hårbund.

(til "8600 Silkeborg")

søndag den 20. juni 2010

Vandværksvej

For enden af Vandværksvej
var der et hjerte, forkromet
og effektivt, skjult bag en
bræmme af pigtråd og coma
- for vigtigt til adgang for
andre end læger og plejere.

(til "8600 Silkeborg")

Reservoiret

Under Voel lå en kæmpemæssig sø, som blev
en smule større hver gang, der var regnvejr.
I en tung og mættet suppe fyldt med længsler
og erindringer blev tøffeldyr til bløddyr, fisk
og padder - hvide, blinde, men robuste og parate
til at overtage adresserne, hvis plovene
en skønne dag stak lidt for dybt i jorden.

(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 19. juni 2010

Matrjoshka

Der er dage,
hvor det,
der er virkeligt,
føles som sus
bag en klit
eller måger,
der svæver forbi
i en svimlende
højde og synes
at skrige af
noget, de også
kun lige
fornemmer.

fredag den 18. juni 2010

Akse

At cirkle rundt om ingenting,
at simulere, at der findes tyngde,

så man ikke tager form
af hvad som helst.

torsdag den 17. juni 2010

Thorsminde

Der er vognhjul, som knirker
ved kirken, og muldjord,
der buldrer diskret over
endnu en spire, og vind,
som kun bøjes af vind, mens
den langsomt, men sikkert
bugserer os vestover.

tirsdag den 15. juni 2010

ABC med finger

Fuckings til Jylland.
Fuckings til Aros og asfalt
fra Århus til Ringkøbing.
Fuckings til Jylland.
Fuckings til Bouet og Balle
og Bælum og Biersted og Bregentved.
Fuckings til Jylland.
Fuckings til Christian Bagskid
og Connie og Clemmebæ.
Fuckings til dambrug og drænrør,
og fuckings til enkebal nede på kroen,
og fuckings til flåter og fjæsinger,
gyveler og geder og gylle.
Fuckings til Jylland.
Fuckings til havgus
og Hancock og nisser i haven.
Fuckings til indavl,
og fuckings til joller og joggingtøj.
Fuckings til kjoler og kraver
og Kandis og Kim & Hallo.
Fuckings til klumper i sovsen,
der udtales "såvs" med et å,
så man véd, hvad der er
på tallerkenen, ikk' å?
Fuckings til Jylland.
Fuckings til Legolands åndssvage klodser
og dansende møgunger.
Fuckings til middagssøvn ude i skuret
og muldvarpefælder i græsset
og myrer i bryggerset.
Fuckings til nylon fra Brugsen
og NAB-pils fra døgneren.
Fuckings til ornernes hvinen,
mens nye læs fars
bliver undfanget.
Fuckings til onsdagssex
sammen med konen,
suppleret med porno fra tanken.
Og fuckings til quilting,
og fuckings til rødkål til stegen
og rødkål på bøffen
og rødkål i suppen og buddingen.
Fuckings til Svendsen fra Låsby,
der ikke er "hyggelig" og "snu",
men en gangster i træsko,
der sælger sin hjemegn
til alle for alt til enhver tid.
Fuckings til Jylland.
Fuckings til tuba på sølvbryllupsdagen
og traktortræk ovre ved hallen,
og fuckings til ugler i mosen
og ugler i håret
og marked i Ulsted.
Fuckings til vandskel og vandgrød
og vandede vitser.
Fuckings til "waders" og "wown"
- og til "wost" og "hwa så?"
Fuckings til Jylland.
Fuckings til X, som man ikke
kan bruge til noget i stalden.
Fuckings til yverne.
Fuckings til Z, som man stemmer på
uden at prale til naboen.
Fuckings til æbleflæsk, "ædderkop", "æjelse".
Fuckings til Læsø og Fanø og Mandø.
Fuckings til Lilleå, Storå og "Gujenå".
Fuckings til Jylland,
og fuckings til mig
for at stave, så kragerne vender
og vender tilbage
og skriger mit navn.

mandag den 14. juni 2010

Skanderborg revisited

På Skanderborg Station
er vinden hård og solen strid.
På Skanderborg Station
er sneen umanérligt hvid.
På Skanderborg Station
er regnen vådere end våd.
På Skanderborg Station
er ingen rigtigt vild og kåd.

På Skanderborg Station
er tiden lang og livet kort.
På Skanderborg Station
er kjolen hvid og frakken sort.
På Skanderborg Station
har råger samlet sig i flok.
På Skanderborg Station
er tusind krummer ikke nok.

På Skanderborg Station
har toget mistet damp og røg.
På Skanderborg Station
forsvinder stemmerne i støj.
På Skanderborg Station
er Sophus Claussen fadet ud.
På Skanderborg Station
har musen bleg og uren hud.

søndag den 13. juni 2010

Manøvre i p

Punktering, pendulkraft, pulsering.
Paddehat, pære, persille.
Pæleorm, pumaer, plankton.
Patriark, proletar, pjalt.
Piaf, Paracelsus, Pol Pot.
Pulsering, pendulkraft, punktering.

lørdag den 12. juni 2010

Impact

Når vinden løjer af,
vil alting ligge
på sin rette plads.
I blæst kan ingen
vilje holdes skjult.

fredag den 11. juni 2010

Vasker

Giv mig regn!
Giv mig mere regn!
Et hav af luft,
som jeg kan danne
finner i, som gerne
kendes ved mig,
når jeg lægger æg
og skummer af
og slikker
højderne.

torsdag den 10. juni 2010

Fundament

Musen er død.
Der er ingen,
der synger,
så stjernerne
samles i billeder
og lytter,
og ingen,
der dufter,
så støvkorn
forelskes
i støvkorn
og bliver
til kroppe,
men under
mit gulv
pusler rotterne,
ormene.
Væggene revner,
og tegl
dratter ned.
Hvis jeg venter
en kort
stund endnu,
kan jeg bo
på et stykke
papir.

onsdag den 9. juni 2010

Groundline

Der er mangel
på tårne i Tårnby,
men blokke af hærdet beton
vokser sammen om noget derude,
der vejer så meget og er
så solidt, at det
evige ramler.

Uden titel

Nyt vue,
stadigvæk øjne.

Ny side,
stadig papir.

Nye ord,
samme slags
tavshed.

tirsdag den 8. juni 2010

Fearful symmetry

Jeg vil helst ikke
støde til stolen
og ånde i luften
og skygge for lyset.
Jeg vil ikke hænde,
mens andre ting sker.
Jeg vil ikke tage plads,
når alt andet har fylde.
Jeg krumbøjer tiden,
forskubber balancer,
der aldrig vil hvile
igen, men forvandles
til andre balancer,
der også kan tippe
og vælte og tømme
sig ud som en
tung balje pis
i dit hår.

Drømmesekvens # 11

Du åbner din mund, og jeg hører
ham rumle derinde, fordrukken
og liderlig, væltende planter
og bøger og billeder ned
i en junglerus. Snart er der
urhav igen, og jeg synker
til bunds som en skal
i dit mudrede spyt.

mandag den 7. juni 2010

Drømmesekvens # 10

Et æg falder ud af min vindueskarm,
knuses mod fliserne nede på gaden
og drukner karré på karré under brådsøer
af søvn. Jeg er vågen.
Min krop har forladt mig.

Uden titel

Ælte
& styrtregn.

Sjælen


udvikle
gæller.

søndag den 6. juni 2010

Uden titel

Fluerne
sværmer,

som om,
de har hjemme

et sted
her

i nærheden
af os.

lørdag den 5. juni 2010

Hvide Sande (version 2)

Vi ligger i solen og udtørrer:
Blommer, så svesker, så støv
i den fattede fralandsvind,
tøvende stadig ved tanken
om dykket igennem den
rullende, skummende saft.

fredag den 4. juni 2010

Drømmesekvens # 9

Døgnene vender og drejer sig, svedende
støjende, flygtige drømme på vældige lagener
i slørede værelser fyldt med en virkelighed
uopnåelig for alle og alt.

torsdag den 3. juni 2010

Fabel

"Hjemme er der,
hvor man vokser",

siger træet
til fuglen,

der letter
fra reden

og synger
planeter.

onsdag den 2. juni 2010

Majsang

Det skingrer af vanvid i blomsternes skær.
Det flammer i næsen, og øret får stær.
Man vrider sig rundt som en liderlig kat,
men også om foråret er der en nat.

Det koger i kraniet af varme og sol,
og kroppen er spændt som en sikret pistol.
I gaden står smadrede biler forladt,
for også om foråret er der en nat.

Majstangen snurrer, men hvem snurrer med?
Hvem sender dæmonerne mætte afsted?
Hvem skænker sit kød, hvem er fuldt ud besat?
Hvem våger i forårets blivende nat?

Foderstoffen

De eneste katte, jeg kendte som barn,
var de pjuskede, hærgede kræ,
der holdt til bag det lager,
hvor bønderne hentede gødning og såsæd
hver onsdag ved middagstid.
Ellers var grunden et ingenmandsland,
hvor vi byggede huler og banede stier
igennem buskadser af bjørneklo,
mens vi var Stanley i Afrika,
Cook ved Antarktis og Armstrong på Månen.
Når kattene vendte tilbage
fra natlige togter til haver og bede
og hølofter, trætte og sårede,
spurgte de aldrig til noget,
men kiggede op med et blik,
der gav pokker i arterne:
Vi var en flok! Og den dag,
de blev skudt, var der lang vej
til Hammel og masser af lektier
og stilhed på gaden, og jeg
måtte lære at ånde påny
gennem hullet i panden.

tirsdag den 1. juni 2010

Uden titel

Et sted bag ved regnsløret
suser en knallert forbi.
Det er fyraften,
spejlene kalder derhjemme.

Et sted under jorden
er floderne dybe
og fiskene blinde.
De svømmer i mål.

Caritas

Hovedet har fundet sin plads
i den dampende gejser fra halsen
- et dansende æble,
der gyldnes af fugtige solglimt,
og afsætter kerner i kamre,
som end ikke mørket kan nå.