mandag den 31. maj 2010

En skål for Maren











Oldemor Maren
blev født i et jordhul
på Mogenstrup Hede ved Sevel,
som ingen kan finde på kortet,
for hvorfor skulle nogen dog dét?
Hendes far var en rejsende sælger i uldtøj,
og moderen strikkede trøjer af garn,
som hun selv havde spundet og kartet
og klippet af fårene ude på heden,
når ellers hun kunne få tid
for de skrigende unger, hun fødte
på samlebånd: Seksten ialt.
Fire døde i vuggen, mens Maren så til,
og var fuldstændigt magtesløs
ligesom sin mor, der var halvvejs sigøjner,
men hverken kunne læse i kort eller hekse.

Hun voksede op, mens hun røgtede dyr,
lærte ikke at stave og regne,
men kunne sin salmebog udenad.
Sammen med den kom hun gennem de ensomme nætter
på gårdene, hvor hun kom ud for at tjene
så hurtigt som muligt.
Der mødte hun Christian Baunbæk,
en husmand og ungkarl fra Ulfborg,
der gerne tog for sig af retterne,
indtil hun svulmede op,
og han pludselig var nødt
til at gifte sig under sin stand.

Fra den dag var hun pige
i huset hos ham, kogte øllebrød,
stoppede sokker og malkede køer,
mens hun fødte hans børn,
der fik bank, hvis hans rute
som mælkekusk drillede,
alt imens Maren lå inde
i sengen med salmerne, nynnende lavt,
og først åbnede døren igen
for den grædende søn eller datter,
der fik hendes hjerte
i stedet for det,
der blev knust
af hans svirpende livrem.

En dag var han væk.
Det var børnene også.
På Baunbæk blev stuerne stille
og lokkerne hvide,
og hun var så fattig som altid,
men strikkede gaver
til alle og én i den større
og større familie,
der også blev min.

Jeg blev mødt med et sølvkrus,
som hun havde spinket
og sparet i månedsvis
for at kunne give,
og jeg nåede at kende
det trætte og fjerne,
men kærlige smil,
før hun endelig gav op
og var blevet et meningsløst navn
på en gravsten
ved siden af Christians,
en salmebog, krøllet og kold,
og en kalk på en hylde,
med noget, der tit
flyder over
og holder
mig varm.

(til Maren Nielsine Jacobine Konradsen (1901 - 1977))

søndag den 30. maj 2010

Brandvæsen

Der var ildløs på Krogsgaarden,
da jeg var barn.
Mens jeg gemte mig bag ved
de hvide gardiner i stuen,
slog flammerne ud
af de sodede ruder i stalden,
og dyrene skreg,
så det ikke var køer og grise,
man hørte, men smerte,
og et efter et
kom de ud på det revnede fortov,
forbrændte, uformelige,
før de blev skudt med geværer,
der ellers blev gemt mest til pynt.
Der var ild i min seng hele natten,
og huse sank ned
i et pløre af kogende asfalt
og afsmeltet kød,
og om morgenen
fandt jeg en paddehat
omme i baghaven.

(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 29. maj 2010

Sminge blues

Der boede munke
i Sminge engang,
og man fremviste steder
ved kanten af søen,
hvor klosterets mure
engang skulle have stået,
men end ikke bønner
kunne lokke dem op
af den fedtede muldjord igen,
ligesom ingen kunne tvinge
den nedlagte jernbane
med sine spøgelsesspor
gennem skoven
til atter at stoppe
på vejen til Randers
og opsamle drømme
og aflæsse håb.
Der var lunger
og hænder
og øjne
i Sminge,
men dørene
bandt.

(til "8600 Silkeborg")

fredag den 28. maj 2010

Digter

Du er en digter.
Du bygger en voldgrav
af grumsede fremmedord
rundt om dit ego,
der skælver bag muren
i angst for,
at nogen en dag
trænger ind
og har brug
for din hånd.

Du er en digter.
Du løber i zig zag
på lange og kringlede veje,
som ingen kan følge,
så alle kan kalde dig
helt eller troldmand og seer,
men aldrig
beskue dit ansigt.

Du er en digter,
du messer mod gulvet
i afgrundsdyb andagt som om,
man bliver frelst
ved at bede
til sig selv.

Du er en digter,
og digtene gyser
ved ordet,
alene.

torsdag den 27. maj 2010

Dum

Lagde en blomst på din grav,
som om andet end længslen
kunne vokse dér nu.

Face value

Skyerne
truer
kun
dem,
der
er
bange
for
regn.

onsdag den 26. maj 2010

Uden titel

Tåget og
blikstille
morgen,

kun duerne
kurrer
forkølet

på drømmenes
tagrygge.

mandag den 24. maj 2010

Uden titel

Sig, at du ved,
hvem jeg er,
og jeg smider dig ud
af mit hjem
uden vrede
og anger
som knasende løv
i entréen,
der kildede vinden
og spejlede
lyset engang.

Uden titel

Bierne hvisker
i skovbrynet.

Blomsternes
bægre:

Et hvælv
af absinth.

søndag den 23. maj 2010

Dyrehaven

Byen migrerer, slår lejr for dagen
blandt krogede ege og løbende krondyr
bevæbnet med knive og gafler og stole
af plastic. Og ude i krattet et sted
går jeg rundt, hul i ryggen, med
spidsede ører, og samler en dyne
af mos, jeg kan skjule mig under,
til solen må lyse på min slags igen.

lørdag den 22. maj 2010

Kompleks

Der er uro neden under.
Der bliver kastet med tallerkener,
dyrket højlydt sex
og plantet blå violer på altanen.
På etagen oven over
er der stille, der står alting,
som det skal, og frosten løber
gennem rørene herned,
hvor jeg er presset ind blandt
stolene og skabene
og vogter på mit åndedræt,
mens murene slår revner
rundt omkring os.

fredag den 21. maj 2010

Sur gammel mand

Jeg bliver gammel,
jeg sover for godt og for tit,
og det sker,
at jeg
skriver i
knæk
prosa.
Hårene vokser i næse og ører
som græs, der forsøger at dække
for solen, og hvis jeg var blind,
som jeg nok bliver en dag,
kunne de sprede sig fuldstændig uhæmmet.
Jeg hører plader, jeg købte for 20 år siden,
og elsker at dufte til nyfældet træ,
drikker kaffe helt sort uden mælk
og forsøger at udvise menneskelig anstændighed
- "bare som hobby", fortæller jeg folk,
hvis de spørger, og det gør de forbløffende ofte.
Jeg mindes om ting af betydning,
når klokkerne ringer om søndagen,
mindes om ting, som jeg afgjort vil glemme så hurtigt
som muligt, når højhuse styrter
og skatter bliver fastlåst
og folk vrisser af mig på gaden fordi,
jeg er kommet i vejen for just deres albuer.
Jeg ser et voksende mørke i krogene hver dag,
om så der er strålende solskin.
Jeg ved, at det hele vil gå, som det plejer, alligevel
- givetvis også en dag
uden mig som forstemmende tilskuer.
Jeg er en sur gammel mand.
Jeg bliver nok aldrig fan af "det nyeste nye",
for jeg er en sur gammel mand.
Jeg bliver aldrig begejstret ved genfundet gammelt,
for jeg er en sur gammel mand,
og jeg ved, hvad jeg har,
og jeg ved ret præcist, hvad jeg ikke vil have,
og jeg ved noget bedre
end bare at holde min kæft,

men der synger en solsort
i gården hver morgen.
Dén sparer jeg
gerne for brok.

(vil ikke direkte kalde det en pastiche, men jeg skylder nok Peter H. Olesen ét eller andet her)

torsdag den 20. maj 2010

Sandets prinsesse

Jeg har set dig
ved havet
i disen,
en søjle
af sand
i et uventet
vindpust.

Og jeg har set dig
i ørkenen,
strygende hen
over rejsendes
knogler
i vældige klitter.

Og set dig
i glasset på hylden
med smukt
svungne former,
faldende,
faldende,

altid
for mig.

(igen inspireret. Denne gang af Nick Drakes "Princess of the Sand")

onsdag den 19. maj 2010

I Texas et sted

I Texas et sted
rasler vindhekse hen
over gulve
i falmede stuer
i byer, som ingen
kan huske, hvad hed.
I Texas et sted
dratter endnu
en cowboy af sadlen
med sandkorn
på tungen
og klipper i benene,
tastamenteret
til gribbe
og strejfende hunde.
I Texas et sted
standser Gud
ved et truckstop
og får sig en whisky
i baren med Satan,
der også, om muligt,
vil glemme det hele.
I Texas et sted
er der pletter
af olie i sandet,
som ingen
har fundet endnu.


(Er ikke fan, men ikke desto mindre er teksten inspireret af The Raveonettes' nummer "Somewhere in Texas" fra Pretty in Black (2005). Se evt. video her)

Uden titel

Aben har fundet
den gren, både solen
og månen har hængt
på med grænseløst tålmod,
mens jeg står på jorden
blandt nedfaldne blade
og knækkede grene
og føler mig
sulten og dum.

Gry

Byen er vågnet for
atter at spire og handle
og skurre og synge.
Med busser og taxier
rækker den ud efter
sine kvarterer og mærker,
de er der endnu.
Snart er drømmene piblet
på plads under asfalt
og brosten, hvor ingen
kan tyde dem mere.
Kun klokkernes genklang
vil hænge blandt sodede
mure en rum tid endnu.

tirsdag den 18. maj 2010

Felis silvestris catus


Hej kat.
Hvor har du været?
Har du mon klatret i træer
for at trone på toppen af verden,
som din slags har krav på,
og mjavet gudsjammerligt
over de svimlende højder?
Og har du mon leget
med sårede fugle
og nydt deres skrig
og fortvivlede spjætten
i kløerne på dig
og ladet dem ligge på jorden
og dø, som du plejer?
Og har du fortabt dig i én,
der var ligesom dig selv
for en stund, til du,
mæt og tilfreds, jog ham bort
med et hvæs og jag fra din pote?
Og er du mon træt nu?
Træt efter slalomløb
mellem passerende biler
og dage med sniffen
til sælsomme blomster
og nætter som trækdyr for Freja
på barer og slagmarker?
Læg dig kun her i mit skød
som en drømmende,
summende pelsbold.
For mig er det nok
blot at være
en kat.

(til Tilde Pyllemisdatter)

mandag den 17. maj 2010

Stuen

Her er
der kun
fire vægge,
en krop
og en tanke,
der fylder
den plads,
som en tanke
skal fylde,
og vandrør,
der suser
et sted
under
gulvet.

søndag den 16. maj 2010

Arv

Liv
hældt
på liv
hældt
på liv

som et
netværk
af floder,
der mødes
i én,

som er
lige stor
hver
gang.

lørdag den 15. maj 2010

Blå time

Det er lørdag,
og skjorterne stryges,
der lægges make up
og friseres frisurer
bag skrammede døre
og utætte vinduer.
Snart er der guld
over alle facader
i city og smadrede
flasker, der river
sig vej gennem
næsen og ud
i dit blod,
København.

Krowicky

Christof Krowicky var vistnok polak.
Måske flygtning fra krigen, måske hoppet af
under Stalin. Nu var han i Voel, og her spurgte ingen
om ting, der kunne lukke en hel verden ind
bag det plettede byskilt, som Christof passerede
helt uden angst, når han rullede ud til de mange
og givtige gårde på egnen med pølser og pålæg
og oste i bilen og langede smagsprøver ud til de små.
Og jeg husker hans roastbeef, der smagte af prærier,
bjerge og græssende køer på et fjernt kontinent.
Den var noget, han havde, og kun viste frem til de få,
der blev drevet mod enden af verden af dristige
smagsløg. Og inderst i rummet, gemt væk under plastic
og sølvpapir, fandt jeg et sølvkors en dag.

(til "8600 Silkeborg)

Uden titel

Murene falder
på plads

i den kølige
nat.

Stadig findes
der døre.

Dobbeltgængere

Drankerne sidder på Guldbergs Plads
omme bag gitteret, henslængt på smuldrende
bænke, og nedsænker solen i flaskeøl.
Ude i skumringen vælter de rakkede hunde
omkring, mens de leger tagfat og flår
struberne ud på hinanden. De ligner
de folk, der passerer med blikkene
vendt mod de nedslidte fliser.

(til "Alvor, Baby!")

torsdag den 13. maj 2010

Bare et liv

Det er bare et liv.
Det er ikke en ting,
der skal pudses,
og ikke en envejsbillet
til en fremmed galakse
- end ikke en gammel avis,
der skal kastes i ovnen.
Det glider i tomme bananskræller,
venter ved lukkede kasser
og kaster med brosten.
Det danser i vandpytter,
crawler beruset i safter
og synker af lykke
på syv favne vand.
Det har ingen morale,
kun udfald og indfald og opkast.
Det mangler pointer,
som om nogen spørger efter dem,
når først trommerne
buldrer bevidstløst i hallen.
Det er der vel mest,
for at undre de hjerner,
som tror, der er noget at fatte,
og glædes usigeligt ved dét.
Det er bare et liv,
og jeg taber det gerne
på jorden, så
ingenting
spildes.

onsdag den 12. maj 2010

Blegdamsvej

Der er revnet et hav over Rigshospitalet et sted.
Strømmen rusker i tangskoven ud imod Fælleden,
murene skummer beskidt, og der lurer muræner
i sengenes fodender. Udenfor skylles der
dynger af flækkede kalkskaller
sammen i busserne.

tirsdag den 11. maj 2010

Maj

Grenenes
blomsterlys

klare
i skumringen,

ikke helt
falmet

til live
endnu.

Boing boing

Vi er
bare passerende,

nedslag

på en uendeligt
stor tamburin,

returneret
om lidt

til et lærrede

større
endnu.

(Variation over Tanja M. Truelsens "Kladden om mennesket")

mandag den 10. maj 2010

Uden titel

Prøver velsagtens blot på
at begrave mig selv i så mange
og vægtige ord, at man finder
mit aftryk en dag i det blotlagte
kridt ved en anden slags kyst.

søndag den 9. maj 2010

Fragment # 5 - råtekst

Fragment-serien, der har været publiceret over den seneste uges tid, er skrevet med henblik på en kommende antologi fra Det Poetiske Bureau, som netop har arbejdstitlen Fragmenter. Har serien derfor virket væsentligt mere konkretistisk end det stof, jeg normalt bringer herude, er det som en funktion af de tanker på formplanet, jeg hurtigt gjorde mig i den forbindelse: Hvordan man ikke blot kunne tematisere (især) sprogets og digtets karakter som et fragment af virkeligheden, men hvordan man også rent konkret kunne arbejde fragmentarisk på papiret. Egentlig har jeg tænkt konsekvenserne længere ud endnu: Det er mit håb, at jeg engang får mulighed for at få læst de 14 tekstblokke i "Fragment # 1" op af 14 personer (syv hankøn, syv hunkøn, helst i forskellige aldre) samtidigt... Men allerede "Fragment # 3", der blev bragt i går, havde nogle rent grafiske pointer bygget ind i sig, som man af en eller anden grund simpelthen ikke kunne reproducere her på siden...

Det samme gælder med den sidste tekst i serien: "Fragment # 5". Kommer den med i antologien, vil den fremstå som et plus med lange sidelinjer - åbent for fortolkning som et væltet kors - der er klippet ud af en hel side med spontane, højholtske skriblerier á la dem i 6512. En sådan opstilling lader sig dog ikke vise her, så i stedet har jeg tænkt mig, ganske eksklusivt at publicere den oprindelige "skribleside" her, så man kan se den helhed, det pågældende fragment er taget fra.

Dette gør i øvrigt den tekst, som nu vil følge, til den eneste rest af projektet, som vil stå tilbage, når manuskriptet er afpudset og afsendt. Ikke fordi den er specielt fantastisk - den er bare et materiale skabt med henblik på målrettet destruktion - men når jeg giver noget væk til publicering, er det for mig at se naturligt, at teksterne indgår i lige præcis dén sammenhæng. Ikke andre. De øvrige indslag i Fragment-serien står derfor til at blive slettet om nogle få dage. Nyd dem, om muligt, så længe, de er der.

Nå, here we go...

***

Fragment # 5

Her skal ikke stå noget. Bare fyldes noget plads, så jeg kan ånde ind igen for ophobet liv. Det er bare et aflad, et håndkantsslag i badekarret, skum på spejlet. Ikke noget interessant. Forsøger bare at se, hvad der sker, hvis Pollock får fat i et blækhus. Tæt skal det være. Ingen skal kunne presse et barberblad ind mellem stenene i den her bygning. Det er selve stenene, der skal udgøre tomheden, og den skal veje til som ind i helvede. Kölner Dom som monumentalt koan. One hand clapping, one hand building. Og giv mig så Spitfires en masse. Lad dem droppe tunge bomber som lakridser fra en fastelavnstønde. Det er ikke arkitektens værk, men de rygende ruiner af det, der er beundring værdig. Kriteriet for kvalitet er i det hele taget, at værket først bliver fuldendt som ruin. It's a lot like life, this game between the sheets. Four sheets to the wind in Copenhagen. Copenhagen cancer city kill. Nå, jeg fortaber mig, og det er helt efter planen. Tro ikke, at man nogen sinde bare kan skrive løs uden en strategi. Hvis man gør det, kommer strategien alligevel altid ind ad bagdøren, og sædvanligvis for at fortælle alle hvor dum, man er. Ikke at man bliver mindre dum af at have en strategi; du betjener bare din dumhed, vælger selv rammen. Og nu er den her snart udfyldt. Nu, faktisk. Gaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah, siger jeg bare. Farvel.

Fragment # 4

Blyanten ligger i vuggen
og skriger, og blyanten
leger med ild bag ved
købmandens carport, og
blyanten cykler forbi hendes
hus efter skoletid, blyanten
stirrer på tomme tallerkener
den aften, hun går, og er
bare en blyant, umulig at
trøste og advare. Udenfor
vandrer jeg rundt med en
globus i hånden og kødsmag
på tungen og indsamler
skræller til træer, det er
muligt at kravle i.

lørdag den 8. maj 2010

Fragment # 3

Gå dog i styk ker, for bande de spr og,
dit træææge og fam
len de læs,
du er bare 1 ,
1 FYLDT in ter val
mlm
indfald og
afgrund
det symdiabolske symp2m
på 2iteten

4vist
fra 4liset

d et
v æltede
8

fredag den 7. maj 2010

Columba livia

Ved kirkerne
fodrer man duerne,
giver dem restbrød
fra bageren,
mugnet og tørt,
som de tynde
og skabede kræ
humper rundt
på forkrøblede ben
og fortærer.

I centrene, hallerne,
plaffes de ned,
og de dratter
til jorden
helt tavse
med grene
i næbbene.

tirsdag den 4. maj 2010

Gral

Helliget være dit navn
og din haltende fod
og din pegende finger.
Helliget være din vrede,
din synd og dit ømmeste kærtegn,
og helliget være dit syn
og den tåge, du fægter dig gennem
på vej hjem fra byen.
Og helliget være den drøm,
hvor du ved, du er død,
når du vågner, og helliget
være den stemme, der kalder
dig ind til den dampende kaffe,
og helliget være det kys,
som kan kende dig mellem
de raslende buske i haven
skærstorsdag om natten.
Ja, helliget være
hver sølvtunge.

mandag den 3. maj 2010

Fragment # 1

Fragmentet erstatter en helhed, man ikke kan fatte, er terningen renset for tilfælde, gud i et samlesæt, tid uden linje og ur.

Papiret er fyldt. Det er planen. Jeg fylder det, indtil det knager og revner og knækker og nedsænker alt, der er på det, i blikstille havvand.

Fragmentet er feber, et udbrud af antistof vendt mod det tomme, mod altet, mod kroppen, der nærer det. Tanken er øer i have af snot.

Der er langt fra Cape Town til Calais. Der er faktisk et kort. Der er også en kuling af master og skruer og sejl, og din krop gynger stadig, idet den går ind for at drikke Pelforth på et tomt brasserie.

Fragmentet er det, der er dødt, men alligevel reproducerer sig selv i forventning om liv, hvis det bare kan fylde det hele.

Der var én celle, da det begyndte, før kernen blev spaltet. Nu løber vi rundt i atomskyen, blinde, forbrændte, og prøver at følge den baglæns.

Fragmentet: En tavshed, der stødes fra bande til bande af højlydt kommunikation.

Du har dræbt ham. Nu ligger han der som en dråbe på jorden, og snart falder øjnene ud af dit hoved, der dratter af halsen, mens bjælkerne siler imod dig fra taget. Bag stjernernes voksende vandpytter flyder en regnbue ud.

Fragmentet er taget på ferie, nu står der et tomt hus og venter, og rotterne rykker derind. Udenfor står der mennesker og roder i lommerne efter en nøgle til døren, der hastigt blev efterladt åben.

Der ligger en frugt i din have, men ingen kan se hvilket træ, den faldt ned fra. Du samler den op, og du ser dine træk i den glatte og spændstige skal. Du er sulten, men hænderne skælver af kulde og uro.

Fragmentets natur er at søge sit udløb. Vi klynger os fast til en flydende træstamme. Håber, at skoven er nær.

Se, jeg stiller mig op her i mængden og kalder. I kommer, jeg véd det, I kan ikke andet. Jeg fylder min hånd, og jeg døber jer alle i ét navn, og dét navn kan godt være mit.

Fragmentet har suget galaksen tilbage i hullet, den kom fra. Nu ligger det bare og venter på Ordet igen.

Logistik, logaritme, login.

søndag den 2. maj 2010

XVI: The Tower

Digtere dør da
af leversvigt,
hopper i floder
og sluger geværhagl
som syrlige drops.
Ingen skuldre kan bære
den rådnende klodes
umådelige vægt,
ingen tunger kan tåle
at tale så længe
med skaberens
flammende,
lutrende sprog.
Man må flygte
fra tårnets
forfærdelige udsigt
og knuses mod
hungrende muldjord.
Jeg ser det
så ofte.
Jeg står
med et kornstrå
i kæften
og svinger
min le.

Hel (version 2)

Læg planer,
kom i helvede.
Læg til
og kom i helvede.
Læg ud
og kom i helvede.
Læg penge,
kom i helvede.

Læg tøjet,
kom i helvede.
Læg skjoldet,
kom i helvede.
Læg våbnet,
kom i helvede.
Læg æg
og kom i helvede.

Læg blomster,
kom i helvede.
Læg bønner,
kom i helvede.
Læg ofre,
kom i helvede.
Læg fra
og kom i helvede.

Læg alt, du var
og er og bliver,
og brænd.
Læg alt, du tror
og vil og kan,
og du bliver renset.
Læg dit helvede,
og krybben
vil stå tom.

(Ny, radikalt anderledes udgave af et digt, jeg havde i Hvedekorn # 2/93. Nu rent faktisk forståeligt for andre end mig selv...)

lørdag den 1. maj 2010

1. maj da capo

Græsplænen myldrer
af meninger.

Hensmidte dåser
og tømmermænd

hilser
den nye dags orden.