onsdag den 31. marts 2010

Døden da capo

Jeg er træt af at skrive om døden,
den gamle og knoklede traver med leen,
der høster og høster, fordi det er det,
den har lært, men sandsynligvis ville få stress,
hvis man tvang den til også et bage et brød.
Den er dum nok i skallen til ikke at skelne
imellem en blomst og en henfalden frugt.
Den er fej nok til altid at snige sig ind på én bagfra,
og viser kun ansigt til den, der skal bort,
som om fraværet frygter at miste sin sjæl,
hvis man kigger det ærligt i øjnene.
Den er så tør som en murstensroman fyldt med udrevne sider,
og kalder kun angst frem, fordi man skal vente i sengen
med halvråddent blod i sin krop i ulidelige tider,
før droget omsider får lyst til at kigge forbi.
Ja, den er der i grunden slet ikke,
er det, som er til, så alt andet
kan slippe for ikke at findes
så længe, jeg indædt
bliver ved med at
skrive om
døden.

tirsdag den 30. marts 2010

Indicium

Der findes giraffer endnu,
elefanter, tapirer og næbdyr,
sågar, som om nogen vil gøre
de største raketter og skarpeste ure
og vildeste syner til grin med en
skingrende krop til et skjult, men
presserende formål, et buldrende
æg på et nyvasket gulv.

mandag den 29. marts 2010

Krematorium

De puttede morfar i ovnen
og brændte ham sammen
med knastørre kviste
og visnede blomster
fra sløjfede grave,
for "det kunne være det samme".
Men klumpen af guld,
som de fandt under asken
var åbenbart ikke
det samme, og halsen,
den glimter om nu,
noget andet igen,
og jeg selv noget tredje
og flammerne
uden for nummer, men tro mig:
Jeg deler dem
gerne med dem.

Degenerationer

Jeg var barn af forældre engang.
Så blev jeg et barn af min tid,
til jeg fødte og opdrog mig selv
og begyndte at ligne min far
til forveksling. Nu er det ham,
der må die og kravle og pludre
og lære at fødes igen og igen
af kolonner af børn, til jeg
ligger ved foden af træet
og kigger mod solen,
endelig klar til at dø.

Uden titel

Forklaring
følger

her

og her

og her

ghjjghjjhhjjjghog længere ude endnu.

søndag den 28. marts 2010

Genesis

"Der blive lys",
sagde gud,
og det blev der,
og derefter
tavshed, for her
kunne Årsagen
ikke have ophold,
hvis ikke
den blev
til en skygge.

fredag den 26. marts 2010

XVIII

Månen er en halv citron,
en grøn ost af uhyrligt omfang,
tidevandets tyv, det rødes vækkeur
og lykantropens sol, men mest af alt
en bunke støv, som du kan vandre på
i evigheder uden at nå frem til
andet end din egen skygge.

torsdag den 25. marts 2010

Fragment om bevidsthed

Jeg er blot en bevidsthed, der prøver
at blive bevidst gennem andre bevidstheder,
had mig og elsk mig og brug mig, så vokser jeg,
glem mig og husk mig og se mig, så vokser jeg nedad
og bygger mit rige et sted under jordskorpen,
hvor der er plads til adskillige verdener,
ikke mindst din, hvis du glemmer
din tyngdes forpligtelser.

onsdag den 24. marts 2010

Pyroclastica

Skriften er rystet i dag,
registrerer de seismiske aktiviteter,
den stigende uro i grundfjeldet,
braget på vej, som vil indtræffe akkurat der,
hvor den er,
og itusprænge sætninger,
smelte syntaks og forvandle enhver form
for tegn til en brændende,
ætsende røgsky,
der æder sig vej gennem mure
og kød med
en kølig determination.
Når dén lægger sig, står der et bjerg,
og hvad skal man
i grunden med det?

tirsdag den 23. marts 2010

Uden titel

Velkommen, krager og alliker,
ravne og råger. Slå vingerne sammen
og spis fra mit bord. Fald til ro i mit skød,
hvor I roligt kan drømme om tavshed
på markerne, sårenes dryppen mod løvet
og smagen af usmittet ophør.
Tro ikke, at hviden
vil afvise blommen.

mandag den 22. marts 2010

Det nye sort

Mørke er det nye sort.
Skråt op med piratflag, anarkistflag,
pestflag, brænd dem alle af!
Ned med sørgedragter, jakkesæt
og latextrusser,
sorte penge, sorte skoler, sortsyn.
Det er wannabe det hele.
Koncentreret blåt og meget grumset hvidt,
måske, men ikke rigtigt mørke,
som det stof, der lader stjerner lyse
klart og skarpt og panisk,
det, som ingenting kan huske,
og den farve, øjet ser,
når det går under i et hav
af kød og knogler.
Tag dét på og bær det
stolt igennem gaderne
- jeg lover dig,
at alle folk vil kigge.

søndag den 21. marts 2010

Sidste led

Jeg er den sidste
forkrøblede rest af Den Jyske Bevægelse.
Knapt nok en jyde
og knapt nok bevæget, men, hey,
jeg har klappet en hest,
jeg har hjulpet en ko med at føde
og druknede næsten i møddingen,
da jeg var barn,
og blev døbt ved den lejlighed, tror jeg,
i ældgamle, halvglemte, hedenske guders
hermetiske navne.
Familien hviler i Ulfborg og ude på Mols,
hvor den taler med tyk dialekt
om den dårlige høst og den sandede jord
og det gode ved læhegn,
men stadig er død
ligesom Amled, Mads Doss og Jens Langkniv,
og dermed forskånet for synet
af henfaldne gårde og braklagte marker
og rustende biler bag revnede huse
i selvdøde landsbyer.
Selv kan jeg stadigvæk klare
en hård dag ved Vestkysten uden at tude
og tackle en hugorm
og bunde en bjesk
og fortære en gris, som jeg ved,
at en pige et sted på en gård
har forkælet og nusset som spæd,
og en far har forvandlet
til bacon og fadkoteletter som voksen.
Og vel har jeg iklædt mig blinklys og motorstøj,
vel er mit ansigt forkromet
og tankerne udmålt i gigabyte,
vel kan jeg se til Berlin og New York,
hvis jeg spejder fra toppen af Himmelbjergtårnet,
men jeg er en Blicher på strøm og Jack Daniels,
Johannes V. Jensen på grillbar
og Aakjær til sexmesse.
Stik mig en høtyv, en mixer, en højttaler,
og der bliver kornmod
på Alheden.
Håndslaw på dét!

Når jeg bliver gammel

Når jeg bliver gammel,
vil gaderne givetvis ligne sig selv:
Bare ligge og flyde på kortet
og føre til noget,
som alle bestemmer, hvad er,
som de gør, som de altid har gjort.
Og når jeg bliver gammel,
vil skærmene stadigvæk blinke
i stuerne, fulde af løgn og latin,
og til den tid på flere kanaler
med stærkere farver og skarpere lyd
og i gennemført sensurround.
Når jeg bliver gammel,
vil drømmene uhindret lyse
i toksiske skyer et sted
over Hollywood Skyline
og snuble på scenen i blitzglimt
i høje stiletter
og stivne i senge på Rigshospitalet
med helt og aldeles perfekte modelmål.
Og når jeg bliver gammel,
vil Fogh være Fogh,
Donald Trump Donald Trump,
Sidney Lee Sidney Lee
og forargelsen lige stor hver gang,
de fødes påny i en ny bunke sagesløst kød.
Og når jeg bliver gammel,
vil børnebørn flokkes for fødderne af mig
og bede om historier fra dengang,
hvor farfar var ung,
og jeg kunne fortælle
om afdøde slægtninge,
venner, der bare forsvandt,
og om kvinder, jeg svigtede,
chancer, jeg spildte
og flasker, der tømtes,
men klog, som jeg er, vil jeg holde min kæft.
De fortjener at lære at tabe fra bunden,
dén glæde skal ingen spolere.
Når jeg bliver gammel,
vil skyerne drive og blomsterne blomstre
og lortene lugte.
Når jeg bliver gammel,
vil endnu et henlevet liv
være endnu et henlevet liv
- hverken mere eller mindre -
og når jeg bliver gammel,
vil knoglerne værke og lungerne pibe
og åndsevnen svigte,
men ældet og svækket som verden,
det bliver jeg
heldigvis aldrig.

(Jo, det er vel en art inspiration over den gamle og, synes jeg, ret trælse Gnags-sang...)

lørdag den 20. marts 2010

Ildvand

I Vietnam brændte regnen,
åd sig vej igennem tagene
og væggene i hytterne,
mens nøgne børn løb rundt
og skreg til kameraet,
renere end nogen sjæl kunne tåle.
Under løvet i den tunge skovbund
spirede et frø, der havde
ventet på en ny slags fugt.
Nu vokser der en palme
ved Trang Bang, der bærer
moden frugt for manden
med den rette appetit.

(reference)

fredag den 19. marts 2010

The cruellest month

Forår i luften
på Nørrebro.
Falck rykker ud
i ét væk:
Ud til slagsmål
og skudsår
og selvmord.
Det er,
som det plejer,
når bar jord
begynder at bløde
og blomstre.

torsdag den 18. marts 2010

Hvidt løv

Bag Portland
var træerne hvide
af kalkstøv
fra ovne, der omskabte
knogler og skaller
fra ukendte have
til prima cement,
nye heller
for nøgne
og udsatte smådyr.
Blandt stammerne
ynglede mågerne:
Evolutionen
kunne læse
en deklaration.

onsdag den 17. marts 2010

Plask

I regnvejr flød møddingen omme bag
farfars bedagede kostald helt over
og formede stinkende have, hvor man
kunne vade fra Boston til Antwerpen,
hoppe fra Asien og ned til Antarktis
og være Magellan og Cook og Knud Rasmussen
uden de helt store spørgsmål.
Nu søger man efter Atlantis igen, jeg har
stadigvæk gylle og mudder i håret
og øjne, der svømmer og blinker som om,
at jeg ikke fortæller det hele.

tirsdag den 16. marts 2010

Dragens år

Der var drager til dengang,
og der var solbærbuske, sukkerkugler,
sæbebobler, gynger, der kunne svinge
hele vejen rundt om grenen.

Der var drager til dengang,
og der var greb i armen, tavse stuer,
løb igennem endeløse gader
foran nikkelstyr og hvirvlende pedaler.

Der var drager til dengang,
og der var Gud, men det var mest
til dem, man bad, og man blev voksen,
hvis man sad på deres rygge,
når de bed sig selv i halen.

mandag den 15. marts 2010

Crash

Prøv os af mod en mur,
hvis du tror, at jeg bløder benzin,

du vil vide præcist,
hvad du selv er,

og ingen vil fryse
i kanten af vejen igen,

dét er sikkert og vist.

(med hilsner til J.G. Ballard)

søndag den 14. marts 2010

Disjecta membra

Endnu et oversættelsesforsøg fra engelsk. Denne gang af Ultravox's "Dislocation" fra albummet Systems of Romance (1978). Hør evt. lydsporet her. Originalteksten bringes under oversættelsen. Som det ses, har den krævet en del decideret gendigtning. Og jo: Den nye titel henviser naturligvis fuldt bevidst til Ivan Malinowskis digt af samme navn...

Disjecta membra

Løber på en øde vej,
måske det er er overfyldt center?
Champagnesmag i min mund,
summen fra en bil, der venter.

Dis-dis-disjecta membra.
Dis-dis-disjecta membra.

Svømmer gennem varme søer, alt er lyst og tågesløret,
vinker manisk, crawler panisk, stemmer skyller ind i øret:

Dis-dis-disjecta membra.
Dis-dis-disjecta membra.

Solen sank en stille onsdag aften.
Lå i sengen, døsig, indtil nogen kom forbi.
Talte dæmpet lidt, hans ansigt var en dis,
men da han var borte, tror jeg nok, jeg fandt
hans navn i en avis.

Dis-dis-disjecta membra.
Dis-dis-disjecta membra.

Svømmer gennem varme søer, alt er lyst og tågesløret,
vinker manisk, crawler panisk, stemmer skyller ind i øret.


Dislocation

Running down an empty street,
perhaps it was a railway station.
A Smell of Eau de Cologne.
The sound of a celebration.

Oh-oh-oh dislocation.
Oh-oh-oh dislocation.

Just a swimmer growing dimmer in the glimmer of a summer,
Waving gladly, swimming madly, never never going under.

The sun was going down one quiet evening.
Someone came into the room while I was half-asleep.
We spoke for a while, I couldn't see his face.
Later on when he was gone, I realised I didn't catch his name.

Oh-oh-oh dislocation.
Oh-oh-oh dislocation.

Just a swimmer growing dimmer in the glimmer of a summer,
Waving gladly, swimming madly, never never going under.

lørdag den 13. marts 2010

Jeg var der i 80'erne

Jeg var der i 80'erne.
Var der, da Elkjær var Målkjær,
og klaphatten lugtede lifligt
af dåsepils nede fra Poetzsch,
og Sepp Piontek lød som en klovn,
der var fyret fra Benneweis.
Var der, da Jørgen de Mylius,
skæv på champagne, forsøgte at sælge
Cliff Richard igen som det nyeste nye,
og var der dengang, Otto Leisner
stak nåle i folk, så de rigtigt
kunne komme i HOPLA.

Jeg var der, da Rugsted var Kreutzfeldt,
og Sanne var Sneakers,
og Dodo var Dodos,
og alting var Robe di Kappa,
Lacoste og Ball og uendeligt pænt,
og jeg var der, da Strunge fornedrede Baidel,
og Sort Sol var sorte,
og Kvium var medlem af Værkstedet Værst,
og det hele var læder
og latex og Levi's og grænseløst grimt.
Og jeg var der, da Schlüter var Reagan
og Uffe var Thatcher
og Glistrup var Waldheim
og alt, der var virkeligt, endte
ved foden af Muren i Vestberlin, sitrende, skælvende,

ligesom min krop, når den kravlede
ned under dynen og faldt gennem brændende skyer
og byer af aske og gader med smeltede lig
og kun trøstedes vagt af det faktum,
at ingenting - absolut intet - kunne modstå
dén skærsild, at 80'erne endte med mig
- ligesom Sneakers og Thatcher og Piontek.

fredag den 12. marts 2010

Sømanden

Efter fire årtier til søs
var hans knogler så buede,
at de begyndte at minde om bølger,
og tankerne svømmede, øjet løb over
af saltvand den dag, hvor de satte
ham af på en mole i Hirtshals.
Fra bådene så man ham drukne
i klitterne. Hyren lå urørt tilbage
i sandet som bunker af rav.

(til samlingen "Folk")

torsdag den 11. marts 2010

Alkymisten

Han satte sig i haven,
tung og arret og med grånet skæg,

fordi han ville kigge på,
mens bladene blev gyldne

ligesom huden på hans hånd;
omsider moden i den trætte, sarte sol.

(til samlingen "Folk")

onsdag den 10. marts 2010

Årsager

Lysene tændes, måske
fordi mørket er mørkt,
og de er noget andet,

men uanset hvad,
vil de øjne, jeg har,
helst have noget at se.

De har set mange ting
allerede, og definitionen
på døden er flydende.

Spørg bare legemet,
der kræver sin væske
igen og igen og igen.

tirsdag den 9. marts 2010

Shower

Det regner i mit hjerte, ja,
det pisser ned, så roser
knækker sammen, skrænter skrider
under bygninger og ansigtstræk
bliver vand, mens døde bobler
op af jorden og bliver sort
og klæbrigt mudder, ingen plante
med den mindste smule
selvrespekt vil spire i.
Men floder svulmer op
og finder veje
gennem kødet.
Der er kyst derude,
tror jeg,
lidt endnu.

(tak til gode, gamle Paul Verlaine for lån af åbningslinjen)

mandag den 8. marts 2010

Rustur

Som jeg husker det, gik vi fra festen,
fordi der var mennesker iblandt os
og slet ikke alkohol nok til en syndflod.
Vi fulgte en vej, ingen af os kunne vide,
hvor endte, og slog vores hoveder
mod stjernernes loft, mens vi viklede
snørebånd ind i hinanden og faldt
lige så lange, vi var, på en dugget,
men stadigvæk solvarm og duftende asfalt.
Vi vågnede under cypresser og gribbe,
der vidste, hvor langt, vi var kommet
fra Voerså, og fulgte et langt spor
af øldåser hjemad til hytten,
hvor troldene lå under bordene, døsige,
lyttende. Så var dén sommer forbi.

søndag den 7. marts 2010

Die ferne Geliebten

Der var den sommer, hvor jeg læste
stakke af bøger om astronomi og begyndte
at kalde de nærmeste stjerner ved navne
som Alpha Centauri, Tau Ceti og Aldebaran,
så de ikke drev bort og blev tåge igen,
selvom jeg ville dø i et lys, der var
fremmed som deres, og de ville slukkes,
hvis de skulle komme min tunge for nær.

Måger

Der er måger derude.
De svæver, de skriger,
de skider, de indtager
alt, de kan finde.
For sådan er måger.
Og nu er der klatter
på skærmen og fjer
på min trøje.

(en Facebook-status, der pludselig blev noget andet)

lørdag den 6. marts 2010

Uden titel

Tænder en smøg.
tænder en til,
og en til
som om,
man kan brænde sig
helt ned
til dagenes sokkel

og trone der,
fuldstændigt uberørt,
stærk som et urstof,
perfekt i balance,
fordi ingen vaklen
er mulig,

og ikke blot gyse
en smule,
fordi man er blevet
en halv pakke
rød Corner
mindre.

fredag den 5. marts 2010

Varmt læderstof

Mindre "dagens digt" end et ydmygt forsøg på en gendigtning af teksten til The Normals single Warm Leatherette fra 1978, som igen var stærkt inspireret af J.G. Ballards bogstaveligt talt autoerotiske roman Crash (1973). Gengiver originalteksten nedenunder - vurdér selv, om jeg har haft en heldig hånd med forehavendet. Og hør evt. nummeret her.


Varmt læderstof

Glasskår på din kind,
olieplettet sind.
Glasskår på din kind,
olieplettet sind.
Varmt læderstof.

Stål, der knuses brat.
Hånden på dit rat.
Stål, der knuses brat.
Hånden på dit rat.
Varmt læderstof.

Varmt læderstof.

Brandsår på din krop.
Læder smelter, flammer op.
Du kan se det i dit bakspejl,
du kan ikke sige stop.

Varmt læderstof.

Petroleumstårer
i dine øjnes åbne sår,
gearstangen hamres
op imellem dine lår.
Nu! Elsk mig nu,
før du forgår

på varmt læderstof,
varmt læderstof.

Varmt læderstof,
varmt læderstof,
varmt læderstof,

brænd, min molotov.


***


Warm Leatherette

See the breaking glass
in the underpass.
See the breaking glass
in the underpass.
Warm leatherette.

Hear the crushing steel,
feel the steering wheel.
Hear the crushing steel,
feel the steering wheel.

Warm leatherette.

Warm leatherette.

Warm leatherette
melts on your burning flesh.
You can see your reflection
in the luminescent dash.

Warm leatherette.

A tear of petrol
is in your eye,
The hand brake
penetrates your thigh.
Quick - let's make love
before you die

on warm leatherette.
Warm leatherette.

Warm leatherette.
Warm leatherette.
Warm leatherette.

Join the car crash set.

torsdag den 4. marts 2010

Gry

Dette lys er friskt, betræd det ikke,
tving det ikke med din form. Forbliv
den tunge, trætte skygge, det har rejst
så langt og hastigt for at blænde ud.

onsdag den 3. marts 2010

Cochonnet

Hvis jeg kunne tage
mine første skridt om igen,
ville jeg sikkert gå baglæns,
tilbage til ægget, og finde
det sted, jeg skulle hen,
og den eneste trætte applaus
ville komme fra dem, som, før mig,
gennem byer og skove, savanner,
forlængst havde trasket
planeten en kugle til:
Tid til Pétanque!

Tøbrud

Driver smelter
i den hårde sol.

Snart vil bøgerne
på hylden følge trop

og løbe ud i deres
form for ocean.

tirsdag den 2. marts 2010

Haven

Det var ikke det store,
der trivedes hjemme
i haven på Hjortgårdsvej:
Kål og radiser
og solbær til husbehov,
liljekonvaller og roser
til pynt og en hel masse
hårdnakket senegræs,
ingen kunne stoppe
trods ivrige angreb
med hænder og hakker og gift,
for dets rødder
var lange og seje
og dannede net
under bedet og plænen
og huset og vejen
og havet og himlen.
Det havde et formål.
Det havde
vi ikke.

(til "8600 Silkeborg")

Tredje lektion

Der er fedtede fingre på himlen. Nu er den uendeligt stor.

(til "Pensum")

mandag den 1. marts 2010

Gartneren

Han har høstet og afsat
det sidste læs æbler, han kunne,
og træerne visner på stribe
i lunden, bliver blege i solen
og sorte i regnen og dækkes
af svampe, som han skærer ned
til sig selv. Ingen anden
kan tåle dén frugt.