søndag den 28. februar 2010

Anden lektion

Man kan kalde det skrift. Man kan kalde det ridser i barken fra negle, der, stive og tunge af harpiks, stadig forsøger at hage sig fast til det træ, som de kom fra engang.

(til "Pensum")

Viceværten

Nede i baggården
samler han blade i bunker:
Børsen og Burda,
Browning og Burroughs,
Bibelen og Bhagavad-gita.
Snart buldrer de lystigt i ovnen,
mens han spiser æggemad under
den afklædte blodbøg.

(til "Folk")

lørdag den 27. februar 2010

Første lektion

Elsk dine ord, og de vender sig mod dig og støjer og hviner og suser.

Lær dem at elske hinanden, og snart vil de varme din hånd, holde ligvagt i årevis over dit legeme.

For det er dig, der skal elskes. Kun dig, der kan være så ensom, at stjernerne fryser i flok.

(til ny samling: "Pensum")

fredag den 26. februar 2010

Uden titel

Det er det, vi
har hinanden for:

At være guides
tilbage

til det sted,
hvor bække

løber opad.

torsdag den 25. februar 2010

Rådden regn

Regnen er rådden.
Den rammer dig,
når du mindst venter det,
skyller din fancy frisure omkuld
og forlader dig ikke,
før du er klædt helt af
og lugter af hund.
Den vil bløde din dag op,
så timerne smuldrer
i hænderne på dig,
og spule erindringer sammen
i snavsede søer,
du hverken kan dø eller bunde i.
Den respekterer
kun knogler og kindtænder.
Resten er genkendt og afsløret.
Regnen er rådden.
Det samme er du.

onsdag den 24. februar 2010

Sommeren fungerer ikke længere

Sommeren fungerer ikke længere.
Den holder i sin grøft med blod
fra gamle folk og lidt for kække
tåber på sin motorhjelm, mens røg
fra svedne kredsløb stiger op
og får de folk, der ivrigt prøver på
at redde sig en radio, til at hoste.
I det stille cafeteria ved tanken
får chaufføren sig en spids og pudser
sko, for han har meget langt igen.

tirsdag den 23. februar 2010

Skred

Hvis du tror, at du kan tage til verdens tag
og røre stjerner, følge glemte stier op til månen
eller farve huden gylden i et sart, jomfrueligt sollys,
tager du fejl. Men der er bidevind og mågelort deroppe,
der er greb, og du kan sidde i din krop og høre alle
dine drømme slippe taget i den benede granit
og forme dale om bag tunge, lyse tåger.

mandag den 22. februar 2010

Helten ved bræen

Jeg har tænkt mig at kigge så klart
og kontant på dén bræ, at den kælver
med vækster og vinger og værktøj!
For jeg er Superman, kommer fra Krypton
og knækker hver eneste kode i kuldens
krystaller med knusende kækhed og kraft.
Kom og kræv! Der er kage og kammer
til alle! Men stik mig så derpå en ren
telefonboks og blot et kvarter til at
udvikle akne, før Kal-el går kold.

søndag den 21. februar 2010

Muh

Med cykler som tanks
og en pilegren hver som gevær
slog vi bymure ind
i den fugtige eng, og i røgen
blev heltekvad sunget
af vraltende hornkvæg
bag smækkende elhegn.

(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 20. februar 2010

Toftegårdsvej

Toftegårdsvej er et horn.
Langs matriklerne sætter
de stikkende grene på hækkene
toner i maj. I oktober
vil støvlerne knitre
i trav gennem bunker af mol
og fortones i stilhed igen,
for her holder man vejret
af hensyn til naboen,
blæser først til
på den yderste dag.

(til "8600 Silkeborg")

fredag den 19. februar 2010

SuburCobain

Kurt i sit køkken med ugler i håret og skrigende unger og halvlunken kaffe.
Kurt på sit job, mens han skyller bernaisesovs og klager af kroppen i badet.
Kurt i sin bil, mens han ruller mod fritteren, altid en time forsinket.
Kurt ved sit skrivebord, rodende rundt efter passwords og koder og bilag.
Kurt i sin seng, mens han drømmer sig bort fra den sovende kvinde, der drømmer.
Kurt i sin puls, mens han stadigvæk søger det drøn, der kan kickstarte sangene.

torsdag den 18. februar 2010

Krystal på krystal

Så sner det igen, lag på lag, som om vinteren
ikke har været der, før den har slettet sig selv.

Så sner det igen, lag på lag, som om vinteren
ikke har været der, før den har slettet sig selv.

Så sner det igen, lag på lag, som om vinteren
ikke har været der, før den har slettet sig selv,

sig selv, sig selv, sig selv, kan du høre mig nu?

onsdag den 17. februar 2010

Malm

Bjergene flytter sig ikke for os.
Vi kan anlægge byer på skrænterne,
sprænge tunneller igennem dem,
udvinde guld af de støvende skærver
og råbe ekstatisk fra toppene.
Stadigvæk ligger de nøgternt
og venter på stemmer,
som giver dem grund
til at lytte.

tirsdag den 16. februar 2010

M/S Haabet

Skibet er ladet
med skidt og kanel
og fordækte beskøjter
og fragter det hele
fra Thorshavn til Rom
og tilbage igen
under havblik
og gus og orkan,
mens der skåles
i punch i kabyssen
og rurerne indfanger
plankton på skroget.
Her går man
fornøjet
til bunds.

mandag den 15. februar 2010

Vejen fra Voel

Der er ingen soldater
for enden af vejen mod Hammel,
og troldene slumrer
bag elhegn og gullige mursten
ved Funder, omtrent.
Men du ved, at der stadigvæk
klæber fortabelse
til dine såler og sommerdæk,
véd, at du muligvis stadig har muskler
og vener på knoglerne,
hvis du forsvinder
bag tågen ved Svostrup,
men at dine nerver
vil hænge tilbage
og svie i rodværket her.

(til "8600 Silkeborg")

søndag den 14. februar 2010

Perspektiv

Finregn
på asfalt:

Bedøvende
duft,

ubegribeligt
nodeark.

Clicktrack

Det handler om veje, der mødes og bliver til veje, som ikke blot fører til skilte, adresser og cykler, men fortsætter ud og tilbage til centrum og fører til noget.
Det handler om dig, der er mig, der er dem, der er os, der er mennesker.
Handler om katte, der ikke er fugle, der ikke er biller og blåbær, der ikke er grønkorn og jordarter.
Handler om celler i hovedet, der ikke er celler i hjertet, der ikke er celler i knæet, i foden, i hånden.
Det handler om ord, der tager livtag med ord, der tager livtag med udsagn, der smelter på tungen, der bølger og bølger og bølger.
Det handler om rum, der bliver tid, der bliver rum, der bliver tid.
Det handler til syvende og sidst om kontakten, der klikker i dørkarmen dér, hvor du sov.

fredag den 12. februar 2010

Blæst II

Det blæser i vinden, det blæser i skiftende retninger,
blæser med skiftende styrker og navne.
Det blæser i vinden, det blæser dig ind, og det blæser dig ud,
og det blæser dig opad og nedad og bort.
Det blæser i vinden, det river i næsen og suser i øret
og tørrer på tungen og gnaver i huden og løber fra øjet.
Det blæser i vinden, det ruster i regnen, det skinner i solen,
det brager i frosten, det ligner, hold kæft,
hvor det ligner - hold kæft! -
for det blæser din mening et stykke.
Så grib det, for syv vilde vinde, da! Grib!

Autobahn


Autobahn:
München, Nürnberg, Kassel, Hamburg, Kiel.
Autobahn:
Coca Cola, Würstchen, Wurfelspiel.
Autobahn:
Ralf und Wolfgang, Florian und Karl.
Autobahn:
Was ist nicht im Transit, ist egal.

torsdag den 11. februar 2010

Uden titel

Sneharer, ryper,
polarræve:

Næsten umærkelige
revner
i iskappen.

Frygter
min hakke.

tirsdag den 9. februar 2010

Den skrantende engel - en poetik


Dette er en samlet version af det forsøg på en poetik, jeg i løbet af december publicerede på min anden blog. Synes retteligt, at den hører til her, og det er jo også rart at kunne "samle værket".

***

Stk. 1: Demiurgens laboratorium

Gal videnskab? Kompensation for barnløshed? Gudsmisundelse? Faktum er, at min poesi, som den har formet sig i mange år, har haft en ontologisk agenda. Den skal have en væren, et liv, en eksistens i sig selv. Den skal være ”ein Ding an Sich”. Hvert digt skal omslutte sig selv, have en egen biologi, en egen logik, et eget tankesæt, der så vidt muligt skal eksistere uafhængigt af mig. Men naturligvis også er uløseligt tilknyttet mig, for det er kun af mit væv og min sjæl – med mine hænder og på baggrund af min bevidsthed – at det kan forme sig. Men har man først vedtaget dét præmis, sker resten så at sige også af sig selv – som den første celle i et foster, der kalder på den næste osv. Spørg mig ikke om hvorfor, det er sådan. Måske fordi al skabelse har den samme operationsmodus, og at man, som kunstner, bevæger sig ind i selve demiurgens laboratorium, når man går til værks? Det er min tese, men den må forblive en gisning. At tingene sker sådan er til gengæld en reel erfaring.

***

Er ikke minimalist. Intet synes mig mere afskyeligt end en stue, hvor møblementet fylder så lidt, at der ikke er plads til mennesker, eller et juletræ, der pyntes så sparsomt, at det ikke hæver sig over dét at være træ. Det handler om at udfylde en form, og er den spraglet eller henkastet, skal den tackles derefter. Men selv adspredthed kalder på omhu, for ellers kammer det over i sjusk. Og tro mig: Forskellen kan ses, føles, høres. Selv det ”tilfældige indfald” beror, hvis det skal lykkes, på den rette indsigt og den rette ekspertise.

***

Lyt efter: Vil dette digt have tre arme?

***

”Skriv, som du lever, og lev, som du skriver”, sagde Poul Borum. Ja, helt bogstaveligt. Tænk på linjerne som årer og nerver, se rytmen som den rygsøjle, den er, betragt tekstmassen som kød, ordene som øjne, udsagnet som mund. Og kys eller tal eller spyt med den. Bare den er, og blot organismen bag den fungerer.

***

DAM-da-da-DAM-da-da-DAMdiDAM. Kornene falder.

***

hdsfhdsgfhhkjsaKFHYEUWHFGFHDGFDSBNHjhhghdgchsdgfhsgf
hvghdgchdgvhgcbxzmjvjfgjfsvjcbgvgjhxznhghvfhsdha,gKL
dhvgsdhfghDGFHGahfghDFHghfgdhfghDGFHGhdgfhdhfgdhfgsd

Kornene lander.

***

kornene svæver,
kornene svæver,
kornene svæver,

korncentration.

***

Du griber dem. Sandet slår rødder i øjnene, bærer din afgrøde nu.


Stk. 2: Vildledningen som iltmaske

Der har været snakket meget om depersonaliseringen i nyere, skriftsbevidst lyrik – nødvendigheden for lyrikeren af at træde ud af sin tekst, for så meget desto mere at koncentrere den om sin egen væren. For mig at se er det en utopi. Den skrivende kan aldrig udslette sit eget temperament, sin egen bevidsthed, sin egen sprogtone. Hvert ord, man putter på et stykke papir, ævler – hvad enten man vil det eller ej – løs om hvem og hvad, man er. Bare éns ordforråd er resultatet af et langt livs indsamling og sortering, som er uløseligt knyttet til personligheden og dens løbende behov. Omvendt er intet mere destruktivt for et digt end at slippe subjektet uhæmmet løs – faldgruberne hedder privatisme, obskure/idiosynkratiske betydningsopbygninger osv. Man må nødvendigvis forholde sig til det, Eliot kaldte ”det objektive korrelat” – de fælles underliggende betydningskoder, der gør det muligt for afsenderen (lyrikeren) at kommunikere åbent og ubesværet med modtageren (læseren), og samtidig må subjektet simpelthen stækkes for ikke at hæmme digtets evne til at vokse frit og organisk.

Hvordan man løser dét paradoks? For mig har et væsentligt værktøj gennem årene været at indføre en fundamental utroværdighed i forhold til subjektet. At måske nok bruge af hovedstolen – i visse tilfælde endda udelukkende – men aldrig lade noget stå for meget til troende. At iklæde sig masker for at kunne udtrykke sig så meget desto klarere, at forskyde reelle problematikker ud i imaginære scenarier, at møblere om på følelser, erfaringer og årsagssammenhænge, så intet minder for entydigt om ”den dag, da…” – alt sammen er det, for mig, måder at gøre mig selv utroværdig i teksten på således, at mit, for digtet, overflødige ego lader sig reducere til endnu et element i sammenhængen, som man kan arbejde objektivt med. Jeg iscenesætter mine kys, min vrede og mine skrig, men ikke for at slette dem ud eller reducere slagkraften – jeg gør det, fordi disse emotioner ellers ikke ville være tilgængelige for digtet. I modsat fald ville virkeligheden blive en snylter på ”kunstproduktet”. Det ville ikke kunne udfolde sig frit på egne præmisser, men ville blive underkastet mine personlige, og resultatet ville netop blive enten en udslettelse eller en reduktion i slagkraft.

Og det er digtet, der skal læses, tak! Ikke mig.

***

Ville gerne, hvis jeg kunne, værne mig mod den biografiske læsning. Den er i hvert fald den sidste måde at gå til mine tekster på, jeg ønsker som privatperson. Men man kan kun følge digtet så meget på vej. Før eller siden flytter det hjemmefra, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg kan ikke kontrollere, hvad det af egen vilje fortæller læseren, der samtidig, som jeg ser det, er det sidste skabende led i den kreative proces og dermed har alle muligheder for at opdigte forfatteren. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mest muligt op til det sidste, så jeg ikke bliver udslettet eller reduceret af digtet.

***

Now you see me. Now you do. Now you do.


Stk. 3: Tilbage til Taarnet

Selvfølgelig er min digtning både symbolsk og metafysisk. Bare det at samle en række ord i et mønster, hvor de kommunikerer med hinanden fysiologisk som cellerne i en krop, er symbolsk og peger langt, langt ud over sprogsfæren. At skrive er en skabelse, ligesom det at leve er at være i skabelse. Jeg fatter ikke ateister, der åbenbart mener, at noget så raffineret og organiseret som de kemiske og biologiske processer uden videre kan være opstået i et fra starten totalt tilfældighedspræget og kaotisk univers. Jeg accepterer i det hele taget ikke idéen om ”fragmentet”, der, for mig at se, kun kan være et uheldigt biprodukt af menneskets til tider lidt for veludviklede abstraktionsevne. Vi er selv, mener jeg, omvandrende symboler på skaberkraften, ”skaberen” eller, som jeg helst vil udtrykke det, demiurgen – den første årsag. Man kan ikke arbejde ontologisk uden samtidig at arbejde symbolsk.

At jeg så – af årsager, der ikke vedkommer digtet – har svært ved at tro på det, de fleste regner for guddommeligt (en eller flere skabende/regulerende bevidstheder med moralske træk, der skægt nok altid minder lidt for meget om os menneskers, og som kan påkaldes personligt ved bøn, ofring eller anden underdanighed), er noget andet. Kan sagtens acceptere tanken om, at jeg er her på egen hånd, og at det, jeg er kommet af, næppe har de store moralske kvababbelser omkring at sluge mig igen ved lejlighed. Man skal ikke lade identiteten komme i vejen for indsigten. Så meget sagt allierer jeg mig hellere med dem, der skriver kristen, muslimsk, hinduistisk, hedensk eller på anden måde religiøs lyrik, end jeg gør det med ateisterne. Vi véd, at der er noget, som er større end os selv – at vi er underlagt en universel vilje eller proces, hvis essens undslipper sprogets og vores egen bevidsthed, og at ydmyghed over for såvel livet som kunsten ikke blot er klædeligt, men en logisk reaktion på altings sammenhæng. Ateisten stiller, også ganske logisk, egoet i centrum for alting, hvilket ikke pr. definition gør vedkommende til et dårligere menneske. Men forbavsende tit til en dårlig poet, fordi også ydmygheden over for digtet og den kunstneriske proces mangler. Derfor hellere en alliance med den moderne salmedigter på loftsværelset end med stand-up lyrikeren i spotlightet.

***

Får automatisk mistro til dem, der mener, at visse ord er mere ”poetiske” end andre – at poesien i den grad er et forfinet særsprog, som man ikke pletter med ord som ”radiator” eller ”bærepose”. For mig at se kan radiatoren sagtens boble med uudsigelighed, bæreposen bugne af indsigt. Det kommer udelukkende an på hvem, der griber ordene, og hvor kompetent, det gøres.

Det eneste, jeg vægrer mig imod i den sammenhæng, er en uhæmmet brug af fremmedord og obskure referencer. For mig at se bør det ideelle digt kunne kommunikere med hvem som helst når som helst – i hvert fald i teorien, for som så meget andet kræver det at læse digte sin rutine. Og i den sammenhæng synes jeg ikke, man bør anvende den slags magtsprog – det er som oftest designet efter at hæve sin bruger op i en elitær position, hvilket i dén grad ikke er noget, som angår teksten – i højere grad end strengt nødvendigt. For jo, det kan godt ske, at digtet vil forme sig som en kommentar til f.eks. John Ashbery, eller at det lige akkurat kalder på ordet ”entropi”. Men the simpler, the better. Det sidste, jeg ønsker, er at mudre mine vande, så de synes så meget desto dybere.

***

Vedkender mig gerne mine inspirationskilder. Andet er tåbeligt og, ja, egocentrisk. Alt, man skriver, hviler på skuldrene af det, man har læst, og man udstiller kun sig selv og sin egen uformåenhed ved at påstå, at man har opfundet den dybe tallerken forfra. Check selv efter: Der er ikke ret meget af det, du har læst her, som ikke har rod i Højholts Cézannes Metode eller Sophus Claussens Jord og Sjæl, og går du til ordforrådet i min digtning, vil du finde kraftige afsmitninger fra såvel de to som Dan Turéll, Charles Baudelaire og Michael Strunge – for nu at tage tre af de lyrikere, jeg har været sygeligst optaget af. I praksis også flere.

Hvorfor så skrive overhovedet? Er der slet ikke noget nyt at tilføje? Jo, der er min specifikke bevidsthed, mine specifikke vinklinger på tingene, mine specifikke udsagn. Som ikke kan minde graverende om nogen andres af den simple grund, at der ikke findes to mennesker i hele verden, der, hvis de ellers er ærlige over for sig selv, er ens i vilkår og værdier. Følgelig er der heller ikke to digtere, der digter ens, og dét – og dét alene – er det nye. De ord, man skaber digtene af, har også været brugt før – i sig selv er materialet gammelt. Men fordi alt kendt konstant indgår i nye, dynamiske kombinationer, narres vi, med vores indskrænkede bevidstheder, hele tiden til at tro, at der sker nyt. Og det gør der også. Der er intet nyt under solen, nej. Men det, der er, er ikke det samme fra dag til dag, fra årti til årti, fra tidsalder til tidsalder.

Derfor disse ord. For at vise, hvor alt det, du har læst før, befinder sig lige nu, i lige netop denne bevidsthed…


Stk. 4: Curveballs

Med et erklæret standpunkt godt til venstre for midten ville jeg naturligvis ønske, at min digtning uden videre komplikationer (dvs. uden at ende som f.eks. 70'ernes meget lidt inspirerende marxistiske brugslyrik) kunne have en politisk agenda. Og det har den vel i og for sig også for så vidt, at strukturen i den er flad, fri, basisdemokratisk. Alle termer i digtet indgår i et uhierarkisk hele, et sprogligt kooperativ. Men til tider kan jeg selv synes, at det ikke er nok - at jeg bør fremsætte mere eksplicitte, klart politiske udsagn. Den gode nyhed er, at det kan lykkes - at der fra tid til anden opstår digte, som ubesværet lader politiske agendaer fremsætte i sig. Men pointen er, at de først gør det, når de har fået sit. Man er altid nødt til at starte med at ville skrive et digt, ikke et flyveblad. Paradoksalt nok får man først muligheden for at ramme plet, når man sigter udenom.

***

Som mange nok har lagt mærke til efterhånden, har det, jeg skriver, den ene fod plantet i en historisk (eller i det mindste småfalmet) landbrugs/landsbykultur, den anden fast forankret på stenbroen her og nu. Men modsat hvad nogle måske tror, er dette ikke en bevidst del af min poetik - snarere et udtryk for min egen sammensatte biografiske baggrund. Alligevel indgår det måske også i min kritik af kravet om samtidighed i digtningen. For digtet har, som jeg ser det, ingen som helst forpligtelser over for samtiden. Det har kun ét nu at koncentrere sig om og gøre godt med - dets eget sproglige - og binder man det for meget op på samtiden, er det kun forventeligt, at det dør med den. En tåbelig og kun i yderste nødstilfælde acceptabel strategi. Nej, åbn alle horisonter i tid og rum, om muligt. Det beriger i sig selv det sproglige materiale, man har at arbejde med, og digtets nu vil have samme relevans uanset hvad, det fyldes med. Liv er jo altid relevant, ikke?


Stk. 5: Idealets åndehuller

Skægt - eller vel egentlig meget logisk - som mange poeter har det med at smage på ordene. Har da selv en rem af huden. Der er, indrømmet, nogle, som klinger bedre end andre, og dem, jeg holder mest af, er dem, der "lyder som sig selv": "Fnug", "grøde", "duft", "summen" etc. Men det er mange år siden, at jeg gjorde mig nogen illusioner omkring sprogets "magiske virkning". Man kan bare ikke fremmane en frugthave ved at skrive om den - udsøgte ord eller ej forbliver den på papiret.

Nej, for mig er ord noget, man bygger af, og deres værdi er praktisk - ikke magisk. Med andre ord: Holder lortet, hvis jeg bruger det ord her, eller gør jeg klogere i at bruge et andet? Den eneste magiske - eller bare suggestive - kraft, jeg ser i et digt, ligger i enten tekstens symboliserende enhed eller de brudflader, det evt. formår at skabe i hverdagslogikken. Resten er et spørgsmål om at bruge de rette materialer til den rette type arbejde.

***

Ingen gengivelse af livet som proces kan være gyldig uden at levne rum til fejlen. Heller ikke inden for en kunstart, der, som den vestlige digtning, traditionelt har stræbt efter et klinisk rent (læs: kristent) skønhedsideal. Men som enhver troende, der nærmer sig glansbilledet af "det gode" eller "det rene", sandsynligvis ved, bliver "synden" så meget desto mere dragende jo tættere, man kommer på det umulige - og så meget desto bedre, om man spørger mig, for det er vel blot er naturligt udtryk for, at væsenet forlanger sin fulde menneskelighed tilbage. Det ideale er og bliver et luftkastel, og skulle man endelig nærme sig noget, der lignede, ville selve stivheden og stilstanden i sig selv føles hæslig. For idealet er statisk, som kun en menneskelig tanke kan være det. Livet - det reelt ideale - er dynamisk. Det gnistrer i brydningen mellem opbygning og henfald, orden og tilfældighed. Således får også digtet først liv, saft og kraft, når det ikke lever op til noget ideal, men koncentrerer sig om at leve op til sig selv. Med både ridser, revner og buler.

***

Af og til skyder jeg, når skriveprocessen er ved at blive for antiseptisk en affære, bevidst et profant ord eller ditto begreb ind for at skabe spænding, brud, udvikling, dynamik. Men modsat en Baudelaire, som direkte gik efter at skabe en infernalsk æstetik, foretrækker jeg, at spændingen mellem højt og lavt, forfinet og gammeldags, "idéelt" og "grimt" kommer af sig selv. Den skal netop ikke presses ind som følge af en fiks æstetisk idé. Og min efaring er, at digtet selv insisterer på at træde ned af piedestalen, ligesom det selv er glimrende til at anvise hvornår og hvordan. Det vil ikke bades mere i skarn end højst nødvendigt. Bare høres og have lov til at ånde i passende iltholdige luftlag.

***

Perfektion er en engel, der skranter.

Klinge

Ikke dét at lade ordene vokse
og skygge for solen
og sende en frugtregn mod jorden
med tikkende
kerner bag kødet,

men mere at lade dem falde
så lange, de er,
male ved om til savsmuld,
se vindene bære
det ud, hvor jeg

ikke kan nå det.

søndag den 7. februar 2010

Blæst

"Du er blæst!",
siger hun til mig.
Det passer, for vejene flyder
med nedfaldne ledninger,
taget er spredt over fortovet,
skoven forvandlet til bunker
af knækkede blyanter.
Selv er jeg kun
lige til at fornemme
som sandkorn i panden,
mens hun står og venter
på ordentlige svar.

lørdag den 6. februar 2010

Mærke

Sneen er gul. Selv når veje forsvinder
og bydele synker og liv fryser til foran
lukkede døre, begynder vi akkurat dér.

(til "Alvor, baby!")

fredag den 5. februar 2010

1918

På markerne udenfor Sommes
falder regn tungt og tæt,
og i grøfterne åbner granater
og kroppe for kapslerne.
Skråninger dækkes af valmuer,
frugtknuder svulmer af mælk.
Over hængende skyer fortones
en hostende motorstøj.

torsdag den 4. februar 2010

Terrain vague

Hvor hække og hegn slipper op,
bliver hundene luftet i skovkant
og skel, løber ud efter pinde
og kommer tilbage med
selvdøde solsorte,
trækker os logrende hjem.

onsdag den 3. februar 2010

Spejder

Du går gennem græsset,
du møder en vej.
Du går gennem græsset,
det bliver en vej.
Du går gennem græsset,
og du er en vej.
Du har end ikke
pigge - pas på!

tirsdag den 2. februar 2010

Uden titel

Sne igen. Vi ånder hvidt, vi tænker hvidt,
vi handler hvidt. Vi dør i hvidt som fnug
imellem fnug. Vi findes ikke, vi har aldrig
været til. Vi danner stadigt større
driver under blæsten.

mandag den 1. februar 2010

Robisonade

Kunne leve mit liv
ligesom Robinson Crusoe.
Parkere min røv
i det brændende sand
på den rest af bevidsthed,
jeg bjærgede ud
af den synkende skude,
og vente i solen,
mens klæderne
rådnede af mig
og fødder blev barkede.
Vente på hovedets
dratten fra toppen
af palmen
og floder
af læskende
kokosmælk.