søndag den 31. januar 2010

Visselul

Sov, mit digt.
Du ville ikke verden,
ikke die elefanter og piratfisk
fra min fingerspids
og drikke af den vin,
jeg havde presset ud
af ædelsten og gasbeton.
Du ville ikke læse på din "ABC i Tavshed",
ikke lyve for din føde,
ikke gå, til uret smeltede,
og knapt nok skide ordentligt i din ble.
Du var umulig at fornægte
og umulig at forsvare
og umulig at forsørge.
Du var ingenting, en skorpe fra et sår,
en gammel indkøbsseddel,
sæd på kolde fliser.
Du var ingenting, som kun jeg selv
kan være det.
Så sov, mit digt,
sov sødt og trygt og længe.

lørdag den 30. januar 2010

Konk

Vi danner skaller,
vi kalder dem byer.

De vokser og hærdes og skinner.
Vi slæber dem rundt

gennem det, man vil høre
i rørene,

når vi er stille
og borte engang.

fredag den 29. januar 2010

Jeg har engang...

Jeg har engang lært at køre på tohjulet cykel
og skreget på isvaffel omme i Brugsen,
mens mor blev bestirret af alle de andre forældre.
Og jeg har engang bygget både af dagens avis
og sendt Schlüter og Anker på langfart
blandt hajer og skatte og skær med sirener.
Og jeg har engang lavet dyr af kastanjer
og småsvedne tændstikker, sluppet dem løs
i gevaldige flokke på tungens savanne
og skudt dem igen med mit blik.
Jeg har også engang lagt i græsset
og stirret på drivende skyer,
der alle tog form af mit ansigt.
Jeg var utrøstelig den dag.

torsdag den 28. januar 2010

Karat

Hvis du ikke
har noget imod det,
så vil jeg stå her
så længe, jeg kan,
gylpe ord op i alle
tilgængelige farver
og lade dem synke
til bunds i din tanke
så rigeligt, så tungt,
at de bliver til en
klar, uforgængelig
ædelsten, som du
kan bære
om halsen
en dag.

onsdag den 27. januar 2010

Virksomhed

Bag de piggede hegn
kværner tunge maskiner
i døgndrift.
"De skaber sig",
siger ingeniøren,

og blokvogne
ruller afsted
med presenninger
hen over ladet
mod Rødby,
mod Dresden,
mod Mekka.

"Fanden til larm",
konstaterer han tørt,
mens han tænder
sin pibe

og starter
på endnu
en vagt.

mandag den 25. januar 2010

Tag mig til Manchester



Tag mig til Manchester.
Giv mig en taxa til Dry Bar
og stik mig en pint,
jeg kan drikke med Vini
og Mozzer og Howard Devoto,
mens snakken går længe og højt
om den kvælende smog
fra maskinernes kværnende
urværk på Moss Side,
de nedslidte boligkaréer
og nedlagte chip shops i Salford,
Sex Pistols på scenen
i Lesser Free Trade Hall i '76
og en hel masse andet,
jeg næsten kan huske,
fordi jeg har boet en livstid
til leje i netop dé stemmer.
Og lad mig så drive
igennem de myldrende gader
ved fyraftenstid,
mellem grædende mødre
og bandende fædre
og skrigende børn,
mellem smadrede ruder
og kirker af marmor,
og fortsætte, indtil det hele
er blevet ét kød
og én stemme,
der crooner,
at "Love Will Tear Us Apart".
Og ring til Shaun Ryder og Bez.
Jeg ved, de har været på Månen
og kender adressen
på Wilson og Hannett deroppe,
har pakket den ind i en stump staniol
og vil sælge til passende pris.
Kør min krop gennem Palatine Road,
se den vride sig saligt
i lyshavet på Hacienda,
mens Stone Roses spiller "Fool's Gold"
i den lange og gennemført maniske udgave.
Skyd mig i døren
og bær så mit hoved til stadion,
Manchester City, hvor grønsværen
smager af guld.
Bare skyd.
Jeg skal nok
gå i mål.

lørdag den 23. januar 2010

Sidste vilje

Smid mig ud i skoven, når jeg dør.
Lad orme grave dybe gange i min stamme,
harer lege i min sønderrevne bark
- og hvis du vil, så skriv mit navn
med våde sneakers gennem løvet.
Bare husk at lægge sokkerne
til tørre på dit fyr
imellem æblerne og nødderne bagefter.

fredag den 22. januar 2010

Uden titel

Ånder ind, lader nok
en dosis ingenting fordele
sig i lungerne. Må gang
på gang erindre mine minder
om at holde varmen sammen.

torsdag den 21. januar 2010

Uden titel

Byg en snemand af mig, når jeg sover.
Lad mig se dig gennem kul og lad mig
dufte dig i håret med min gulerod.
Giv mig høj hat på, så ingen drømme
fyger væk, men lyser op og danner
mønstre under pulden. Hyld dig selv,
når jeg er pulver. Lad mig ikke bare
smelte på din varme, tavse tunge.

onsdag den 20. januar 2010

Diamanda


Du findes. Du findes som knurren,
som gurglen, som skrig.
Som en kvinde forklædt som en mand, der
er klædt som en kvinde,
et virus, der nedkæmper virus
og udstøder krop.
Som en tilspidset ædelsten skabt
af det synkende, gærende kød
fra de faldne og uddrevne,
ridsende din signatur
ind i mure, der stadig er drømme
i fostre i glemselens vuggende skød.
Som en stemme, der kværner
sin tunge til støv og lader kornene spire.
Et ord, Diamanda, et eneste ord.

tirsdag den 19. januar 2010

Ved Dan Turélls grav

Der er blyanter dér, hvor du blunder. En, nej, to,
nej, flere! En mark af grafit - som om skriften,
der ellers med exhorbitant appetit slugte Big Sur
og Malta og Vangede, Buddha og Billie, Manjana
og Danny og Dan, har fortabt sig tilstrækkeligt længe
og prøver at vokse sig vej til den rigtige hånd.


(til samlingen "Assistens")

Uden titel

Dette digt har hindbærsmag,
hun hyller sig i latex eller silke,
bruger Kohl og rouge og svæver
gennem byen på stiletter.
Drager øjne til sig fra sin plads
i baren, kyler kroppe ud på trappen,
når det lysner. Vasker spyttet af sig,
før hun klæder sig på igen og venter
på den næste, der vil glemme
hendes navn i ædru tilstand.
Hun har hindbærsmag,
det har hun.

mandag den 18. januar 2010

Fimbul

Langsomt, men sikkert
forskanser jeg mig bag under sølvhår
og dale af læder. Jeg bygger systemer
af gange og huler, som selv ikke
jordskælv kan vælte, og samler på kviksølv
og rå diamant, hober nødder op til
en uendelig vinter.
Vulkaner spyer isblomster,
bræer glider frem i mit navn.

søndag den 17. januar 2010

Husk Vesuv

Du siger, du kan huske mig. Fint. Grav mig op,
slib mig til, støb mig ind i en ring,
du kan bære i byen. Jeg testamenterer med sindsro
de hårde krystaller i marken til dem,
der vil sno sig og kvæles i skyen af aske
og dampe og varme, når jeg ånder ud næste gang.


(tak til Vildensky for lån af titel...)

lørdag den 16. januar 2010

Et par rester...

Kurtz på frierfødder

Selv om junglen er tung og lummer, og fodfolk
af og til synker til jorden med vandfald af blod
ud af munden, kan ingen sygdomme skræmme mig
længere. Dette menneskeliggjorte Eden er sygdommen
selv, og aberne vræler sig vej gennem træerne -
lidt som afrevne lemmer, der føler sig frem
efter kroppen, blot for at gribe sig fast
om den krampe, de sikkert engang havde tænkt
på som livets egentlige mening! Og håbet er ude,
men fortsat findes der læber at kysse
og mænd nok endnu til at fyre en kugle i nakken
på træernes tætte og svedige hår af lianer!


Lille manifest

Når tiden løber ud,
begynder tiden.

Når passionen løber ud,
forsvinder verden.


(fra digte.dk. Redningsaktionen for ting herfra er hermed afsluttet)

Uden titel

Der gror mos på altanen. Snart
spirer vel græsser og lav
og forglemmigej. Før, jeg ved
af det, så vokser der buske
i sofaen, træer i min seng.
Der vil summe af græshopper
bag ved reolen, og fugle vil
synge fra lampen i loftet.
Rensdyr vil vandre i flokke
og drikke af vandhanen. Så
bliver der plads til mig
selv, vil jeg antage, igen.

Samarbejder 2009

I mine drømme…

I

I mine drømme flyver fuglene baglæns.
De trækker tilbage i skallerne,
ruller som sten ned ad skråninger,
trilles møjsommeligt opad igen
til de afsides reder på toppen
af søvnige blikke om morgenen.

II

I mine drømme vælter verden. Og den rejser sig med rank ryg og blikket stift fremad, som om intet var hændt. Vi ler alle i det skjulte og leger med. Horisonter, dimensioner, op, ned og altings sammenhæng. Det er så uskyldigt. Så let. Kommen og gåen og ingen beskidte aftryk. Kun lommer af ubeskrivelighed og et barn, der hoster påtrængende i baggrunden.
Månen har vendt ryggen til og knejser uforsonligt med nakken.

III

I mine drømmer er stjerner vulkaner. Blødende sår på en gammel, jomfruelig krop.


(m. Louise Juhl Dalsgaard)


Katyn

I Katyn blinker kranier kækt i solen.
De har kærestet, de har kildet,
de har kæmpet, de har kradset,
de er også blevet knust.
Nu kan de kigge ud på globen
uden frygt
og krakelere, så det knaser
ind i evighedens knæ. Overmagt! Kom bare an!


Salme

Jeg kommer fra heden,
jeg kommer fra skoven.
Jeg kommer fra neden,
jeg kommer fra oven.

Jeg kommer fra gaden,
er støbt af beton.
Jeg stiger fra Tivoli
- en heliumballon!

Jeg fødes af affald,
jeg dør i et strå.
Jeg afviser farver,
fornægter det grå.

Jeg hviler som sne,
jeg grønnes som løv.
Jeg knejser som master,
jeg falder som støv.


Gertruds have

Løvet falder tæt
på Gertrud Rasks vej.
Legevogne står parkeret
på hvert hjørne,
maling skaller,
hjul er løse,
æbler rådner op på ladene.
En knallert speeder op på Gugvej,
bremser hårdt
og knuses mod en lygtepæl.
Et skrog er kastet væk,
og det er tirsdag nu,
snart onsdag.
Der gror træer
på Gertrud Rasks vej,
altid, aldrig.


Nu

Fra stuen ved siden af lyder der gråd.
Glas bliver smadret, mens Kim & Hallo
slår på maximum tromme som om, der er halbal i Bayern.
Jeg tænder en smøg, vander blomster og finder mit vasketøj.
Det er på tide. Det her er Gug. Man går ikke med ur her,
men timerne falder i slag.


Midtby

Hun hiver apparatet frem
og knipser folk på gaden,
så hun kan huske dem alle,
når de om lidt
er sten og glas og
udstødningsgasser igen.


Lorca nordenfjords

Lorca
ville fare vild
i Vester Hassing,
snuble over gruset,
skøjte rundt
på frosne blikke,
blive vind og skæv
af dieselos
og falde
som et gammelt,
tæret styre.
Alle træer
ville miste modet,
visne og forvitre
sammen med ham,
hvis han kom,
så bliv i himlen,
Federico,
lad der endnu
leve drømme
højt
mod nord.


Panorama, øst

De brænder marker af ved Gandrup,
biler kører langsomt og forblændet
gennem røgen, ræve flygter. Det er
min jord - den, jeg kommer af - som
flammer op og efterlades hård og død
og varm, parat til fødseler. Man må
elske farver, må man, med mit hjerte.


Hvidt flag

Jeg elsker fremmedgørelsen.
Det hav af lysende røde øjne,
min søvnløse seng sejler på.
De ar, der spreder sig
over mit håndled
og gør mig til et flag på ukendte skibe,
som sejler forbi i min horisont.
Gør mig fri som en indian summer,
navnløs som guderne selv
i det smukkeste spejl,
i det blinde fald gennem syv himle
- ned i min helt
egen næve.


Løkken ‘98

Jeg stikker hånden ned i det højtstående vand
som for at dræne noget, ingenting kan stoppe, bort.
Jeg fryser bevægelsen netop som huden mødes med vandenes klarhed.
Intet af det, der forsvinder, skal glemme min skyld,
mit blik, der har påkaldt al denne forgængelighed.
Brændingen hvisker: "Bliv!" og "Gå!". Den har fuldstændig ret.


Knap

Grib dit gevær! Vi skal danse
en tango i felten! Kønnets atomsky
begærer det hele! Kød rækker ikke,
sjæl er så langt fra tilstrækkeligt!
I Hiroshima er gaderne stadigvæk varme
af det, som vi skylder hinanden!


Revers

Jeg har mødt min skygge,
lysende, håndgribelig og varm.
Den lagde hovedet på min pude,
smuk af alt det, ingen andre
end en anden kan fortælle
om én selv.


Rekyl

Her
i oktober,

hvor bladene
skiltes fra træerne,

opfandt vi os.
Nogen måtte.


Nattog

Ingen søvn i nat til nogen af os.
Toge suser rastløst hen over afstanden,
skyder med gnister og hviner mod skinnerne
- hvilken vidunderlig larm,
fuld af trøst og forsikring og grøde!
Men skænker den søvn? Nej, kun drømme.


Lortehaikus til lands og til vands

Egernet
presser,

der
ligger lorten

- guld
for din reneste
tanke.


Negerarmen

glinser
i solen.

palmerne
spejler sig i den.


Mågen
ørler.

Vandet
i havnen

stivner
i angst.


Brune
bølger.

Grillmad
til pingviner:

Skidt idé.


Bugten
lugter

stramt
i dag.

Flydende
hollænder.


Mytteriet
på Bounty:

gammel
kokos

i vommen.


Landkrabber,

vogt jer

for søpølser!


Skidtfisk
er skidtfisk,

og dog,

og dog.


Døde fisk

svømmer ikke,

de klæber.


Skipper

pisser
mod vinden.

Skægget
er gult.


”Til bådene,
Manne!”,

siger Skæg.

Han har set
Rasmus´ klump.


Fiskestangen skælver der
i Kaptajn Ahabs hånd.

Moby Dick
har slugt

en tønde
fyldt med svesker.


(m. Louise Kristensen. Alt tidligere publiceret på digte.dk)

fredag den 15. januar 2010

Uden titel

Ved ikke hvorfor, jeg tænker på perikum. Malurt kunne ligne mig, torskemund rumme en fin ironi og kamille måske endda være til nytte. Men perikum er det. Den vokser sgu, planten. Jeg tror, den vil plukkes af dig.

Upubliceret 1999 - 2001

Tre meditationer

1:

Klokker falder
ned i fjerne templer.
Bjergenes vægge
kaster lydene videre
med en rytmik,
ingen munk kunne skabe.
Selv Buddha
fortjener kritik.

2:

Delfiner,
der hopper og dykker.
Delfiner,
der hopper og dykker.
Delfiner,
der hopper og dykker.
Man kalder det leg,
og jeg kalder det alvor.

3:

Endnu en dag
og endnu et rerun
af Beverly Hills
med Brandon
og Brenda
og Steve
og Dylan
og Kelly
og David
og Donna
og aaaauuummm


Aftensang

Hører du en lyd i natten,
vid da, at du er tryg,
hvad enten du vandrer
gennem dens vener
eller våger i dens
dunede hjerte. Den
er alt for optaget af
at bore kløerne ind
i månen og stjernerne
for at holde sig fast
til så meget som at
tænke på at give
din ånde tanker.


Hesten står på kanten
af engen og lytter til
lærkernes trillen under
jorden. Med en gangart
tæt på glemslen traver
den ind i græsset
og gumler alderen i sig
med det hvide vendt ud
af de aks, som endnu
er dens øjne, mens
muldvarpeskuddene
skruer sig op som
pyramider med hvert
deres vrinsk, og hovene
stamper strålerne
op mod solen.


Den kværn,
som malede
guld
og krig
for Frode,
er nu sat
til salg
for hvem som helst
for hvad som helst,
og brød
er bedst
og lettest,
hvis det bages
på den mel,
som vokser
inderst
i vores knogler.


Jeg ligner allerede min far
og vil gentage samme fejl,
gentage samme blik
ud over bakkerne, hvor
klynger af skarntyde farver
græsset i et andet mønster
i den samme farve, mens
kometer uanfægtet
rammer månen.


Solen falder ind på mine bøger,
espe hælder ud over åen
med rimfrost på grenene.
Måger skriger,
måger svæver over.


Jeg puffer til døren og trasker
ind i den stue, hvor hjertet gav op.
Lænestolen er halvvarm endnu,
og skærmen på fjernsynet er slået
ind. Henne i vinduet blomstrer den
kaktus, der blomstrede sidst, da
alle var børn.


Ude i kanten af byen, hvor gaderne
ender i plovfurer uden at nogen
gider at skelne så længe, der er en
linje at følge, ligger kirkegården,
hvor blomsterne i deres pletvise
tavshed beviser, at også det sprog,
de døde taler, har en grammatik.


1:

Hun døde i januar.
Bjergene stod dyr,
dækkede i sne,
og var der for hende.

1:

Hun døde i april.
Træernes rødder
fangede solens
sidste stråler den dag.

1:

Hun døde i juli.
Øjnene lukkede
fluerne ind
i hendes vinger.

1:

Hun døde i oktober.
På stolen ved sengen
sad hendes tøjdyr
nu fuldendt tilbage.


"Det er ikke alderen, men erindringen,
der viser sig sådan", siger han, før han
kører fra begravelsen - ud over engens
mylder af farver med udstødningsrøret
skramlende efter sin kones Ford Taunus.

torsdag den 14. januar 2010

Uden titel

Efter stormen ligger træerne
på kryds og tværs i skoven,
som de faldt, og knuste biler
ånder sorte skyer ud i svedne
grøfter. Satellitter zoomer ind
og læser højt. Vi vasker op.

Samlingen "Folk"

Far på stranden

Du bygger slotte af sand, lille ven, og du skriver i sand
og har sand mellem tæerne. Husk, det var bjerge
engang. Og tør så de øjne! Og knejs ordentligt, knægt!


Spillemanden

Mens flækkernes folk
slog til søren,
fandt sammen i høstakken,
så deres ensomhed ligge
på bunden af nok en pægl brændevin,
rejste han rundt
med sin fele på ryggen,
navnløs, hjemløs, uden ophav.
Strengene spirede,
bredte sig stolt ud
i vældige kroner og stammer,
mens række på række af hoveder
ramte hans pande.
En dag gav den efter.
På bunden af hullet
lå jeg.


Gøgleren

Han stod der på Strøget
blandt klynger af jublende børn
og forældre, som ikke smed penge i hatten.
For nej, han kunne ikke jonglere.
Hans bolde hang bare i luften og lignede.
Dannede skyer, vandt farver, trak op.
Kun de naive og dem, der skulle dø,
kunne le af og tilgive den slags!


John Starrs sidste dag

Efter 40 år ude på prærien
havde han sandkorn i årerne,
hår ligesom afsvedne græsstrå
og buskede øjenbryn. Og hans revolver
bed hurtigt og skarpt som en slange,
mens øjnene brændte, så husene
nede på Tomb Street fik sodmærker,
da han gik ned til det endelige showdown
mod Ronald McPatton, hvis kulsorte lokker
var glatte som fronthjelmen
på en fabriksny og toptunet Buick,
hvis blodstrøm var sort ligesom olie,
hvis blik kunne blænde som høje
og ulmende skyer. De trak og sank
sammen som skamskudte svin. Ingen
græd eller jublede. Byen var fri.

Fra den dag holdt alle i Tumbleweed
op med at spise og drikke og elske.
Kirken stod tom, og på bunden af brøndene
var der kun mudder. I bankerne samledes
mønterne - ingen blev brugt eller gemt.
På verandaer eller i vinduer rådnede
ældre og børn, under tagspær
og trækroner voksne. I husene boede
en stilhed, der afviste ører ved døren,
i gaden en vind, som rev årene op
og tog rødderne med. I saloonen
var bordene rene, pianoet nystemt,
whiskyen rigelig og stærk.


Hamlet by night

Der er ingen Ofelia herinde,
kun enlige mødre med fadøl
og kødsmag på tungen og hængende
bryster, små piger gemt væk
bag et jordlag af sminke
og nonner med knive i bæltet,
parate til hævn over alt med en pik,
der vover at vandre på jorden
og blotte et hjerte. Og alle
som én ignorerer de ham.
Det er godt. Han har al den nat
i sig, en bejler behøver,
han har sin absinth,
og han har sine kranier at snave.


Den grå dame

Den grå dame kalder de hende.
De siger, hun spøger. De siger,
at hun varsler dødsfald og sindssyge.
Tåbelige væsener! Hun valgte at være
den mørtel, som samlede smuldrende mursten,
de skridt, som bandt salene sammen,
den ånde, der krævede ilt for dem alle.
Nu råber de op, når hun vækker
dem. Ak! De kollapser,
som de har forstand til!


Fangstmanden

Nul tupilakker når herud, her hersker
kun fladen, den store og hvide, som gemmer på
klipper og hav eller liget af Mylius Erichsen. Hvem
bryder hovedet med det? Mens hans igloo
er varm, den har tyngde og tanke, har undsluppet
stormenes slør. Og det sker, at han griber
sin riffel og skyder en ræv. Ligesom hundenes hylen
holder det drømmene isfri et sneskred endnu.


Fotografen

Klik, klik, klik! Tik, tik, tik!
Motivet i fokus, zoom ind og tryk til.
Skygger i farver og dage på dåse,
en jordklode i celluloid, et legeme som blitz,
armageddon i sten: "Her hviler et øje."


Turisten

Han har pisset i buske i Tokyo og Rom,
han har stillet figurer af Stalin og Frihedsgudinden
på sit chatol, han har udbredt klamydia
både i Phuket og Cape Town hos kvinder, hos mænd
og hos børn. Hans udsyn er bredt ligesom
Telstars og brænder som napalm. Han frygter kun dem,
der berejser ham. Dem, han kan se.


Smeden

Altid disse nitter,
denne hamren,
denne pumpen for
at holde essen varm
og denne dåb
af sine fejl
i iskoldt vand.

Spar din ros
stupide kæmpe,
dorske bonde.
Der bor ingen
mester her,
som ikke selv
er blevet jern.


Kunstneren

Han satte staffeliet op
det samme sted hver morgen,
og han brændte alt, han lavede,
når penslen var tilfreds,
for kun det strøg, der rev
hans hænder op som brombærranker,
fandtes, kun den streg,
der satte knopper, spredte
ikke skab blandt træerne.


Dumme-Peter

Gennem tomme operahuse
med gange, der tuder i vinden,
over brændte kirkers
stadigt lysende tomter,
mellem kondemnerede
boligkarèers åbne kupler
bærer han totter af græs
ud til stjernernes køer.


Petrine

Børnene voksede op, og landsbyens
tegl dansede let rundt i vinden
som remser, alle nu havde glemt.
I èt af husene sad hun og strikkede
på sin sidste gave; en sweater
til juniors lille blå fodbold.


Sejdkvinden

Gennem de rådnende tænder
galdrede konen mod solen: "Gid du
en dag måtte se dine stråler!”


Vanderbilt

For syvende dag i træk er kontoret forladt.
På væggen er hans ægte Monet i færd med at falme, og ude
i verden kører firmaet videre, alt imens kurserne stiger og stiger.
For syvende dag i træk er han bænket ved baren på The Country
Club fordybet i en tavs studeren af glimtet i hans glas,
der fra døren har spejlet sig vej gennem
samtlige bowler i rummet.


Pastor Hansen

1

Pastoren bærer den hellige gral
ud i affaldscontaineren.
Pletter af galde og blod
strintes ud over mælkekartoner
og søndagsaviser.
Han fisker en smøg op af pakken
og former en glorie med læberne.

2

Pastor Hansen skyder genvej
hen til kirken over lossepladsen.
Lotusblomster skyder op
i hans fodspor.
Luften fyldes
med hvirvlende hårskæl.
Han kommer frem.

3

Døren smækker
bag Hansen
i domkirken
Væggene runger.
Døbefontens
Vandspejl dirrer.
Gud har ikke
hjemme her


Morticia

1

Hun pudser sine ruder for,
at fuglene kan slå sig ihjel
mod pludseligt stivnet luft
og afsætte klatter af blod,
så hun kan få udsyn igen.

2

Hun dækker op
til sin skygge
og tænder et
levende lys:
De skal elske,
når kødet og vinen
er blevet fortæret
- kun vægen
må kildre
på tungen endnu.


Astronomen

Han brugte hver dag
gennem hele sit liv
på at kigge på stjerner
og undredes
hen imod slutningen
mest over hvorfor,
de ikke var længere væk.


Munken

Han sad i sin hule
årti på årti,
forsøgte at opløse mørket
og kroppen
og tanken
i Buddha
med held,
men hans mester
lod stadig sin stemme
vibrere i bjerget
og støvet.


Poeten

De fandt ham i affaldet
som en ynkværdig organisk remnant
af et oppustet ego,
der pludselig blev grebet af vinden
og blæste afsted
på en tynd lap papir.


Helgenen

De blinde,
de stumme,
de halte
samler sig om ham,
og syn kan han give dem
- og stemme
og styrke i benene.
Kun deres dumhed
er kronisk,
for hvem i alverden
vil lade sig velsigne
af mennesker?


Soldaten

Han svor ved sit flag og sin Bibel.
Han svor, at han nok skulle tjene og vogte.
Dét gør han, men uden at vide hvordan,
for han tæller blot kuglerne,
tæller blot alle de myldrende stilheder,
tæller den blå, tomme himmel i Saigon.


Martyren

Der står han så
i en kjortel af flammer
på gaden
til offentlig messe.
Han antænder blomster
og mennesker
og huse,
forvandler sin slutning
til puls
og sin aske
til lemmer
og intet
til hornhinder.


(fra digte.dk. Jo, jeg ved godt, at jeg havde svoret at trække manuskriptet tilbage, men jeg mangler altså stadig ca. 10 digte, før jeg synes, at det rækker...)

Samlingen "Natskygge" (uddrag)

Den brølende hjort

Jeg ville gerne placere
en brølende hjort
midt i stormagasinet
ved mælken og farsen,
blandt grædende børn
og hvinende mødre,
der frelser klichéer
fra andre klichéer,
og sætter alarmer igang.


Og naboen starter sin knallert
og fræser en tur rundt om blokken
og vender tilbage
- dum som en dør,
som han plejer at være -
og strammer en skrue i motoren,
så han kan være det mere præcist.


Og jeg siger
til Satan i ørkenen:
"Hør lige her lille ven,
du kan kysse min røv
med dit valg,
nu vil jeg
lave sandkager!"


Tunø

At bo her
er ikke et spørgsmål
om penge,
men jordtype.
Mulden skal matche,
ligesom hos Karl,
der tabte gebisset
i havnen
og syv dage senere
fandt det i maven
på torsken,
han købte hos Kim.
Her er fyret
og tårnet på kirken
det samme,
og kroen placeret
ved indkørslen.
Kun de gevaldige
porrer på markerne
stikker så langt
ud af landkortets margin,
at de kan tage bort
- hvad de gør -
men de vokser
til gengæld
ihjel.


På fødeafdelingen
bærer de selvdøde nyfødte
ud i containeren.
Én har sin navlestreng
slynget om halsen,
en anden to hoveder,
en tredje er født uden lemmer.
Nu ligger de der
mellem mælkekartoner
og brugte kanyler,
mens striber af saft
drypper ned
og tager kurs
ud mod havet.


Havet er dybt,
men ikke fordi det skal skjule det store,
og ikke fordi det partout
skal give rum til en vrimmel af liv,
men fordi det er klart.
Fordi det står stille og strømmer,
som alt andet nøder det.
Kun en ugidelighed,
der i sandhed er kosmisk,
behøver den plads
og besidder den styrke.


Nu er det snart
for mørkt til at skrive.
Jeg slukker min lygte,
bevidst om at stierne
ude i krattet
vil sige alt dét,
jeg behøver
at sige i nat.


Jens Vejmand Jr.

Tidslerne presser sig
op gennem asfalten
her på den nedlagte landevej.
Sidder bag skærmen
og blander min tjære
med småsten
i håb om, at jobbet
bliver gjort ringe nok
til at lykkes igen.
I harmes - og jeg
sætter alt på et bræt!


Og jeg mindes endnu
de sidste hvide pletter på landkortet.
Løsrevne, små og ubrugelige.
Lidt som en anatomi,
der var gået i opløsning
ovenpå stenarter.


Bøjer mig ned
for at drikke
af den fontæne,
som en bums
for et øjeblik siden
har udgydt sit
syrlige pis i.
Jomfru Maria
betragter mig tomt
med udstrakte arme.
Mønter glimter
på bunden.


Min kære Rimbaud!

Med vers, der var svunget så smukt,
at de var i stand til at dræbe
med samme ulidelige lethed
som dine øjne,
burde du klart have vidst bedre:
Man kan ikke spytte sig vej
ind i ukendte himle.
Kun brække sig ud over Gud
så kraftigt - igen og igen -
at han tager en citronmåne med,
når han kommer til kaffe.


Kære Baudrillard

1:

Vel er de store
fortællingers tid
forbi,
og man vil aldrig mere
kunne skrive en Veda
eller en Faust
uden først at have dyppet
pennen
i blod.
Men ved havet
kan viftene
fra de resterende
havfruers haler
anes endnu
på de allermest
frostklare dage.

2:

En bygning
kollapser:
Historien får øjne og tanker.
En sten
bliver kastet:
Et ord bliver vækket til live.
En verden kan opstå
af huller i landkortet,
og en geværild
kan fylde dens sind
med idéer
igen.


Kære Aristoteles,

din poetik med dens rastløse dirren
mellem Scylla og Charybdis
var tragedien selv,
og blomsternes gløden
ved kysterne rundt omkring Hellas
var omvendt komedien.
Selv var du ingenting:
Fragtet omkring i et blækhus
til enden af verden var ovre.


Kære Karl,

jeg elskede Das Kapital.
Formidabel vision - men en bog,
og en bog, der, som alle
de andre, jeg kender,
manglede gennemtræk.


Når jeg kedede mig,
maste jeg myrer.
Hverken med fryd
eller væmmelse
- nærmere med en
fornemmelse af,
at jo mere, jeg satte
i stå, jo før blev
jeg helt sikkert stor
og parat til at møde
min dronning.


Do you remember the first time?

Vi bollede kejtet
og alt, alt for hurtigt
på bagsædet af
din mands gamle Fordvogn.
Jeg pumpede sæden
ud over vældige ørkener,
mens sneen faldt tungt
over græsset og skoven.
Du satte mig af
ved en grillbar,
og så gik jeg hjem
til mig selv.


1. maj.

Man bærer røde faner ind i parken,
hvor de blafrer i vinden.
Cigarer slukkes i ølkrus af plastic.
Henslængt på grønt græs
holder man taler om mikrofonernes
statiske summen på scenen
i Aalborg, i Peking, i Kiev, i Nürnberg.


Drivhus


Og jeg véd, vi skal dø.
At kødet skal dratte af knoglen,
og tankerne løbe af hjernen
- som om, det vil gøre en forskel
nu, hvor den eneste grund
til, at nogen kan mærke en skid,
er at ordene skærer sig
op mod hinanden
som drivende flager
fra smeltende poler.


Nick Drake

Mulden er fed ved Tanworth-in-Arden.
Træerne springer helt uhæmmet ud! "Med hvilket formål?",
synes den stemme at hviske, hvis ribben nu afstiver
stammerne - jeg svarer: "Ikke for noget"
og savner afsindigt min guitar,
når nu det skal være.


Pussy Galore

Hun pressede pistolen
ind mod mit hoved,
tvang mig ned på knæ
og fik mig til at vente
al den tid, det skulle være,
på noget, der nu
er blæst ud af hukommelsen.
Alt, jeg erindrer,
er dybrøde rækker
af jordbær,
der strakte sig
ud over synet.
Bær, hun tålmodigt
puttede i munden
ét efter ét.


Om det er vinen og røgen
eller den dulmende susen
af rønnebær, mørke og stemmer,
der fører dig længere ud end det sted,
hvor din seng og din søvn er placeret,
kan være ét fedt. Du går
med dit kranium hævet i hånden -
ud mellem hvæsende katte
og græssende rådyr -
og finder først ro, når det
sniger sig op over
skoven og åsen igen.


Det er koldt udenfor.
Jeg ser en, der ældes,
en anden, hvis hud strammes
sammen om kindbenet.
En gråspurv, der pikker i sneen,
en mand, der tømmer sin mave
op af en lygtepæl.
Og jeg ser mennesker, der græder,
og mennesker, der kaster med snebolde.
Ser en kvinde, der stivner
ved synet af ét eller andet,
der ligger på fortovet
udenfor fødeklinikken.
Det er så koldt udenfor.
Jeg har rødvin i glasset
og pletter af blod på mit lagen.
Jeg har en sweater,
og jeg har en skjorte,
og jeg har en hud,
der gør ondt, mens den findes.
Og jeg har en nerve, der trækker i øjet,
har ferie og tomme kalendere,
har sne på min trappe,
for det er så koldt udenfor.
Så koldt, at det hele
må elske hinanden
for alle dets mangler,
for alle dets fejl,
og for alle dets huller i vejret.


Himlen er noget, man mister.
Helvede er noget, man bygger.
Verden er noget, man rammer.
Alt andet handler om stil.


Atter blevet væk fra mig selv.
Atter fundet død i en ventilator
med tungen bidt af i en grænseløs sult.
Atter spottet på gulnede fotos,
jeg aldrig har været til stede på,
men også husker blev taget.
Atter fundet i løb over spirende marker
på jagt efter slægtninge
eller måske blot en ægcelle.
Atter fundet i løb op af snoede stiger,
fundet i fald ned mod blikstille vande.


Når jeg prøvede på
ikke at føle,
følte landskabet for mig,
og når jeg forsøgte
at standse mit hjerte,
kørte der biler forbi.
Der er grænser for
hvad, man kan sætte i stå.
Når det akkurat
bliver en fiasko,
kalder det for poesi.


(fra digte.dk - dog suppleret med enkelte hidtil upublicerede ting)

onsdag den 13. januar 2010

Uden titel

Du kysser frøer, der bliver til prinser, der bliver til ådsler, der bliver til roser, der bliver til klipper, der bliver til stjerner.

De lyser så blåt, dine læber.

Cardea cinerea

Fiskehejren knejsede i timevis blandt sivene,
mens fårene brægede, bilerne dyttede, solen gik ned og de døde
fandt leerne frem for at høste de nedlagte marker igen.
Dér var den så, aborren. Halsen blev krummet og næbbet greb fat
og trak op. Ingen ringe i vandet, kun føde og fangst
og et ben, der blev bukket på plads under fjerene atter en gang,
så det ikke skulle krumme én eneste bølge på hovedet af Gud.


(fra digte.dk)

tirsdag den 12. januar 2010

Johnny på sommerdæk

Sneen falder tæt
på Hitlers Autobahn,
og München er forsvundet
bag ved fygesne og stammer.
Her er ingen brug for retorik,
her gavner ingen Kampf.
Her bor der turser,
der vil blæse på din skjorte
og din knippel,
og som svarer kort og køligt
på dit blonde hår
og alle dine ovne.
De vil kulde.
Intet blod
på frossen jord
vil gøre forskel.


(til samlingen "Alvor, Baby!")

mandag den 11. januar 2010

Præd. 1,2.

Alt er tomhed.
Tiende tomhed, talende tomhed.
Hylende, brølende, skrigende,
pibende, gøende tomhed.
Spirende tomhed og hældende tomhed.
Tomhed i bøger og tomhed i æter.
Tomhed i bølger og tomhed i marmor.
Tomhed i vaders og træsko og støvler af læder.
Kysset er tomhed og drabet er også en tomhed,
en stirrende tomhed, en duftende tomhed,
en tomhed i ørerne, næsen og huden.
Tiden er tomhed og glemslen er tomhed.
Du vandrer og løber og snubler i tomhed.
Det samme gør jeg, jeg er også en tomhed,
en jublende tomhed, en kogende tomhed,
en skælvende tomhed svøbt ind i mærkater,
der også er tomhed.
Og bilernes susen er tomhed,
som vinden i træernes blade er tomhed.
Pelsen og fjeren og skællet er tomhed,
som pollen og bark og mycelium er tomhed.
Og regnen er tomhed. Lynet og sneen er tomhed.
Det runger i himlen af tomhed
og brænder af tomhed i tomhedens indre.
Summende, myldrende, fuldstændig
højspændt og blændende tomhed.
Det hele står tomt kun for dig.
Flyt dog ind!

Uden titel

Kirkerne er lukkede.
Fra hvælvet svæver måger
ned og spejler sig i sneen
og forsvinder ud i æteren
påny. Der lyder bønner.

1000 år

Det tager 1000 år , før en idé får næb og vinger,
og det tager 1000 år, før verden drejer rundt
på spidsen af din finger.
Der skal rulle hoveder, før du bliver valgt
- dit eget først og fremmest, det var det, det hele gjaldt.
Og det tager 1000 år, før digte blomstrer og slår rødder,
og det tager 1000 år, før alt, du gjorde, krakelerer
og forbløder,
før de ringe, fra den sten, du smed i vandet,
er blevet til en bølge, der har ædt sin del af landet.
Og det tager 1000 år for byer at sive ud i sandet,
og det tager 1000 år for ét at blive noget andet,
grave bunden ud af sjælen, til der springer kilder frem,
hvis vand er rent nok til at drukne nostalgi og skam.
Og det tager 1000 år for tvivl at blive til en lære,
og det tager 1000 år at se, om kærlighed kan bære,
eller blot et øjeblik, men dybt som sår og højt som sol,
en sjæl, der springer læk, et blik, et hul og en pistol.
Og det tager 1000 år at rejse ud og røre stjerner,
det tager 1000 år at blive moden til at slukke
for sin fjerner,
møde natten med den kulde, der skal til,
før liv kan blive søvn, før man kan sige: Det var det.


(et forsøg på at skrive en længere tekst, som kan læses rytmisk op til musik. Ved ikke selv hvor god, jeg synes, den er, men, hey, lad os lege!)

Samlingen "Alvor, Baby!"

5/3 2007

Traktorer i Gjern,
traktorer i Gudme,
traktorer i Glumsø.
Der løber en sort flod
af diesel
i årerne
i vores kroppe,
med hjul,
der er tunge
og brede
planerer vi marker
og sjæle
og kvæler alt ukrudt
på vejen.
Men inderst
i hjertet,
der er der en brosten,
som ikke
kan jævnes
med jorden.


(skrevet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset)


Folkets vise

Avisen er frisk, og koppen
med kaffe er varm i hans hånd,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Checker sin mail og barberer
sit ansigt og binder sit slips,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Døren binder, bilen starter,
fyren hopper snart,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Kroppe og knipler på vejen,
buler i fronten, notater til Alka,
og styrken sender hunde frem mod Brorson.
Tørrer savl og blod af
munden, pakker tasken ud,
og styrken lægger lagen over Brorson.


(skrevet i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro i 2009)


Universets fæ

Der står du
med bjælder i hatten
og tonstung mascara
og spytter i din mikrofon.
Kaster rim, hvor du burde
have kastet granater,
og fører din kærlighed
op til skafottet,
befamler dit skridt
og dit spejl
til de lyttendes bifald,
mens Cecil og Prince
bliver skoddet
i månestøv.
Nu er det dig,
der er ny,
men i morgen
er du krøllet sammen
og hensmidt i vejkanten.
Der vil vi mødes
en dag som kompost.
Se, hvem
blomsterne vælger.


Klynk

Jeg så min generations bedste hjerner
ødelagte af ego og flitterstads, snigende sig
ind i opgange på Nørrebrogade, søgende snitter
og urt, skælvende under de lukkede linser
og mangelen på langtidshukommelse, helt sprøde
udenpå, sumpede indvendigt, synkende, synkende
ned mod det nærmeste, skarpeste glasskår,
snittende arme og drømme til blods
i en sult efter vande at gå på.
Så deres by tabe flager i solen og vinden,
kun halvt klæbet sammen af neonreklamer
og tomme aviser og mandshøje fotos af ingen på valg.
Og så deres klode forladt, forulempet, hvirvlende
sårskorper af sig i sorg over børnenes dumme,
forfrosne forsøg på at indfange kogende stjerner i kredsløb,
håbende på, at en hed damp fra skødet kunne
jage dem ind under skallen igen.
Og jeg så mig selv dansende
over en slagmark med kranier i bæltet
- strøende ord, hvor der før kun var bogstaver,
plantende lyd, hvor der før kun var pust -
med et pivåbent, flammende gab, kun den ydmyge
kunne passere på vej ud mod væde og muld,
mod en landskab, hvor gråden og væksten var ét,
hvor der ikke var hovmod og ensomhed
nok til fortabelse længere.


(meget fri gendigtning af Allen Ginsbergs "Howl")


Medicin

Du tager drugs
for at holde dig varm
og drugs
for at køle dig ned.
Du tager drugs
for at lette
og styrte,
tager drugs
for at tale
og tie,
tager drugs
for at blomstre
og visne,
tager drugs
mod dig selv
og tager drugs
mod de andre.
Tager drugs
mod drugs.
Tager liv
mod liv
og død
mod død.


Fravær under ansvar

Du har indsvøbt dit blik
i tåger fra Pakistans agre,
skyllet din sjæl ned med postevand,
dækket dit døgn til med dyner,
mens postkassen klaprer
og dørklokken ringer,
flyene letter og blokkene brænder.

Jo mere, du synker,
jo mere hælder kloden.

Vulkaner er til
for at kaste
din slags op igen.


Snehvide i spotlight

Der står du, Snehvide, i glaskisten
oppe på scenen, indsvøbt i silke og pumps,
så du ikke bliver sløj. For det bliver din slags meget nemt,
når de ikke har prinser at varme sig ved.
Svulmende, blodfyldte prinser med værktøj i hånden
og vælling i kraniet, aber i klæder fra Hennes & Mauritz,
der blindt tonser gennem din busk af reklamebladssprog,
ramler ind af caféruden, vælter din latte
og kysser din læbe med stymperen først.
Tror du selv, jeg vil græde i mørket med dig,
når du taler om nævernes stumpe, men tydelige svar
på de tænder, de følte i halsen?



Bræerne
kælver,

kysternes
byer:

Saftige
græsstrå.



Sink the studio

Vi klemmer os ind under tagene,
under de rolige skyer, hvor vejret
kunne bruges som pasfoto. Klynker
i takt til en radio, der kun sender
taljer og hud og et blidt pust af solskin
og saltvand fra somre, hvor timerne
aldrig gik stik imod uret. Vi lukker
kun lys ind, så ansigter skimtes, og
gemmer kun mørke, så dagenes gang
kan fornemmes. Vi venter på bølger
i gaden og hajer i opgangen. Låner
lidt sukker hos naboen, så vi kan
byde på kaffe, når ligene driver
på plads foran fjernsynet, klar til at
se os gå under i syv favne farve.


(som det foregående haiku skrevet som et uofficielt debatindlæg under COP15-topmødet i København, dec. 2009)


Tys

Monstret under sengen har forvandlet sig,
har rullet sig i rudekuverter og pansret
sig inde i bortvendte blikke og kejtede
pauser, har udskiftet tænder og kløer
med et rat og en tårnhøj promille,
en blakket moral og et jakkesæt.
Du ligger stadig og sveder af angst
under dynen og prøver at holde din
ånde i ro, mens du drømmer om atter
at blive til vand eller omdanne tavshed
til væv. Dine øjne er gule og skinner
tilbage fra gadernes pytter af olie og blod.


(alt tidligere publiceret på digte.dk)

søndag den 10. januar 2010

Robert Falcon Scott

Hestenes knogler er blevet til runer i sneen,
og jernslædens motor forbrænder kun stilhed.
I teltet har polen forskudt sig, den findes et sted
under Nordstjernen nu, foran varme kaminer,
i dampende favntag, i bundløse søer. Hr. Scott
griber pennen, forsøger at åbne en sejlrende
gennem sit navn, men det stivner om spidsen.
Han binder sin hud fast til pælen, den vajer
i vinden, imperiet er blevet en solopgang større.

(Briten Scott indgik i et kapløb mod nordmanden Roald Amundsen om først at nå Sydpolen i 1912. Amundsen kom først, og Scotts mandskab døde under forsøget på at nå tilbage igen. Bl.a. som et resultat af dårlig planlægning. Heste og motorslæder var ikke just det mest brugbare på Antarktis.)

Uden titel

Selv i juni
er der fugletræk
mod syd,
for nok er byen
grøn og rummer
mange sjæle,
men den værker
under skiltene,
er tvunget
til at vælge
sig en tunge.


(fra digte.dk)

Dyrene kommer

Dyrene kommer, de lurer i havet,
de stirrer fra buskene, skriger i skyerne,
gnaver et sted under gulvet,
rumsterer i væggene, rasler på loftet,
Al den bevægelse, alle de øjne
og alle de tænder, der bare er til
for at vise dig safterne i dine drømme
og englenes ældede, knasende knogler.


(fra digte.dk)

En skov

Pak dig ind i din sjæl, stik dine fod ned i drømmen,
snør til, træk dit formål godt ned over ørerne,
for du skal løbe nu, løbe på mudrede, smattede blade
i stedet for jordbund, løbe på grene, der bøjer og knaser
og knækker og løbe blandt stammer, som ender deroppe,
hvor luften er tynd. Du skal løbe mod noget, for noget
må findes og findes igen og igen og må kende
dets plads under brystkassen, der, hvor selv
sollyset over de falmede trækroner ikke når ind.


(fra digte.dk)

Nørrebro

Har rekonstrueret mit ansigt
i gadernes mylder,
ét blik, én lyd, ét uheld af gangen.

Har spejlet mig selv
i den bundfrosne asfalt
og spået i mønstre af mursten.

Ingen kan bo her, men alle kan findes,
og alle kan bruges, mens pudset
forsøger at smelte sig selv om til guld.


(fra digte.dk)

Vandfigur

Du giver et slattent håndtryk.
Du er vand, det kan jeg mærke.
Vand, der trænger sig igennem,
vand, der skyller, eroderer, vand,
der siler ned ad kinden, når man
selv er blevet vand. Så spyt
dog lava fra din havbund,
gylp dog øer eller noget.
Jeg vil gerne drikke liv,
fra dine kilder,
men vil aldrig mere drukne.


(fra digte.dk)

Uden titel

Vil ikke spejle mig længere. Har set mig selv mejslet ud i den sol,
jeg kan blive, og stirret mig blind på den skygge, jeg er.
Jeg har set min grimasse forvrænget, forvitret, forstøvet,
har skrevet mit navn i atomer. Nu minder jeg ikke
om noget. Vil hellere se lidt på dig, om jeg må?


(fra digte.dk)

Hellerup Kyst

Og der står vi så
på den kunstige strandbred:
En frue i minkpels,
en afgået biskop,
en digter i slidte Doc Martens
og stirrer mod Barsebäck.

Det og de halvrustne
fragtskibes træge,
men stædige tøffen
mod hvorsomhelst
har vi til fælles.


(fra digte.dk)

Instrumentet

I øldunst og tåger
fra Orlik og Manne
sad Svend Åge Tofinger
år ud og år ind og boksede
i sine gule tangenter
på Hannes Bodega
med blussende ører
og lynild i øjnene.

Og på en søndag,
mens gæsterne væltede
ud i den nyfaldne sne,
sprang hans hjerte en takt over,
så, det var godt,
og blev ved på den måde.

Nu stemte
klaveret perfekt.


(fra digte.dk)

Nysne

Den falder igen, gør den, sneen,
hvid og ren og krystallinsk,
som om, at det intet betyder,
at den er en kæmpe kliché i min verden
og gentager sjappet på fortovet
uden den mindste forbedring,
og det har den fuldstændig ret i.


(fra digte.dk)

Uden titel

Gråvejr igen, og min arm bliver husmur, bliver vej, bliver biler, bliver kroppe, der kører i regnslør mod noget, der findes. Cézanne smider skitser på fortovet. Snart vil de blot være pytter, min skygge kan spejle sig i.


(fra digte.dk)

Kærlighed, kærlighed - til Ingeborg Stuckenberg

Der sad du så,
neden for Taarnet, i haven,
og skyllede slotte og huse,
stuer og køkkener,
rene for klunker og støv
med sange så klare i tonen,
at kun dine lytteres genskær
kunne nå os på gulnede ark
og i flossede bøger.

Gudinden i blåt,
musen i grønt,
kvinden i rødt,

streng som et smil,
blid som et slag,
vis som et dyr,
dum som geniet,

Løsende knuderne op
på en ældgammel væv
med ét eneste gentaget ord
på din læbe: Kærlighed, kærlighed.

Kærlighed større end pungen,
større end boligen,
større end kyskheden,
større end kroppen,
større end kærlighed, kærlighed.

Her skulle den findes:
Bag kjolen som kraften,
der skænkede blomsterne kronblade,
påfuglen fjer,
kloderne kredsløb,
Det var selvfølgeligt.

Ligesom den lov,
der lod børnene græde,
da skibet drog bort
og gik ned på en ager ved Auckland
af kærlighed, kærlighed,

indsmurt i væv
fra en engel
med hjerteinfarkt

og gulligt,
flosset papir.


(fra digte.dk)

Wham bam!

Digtet er ikke et bind, der forhindrer forblødning,
en ble for en engel med inkontinens.
Det er ikke en dør, der giver efter for næven,
et øre ved baren, en favn i det høje.
Det hader din svedlugt og dyre parfume,
det afskyr din barndom, din samtid, din skilsmisse,
væmmes ved jubel og klagen og hælder dig ud
af dets seng efter samlejet, køligt, bestemt.
Det er ikke personligt, men der er et liv, der skal leves,
og helst på papir. Du kan ridse dit ansigt i armen, du kan!


(fra digte.dk)

Rede

Jeg har rotter på loftet,
Et mylder af rotter,
Der gnaver sig vej gennem ledninger,
Indtager albums med blegnede fotos og gulnede postkort
Og spiser de lig, jeg har gemt bag ved skabe og skænke.
De snuser, de sporer, de kravler,
De nusser, de kradser og knepper
Til rummet er fuldstændig rent
Og én stor, pulserende pels.

Jeg har rotter på loftet.
Jeg kender familien
På tandsættet.


(fra digte.dk)

Nonsite

På havnen stilles kraner i bero. Gaffeltrucks parkeres.
Haller lukkes ned. Neonlamper slukkes. Døre låses.
Døde småfisk duver op og ned langs bolværk og beton,
mens styrmænd og matroser tømmer kranier og lommer
på de lave knejper. Kun en råkold vind og skarpe, fjerne sole
sladrer om en verden, hvor der endnu
findes vekselstrøm og længsler.


(fra digte.dk)

Elvis lever!

Jeg så ham på Månen i går,
mens han, blålig af gas
og gullig af løgn, hilste tavst
og forsvandt over sletterne
- ud mod den eneste døgnkiosk,
hvor hostepastiller af grøn kryptonit
kunne fåes under bordet endnu.


(fra digte.dk)

Uden titel

Det er for sent nu,
for sent til det rene,
for vi har rejst tipier
her mellem miner
og pigtråd og danser
i håb om en regn,
der kan rense begreberne,
skylle os bort. Men
den følfod, jeg først
finder i det resterende
mudder, om muligt,
er din, jeg er færdig
med æbler og slanger.


(fra digte.dk)

Stik

På Strøgkroen
spiller de poker
med gamle tarotkort
og taber i døgndrift,
mens glas trækker bjergkæder
ud over fedtede borde,
tobaksplanter
spirer på gulvplanker.

Oppe på tagryggen
samles de sidste
forkomne og pjuskede duer.
De letter med hvæssede
næb i ét rasende sus,
hamrer fladskærmen ind,
lader flimmeret
dale mod brosten og mure
og dække
de rustbrune dørgreb.



(fra digte.dk)

lørdag den 9. januar 2010

Uden titel

Buddhaen sidder på bordet
og lytter til tasterne, udtryksløs,
ventende på at forstøve i lys, mens jeg
bygger et hegn om hans glemsel.

Last

Truckstop Gondolero: Kaffe i krus,
gafler i plastic, fritter i papæsker,
tyske Melissa i skurvognen bagved.
Så videre: Autoværn, frakørsler,
olie på tøjet, en walkie, der skratter
sig vej gennem uger og landskaber.
Hjulene drejer: 16 af dem, kun én ordre,
én hånd, én fod og én tanke. Men i
Andalusien hobes de op, pyramiderne,
nye og skinnende, hundene bjæffer fra toppene.


(fra digte.dk)

Fuldendt:

Det hav,
som i oprør
forbliver
et hav.


(fra digte.dk)

Uden titel

Vi har prøvet så længe
på mange forskellige måder,
men stadig har husene
ikke sat rødder,
og stadig er byerne svulster
mere end fostre.
Vi snubler
i stjerner endnu.


(fra digte.dk)

Uden titel

Mindre at
lære at se,
end lade tingene
give mig
de øjne,
de kræver.


(fra digte.dk)

Uden titel

Verden
er ikke poetisk i dag,
men lige præcis,
som den er
- så intenst,
at man dratter igennem
og rammer
et hårdt gulv
af elfenben


(fra digte.dk)

Uden titel

"Alt er mudder", sagde Thales' læremester.

Thales var ikke blot dum. Han var også pedant.

Og dermed begyndte al tænkning.


(fra digte.dk)

fredag den 8. januar 2010

Ugletime

Der er ugler i mosen og ugler i håret,
ugler i sneen og kirken. Du fanger en ugle,
jovist, men den kender en mus fra en mand,
den er ingentings muse og vejer dig af med
mousserende øjne. Pib, and the owls
are not what they seem.

9 AD

”Vare, Vare, legiones redde!”,
græd Augustus, men soldaterne
bar spyd af luft, var pansret ind
i vand og blødte træer. I Teutoburgerwald
blev ulveunger diet ved hans tanker.

(Den romerske hærfører Publius Varus tabte i år 9 et afgørende slag mod germanerne, som senere definitivt væltede emperiet, i Teutoburgerwald. Dette gik efter sigende kejser Augustus så meget på, at han i tide og utide udbrød det ovenstående: "Varus, Varus, giv mig legionerne tilbage!")

torsdag den 7. januar 2010

Plantage

Ingen spiser frugten ved Tjernobyl.
Der er æbler nok til alle, der er visdom
under skallen, der er evighed i kernerne
og lys i deres huse. Stadig rækker ingen
hænder frem mod grenene. Selv slangen
taler ikke med en spaltet tunge her.

onsdag den 6. januar 2010

Dæmonen

Det kan godt ske, min skikkelse flyder,
min tanke er flammer, min hånd er af is.
Det kan godt ske, jeg omskaber sjæle til luft,
former luft om til sjæle og helst bakker snagvendt.
Mit navn er et grundstof, sågar, og jeg skriver
i stjerner og slagmarker. Spejl dig, jeg svarer
i brændende skyer og afsvedne byer. Men læs
mig, og jeg bliver ler i din hånd.

tirsdag den 5. januar 2010

Uden titel

Det regner aldrig nok
i Nørresundby. Himlen strammer
sig om tagene, og bygningerne
svæver 30 meter over lodderne
ved fjordens kant, som skibe
sejler til og fra, men aldrig
finder ro ved. Kun i Aalborg
vokser træerne præcist.

Fido

Han lufter hunden, mærker kølig,
fugtig, nyfalden sne under støvlerne.
Vandrer af veksler og gyder og veje
og snuser en smule til alle, der glider forbi.
Føler mishag ved nogle og glæde ved andre,
slår cirkler i luften ved duften af roser
og nelliker. Fryser bag jakken og piber et sted
under passet og Dankortet. Hører en lyd
mellem tage og celler, der fugter hans tunge
og spidser hans negle. Fra fortovet
bjæffer disciplen, den hiver og trækker
i snoren, den byder ham legeme og blod.

mandag den 4. januar 2010

Uden titel

Det skal stå der.
Det skal stå
imellem Scylla og Charybdis.
Det skal stå,
hvor maske bliver til mimik.
Det skal visne til en blomst,
og det skal vokse til en flamme.
Det skal tie, når du spørger,
og det skal svare,
når din tunge bliver blå.
Det skal stå, hvor tiden løber.
Det skal stå i ét,
når havene er blanke.
Det skal stå i ét med dig,
så ingen regner dig for noget,
ingen finder dig til overs,
ingen tror, at du er
mindre end en årsag.
Det skal stå der, lige dér.

søndag den 3. januar 2010

Tina says

Tina siger: "Jeg væmmes
over alle dem, der ligner mig,
og alle dem, der ikke gør,
og dem, der bare er."

Tina siger, Tina siger,

Tina siger: "Jeg vasker huden
af min hånd, jeg vasker hånden
af min knogle, vasker knoglen
af min død, og stadig er jeg ikke ren."

Tina siger, Tina siger,

Tina siger: "Jeg elsker dig,
jeg gør det hele for at
kunne hvile trygt og roligt
ved din side, mens du drømmer."

Tina siger, Tina siger,

Tina siger, hun ser mig synke
ned på bunden af mit blod
og mumle hvileløst om fostre,
der roterer i en sø af jord
bag tunge låg af egetræ.

Tina siger, Tina siger,
Tina svarer ikke.


(Endda særdeles frit efter Velvet Undergroud)

lørdag den 2. januar 2010

Stykke 42

Vær folk, der går forbi.
Vær folk, der haster, folk, der tigger, folk, der ryster regnen af sig.
Folk, der søger sammen over risten, folk, der knækker sammen
blandt de handlende i frosten.
Folk, der ikke rigtigt ved, hvad de skal sige, folk, der taler højt
og længe om det rene, skære ingenting,
og folk, der bliver overskrifter, overskrifter, der tager form af folk.
Folk, der blot er folk, og folk, der er et folk, og folk, der går i flok.
Vær folk, vær sten og æter, kløer og vinger, tåge over fliser.
Vær det kød, jeg er,
Og vær dét ord.


(One word: Thomas-evangeliet)

Samlingen "Assistens" (del 1)

De første led i en manuskript, jeg gik i gang med lige inden nytår, og som jeg nåede at udsende lidt af på digte.dk inden lukningen. Læs videre her.

Indholdet står vist fint for sig selv uden yderligere kommentarer.

Ved Strunges gravsted

Der ligger du så. Helt håndgribelig.
Støv i en krukke - blot væbnet
med ordenes vinger, der bar dine lemmer
elendigt nok til, at jeg lærte
at blive på jorden og grave mig ned
under grundfjeldet, ledende
efter den stjerne, jeg går på.
Jeg finder den sikkert ad åre.
Så kender vi begge to flammen.


Ved Scherfigs gravsted

Skildpadden har sine veje. De går ikke gennem lande, oceaner eller verdensdele, bare gennem lys og stof og kød. Den bliver gammel, der gror sten på dens erindringer. Den ejer ikke andet. Det er bjerget, der får øjne, når den dør.


Ved Heerups gravsted

Nissen sidder på stenen
og spiller på fløjte,
er noden, der undslap
den tunge granit.
Bag pulserende mure
klædes nyfødte på
i det fineste hjertevæv:
Træerne danser i vinden
på huernes lunende tinder.


Ved Stuckenbergs gravsted

Valravnen lettede, fløj
for at finde os andre
og efterlod bare en hvid
klo i jorden, fossil sne
i klæder af eviggrønt.
Den er kun tøet ét eneste
navn gennem 100 år:
Det er stadigvæk dit.

Et udbrud

Dette er min officielle lyrikblog - oprettet som, hvad skal man sige, en nødvendig protest imod, at www.digte.dk, som ellers havde været min faste havn gennem mange år, meget brat (og demonstrativt, synes jeg nok!) valgte at indstille sine aktiviteter med omgående virkning her til nytår.

Mangen en mindre seriøs sætningskonstruktør ville nok vælge at betragte denne begivenhed som endestationen, men for mit vedkommende er digtningen et element i mit liv, der er kommet for at blive. I næsten al den tid, jeg kan huske, har jeg siddet med pennen i hånden og kigget på månen, og selv før da fortalte jeg så vidt, jeg husker, vidtløftige historier og digtede egne, improviserede sange. Og som der var en, der sagde: Skriver man stadigvæk digte, når man har rundet de 25, er man digter!

Med andre ord: I WILL NOT BE SILENCED!!!

Og i øvrigt har jeg brug for den kant, der ligger i at skrive og publicere samme dag. Jeg er ikke den type lyriker, der har godt af at skrive til skuffen for så evt. at tage stoffet frem ved lejlighed. Det er en nødvendighed for mig at skabe intense, koncentrerede situationer, når jeg skriver, og den kant får jeg kun, når jeg ved, at andre øjne kan nå mine skriblerier i næsten samme sekund, som de har forladt pennen. Jeg har brug for at åbne mit værksted for offentligheden, og det er så dét, der kommer til at ske her.

Et par ord om, hvad jeg IKKE tager med mig fra digte.dk. Det drejer sig om en lang række manuskripter - Favne, +, Agnes, Folk, Veksler og Memo - som er så langt henne i processen, at de i stedet bør få den endelige finish og ryge ud til forlagene. Alt andet - works in progress samt diverse løsdigte - vil før eller siden blive postet her, hvis der ikke inden for en overskuelig fremtid melder sig et bedre (læs: mere socialt/interaktivt) alternativ til denne side.

Det håber jeg, der gør, for min erfaring er, at der ikke sker halvt så meget herude på blogspace, som der burde, og selvom jeg målrettet har tænkt mig at gøre reklame for denne side, vokser træerne næppe ind i himlen.

Men indtil da: Velkommen til Assistens & elsewhere. Og kommentér, for demiurgens skyld - kommentér!!!