fredag den 31. december 2010

Nytårsdag

Alt er stille nytårsdag. Med løbende øjne og nedslidte
nerver går folk gennem bundfrosne gader og skyer
af svovl for at lokalisere sig selv og de andre,
måske blot erhverve en pizza med bacon i snasken
på hjørnet. De ligner hinanden, såmænd, de er alle i
helvede, jo, da, men alting er slut og skal starte et sted.

Amatørernes aften

Raketterne lander på taget,
i busken, på månen.

“One giant leap for mankind”,
siger en fuld mand på torvet

og bøvser en natfuld krystal.

Guru i pels

Du ligger og spinder som om, at du véd,
jeg kan lære at lave den urlyd igen, som jeg
altid har manglet, når jeg lagde an til et smil.

tirsdag den 28. december 2010

Rigor

Hænderne stive
som om,
de har opdaget,
at de
er hænder.

Måske
er det kulden,
måske
er det alder,

måske kan
det være
det samme.

De gyngende grene i parken

er fyldt med elektriske pærer,
og den, jeg har plukket,
forærer jeg dig. Lad blot
slangerne kravle, du ved jo,
at skoven er mørklagt for os.


(ny udgave af "Dynamo" fra 1994)

Thorupgaardsvej

Dengang, der var pest,
lå der bønder og døde
af bylder og væskende sår
i de klinede gårde i Thorup,
som karlene inde fra Voel
passerede hastigt og tavst.
Snart stod staldene tomme,
og storken drog sydpå
og alt, der forblev,
var et navn og en le,
der for hvert år kom
nærmere kirken
og skolen og Brugsen.


(til "8600 Silkeborg")

Jeg hænger hjerter

og stjerner på træet,
der visner i døgndrift
på tæppet i stuen,
og snart er det nytår,
og vinden vil suse
i mørklagte gader,
mens rævene
roder i skraldet.

Blitz over mormor

Klædt helt i hvidt
ligesom kirsebærtræet i haven
betragter du flyet,
der cirkler om gården
en majdag i ’57,
og véd givetvis ikke, at lyset,
der fanges i linsen deroppe
vil holde sig bedre end hånden,
du hviler på panden,
og finde sin plads,
hvor det skummer,
blandt sepiaskaller og rav.

Fårvang

Bageren,
slagteren:
Lukket.

De skrammede
biler passerer
i blæsten
som vindhekse.

Lyner
min jakke,
beredt

på at gøre
det samme.

Månen

som en sølvmønt

over
vandet;

make
a wish.

Breakfast

Vi spiser morgenmad
som et par søvnige måger
der blindt skvulper rundt
i det støvede sollys,
der visner en vase på dugen,
og mælken i munden
er frisk som et år på kontoret.

I stuen går uret i stå,
og i indkørslen holder
en postbil med
motoren gående.


(ny udgave af "Det afslørede klokkeslæt" fra 1994 - til "The mix")

Strand

Havrør,

ridset lys

og os.


(1994)

Revolvertango

Grib din pistol, lad os danse
en tango og holde den kugle,
vi går på, i sving!

Skyd, skatter, skyd på det hele
og ram, hvis du kan for de huller,
der oplyser natten!

Lad, baby, lad, put en kugle i
tromlen og drej, lad os se, om du
virkelig kan kysse!

Spioner i masterne

Der er spioner
i masterne,
stålkolde væsener
med munde som tunneller,
der udregner næringsværdien
i alle de kys,
vi forærer hinanden
på skrattende linjer
fra Bangkok til Tilst,
fra Snaptun til Milano,
og suger dem i sig
som hungrende børn
til de hjerter,
vi stadigvæk har,
imploderer på hvert
sit forfaldne hotel
mellem tømte pistoler
og rådnende hvidløg
og lasede Bibler.


(ny udgave af digtet "Spies in the Wires" fra 1994. Titlen er ganske rigtigt hentet hos Cabaret Voltaire. Til "The mix")

søndag den 19. december 2010

Sandheden om Morten Resen

Dette har været Morten Resen
du kender mit ansigt
jeg er symmetrisk (så det vil noget!) på TV
mit ansigt strækker sig fra Gedser til DIT ansigt!
indrømmet, det er ikke det eneste ansigt i verden,
men mit ligger i folder, der giver dig en fornemmelse af nærvær

Jeg er Morten
mit ansigt er symmetrisk
min næse har samme form som Cheops pyramide
min mund ligner en kajak set oppefra
min tunge er som en jagtlysten inuit,
der skyder sæler med harpun!

Der er kun Morten, Morten og ansigtet
ansigtet kan ikke bare afvises som historisk
men eksisterer i sit eget nu

Mortens ansigt er krumt som tiden
rummet
eller bare en afgnavet vandmelon
Morten fatter hat,
den hat han har på hovedet
og den er høj
høj som Empire State Building

Morten fatter bjælde
som dem på narrens hat
på kanen i sneen
Mortens stemme er klar
som ringende kanebjælder!


(kædedigt skrevet sammen med Thurston Magnus og Louise Kristensen d. 16/12)

Whiteout

Vejen er lukket af sne, alle biler
og busser og knallerter dør
i de mandshøje driver, og vi trækker
veksler som dyr hen til døre
og trappesten, sporene minder om
snegles, snart smider vi
jakker og bukser, velsagtens,
og fyger os frem.

lørdag den 18. december 2010

Dolomitterne

Bjergene giver ingen mening,
står bare og kigger igennem mig,
indsvøbt i solskin til låns

- og de træer, der med blottede,
krogede rødder forsøger
at hægte sig fast til den smuldrende kalk:

Kan man tale med dem?
Og behøver man?


(nedredigeret og omarbejdet version af et ældre digt, "P. Dolomitterne", fra 1992/94. Den oprindelige udgave vil (for sjov!) kunne læses her, når jeg i nærmeste fremtid begynder at lægge gamle manuskripter fra årene 1989 - 1997 ud... Til "The mix")

Feed

Stemmen går igennem mikrofonen, suser
ud igennem kabler, ud i muskler, ind i mure,
kroppe ånder med ét sug og klasker sammen
på én stilk, og ingen hører rigtigt noget, sidder
bare der og skylles væk i bølger af ampere,
sproget foldes ud til lyd, og lyden foldes ud
til tid, og tiden foldes ud til hænder, der
bevæger sig på arket, og jeg hyler, gør jeg,
hyler ind i vævet på mig selv og venter
bare på, at nogen trækker stikket.

fredag den 17. december 2010

Upstairs downstairs

Nogen kan lide mig deroppe. Hurra! Jeg har arme
og ben, jeg har tænder og tyktarm og tanker
og ikke for meget af nogen af delene, selvom det hele
kan synes for meget til tider - og planløst,
forbitrende planløst som ukrudt, som kuling,
som sneskred og jordskælv. Men nogen kan lide mig
deroppe, hvem pokker ham "mig" så end er,
og forlanger vel noget til gengæld. Jeg svarer
med bomber og digte og grus i min indkørsel.

Kyndelmisse

Tornen spidder sne på pigge
ude foran døgneren på Hørsholmvej,
og bussen laver hjulspin i det tunge,
grimme ælte langs med kanten
af det fortov, som de sammenbidte
kunder stimler utålmodigt sammen på.
Engang vil alting tø, vel også tiden,
til den tid vil busken bløde røde bær.

Herfra

og hertil
og så ikke længere,
jo, bare lidt,
men så rækker det,
rækker det ud
og forsvinder
idet det får greb
om sig selv.

mandag den 13. december 2010

Der er sol over Amager,

og mellem de blændende ruder
og myldrende stemmer, der
taler om alting og intet,
går jeg rundt med bar hud
og modnes og længere ude,
hvor byen fortoner sig,
vokser der saftige rødder
i dynger af gammelt papir;
dem skal hestene have.

Færd

Santiago, Santiago,
der er sammenklemte dåser
i den vejkant, som jeg vandrer langs
et sted lidt syd for Vojens.
Santiago, Santiago,
jeg har asket i min hat,
og pornobladet i min lomme klasker sammen,
hvis jeg ikke snart når Tønder.
Santiago, Santiago,
jeg kan ikke skelne dag fra nat
på Lüneburger Heide,
der er bare ben i alting, som jeg bider i, og hvorfor
er jeg nu på vej til Polen?
Santiago, Santiago,
Compostella, mozzarella
i min mund, jeg spiser muslinger
fra Salling i Abruzzerne og knuser deres
skaller under støvlen.
Santiago,
det er støvet, som jeg rejser mod,
Sankt Jakob,
giv mig styrke til at blæse
om i vinden!

Uden titel

Lammeskyer
driver,

ulven
venter

bag ved
stjernerne.

Venskab

Sommeren kom,
og vi smed vores sokker,
løb hujende ned ad den
svedende asfalt på Krakasvej,
os to, kun Steffen og Bo,
og vi vejede til, satte fodspor
i byen, der blev gennem storme
og snefald, men tjæren, min ven,
dén har sat sig på alt, som vi gør,
der er fartstriber hen over håndflader,
brevvægte, taster, jeg ønsker
til tider, at vi havde sat
vores træsko
ved krydset.


(til "8600 Silkeborg")

Vågner til synet

af flasker på bordet
og trusser på tæppet
og affald i sengen
og ved, hvem jeg helst
ville bede om at gå,
men er nødt til at
vise dig vejen
til bussen
i stedet.

torsdag den 9. december 2010

Lygterne tændes

i gaderne, busser
går hjemad, hvor dét
så end er, og tilbage
er sneen, den arrede,
udtrådte sne, der
forsvinder
som drømme
i morgensol.

Uden titel

Solen har ikke vist sig i flere dage. Alligevel er jeg blevet brun. Som en sveske eller en rosin. Fuld af sødme fra hensvundne stunder med folk, jeg mest kender nu gennem savnet.

Forrådnelse? Raffinement?

Jeg bliver tørstig af frostluft.

Territorial pissings

Jeg har pisset i Tiberen, pisset i Themsen
og pisset i bækken, der løb langs med byen, jeg kom fra,
har pisset på mursten og læhegn og skelpæle,
pisset på vidt åbne pladser blandt hujende mængder
og pisset på Motorvej E3 på vej hjem fra byen om natten,
har pisset på rådhuse, kirker, kontordomiciler,
har pisset på kendte folks sløjfede grave
og ukendtes holdende biler og dig, ofte dig,
jeg har pisset i bukserne blot for at holde mig varm.
Syng nu med! Jeg har pisset i bukserne
blot for at holde mig varm!

tirsdag den 7. december 2010

Bjergvandreren

Der, hvor du kommer fra,
vandrer man op i de sneklædte bjerge
så snart, man kan mærke,
at verden bliver fremmed for øjnene.
Ikke i Danmark: Her holder
man udkig fra højenes toppe, og søen,
de sænker dig ned i med piller
på Afdeling C er for varm til at bære
den flage, du prøver at fragte
din sidste rest virkelighed væk på.

(til "Folk")

Forstadsevangeliet

Det er ikke det nyfødte spædbarn, der blunder
i krybben i Betlehem, mumificeret af ord.
Det er ikke den glimtende engel af plastic på træet,
den leende helgen for flydende sukker,
der fylder den blinkende skærm.
Det er ikke de froststive nisser,
som danser i ruden blandt dyre parfumer
og boremaskiner fra Bosch
til den mand, der skal bringe sit værktøj i orden:
Det er de krøllede hjerter og møggrimme stjerner,
du stolt slæbte hjem fra en fritime
ovre i skolen dengang,
du var klar over, du er fantastisk.
Det er din onkel, der atter får mandlen
og holder den skjult under tungen,
til fadet med kvalmesød ris á la mande er helt tømt,
og familien får tyndskid i morgen
præcis, som den plejer og ønsker det.
Det er din mor, der slår ned på den salme,
din afdøde mormor forlangte at synge hver jul,
og din vished om, at hun vil græde
i trav rundt om træet om lidt,
og at din tur vil komme engang.
Det er alle de døde,
der sidder i sneen i haven
og mindes de levende,
trygge, tilpasse og mætte.
Og det er den pludrende baby i vuggen,
der end ikke véd, hvad en jul er,
og faktisk er dum nok
til stadig at være guddommelig.

(skrevet til et såkaldt "krybespil" i Kirken på Baggesensgade, fredag d. 10/12 2010)

Hr. Barium

Selvom jeg ved,
at du kun kunne lide
mine digte så længe,
du troede,
jeg mindede om dem,
og selvom jeg ved,
at du ikke vil se
din grimasse
i ansigtet på mig,
og selvom jeg ved,
du er blevet så stiv
i din nakke,
at blikke tilbage
kan koste dig livet,
sorterer jeg stadigvæk
løvet i bunker
i fald,
du skulle komme
forbi.

Omgang

Der var dengang,
hvor vi åbnede flaskerne,
skruede op for musikken
og grådigt tog for os
af alle de munde og bukser,
der åbnedes op
i de mørklagte kroge,
for nu var vi frie,
vi havde os selv,
vores lyster og håb,
der var højt op
til loftet
og langt ned
til bunden
og alt, der var til,
skulle udfyldes.

De vi var færdige,
drak vi igen
bag ved tunge
og gule
gardiner.

Til den højtærede Hr. Josef

Undskyld, at jeg på denne måde beder om lidt af Deres tid, men fra højeste sted er jeg blevet anmodet om at forsøge at bilægge den tvist, der som bekendt har forsuret forholdet mellem os to ganske meget gennem årene. Og vel synes jeg stadig, De i professionel sammenhæng er relativt ligegyldig sammenlignet med både Deres kone og Deres søn, ja, selv Deres anden søn Judas, men den gamle ovenpå forlanger altså ro i geledderne og har bedt mig om at udvise storsind, så nu vil jeg tage bladet fra munden og tale frit fra leveren, hvis en nebuløs størrelse som mig ellers er i besiddelse af en sådan.

Forstå mig ret: Jeg kan godt se, at jeg satte Dem i en besværlig position dengang. Ikke nok med, at De måtte finde Dem i, at Deres kone ventede et andet væsens barn, De måtte også opfostre dette barn, hvis natur forståeligt nok må have virket Dem fremmed, som om det var Deres eget. Og så al den virak: Vismændene, der kom med guld, røgelse og myrra skær - ikke til Dem, men til resten af familien, mens De gled i ét med væggen lige så meget som æslet i stalden, som jeg forstår, De fandt stor støtte i den nat. Det var nu også et dejligt, blødt æsel, der med eksemplarisk tålmod fandt sig i Deres krampegråd, mens alle andre blot kaldte Dem for en showstopper og et tudefjæs. Nej, det har ikke været nemt, dét kan jeg godt se.

Men ser De: Fra min side var det hele en bestillingsopgave, som De nok er klar over. Faderen ville ned på jord og havde brug for sønnen, og det rigtigste er nok blot at betragte mig som en ren og skær inseminator. Nu ikke at jeg havde noget imod den opgave. Jeg husker stadig med stor fornøjelse første gang, jeg så Maria nede ved brønden sammen med veninderne. Jeg husker stadig hendes mørke, bløde øjne, hendes røde, fugtige læber, hendes brede, fødedygtige bækken, hendes to fyldige, svulmende, hvide… Åh, jeg fortaber mig!

Var det godt? Ja, i dén grad! De er på mange en velsignet mand. Men De må forstå, at det var og blev et one night stand fra min side – hun branker altid hakkebøfferne. Og De må også prøve at se det lidt fra min side: Evigheden kan godt føles lang og kold og ensom nogle gange, og min tvekønnede, udflydende natur gør det ikke ligefrem nemt for mig at score ude i byen, når den gamle oppe ovenpå en sjælden gang giver mig orlov fra jobbet. Jeg får for lidt, det' derfor, jeg er sådan. Jeg lånte hende én gang – tak! – men De fik alle de andre nætter. Og de brankede bøffer. Smil, Hr. Josef, smil!

Og hvad angår Deres andre klagepunkter, vil jeg opfordre Dem til at sætte Dem ned og komme med et overslag på hvor meget, min søns opdragelse har kostet Dem. Ikke i blod, sved, tårer og bekymringer, for dét kan aldrig gøres op i sølvpenge, men i tøj, mad, uddannelse og lignende sager. Der var finanskrise heroppe dengang, så jeg havde alvorlige problemer med at klare børnepengene, men som du ved, fik jeg en pæn kontant præmie, da jeg vandt Vild med Dans forleden, og Gud er en glimrende revisor, der også har sit i klemme i denne penible sag, og efter samråd mener vi nu, vi burde være i stand til at kompensere for det tabte. OG betale for et drikkekar af guld til æslet.

Klap det fra mig. Og lad mig vide, hvad De synes om mit forslag.

Ærbødigst,

Helligånden

(skrevet til et såkaldt "krybespil" i Kirken på Baggesensgade, fredag d. 10/12 2010)

Vågner

ved lyden
af sne,
der bliver
skovlet
på fortovet,

nogen
skal bruge det,
vistnok,
men jeg har
det fint
under tæppet,

og når
der bliver forår
vil bierne
vide hvorfor.

Split

Du hejser flag.
Du er ligeglad med hvilke folk,
der har hugget det.
Du hejser flag
uanset, om det brændes i gaderne.
Du hejser flag.
Du har fødselsdag,
så er det passende.
Du hejser flag
for din konge,
der nu er til udsalg i kioskerne.
Du hejser flag
for din Gud,
der er faldet i søvn
i den tomme og rungende kirke.
Du hejser flag
for dit land,
der er dækket af frost
og vil knuse dig,
hvis du skulle falde, og
du hejser flag
for dig selv, lille mand,
men det blafrer
i vinden,
og selv er du nøgen
og mangler
et tæppe,
der dækker.

onsdag den 1. december 2010

Træning

Ovre
på banerne
træner
de finter
i snevejr

og glider
og falder
i ét væk
med blåfrosne
læber
og stivnede,
smertende
overlår.

Bolden
er vokset,
og målet
et endeløst
gab fyldt
med istapper,

åbent for
udligning.

tirsdag den 30. november 2010

Slitage

Slæber rundt
på verden,

ligesom verden
slæber rundt
på mig.

Om aftenen
er vi begge
lige trætte.

Instant replay

Altid det samme trafikuheld,
altid den samme uendeligt langsomme opbremsning,
altid den hamrende motor, der pumper benzin ud af øjnene,
altid det pludselige brag fra en rude,
der bliver til en tåge af glasskår, og
altid den samme plamage af blod slynget ud gennem munden,
mens rattet bliver knust mod min brystkasse,
altid de hastige snapshots, der flimrer forbi i mit hoved,
mens flammerne omslutter sædet, og
altid din stemme, dit smeltende, skiftende ansigt,
der spørger, om jeg har det ok.


(løst inspireret af David Bowies "Always Crashing in the Same Car" fra Low (1977))

Meta

Meta er en gammel kone.
Meta hører havet fra sit vindue:
Det er der, og hun er her.
Meta slukker for sit fjernsyn,
når hun strikker,
så hun ikke taber masker.
Meta frygter tit at falde
på sin trappesten,
så Jørgensens må ringe efter Falck,
og alle gæssene i dammen
skræpper op.
Meta glemmer, hun har
suppe på komfuret.
Meta putter ikke mere batterier
i sit køkkenur.
Meta blunder let,
og inden længe
kan hun ikke sove mere.
Meta tror,
hun så vil hedde
noget andet.

(endnu en skrivegruppeøvelse, denne gang også med indskud fra Ida Ravn)

Jeg skriver ikke

Jeg skriver ikke, fordi der er biler, som dytter,
og hostende folk på hvert hjørne i bydelen.
Jeg skriver ikke, fordi der er sprækker i himlen
og masser af sne, der skal skovles.
Jeg skriver ikke, fordi der er træk gennem gulvet,
og loftet er sat alt for højt.
Jeg skriver ikke, fordi der var noget, jeg skulle,
og noget, du sagde, og noget, der skete.
Jeg skriver ikke, fordi jeg kan høre dig banke
på døren igen og igen og forlange din nøgle tilbage.
Jeg skriver ikke, fordi der er stilhed i stuen,
og væggene siger det meste.


(opstået som et skrivegruppe-projekt, hvor jeg og Frk. Marthedal improviserede os frem mod en negeret udgave af mit "Jeg skriver"-digt. Teksten blev lagt ud i hele gruppen til videre forarbejdning. Dette er mit bud på et slutprodukt)

lørdag den 27. november 2010

Om sommeren

stod vi i haverne
med vores sæbevand,

pustede bobler,
som brisen
i bristende flokke

bar ned gennem gaderne,
ud over engene,
op over skoven,

hvor én af dem måske
fik lov til at holde
den ensomme måne

ved selskab.

Ved Avedøre

oser det
fra kirkens
høje tårne,
fonten buldrer
under skibets
blanke malm,
og engen
gynger døgnet
rundt i
resonansen af
ét kæmpemæssigt
DONG.

Fem smuler

Jeg duer kun på luftfotos.

***

Kan kun manøvrere, når jeg står hen i det uvisse.

***

Svag i troen, men stærk i fortabelsen.

***

Min mund er lukket med syv sejl.

***

I bedste fald er jeg den fejl, der fuldender kosmos.


(skrevet 2008-9, redigeret 2010)

Uden titel

Vågner til lyden af glas,
der bliver smadret på gaden,
og nogen, der råber. Mobilbatteriet
er fladt, men jeg véd, du har ringet, det
mærkes på luften i rummet. Jeg ser, at
det sner ind i masternes lyskegler,
næsen er sulten, jeg klæder mig
af og går målrettet ud.

Uden titel

Det fyger, og jeg sidder her ved mit vindue
med pennen i hånden og føler mig lidt som
en kastevind, synlig, men kun som en ufin
manøvre, en pludselig hvirvel i ingenting.

Flyttedag

Et år først i marts
greb jeg fat
i en sort sæk af plastic
og åbnede skabet
og fyldte den helt op
med biler og bamser og bip-spil,
mens væggenes blå elefanter
blev stille
bag råhvide penselstrøg

ligesom mig selv,
da jeg snart efter lå
i den kolde og rodede skunk,
mens en fremmed mand
sov i min seng,
og mit lagen blev plettet
af væsker og blod,
og mit råb blev fortrængt
af en skinger
og kværnende guitar.

En dag
stod han op
på et nyt sted
og åbnede sækken
og hostede
knoglestøv op.


(Til "8600 Silkeborg". Baseret på dette ældre digt:)

Flyttedag (1990)

En dag
pakkede jeg alt
mit legetøj sammen
i store, sorte plasticsække.

De blå elefanter
blev dækket
af psykopatisk tapet,

og jeg blev spærret
inde i skunken.

Da vi flyttede,
græd en flygtning
på mine knogler.

Vinteren venter

Vinteren venter i flyet
med tikkende tasker.
Vinteren venter i naboens have
med tøfler og haglgevær.
Vinteren venter bag skranken
i banken med klirrende smykker.
Vinteren venter på S-togsstationen
med kløende fingre.
Vinteren venter i fortovets revner,
i stigernes vinkler.
Vinteren venter i hvert sug fra smøgen
og hvert sæt bedømmende, filmende øjne.
Vinteren venter i lungernes piben.
Vinteren venter i knoglernes krumning.
Vinteren venter, og før
du ved af det, er
bagdøren utæt
og spærret
af sne.

onsdag den 24. november 2010

Slynge

Gentagelsen er god.
Jeg kommer alligevel ikke uden om.
Gentagelsen er god.
Vild med Dans på den flimrende nethinde.
Gentagelsen er god.
Regningerne gendrives i sidste øjeblik.
Gentagelsen er god.
Det er ikke rummet, jeg flygter ud i.

Gentagelsen er god.
En almægtig redder af systemet.
Gentagelsen er god.
En fejl i programmeringen.
Gentagelsen er god.
Den slags er der skam hjælp for.
Gentagelsen er god.
Eftersidning og specialundervisning.

Gentagelsen er god.
Pludselig ses landskaberne.
Gentagelsen er god.
Skabningerne ved, hvor jeg kommer fra.
Gentagelsen er god.
Jeg skyder med blækpatroner.
Gentagelsen er god.
Man kan, hvad man vil.

Gentagelsen er god.
Jeg prøver at undvige.
Gentagelsen er god.
Tilfældigheden er kortlagt.
Gentagelsen er god.
Jeg befinder mig på jorden.
Gentagelsen er god.
Jeg kender ikke målet.
Gentagelsen er god.


(remix/cut up af "Hvorfor skriver jeg?" af FrK. Marthedal)

Vinden er hård,

og det regner som om,
det er straffen for noget
så lavt, at det sikkert er medfødt.

Jeg kryber i læ i din hule,
jeg tænder mit bål, så
kan skyggerne drukne
i dammen.

Vinter igen,

og du lader som om,
at du aldrig har vidst,
hvem jeg var.

Du har vistnok
et liv,
jeg har smøger,
pastiller
og vanter

og tør vel
dit smil
op til sidst.

Til nogen

Du vil ikke være single.
Du vil ikke gå i blæsten helt alene.
Du vil ikke smede sværd og ofre ringe for dig selv.
Du vil ikke vågne svedig op i sengen,
gennet ud af drømmen af din egen ånde.
Du vil ikke blive fundet af din nabo,
der blev arrig over fluerne i gangen.
Du vil ikke blive glemt, for dét, du var,
og blive husket i kolonner.
Du vil ikke være single.
Du vil ikke være blank.

Du vil ikke være tosom.
Du vil ikke mærke kæden om din nakke.
Du vil ikke se ham drikke af din vandskål.
Du vil ikke se ham bløde på dit lagen.
Du vil ikke glemme det, du var,
vil ikke blive husket som hans skygge.
Du vil ikke blive fundet i hans kolde, stive hænder.
Du vil ikke være tosom.
Du vil ikke være blank.

One size

Passer mig selv,
som en uldvante efter en kogevask
passer den hånd, den er strikket til:
Vil altid mere, end armene kan,
længes ud, men har stadigvæk kun
mine gåben til rådighed,
prøver at finde mig selv
på de fotos, der tagges på nettet,
men spotter kun tænder og skægvækst og hår
på en duknakket, halvgammel herre i tranedans.
Ring, hvis du ved, hvem han er!
Han har nuppet min fysiske fremtræden!
Meld ham, han udskriver checks
med mit hjerteblod!
Dræb ham, før jeg bliver
kvalt i hans stramme
og falmede slips!

søndag den 21. november 2010

Standfugl

Jeg er en standfugl.
Jeg lider mig vej gennem kulden og blæsten
og synger, når luften er krydret og varm.
Jeg tager for mig af saftige jordbær
og harsknede nødder.
Jeg kender min marsk og min skov,
mine sumpe, mit knasende flyvesand,
frygter for ræven og katten
og svæver for flokken og magen.
Jeg er, hvad jeg er, hvor jeg er.
Ingen eng er en eng uden mig,
uden øerne, bakkerne, byerne
er jeg et tomt postulat.
Og min længsel er evig, jovist,
og jeg flyver så højt, som jeg vil,
men jeg véd, at en skal er en skal
og en blomme en blomme.
Jeg véd, at den sol, som vil svie
min falmende vinge
og tørre min æggetand
skjuler sig her, lige her,
bag de hængende, revnende skyer.

Lavland

Lavt flyver kragerne,
lavt danser myggene,
lavt ligger landet, jeg bor i.
Lavt er mit selvværd,
lavt er mit blik,
lav er min stemme,
min gejst, min moral.
Lav er den nævner,
som vi har til fælles,
når vi roder rundt
mellem mudder
og næver
og lagner
og safter
og endelig
bliver høje
af rifter
og gift.

De underjordiske

Rundt omkring byen
var muldjorden mættet
med flintkiler, jernslagger,
smuldrede mursten
fra huse, som ingen
kunne huske det mindste
om, hvor havde stået,
men når der blev stille,
og bilerne sov
i de kølige carporte,
vågnede mange ved lyden
af trampende fødder
og hvirvlende feler
et sted under
brystkassens
gulvbrædder.


(til "8600 Silkeborg")

Brud

Endnu
en dag

boret ud,

stivet af
med erindring,

med snavsede
håndflader

samler
vi malm.

onsdag den 17. november 2010

Neonlys

Neonlys, bølgende neonlys,
du er det solskin,
betonen er udstanset i,
du er pæren,
som udruger barfluer,
du er det fad,
der forgylder min pande
og skænker mig ro,
og jeg ved,
at den dag, jeg er væk
vil mit navn
vise vej gennem nætterne,
bøjet i glas.


(med tak til Kraftwerk)

mandag den 15. november 2010

Og det hele er lidt

som et tog gennem natten,
hvor dagens aviser
og krøllede sammen på gangen
blandt opkast og pytter,
og bumsen på sædet
ret overfor rabler
om virus i vandet
og aflytningsudstyr i væggen
og ingen kan se, hvor man er,
men du er ved min side,
helt rolig og klar,
og jeg véd, at vi ender
derhjemme et sted.

På Nørreport tæller man fingre

og retter på slipset og leger
med nøgler og kigger på alle
de andre, der venter så rastløst,
at selv en granat på perronen
er klapsalver værd.

Vinden

i træerne

minder
mig ikke
om noget,

og det er
det smukke
ved dén.

Du er et vildt dyr,

en råbuk på flugt
over brosten og skodder,
en lokkende kødklump på spring,
og du snubler i blikke,
du vrider dig løs i panik
mellem gribende hænder
og kunstige tænder,
du løber i slalom
imellem Kentucky fried chickens
og faldende bomber,
du vejrer din angst,
og du ved, at man ved,
hvor du er,
beder forpustet
om hjælp,
du har selv
bedt om skuddet
og lagt dig
i lit de parade.

torsdag den 11. november 2010

Alvor

Mens vi vugger os
ind i hinanden som om,
vi har været
ét blod hele tiden,

bliver kærlighed
pludselig en joke,
amatørerne
gemmer sig bag.

Rødt lys

Selvfølgelig
vil bilerne
holde tilbage for mig.
Der er check på det hele,
når hjulene ruller
og motoren spinder,
der findes fornuft, jo,
og regler og sådan.
De vil holde tilbage,
dét vil de, de véd,
jeg er lille og skrøbelig
og ikke så hurtig som dem,
jeg er ikke et bytte,
der bringer dem hæder og ære,
og æde mig kan de jo ikke.
De holder tilbage,
der banker trods alt
stadig hjerter bag rattene,
alle kan se mig og se,
jeg er til, ikke sandt?
De vil holde tilbage,
det vil de jo,
holde tilbage
og vente.

Dråber

slår
mod ruden,

træner
frygtlyst,

ingen
véd
præcist

til
hvad.

Gravitas

November,
og fluerne
sværmer
om noget,
man ikke
kan se.

Snart vil
sneflager
gøre
det samme.

mandag den 8. november 2010

Jacks bog

Her er Jack.
Jack er glad for guns.
Jack er meget glad for guns
og ikke roses, bare guns
og så sit mobile home i Tucson, Arizona,
og sin Rover
og sin dunk med Southern Comfort.
Jack er træt.
Jack er meget træt
af jobbet som pedel
på byens high school.
Jack er træt af konens snorken,
ungens vrælen, bilens hosten.
Jack er træt af slidte stole.
Jack er træt af majs på dåse.
Jack er træt af både niggere og jøder.
Jack er træt af folk i jakkesæt
og træt af dumme jocks
og træt af slackere
og hippier
og white trash.
Jack er også
træt af Gud
og skød ham ned
en dag i krydset
med sin riffel,
og nu hænger Herrens
åsyn over sengen,
fyldt med vat og formalin.
Jack vil meget gerne skyde.
Jack er lykkelig, når han skyder.
Jack kan lide at skyde folk,
og gerne folk, der ikke venter det
og pludselig taber luft og dratter ned
som store kødballoner
foran deres vogne.
Jack kan lide sin egen stemme.
Jack kan lide at hviske "puf, puf puf"
i høj og renset æter,
der er hans,
og hans alene.
Jack er vild med Arizona
efter solnedgang.
På søndag
vil han hvile
i et hårdt
og svedet kammer.

Mor Karen












Hos mormor og morfar fik hønsene
lov til at hakke i jorden,
og alle beundrede hendes rabarber
og huggede løs af de saftige jordbær,
der stod lidt for tæt op ad Bygaden
bag ved en alt for lav hæk,
også mig, der lå helt flad af grin,
når hun dansede rundt
mellem platter og vaser i stuen
og skrålede med til den tyndslidte
spole med Cash i San Quentin
og mente hvert ord,
som hun ikke forstod,
og at helvede, havde man spurgt,
lige så vel kunne være
et sortsvedet franskbrød
som iskolde tremmer
i Syden et sted.

Vi tog afsked

på gaden
i silende regn
som et varmt
og pulserende ælte,
vi måtte
på afstand igen
for at forme,
glasere
og brænde.

lørdag den 6. november 2010

Din ånde

Når du trækker vejret,
lyder det lidt
ligesom susende biler
i regnvejr
på vej væk
mod soltørre egne,
mens jeg
står tilbage i grøften
og ophoster
snavsede snedriver.

fredag den 5. november 2010

Uden titel

Du sulter, men kød
bliver til støv i din hånd.

Du elsker,
men engle forstenes.

Du længes, men målet
fordriver din ånd.

Du er, men kan
aldrig forenes.

I mørket er fuglene ens,

en passerende basken og pletter
af dybere sort mellem stjerner,
der danser som myg
før et skybrud og slukkes
af snappende næb.

Vi leger i buskene,

skimter til tider hinanden
blandt tornede kviste og skabede blade
og rasler så videre, højt
og demonstrativt, måske i håbet om,
at vi bliver fundet af andre,
før nogen for alvor
kan finde os.

Medea

"It must have been love"
konsterer din radio i stuen,
men glasset er tomt, dine hænder
er kolde som fars fra en køledisk
henne i Brugsen, og klinkerne
på toilettet, der ellers giver alting
en skrækkelig rumklang, er tavse,
mens killingen nede i kummen
forsøger at redde sig gennem
polarhavets brådsøer.


Uddybende note: Sidst i 90'erne boede jeg til leje i et kælderværelse i Aalborg-forstaden Frydendal. Her boede også et midaldrende ægtepar, der gik godt til flasken - og fra tid til anden provokerede hun bevidst ham så meget, at han greb til vold. Til sidst kollapsede ægteskabet naturligvis i en sky af retssager og politianmeldelser. Med sig ind i det havde hun haft en hunkat, der fik lov til at strejfe, og en dag nedkom den så med fem killinger, som han elskede over alt på jorden. Mens de endnu var gift, strangulerede hun - fandt jeg senere ud af - de to af dem i en gardinsnor. De to næste skyllede hun senere - i selskab med sin næste kæreste - ud i toilettet, mens jeg og min daværende hjertenskær sad på værelset inde ved siden af og nægtede at tro på, at vi hørte det, vi hørte. Den sidste forsvandt bare sporløst...

mandag den 1. november 2010

Helligdom

Gederne græsser ved templet,
og folk drikker rødvin fra glas under høje cypresser
og spår vel i skyer, hvis ikke
i øjnenes dampende bundfald. Blandt søjlerne sover de
hjemløse katte med kløer, der
kunne opsprætte himle, og øjne, der lyser i mørket og
viser de vandrende vejen

tilbage til kirkernes
røgfyldte tavshed.

søndag den 31. oktober 2010

Morgenen raser, mit blod

er et strømfald af syre,
min hånd er et jordskælv
og tungen en ørkenstorm,
ingen kan bo her, kun lyset
tror åbenbart på, at der
hører en krop til min skygge.

Du er forkølet,

og øjnene løber,
og næsen er pludselig
et dommedagshorn.

Hvis jeg kradser dig
grundigt på ryggen,
så tror jeg dog stadig,
der flyder en sommerdag ud.

Uden titel

Der er dem,
man er nødt
til at elske,
som hende,
der ikke vil have én,
og hende, der vil,
men er skudt i en anden,
og hende, der drikker,
og hende, der blæser
sig langt bort på piller,
og hende, der suger én ned
i sit mørke inferno,
og hende, der tager
én for det,
hun vil have,
man skal være,
og hende,
der bare er smadret
til plukfisk
af alle de svin,
som har været der før.
Der er dem,
man er nødt
til at elske,
fordi også skyggen
har ret
til et hjerte.

torsdag den 28. oktober 2010

Man hoster lungerne op

i de råkolde gader, på asfalten
blomstrer kun bilerne, solen er rådden
og stiv, nu, oktober er væltet,
og folk skraber smuler
tilbage i glasset
for bare at glemme.

Gør noget, Pjerrot!

Tag hatten af, Pjerrot!
Spis napalm i stedet for blår, ikke, Pjerrot,
det kan du jo godt! Og spil kødfløjte,
Pjerrot, forfør os og før os
til bjergsiden, Pjerrot!
Skift køn og lyn ned, så vi tror,
at vi fatter dig, Pjerrot!
Gør Harlekin kold, han fortjener det, Pjerrot!
Bliv korsfæstet, Pjerrot,
så klapper vi, Pjerrot!
Mach schau, så vi glemmer
at du er
en Pjerrot.

Feerne ligger i vinduet,

kolde og tørre,
og støv danser dovent
i sollyset.
Askepot tygger
på græskarret,
kerner slår rod
på en hård,
men dog velkendt
madras.

onsdag den 27. oktober 2010

Saggitarius

Jeg blev født
i december
- man siger,
at det gør mig
til skytte,
og rigtigt:
Jeg skyder
på alt dét,
der græsser
på hornhindens
vældige sæter
af isblomster,
men der
er rimtåge,
og jeg går
mestendels
sulten
i seng.

Noget om noget

Jeg har noget
på hjerte,
et stort,
insisterende noget,
der bider
og kradser
og gerne vil ind
og fordeles i blodet
og spredes i luften
og tynge dig også,
før nogen kan se,
hvad det nu
er for noget,
det noget,
du véd nok,
der er
og så gerne
vil villes
og kunnes.

Muldjord

En personlig fordanskning af titelnummeret fra PJ Harveys album White Chalk. Se originalteksten nedenunder.

Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.


***


White Chalk

White chalk hills are all I've known.
White chalk hills will rot my bones.
White chalk sticking to my shoes.
White chalk playing as a child with you.

White chalk sat against time.
White chalk cutting down the sea line.
I walk trembling by the surf
on a path cut 1500 years ago,

and I know these chalk hills will rot my bones

Dorset's cliffs meet at the sea
where I walked, our unborn child in me.
White chalk, poor scattered land.

Scratch my palms.
There's blood on my hands.


PS: Hør den intet mindre end vidunderlige sang her.

Jeg er døv og blind

for det, der er i live,
sanser kun, når marker brænder,
huse styrter, hjerter brister.
Jeg er bosat i en hovedskal
og sliber léer blanke
med min skosål.
Vil du elske mig, så lær
at blotte halsen.

Had

er ikke energi,
men kernekraft,
et ego
i fission,

et brus
af evighed,
jovist,
en ny slags
morgengry,
jovist,
og det er
ægte nok,
jovist,

men kernen
oser,
og man former
ikke gud
af smeltet
fedt.

søndag den 24. oktober 2010

Mit hjem

Nede på
Hjortgårdsvej
lå der et hus,
der var mit,
da jeg voksede op,
og jeg husker
de kølige fliser
i gården,
jeg husker
de saftige roser
i indkørslen,
duften
af vågnende muld
efter regnvejr
og stanken
af blod
fra de dryppende
harer i skuret,
men køkkenet
var stille,
og stuen
var lunken,
og murene
lavet
af dårlig
samvittighed.
Da det
kollapsede helt,
solgte far
inventaret,
og mor
sparede op
til at give mig
en skrivemaskine,
og den
kunne jeg skabe
mig på.


(til "8600 Silkeborg")

I begyndelsen

var ordet.

Efter det:
En kejtet stilhed

og et publikum,
der rømmer sig

konstant.

fredag den 22. oktober 2010

Ved Jens August Schades grav

Det var lige efter Hjertebogen, Sjov,
og ingen Schade til, når læber mødte
læber her i Danmark, der var både smæk
for skillingen og rosenstorm for ingenting,
Jens August, når du skrev, så sten blev kød,
og alt det Skæve, ømt og afklædt, blev det lige.


(til "Assistens")

Trash

Solen
brænder ikke
rent i dag,
for alt
er hyllet ind
i smog og støv,
og alle
ligner affald
smidt i grøften
af den type hånd,
der altid
lugter fælt
af sæd
og Wunderbaum.

Vink

1

For enden af vejen,
hvor jeg blev sat af,
står du pludselig
og vinker til mig,

og jo, vel var det aftalt,
men tænk, at jeg findes,
og så lige her,
lige nu, her i dig!


2

Og vi kigger
på måger,

som om,
det er noget,

fornuftige folk
bare sådan
finder på.


3

Vi smider tvivlen på bålet,
kontrollen på bålet
og passet og pungen og tøjet på bålet,
vi bader i bålet,
vi danser på bålet,
vi bager os ind i hinanden på bålet,
vi oser på bålet,
vi letter fra bålet,
vi svinger os op
mellem stjerner fra bålet
og rammer en hinde derude,
der åbnes
og omfavner
bålet.


4

Sneen
daler,

under
skallen

tier
barnet.


5

Du vender
dig mod væggen,
jeg mod døren,
planter visner
blidt i vindueskarmen,
mens vi får os lært
at elske vrangvendt.


6

I don't need your summer, baby!
Jeg har ikke brug for spærreild
og timespild og hænder faret vild
i deres kærtegn. Jeg har ikke
brug for tordenluft, har ikke
brug for snerleduft, har ikke
mere sund fornuft i kroppen,
der er tør og ør og skoldet,
tabt i klitten, sat af holdet.
I don't need your summer, baby!


7

Ånden klar,
som svitset
med en lighter,

fra din
svale mund,

som kysser
mig godnat
dér på din sofa.


8

Og mens flyttebilen
ruller tungt
tilbage i min sjæl
og taber møbler
i hvert vejsving,
kan jeg se dig stå
og vinke dér
ved trappen
med din bløde,
men flygtige
frihånd.

tirsdag den 19. oktober 2010

Yo, Lazarus!

Den er der jo stadigvæk, verden, let bulet
og bleget en smule af solen, men fortsat anvendelig
- lidt ligesom dig! Ja, din dovenlars! Du dér i graven!
Stå op! Han er væk, ham, du venter på! Men der er tårne
at bygge endnu, der er kvinder ved brønden og vin
nok på lager til også at fylde din sandede flodseng!

Selvtægt

Hej, papir,
der ligger du igen,
jomfrueligt, nøgent,
klart på hvad som helst
og allerhelst på cirkustricks,
der fylder dig med fryd
og mig med svedig, dyrisk angst.
Jeg véd jo alting om de andre ark,
om kurvens kolde dyb, om pennens tøven,
der blev tavshed, om den helt perfekte
side, der forlod mig og tog passet
med i farten. Du er bad news,
du er nederlag på nederlag,
og jeg er kun en mand,
der er allergisk
mod sig selv.

Manden

Manden
i det hvide hus
på Smedegade
så man næsten aldrig,
efter konen gik
med børnene
- gardinerne
var altid trukket for,
og mange mente,
at han drak.
En ting var sikker:
Ukrudt skød,
og der kom huller
i stakittet.
På de egne
skulle man knokle
for sin tavshed.


(til "8600 Silkeborg")

Fra notesbogen

Tre digte fra juli måned, der havde godt af at ligge lidt.

Det er ikke mig

Det er ikke mig,
der ser min konto gå i rødt igen.
Det er ikke mig,
som ikke ringer til en gammel ven.
Det er ikke mig,
der ser tallerkener splintres mod min væg.
Det er ikke mig,
jeg ser i spejlet med mit femdagsskæg.

Det er ikke mig,
der ser din hjerterytme tikke ud.
Det er ikke mig,
som spytter syre, når du nævner Gud.
Det er ikke mig,
der kysser læber, som jeg ikke må.
Det er ikke mig,
som du ser pakke tøjet ned og gå.

Det er ikke mig,
der slukker smøgen langsomt i min hånd.
Det er ikke mig,
som griner lykkeligt på de gamle bånd.
Det er ikke mig,
der checker højden, jeg kan styrte ned.
Det er ikke mig,
der vil den dybe, dybe evighed.


Bønnebog

Rør ikke ved mig,
min hud krakelerer ved kærtegn.
Se ikke på mig,
den dér sympati i dit blik
er fortættet
og morderisk antistof.
Tal ikke til mig,
for alt det, du kender
som råd og erfaringer,
rummer den samme værdi
for mig nu,
som de drømme,
jeg ikke skal dele,
og skønheden
i dine øjne
og kurver
og fagter,
der hører
til andre mænd nu,
og af den grund
kun giver mig kvalme.
Og hør ikke på mig.
Det hele er bare
en tigers fortvivlede
udfald bag hærdede tremmer
i lukkede haver,
der stopper den dag,
den omsider
fortærer sig selv.


Rattus Norvegicus

Vi er nattevæsner,
kender hver en kloak
og hver en baggård i os selv
og bliver fede, når der driver
nye lorte ind med spildevandet,
bider af hinanden,
hvis vi ikke finder sammen
om at snappe efter verden
for at ligge der
og slænge sig i solen,
som vi aldrig har forstået
eller ment, at vi fortjente.
Alle siger, vi spreder pest,
men vi er samme art,
med tiden bliver man
næsten helt immun.

lørdag den 16. oktober 2010

Kysser muldens

sorte læber,

flinten danser
rundt i munden,

og min tunge bløder
kløver og salvie.

Jeg ringer, men tror, at dit nummer

er blevet forskubbet af vindstød,
en fremmed mand tager dine opkald,
de kører med udenlandstakst, og jeg fanger
kun lyden af dansende fødder igennem det løv,
som min sjæl har forskanset sig under
i selskab med orme og biller til dagen,
hvor luften kan bære min stemme igen.

Det står der endnu, gør det,

træet, vi klatrede i, da vi stadig
var børn og var blinde for højden
og stjernernes nærhed. Nu nøjes vi
mest med at spise de nedfaldne
æbler og vente på aber,
der kommer herned
for at omforme
knogler til våben.

onsdag den 13. oktober 2010

MU

Du letter
og bliver
til skyer,
og lidt
efter lidt
brænder solen
igennem,
så grænser
bliver grænser
og kroppe
bliver kroppe
og marker
bliver marker,
men ude
i havet
et sted
er der sunket
et helt kontinent,
og jeg dykker
og dykker,
men frømand,
dét bliver
jeg sgu
aldrig.

Tag piller!

Tag piller mod mavekneb,
piller mod blodtrykket,
piller mod smerter i hovedet.
Tag piller mod uro
og piller mod søvnløshed,
piller mod angstsved og stress.
Tag piller mod længsler
og piller mod drømme
og piller mod kærlighed,
piller mod modgang og medgang
og kulde og varme
og mørke og farve
og piller.
Pil af,
før du smitter!

Doggystyle

Øllen er lunken,
gardinerne gule
og manden for enden
af baren et rablende
orgie af kvaler
og had. Der er hunde,
som sover i bunker
på gulvet og drømmer
om højt græs
og hældende træer,
og et sted
i den drøm,
går jeg rundt
med en vag fært
af tæve i næsen
og kaster
med pinde.

Det,

der ikke
gik,
gik hen og
blev
stående.

Ørneflugt

Du er udforsket land.
Jeg har tørstet på bunden
af Death Valley,
danset på toppen
af Kilimanjaro,
tabt retning i hede
og krat ved Ækvator
og krydset Antarktis
og badet mig yngre
i Eufrats kilder.
Og vel har jeg
ønsket dig bort
i din mangel på omfang,
og vel har jeg
tit følt mig fremmed,
mens ørken blev bolig
og tundra blev fortov
og himlen fik smag af benzin,
men the Eagle has landed,
den sidder ved bredden
af Stilhedens Hav
og må leve af støv,
den er skør
af at kigge på stjerner
og kun skue spejle,
og nu vil den hjem.

søndag den 10. oktober 2010

Ved landsbyens gadekær

Der er skræpper og sivrør
og ænder og måger
ved landsbyens gadekær.

Der er dåser og flasker
og små stykker sort staniol
ved landsbyens gadekær.

Der er cykler og mursten
og opløste, gamle aviser
i landsbyens gadekær,

og der er mudder
i landsbyens gadekær,

tungt af de mønter,
de gamle smed i,
før de selv blev til ønsker

og sank
og forsvandt ned

i landsbyens gadekær.


(Frit efter The Donkeys)

Sorbus aucuparia

Rønnebær, rønnebær,
sure som hældende sol,
tvinger tungen til krumspring
helt ind i april, hvor den
stadigvæk spræller på jorden
og fabler sig fugtig og grøn.

Isola

Jeg fryser,
jeg samler på nedfaldne blade
og vindtørre græsstrå
og bygger en rede.

Jeg fryser,
jeg samler på huder
og muskler og hjerter
og bygger et legeme.

Jeg fryser,
jeg samler på tertser,
fonemer og pixels
og lægger mit æg.

Til min T****

Kattedyr, vandrende bølge,
selv Zen er en joke i din verden,
et bytte, der fryser i flugten,
og bare ét slik på min hånd,
og jeg véd, jeg kan bunde
- endda i mig selv,
hvis jeg tør.

Akt

- Det klør ad helvede til.
- Hvorfor?
- Tanker passerer.
- Hvorfor?
- Andre ting, der suser.
- Hvorfor?
- Det klør ad helvede til.


(remix af Ida Ravns "Så hvorfor skrive?")

Mit bryllup

Den dag, jeg blev gift med mig selv,
var min jakke til rensning
og præsten sendt ud til begravelse andetsteds.
Gryden var halvfuld af udkogt spaghetti,
buketten var lavet af slatten basilikum,
ringen var tegnet på gulvet med kridt,
og min tale var én lang arkaisk besværgelse.
Natten var lang, dog, stearinlyset
brændte, og vinen var god.

I efterårssolen

står buske i flammer,
man taler i tunger
om hyben og ting,
som man tabte på vejen
og knapt nok bemærkede dengang,
og nu er der aske på vej,
stjerner tindrer
på tagryggen,
øjne bliver
blanke
i stuerne.

fredag den 8. oktober 2010

Vulpes vulpes

Ræven
går derude,
den er ikke
ligesom os,
for den har poter,
den har hale,
den har knurhår,
den er ikke
ligesom os,
den spiser fugle,
har jeg hørt,
den graver huller,
har jeg hørt,
og den er ikke
ligesom os,
og jeg har aldrig
set den, mor,
en anden gud har
skabt den, mor,
lad døren
være ulåst, mor,
for den er solen
også rød
og vinden
kold.


(improvisation over Carl Nielsen og Harald Bergstedts "Solen er saa rød, Mor" fra 1915)

In memoriam

Jeg kan huske dengang,
hvor jeg lærte at gå,
og det hele var jubel
og bifald omkring mig
som om, det var noget,
jeg ikke var født til at gøre
og blot havde ventet
på publikum til.

Jeg kan huske dengang,
hvor min morfar
tog øksen og skilte
en unghønes hoved fra kroppen,
der bagefter bare løb rundt
med en gejser af blod
op af halsen
og endelig fandt ro
i mit skød,
hvor jeg grædende prøvede
på at få stumperne
samlet igen.

Jeg kan huske dengang,
der kom farver
på fjernsynet
hjemme i stuen,
og næsen blev presset mod skærmen
en lang, rastløs formiddag,
indtil det sort/hvide
prøvesignal blev kulørt,
men den skingrende
hylen i øret
var lige forfærdelig.

Og jeg kan huske dengang,
jeg blev fuld
til min konfirmation,
men mit svimmelhedsanfald forsvandt
mellem fremmede folk
i habitter og kjoler,
der "var der for min skyld"
og lidt for
at tale forretning.

Og jeg kan huske dengang,
jeg blev varm på en pige fra klassen
og skabte mig om,
så vi passede sammen,
hvorefter hun rejste,
og jeg stod tilbage
med bræmmer af kød
over knirkende knogler.

Og jeg kan huske dengang,
der var raves til i Århus,
og folk drev omkring i asbestdragter,
skingrende skæve af fadøl og E,
og faldt om i en bunke,
så snart det blev lyst,
mens reaktoren fortsatte
ned imod Kina med hamrende stempler,
og jeg var det eneste
levende væsen tilbage
i sikkerhedszonerne
rundt om Tjernobyl.

Og jeg kan huske dengang,
hvor et helt nyt årtusinde
blev indledt med dyre raketter
og billig champagne,
og fly havarerede,
huse blev mørklagt
og bomber gik af,
da en smådum computerfejl
slettede alt,
der holdt verden i gang,
min hukommelse
undtaget.

Nu må jeg lære
at gå uden støtte
og spise med gaffel
i dén.

onsdag den 6. oktober 2010

Næsten ingen

blade mere,

kun
træer,

hvad dét så end
betyder nu.

Katteæsken

Jeg sidder i et stort, tomt rum. Et sted på et lager står hele mit liv til opmagasinering, og det er uvist, om jeg nogen sinde får det tilbage. Her er der kun en seng, lidt tilfældige bøger, nogle cd'er, som jeg ikke kan afspille, og derfor er nødt til at huske i hovedet, og min kat. Min nødvendige dobbeltgænger.

Udenfor laves der mad. De andres raslen med tallerkener og bestik føles intimiderende. Deres eksistens larmer, så det skærer i mine tænder. Den er så insisterende. Jeg bliver mæt nok af vindens susen ind ad vinduet, har fylde nok i minutternes gang og pennens hvislen sig hen over papiret, mens den afsætter skrift, der ikke skal noget som helst andet end bare at være der.

Af og til går jeg alligevel ud. Måske fordi min eksistensform trods alt er menneskelig og vil antage uhyrlige former, hvis ikke jeg fastholder dét. Jeg kender en del. Dvs. jeg kender deres skrift, som de kender min, og når vi mødes, er det den, vi diskuterer - aldrig os selv. For hvad er vi egentlig, når pennen hviler? Telefonen ringer i hvert fald aldrig her, og hvor jeg engang tog det som et udtryk for ligegyldighed, tror jeg for tiden mest på, at det er fordi, de andre lige så lidt eksisterer i enerum, som jeg gør det.

Det sker, at vi flirter med hinanden derude. Det sker, at linjer flettes sammen hen over bordene og nye tekster truer med at opstå. Men vi holder altid igen. Den tekst, der ikke stammer fra én hånd, er monstrøs - et ingenting reproduceret. Måske et hurtigt knald i ny og næ er helt legalt. Et fald, en fylde, momentant, og så ikke mere, tak! Blanke ark, der vrider sig i vuggen og forstyrrer både nattesøvn og penneføring? Slap nu lige af!

Og så tager vi tilbage til de store, tomme rum, hvor vinden suser. I mit eget kan jeg vågne midt om natten ved, at katten kigger på mig som en moder, som en datter, som et rovdyr. Den er helt hinsides skrift, vil bare checke, om jeg er her lidt endnu.

Kom op,

mine blomster,

kom ud,
mine væsener,

styrt ned,
mine engle,

jeg møder jer
der, hvor jeg er;

i den bidende
vestenvind

ude
på klinten,

hvor tårnene
vakler

og klokkerne
ruster.

Dyb hals

Kunne kneppe med hvemsomhelst
hvorsomhelst nu, her, i aften,
hvor vinden står koldt ind
ad jakken og øjnene bløder
i alt for håndgribeligt gadelys.
Spar mig for løfter om havblik
og krondiamanter - du lyver
dig fremtider til - og lad
være med at spørge om noget,
når svaret står skrevet i kviksølv.
Nej, giv mig et hul, jeg
kan sive igennem,
og er der en bund,
skal jeg nok
ringe bagefter.

lørdag den 2. oktober 2010

Klunser

Gadelys
følger på gadelys
følger på gadelys,
vandrer man langt nok i nat,
smelter sålerne
under éns fødder
før solen
står op.

Tingbjerg

I Tingbjerg er hjerterne store
og knivene skarpe, man undskylder
høfligt for alt, der var taktløst,
og åbner systemet på dem,
der har tvedelte tunger, så fejlen
kan hele i kold blæst på Ruten
blandt virkelige fødder
og virkelige skodder.
Her vælger man hudfarven selv.

torsdag den 30. september 2010

Kongen er død,

han blev udstemt i prime time
og henrettet ude på forsiden. Nu
rådner landsdele sammen til
én stor, uformelig talgklump,
og møller står omspændt af flammer,
mens øjne, man ikke vil kende,
ser ud på de hujende landsbyfolks
nyslebne leer og biskoppen drikker
absinth fra sin irrede alterkalk.
Slottenes gange begynder at stinke af pis,
mens de undslupne fanger fra kælderen
brygger på gifte og sliber på dolke
ved osende bål stykket sammen
af førsteudgaver og verdenskunst.
Snart vil en ny præsident
pudse scepteret over dit lig.


(til "Alvor, baby!")

Bag lukkede døre

Vi føntørrer håret
bag lukkede døre.
Vi planlægger året
bag lukkede døre.
Vi slikker på såret
bag lukkede døre,
bag lukkede døre,
bag lukkede døre.

Vi sover i skarnet
bag lukkede døre.
Vi indstrammer garnet
bag lukkede døre.
Vi kvæler jo barnet
bag lukkede døre,
bag lukkede døre,
bag lukkede døre.

Vi elsker med døden
bag lukkede døre.
Vi kæmper mod føden
bag lukkede døre.
Vi ser morgenrøden
bag lukkede døre,
bag lukkede døre,
bag lukkede døre.

Vi falder som rødt løv
bag lukkede døre,
og tiden bliver blinddøv
bag lukkede døre,
og engle bliver husstøv
bag lukkede døre,
bag lukkede døre,

bag lukkede,
smuldrende døre.

tirsdag den 28. september 2010

Picnic ved Århus Å

Jeg ved godt, at bunden
af dette tungt skridende afløb
for gylle og sulfo
og stoffer, hvis navne
jeg ikke kan udtale rigtigt,
er hjemsøgt af døde
fisks murrende genfærd
og ellers kun byder
på rustende cykler
og fladmaste øldåser,
måske endda Jimmy Hoffas
forstenede lig, og jeg ved,
at det ikke er noget
for mennesker
at spise ved kanten
af noget så stygt,
at det bliver symbolsk,
men jeg har ikke andet
for hånden,
og kirken har lukket,
og hvis du nu giver
mig et kys,
kan det være,
at vandet
begynder at boble
i mangel
af bedre.

I Hellerup

vokser der pelstræer
på hjørnerne,
pansret med brynjer
af sminke og klirrende guld,
og vel findes der årer
og ved bag de barkede skaller,
måske endda saft,
men en kuling ved Bulbjerg
kunne nok fylde
luften med totter
og lægge dem ned.

Jorden er giftig

Jorden er giftig.
Den ophober alt,
som du tror,
at du skiller
dig af med,
og lader det yngle
i gange og huler
og hyle af hunger
fra højenes toppe.

Jorden er giftig.
Den husker hvert skridt,
du har taget,
og kræver dem alle
tilbage igen,
når det passer den,
allerhelst tilskrevet
renter og afgifter.

Jorden er giftig.
Den spytter dig ud
for at more sig selv
med at suge dig ned.
Den er utro
i serier.
Den elsker
dig ikke.
Den keder
sig bare
og gerne
ihjel.

Jeg skriver

Jeg skriver, fordi jeg har bjælder på skyggen.
Jeg skriver, fordi jeg har råd til at sælge min sjæl.
Jeg skriver, fordi jeg har rotter på loftet
og orme i hjertet
og helvedeshunde i hælene på mig.
Jeg skriver, fordi jeg har blodstænk på tøjet
og altid kan bruge et raskt alibi.
Jeg skriver, fordi man bør vande sin have
og studse sin buksbom
og gøde sin guldregn.
Jeg skriver, fordi jeg er blind uden briller.
Jeg skriver, fordi jeg er død uden kiste.
Jeg skriver, fordi mine nerver vil visne,
hvis ikke de pirres til live af pisken.
Jeg skriver, fordi andres ord er en tese.
Jeg skriver, fordi mine egne er løgn.
Jeg skriver, fordi intet ord er et ord,
men et osende svigt i en hav af ampere.
Jeg skriver, fordi jeg har meningers mod.
Jeg skriver, fordi jeg har sår på min fod.
Jeg skriver, fordi jeg er sand i en flod.
Jeg skriver, fordi jeg er ustørknet blod
og der ikke er noget, som rimer for alvor.
Jeg skriver, fordi Gud har ret til en gårdtur.
Jeg skriver, fordi jeg har ret til et ur,
der kan måle min tid,
ikke blot registrere et hvidt snit
igennem en evigheds bark.
Jeg skriver, fordi ingen andre skal skrive mig først.
Jeg skriver, fordi jeg har brug for en konstruktiv måde
at spilde et nyttigt og produktivt liv på.
Jeg skriver, fordi jeg er Jesus på Korset.
Jeg skriver, fordi jeg er Hitler i Nürnberg.
Jeg skriver, fordi jeg er bumsen på bænken
og præsten i kirken
og fodtussen fanget i ilden.
Jeg skriver, fordi jeg er aben i træet,
der spejler sit ansigt i floden
og genkender kraniet
og aldrig, nej, aldrig
vil lære at klatre
naturligt igen.

Støtte

Du vidste jo godt,
det kunne ske:
Du har vendt dig
og kigget tilbage
mod stedet,
du kom fra,
og vinket til den,
som du var,
og nu bliver du
til sten.

Der er gnejs
i din lårmuskel,
salt på din tunge
og kvarts
i dit hjerte,
og fuglene skider
dig varmt
ned ad nakken
og flyver til
fremmede lande,
som fugle nu gør,
og snart
mangles der
skærver til
indkørslen.

Felt

Verden
er skrøbelig
i dag,

hvert atom
har helt åbenlyst
nok i
sig selv,

og det hele
forstøver
ved blot
en berøring,

så var
dine hænder,
din tunge

og elsk.

Ultima Thule

Dette er ikke
et lagen,
men tæt pakket sne,
og vi knejser
i tundraen
ligesom to bræer,
der langsomt,
men sikkert
vil kværne
hinanden
i stykker
med tiden.
Jeg ser
dine fodspor
på vej væk,
men mine
er helt
føget til.

lørdag den 25. september 2010

Hotline

Vel er jeg bare
én mere i rækken
af skæbner, der kredser
om solen i sandkasser,
biler og kister og ikke
kan finde en mening
med dét, nu, den mangler,
og vel vil det ikke
forstyrre balancen det store,
hvis jeg bliver udpint
og udskiftet, udslettet.
Dramaet vejer kun
få gram når først,
det er blevet kremeret,
og mindre end dét,
hvis det ryges,
og alle bliver glade bagefter
en dag, selv som sår
er min virkning
omtrent til at overse.
Men du kunne godt
tage at ringe,
for taksten er lav,
og jeg gjorde det selv,
hvis jeg kunne.

Uden titel

Søstjerner.
Havengle.

Overstrøm.
Undertro.

Endnu et spøgelse

Nu spøger du
ligesom de andre,
jeg ikke må elske:
Du rider mig
knastør i søvne,
og når jeg står op,
har du tømt
mine bøger
og skuffer
og albums
med fotografier,
og vel kan jeg se dig
ved midnat såvel
som i dagslys,
og mane, det kan
jeg sgu godt,
men min træpæl
er knækket
på ubestemt tid,
og min kuglepen
ler du
i sænk.

onsdag den 22. september 2010

Var der skyer

af candyfloss til,

ville englene
sværme omkring
dem i skarer

og smage
som fluer.

It's that time of the month

It's that time of the month.
Der er skodder i gryden
og rødt lys i alle tunneller.
It's that time of the month.
Der er trængsel i baren,
på tv kasseres modeller.
It's that time of the month.
Der er springflod i Stilhedens Hav,
der er er ebbe ved Blåvand.
It's that time of the month.
I en himmel af blod smiler
fuldmånen trist til sin månemand.


(løst inspiret af installationskunstneren og Throbbing Gristle-medlemmet Cosey Fanni Tuttis værk af samme titel fra 1976, hvor hun udstillede et års produktion af brugte bind i en montre på Institute of Contemporary Arts, London)

Langdistance

Vi hænger på perroner
og ved stoppesteder,

klædt i alt det bedste
for den rette, som vi

ikke véd, hvor bor, og
gudskelov og tak for dét,

når man kan vente her
i regnen og forelske sig

i blanke, svale pytter.

søndag den 19. september 2010

Storblot (v. 2.0)

Folk
vender hjem
efter arbejde,

gulvbrædder
klager sig
under
de værkende
ben

og giver
efter.

Så hænger
de der
under knagende
tagspær
med lykker
om halsene,

tæller
minutterne til,
at de atter
kan drømme
igen.


(ny variation over et digt fra efteråret 1989, der bar samme titel)

Min hånd

"Ingenting
føles helt virkeligt",
bemærker du,
mens vi går rundt
hånd i hånd,
og jeg ved godt,
at alt er partikler,
der svinger
på vekslende planer,
jeg ved godt,
at sanser bedrager,
at alt er
et spørgsmål om subjekt,
hvad dét så end er,
men din tro
er en ynk,
en billet
uden hjemmel.
Jeg håber,
du tilgiver manden,
der ikke er til,
at han går
med sin ny, store hånd,
mens den endnu
kan klappe
den rigtige
takt.

Dødebogs-fragment

Sov længe.
Sov trygt.
Der er intet
at frygte
og intet
at drømme
om mere.
Der er
intet mørke,
der er
intet lys,
ingen spejle
og skygger
og blikke.
Der er
ingen hænder
at holde
og ingen
at slippe.
Der er kun
en hvælving
af kalk
over favne
af vuggende
frihed.

Det første,

jeg husker,
er synet
af sol
gennem vand,
der er duften
af pulvermælk,
smagen
af stikkelsbær,
lyden af
Raquel Rastenni
på mormors
transistor
og ormenes
vriden sig
rundt i min hånd
fra den knogle,
jeg fandt
under træet,
mens jeg var
på æblerov.

I morgen

Der holder
en sort bil
ved døren,
og stolen
er plettet
af koldskål,
som nogen
har tabt,
og en spyflue
hamrer
mod ruden
i stuen
igen og igen,
men i skuffen
er sølvtøjet
pudset og lagt
i system.
Det er klart
til i morgen,
når du
kommer rask
hjem igen.


(vagt inspireret af U2-nummeret "Tomorrow" fra October (1981))

Du puster

til vinden.

Den rykker
sig ikke
en meter

for den,
der har blæst
den et stykke.

Du er så uendeligt skrøbelig.

Gik der blot hul på én alder,
én længsel, én bøn,
fik du drømmen i klemme
og håbet forstuvet,
blev hjertet forstørret
og hånden formindsket,
kunne ingen kirurg
sy dit spejlbillede
sammen igen.

onsdag den 15. september 2010

Konfusius

På fortovet
råbes der højlydt
på persisk
om vigtige emner,
jeg ikke forstår,

og overfor
står der et frugttræ
med blommer
så modne,
at øjnene
bløder.

Vejen er brolagt

med drager og engle,
og hjulene skrider
i pytter af sort,
smattet firkløver.
Hestene sparker
mod motorens vægge,
og tigeren inde
i tanken begynder
at tygge sig selv
i den stribede hale,
mens kloden roterer
og rammer i hul.

Hangover

Gjorde rent under Carlsberg
den vinter, hvor hallerne tømtes
og øllen holdt op med at flyde,
hvor svedige herrer
med daggammelt fuldskæg
og plettede t-shirts
og svømmende blikke
blev afløst af spindelvæv,
murstøv og kværnende stilhed.
Det hele kunne fjernes
med iPod og sæbevand,
blot ikke tiden, der stadig
holdt op med at gå,
og den klæbrige
spritdunst fra skyggerne.

Den dag, vi slog op,

var der gummi i knæene,
vat i hvert
eneste favntag.

Den dag, vi slog op,
var hvert eneste blik
af hinanden
uendeligt kostbart.

Den dag, vi slog op,
var der sol gennem regn
og kaskader af guld
over træerne.

Den dag, vi slog op,
lå en svaneham nede
på stranden og
ventede på os.

søndag den 12. september 2010

Januar Tornado

Hak sømmet i bund,
kør mig ud til de rødmende rønnebær,
ud til de skurrende isflager,
ud til den struttende skovsyre,
ud til de sværmende hvepse, ja,
ud til det sted, hvor trafiklyset
altid er grønt, GPS'en er død
og benzinen er ren, gæret glemsel.
Hak sømmet i bund, til det hele
bliver lava og urstøv
igen. Kør mig hjem!

Skel

Er et halmstrå, der svæver i intet.

Bag hegnene brøler de rastløse køer.

Waterworld

Der er vand på min jakke
og vand i min sko,
der er vand i mit hår,
på min kind, i min mund,
i min sjæl. Filosoffer
er druknet i mindre, selv
bjerge og landmasser sejler.
En lille, hvid fisk svømmer
op imod strømmen dernede, helt
blind, men ukuelig og svanger.

Åen

Alle folk vidste,
at grøfterne langs
med de braklagte marker
i engen løb ud
i den hastige bæk,
der blev ét med
den svulmende Gudenå
uden for Sminge,
der atter blev udtømt
i Kattegat blot
et par sømil fra Randers,
og da jeg fik fat
i en gummibåd,
drog jeg på jagt
efter bølger og mågeskrig,
blot for at ende
i sivene uden for Svostrup,
hvor jeg måtte vade i land
mellem igler og stinkende,
indskyllet dynd,
mens en lille flok gråænder
rappede hånligt
af helten fra reder
blandt krohavens
skræpper.


(til "8600 Silkeborg")

onsdag den 8. september 2010

Dagene sænker sig,

støvet kan tørres af bordet
og murbrokker fjernes fra sengen.
Fra sandblæste knogler
kan nerverne
skyde påny.

...

jeg mangler pauseringer fægter med armene efter et komma og sælger med glæde min sjæl for et punktum jeg følger processer igennem processer mens sten bliver til kød bliver til ild og ved ikke med sikkerhed hvor jeg begynder og hvor jeg kan stoppe forbandede evighed må du punktere i glasskår på fortovet under mit vindue

mandag den 6. september 2010

Hakker kvarts

ud af væggen.

Mens bjerg
forbliver bjerg,

forbliver hænderne
ømme og grådige.

Jeg skriver, fordi jeg får lyst til at

folde papirfly, når jeg er i kirke.
Jeg skriver, fordi jeg er nødt til at strikke
en hud med et spøgelses livmål.
Jeg skriver, fordi jeg har rotter på loftet
og lærker, der svæver i blodet.
Jeg skriver, fordi jeg har lært at dressere
vulkaner og bølger og bør det.

Jeg skriver, fordi jeg er blind uden klatter
af blæk tværet ud over iris.
Jeg skriver, fordi jeg er stum uden sølv
til at galvanisere min tunge.
Jeg skriver, fordi jeg har travlt med at fatte,
at alting er til, før det mangler.
Jeg skriver, fordi der er al mulig grund til at
standse og plukke sin glemsel.

søndag den 5. september 2010

Krystal

Spidsmusen
stivnet
i græsset;

et frostvejr
så klart,

at selv høgene
skutter sig
i det.

Note om divinitet

Jeg er ikke en Jesus, der dør med hvert faldende blad, der forbløder hver gang, du har såret dig selv, der kan hele dig helt ind i ægget igen.

Jeg er ikke en Satan, der vokser ved had, der vil tvinge sin vilje igennem armeret beton, der forvandler din svaghed til marmor og stål.

Jeg er ikke en Buddha, der viser dig stilhedens kronblade, viser dig luftrummet under din hud, gør forfald til en dyd.

Jeg er mig, jeg er Thomas og Faust og Gautama i ét, jeg er pytten på jorden, du haster forbi, jeg er alt det, du ikke vil tro på.

lørdag den 4. september 2010

Grunge comedown blues

Der var somre engang, hvor vi syntes,
at verden var støbt af metal
og for tung til at bære på skuldrene,
og der var somre engang, hvor hver urt
og hver svamp kunne gøre
det ud for en rygrad,
og der var somre engang, hvor Nirvana
var der, hvor vi boede, og Buddha
var ufødt og intet forklaret,
og somre engang, hvor vi lignede white trash,
der hørte på hvid støj, og lyset var hvidt,
ligesom huden var bleg, og det hele
alligevel var nådesløst sort,
og somre engang, hvor vi hadede alting og alle,
hvor revolutionen var ovre, fordi vi var født,
og vi selv stod for alt det, der helst skulle væk,
og somre engang, hvor vi enten gik ned
i en røgsky af blod eller lærte
at gå på de andres forkullede rester,
og somre engang, hvor vi vågnede op
under duftende dyner med udsigt til nyslået græs
og en barnevogn henne i hjørnet,
og nu er det efterår, armene sover,
kompostbunken vokser,
i køkkenet er maden brændt på.
Det er efterår. Vi havde ret.
Alt er galvaniseret.
Snart bliver det snavset
og udsigtsløs vinter.

fredag den 3. september 2010

Jeg tror, at du var her i nat.

Der er jord i entréen
og vinglas på bordet,
der dufter af urter i sengen,
og lagnet er plettet af blod.
Jeg er ret sikker på,
at du var her i nat.
Jeg er mæt, og jeg bruger
mascara, min kjole er pyntet
med grinende kranier.
Du var her i nat. Nu barberer
du ben og tager boxershorts
på. Du har alt for langt
hjem på min cykel.

Hvis blot vi kunne sove i nat

Hvis blot vi kunne sove i nat
i en køje af bølger,
hvis blot vi kunne stivne i nat
under hvid magi,
hvis blot vi kunne synke i nat,
ned i dybblå kløfter
og bunde.

Hvis en stemme blev hørt
mellem sten og tang,
der lullede os hen
med sin Venus-klang,

ville vandene hviske med,
mens vi langsomt blev én krop,
ville vandene hviske med:
Man kan aldrig give op!


(fri oversættelse af The Cures sang "If only tonight we could sleep" fra Kiss me kiss me kiss me (1987)

Ansigter set

i forbifarten;

spraglede
høstblomster.

plukket
og glemt.

tirsdag den 31. august 2010

Vågner til lyden

af klokker
i kirker
på bakker,
jeg aldrig har set,
og i disen
bag hegnet
fortones der
skikkelser.
Her bag ved ruden
forædler
jeg isblomster

mandag den 30. august 2010

Vandhanen drypper,

og stjernerne svajer,
og rørene suser,
men døren er lukket.
Den dør, du skal
ind ad, før timerne
står under vand.

Væggene runger,

og træværk bliver træværk,
stuk bliver stuk,
og en vogn sætter langsomt i fart
udenfor fyldt med sprængte balloner
og tørrede roser og trævler af det,
der engang var almindeligt
kendt som min skygge. Tilbage er blot
et par kasser med vinter,
et udløbet pas
og en fremmed mands
nystrøgne skjorte.

Det er svampenes tid,

under klatter af kolort,
på fedtede stubbe,
blandt blegnende ben
kan du finde dem:
Stenmorkel, støvbold
og nøgenhat. En for
hvert spørgsmål,
du stiller,
mens solen
går ned.

søndag den 29. august 2010

Frugterne,

regn givet form.
Stammerne, stænglerne,
regn givet form.
Armene, hænderne,
regn givet form.

I en pyt synker tanken
til bunds i sin hvide.

Vi smiler til løgnen,

vi danser i skrottet,
vi knepper som aber
på kendte folks grave,
men stadigvæk vejer
én skefuld af natten
det samme som solen,
og sengen er
fugtig og bundløs.

lørdag den 28. august 2010

Bæger

Bilen slingrer. Kastevind på Bülowsvej
og Vimmelskaftet. Valash skifter hænder,
murstøv spredes over Rådhuspladsen. Kongen
holder aldrig mere fødselsdag, og start
er næsten slut. Men der er stadig rødt
på Grønningen, og spædbørn spiller bold.

fredag den 27. august 2010

Mosekonen Brøgger,

dampe stiger op fra Afrodites lænder.
Katte smyger sig rundt om benene på folk
i Bangkoks gyder, på Paris' boulevarder
og på Sølves våde stier. De har øjne,
de har store, spidse ører. Du er genkendt!
Bag ved sløret bliver dit hoved sort
i hyldens korte favntag.

torsdag den 26. august 2010

Rush hour

Ved Trianglen åbnes butikkerne. Kioskerne
udskifter gårsdagens helte med døgnfriske skurke,
mens cykelhjul piftes af smadrede flasker,
og børn slæbes skrigende hen over fortovet.
Lyset i krydsene blinker og bremserne hviner,
et vindpust går over for rødt.

onsdag den 25. august 2010

Uden titel

Solen
er lavet
af rispapir.

Blommerne
klækkes
til hvepse.

I buskene
spindes der
nattero.

tirsdag den 24. august 2010

Dræb dine sønner

Dræb dine sønner.
Kondomer var ikke en løsning.
Dræb dine sønner.
De står jo alligevel i vejen
for hellige dage i haven,
mens rynker forløses i våd,
fedtet muldjord.
Dræb dine sønner.
De minder dig altid
om ting, du vil glemme,
om kvælende stuer
og knasende hjerter
og klynkende hunde
og søvnløse nætter
i fremmede senge.
Dræb dine sønner.
De blev aldrig det,
som du aldrig selv blev,
rasler rundt i buskadset
med bøger og koste
og svævende drømme
og flygtige kvinder
og huller i lommerne.
Dræb dine sønner,
om ikke for andet,
så bare for dét,
at de stirrer dig ned
under morgenbarberingen,
nægter at minde
om andre end den,
som du allermest afskyr.
Dræb dine sønner,
de suger dig ud.
Dræb dine sønner,
de suger dig ned.
Dræb dine sønner,
de suger dig ind
i dit tøj, i din pande,
din ramme på væggen.
Kondomer var ikke en løsning,
men afbrudte kredsløb
og slukkede pumper måske.


(løst inspireret af Lou Reed-sangen "Kill Your Sons" fra albummet Sally Can't Dance (1974))

mandag den 23. august 2010

Uden titel

Undskyld, at jeg først ser dit skelet,
at jeg ser lårben frem for muskler,
pandens runding frem for rynkerne
og hulerne i kraniet før dit blik,
men er du virkelig nok,
kan ingen klæde dig af.

søndag den 22. august 2010

Uden titel

Du går rundt lige nu
i en forstad til Herning
med utætte sneakers
og fugt på pilotjakken,
slæbende dåser med ferskner
og tunfisk og ærter
tilbage til stedet,
du kalder for hjemme,
og hvor du om lidt
vil kollapse i sofaen,
bandende over din boss
og dit truckkørekort,
uopmærksom på mig
og de raslende
stole i salen.

lørdag den 21. august 2010

Skitse til noget

Det er kaos i kaos. Bål gennem bål gennem bål.
Det er orden i orden. Ringe, der vokser
i vandet og mødes og slettes og gror.
Det er gentaget gentaget. Roser forskudt
til et grænseløst, stikkende, duftende bed.
Det er variationer af variationer.
Hænder i blomster i mudder i lys.
Det er stilhed i stilhed.
Rimfrost på selvdøde træer.
Det bliver det, det er,
da det var det.

fredag den 20. august 2010

March

Der er aske i luften i dag,
der er aske på gynger, i kopper,
i senge, på vasketøj. Rundt om
på hjørnerne samles man, tavse,
bevæbnede, trommerne hvirvler
og hornene gjalder. På søndag
vil palmerne stå, hvor vi var.

torsdag den 19. august 2010

Pipistrellus pipistrellus

Under tagrenden hænger du,
klejn, næsten blind og med spidsede
ører og vinger af læder, og lytter dig
verdener til, du kan krydse med samme
usvigelige tæft, som musikken kan krydse
de mægtigste rum, når de skravlede toner
forsamles i klynger og afviser kulden.

onsdag den 18. august 2010

Planering

Plæner bliver slået,
og muldvarpeskud jævnet ud.

I caféerne venter man rastløst
på folk med buketter,

mens regninger vokser og vokser
og vokser, forfalder.

tirsdag den 17. august 2010

Eventyr for begynder

Husker solen og græsset
og elhegnets summen,
de rodede bunker
af denim og bomuld
og smagen af urhav på tungen
og lyden af hvaler, der sang
til hinanden dernede
og strandede midt
på et campingbord
ude på Djursland,
da du gik i seng
for at drømme dit liv.

mandag den 16. august 2010

Mellow yellow

Altid trygt
som pudevår,

altid stygt
som banesår,

altid, selvom
alt forgår:

Det første
gule blad.

Parade

Bare kom an, verden!
Vid, at du skader dig selv,
hvis du går efter mig.
Vid, at bræer vil kælve,
når spytklatter flyver,
at bjergsider smuldrer,
mens næverne suser,
at skove vil brænde
og bygninger styrte
og ingenting passe og hvile
og stå for sig selv,
hvis jeg mangler før tid,
for jeg bor der, hvor
terninger ruller.
Jeg lever af mad fra i går.
Jeg har udsigt til dis.
Jeg alene har råd
til min død.

søndag den 15. august 2010

Avalyn

Stilheden spirer og vokser til brådsøer,
hvide flag hejses fra masterne. Under
det knagende dæk har jeg lagt mine briller
på bordet. Jeg drømmer, at alt det, jeg kender,
er til, og at øjnene driver i land på en fjern,
stenet strand, og at nogen vil finde dem dér
ved et tilfælde, klare og skinnende. Seende.


(løst vævet over Reading-gruppen Slowdives "Avalyn I" fra ep'en Slowdive (1990). Den korte originaltekst lyder: "Silence grows / My feelings flow / I'm dreaming now / Of all the things I know // I'm here on my own", men titlen henviser samtidig til sagnøen Avalon. Hør forlægget her)

T (remix)

Alting er
heldigvis dømt
til at dø.

Uendeligheden
er ingen
gentagelse.


(En krølle på halen over Louise Juhl Dalsgaards "T", hvor jeg ikke har ændret så meget ud over slutningen og opstillingen)

lørdag den 14. august 2010

Hotel Blödel

Løber rundt i korridorerne
og leder efter nøgler. Tæppet støver,
lyset lugter brugt og gammelt,
alle lyde driver rundt med bugen opad.
Kokken sænker nok en hummer
ned i vandet. Borde dækkes. I foyeren
checker præster ind til messe.

fredag den 13. august 2010

Trit

Vi går og vi går.
Vi går dig i møde.
Vi går dig på nerverne,
går dig i blodet.
Vi går til makronerne,
går efter guldet,
går over for rødt
går i mål.
Vi går hen
over hoveder
og går under stiger
og går bag om rygge,
går op for
og ind for og op.
Vi går ud fra
og ind til
og over
og under,
går ned
og til sidst
helt i stå
på det sted,
hvor vi løber,
så glasset
kan rystes
og vendes
igen.

torsdag den 12. august 2010

Tre mil

Sidst, jeg var nede ad grusvejen,
hørte jeg græshopper, gangen før løver.
Nu kværner maskinerne knogler
i døgndrift og udvinder sæbe af fedt,
og den samme soldat står i krydset
for enden og venter, og træernes grene
er tunge af syrlig og endeløs sommer.


(Igen en inspiration over en sang. I dette tilfælde New Orders "We All Stand" fra albummet Power, Corruption & Lies (1983). Hør nummeret her.)

onsdag den 11. august 2010

Uden titel

Snart ruster træernes blade,
og solen begynder at knirke i vinden.
Vi løber os varme i gyder og stræder
med blinklys i øjnene. Ude i krydset
har nogen parkeret et fejeblad. Motoren
summer. Den venter tålmodigt på grønt.

tirsdag den 10. august 2010

Når spindelvævene blomstrer (remix)

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
tændes lys i din mund,
og ravne svæver ud med kolde kløer og hårde næb,
der dræber alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Der er havblik på din klode,
og kontinenter skurrer i dit hoved,
og bølger søger kilder, former hvirvler i dit blik,
der drukner alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.

Når spindelvævene blomstrer næste gang,
vil hver gravhøj stå i brand,
og markerne vil danse om din krop med gyldent hår,
der kvæler alle dem, som kommer nær
og tror, at du er noget, som bare hænder.


Skrevet i ren benovelse over - og i klar forlængelse af - Birgit Boline Erfurts tekst til sangen af samme navn på Tømrerclaus' selvbetitlede album fra 1978. Og Spids Nøgenhats helt perfekte version af samme nummer på En Mærkelig Kop Te (2001), som jeg engang ønsker spillet til min begravelse. Se en liveversion med originalteksten her.

Gormsvej

Gormsvej var ikke en vej,
men en knogleløs arm
fyldt med nybrændte mursten
og pudsede biler,
der søgte
om kroppens accept
og greb ud efter roer
og græsstrå
så længe.


(til "8600 Silkeborg")

mandag den 9. august 2010

Populus x canescens

Poppeltræ,
tanke-i-ved,
du bliver stynet
igen og igen,
og er stadig for dum
til at dø.

Jeg har kendt
mange mennesker,
der løj og forsøgte
at gøre som dig,
og de endte
i ovnen
til hobe.

Jeg bruger
min arm
som papir.

søndag den 8. august 2010

Regnvejr, forskudt

Regnvejr
igen.

Fugle
tier,

så ørerne
løber.

Regnvejr
igen.

Sole
synker

på ribsbuskens
grene.

Regnvejr
igen.

Under
lygterne:

Brusende
skygger.

Regnvejr
igen.

Nogen kalder
på nogen


gaden.

lørdag den 7. august 2010

Entreprenøren

Fylder tomrum, bygger rammer,
fylder sand i, stiver af og bygger huse,
snart butikker, snart paladser,
snart lakuner fyldt med vand
og savn, der samler sig på bredden,
hvor du sidder, nøgen, ren,
og slikker sol på hvide klæder.

(til "Folk")

fredag den 6. august 2010

Tunnel

Linjerne fortaber sig i mørket, men de er der.
Der er gennemtræk. I øjet skvulper brændstof.

torsdag den 5. august 2010

Uden titel

Dørene låses,
og dynerne løftes,
og drømmene får
deres vilje med os.

Bag træerne fortsætter
måren sin jagt.

Vi vil vågne
til fjerskyer
i morgen.

onsdag den 4. august 2010

Terratorium

Byg til ved Ækvator,
stræk Nordpolen ud
og giv tårnene gødning,
for gaderne myldrer
af længsler og snart
er de mange og pressede nok
til at trampe os ned.

tirsdag den 3. august 2010

Uden titel

Sidder og venter
ved bredden af Ganges
på dagen, hvor vandet
er blevet så mættet
af knogler og brusk,
at det stivner. Den
dag vil jeg købe mit
første par skøjter.

mandag den 2. august 2010

Hul

Der er hul
midt i spanden,
kære Lisbeth.
Der er hul
i mine sko.
Der er hul
i min kalender.
Der er hul
i mit budget,
og der er hul
i mine teser,
min hukommelse,
mit hoved.
Der er hul
midt i spanden,
kære Lisbeth.
Vil du ikke
være sød
at kravle ind?

(med speciel tak til Dirch Passer og Lily Broberg)

søndag den 1. august 2010

Latimeria chalumnae

Det er bare en dukkert,
et slag i den vrangvendte luft
mellem gopler og søliljer.
Du kommer snart op igen.
Op til tyngden og presset,
til musklernes tæthed
og tankernes mylder,
til stedet, hvor intet,
du er, kan fortyndes
og drikkes, hvor tørst
er et vilkår og læberne
sprækker. Du skal. Alting
starter med finner, der
spræller, og brændende gæller.

lørdag den 31. juli 2010

Digteren skuet på hårene,

digteren skvattet i frosten på Trianglen.
Digteren fotograferet i Amager Strandpark
med solfaktor 40 i fjæset.
Digteren fundet i færd med at udpresse hudorme.
Digteren spottet ved disken i pornobutikken
med piske i hænderne.
Digteren set, mens han indsamler flasker i smug
langs med murene.
Digteren afsløret endnu en gang bag sit skrivebord,
bandende over de klattende møgpenne.
Digteren puttet på tryk, nu omsider i stand
til at logre ved synet.

fredag den 30. juli 2010

Nocturne

Endnu en nat falder på, der bliver elsket
bag tunge gardiner og sparket til hjemløse
nede på Strøget. På fliserne rasler papirlapper
rundt og bliver blandet med blade i blæsten.
Man venter på daggry og jord over låget, det
ene erstatter med lethed det andet. Og lige
i nærheden holder en taxa og venter på mig.

Uden titel

Omme bag blokkene
hamrer de piller i jorden,
og tykt, leret vand
pumper ud. Her er skorperne faste
og nemme at fjerne
igen, så hold øje med faldende teglsten
og væltende træer,
du kunne nemt rende ind i en blotter!

Kære kvinde

Selvom halvdele frygter hinanden,
og brudstykker aldrig bliver andet end brudstykker,
håber jeg stadig naivt, at du ønsker at gøre mig selskab
på slebet granit, når det hele er slut,
for mit navn er for kort og for kert
til at falme med ynde alene.

torsdag den 29. juli 2010

Uden titel

Det er mange år siden,
at gynger gav andet end kvalme,
og sandkasser ikke var noget,
som kattene sked i. Nu leger
jeg voksent. Jeg sluger kameler
og spiller fandango, får kæppe
i øret og holder balancen
på knivsæggen. Akrobat - oh!
Elefanterne trutter bag tremmerne,
teltet er hullet og tomt.

onsdag den 28. juli 2010

Wake

Vækst er
en form
for forrådnelse,
minderne
koldbrand
i hjernen,
formering
et gasdrøn,
en årsag,
der slettes
igen
og igen
og igen.

Grav skelet-
terne op,
drik dem fulde
og håb,
at de også
har sprog.

Corduligaster boltoni

Guldsmeden
hænger i luften
i gården og kigger
på murenes skæl
og de osende horn
og de tandløse munde,
der udslynger orme i klagen
vel mere end trussel.
Af alle de drager,
familien har kendt,
er den her dog
den største
og flygtigste.

tirsdag den 27. juli 2010

Uden titel

Skumring
i skovbrynet.

Bænkene
fyldes
med skygger,

der stirrer
i vantro
på os.

mandag den 26. juli 2010

Johannes åbenbaring

Jeg siger dig, Jokum,
så står den der bare, den tjørnebusk,
ude i plænen og brænder og kævler i ét væk
som kleinsmedens Kjersten.
Og jeg henter vandslangen, Jokum,
og pøser og pøser,
for pokker om lortet skal opskræmme hønsene,
og der står folk bag ved hækken
og griner og alting, og grenene oser,
og ham der derinde er sur
og begynder at brøle alt muligt på perkersprog.
Så bliver jeg sur, kære Jokum,
og henter min bøsse,
og så får den benene med sig,
det siger jeg dig, Jokum.
Den pisser i ærterne, gør den,
og render mod kirken, og så bliver der ro.
Det er godt nok.
Men nu gror der jordbær i bælgene, Jokum.
Dét gør der.
Er fræseren klar?

søndag den 25. juli 2010

Skitse til forfatteren

Aldrig helt udklædt.
Aldrig helt bar.
Aldrig helt ormædt.
Aldrig helt klar.

Aldrig helt ankommet.
Aldrig helt udgået.
Aldrig helt forblommet.
Aldrig helt forstået.

Aldrig helt brugbar.
Aldrig helt junk.
Aldrig helt dansktop.
Aldrig helt punk.

Aldrig helt oprejst.
Aldrig helt faldet.
Aldrig helt bortvist.
Aldrig helt kaldet.

Aldrig helt nogens.
Aldrig helt andres.
Aldrig forstenes!
Aldrig forandres!

lørdag den 24. juli 2010

Forestilling

Du bruger så mange ord
- som om, du fryser, når
dit navn bliver nævnt,
og tror, at du kan bunde,
hvis du bare hæver stemmen.
Og jeg frydes ved dit stripshow,
kaster smutsten ud imod dig,
mens du drukner. Du er kød,
og det er sjovt, og det
er alt, jeg har at sige.

fredag den 23. juli 2010

Envejs til Avalon

Der er land under lagenerne,
kridhvide sandstrande der,
hvor dit duvende kød slipper op,
og bag klitterne aner du lunde
med æbler og græs, hvor dit jernsværd
kan ruste i fred. Men du klynger dig fast,
gør du, til dine mågeskrig, Arthur,
du skvulper i silke og lovsange.
Ingen bliver konge i verden,
før gralen er tømt!

torsdag den 22. juli 2010

Præstens mark

Præstens mark
er ujævn: Cyklen
humper over
flintesten og knolde,
eger knækker,
styret slingrer,
kæden hopper
af sit tandhjul.
Kun kålrabi
skyder uskadt
genvej her.


(skrevet ud fra en skitse fra oktober 1999)

Kyperen

Drikker vin
af et timeglas.

Ingen kan lære
mig noget

om druernes
gæring.


(til "Folk")

onsdag den 21. juli 2010

Aqua vitae

Vuggerne virker for spinkle
og små til at bære en ordentlig tuder,
og skolen er proppet med fremmede børn,
der giver pokker i Pacman og News
og Tintin, og bag buskene nede ved klubben
bliver striber af coke linet op,
mens man ordentligt tager for sig. Men ikke
af mig. Jeg har kviksølv i håret
og kinder af læder, er bare den jord,
som de går på og kommer af.
Stik mig en kildevand, og de vil
kæntre i brådsøer af angst.

tirsdag den 20. juli 2010

Nav

Sommeren rådner.
I rapsmarker,
kloakker,
containere
fødes der turser
i dølgsmål.
For hvert ord,
de lærer,
vil endnu
en klynge
af valmuer
visne
og endnu
et smil
blive stift,
og en dag
vil de trone
på sæder af ben,
mens vi fryser
bag æblernes
rynkede
skræller
og hvisker
hinanden
til live
med remser.

mandag den 19. juli 2010

Slør

Måske ligger Asgård til venstre for tanken
og Paradis nede ved Brugsen?
Måske flyver hollænderskuden endnu
dér et sted bag ved Vesterhavsgusen?
Måske er det os, der er døde og sidder
som skygger ved prægtige borde?
Måske vi skulle mane hinanden i jorden
og atter give plads til det store?

Uden titel

Skær helt ind til benet.
Skær indtil enhver blødning stopper
og smerten fortager sig
og alt, du kan høre, er lyden
af kalkblokkes styrt
ned i lyseblåt, vuggende vand.

Form

Presset sammen
mellem gulv
og loft
og vægge

dør vi oven
i hinanden
som en kæmpe
kosmisk
rullepølse, nu

hinsides krig
såvel
som elskov.

søndag den 18. juli 2010

Skumring

Børn tegner kridtstreger
rundt om hinanden
på fliserne.

Snart er de gået i seng,
og i morgen, når solen
står op bag ved gavlen,

vil folk stimle sammen
i gården
og ingenting huske.

lørdag den 17. juli 2010

Bare en blues

Det er bare en blues.
Det er bare et kig ind i spejlet,
et suk, en accept.
Det er bare en blues.
Det er morgener i plettede senge,
som nogen diskret har forladt efter akten,
alene, forfrisket og fri
til at tabe sig selv på et pænere gulv.
Det er bare en blues.
Det er bare en barnevogns flugt
gennem luften fra lastvognens køler,
en speeder, der hamres i bund,
og en mand, der er god til sit job.
Det er bare en blues.
Det er bare pistoler og sabler
og marker, der sopper i blod
fordi nogen skal ofres,
hvis uret skal tikke en tidsalder til.
Det er bare en blues.
Det er bare en slingrende guitar,
en tilrøget stemme,
en grå silhouet
i et hjørne af rummet,
mens folk fester videre,
blinde af
hjemmebrændt sprit.

fredag den 16. juli 2010

Plaster

Det vil heles med tiden,
det tåbelige hul på dit knæ
fra i går, hvor du snublede
over dit snørebånd.
Heles vil sårene efter de ord,
du smed hen over bordet
til hende, du elskede,
under en brandert,
og heles vil frosten i brystet
fra hånden, der pludselig blev slap
i den tunge metalseng
på intensiv.
Før eller siden
vil også du stivne til skorpe
og verden se godt ud igen.
Der vil danne sig væv
mellem stjerner
og hud over æraer,
liv over sans.
I den lufttomme spejlsal
vil væsenet
begynde at
lege med knive.

Frans for begyndere

Samler blodige fjer ind
fra plæner og buske og brosten
og vugger dem stille i favnen
om natten som om,
jeg har kærlighed nok til,
at fuglen, de kom fra,
en dag vil slå triller
og lette fra hånden igen.

Megacaldera

Der var muldvarpeskud overalt,
mellem roer og kornstrå, på plænerne,
under de knirkende gulvbrædder:
Yellowstone, Jylland edition.
Og fælder blev plantet og lig trukket op
i den brændende sol, hvor enhver
kunne se sine spøgelser rådne,
men bakkerne buldrede stadig i døgndrift,
og bilernes tanke var fulde.


(til "8600 Silkeborg")

torsdag den 15. juli 2010

To whom it may concern

Det er ikke som om,
jeg er led ved mit liv.

Det er mere som om,
at der er så modbydeligt
meget at kysse,

at tungen bliver tør
og må vædes
med galde
til sidst.

onsdag den 14. juli 2010

Kronjyden

Når Kronjyden
kørte forbi
med sit vognlæs
af stinkende,
selvdøde dyr,
der blev hentet
i grøfterne
hos de forskellige
gårdmænd og puttet
i ovnen
ved Randers
et sted,
holdt man inde
med alting,
for alle
var pludselig ens,
og selv solen
var hvid
under trævler
af lys.


(til "8600 Silkeborg")

tirsdag den 13. juli 2010

Klukkluk

Hvorfor bliver man ved,
når man véd,
at den eneste ting,
man vil finde
på bunden af glasset,
er bunden af glasset?
Er weekenden bare
et mantra
for bundløse sjæle,
nirvana kalendersat,
urbraget gejlet
med jakker og sneakers,
og mønternes klirren
mod disken
et ekko
af skaberens
latter?

søndag den 11. juli 2010

Uden titel

Kornmarken
bølger.

Med solskin
i lungerne

dykker jeg
efter koraller.

Trudsholm

På Trudsholm
er gulvene slidte
og malingen skallet
og murværket revnet.

I salen bliver råben
til suk,
og suk
til et tykkere støvlag.

Her går man igen,
mens et uvejr af byg
trækker op
bag ved voldgraven.

fredag den 9. juli 2010

Misforstået

Kom
til mig,
kat.

Rids
dit egentlige
navn,
som jeg aldrig
har kendt,

ind
i brystkassen
på mig,

og mes
dit lyksalige
AUM.

torsdag den 8. juli 2010

Sats

Digtet er hænder
i håndjern
og kød
på en pande.

Digtet er
væltede træer
og ituskudte
bygninger.

Digtet er
tunger,
der taler
i tunger,

og stier,
der fører
til afgrunde.

Digtet er
detonationens
syntaks.

onsdag den 7. juli 2010

Uden titel

Det går
virkelig ikke.
Det sprinter
og kommer for tidligt
og bliver forpustet.
Det traver
og vandrer
og finder et mål
efterhånden.
Det snubler
og halter
og bruger rollator.
Men går
gør det aldrig.
den slags
gør kun ure
i tomme
og aflåste
haller.

Luk blodet ud!

Luk blodet ud!
Det vil størkne derinde
blandt slidte og udtjente ting.
Luk blodet ud!
Det er træt af at cirkle
omkring i den selvsamme ring.
Luk blodet ud!
Det har snart fået nok
af din tynde og messende stemme.
Luk blodet ud!
Luk det ud i de bække
og floder, hvor det hører hjemme!

Indbo

Som i Hammers-
høis stuer:
Et gråvejr
forstenet
i linjer
og flader,
dit ansigt
vendt bort
mod en syssel,
jeg ikke
kan omfatte.

søndag den 4. juli 2010

Brødrene

Brødrene boede ved åen,
var gamle og trætte og ugifte,
selvom der stadig gik dyr
langs de falmede længer,
og folk kom forbi
ind imellem med skælmskhed
i blikket, og hørte
dem tale i timer
om svævende lys over søen
og mærkelige væsener,
der raslede rundt
i de tætte buskadser,
når mørket faldt
på over Sminge.
Jeg gemte mig altid
bag poser med bøger
og plettede plastre,
når brødrene rullede
ind gennem byen
i lavt gear med
ruderne helt
rullet ned.

(til "8600 Silkeborg")

lørdag den 3. juli 2010

Gården













Fik intet at vide,
da holdet kom ind
med en bulldozer
for at fortære de mørnede længer
på gården, hvor farmor og farfar
fik bopæl dengang,
de blev gift kort før krigen
og knoklede dagene væk
bag ved ploven og hestene,
indtil hver eneste gældspost var borte,
og børnene et efter et
sneg sig ud på den trimmede græsplæne,
spiste sig sunde i æbler
og lærte at klatre i træer.
Det var her, farfar skar sine
roer til kvæget,
og farmor stod bøjet
bag gryder og potter og pander
i timevis, såret til døden hver gang,
nogen afslog en ekstra portion.
Det var her, far lod strithåret gro,
hørte Hendrix og Doors
på en skrammet transistor,
der mere eller mindre
kunne indfange Radio Luxembourg,
borede knallerter,
mødte min mor,
og blev far,
som det af og til
hænder for fædre,
og her, farmor lærte mig
blomsternes navne
og slægtens historie
og stjernernes vægt,
før hun selv blev til skygger i stuen,
som farfar kunne høre
rumstere om natten
som køerne i de forladte
og smuldrende stalde.
Til sidst
var det driftige landbrug
på Blakgaardsvej
hjemsted
for rotter
og svampe
og minder.

Og nu
er det
jord.

(til "8600 Silkeborg")

fredag den 2. juli 2010

Uden titel

Fjerskyer
driver.

Et sted
i det blå

bløder duer
i rævenes
munde.