tirsdag den 19. september 2017

Polerne

smelter,
og fuglene
cirkler
omkring
uden retning
og ligger
på rede
i frostvejr,
Brasilien
ligger
i Schweiz
og Murmansk
i Nevada,
og det,
som var rødt,
bliver sort
i dit regnskab,
hvor kjoler
og jakkesæt
henligger
hulter
til bulter,
du taler
i filmstrimler,
lækker
granit
og ser djævlene
knæle
ved altre
og engle,
der bærer
geværer,
det kælver
et sted
i dit blik,
kære saltstøtte:
Alting
er vand.

mandag den 18. september 2017

Fiat lux

Du vågner
til lys,
og måske
kommer ilden
og trykbølgen
lige om lidt,
eller også
er alting
forbi
allerede,
og dem,
du har mistet,
står klar
bag ved døren
med saftevand
ligesom dengang,
eller også
har nogen
blot tændt
for en lampe
i loftet
for ligesom
at tjekke
din tilstand,
måske
er det bare
den pokkers
til sol,
som er kommet
igen for
at vække
til dåd
eller vækst,
det kan være
det samme
for dig,
du er
opdaget
uanset
hvad.

Nåde

Dem,
som fordamper,
får lov
til at afsætte
skygger
på murene,
alle os andre
må varme sig
rundt omkring
bålene
gennem et utal
af kølige
verdener,
mens skikkelser,
ingen kan
røre ved,
danser
på væggene
bag os,
måske er
det bedst,
at den finger,
som peger
os ud,
er en gal mands
i stedet
for guds.

Solo

Det fortaber sig,
krattet,
hvor poter
blev formet
til hænder,
det klinede dække
for regnen
og vinden,
dit ansigt
blev tegnet i
et træk
ad gangen
igennem et
utal af
generationer,
det murede hus,
du løb
bort fra
så hurtigt,
du kunne,
i håb om
at blive
til noget,
alt andet
end det,
du var født
til at blive,
nu hænger du
på dig,
på gælden
og pligterne,
rodet
i skabet
og uret,
der tikker
i køkkenet,
og sneen,
som hober
sig op
foran døren
og ingen
vil bortskaffe
gratis,
den navnløse
sten
midt i plænen,
man giver dig,
når du har
realiseret
dig selv.

torsdag den 14. september 2017

Medio september

Finder
dit postkort,
der står
intet på det,
en smule
om vejret,
som ikke
er godt,
hvor du er,
og om farfar,
der svømmer
endnu
med de andre
i Gjern,
og til sidst
et tillykke
med dagen,
men det er
jo først
i december,
jeg fylder
igen,
det er sært,
at du ikke
kan huske det,
farmor,
måske har
man ændret
ved det også,
siden
vi sås.

mandag den 11. september 2017

Denkmal (manuskript, 2017)

Spontan rejsedagbog fra en rejse til Berlin i dette års sensommer. I første omgang kun lavet for min egen fornøjelses skyld, men efterhånden som teksten hobede sig op, kunne jeg se, at der var mere i den end som så. Hjemme igen har jeg suppleret op med oplysninger og rykket rundt på tekstblokke, så de dannede mere af et værk, som kunne læses i ét stykke, og dette er resultatet.

Det er en af de lettere retter, men jeg er endt med at holde meget af den. Håber, du vil gøre det samme.

Alt godt,

Steffen.


***


Steffen Baunbæk

Denkmal

Rejsenotater, 2017


***


I've seen it all, I have seen the trees,
I've seen the willow leaves dancing in the breeze
I've seen a man killed by his best friend,
And lives that were over before they were spent.
I've seen what I was and I know what I'll be
I've seen it all, there is no more to see!

Björk Guðmundsdóttir, 2000.


***


I


Det er ikke meningen, at mine øjne skal se det syn. Kigge ned på skyerne, som plejer at hænge højt over mig og være uopnåelige.

Har aldrig fløjet før, og nu er jeg så højt hævet over det hele, at selve muligheden for min egen undergang føles fjern og abstrakt. Men det er helt klart ikke meningen, at jeg skal være heroppe, hvor kun dem, hvor kun dem, som med rette kan fælde dom over de levende og døde, hører til.

Jeg tænker på folk, jeg har mistet. Er det virkelig sådan her, de stadig ser ud for mig? Som vatklumper, der hvirvler rundt imellem hinanden og nu er så tæt på, at jeg føler, jeg bare kan række ud og tage dem med hjem?

Vi stiger ned. Alt bliver hvidt og gør ondt i øjnene. Bliver jeg blind af skæret, er det velfortjent. Åndssvage, overmodige kødklump.

Med et bonk, der vibrerer gennem hele flyet, lander vi i Schönefeld.

Hvilket navn.

Og hvor menneskeligt at lægge en lufthavn af beton på et sted, der hedder sådan.


II


Flughafen Schönefeld blev anlagt af Hitler i 1934 – kort tid efter magtovertagelsen – og var i DDR-tiden Østberlins eneste civile lufthavn. Aeroflot gjorde flittig brug af den på deres vovede, vodkastinkende togter rundt i østblokken.

Nu er den kun en ud af fire luftveje ind i den forenede hovedstad.

Men nu som før går tolderne rundt med maskingeværer.

Ikke som de italienske gendarmer, jeg engang selv har oplevet i aktion, som håndterede dem med dét folkeslags passion. Bare som en slags vedhæng, der kan vise sig nødvendige.

Tyskland kender til terror.

Og man vil givetvis smile som i gamle dage, mens trusler bliver elimineret.


III


Ferielejligheden på Alte Jakobsstrasse er nyopført, tror jeg. De grønne områder nede i gården har i hvert ikke fundet deres form endnu.

Alligevel er det påfaldende så lidt, der er blevet gjort for at kultivere dem.

Men fair nok. Det er ikke til at sige, hvad man finder, hvis man roder i jorden her.


IV


For 72 år siden var kvarteret sandsynligvis – som så meget andet i de ældre dele af Berlin – en bombetomt fyldt med murbrokker, lig og døde idéer.

Her gik folk rundt og hostede blod, mens de med knurrende maver og tomme blikke led sig igennem Stunde Null.

Nu er her fyldt med lejligheder så rummelige og minimalistiske, at man burde føle sig alene i dem.

Der gør man ikke.

Jeg bilder mig ind, at spøgelserne fylder resten af pladsen ud. Og at det netop er den respekt, man derved viser dem, der gør, at man kan sove roligt om natten.


V


Vågner tidligt og går ud på altanen for at ryge

Jeg er den eneste, der er stået op.

Og dog. På en altan overfor går en kvinde rundt med en klud for at tørre nattens for mig usynlige støv og snavs af vindueskarmen.

I morgen ved samme tid gør hun det sikkert igen.

Der er udsigt til Berliner Fernsehturm på Alexanderplatz. Det ligger nok et par kilometer væk i fugleflugtslinje.

I går forsøgte vi at læse kanaler ind på fladskærmsapparatet i stuen.

Der gik ikke én eneste igennem.


VI


Kassedamen i Netto er venlig, men ekspederer varerne hurtigt. Særdeles hurtigt.

Man fornemmer, at man gør klogt i at skaffe dem af vejen i en ruf.

Så snart de er tjekket ud af systemet og betalt, er resten en privat sag, tak.


VII


Finder ud af, at stedet, hvor vi bor, lå i Østberlin. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Al dunst af brunkål og brunkul er forlængst fordampet og erstattet af antiseptisk vestlig luksus.

For enden af gaden lå Muren, hvor folk blev skudt, når de forsøgte at dissidere. Den sidste så sent som i februar 1989. Det føles som om, det var i går, den faldt. Men de massive kontorbygninger af glas og beton, der dækker arealet nu, fortæller en anden historie.

I Berlin går tiden særligt ubesværet.

Der findes også få steder, hvor man mere har brug for det.


VIII


Bodycounten i området må antages at være faldet betragteligt siden 1989.

Det samme må antallet af helte.


IX


I Netto beder en gammel dame mig om hjælp til at fange en handske, så hun kan tage sit morgenbrød. Lille, sød og uendeligt taknemmelig er hun, mens jeg finder en til hende.

Hun må være et godt stykke over de firs.

Gammel nok til at have været med i Bund Deutscher Mädel. Gammel nok til at have set Murens betonelementer blive sænket på plads. Og allerede aldrende, da man råbte "Tor auf!" i gaderne.

Men hvad hun end har gjort, tænkt eller oplevet, er der kun historierne tilbage nu.

Dem og høfligheden.

Og frem for alt den.


X


På de fleste gader i Berlin ligger der forgyldte sten ud for to eller tre huse. De har navne på og markerer, hvor de jødiske familier boede, som blev deporteret og henrettet i diverse koncentrationslejre.

Hvis man også lagde plader ud for de politiske modstandere, sigøjnere, handicappede og Jehovas Vidner, Det Tredje Rige også slog ihjel, ville billedet se helt anderledes ud. Og supplerede man op med dem, som døde under allierede bombeangreb eller Der Elendswinter (1945-46), ville byens gader nærmest være forgyldte.

Vi er næsten tyskere.

Germanerne, som dannede de konge- og fyrstedømmer, der i 1871 blev samlet i Det Tyske Kejserrige, indvandrede nordfra tilbage i tidens tåger. De så ud som os, de opførte sig ligesom os, de talte sågar (dengang) ligesom os. De VAR os. Schweberne, markomannerne, quaderne, langobarderne, saxerne.

Vi ryster på hovedet af dem over Hitlers folkedrab. Man da anglerne i Sønderjylland stormede varinerne syd for Jelling, brændte de alt af og myrdede dem, der ikke udvandrede af sig selv. En succes, de muligvis senere gentog i England. I hvert fald har de moderne briter mistænkeligt mange angelsaksiske gener. Da jyderne omkring Kristi fødsel slog en fjendtlig hær i Alken Enge, lod de 1100 kroppe ligge og rådne i månedsvis, før de endelig skaffede sig af med ligene i kærene. Hvad danerne, vi har navn efter, havde for skik, aner jeg ikke, men de var næppe et hak bedre. I så fald kun til at undgå arkæologer og skriftlige kilder

Forskellen er, at tyskernes dårlige samvittighed er tættere på. Og som sagt: At de er høflige.

Gå ind i en hvilken som helst kiosk i Berlin, og du kan få dig en hyggesnak med den smilende og imødekommende ekspedient. Prøv det samme i Århus eller København, og du vil få et vrissent svar fra et mindreårigt tøsebarn, der tydeligvis hellere vil være på Instagram.

Og så er der renligheden. Vi elsker at leve i vores eget skidt. At kyle hvad som helst fra os i vejkanterne, hvis vi da ikke kan gemme det væk bag sofaen. At gøre det samme her ville være at reducere sig selv til mindre end et menneske.

Og klichéen er sand: Tyskerne kan godt lide at arbejde. Er altid lidt mere punktlige, effektive og overskudsagtige end danskerne, der brokker sig vej fra ferie til ferie. De ferier, vi i øvrigt ikke ved, hvad vi skal stille op med. Ud over at skændes, søge skilsmisse og den slags.

Tyskerne jobber godt. Og når de kommer hjem, har de faktisk et hjem, som de værner om, så man skulle tro, at væggene var lavet af guld.

Danskerne er verdensmestre i spild af liv. Tyskerne er - muligvis - verdensmestre i at udnytte hvert øjeblik på jorden optimalt. Måske bærer de på en anden måde bevidstheden om altings skrøbelighed i sig. De går i hvert fald rundt på den hver dag.

I så fald tænker jeg, vi kan lære ikke så lidt af dem, germanerne.

Os germanere.


XI


Siegessäule, i folkemunde kendt som "Guld-Else", var fra starten tænkt som et monument over Preussens sejr over Danmark i 1864. Dengang, hvor Søren Conradsen og Jens Christensen Greisen, mine to gange tipoldefædre, gjorde sig som kanonføde nede ved Als, men underligt nok vendte levende hjem. Til en knækket nation, der aldrig genvandt selvværdet.

Der er stil over hende, damen. Det må man sige.

Men nu er det jo at komme udenom, at hun er en slags familie. Knælerdronningen.

Og ligesom mine aner kan jeg kun sænke hovedet og vente på biddet.


XII


Pariser Platz er en stenovn. Vi stiger op fra U-banen og hvisler rundt som en smørklat i opløsning på brostenene. Sammen med skabninger, der taler 117 forskellige tungemål, men alle er her for at se Brandenburger Tor. Luften stødes ud af lungerne af massive varmebølger, mens kød blandes med kød uden at blive andet end dét.

Det er helvede på jord.

En mand i høj hat slipper taget i sin lirekasse og vender sig om.

Hans ansigt er én stor tribaltatovering.

Han griner.


XIII


Holocaust Denkmal blev indviet i 2005, hvor det blev indviet i 60-året for afslutningen af Anden Verdenskrig. Så længe tog det den tyske regering at blive enig med sig selv om, at det nok var en god idé at opføre et sådant.

Det er delvist opført oven på resterne af Joseph Goebbels' private bunker, og det er vistnok dele af den, som i dag er blevet indrettet til informationscenter. Desværre er det lukket i dag.

Men så kan man gå rundt mellem de tårnhøje, askegrå betonelementer, der er designet af Peter Eisenmann og danner én stor labyrint. En labyrint, hvor man hele tiden bør se sig godt for. For pludselig dukker de bare op. De andre mennesker. Leende, forundrede, tankefulde.

Det er dem, der er kunstværkerne.


XIV


Lige i nærheden ligger Führerbunkeren, hvor Hitler skød sig selv og Eva Braun, hvorefter håndplukkede soldater slæbte ligene udenfor, overhældte dem med benzin og satte ild til.

Dvs. ligger og ligger. Først prøvede de allierede at sprænge den bort og kom et stykke vej. Så tog russerne over og fik omsider tagene til at kollapse dernede. Sidst i 80'erne renoverede DDR området og forsøgte at hive de resterende, temmelig massive betonelementer op af jorden. Uden held. Der skulle stadig eksistere intakte partier dernede et sted. Under P-pladsens grus.

I mange år var det kun lokalkendte guider, der vidste, hvor bunkeren lå, og viste det kedelige, anonyme område frem for turisterne mod en klækkelig betaling. Nu har man dog sat en prunkløs informationstavle op.

Den står vi så, os turister, og glor på.

Mange er vi ikke. Og vi er her givetvis af vidt forskellige årsager.

Jeg er her, fordi det var her, den virkelighed, jeg har kendt, startede. I samme øjeblik som den store diktators hjernemasse ramte betonen. Måske er jeg kommet i håb om at kunne fornemme manden selv. Bare lidt. Ikke for at forstå ham, men bare for at danne mig et kvalificeret indtryk af uræggets natur.

Andre er her sikkert for at hylde en falden helt.

Alle går vi forgæves.

Men der ligger en rotte og rådner lige bag ved tavlen.


XV


Checkpoint Charlie. Turister af enhver beskaffenhed strømmer over mod skuret midt på gaden, som også i dag er dekoreret med Stars and Stripes. De skal have et forbløffende ægte DDR-stempel i deres pas fra soldater, som sikkert ikke engang var født, da grænseovergangen mistede sin betydning. Ved Mauermuseum kan man tage en selfie foran et autentisk stykke mur, hvis den røde, rustne stjerne på væggen ved siden af da ikke dratter ned i hovedet af én imens. I shopperne, der må have særdeles gode aftaler med de lokale nedbrydningsselskaber, kan man købe brokker nok til at genopføre den oprindelige Mauer et par gange. Alt i alt kan man sikkert rekonstruere Kristi Kors færre gange end den.

Det var så det, min barndoms mest rædselsvækkende lokalitet - måske bortset fra ground zero i Hiroshima og Nagasaki - blev forvandlet til.

Et kildemarked for idioter.


XVI


I Mauermuseums café er der stille. Folk kommer tydeligvis ikke til bydelen for at få noget at vide.

En ældre mand stavrer ind og forsøger at forklare pigen bag disken noget på et meget sløret og uforståeligt sprog, der kan tænkes at være en slags tysk. Hun er sød og nikker blot. Ved sikkert også, hvad han fejler.

På vej ud kommer han hen, smiler og klapper mig på ryggen. Senere ser jeg ham gøre det samme ved et befippet indvandrerpar henne ved krydset.

Landsbytossen.

Det sundeste, mest generøse menneske ved Checkpoint Charlie.


XVII


Finder nok et stræk af Muren ved Schlesisches Tor. Det længste intakte stykke, siger man.

Det er ikke en skid intakt.

Alle mejselhullerne fra 1990'erne er glattet ud, al original grafitti overmalet af inviterede gadekunstnere.

East Side Gallery kalder man vidunderet.

Det er hverken fugl eller fisk. Hverken et historisk monument eller en overbevisende kunstudstilling. Bare langt.

I hvert fald når næste station væk ligger nede for enden.


XVIII


Det siges, at man ikke kan leve af at klippe hinanden. I DDR var det næsten tilfældet. I hvert fald var 291.000 af landets 16 millioner indbyggere direkte eller indirekte involverede i at aflytte, stikke eller på andre måder fremskaffe oplysninger til Stasi om deres medborgere.

Man behøvede såmænd ikke at være socialdemokrat, kættersk kommunist, intellektuel, "religiøs afviger" eller andet sligt for at få en sagsmappe på halsen. Det var såmænd nok at have slægtninge i vestblokken, hvilket en temmelig stor procentdel af befolkningen havde. Et sted mellem seks og syv millioner mapper skal der fortsat eksistere i Stasis arkiver med informationer om alt fra partiforhold og tro til dagligdags rutiner og sågar sexliv.

Mange af dem, som systemet vejede og fandt mistænkeligt lette, endte i Hohenschönhausen. Et fængsel i Berlins nordøstlige udkant, hvor man blev varetægtsfængslet og afhørt - ofte i årevis - før man blev frigivet, deporteret eller sendt i gulag.

I dag er Hohenschönhausen et museum, hvor man mod passende betaling kan blive ført rundt af guides, som for størstedelens vedkommende selv var fanger på stedet i de gode, gamle dage.

Mange af dem er ikke ret gamle. På alder med mig selv.

Men hvad det end var, de blev udsat for herinde, slap de aldrig væk.


XIX


Hohenschönhausen eksisterede ikke. På de gamle bykort over Østberlin var stedet markeret som et grønt område.

Der voksede der stammer af beton, ranker af pigtråd og kronblade, der foldede sig ud i forvredne, groteske grimasser.

Frugten, man høstede derude efter tilstrækkeligt mange mørke og ensomme nætter, var mærkelig og smagte bittert.


XX


Under Walter Ulbricht, hvor stedet mest havde karakter af at være en lettere konverteret koncentrationslejr, var standardcellen et mørklagt rum på 7-8 kvadratmeter med en pissepotte og en hård træseng. Var man uartig eller mistænkt for særligt slemme anslag mod partilinjen, endte man i en af de celler, hvor der kun var plads til at stå op. Dag ud og dag ind. Men dem, som sad der, var immervæk heldige i forhold til de stakler, som befandt sig i de rum, hvor man ikke kunne stå oprejst, men måtte bøje sig eller knæle for at få plads til legemet, hvilket folk naturligvis besvimede af i længden.

Det var selve rammerne, men der var flere variabler endnu. Når fangerne kom ind i Stasis varevogne, der udadtil reklamerede med frisk frugt - som om den slags fandtes i DDR - blev de ofte spurgt, om de ville sidde koldt eller varmt. Mange valgte naturligt nok en varm celle, der desværre viste sig at ligge klos op af et fyrrum og have en temperatur på den forkerte side af de 30 grader. Så systemet sig specielt sur på en, kunne vagterne daglig smide vand ind på gulvet, som man så kunne more sig med. I reglen med seriøse luftvejssygdomme eller rådne områder på huden til følge.

Senere, da Honecker kom til, og DDR for alvor skulle fremstå som østblokkens mønsterstat, blev cellerne opgraderet med vaske, borde, stole og skabe bag dørene, man dog ikke måtte åbne, da de rummede aflytningsudstyr. Hvert 10. minut blev der tjekket op på, at fangerne ikke trænede, snakkede med sig selv eller sang. Det eneste, de måtte, var at vandre frem og tilbage i cellen på et nøje defineret areal.

På de tider var den ekstraordinære straffemulighed gummicellen. Et lydisoleret rum med sorte skumgummipuder på væggene, man kunne banke i så tosset, man ville. Ingen hørte én.

Det var Ikke uden grund, at DDR også udenfor østblokken blev betragtet som et moderne, demokratisk samfund.


XXI


Normen på Hohenschünhausen var enmandscellen. Hvilken lykke måtte det ikke have været at blive flyttet til en tomandscelle, hvor det var muligt at kommunikere med nogen - hvem som helst - om andet end madens elendige beskaffenhed? Man fik sig sikkert glimrende kammerater i løbet af kort tid.

Glimrende kammerater, som efter nogle dage blev lukket ud for at aflægge rapport til Stasi om de fortrolige samtaler.


XXII


Forhørslokalerne var efter omstændighederne hyggelige med tapet på væggene og skidne gardiner, men dog gardiner, foran vinduer, som lod én ane lidt af verden udenfor.

Der kunne man så sidde i op til 36 timer og snakke med en funktionærtype, der skiftevis strøg én med hårene og bød på smøger, skiftevis gravede ned i ens allerhelligste. Fra tid til anden ringede telefonen, hvorefter forhørslederen højt og klart drøftede forhold, der vedrørte ens nærmeste familie.

I reglen sluttede seancen først, når fangen enten indrømmede alt - også det, han eller hun ikke havde gjort - eller blev slæbt tilbage til cellen for at kollapse fysisk.

Så kunne man se, at der ingen ledning var til telefonen, som kunne aktiveres med en skjult trykknap under bordpladen. Så kunne man indsamle svedprøver til politihundene ved at udskifte stoffet på den stol, personen havde siddet og svedt i.

Og så kunne de øverstkommanderende komme ind for at fjerne optagelserne fra den skjulte båndoptager i skabet og tjekke, om forhørslederen skulle have været lidt for kammeratlig over for offeret undervejs.


XXIII


I løbet af 1990 lukkede hele systemet ned i fængslet. Fangerne blev overført til vestlige arrester, hvorfra flertallet efter et rutinetjek blev løsladt. Hohenschönhausen dukkede op på bykortene, mens vagterne, forhørslederne og stikkerne fordampede ud i den blå luft. Nogle af dem med en flot funktionærpension i bagagen. En betragtelig del af dem bor i området endnu sammen med de folk, som i resten af den lukkede bydel dampede breve op for at undersøge indholdet eller producerede aflytningsudstyr på samlebånd.

En gang Genosse, altid Genosse.


XXIV


Man siger, at den politiske trend i Hohenschönhausen drejer mod højre for tiden. Langt mod højre.

I fængslet er murene solide endnu, og det meste af udstyret fra dengang er stadig operationelt. Det fesne tapet er fesent som altid, og lugten af de tidligere fangers armsved, måltider og millioner af rastløse smøger sidder fortsat i det.

Faciliteterne kan sagtens genbruges.

I hvert fald til en start.


XXV


I arkiverne ligger sagsmapperne og venter på folk, der blev angivet til Stasi af forældre, partnere, venner og børn.

Efter 27 år er de fleste af dem fortsat uåbnede.

De kan også vise sig praktiske en anden gang.


XXVI


Dagen går så småt på hæld, mens vi er i fængslet, og vejret slår om. Fra 26 trykkende varmegrader til 18 og regn.

Det er d. 31/8 2017, og efteråret er kommet.

Selv vejret er veldisciplineret her på egnen.


XXVII


Kinagrillen i Hohenschönhausen ser ud til at klare sig godt. Mens vi venter på vores Tram, kommer en storsmilende skinheadtype ud med en fyldt pose, før han fortsætter ud i sit Tyskland på en cykel.

Jeg kunne tage fejl.

Men hvor togene end kører hen, har jeg trods alt svært ved at forestille mig, at det er tilbage.


XXVIII


For enden af Bernauerstrasse støder jeg på mindesmærket for den 58-årige Ida Siekmann, som en morgen i 1961 vågnede op til, at det østtyske politi havde spærret den ene dør i lejlighedskomplekset af. Den, som vendte ud mod Vestberlin, hvor hendes søster - den slægtning, hun var mest knyttet til - sad.

Der var kun en måde at nå frem til søsteren på: At springe ud gennem vinduet. Ergo smed Ida alt, hvad hun havde af tæpper og madrasser ned på gaden, mens vesttyske brandfolk gjorde sig klar til at tage imod bygningskompleksets dissidenter nede på jorden med net.

På en eller anden måde lykkedes det hende at springe så forkert, at hun hamrede ned i fortovet.

Hun var den første, der døde i forbindelse med Muren.

Ida Siekmann. Fra fuck up til folkehelt.


XXIX


VEB Orange er en antikvitetshandel på Oderbergstrasse, der har specialiseret sig i ting fra DDR-tiden. Ville herhen for at få et ordentligt stykke af den hedengangne stat med mig hjem i stedet for turistbutikkernes I Love Berlin-skrammel.

Indehaveren, Hr. Schubert, er en gammel punkertype, der ikke er meget for at kommunikere med kunderne. Det gør i stedet hans, vurderer jeg, noget yngre kæreste, som til gengæld er en vims type af ubestemmelig nordeuropæisk herkomst og gerne snakker engelsk.

Det fremgår af vores samtale, at Hr. Schubert er en passioneret samler, der måske mest bruger butikken til at skille sig af med sit overskudslager. Så passioneret, at han længe søgte med lys og lygte efter en blå Trabant anno 1974 - hans fødselsår. Den står nu ude i baggården, og når de kører i den, fortæller hun, at både hipsters og gamle osties vinker begejstret til dem, når de passerer.

Butikken er virkelig et andet land. Det lugter endda anderledes. Af mølkugler, kål og klaustrofobisk tobaksrøg bag tunge gardiner.

Navnet lyver ikke: Orange synes virkelig at have været en kendetegnende farve for det samfund. Det og brunt, dog brudt en anelse op af fællestyske filigranmønstre og gyldne partiemblemer. Alt sammen til lyden af marchmusik og politisk korrekte schlagere fra det statsejede pladeselskab Amiga

Jeg finder et jubilæumsglas fra Trabant-fabrikkerne anno 1973 - mit fødeår - der markerer produktionen af bil nr. 1000.000. Og køber det. Ikke af kærlighed til kitsch. Vi hører bag sammen, mig og det glas.

Ligesom Hr. Schubert hører sammen med sin Trabant nr. 1000.125 eller noget i den retning.


XXX


Kontrolløren kigger underligt på os. Så siger han en hel masse. På tysk dialekt. Om børne- og handicaptakst.

For mig ser det ud til, at det, jeg holder i hånden, er en envejsbillet. Vi har endda en gyldig ugebillet til zone A og B og har kun helt ekstraordinært vovet os ud i zone C. Hvilket vi har givet 2,5 euro for.

Vi snakker på både dårligt engelsk og ditto tysk for vores sag, og en anden turist, der taler det lokale sprog som sit modersmål, melder sig på banen som assistance.

Lige lidt hjælper det.

Princip er princip.

60 euro fattigere tænker jeg på bureaukraterne fra DDR.

Hvor de blev af.

Hvad de laver nu.


XXXI


"Den ældste café på Hackescher Markt" står der på skiltet udenfor Cinema Café.

I baggården, hvor der er et museum for Anne Frank, ser der ud til at være skudhuller i murværket. Indenfor er væggene prydet med grimme, håndtegnede plakater for østtyske film med et givetvis ganske højt propagandaindhold, og inventaret er mildest talt faldefærdigt.

Gætter på stedets alder. 1850? 1910?

"Seit 1990" står der på et andet skilt bag baren.


XXXII


Fik Berlinerweisse på Cinema Café. Rot und grün med smag af henholdsvis hindbær og meget syntetisk æble.

Sært med tyskerne. Det var den bayerske hertug Vilhelm 4, der i 1516 fandt på det såkaldte Reinheitsgebot i forbindelse med ølbrygning: Drikken skulle laves på vand, humle, bygmalt og gær. Intet andet. En lov, der blev forbilledlig for resten af klodens bryggere.

Men det er også tyskerne, der mere end noget andet folkefærd bomber deres øl og vin til helvede med vand, saft og alskens andre tilsætningsstoffer. Som laver bittere med skovurter, men stopper så tilstrækkeligt meget anis og lakrids i dem, at der burde vanke præmier til enhver, der kan smage det.


XXXIII


Hotel Bar på Mariannestrasse i Kreutzberg. L. har været her før, og det har jeg også. i Aalborg hed stedet 1000Fryd eller Revolution. I København Tjili Pop eller Det Poetiske Bureau.

Væggene er hærgede og overtaggede med diverse besøgendes mere eller mindre desperate eller inspirerede indfald. Der er ølsjatter på klaveret i hjørnet, ingen spiller på, og lysene er smeltet fast på skrammede mursten, der sikkert er souvenirs fra en gadekamp. Underlige ting dingler ned fra loftet og ud fra væggene. Toilettet er en Storm P-opfindelse, men dog så funktionelt, at en dygtig ingeniør givetvis kan få det til at virke. Sprutten er billig, men til gengæld stærk.

Bartenderen, som viser sig også at være ejeren, er nordmand. Hun overtog knejpen fra en lokal, som vist nok fik den igen fra den dansker, som bestyrede biksen, da L. var her sidst.

Hun har ikke helt styr på historikken. Det er der vist ikke længere nogen, der her.

Hun synes bare, Hotel Bar skal være her.

Det er den så.

For dem, der hører ingen og alle steder hjemme.


XXXIV


Currywurst på Konnopkes Imbiss, Schönhauser Allée, under banegårdsbuerne. Her har der været pølseudsalg siden 1930. Sneg Der Führer sig - trods sine veganske præferencer - sig hen til en snask i ny og næ efter en hård dag med dekreter og henrettelser, var det sandsynligvis her.

Currywurst er en berlinsk klassiker. En almindelig pølse af frankfurter-typen, man grundigt griller det sidste liv ud af og serverer i skiver på en paptallerken sammen med ketchup, bagerbrød og et gavmildt drys mild karry.

Det er ikke skidt. Overhovedet. Fedmen og kødfylden fra pølsen går på én eller anden måde op i en højere enhed med tilbehøret.

Så tysk: At få et mesterværk ud af trash.

Jeg tror ikke, at det er noget, man tænker over, men dette folkefærd kan noget med alkymi.


XXXV


Ved Flutgraben fører L. mig ned ad en grusvej, der løber langs nogle forfaldne træhuse. Det ligner en belastet del af Staden, og selvom jeg har set det meste i min tid, har mine fødder ikke helt lyst til at følge med. Men så står vi pludselig på Freischwimmer: En restaurant indrettet på en faldefærdig husbåd. På den anden side af kanalen er der indrettet en bar, der underholder os med trancetechno af en beskaffenhed, der næppe siger en noget, med mindre man har indtaget betragtelige mængder ecstasy. Men her er idyllisk, mens himlen bliver blåsort, lygterne tændes og piletræernes grene lyser så sensommergrønt, som de kan.

Vi får Pflammkuchen. Dybest set enorme alterbrød med ost, løg, bacon og hvad man eller finder på at putte på dem. Vi udveksler stykker af hver vores udgave, som vi skyller ned med Kristallweisse.

Vi holder øjeblikket helligt.


XXXVI


Det tager sin tid at finde det.

Hansa Ton Studios.

Lokalerne på Köthener Strasse, hvor Bowie, Eno og Robert Fripp indspillede Low og "Heroes". Hvor Iggy Pop blev genfødt med Lust for Life og The Idiot. Åstedet for Birthday Partys sidste, kaotiske indspilninger, mens Nick Cave, Rowland S. Howard og Tracy Pew kæmpede internt om hvem, der først ville junke sig ihjel. Der, hvor Depeche Mode indspillede det dystopiske mesterværk Black Celebration og U2 lige efter Murens fald sparkede 90'erne igang med Achtung Baby.

Findes der et Eden for rockfans, er det der.

Vi går op og ned ad gaden et par gange, men intet springer i øjnene. Til sidst er L. nødt til at google adressen.

Så står man der. Foran et nedlagt operahus. Fra vinduet råber et 3D-billede af den modne Bowie anno Blackstar til én. På håndtaget har man placeret et billede af Ziggy. "Hansa Ton Studios" står der yderst diskret på dørtelefonen. Og på selve døren: "Ring venligst ikke på. Vi vil gerne arbejde."

Fair nok.

Kun glatnakker forstyrrer guderne i deres værksteder.


XXXVII


"Wir Kindern aus Bahnhof Zoo" hed en film engang. Om en ung pige ved navn Christiane F., der levede af at junke og rulle folk lige her, mens Bowie spillede i baggrunden. Hun blev tilsyneladende frelst ved at få en tur ud i landets friske luft.

Christiane F., alias Vera Christiane Felscherinow, er ikke en pige mere. Hun er efterhånden en moden kvinde og blev hverken reddet af halm eller jerseykøer. Hun er stadig på metadon og ved at dø langsomt af hepatitis c. Et andet sted.

Her er det så som så med brugte kanyler og knuste ruder. Og det er tilsyneladende kun to ligeledes midaldrende turister, der husker den desperate tøs.

De rene perroner og højtryksspulede mure gør i hvert fald ikke.


XXXVIII


RMCM OMFUB står der på den baldakinen over indgangen til Oberbaumstrasse 5, der til forveksling ligner CBGB's i downtown New York. Klubben, hvor The Ramones spillede deres første sagnomspundne koncerter i 1974-75 og kickstartede den punk, vi kender.

Det er da også her, verdens eneste Ramones Museum holder til. Sortklædte typer fra hele verden hænger ud med drinks i hænderne udenfor. Josef Ramone, Carlos Ramone, Liang Ramone, Ivan Ramone, Dubaku Ramone og nu også Steffen Ramone.

Indgangsprisen lyder på 4,5 euro, men gælder til gengæld for livstid, og selve udstillingen minder mig om det Elvis-museum, jeg engang stødte på i Søndervig ude ved Vesterhavet: En gal samlers livsværk gjort tilgængeligt for offentligheden råt for usødet. Her er ingen forklarende plancher og informative tour guides, men til gengæld brugte instrumenter og søde julekort fra medlemmerne, hvis syrlige sneakers kan betragtes for sig selv i en montre ved siden af originalnumre af Sniffin' Glue, Punk og andre legendariske fanzines. Joey Ramones håndskrevne udkast til numre som "Blitzkrieg Bop" og "Sheena is a Punk Rocker" hænger hulter til bulter med koncertbilletter, T-shirts og tidlige singler.  For at værdsætte, hvor fantastiske alle disse genstande er, og ikke mindst ane den indre sammenhæng, skal man være fan. Virkelig fan. Men så er man til gengæld også i himlen.

Hvorfor i Berlin af alle steder?

Jo, da guitaristen Johnny Ramone var barn, var hans far udstationeret som soldat i byens vestzone. Man mener tydeligvis, at punken startede her.

Det gjorde den nok.

Også den.


XXXIX


Det er sent, og i mangel af bedre spiser vi döner kebab i en snask på Alexanderplatz.

Retten er middelmådig, men mætter. Musikken på anlægget er ikke. Halvdelen af numre på stedets playliste har man glemt, men kun indtil nu. C.C. Catch, Bad Boys Blue, Fancy, Blue System.

Alle lyder de som om, de er produceret af Dieter Bohlen.

Det er 1987, og klokken er kvart i cola.


XXXX


I Tangerine Dreams bedste år, var det her, Edgar Froese boede og skabte sine surrealistiske soundscapes, som mindre var beskrivelser af længslen mod andre verdener end gestaltningen af dem. Alpha Centauri via Berlin.

Blixa Bargeld er her endnu. Konceptmageren bag Die Geniale Dilletanten, som skabte musik ud af industriaffald og mente, at man kun kunne skabe nyt ved at bryde ned. Det gør hans gruppe, Einstürzende Neubauten, på 37. år nu. I dag måske mest ved at demontere og genbruge sin egen historie, men det giver i sig selv mening. Et koncept af den art er først gyldigt, hvis det også kan fortære og omforme sig selv.

Og et sted ude i gaderne går Alec Empire stadig rundt og udtænker pulveriserende beats med henblik på at fremskynde aftenlandets undergang. "Deutschland has Gotta Die!!!" hed en af slagsangene med Atari Teenage Riot, hans band, dengang sidst i 90'erne.

Han bor i byen, der dør hver eneste aften.

Det er hans måde at leve med det på.



XXXXI


Berlin er zen. Fortiden er ikke værd at tænke på. Fremtiden er uvis. Nuet så absolut det bedste sted at være. Så det er man. Maksimalt.

Her improviseres. Liv. Kunst. Historie. Ingen er i sand forstand gamle i gårde, ingen fuldstændigt nytilkomne. Og ingen strategi er for skør eller straight, når uret skal holdes igang.

Derfor klapper alting. Hver dag.

Med en hånd.


XXXXII


Jeg kender flere folk hernede. Ikke godt nok til, at jeg vil opsøge dem, men alligevel.

Som min ekskæreste T., der var en middelmådig billedkunstner i først Aalborg, så København, og velsagtens flyttede herned for at få det sidste, afgørende spark i røven.

Hun er så vidt, jeg ved, stadig en middelmådig billedkunstner.

Som A. - et andet gammelt hoved fra Limfjordsbyen - der var en gal videnskabsmand af en musiker allerede deroppe, men efter sine første perioder hernede vendte tilbage med ikke blot endnu vildere visioner, men også en hånd, der var sikker nok til at føre dem ud i livet.

Berlin er en kreativ ursuppe af dimensioner, fyldt til bristepunktet med næringsværdi.

Men den forvandler ikke nogen. Gøder kun det, man i forvejen er.

På resultatet bør man kende sig selv.


XXXXIII


Sidste dag. Vi promenerer på Oranienstrasse, hvor man gerne vil sælge verdenslitteratur på engelsk i de små og trange, men velforsynede antikvariater. Men der findes nok heller ikke det sprog på kloden, som ikke tales her. Og ikke af turisterne.

I Kreutzberg er burkaer, avancerede piercinger og mere afdæmpede hipsterklæder lige naturlige dele af gadebilledet. Visse bor her pga. den billige husleje og tolerante atmosfære, andre er strømmet til området for at blive en del af områdets legendariske undergrundskultur.

Det er her, man kan bo på regnbuehostel, svælge i gallerier, hvor kunstnere prøver deres mere eller mindre holdbare visioner af, eller tage til koncert i punktemplet SO36, der siden 1978 har været en kæmpe katalysator for de mere hårdkogte dele af byens musikmiljø. Stedet, Sort Sol tilbage i '81 måtte flygte fra med livet som indsats, fordi de ikke var hardcore nok.

Havde jeg være 10 år yngre, ville Kreutzberg have været hjemme. Nu føler jeg mig en smule hinsides denne demonstrative blanding af head shops, veganisme, nitter og flip for flippets skyld. Med alderen er tanken om en øde ø blevet mere tiltalende end det her.

Men sympatien for miljøet er intakt, og de lokale har absolut intet problem med den forbipasserende oldpunker.

Kreutzberg bliver aldrig gammel og bitter.

Det er mere end nok, at jeg gør.


XXXXIV


Sidder på Hotel Bar igen, da det melder sig.

Ondet.

Det starter i venstre side, og lige pludselig er hele min krop en stikflamme af smerte.

L. gør, hvad hun kan, og det samme gør vor norske vært. De kommer med piller og vand. Men jeg kan ikke være i min egen krop længere og må ud. Væk. Væk fra glade mennesker på vej ud i nattelivet.

Men inden det kan lade sig gøre, er det spisetid, og L. får mig bugseret hen på Sunshine Yellow. En vegansk fastfoodrestaurant på Wienerstrasse.

Mens vi bestiller, skifter musikken pludselig. Til Love Shops "I Dag Så Bedre Ud Igår". Min sang.

"Og han skal vokse op / Og han skal drømme ud / Og han skal flyve højt / Og han skal lære at / I dag så bedre ud igår."

Med min efterhånden noget tynde stemme synger jeg med, og den ellers så brøsigt udseende punkertype, der passer gryderne, vender sig om. Begynder at tale til os. På dansk.

"Nummer 113" lyder det kort efter gennem højttalerne udenfor, hvor vi venter på en bænk. Mig i en temmelig abstrakt og sammenkrummet tilstand.

Jeg kan ikke få noget ned.  Jeg græder og råber og skriger, og folk lægger alt for meget mærke til det. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det skyldes, det hele.

Men hvor har jeg dog lyst til at drage herfra.


XXXXV


Lejligheden er tom nu. Overladt igen til spøgelserne. Også af os.

Hvis man vil se, hvad vi hed, kan man kigge i gæstebogen.

Hvis man vil vide, hvad vi var, kan man selv gå ud i dem.

Gaderne.


XXXXVI


Motorerne sætter igang. Landskaberne udenfor farer hurtigere og hurtigere forbi. Bumpene hører op, og højhuse forvandles til Legobrikker på et rodet stuegulv.

Vi vender hjem.

Til himlen over Berlin.

11. september,

det står der
igen i
kalenderen,
og der
er mørkt,
mens jeg klæder
mig på,
men af mørke
i stedet for
sur os
fra brændende
tårne
og smeltende
flysæder,
vinden
er kold,
men er ikke
fra Hades,
og alle
de andre,
som døser
ved ruderne
rundt om
i bussen,
kan vist ikke
længere
vækkes
til dåd,
men har nok
i at hoste
historie op
ind imellem
for ligesom
at rense
systemet,
om lidt
står de vist
bare af.