tirsdag den 3. april 2018

altamont sunset

svampene gror bag diablo mountains
hvor stenene ruller
og blomster kværnes til støv
under gummidæk

englene er kommet
alle vil mane
men ingen ved mere hvordan
man tegner en cirkel af kridt

brown sugar
løber ud af hulerne
ved synet
larm siver ud
af ørerne

let it bleed
råber nogen
hvor fødderne ender
this is business
mumler charlie
i sin helikopter
højt over messing
og skind

jægeren knaser
under tænder af stål
pistolen er ladt
med seks skud fra hoften
det rigtige svar
er bygget af træ
af jord er det kommet

we're gonna kiss you goodbye
kurrer munden
og rækker tungen ud

en tid skifter gear
70'erne smager af krom

lebensraum

det er frygteligt
så overskueligt ens liv bliver
efterhånden
skriver jeg

man lukker døre hele tiden
dæmonerne man legede med
bliver til nipsgenstande på hylderne
ilden noget i kakkelovnen
man fodrer med kævler af ask

man åbner låg på dåser
i køkkenet og ser
at man er ved at slippe op
fantasi bliver et spørgsmål
om at stykke noget spiseligt
sammen af resterne
skriver jeg

og du læser
og alt det
du tror du forstår
er rigtigt
det er det
der skræmmer mig mest

sværten klæber
til fingrene
det er trods alt
en slags trøst

john cage

har ikke skrevet
siden dengang

bare lyttet
til lyden
af celler
der falder
fra celler
atomernes
løsnen sig
fra hinanden
partiklernes
flugt fra
beskrivelser

men den
må være der
ved han
bag lysglimtet:

hans
signatur

varsel

pludselig står du
ved havet
og ved
at det myldrer
med coastere
hvis navne
du kunne lære
hvis du gad

at der er væsener
under vandet
med mærkelige former
som ville passe bedre ind
på fremmede kloder

at der er kernevåben
og naziguld
og vestindisk rom
i koralbegroede
lastrum

at det hele kun
er flydende sne
når det kommer
til stykket

og at noget
flyder i det
fæstnet med en streng
til uvisse dybder

og at hinden
kan briste
hvad tid
det skal være

at andre fodspor
end dine
vil føre
herfra

observatøren

du brugte år
på at glo
på de bølger
mens de slog ind
over molen

ikke to
var ens
ikke én eneste
varede

du havde vand
i øjnene
da du
rejste dig
og gik

onsdag den 28. marts 2018

udflugt

tag den længste omvej hjem
lyder lamaens råd
det er nemt nok at sige
når man er dækket af sne
og krydses af vandrende yakokser
og bjergbestigere
der har betalt formuer
for at falde til ro
på ensomme afsatser
mellem andre slags affald
og aldrig blive fundet igen

kuglen bakser fra side til side
jeg holder den i fart
med perfekt timede bevægelser
jeg får points
men har glemt at holde styr på hvor mange
den må bare ikke ryge i hul

løgnen er kommet tidligt i år
kæledyr omkommer af dehydrering
på brændende bilsæder
og ansigter flimrer af varme
blot millimeter fra mit

du har ringet
du har lagt en lang besked
som ikke gav mening
måske er du fuld
måske har du smadret alt i lejligheden
og smidt pilleglas på gulvet
måske er badekarret blevet til en flod
at drive bort af

de handler med jord
som ikke tilhører nogen
man kan bygge huse på den
der kan være olie eller uran
måske ligger sandheden
under frostlaget
sammen med de andre
blege mineraler

astronauterne kigger ned på os
fra deres vægtløse kapeller
under dem buldrer ovnene
de var her for årtusinder siden
vi er skabt i deres billeder
nu pumper de rundt i andre kredsløb
det er deres form
for sygdom
de bliver aldrig færdige
med at tage afsked

klokken ringer i templet
nogen har ryddet pladsen for handlende
munkene åbner øjnene
de kan se hvad klokken er
på deres rolexure

buddha har hængt æbler op på træet
buddha har ladet slangen
følge sine veksler gennem græsset

pennen hvisler
mens jeg skriver

døren går

tirsdag den 27. marts 2018

habitat

det er længe siden
jeg har været ude
for at føle mig som et dyr

slikket sår efter torne og småsten
fjernet jord omkring munden
skælvet af kulde efter natten

søerne lukker sig
ser jeg
fra ruden i stuen

og snart
fryser ænderne fast
hvis de sover

i tæpper
af polyamid